Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Nordamerika  .  USA
Ideologi  .  Borgerlig  .  Konservativ
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 20/10 2004
Læst af: 7.829
: :
Feith, Douglas Jay
Douglas Feith

Douglas Jay Feith, jurist, militant zionist og nordamerikansk neokonservativ. Aktuelt den 3. vigtigste civilperson i Pentagon efter forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. Feith er viceforsvarsminister med ansvar for politiudvikling.

Feith indledte sin politiske løbebane som Mellemøstenspecialist i det Nationale Sikkerhedsråd under Ronald Reagan, 1981-82. Han blev fjernet, da FBI undersøgte ulovlige udleveringer af materiale fra NSC til Israels ambassade. Under andre omstændigheder ville det blive kaldt spionage.

I 82-84 var han stabsjurist for viceforsvarsminister Richard Perle og i 84 blev han udnævnt til assisterende viceforsvarsminister med ansvar for forhandlingspolitik. Sammen med Perle var en af de ledende fortalere for tættere militære og diplomatiske forbindelser med Tyrkiet og for tættere militære forbindelser mellem Tyrkiet og Israel.

Feith forlod Pentagon i 1986 for at stifte advokatfirmaet Feith & Zell, der oprindelig var baseret i Israel. En af firmaets klienter var den store nordamerikanske militærproducent Northrup Grumman. I 89 stiftede han firmaet International Advisors, Inc. der bl.a. lavede lobbyvirksomhed i Washington for udenlandske klienter - deriblandt Tyrkiet.

Ansvaret for angrebskrigen mod Iraq

I juli 2001 blev Feith udpeget til viceforsvarsminister med ansvar for politiudvikling. Hans to foresatte: Wolfowitz og Rumsfeld var en del af det neokonservative netværk han selv havde været en del af siden 80'erne. Han fik en række kontorer under sig, der var tæt involveret i forberedelserne til USA's angrebskrige mod først Afghanistan og siden Iraq. Et kontor var Counter Terrorism Evaluation Unit (Enheden til evaluering af Anti-terrorisme). Efter 11. september 2001 gik det igang med at samle information til en rapport om den påståede forbindelse mellem al-Qaeda netværket og Iraq. Denne rapport kunne Feith i august overgive til CIA, og vicepræsident Cheney udtalte efterfølgende, at det var den bedste kilde til information om denne forbindelse. Den udgjorde hjørnestenen i regeringens påstand om forbindelse mellem al-Qaeda og Saddam Hussein, og lå til grund for udenrigsminister Colin Powells fremlæggelse i Sikkerhedsrådet i januar 2003. Problemet var blot, at rapporten var fuldstændig utroværdig. CIA direktør Tenet fortalte i marts 2003 en kongreskomite, at Cheney havde «misforstået rapportens troværdighed» og den tidligere direktør for anti-terrorisme i NSC udtalte, at «dokumentet bekræfter den hyppige kritik, at nogle i regeringen anvender efterretningsoplysninger til at fremme deres egne politiske mål». Rapporten byggede overvejende på ubekræftede oplysninger fra det israelske efterretningsvæsen, som Feith er forholdsvist tæt knyttet til. Israel havde sine egne stærke interesser i at få væltet Saddam Hussein og få USA til at besætte Iraq.

Feith deltog i spredningen af disinformation om Iraqs masseødelæggelsesvåben. Han havde ingen beviser for eksistensen af disse, men følte sig sikker på, at der ville dukke et eller andet op der kunne bruges som bevis efter USA's besættelse af landet. Det erkendte USA's Kongres i en rapport fra september 2004 at der ikke gjorde.

