Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Indoktrineringsdebatten blev et begreb i Danmark i løbet af 1970'erne. Den offentlige debat handlede først og fremmest om folkeskolen og fik sit navn fra begrebet indoktrinering. Begrebet betyder ifølge Nudansk ordbog: «indgive bestemte meninger ved systematisk påvirkning». Den store danske encyklopædi har en fortsættelse: «indoktrinering omfatter ikke bare budskabets indhold men også de metoder der anvendes». Metoderne er kendetegnet ved at der ikke appelleres til modtagerens personlige dømmekraft eller selvstændige tænkning. Begrebet blev under den Den kolde krig først og fremmest brugt om den politiske påvirkning som foregik i Østblokken. Fra sidst i 60'erne blev begrebet også anvendt til at beskrive forholdene i Skandinavien og i England.

Handlingsforløbet

En gennemgang af aviser og tidsskrifter fra den gang viser at emnet «ensidig systematisk påvirkning af eleverne i den danske folkeskole» blev debatteret i tre omgange i perioden fra sidst i 1960'erne til slutningen af 1970'erne. I den første fase kritiserede intellektuelle og lærere på venstrefløjen samt fagforbundet DASF/SID (det nuværende 3F) skolebøgerne i historie, samfundslære og erhvervsorientering for ikke at behandle de store økonomiske, sociale og uddannelsesmæssige skel, der fandtes i det danske samfund, i overensstemmelse med hvad der havde fundet sted. Arbejderbevægelsens historie blev f. eks. ikke inddraget og bøgerne byggede desuden på et idealistisk historie- og samfundssyn.

DASF udsendte et debatoplæg: «Skolebøgernes indhold» i 1972 og dette førte til en kraftig debat og til at flere forlag reviderede deres skolebøger.

De to næste faser af debatten blev udløst af en kritik fremsat af repræsentanter, der holdningsmæssigt set, hørte hjemme til højre for midten i dansk politik. Det var tale om en embedsmand i Undervisningsministeriet, undervisningsdirektør Asger Baunsbak Jensen og to borgmestre fra Københavns omegnskommuner, Erhardt Jakobsen tidligere socialdemokrat fra Gladsaxe og Kaj Burchardt, socialdemokrat fra Ballerup. Der var tale om borgmestre fra to vækstkommuner med et relativt højt børnetal og mange unge lærere. Asger Baunsbak Jensen kritiserede 10 % af danske lærere for at tilrettelægge og gennemføre en undervisning, der påvirkede børnene politisk og i venstreorienteret retning. Undervisningen tog udgangspunkt i lærernes socialistiske eller venstreorienterede overbevisning. Det blev samtidig hævdet, at religiøs påvirkning af eleverne var lige så forkastelig, men denne påstand fyldte ikke så meget i debatten. Erhardt Jakobsen hævdede nogle år senere for åben TV skærm, at lærere i Albertslund havde undervist i revolutioner i et helt år og Kaj Burchardt betegnede lærerne for rendestensundervisere og venstreorienterede abekatte - også for åben TV skærm.

Resultaterne

Den kritik der blev formuleret af venstrefløjen og af DASF/SID af skolebøgerne i debattens første fase, vakte stor opmærksomhed og blev fundet relevant. Forskellige udvalg blev nedsat, bl.a. af undervisningsministeren med repræsentanter for erhvervslivets parter. I den afsluttende betænkning der blev udsendt i 1979 blev det konkluderet, at skolen kun var en af kilderne til børns viden og at en undersøgelse af undervisningsmidlerne alene ville således give et vildledende billede af børnenes viden. Samtidig var skolebøgerne i stort omfang blevet revideret i de mellemliggende år og fotokopieringsmaskinerne havde gjort sit indtog på skolerne.

De to senere faser af debatten, der udsprang fra den borgerlige fløj, fyldte relativt mere i den offentlige debat. Politiske og faglige organisationer og enkeltpersoner over det danske land røg i blækhuset og udtalte deres mening både i landsdækkende og lokale aviser. Det man diskuterede var, om der foregik indoktrinering, om indoktrinering var skadelig, og om den var et gode som f. eks den påvirkning af børn som foregik i FDF, om indoktrinering kunne tillades i de frie skoler, om der var fare for «Berufsverbot» i Danmark og om der var ved at blive skabt en hetz mod læreren. Særlig interessant var en Observa-undersøgelse der blev offentliggjort i Jyllandsposten og som viste, at langt de fleste af de adspurgte ikke mente at de havde været udsat for indoktrinering i skolen.

