Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Neokonservatisme er et nyt og omdiskuteret begreb, der dækker over den ideologi nye konservative i USA har udviklet siden 1980'erne. Sammenlignet med andre konservative i USA står de neokonservative for en langt mere aggressiv udenrigspolitik, mindre social omtanke og færre krav om reduktion af den offentlige administration. Det nye (neo) refererer til, at der er tale om personer der er nytilkomne til konservatismen - ofte med liberal eller socialistisk baggrund - og at der er tale om en «ny bølge» af konservativ ideologi og politisk organisering.

Selve begrebet neokonservatisme er omdiskuteret og kritiseres fra mange sider. Det anvendes oftere af dem der kritiserer neokonservatisme, end af dem der betegnes som neokonservative. Faktisk er der mange af disse der helt afviser begrebet og betegner det som misbrugt og uden nogen konsistent definition. De mener bl.a. at mange såkaldte neokonservative er indbyrdes dybt uenige på centrale politiske spørgsmål. Denne kritik er dog ikke mere berettiget end at den med samme ret kunne rettes mod andre ideologier og disses tilhængere.

Begrebet anvendes oftest om politikere, journalister, politiske analytikere og institutioner der er tilknyttet «tænketanke» som American Enterprise Institute (AEI), Heritage Foundation og Project for the New American Century (PNAC) samt blade som Commentary, Policy Review og The Weekly Standard. De neokonservative opnåede første gang indflydelse på USA's politik under Ronald Reagan præsidentperiode (1981-1989) og de har opnået fuld kontrol under den aktuelle præsident George W. Bush (2001-).

Oprindelsen

Mange af de mest prominente neokonservative stammer fra jødiske indvandrerfamilier fra Østeuropa, der kom til USA i starten af det 20. århundrede. Under depressionen i 1930'erne var mange fattige, og mange blev introduceret til socialisme og kommunisme. Sovjetunionens brud med stalinismen i 1950'erne gav grobund for fremvæksten af «det ny venstre» der både var stærkt antikapitalistisk og antisovjetisk. Denne nye strømning blev meget populær blandt unge fra ellers traditionelle kommunistiske familier. En vigtig kilde til de neokonservatives stærkt antisovjetiske holdninger var Max Shachtman's trotskisme, der var stærkt kritisk overfor Sovjet. En række fremtrædede  neokonservative som Jeane Kirkpatrick, Richard Perle og Paul Wolfowitz var Shachtman tilhængere som unge, mens andre var medlem af Social Democrats, USA, der blev dannet af Schachtman tilhængere i 1970'erne.

De oprindelige neokonservative teoretikere som Irving Kristol og Norman Podhoretz var allerede i 1950'erne knyttet til bladet Commentary, og deres intellektuelle udvikling afspejler sig tydeligt i bladets artikler gennem årene. De var oprindeligt antikommunistiske socialister, der kraftigt støttede borgerrettighedsbevægelsen, Martin Luther King og integrationen af den afro-amerikanske befolkning. Men i 60'erne tog de i stigende grad afstand fra ungdomsoprøret, som de mente udviklede sig «antiamerikansk» i dets protester mod Vietnamkrigen samt i udviklingen af det «ny venstre». Radikaliseringen af det ny venstre pressede disse intellektuelle endnu længere mod højre, hvor de udviklede en aggressiv militarisme. Det internationalistiske udgangspunkt gjorde, at de var sympatisk indstillede overfor den tidligere præsident Woodrow Wilsons ideer om at sprede de nordamerikanske idealer for regeringsførelse, økonomi og kultur i udlandet, men de blev stadig mere kritiske overfor hans ideer om at anvende internationale organisationer og aftaler for at nå dette mål. I stedet lænede de sig op ad en anden præsident, Theodore Roosevelt, der havde formuleret den «store kæps politik», hvor USA gennem unilateral militarisme satte sin udenrigspolitik igennem - f.eks. ved oprettelsen af Panama i 1903.