Et andet vigtigt kontor under Feith er Office of Special Plans (OSP, Kontoret for specielle Planer). Det havde ansvaret for udarbejdelsen af planer for Iraqs genopbygning efter Saddam var væltet. Selv konservative nordamerikanske politikere og analytikere erkender, at «genopbygningsplanerne» var en fuldstændig fiasko. Bladet The New Yorker undersøgte i efteråret 2003 hvorfor denne planlægning havde været så ringe og nåede frem til, at Feith forsætligt havde holdt alle med kendskab til nationbuilding (opbygning af nationer) ude af kontoret, da planlægningen gik i gang i midten af 2002. Årsagen var, at han frygtede at mere realistiske og præcise analyser af situationen efter besættelsen ville få en negativ indvirkning på krigsforberedelserne, eller måske helt kunne få forberedelserne til at gå i stå. Det var baggrunden for retorikken fra det øverste triumvirat i Pentagon (Rumsfeld, Wolfowitz og Feith): «Vi behøver kun 30.000 soldater til at vælte Saddam. Regimet falder sammen af sig selv og USA bliver budt velkommen som befriere». Feith afviste også at deltage i CIA's krigsspil og udenrigsministeriets udvikling af scenarier for Iraq efter krigen, som han betragtede som anti-krigs aktiviteter. Der eksisterede derfor ingen ordentlige planer for genopbygningen af landet, og Pentagon har efterfølgende holdt de andre regerings institutioner ude. Hovedansvaret for kaosset ligger derfor i Feiths kontor.

Et tredje kontor under Feith er viceudenrigsminister Stephen Cambone, der har ansvaret for efterretningsvirksomhed. Her lå ansvaret for den efterretningspraksis (tortur) der bliver anvendt i Guantanamo (se Koncentrationslejr). Feith udmærkede sig ved allerede i midten af 80'erne at foreslå, at terrorister ikke var beskyttede af Genekonventionerne. Der var præcis denne praksis og fortolkning af konventionerne der lå til grund for Guantanamo. Denne tilsidesættelse af internationale konventioner kan i praksis sidestilles med krigsforbrydelser og er siden blevet accepteret og forsvaret af også den danske regering med udenrigsminister Per Stig Møller og statsminister Anders F. Rasmussen i spidsen.

Da modstandskampen i eftersommeren 2003 spidsede til var det Cambone der sørgede for overflytningen af Guantanamo lejrens kommandant, generalmajor Geoffrey Miller til Abu Ghraib fængslet. De samme forhørs- og torturmetoder som i Guantanamo blev her taget i brug overfor irakiske fanger.

Genevekonventionen var ikke den eneste konvention Feith ønskede et brud med. Allerede i midten af 90'erne arbejdede han for at få USA til bryde ABM aftalen og konventionen mod Kemiske Våben. Begge dele lykkedes i 2002.

Feith blev i august 2004 indblandet i en ny efterretningsskandale, da det kom frem, at FBI i to år havde efterforsket en læk i Pentagon, hvor efterretningsoplysninger flød fra Pentagon til Israel. Den person der blev omtalt i medierne var Lawrence Franklin, der var hentet ind i Feiths OSP fra forsvarets efterretningsagentur. Franklin havde arbejdet i militærattacheens kontor på USA's ambassade i Tel Aviv i slutningen af 90'erne som oberst i flyvevåbenets reserve. Han menes at have videregivet information om Iran til American Israeli Public Affairs Committee (AIPAC) og til Israel under sine 2 år i OSP. Anklagerne er blevet afvist af både Feith, andre neokonservative og af elementer på den ekstreme israelske højrefløj som Natan Sharansky. En neokonservativ udtalte i et interview til Washington Post 2. september 2004: «Dette er blot en del af borgerkrigen indenfor regeringen. Et udtryk for den dybe mistillid der eksisterer mellem det gamle CIA og de neokonservative».

OSP blev dannet i perioden efter 11. september 2001. Ikke for at indsamle informationer om hvem der kunne stå bag terrorangrebet mod New York, men for at samle information, der kunne dokumentere en forbindelse mellem al-Qaeda og Iraq. Formålet var at skabe et grundlag, der kunne legitimere en krig mod Iraq. Kontoret arbejdede tæt sammen med Ahmed Chalabi fra Iraqs Nationalkongres. Mange af OSP's efterretninger stammede fra Chalabi, der havde sine egne politiske interesser i USA's krig. Andre stammede fra et kontor under Israels premierminister Ariel Sharon.

