Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 16.889
: :
Ekstremisme

Ekstremisme er betegnelse for et yderliggående standpunkt - særlig i politiske spørgsmål. En «ekstremist» er en person som er «yderliggående». Ordets fortolkning antyder, at det har sin primære brug i identifikationen af de, der har en anden position end ens egen. Der er de færreste, der vil identificere sig selv som ekstremister. Det er «de andre».

Ordet anvendes flittigt både inden for den borgerlige og den leninistiske sprogverden. Den som benytter sig af ordet, placerer sig selv i et fornuftigt centrum på en skala af lastefulde og forkastelige yderpunkter. I leninistisk terminologi er det tale om mere og mindre ekstreme højre- og venstreafvigere inden for den kommunistiske bevægelse (højre- og venstreopportunisme). I borgerlig-liberal ordbrug er højreekstremisme det samme som nazist eller fascist og venstreekstremist det samme som revolutionær i betydningen kommunist, anarkist etc., dvs. at «ekstremisme» går på positioner som kan opfattes som antagonistiske, uforsonlige, i forhold til det borgerlige demokrati.

De som drøfter politiske spørgsmål ved brug af termerne «ekstremisme» og «ikke-ekstremisme» vil ofte se med velvilje på militarisering af politietaten, udvidede fuldmagterne til efterretningstjenesterne og «effektivisering» af statens voldsapparat. De vil også ofte bakke op om politiske forbud overfor politiske «ydergrupper». Brugen af ordet synes med andre ord at hænge sammen med en instrumentel og administrativ måde at løse politiske problemer. Fra et borgerligt synspunkt er der en flydende overgang mellem «ekstremist» og «politisk kriminel».

«Ekstremismeproblemet» fremstilles ofte på en almen måde. Der er ikke gjort forsøg på nogle klare og relativt entydige definitioner og kendetegn for, hvilke opfattelser og praksis der kan falde ind under begrebet «ekstremisme». Når et problem fremstilles alment, kan løsninger også være almene. Derfor er der mange, der rammes af sanktionerne. En del af problemet ligger således i den almene måde at fremstille problemet på.

Ekstremistjagten nåede et af sine højdepunkter under McCarthyismen i 1950'erne i USA og i andre lande påvirket af USA. Et nyt højdepunkt blev nået i Vesttyskland i 70'erne. Det juridiske udgangspunkt for den vesttyske ekstremistjagt var bl.a. reguleringen af hvem, der kunne besætte offentlige stillinger - f.eks. lærerstillinger. Dette fik betegnelsen «Berufsverbot», arbejdsforbud. Da særordningerne blev indført, mente nogle - socialdemokrater - at reglerne også ville være et værn mod nynazistiske elementer. I praksis gik det imidlertid ensidigt ud over venstreorienterede. Mange venstreoppositionelle, inklusiv visse socialdemokrater, fik vanskeligheder eller blev fyret. Det synes at høre med til ekstremistjagtens «logik», at stadig flere typer oppositionelle falder ind under kategorien «ekstremist».

Tendensen til stigning i den politiske overvågning og militariseringen af politietaten i Vesttyskland hang sammen med jagten i 70'erne og 80'erne på medlemmer af Rote Armé Fraktion (RAF) og 2. Junibevægelsen. Konsekvensen af den tyske «ekstremistlovgivning» var imidlertid, at det demokrati den angiveligt skulle beskytte i stedet blev indskrænket. Det førte dele af venstrefløjen til at fremføre den hypotese, at det faktisk havde været en del af højrefløjens formål med denne lovgivning.

I 1990'erne hvor truslen fra kommunismen er faldet bort, har borgerskabet været nødt til at skabe nye fjendebilleder for at dække over de stadig dybere klasseforskelle i de vestlige kapitalistiske samfund. 70'ernes «venstreekstremisme» er i de borgerlige medier blevet erstattet af den «islamiske ekstremisme». På trods af eksistensen af benhård voldelig fundamentalisme i det zionistiske Israel - der f.eks. i november 1995 førte til mordet på landets premierminister, Yitzhak Rabin - og tilsvarende kristen fundamentalisme i f.eks. USA, knyttes fundamentalismebegrebet sammen med «islamisk fundamentalisme». Islam gøres til det kollektive fjendebillede – med det formål netop at holde sammen på de vestlige samfund og dække over deres stadig voldsommere klassemodsætninger.

A.J.