Kristol og Podhoretz skred meget mod højre i slutningen af 60'erne og starten af 70'erne. Den politik der på daværende blev formuleret om implementeret af republikanerne udenrigsminister Henry Kissinger og præsident Richard Nixon havde som omdrejningspunkter afspænding (détente), våbenkontrolaftaler (SALT), diplomati og forhandlinger. Strategien var inddæmning (containment) af Sovjetunionen. Men var iflg. Kristol og Podhoretz en fuldstændig fejlagtig politik. De ønskede USA's udenrigspolitik tilbage til den tilbagerulningsstrategi (roll-back) overfor kommunismen, der var blevet udformet af den konservative udenrigsminister John Foster Dulles under Eisenhower regeringen i 50'erne.

1981-89 Ronald Reagan bringer de neokonservative til magten

Gennem 70'erne fortsatte den gryende neokonservatisme sin ideologiske udvikling. Modstanderne var først og fremmest at finde indenfor de traditionelle kredse og især indenfor det republikanske parti. De neokonservative gik til angreb på både den traditionelle republikanske isolationisme og på den politik for inddæmning, der var udviklet under Nixon. Her fik de støtte fra tilløbere, der kom til fra Demokraterne i frustration over dette partis venstredrejning, da det i 1972 valgte anti-krigs politikeren George McGovern som præsidentkandidat.

En af disse tilløbere var politologen Jeane Kirkpatrick, der var demokrat, men som gennem 70'erne i stigende grad kritiserede sit parti. Hun blev hyret som udenrigspolitisk rådgiver af Ronald Reagan under dennes præsidentvalgkampagne i 1980, og efter Reagans sejr blev hun udnævnt som USA's FN ambassadør. En post hun udfyldte i 4 år. Hun var stærkt antikommunistisk og tolerant overfor højreorienterede diktaturer, som hun ofte karakteriserede som «moderat undertrykkende regimer». Hendes holdning var, at sociale revolutioner i den 3. verden var illegitime, og derfor var det acceptabelt at styrte venstreorienterede demokratiske regeringer, også selv om de blev erstattet af højreorienterede diktaturer, fordi det bremsede Sovjets ekspansion. Denne politik blev kendt som «Kirkpatrick doktrinen» og var baggrunden for at USA støttede f.eks. Augusto Pinochet diktaturet i Chile og Ferdinand Marcos diktaturet i Philippinerne. Det betød dog ikke, at USA for enhver pris holdt hånden over diktaturerne. USA støttede Marcos, også i dagene efter svindelvalget 7. februar 1986. Det var først da folket rejste sig i protest og Marcos' tidligere forsvarsminister Fidel Ramos gik over til oppositionen at USA opfordrede Marcos til at trække sig - hvilket han øjeblikkeligt gjorde.

Reagan var dog oftest tilbageholdende med militært at angribe venstreorienterede og andre uønskede regeringer direkte. Undtagelserne var invasionen af Grenada i 1983 og bombningen af Libyen i 1986. De neokonservatives roll-back strategi blev indskrænket til stedfortræderkrige, som støtten til contraerne i Nicaragua, den højreorienterede UNITA bevægelse i Angola og fundamentalisterne i Afghanistan, der bekæmpede landets styre og sovjetiske besættelsesmagt.

1989-2001 Neokonservativ overvintring

Iran-contra skandalen i USA 1986-87 sendte mange af de neokonservative rådgivere i Reagan regeringen ud i kulden, eller de blev dømt ved den retssag, hvor regeringen stod tiltalt for at have ført kongressen bag lyset ved illegalt at have solgt våben til Iran og have brugt overskuddet fra dette salg til at financiere de kontrarevolutionære styrker i Nicaragua. De fik heller ikke mulighed for at komme tilbage under George Bush senior (1989-93). Han havde baggrund som CIA direktør, havde sig egen udenrigspolitiske forståelse, og med Østeuropas sammenbrud i 89 og Sovjetunionens opløsning i 91 virkede det som om, de neokonservative havde sejret sig ihjel.