Pentagons militære chefer har ikke mange gode ord til overs for Feith eller deres andre neokonservative foresatte. General Tommy Franks der ledede invasionen af Iraq karakteriserer i Bob Woodwards bog, Plan of Attack Feith således: «the fucking stupidest guy on the face of the earth». Han refererer til de elendige efterretninger Feiths kontor leverede til militæret om Iraq og den mulige modstand mod USA's invasion. Feith er imidlertid ikke dum. Han havde bare en anden dagsorden, som han delte med resten af det neokonservative netværk: Iraq skulle besættes for enhver pris. Det var første skridt i gennemførelsen af Bushdoktrinen om forebyggende invasioner, som blev offentliggjort i juni 2002.

Arbejdet for Israel

Men samtidig var det et stort skridt i retning af at gøre Israels sikkerhedspolitik til USA's. Feith har siden 80'erne været tæt knyttet til en række israelske organisationer. Han har fungeret som rådgiver for Jewish Institute for National Security Affairs (JINSA), der arbejder for at skabe tættere forbindelser mellem Israels og USA's militær og militærproducenterne i de to lande.

The Middle East Information Center i Washington beskriver Feith som en «ekstrem anti-arabisk ideolog». Han kritiserede voldsomt George H.W. Bush blokering af lånegarantier til Israel og Clintons støtte til fredsprocessen mellem Israel og Palæstina. Han var stærkt imod Oslofredsaftalen, som han beskrev som: «rene israelske indrømmelser, overdrevne palæstinensiske forventninger, palæstinensisk vold og amerikanske belønninger til den palæstinensiske genstridighed». Grundlæggende var han imod den «jord for fred» ideologi, der havde været basis for USA's politik i regionen siden 1967 krigen. Han ønskede ikke at give jord (de besatte områder) tilbage til palæstinenserne.

Ikke uden grund er han derfor blevet betegnet som en militant zionist. I 1997 hædrede The Zionist Organization of America derfor Dalck og Douglas Feith ved deres årlige middag og betegnede dem som «fremtrædende jødiske filantroper og pro-israelske aktivister». Faderen fik organisationens pris for hans «livlange arbejde for Israel og det jødiske folk», mens Douglas modtog Louis D. Brandeis prisen. Dalck Feith var medlem af Betar, en zionistisk ungdomsorganisation stiftet af Ze'ev Jabotinsky - en beundrer af Mussolini. Betars medlemmer bar mørkebrune uniformer og havde militaristiske paroler, der var kopieret fra andre fascistiske bevægelser. Den var knyttet til den revisionistiske bevægelse i Polen, der siden til partiet Herut i Israel, der siden blev kernen i Likud koalitionen, der i dag har den politiske magt i landet.

Douglas Feith var selv tæt knyttet til Likud og støttede Benjamin Netanyahu da denne kom til magten i 1996. Feith bidrog selv til en rapport udarbejdet af det insraelske Institute for Advanced Strategic and Political Studies: A Clean Break: A New Strategy for Securing the Realm (Et rent snit: en ny strategi til sikring af riget). Rapportens hovedkonklusioner var, at den igangværende fredsproces skulle standses, og at der skulle indledes et samarbejde med Tyrkiet og Jordan med det formål at inddæmme, destabilisere og rulle regionale trusler tilbage, vælte Saddam Hussein i Iraq og muligvis også Syrien. To andre af rapportens forfattere fik som Feith plads i Bush administrationen i 2001. Richard Perle som formand for forsvarsministeriets Defense Policy Board, og David Wurmser som vicepræsident Cheneys chefrådgiver for Mellemøsten.

Selvom Feith i 1996 havde støttet Netanyahu, var han året efter kritisk overfor Netanyahu, fordi denne endnu ikke officielt havde droppet Oslofredsprocessen. Det blev først politisk muligt for Israel at ødelægge fredsprocessen, da Ariel Sharon i januar 2001 overtog premierministerposten i Israel, samtidig med at zionisterne Paul Wolfowitz, Elliott Abrams og Michael Rubin og militaristerne Rumsfeld og Cheney overtog ledelsen af USA's Mellemøstpolitik.

A.J.


Internet