Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Med vedtagelsen af EF-pakken i 1986 skete det virkelige gennembrud i EF's politiske udvikling. På en lang række punkter blev bestemmelser om vedtagelse med enstemmighed afskaffet, hvilket gjorde det lettere for EF (det nuværende EU, som vil blive anvendt i den følgende tekst) at træffe beslutninger. Men den indeholdt også en bestemmelse om, at arbejdet skulle udbygges i de følgende år. Traktaterne skulle revideres i 1991, og et år forinden (1. december 1991) blev der nedsat to regeringskonferencer, der skulle foreslå ændringer i de bestående traktater.

Den ene regeringskonference beskæftigede sig med valutapolitik gennem Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Den anden beskæftigede sig med udenrigspolitik - Det Politiske Samarbejde.

Topmødet i Maastricht (Holland) i december 1991 vedtog på baggrund af regeringskonferencerne «Traktaten om Den Europæiske Union», der blev underskrevet den 7. februar 1992, hvorefter den skulle godkendes og ratificeres af alle 12 medlemslande. I Irland, Frankrig og Danmark blev der afholdt folkeafstemninger. Der var overvældende flertal for den ny traktat i Irland, mens der i Frankrig kun var en lille overvægt af ja-stemmer. I Danmark stemte et flertal af vælgerne (50.7%) nej til afstemningen. Herefter blev det såkaldte Nationale Kompromis formuleret og i Edinburgh blev der forhandlet 4 danske undtagelser på plads (se senere).

Maastricht danner Unionens rammer

Forslaget til Traktat for den Europæiske Union, havde til formål at omdanne det daværende EF-samarbejde til en egentlig union. Der vil gå nogen tid, inden det kommer så vidt, men det er ikke afgørende. Det afgørende er, at Unionstraktaten skaber rammerne for, at medlemsstaterne kan træffe beslutninger, der vil føre til en union. I samme takt som unionen gives større kompetence, og flere politikområder afhændes til EU, indskrænkes medlemslandenes muligheder for selvstændigt at træffe beslutninger.

Med Maastricht arbejdes der hen imod en fælles valuta, fælles miljøpolitik, socialpolitik og en forbrugerpolitik samt samarbejde om indvandrerpolitik & asylpolitik og samarbejde om sikkerhedspolitik. Endvidere indrages en række nye politiske områder, det drejer sig om uddannelse, forbrugerbeskyttelse, kultur, Transeuropæisk net (infrastruktur i EU), forskning. Desuden indrages også bl.a. udviklingssamarbejde med den tredje verden som et af EU's politiske områder for fremtiden.

Institutionelle ændringer

Kompetence fra medlemslande til EU

Unionstraktaten styrkede EU's myndigheder på medlemsstaternes bekostning. Dette skete først og fremmest ved, at endnu flere afgørelser skal træffes af Ministerrådet med kvalificeret flertal. Kun på ganske få områder skal beslutninger træffes med enstemmighed, og også her åbnes i nogle tilfælde mulighed for, at enstemmigheden kan ændres til kvalificeret flertal. (Flertalsafgørelser er et skridt fra mellemnationalt til overnationalt samarbejde, da medlemslandene ved kvalificeret flertal mister deres veto-mulighed).

En særlig magt får EF's myndigheder i Den Økonomiske og Monetære Union., hvor medlemsstaterne må indrette deres økonomiske politik efter de beslutninger, der træffes i unionen; men der skete også forskydninger af magten mellem EF's institutioner.

EU-Parlamentet blev styrket.

Parlamentet skal således nu godkende Kommissionen, når dens medlemmer er udpeget af landenes regeringer. Siger Parlamentet nej, må Ministerrådet finde nye medlemmer til Kommissionen eller tage et opslidende slagsmål med Parlamentet. Parlamentet havde også før Maastricht mulighed for at afsætte hele Kommissionen, men har først benyttet sig heraf i foråret 1999 - som følge af korruptionsskandalen, hvor Kommissionen endte med at måtte gå af. Den foreslåede ordning på dette område tilsigter at give Kommissionen øget demokratisk legitimitet.

Parlamentet fik med Maastricht større adgang til at deltage mere aktivt i lovgivningsprocessen end før. Det gælder især beslutningerne efter artikel 189 B, hvor Parlamentet kan stille ændringsforslag til Ministerrådets beslutninger, og hvor et absolut flertal af Parlamentets medlemmer helt kan forhindre deres vedtagelse. Traktaten skulle herved søge at demokratisere EU, så dets beslutningssystem på flere områder kommer til at ligne det, der gælder i en forbundsstat.

