Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Latinamerika  .  Uruguay
Arbejde  .  Politisk  .  Politiker  .  Parlamentariker  .  Præsident
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 29/1 2020
Læst af: 11.358
: :
Mujica, José «Pepe»
Left
Rocks
2020-09-28 20:03
Jose «Pepe» Mujica

José Alberto «Pepe» Mujica Cordano (1935-), husmand, revolutionær, partisan, politiker, præsident (2010-15) i Uruguay.

Mujica blev født 20. maj 1935 som søn af Demetrio Mujica Terra og Lucy Cordano Giorello. På fædrene side af baskisk oprindelse; på mødrene side af italiensk. Faderen var småbonde, men gik konkurs kort før sin død i 1940.

På mødrene side var familien tæt knyttet til det højreorienterede Partido Nacional (PN), og José startede også sin politiske løbebane i dette. Han blev medlem i 1956 og nogle år senere formand for partiets ungdomsorganisation. I 1962 forlod han PN og dannede Unión Popular sammen med bl.a. Socialistpartiet (PSU). I PSU løb han hurtigt ind i advokaten Raúl Sendic, og dette accelererede hans kurs mod venstrefløjen. I 1964-66 var han sammen med Sendic med til at danne den politisk-militære organisation Movimiento para la Liberación Nacional, MLN (Tupamaros). Han var med til at planlægge og gennemføre bevægelsens første militante aktioner, samtidig med at han levede legalt på sit husmandssted. Han måtte dog hurtigt gå under jorden, som andre af Tupamaros' centrale medlemmer. Han blev arresteret 3 gange. Sidste gang i 1972, hvorefter han sad som militærets gidsel i jordhuller på forskellige militærforlægninger rundt om i landet.

Militærdiktaturet brød sammen i 1985, og Mujica spillede derefter en central rolle i genopbygningen af Tupamaros som politisk bevægelse, der nu havde suspenderet den militære kamp. Han var en central kraft i opbygningen af venstrefløjstendensen Movimiento de Participación Popular (MPP), der blev den stærkeste tendens indenfor centrum-venstre alliancen Frente Amplio.

Hans politiske virksomhed begyndte hurtigt at give resultater. I 1994 blev han valgt som byrådsmedlem i hovedstaden Montevideo. I 1999 blev han valgt til senatet og genvalgt i 2004, 09 og 14.

I 2005 vandt Frente Amplio (FA) for første gang præsidentvalget, og Tabaré Vásquez blev præsident. Han udnævnte Mujica til landbrugsminister. Mujicas ligefremme stil gjorde ham hurtigt endnu mere populær, og han sigtede mod præsidentposten. Men Vásquez ønskede at Danilo Astori blev ny præsident fra 2010. Mujica trak sig derfor fra ministerposten i 2008 og begyndte forberedelserne til at kunne vinde præsidentvalget i 2009. I maj 2009 trak han sig fra formandsposten i MPP for at kunne koncdentrere sig om lederskabet i FA, og i juni vandt han komfortabelt over sine modkandidater i partiet med 52,02% af stemmerne. Han var dermed partiets præsidentkandidat og gjorde sin stærkeste modkandidat Danilo Astori til vicepræsidentkandidat. I første runde af præsidentvalget den 25. oktober 2009 fik Mujica 47,96% af stemmerne, og i anden runde 29. november fik han 52,39% af stemmerne. Den gamle guerillaleder og politiske fange blev dermed landets præsident. Han indførte en ny og mere ydmyg stil som præsident. Godt nok var han begyndt at gå med jakkesæt, men uden slips, og han afviste at anskaffe sig ministerbil eller flytte ind i præsidentboligen. Han kørte fortsat rundt i sin gamle lyseblå folkevogn og blev boende på sit husmandssted udenfor Montevideo.

2010 Præsident

Mujica blev indsat som præsident 1. marts 2010 i overværelse af bl.a. præsidenterne Cristina Fernández og Néstor Kirchner fra Argentina, Rafael Correa fra Ecuador og Hugo Chávez fra Venezuela. Mujica satte sig et ambitiøst mål om at reducere fattigdommen i landet med 50% i sin embedsperiode. Regeringsprogrammet havde fire hovedelementer: uddannelse, sikkerhed, miljø og energi. Der var ikke nogen markante ændringer i den økonomiske politik, men det lykkedes alligevel at få arbejdsløsheden reduceret til 7% i 2013 (fra 13% i 2004). I midten af juni 2010 blev der igangsat et ambitiøst program for socialt boligbyggeri til landets fattigste. Programmet blev bl.a. financieret ved salg af nogle statslige ejendomme, og Mujica gav selv 87% af sin løn til programmet.

I 2011 udnævnte han en anden leder fra Tupamaros, Eleuterio Fernandez Huidobro til forsvarsminister. Det militær der i 20 år havde forfulgt, tortureret og dræbt medlemmer af Tupamaros havde nu tidligere Tupamaros ledere som deres chefer.

I 2012 besluttede Uruguay som det første land i verden helt at legalisere Marihuana. Udenrigspolitisk førte han en progressiv linie, på linie med nabolandene Brasilien og Argentina, men med en lavere cigarføring. Uruguay er et lille land. Han kritiserede Vestens angreb på Libyen i 2011, og da flygtningene begyndte at strømme ud af Syrien som følge af den krig Vesten havde pustet til i landet, åbnede han Uruguays grænser for flygtningene. I modsætning til Europa der lukkede grænserne.

I 2013 besluttede den serbiske filmproducent Emir Kosturica at optage en dokumentarfilm om Mujica, som han betegnede som den «sidste politiske helt». Filmen (El Pepe, una vida suprema) havde premiere i 2018 og er bl.a. tilgængelig på Netflix. I 2018 havde filmen La noche de los 12 años premiere. Det er en dramatisering af de 3 Tupamaros ledere Mujica, Huidobro og Rosencofs oplevelser under deres 12 år som militærdiktaturets gidsler. Også den er tilgængelig på Netflix.

Da han i 2015 gik af som præsident genindtog han sin plads i senatet, hvor han sad til 2018. Han var da 83 år.

I 2005 blev han gift med sin samlever gennem mange år, Lucía Topolansky, der selv havde siddet som politisk fange under militærdiktaturet. Topolansky var som Mujica selv senator.

A.J.


Litteratur

José Mujica biografi, CIDOB (spansk)
MPP website (spansk)
Mujica på YouTube