Men de neokonservative var ingenlunde slået. De var blot atter i opposition til den herskende regeringspolitik. De kritiserede både Bush' og Clintons sikkerhedspolitik, der reducerede de militære udgifter. Skridt der i deres øjne ikke blot var unødigt idealistiske, men også var udtryk for manglende mod til at forfølge globale strategiske interesser. I artikler fra Paul Wolfowitz, Norman Podhoretz, Elliott Abrams, Richard Perle, Jeane Kirkpatrick, Max Boot, William Kristol, Robert Kagan, William Bennett, Peter Rodman og andre der senere skulle spille en central rolle i udformningen af George W. Bush' udenrigspolitik, blev der ofte draget sammenligninger mellem afspænding og Münchenfredsaftalen i 1938 mellem Hitler og Chamberlin. Og det der især rystede de neokonservative sammen i starten af 90'erne var kritikken af Bush og Colin Powell for ikke at styrte Saddam Hussein under Golfkrigen i 1991. De formulerede samtidig en stærkt konfrontatorisk politik overfor Kina og ønskede at give Taiwan USA's fulde økonomiske og militære opbakning.

2001- Neokonservativ kontrol

Selv om de neokonservative udfyldte en lang række poster i George W. Bush' regering fra starten i januar 2001, var de dog stadig kritiske overfor centrale dele af regeringens udenrigspolitik. En af deres væsentlige modstandere, Colin Powell havde nemlig fået udenrigsministerposten, for dermed at afbalancere de stærke modsætninger i det republikanske parti mellem de traditionelle konservative og de neokonservative. Kritikken rettede sig mod regeringens manglende konfrontationssøgende linie overfor Rusland og Kina og for ikke at støtte Israel tilstrækkelig betingelsesløst. Denne magtbalance i regeringen blev imidlertid med et slag ændret med terrorangrebet på New York den 11. september 2001. Angrebet tvang samtidig de neokonservative til hurtigt at definere nye fjender. Kommunismen blev erstattet med Mellemøsten og global terrorisme.

I artiklen «The Case for American Empire» (Det amerikanske imperiums sag) i den konservative Weekly Standard argumenterede Max Boot for at: «Det mest realistiske svar på terrorismen er for Amerika at påtage sig sin imperiale rolle». Han argumenterede samtidig imod den holdning, at «USA skulle blive en pænere og rarere nation, som ikke kastede sig ud i risikofyldte missioner i udlandet og som med Pat Buchanans ord skulle blive en «republik, ikke et imperium»». Boot fortsatte sin egen argumentation: «Analysen er faktisk stik modsat. 11. september angrebet var netop en konsekvens af utilstrækkelige amerikanske ambitioner og indblanding. Løsningen er at være mere ekspansive i vore mål og mere insisterende i deres gennemførelse».

De neokonservatives sikkerhedsdoktrin - Bushdoktrinen

De neokonservative vandt en skelsættende sejr, da de i 2002 formulerede en ny sikkerhedsdoktrin. En doktrin der var et radikalt brud med USA's hidtidige doktriner. Bush fremlagde den på sin tale på West Point Militærakademiet 1. juni 2002:

«Under det meste af det foregående århundrede har USA’s forsvar været afhængig af den kolde krigs doktriner om afskrækkelse og omringning. I nogle situationer er disse strategier fortsat egnede, men nye trusler kræver samtidig nytænkning. Afskrækkelse – løftet om massiv gengældelse mod nationer – betyder intet mod skjulte terrornetværk, uden nationer eller borgere at forsvare. Omringning er ikke mulig når diktatorer der er ude af balance og som besidder masseødelæggelsesvåben kan sprede disse våben med missiler, eller i hemmelighed videregive dem til terrorist allierede.
Vi kan ikke forsvare USA og vore venner ved blot at håbe på det bedste. Vi kan ikke have tillid til tyranners ord, der blot underskriver ikke-spredningsaftaler for derefter at bryde dem. Hvis vi venter indtil truslerne er blevet til virkelighed, har vi ventet for længe (klapsalver).
Forsvar af hjemlandet (det nye store sikkerhedsministerium, forf.anm.) og missilskjoldet udgør dele af et forstærket forsvar, og de er højt prioriterede opgaver for USA. Men krigen mod terror vil ikke blive vundet alene ved defensive midler. Vi må føre kampen over i fjendens lejr, ødelægge hans planer, og konfrontere de værste trusler, før de endnu er materialiseret (klapsalver). I den verden vi nu befinder os i, er den eneste vej til sikkerhed den vej der går over handling, og denne nation vil handle (klapsalver).»
(The National Security Strategy of the United States of America, sept. 2002)