Forligsprocedure

Parlamentet fik også muligheden for ved visse lejligheder at forhandle direkte med repræsentanter for Ministerrådet. Det vil kunne ske under en såkaldt «forligsprocedure», hvor Parlamentet kan blokere Ministerrådet, hvis man ikke er enig. Det kommer til at gælde for regler om arbejdskraftens fri bevægelighed og for tjenesteydelsers frie udveksling over grænserne. Forligsproceduren bruges også ved lovharmoniseringen for Det Indre Marked, uddannelsesområdet, kulturpolitikken, sundhedspolitik, forbrugerbeskyttelse, rammeprogrammer for forskning og teknologi samt generelle miljøhandlingsprogrammer.

Ombudsmand

Der blev endvidere etableret en ombudsmandsinstitution. En ombudsmand, udpeget af Parlamentet, skal modtage klager over fejl eller forsømmelser i EF-institutionerne.

EU Domstolen

Domstolen har i en række kendelser fastslået regler, som faktisk ikke står i traktaterne, men som må anses som et bidrag til virkeliggørelsen af disses mål. I 1964 fastslog Domstolen således, at EF-bestemmelser altid går forud for nationale love. Dette har medlemsstaterne i praksis rettet sig efter. I Unionstraktatens indledning slås det fast, at Domstolens kendelser skal respekteres. Det sker ved brugen af begrebet »gældende fællesskabsret«, som både omfatter domme, love og andre retsakter.

Maastricht-traktaten har givet Domstolen mulighed for at idømme økonomiske sanktioner, hvis en medlemsstat ikke retter sig efter dens domme.

Domstolens indflydelse er øget med Maastricht traktaten, der på mange områder indeholder bestemmelser, som er så uklare, at praksis er, at Domstolen træffer de endelige afgørelse om fortolkningerne.

Subsidiaritets-princippet

Subsidiaritetsprincippet nævnes i artikel 3 B, hvor det præciseres, at EF kun handler på områder, hvor samarbejde på EF-niveau er bedre og mere effektivt, end hvis hvert medlemsland handler hver for sig.

I den danske debat har princippet - også benævnt «nærhedsprincippet» - givet anledning til en del uklarhed, for hvem afgør, hvorvidt der skal arbejdes på hhv. fællesskabsniveau og lokalt niveau?

Centrale områder i Maastricht-traktaten

Den økonomiske og monetære union, ØMU'en

Med Maastricht-traktaten er det besluttet at oprette en økonomisk og monetær union mellem EU-landene. Processen hen imod indførelsen af en fælles mønt bestod først i øget koordinering af den økonomiske politik og tilstræbelse af konvergens (dvs. ens økonomiske forhold i landene). Medlemslandene skulle arbejde hen imod en økonomisk stabilitet, hvor underskud og inflation, pris- og renteudsving bliver så små som muligt. På daværende tidspunkt var der flere lande i EU, som havde brug for en overgangsperiode for at leve op til de kriterier, der blev opstillet ifht. prisstabilitet, offentlige budget-underskud, valutakursens stabilitet og renteniveauet.

Formålet med ØMU'en er at øge mobiliteten indenfor EU, gøre det lettere at handle med andre EF-lande, samt at styrke de på daværende tidspunkt 12 europæiske valutaer i forhold til Japan og USA.

Der skulle oprettes en fælles centralbank for de EU-lande, der deltager i ØMU'en. Centralbanken skal være uafhængig og må således ikke modtage instrukser fra medlemslandenes regeringer, EU-institutionerne eller anden side.

Fælles valuta- og pengepolitik er en central del af projektet og skal styres af Centralbanken, hvis hovedopgave er at sikre prisstabilitet. Det blev vedtaget, at den fælles valuta skulle indføres senest 1. januar 1999. Forinden, nemlig senest i efteråret 1998, senest 1. januar 1999 skulle de respektive valutaer låses fast ifht. euroen og den fælles, selvstændige valuta - Euro'en - træde i kraft, hvorefter de gamle nationale valutaer afvikles. Danmark deltager i en del af ØMU'en, nemlig 1. og 2. fase men ikke i den 3. og sidste fase - indførelse af den fælles mønt. Med Edinburgh-aftalen blev det nemlig besluttet, at vi ikke skal deltage i 3. fase. Dette spørgsmål er bragt til folkeafstemning, og skal afgøres i september år 2000. Danmark skal dog efterleve konvergenskriterierne og må ikke have uforholdsmæssigt store budgetunderskud (ikke underskud på finansloven, der overstiger 3% af BNP. Samtidig er kronen under alle omstændigheder knyttet tæt til euroen.)

