Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Goldmann (1913-1970), rumænsk-fransk, marxistisk filosof og litteratursociolog. Han er særligt kendt for sin «genetisk-strukturalistiske» metode og for sin romansociologi. Politisk var han knyttet til den franske og jugoslaviske «selvstyresocialisme».

Lucien Goldmann studerede jura og økonomi i Bukarest og drog i 1933 til Wien, hvor han studerede hos Max Adler. Her stiftede han bl.a. kendskab med György Lukács teorier, og disse kom til at få stor betydning for hans senere udvikling. Han kom til Paris i 1934. Under krigen blev han interneret i Sydfrankrig, men formåede at flygte og kom illegalt over grænsen til Schweiz, hvor han atter blev interneret, men sluppet fri efter pres fra schweiziske universitetsfolk. I 1945 udgav han i Zürich en afhandling på tysk om Kants filosofi: «Mensch, Gemeinschaft und Welt in der Philosophie Immanuel Kants». Dette arbejde var tænkt som det første i en række af studier over dialektikkens historie. Kants filosofi bliver opfattet som en tragisk tænkning, præget af den politiske og filosofiske situation i det før-borgerlige Europa. Efter et år som assistent for psykologiprofessoren Piaget i Geneve kom Goldmann tilbage til Frankrig og genoptog arbejdet med dialektikkens historie.

I 1956 udgav han afhandlingen: «Den skjulte gud», som omhandler Pascal og Racines værk. Goldmann hævder, at man i begge finder en tragisk bevidsthed, og forklarer den ud fra den franske embedsadels stilling i det 17. århundrede. Han giver en indgående sociologisk og økonomisk analyse af embedsadelens klassemæssige stilling og af idemæssige og religiøse strømninger indenfor denne gruppe. I dette værk fremsatte han også sin teori om en «genetisk strukturalisme» (se nedenfor). Senere blev han ansat som forskningsleder og lærer ved universitetet i Paris og som leder for et litteratursociologisk institut i Bruxelles. Frem til sin død i 1970 ledede han bl.a. et kollektivt forskningsarbejde om romanformens sociologi og skrev en række artikler og bøger om litteratur og marxisme.

Goldmanns betydning ligger i første række i hans gennemdrøftelse af marxistisk teori om litteratur og kunst. Den genetiske strukturalisme er et forsøg på at systematisere den historiske materialismes teori om ideologi og bevidsthed, forholdet mellem individ og kollektiv, økonomi og kultur, og at udvikle en metode for at studere disse forholds mening. Udover Marx og Hegel bygger Goldmann særligt på Lukács - specielt hans første marxistiske værk: «Historie og klassebevidsthed» - og på psykologen Jean Piagets teorier om læring og bevidsthedsdannelse hos børn. Hos Piaget har han hentet begrebet om en genetisk strukturalisme.

Med udgangspunkt i Lukács hævder Goldmann, at den bærende struktur (mønstret eller den indre sammenhæng) i kunstværker og filosofiske systemer udgør det han kalder en verdensopfattelse eller bevidsthedsstruktur. Denne kan ikke alene tilskrives den enkelte forfatter, kunstner eller filosof, men er kollektivt skabt. Subjektet i den sociale og historiske udvikling er de sociale grupper eller klasser. Klassernes verdensopfattelse udformes gennem deres praksis, dvs. gennem helheden af de forhold som de indgår i: Arbejdsforhold, politisk og social organisering, kultur og ideologi. At en klasse kan siges at have en verdensopfattelse eller en bestemt bevidsthedsstruktur, betyder ikke at denne er eksplicit klart udtrykt eller bliver formuleret af alle klassens medlemmer. Udformningen af et bestemt forestillings - eller tankemønster - sker gennem en proces af forklaringsforsøg, fortolkning, læring og tilpasning til de materielle forhold. Det formes ikke-bevidst, så at sige «bag ryggen på» den enkelte, men ligger alligevel latent som betingelse for handling. Goldmann skelner mellem en «mulig bevidsthed» og den «reelle», empiriske bevidsthed, der vil være en uklar, usammenhængende og tilfældig blanding af forskellige impulser hos de enkelte, og som ofte dækker over den latente, mulige verdensopfattelse. Goldmanns litteratursociologiske metode rummer på en række punkter en kritik af den marxistisk-leninistiske bevidsthedsteori og dens litteratursyn. Den indebærer en omfortolkning af det såkaldte «realismeproblem» ved at den analyserer litteratur som en kollektiv fortolkning eller svar på virkeligheden. At vurdere et værks realisme bliver da kun muligt i forhold til den sammenhæng det er skabt indenfor og den bevidsthedsstruktur det udtrykker. Dermed er det imidlertid heller ikke muligt at opstille nogen litterær eller politisk norm for litteraturen eller kunsten. Endvidere rummer metoden en kritik af marxismen-leninismens afspejlingsteori, dvs. at et kunstværk direkte afspejler forhold i samfundet, og sætter i dens plads helhed og struktur som de grundlæggende kategorier. Vor bevidsthed om verden dannes indenfor en helhed, hvor økonomiske, politiske og ideologiske forhold spiller sammen.