I denne «Bushdoktrin» som en af regeringens talsmænd hurtigt døbte den, er den «forebyggende gengældelse» en integreret af den Nationale Sikkerhedsstrategi: «Selvom USA fortsat vil søge at få opbakning i det internationale samfund, så vil vi ikke vige tilbage fra at handle alene, når det er nødvendigt; til at udøve vores ret til selvforsvar ved at handle forebyggende». Militært forbeholder USA sig ret til at anvende enhver form for masseødelæggelsesvåben i disse fremtidige konflikter. Det gælder både biologiske våben - derfor er USA sprunget fra aftalen om kontrol med biologiske våben - og atomvåben som USA truede med at tage i anvendelse mod Iraq, hvis det «blev nødvendigt». Det ligger i doktrinen, og det blev klart formuleret af neokonservative, at doktrinen samtidig havde til formål at hindre, at andre statssammenslutninger: EU, Rusland eller Kina skulle indlede militær oprustning for at blive lige så stærke eller stærkere end USA.

Det første skridt i denne retning var da de neokonservative vandt magtkampen i regeringen efter 11. september og fik vedtaget gennemførelsen af USA's angrebskrig mod Afghanistan, mindre end 4 uger senere. I sin tale til nationen 31. januar 2002 udpegede Bush 3 nye mål for angrebskrige: Iran, Iraq og Nordkorea. De såkaldte slyngelstater. Fokuseringen blev hurtigt indsnævret til Iraq, som de neokonservative havde været fortørnet over ikke blev besat allerede under Golfkrigen i 1991. Mange konservative argumenterede for, at Iraq og Saddam Hussein kunne stækkes gennem flyforbudszoner og FN våbeninspektører, men dette blev af de neokonservative betegnet som at spille Saddam Husseins spil. Deres nye doktrin skulle stå sin første prøve i Iraq, og derfor indledte USA sin angrebskrig mod landet i marts 2003.

At de neokonservative fokuserer så stærkt på Mellemøsten skyldes en række faktorer. For det første tror de selv på eksporten af den nordamerikanske styreform til resten af verden. Det er ikke blot tom retorik. For det andet gav kampen mod terrorismen i kølvandet på 11. september dem den platform der gjorde det muligt at presse politiske modstandere i det republikanske parti tilbage, og i Bush regeringens retorik er terrorismens arnested Mellemøsten. For det tredje er mange ledende neokonservative tæt knyttet til Israel, og indtager bestyrelsesposter i en række israelske organisationer. I en vis forstand kan man derfor sige, USA overtog de israelske sikkerhedspolitiske interesser. Udfra regeringens retorik om slyngelstater var Nordkorea en langt større sikkerhedspolitisk trussel mod USA end Iraq, men Iraq blev i Israel opfattet som en større trussel. Endelig for det fjerde ligger de vigtigste globale oliereserver i Mellemøsten, og udover en række neokonservatives egne økonomiske interesser i oliefirmaer spillede ønsket om at bringe disse strategiske oliereserver under direkte nordamerikansk også en central rolle.

Frem til præsidentvalget i november 2004 var den neokonservative stilling i Bush regeringen, ikke enerådende. Dens vigtigste personer i regeringen var vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. De mødte modstand blandt andre republikanere og fra udenrigsminister Colin Powell, der ofte kritiserede de neokonservative ideer skarpt. Selvom det var de neokonservative der bestemte Iraq politikken, var det Powell der formulerede politikken overfor bl.a. Kina, Rusland og Nordkorea.