Den Sociale dimension

EU satte med Maastricht skub i samarbejdet på det sociale område. Der lagdes grunden for en fælles politik og anvendelse af kvalificeret flertal indenfor følgende områder: forbedring af arbejdsmiljøet, arbejdsvilkår, information og høring af arbejdstagerne, ligebehandling af kvinder og mænd og indslusning af såkaldte svage grupper på arbejdsmarkedet. På alle disse områder drejer det sig om EU-direktiver med minimums forskrifter, hvilket vil sige, at de enkelte lande i princippet må gå længere; men i praksis er det svært at opretholde højere standarder grundet bl.a. konkurenceevne-hensyn samt indremarkeds bestemmelserne om fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft.

Miljøpolitik

Medlemslandene tilsluttede sig at arbejde for en harmonisk og afbalanceret udvikling, der er bæredygtig for miljøet. På dette område skal der anvendes kvalificerede flertalsafgørelser i Ministerrådet og samarbejdsproceduren med parlamentet. Dog kræver mere direkte indgreb i det enkelte medlemsland enighed i Ministerrådet. Det drejer sig om fysisk planlægning, forvaltning af vandressourcer eller regler der berører medlemslandenes valg af energikilder (olie, naturgas, a-kraft etc.). Ligeså kræver beskatning til fordel for miljøet (grønne-afgifter) enighed i Ministerrådet.

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Der indførtes en udenrigs- og sikkerhedspolitik, som medlemslandene skal være enige om. Der er tale om, at man styrker det samarbejde om udenrigspolitikken, som man har haft i mange år i EF. Ministerrådets beslutninger omkring udenrigs- og sikkerhedspolitik træffes med enstemmighed (Afsnit V, art. J 8). Ved konkrete fælles aktioner på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område kan Ministerrådet dog med enstemmighed beslutte, om der indenfor afgrænsede områder kan træffes beslutninger med kvalificeret flertal (art. J 3, stk. 2). Formålet med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er at beskytte EF-landenes fælles værdier, interesser og sikkerhed, bevare freden og styrke demokratiet og retsstatsprincippet (art. J 1, stk. 2). Samt ikke mindst at gøre EU til en enhedsaktør på den internationale scene.

Forsvarspolitik

Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende EU-landenes sikkerhed, og derfor også på sigt udformningen af en fælles forsvarspolitik, «som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar» (art. J 4, stk. 1). Såfremt EU-landenes udenrigs- og sikkerhedspolitiske beslutninger har indvirkning på forsvarsområdet, vil man i følge Maastricht-traktaten anmode Den Vesteuropæiske Union (WEU) om at gennemføre disse beslutninger (art. J 4, stk. 2). De EU-lande, der er medlemmer af NATO, skal dog også fremover overholde NATO-aftalens forpligtelser, hvorfor EU-landenes udenrigs- og sikkerhedspolitik skal være forenelig med NATO's sikkerheds- og forsvarspolitik (art. J 4, stk. 4).

Asyl-, indvandrerpolitik og politisamarbejde

Der blev vedtaget en konvention om, at flygtninge skal have deres sag behandlet i det første EU-land, de kommer til og ikke skal kunne rejse videre til et andet EU-land efter afslag i det første og istedet søge asyl der.

I Maastricht enedes stats- og regeringscheferne om inden udgangen af 1995 at lave ensartede visaregler (art. 100 C, stk. 3). Og i en erklæring, der er tilknyttet Maastricht-traktaten, fastslår EU-landene, at de inden 1993 vil tilstræbe en vis harmonisering af asylpolitikken.

Hvis der opstår en nødsituation med pludselig tilstrømning af mennesker fra et tredjeland (lande udenfor EU), kan Ministerrådet med kvalificeret flertal indføre visumpligt for dette lands statsborgere i op til seks måneder (art. 100 C, stk. 2).