Et grundtræk ved Goldmanns metode er opfattelsen af den historiske udvikling og menneskelig adfærd som tendentielt helhedsskabende og strukturerende. Dette er forudsætningen for at kunne analysere meningen i enkeltværker og enkelthandlinger. Meningen bestemmes af den helhed et fænomen indgår i og dets funktion i denne helhed. I forbindelse med debatten om strukturalismen i 1960'erne, præciserede Goldmann imidlertid sit syn på strukturbegrebet og understregede, at hans metode er baseret på analysen af en klassernes og samfundsformationernes historie. Han kritiserede bl.a. filosoffen Althusser for at konstruere en metode uden plads til udvikling eller overskridelse af en given helhed. Marxismen må have et begreb om opløsningen af samfundsformationen og om nye tendenser. Disse nye tendenser kan bl.a. søges i «brud» på den indre sammenhæng i en verdensopfattelse. Goldmann distancerer sig endvidere fra Althussers forsøg på at etablere et skel mellem ideologi og videnskab (marxismen). Han hævder, at dette modsiger marxismens grundlæggende forståelse af tænkning og bevidsthedsdannelse som en del af en kollektiv praksis, som historisk og socialt betinget og betingende. Denne erkendelse må i lige så høj grad gælde marxismen selv.

Kritikken af Althusser bringer Goldmann tilbage til udgangspunktet for hele hans teoretiske arbejde: Refleksionen over marxismen som filosofisk system og som verdensopfattelse. For Goldmann er marxismen en videreførelse af Hegels dialektiske filosofi. Som tankesystem besvarer den nogle af de tragiske paradokser, der ligger i Kants og Pascals filosofiske systemer. Marxismen er baseret på troen på arbejderklassen som et revolutionært subjekt og som bærer af et overindividuelt værdigrundlag: fællesskabet, solidariteten. Forudsætningen for disse værdier ligger imidlertid netop i troen på historisk ændring, og på at der findes et revolutionært subjekt. For Goldman indebærer Althussers teorier, at muligheden for at forstå forandring forsvinder og at det også bliver umuligt at knytte teorien og den samfundsmæssige analyse til et subjekt, der kan være bærer af en ny helhedsforståelse og en overskridende praksis.

Problemet der står tilbage er, om dette revolutionære subjekt findes. Udviklingen i efterkrigstiden havde fået Goldmann til at stille det samme spørgsmål som en række samtidige vestlige marxister: Er socialismen mulig med udgangspunkt i et gennemorganiseret, senkapitalistisk samfund, hvor arbejderklassen langt hen ad vejen synes effektivt integreret? Politiseringen i 60'erne og de konkrete analyser fremsat af bl.a. André Gorz, fik Goldmann til at hævde, at muligheden antagelig ligger i «den nye arbejderklasse»: En alliance af den «gamle» arbejderklasse og de nye lønarbejderlag (teknikere, intellektuelle mellemlag, osv.) der tager til i omfang og får en stadig større betydning for den teknologiske udvikling. Her er kravet om selvstyre i arbejdsprocessen og en antikapitalistisk bevidsthed til stede, både i det politiske liv og i moderne film, teater og litteratur.

I.I.