Denne modstand blev fjernet efter Bush' valgsejr i november. Powell blev fjernet fra udenrigsministerposten og erstattet med den nationale sikkerhedsrådgiver Condoleezza Rice, der ligger på linie med Cheney. Den næsten totale neokonservative dominans over politikken vil givet skærpe modsætningerne indenfor det republikanske parti, og indikerer samtidig, at USA vil køre sin politiske dagsorden igennem overfor resten af verden langt mere voldsomt. Allerede i december blev der tændt voldsomt op under propagandaen mod Iran, og en del faktorer peger i retning af, at det vil blive USA's næste militære mål. Måske med en del af de militære angreb udført af Israel.

Neokonservative og Israel

De neokonservative forsvarer aggressivt Israel. Dette og det store antal jødiske neokonservative har ført til beskyldninger om «dobbelt loyalitet». En række kritikere som f.eks. den konservative Pat Buchanan har beskyldt dem for at sætte israelske interesser over USA's. Dette har udløst rygmarvsbeskyldninger om antisemitisme fra neokonservativ side. Man skal dog ikke se bort fra, at en række neokonservative ikke er jøder. Det gælder bl.a. Michael Novak, Jeane Kirkpatrick, Frank Gaffney og Max Boot. Den formulerede neokonservative grundholdning er, at Israel bør være USA's stærkeste allierede i Mellemøsten, eftersom det i deres opfattelse er det eneste demokrati i regionen. De har støttet «Project for the New American Century», der har opstillet et scenarie, hvor Israel ikke længere er afhængig af massiv nordamerikansk bistand - fordi USA har fjernet alle trusler mod landet i regionen.

De neokonservative har ligeledes argumenteret for, at USA skulle kopiere Israels taktik med forebyggende angreb. Israel angreb i 80'erne uprovokeret atomanlæg i Iraq og Libyen og gennemfører hyppige snigmord på politiske modstandere i de palæstinensisk besatte områder. Trods fordømmelse fra FN og internationale menneskerettighedsorganisationer beundrer de neokonservative disse israelske handlinger og argumenterer for, at USA som Israel skal handle direkte i egen interesse uden hensyn til international lov. Dette er da også en væsentlig del af baggrunden for, at USA i stigende grad og med regeringens officielle billigelse overtræder Genevekonventionerne.

Den neokonservative støtte til Israel er ikke rent etnisk eller religiøst betinget. Den er direkte fokuseret på støtte til landets højrekoalition Likud, hvor jøder i USA ellers traditionelt overvejende har støttet Arbejdspartiet.

Analogier til 2. Verdenskrig

Neokonservative har ofte en tendens til at tolke verden gennem 2. Verdenskrigs briller. Så forskellige modstandere som Sovjetunionen, Kina og Osama Bin Laden sammenlignes med Hitler og Nazi Tyskland, mens Reagan og Bush sammenlignes med Winston Churchill. De har samtidig en tendens til at beskylde venstreorienterede og andre kritikere for at være blåøjede fredstilhængere - en analogi til den britiske premierminister Neville Chamberlein der i 1938 indgik en fredsaftale med Hitler.

Endelig har de neokonservative en stærk opfattelse af, at demokrati kan indføres gennem erobring, og de sammenligner her med demokratiseringen af Tyskland og Japan efter 2. Verdenskrig. Det er denne model de nu søger gennemført i Afghanistan og Iraq.

Relationen til andre former for konservatisme i USA

Den traditionelt konservative Claes Ryn har udviklet den kritik, at neokonservative i virkeligheden er en slags neo-jacobinere. «Virkelige konservative» afviser eksistensen af en universel politisk og økonomisk filosofi og model for alle samfund og kulturer, og mener at et samfunds institutioner må tilpasses landets kultur. Neo-jacobinerne holder derimod på ahistoriske og overnationale principper, som de mener bør erstatte traditionerne i de enkelte samfund. Neo-jacobinerne mener de har retten på deres side i «kampen mod det onde», og de søger ikke forståelse eller respekt blandt stater, der ikke deler denne opfattelse af «demokrati».