Politisamarbejde

Der var overvejelser om at oprette en EU-overvågningsenhed for narkoforbrydelser, grov kriminalitet herunder terrorisme. Og senest i 1994 vil man tage stilling til en udvidelse af politisamarbejdet (erklæring om politisamarbejdet).

EU-statsborgerskab

I Traktaten er indføjet et afsnit om «EF-statsborgerskab». Det betyder bl.a., at borgere, der bor i et andet medlemsland, får valgret og bliver valgbar ved lokalvalg i det EU-land, hvor hun/han har bopæl. Dette indebærer, at det bliver nødvendigt med en ændring af bl.a. den franske forfatning.

Derudover opnår EF-borgere også valgret og valgbarhed ved valg til Europa-Parlamentet i det EF-land, hvor hun/han har bopæl (art. 8 B). Under ophold udenfor EF nyder alle EF-borgere beskyttelse af andre EF-landes ambassader.

Regionsråd

Der oprettes med Maastricht-traktaten et råd, hvori repræsentanter fra de forskellige landes regioner skal mødes. Rådet skal fungere som et rådgivende organ. Regionsudvalget giver lokale repræsentanter en vis adgang til at påvirke EU' s beslutninger.

Samhørighedsfond

Der oprettes en ny fond til udviklingshjælp inden for selve EU kaldet, Samhørighedsfonden. Den skal yde økonomisk støtte til miljøbeskyttelse og transportinfrastruktur i de fattigere områder i Sydeuropa. Der er endnu ikke afsat beløb til samhørighedsfonden.

I løbet af 1992 skal der forhandles om en EU-finansieringsreform, hvorefter de rige EU-lande skal yde mere til EU-budgettet. Det er tanken at fastlægge samhørighedsfondens størrelse under disse forhandlinger. Målet med fonden er at gøre EU mere sammenhængende og udligne nogle af de økonomiske forskelle internt i EU.

De danske forbehold: Edinburgh-aftalen

Efter Maastricht-traktaten blev forkastet af vælgerne den 2 juni 1992, gik hele unionsprocessen mere eller mindre i stå. I traktaten stod der nemlig, at den først havde gyldighed, når alle lande havde ratificeret den. Danmarks nej blokerede derfor processen, hvilket over efteråret udløste en intens politisk aktivitet både i og udenfor Danmark. Af hensyn til EU skulle den danske befolknings nej-beslutning omgøres. I efteråret lykkedes det at få SF med til sammen med Socialdemokratiet og de borgerlige partier at indgå en tillægsaftale til Maastricht. Sagen kunne nu formelt drøftes på Ministerrådsmødet i Edinburgh den 11. & 12. december 1992. Danmark fremlagde her et dokument med titlen «Danmark i Europa» (Det Nationale kompromis) hvori det blev gjort klart, hvilke områder man især mente var årsag til befolkningens nej. Dette dokument dannede baggrund for vedtagelsen af særlige bestemmelser for Danmark, hvad angår:

1. Unionsborgerskab,
2. Den Økonomiske og Monetære Unions 3. fase,
3. Forsvarspolitik,
4. Retlige og indre anliggender.

Det gøres klart i aftalen, at Danmark til enhver tid kan beslutte ikke at ville benytte sig af en eller flere af (undtagelses-)bestemmelserne i aftalen. Endvidere står der i sluterklæringen, at aftalen er en følge af resultatet af folkeafstemningen den 2 juni 1992 om ratifikation af Maastricht-traktaten, og at bestemmelserne og erklæringerne i aftalen er forenelige med Maastricht-traktaten, og ikke sætter spørgsmålstegn ved dens målsætninger. Edinburgh-aftalens juridiske status har dog siden været omgærdet af uenighed.

Den 18. maj 1993 blev der for 2. gang stemt om Maastricht-traktaten tilknyttet Edinburgh-aftalen, og ved denne afstemning var der et ja-flertal på 56,7% af vælgerne.

Danmark går i september 2000 til folkeafstemning om fjernelse af ét af disse 4 forbehold - om ØMU'en. De øvrige forbehold er i større eller mindre udstrækning blevet udhulet af Amsterdam-traktaten.

Efter unionsmodstandernes opfattelse er Maastricht-traktaten i strid med den danske grundlov. Der blev ført retssag herom ved Højesteret, som modstanderne tabte. (Se Grundlovssagen på internettet).

M.B.H.