Det blev klart efterhånden som debatten udviklede sig, at der eksisterede litteratur fra Unge Pædagoger og Politisk Revy der på socialistisk og nymarxistisk grundlag kritiserede folkeskole og samfund, og hvori der blev fremlagt forslag til en socialistisk eller marxistisk pædagogik. Det blev også klart, at der fandtes grupper af samfundskritiske lærere. Men det lod sig ikke påvise, at disse lærere gennemførte en undervisning, der kunne betegnes som politisk indoktrinerende. For det første var der tale om en påstand, det var svært at eftervise. Danske lærere har desuden altid haft ret stor frihed til at tilrettelægge og gennemføre deres undervisning. Det var endvidere blevet overladt skolenævnene at beslutte hvilke undervisningsmidler der skulle anvendes, og til datidens skolekommissioner om der skulle udarbejdes nye undervisningsvejledninger i stedet for dem der var udsendt af ministeriet, hvilket flere kommuner valgte at gøre - først og fremmest indenfor fagene religion og historie. Dette muliggjorde stor selvforvaltning mht. valg af undervisningsmidler. Endelig viste det sig, at Erhardt Jakobsens beskyldninger mod lærerne i Albertslund var grundløse. De havde gennemført et tema om kildelæsning inden for undervisningsvejledningens rammer, og også Kaj Burchardt måtte efter en retssag trække sine beskyldninger tilbage.

Sammenfattende kan man om de to sidste faser af indoktrineringsdebatten sige at den blev rejst af personer der stod til højre for midten af dansk politik, og at den løb ud i sandet fordi intet kunne dokumenteres. Den havde dog som resultat, at der blev skabt en øget bevidsthed om politisk påvirkning i skolen, at Unge Pædagoger og Politisk Revy blev udråbt som syndebukke, og at de 90 % af lærerne, der ikke havde følt sig under anklage, blev usikre. Både selvcensur og angst for tyske tilstande med «Berufsverbot» var udbredt og blev åbent diskuteret.

Debattens baggrund

Danmark havde i 60'erne økonomisk vækst og fuld beskæftigelse. Samtidig var det politiske og kulturelle liv spændingsfyldt og kendetegnet ved «Det røde kabinet», uddannelseseksplosion og ungdomsoprør med frisættelse fra traditionelle normer og med sociale eksperimenter. I begyndelsen af 70'erner vendte konjunkturerne, en oliekrise, et jordskredsvalg med nye partier, en EU afstemning fandt sted og en begyndende arbejdsløshed opstod, der tilsammen betød en højredrejning politisk set, og en samling om traditionelle og nationale værdier. Indoktrineringsdebattens første fase kan i denne sammenhæng ses som et af tidens de mange forsøg på at formulere en samfundskritik; mens anden og tredje fase kan ses som forsøg på en opdæmningspolitik fra højrefløjen, sammen med forsøgene på at få nedlagt RUC og Christiania.

Indoktrineringsdebatten kan også ses som en konfrontation i forbindelse med det videns- og erkendelsesskred der både i dansk og international sammenhæng foregik vedrørende forståelsen af skolegang og uddannelses betydning for den enkelte og samfundet. Sociologien, socialisationsteorierne og socialpsykologien kastede nye, anderledes og kritiske forståelser ind over feltet. Skole og uddannelse var ifølge disse tilgange samfundsbevarende og individuelt undertrykkende. De bidrog til at reproducere samfundets hierarkiske struktur. Det var tale om en kritik der stod i direkte modsætning til den modernitetens positive opfattelse af skolegang og uddannelse der havde domineret den vestlige verden siden oplysningstiden og som stadig dominerede de gamle partiers skolepolitik – også inden for Socialdemokratiet. Repræsentanterne for de to skolesyn kom imidlertid ikke i dialog i 70'erne. Der var tale om diskurser, der stod relativt stejlt overfor hinanden.

Endelig synes indoktrineringsdebatten også at være blevet påvirket af det spændingsforhold som i 70'erne opstod mellem Danmarks Lærerforening (DLF), kommunerne og staten om lærernes lønninger og arbejdstid. De besparelser som finanslovsforhandlinger i flere omgange omfattede, resulterede i spontane arbejdsnedlæggelser, og særlige kraftig var reaktionerne hos de lærere der havde organiseret sig som Socialistiske Lærere. Der fandtes organiserede grupper af sådanne lærere i Albertslund, Aarhus, Gladsaxe og Ballerup. Ud af denne situation opstod nogle komplicerede modsætninger mellem lokale kredse og DLF, DLF og staten og lokale kredse og kommunerne. Modsætninger der udspillede sig over en årrække. Disse begivenheder var meget upopulære. Arbejdsnedlæggelserne ramte ikke stat og kommuner men forældre og børn - altså konfliktens 3. part. Dette forhold kan have påvirket den kritik af lærere, skole og skolegang som indoktrineringsdebatten også var udtryk for.

E.B.