Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

El Salvador Kampagnen (ESK), dansk solidaritetsgruppe, oprettet i december 1980 af en meget lang række organisationer: Fagforeninger, politiske partier (DKP, VS, SF, FS), disses ungdomsorganisationer (DKU, SFU, VSU, DSU), solidaritetsorganisationer og latinamerikanske eksilorganisationer mv. Baggrunden var, at den politiske udvikling i El Salvador siden sandinisternes revolution i nabolandet Nicaragua 19. juli 1979 havde gennemløbet en meget hurtig radikalisering. I april 1980 var den legale oppositionsfront, FDR, blevet dannet og i oktober var befrielsesbevægelsen, FMLN blevet dannet. I takt med den meget hastige politiske radikalisering lukkede diktaturet ethvert legalt politisk spillerum. Omkring 100 mennesker blev i slutningen af året dagligt myrdet af diktaturet og dets dødspatruljer. Det var klart, at der kun var en vej frem: Revolution. I december gennemførte FMLN sin slutoffensiv mod diktaturet - den første af flere.

Den politiske vurdering både i El Salvador og i resten af verden var, at revolutionen var lige om hjørnet. Derfor blev alle ressourcer sat ind i at støtte denne proces - økonomisk og politisk.

Ved sin dannelse i december stod der allerede ca. 30 organisationer bag den danske El Salvador Kampagne, og de kastede alle en stor gruppe aktivister ind i arbejdet. Kampagnen fik derfor en flyvende start. Efter få måneder havde den lokalafdelinger i 40-50 danske byer. Der blev gennemført et intenst indsamlings- og oplysningsarbejde og et vigtigt politisk arbejde for at lægge pres på den danske regering for at få den til at anerkende FDR/FMLN som landets retmæssige repræsentanter - hvilket Frankrig og Mexico allerede havde gjort. I april 81 blev den første af en lang række solidaritetskoncerter afholdt i Falkonercentret med deltagelse af alle de største navne på den danske rockscene.

Omkring marts-april 81 var omkring 3-400 mennesker (dagligt) aktive indenfor kampagnens rammer. Kampagnen udgav El Salvador Nyt - senere Mellemamerikanyt -, gennemførte et hav af aktioner, samlede op, holdt foredrag, skrev artikler og stod hver fredag-lørdag på gader og pladser med oplysningsmaterialer.

Problemet var blot, at revolutionen udeblev. Der havde i slutningen af 1980 og starten af 81 eksisteret en unik revolutionær situation i El Salvador, der kun kan sammenlignes med situationen i Rusland i oktober 1917, men forskellen var USA. Ronald Reagan var i november 80 blevet valgt til præsident i USA. Det var denne baggrund FMLN i december 80 og januar 81 gennemførte «slutoffensiver». Den var klar over, at chancerne ville blive forringet, når først den dybt reaktionære Reagan sad på præsidentposten. Selv om offensiverne fik omfattende folkelig opbakning i El Salvador og det lykkedes at befri betydelige områder, var FMLN endnu ikke tilstrækkelig militært forberedt til at knuse borgerskabet. Derfor slog offensiverne fejl, og da Reagan havde overtaget præsidentposten i USA, indledte supermagten et omfattende støtteprogram for det salvadoranske borgerskab og det militærdiktatur der styrede landet. Det fik omfattende militære leverancer fra USA, nordamerikanske militærrådgivere og salvadoranske militærenheder fik specialuddannelse i guerilla- og oprørsbekæmpelse - folkemord - i USA.

Stagnation

Revolutionen rykkede efterhånden ud i en uvis fremtid, og med denne udvikling meldte der sig en vis afmatning i den danske kampagne, der ellers i international målestok var fuldstændig unik i sin gennemslagskraft og politiske enhed. De mange aktivister som partier, fagforeninger og andre organisationer havde stillet til arbejdet, begyndte atter at blive trukket ud. De var blevet sendt, ud fra en antagelse om, at arbejdet kun ville komme til at tage højst ½ år. Efterhånden som antallet af kadrer fra de deltagende organisationer faldt, steg antallet af aktivister uden organisationstilknytning, eller aktivister fra solidaritetsorganisationerne, der mente det var nødvendigt at fortsætte arbejdet.

I denne fase - 1982-83 - løb kampagnen ind i nogle alvorlige organisatoriske problemer. Den var opbygget som en kampagne og ikke en komite. Strukturen var baseret på kollektivt medlemsskab, der i starten sikrede en eksplosiv udvikling af arbejdet, men ikke var gearet til længerevarende arbejde. De kollektive medlemmer der efterhånden havde trukket de fleste af deres kadrer ud af arbejdet, havde fortsat den fuldstændige politiske og organisatoriske kontrol over kampagnen, mens de individuelle aktivister ingen indflydelse havde. Konsekvensen var, at også aktivisterne begyndte at forlade kampagnen i frustration over dens mangel på demokrati. Omkring 1985 var stort set det eneste der fungerede derfor udgivelsen af bladet Mellemamerikanyt og den politiske ledelse, der fortsat mødtes for at udstikke retningslinierne for det næsten døde arbejde.

Kampagnen er aldrig formelt blevet nedlagt, men ophørte reelt med at fungere i 1985, da Nicaraguakomiteen overtog udgivelsen af bladet. En væsentlig årsag til at kampagnen aldrig blev formelt nedlagt var, at DSU der havde været økonomisk ansvarlig for kampagnen stod med et underskud på kampagnens konti på over 100.000 kr. Organisationerne i kampagnen ønskede ikke at dele dette underskud, og DSU ønskede ikke at afskrive det.

Kampagnens spøgelsestilværelse var i de følgende (87-88) år en hindring for udviklingen af nyt solidaritetsarbejde med El Salvador. Det lykkedes i 1987 langsom at genstarte fagforeningsarbejdet i Støttegruppen for fagbevægelsen i El Salvador og i 1989 at genstarte FMLN arbejdet i El Salvador Initiativet.

Kampagnen var i sin indledende fase det bredeste, enhedsorienterede og mest succesfulde solidaritetsarbejde der til dato er gennemført i Danmark. Det lykkedes at samle omkring ½ million kr ind til befrielseskampen, engagere et meget stort antal kadrer og aktivister og generelt højne bevidstniveauet om El Salvador. Men samtidig blev uviljen mod at ændre kampagnens demokratiske strukturer i sidste ende dens død.

A.J.