 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
International arbejdsdeling
International arbejdsdeling er nært knyttet til international handel og kan defineres som den specialisering af produktionen som foregår i to eller flere lande i forbindelse med handel mellem landene.
Årsagerne til international arbejdsdeling
Handel over landegrænserne (fjernhandel) har foregået til stort set alle tider i alle samfund, og der har derfor også altid eksisteret en vis international arbejdsdeling. Men det er specielt med spredningen af den kapitalistiske produktionsmåde og fremvæksten af et kapitalistisk verdensmarked, at international arbejdsdeling har fået et stort omfang.
Den kapitalistiske varehandel videreudviklede den tidligere handel og udnyttede systematisk de prisforskelle der prægede varerne i forskellige lande. Nye handelsruter blev åbnet, og nye områder blev - ofte uvilligt - trukket ind i handelen.
Fremvæksten af en kapitalistisk produktionsmåde karakteriseret ved produktion til salg og konkurrence mellem producenterne, skabte et behov for udvidede markeder (vareeksport) og billigere varer, som kunne holde omkostningerne nede - vareimport. Gennem kolonisering og kapitaleksport blev stadig flere områder tvunget til at producere til det kapitalistiske marked. Den internationale arbejdsdeling blev udvidet, og handelen øgedes pga. de bedre transport- og kommunikationsmuligheder, lavere told og reduktion af andre handelshindringer.
I den internationale konkurrence er det privatøkonomisk lønsomt at koncentrere produktionen om de varer, som kan opnå et bedre bytteforhold på verdensmarkedet end på hjemmemarkedet. Resultatet bliver dermed en international arbejdsdeling, hvor de relative prisforskelle baseret på landenes absolutte eller komparative fordele afgør, hvordan specialiseringen foregår. Med komparativ menes, at det er fortrin sammenlignet med andre lande.
Under kapitalistiske produktionsforhold vil landenes konkurrencemæssige fortrin være baseret på lavere priser og større tilgang til specielle produktionsfaktorer såsom råvarer og andre ressourcer, arbejdskraft, kapital og teknologi. Nogle fordele kan være naturlige såsom mineralforekomster, klima, osv., mens andre vil være skabt og formet bevidst eller være et resultat af tidligere økonomisk virksomhed.
Den økonomiske struktur i kolonierne og de nykoloniale lande (u-landene) er et godt eksempel på, at der er dannet produktionsforhold, som giver disse områder kunstige komparative fortrin. Deres produktionsbetingelser er et resultat af kolonimagternes og de tidlige imperialisters virksomhed; Eksisterende samfund blev nedkæmpet, bønderne blev frataget deres jord, både landbrug og minedrift blev ensidigt orienteret mod produktion til eksport til de imperialistiske centre, nye forbrugsbehov blev skabt, eksisterende håndværk blev udkonkurreret, mens udviklingen af nye industrier og andre erhverv blev blokeret. (Se Imperialisme, Kolonialisme.)
International arbejdsdeling i dag
Resultatet i dag er den karakteristiske arbejdsdeling mellem kapitalistiske i-lande og u-lande, hvor over 80 % af u-landenes eksportværdi består af fødevarer, råvarer og brændselsstoffer, mens omkring 70 % af i-landenes eksportværdi består af forarbejdede varer. (Alle tal i artiklen er fra 1973-74.) Denne arbejdsdeling er imidlertid ikke statisk, men i stadig forandring og udvikling.
I u-landene fører kapitalismens hurtige udvikling til en omformning og ødelæggelse af ikke-kapitalistiske produktionsmåder. Stigende dele af produktionen sker til et marked, antallet af jord- og arbejdsløse stiger, og der vokser et lokalt borgerskab frem. Samtidig vokser de multinationale selskaber og trækker stadig flere områder ind i deres verdensomspændende produktionsstrategi. Industrigrene og -processer som er specielt arbejdsintensive, overflyttes til u-lande for at udnytte den billige arbejdskraft der (se Arbejdskraftintensiv produktion). Der er også en tendens til, at flytte forurenende industrier til u-landene, fordi der stilles færre krav til rensning og miljøvenlighed. I nogle lande foregår der en mere omfattende kapitalistisk industrialisering i forbindelse med dannelsen af et mere selvstændigt nationalt borgerskab - som f.eks. i Indien - eller med udviklingen af såkaldt subimperialistiske - «underimperialistiske» - centre - bl.a. i Brasilien.