I neo-jacobinernes øjne er USA grundlagt på nogle universelle principper, og dette giver per se USA den rolle at omdanne verden udfra disse principper. Deres tilhængere har den stærkt troendes intense dogmatisme og betjener sig helst af en stærk moralsk retorik. De kræver bl.a. «moralsk klarhed» i omgangen med stater, der står i vejen for USA's universelle opgave. Og de ser sig selv som dydens vogtere. Iflg. Ryn adskiller neokonservatismen sig derfor ikke fra bolchevismen, der også ønskede at ødelægge etablerede kulturer og samfundsformationer rundt om i verden og erstatte dem med kommunisme. De neokonservative ønsker det samme, blot handler det om at gennemtvinge kapitalisme og USA's form for «demokrati».

Der er også dybe modsætninger mellem neokonservative og libertære konservative. De libertære konservative er stærkt mistroiske overfor den stærke statsadministration, og derfor er de også mistroiske overfor de neokonservative udenrigspolitiske ambitioner.

Der er også modsætninger mellem neokonservative og konservative forretningsfolk på en række områder. De neokonservative betragter Kina som en skjult og stigende trussel mod USA, og de argumenterer derfor for skarpe modforholdsregler for at inddæmme denne trussel. Konservative forretningsfolk ser derimod Kina som en forretningsmulighed, og opfatter derfor en skarp politik overfor Kina som en trussel mod deres ønsker om handel og økonomisk fremgang. I spørgsmålet om Kina ligger de neokonservative ofte tættere på liberale demokrater, der kritiserer Kinas overtrædelser af menneskerettighederne og arbejder for et frit Tibet.

Modsætningerne er dog især dybe ifht. de traditionelt politisk konservative, og det gælder ikke blot i udenrigspolitiske men også indenrigspolitiske spørgsmål. De traditionelt konservative mener, at de neokonservative skiller sig ud på en lang række punkter: spørgsmålet om staters rettigheder, frihandel, emigration, isolationisme, velfærdsstaten, og selv abort og homoseksualitet. Iflg. de traditionelt konservative er der så store skillelinier, at spørgsmålet er om de neokonservative overhovedet fortjener betegnelsen «konservative».

Endelig beskyldes de neokonservative for hykleri ifbm. deres militaristiske synspunkter efter 11. september, for de fleste af dem unddrog sig militærtjeneste under f.eks. Vietnamkrigen. Det gælder f.eks. også præsident George W. Bush. De betegnes derfor også nedladende som «Chickenhawks» (kyllige-høge).

Begrebets oprindelse

Begrebet blev oprindelig formuleret af socialisten Michael Harrington som et redskab til karakteristik af tidligere venstreorienterede, der var skredet langt ud på højrefløjen. Mange af de personer der har betegnelsen neokonservativ klistret på afviser imidlertid betegnelsen, og kalder den for kunstig og abstrakt. En af de ledende neokonservative teoretikere, David Horowitz, fremsatte i et interview med en italiensk avis denne kritik af begrebet: «Neokonservatisme er et begreb der næsten udelukkende anvendes af fjender af USA's befrielse af Iraq. Der eksisterer ingen neokonservativ bevægelse i USA, og da der gjorde bestod den overvejende af tidligere demokrater der forsvarede velfærdsstaten, samtidig med at de støttede Ronald Reagans koldkrigspolitik overfor Sovjetunionen. I dag anvendes neokonservatisme som en betegnelse for dem der tror på en aggressiv politik overfor radikal islamisme og globale terrorister».

Men andre neokonservative bifalder betegnelsen. En af bevægelsens historiske ideologer, Irving Kristol har selv givet følgende definition: «en neokonservativ er en liberal der er blevet overfaldet af virkeligheden». Han har udgivet en samling af sine artikler under titlen: «Neoconservatism: The Autobiography of an Idea». Begrebet bruges af dem til afgrænse sig fra andre konservative, når dette er nødvendigt.

A.J.