I i-landene foregår der en fortsat akkumulation (ophobning) af kapital, som sammen med et stigende teknologisk niveau gør det mere profitabelt at videreudvikle den mest kapital- og teknologikrævende produktionen, herunder selve teknologiproduktionen, forsknings- og udviklingsarbejdet, informationsindsamlingen og -bearbejdningen, markedsføringsarbejdet m.v.
Arbejdsdelingen mellem (kapitalistiske) i-lande på omtrent samme udviklingsniveau er langt mere kompliceret og omfattende. Særlig indenfor frihandels- og fællesmarkedsområder (som EFTA og EU) fører den frie bevægelighed for varer, kapital og arbejdskraft til, at den internationale arbejdsdeling indenfor det pågældende område bliver bestemt af de samme faktorer som arbejdsdelingen mellem forskellige distrikter indenfor det samme land. Der sker en centralisering af produktionen både geografisk og organisatorisk. Etablerede industrier og virksomheder får et fortrin frem for nyetableringer. Det foregår en udstrakt specialisering for at opnå monopolstillinger på markedet. Udviklingen af nye varer, reklamer og varemærker får sammen med ressourcegrundlaget og teknologiske fortrin stor betydning for arbejdsdelingen. Den internationale arbejdsdeling mellem i-lande foregår ikke så meget mellem erhverv som mellem brancher, enkeltprodukter og mellem forskellige varemærker af samme produkttype.
Lande hvor socialistiske kræfter har overtaget magten, er historisk ofte blevet boykottet af det kapitalistiske verdensmarked, eller de har selv reduceret forbindelserne med dette verdensmarked for at frigøre sig økonomisk. Indtil sammenbruddet i Østeuropa forsøgte de socialistiske lande at øge handelen indbyrdes.
Det er i dag i-landene som dominerer verdenshandelen. Omkring 90 % af varehandelen (efter gældende priser) har deres oprindelse eller bestemmelsessted i et i-land, og omkring 50 % er handel indbyrdes mellem i-lande. U-landene står kun for 25-30 % af verdens eksport. Hele 75 % af denne går til i-lande, mens kun 20 % går til andre u-lande. De socialistiske lande deltager kun i begrænset omfang i den internationale arbejdsdeling og står for under 10 % af verdens eksport. Omtrent halvdelen af denne er indbyrdes handel.
Konsekvenserne af international arbejdsdeling
De økonomiske følger af international arbejdsdeling og handel er ujævnt fordelt på de nationer og klasser, som deltager i eller berøres af denne. Man kan ikke generelt sige, at et givet land har fordel af den internationale arbejdsdeling, selv om enkelte producenter kan have fordele. Hvis man kun betragter de direkte pengeindtægter, vil begge parter i en handel som regel have umiddelbare fordele af denne, selv om gevinstfordelingen afhænger af priserne og det forholdsvise styrkeforhold mellem parterne. Handelen vil imidlertid også få konsekvenser for andre, som kan få lavere priser, blive udkonkurreret, måtte omlægge deres produktion m.v. Den indenlandske fordeling af gevinsten afhænger derfor af kapitalens bevægelighed og den nationale klassekamp.
Når man analyserer arbejdsværdierne, viser det sig, at handel som regel indebærer overførsel af værdier - i form af merværdi - fra et land til et andet (se Ulige bytte). Dette skyldes dannelsen af internationale produktionspriser, som vil afvige fra varenes egentlige værdier - særligt pga. forskelle i merværdiraten. Specielt u-landene er stærkt udsatte for ulige bytte i handelen med i-landene; Lønningerne der er langt lavere end i i-landene, selv i brancher hvor produktiviteten tilnærmelsesvis er den samme, hvilket medfører en langt højere merværdirate. Når profitraten tilnærmelsesvis er udlignet pga. kapitalens bevægelighed, indebærer dette, at u-landenes produkter sælges til produktionspriser langt under deres værdi, og at den internationale arbejdsdeling derfor indebærer store merværdioverførsler til i-landene.
International arbejdsdeling har også stærkt påvirket det enkelte lands muligheder for økonomisk vækst og udvikling. De stærke og dominerende i-lande har kunnet udnytte international arbejdsdeling til videre økonomisk vækst, mens kolonierne/u-landene er blevet og bliver underudviklet. International arbejdsdeling skaber også afhængighed og sårbarhed overfor internationale konjunkturer, økonomisk magtanvendelse m.m.
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 54.102