 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Første gang udtrykket «kasinokapitalisme» bliver et almindeligt accepteret begreb er i 1982, hvor tidsskriftet Newsweek udkom med «Casino Capitalism» skrevet tværs over forsiden. Anledningen var den nordamerikanske præsident Ronald Reagans økonomiske politik. Voksende amerikanske underskud overfor udlandet, en international gældkrise, kombineret med den udbredte liberalisering af kapitalbevægelser havde ført til en situation, hvor umådelige kapitalstrømme bevæger sig frit rundt i systemet. Den nye computer teknologi havde muliggjort en internationalisering af finanssektoren. Omplaceringer af kapital kunne nu i store dele af verden foregå på sekunder. Dette satte skub i de spekulative tendenser og fik verdens kapitalmarkeder til at minde om et spillekasino.
Allerede i 1930'erne havde økonomen John Maynard Keynes advaret om de ødelæggende virkninger af en kasinokapitalisme, hvis den financielle sektor blev sluppet løs uden kontrol. Og Marx omtaler i Kapitalen en situation, hvor finanskapitalen løsriver sig fra den produktive sektor og begynder at leve sit eget liv. Teknologien er med andre ord ikke den grundliggende forklaring. Kasinokapitalismen er en logisk følge af kapitalismens iboende tendenser.
Efterkrigstidens genopbygning
Der refereres i disse år ofte til 30'ernes akkumulationskrise, der var fremkaldt af overkapacitet og overproduktion. Krisen skærpede den internationale konkurrence og førte til et financielt sammenbrud, fulgt af langvarig økonomisk stagnation med massearbejdsløshed.
30'ernes krise løses reelt først gennem 2. Verdenskrigs store ødelæggelser af produktiv kapacitet. Efter krigen er de internationale magtforhold ændret. I 1945 er USA verdens uindskrænkede supermagt: politisk, økonomisk og militært. For den nordamerikanske kapitalisme bliver det vigtigste mål dels at forhindre yderligere udvidelser af den såkaldt socialistiske blok. Denne omfattede nu næsten en trediedel af klodens territorium. Dels at sikre at kolonisystemet afløses af en mere åben verdensøkonomi, tilgængelig for nordamerikanske varer og kapital. Alle midler tages i anvendelse. I denne proces omskabes den postkoloniale verden efter et mønster, der befæster kolonitidens ulige internationale arbejdsdeling.
Endnu en vigtig opgave efter krigen var genoprettelsen af et stabilt internationalt valutasystem. Ved et møde i Bretton Woods i 1944 besluttes det at gøre dollaren til international reservevaluta med fast kurs knyttet til guld. Samtidig oprettedes Verdensbanken og Den internationale Valutafond (IMF). En forudsætning for at valuta-systemet skulle fungere, var, at USA viste financiel ansvarlighed og ikke misbrugte sin særstilling.
I den umiddelbare efterkrigsperiode betyder genopbygningen øget beskæftigelse og efterspørgsel i Vesteuropa og Japan. Tilstedeværelsen af en kommunistisk trussel, samt erindringen om 30'ernes krise skabte et folkeligt pres, som i Vesteuropa banede vejen for Keynesiansk politik og velfærdsstater. I modsætning til 30'erne spiller Staten og den offentlige sektor nu en afgørende rolle i de vestlige økonomier. Grundlaget for de sociale kompromisser var skabelsen af et erhvervsvenligt klima. Ikke blot indadtil, men i form af den nye ulige internationale arbejdsdeling mellem u- og ilande. Tilsammen udgjorde disse forhold usædvanlig gunstige betingelser for «vækst», dvs. for den private kapitalakkumulation.
Alligevel opstod der hurtigt igen overkapacitetsproblemer. Koreakrigen bryder ud på et tidspunkt med social uro i Vesteuropa, stor arbejdsløshed og økonomisk afmatning. Krigen fik afgørende betydning for det vesttyske Wirtschaftswunder. Den blev fulgt af den langvarige Vietnamkrig. I realiteten skete der ikke nogen nordamerikansk nedrustning efter krigen. I hele efterkrigstiden har militærudgifter været en afgørende stimulans for USA og den internationale økonomi.
Samtidig med at der skete en militarisering af amerikansk økonomi byggede USA flere tusinde militærbaser rundt omkring i verden. Dette blev ledsaget af voksende amerikanske investeringer i udlandet. Tilsammen medførte det en betydelig udpumpning af dollars.
Guld-Dollar krisen
I begyndelsen udgjorde det intet problem. Dollarne blev omsat i køb af nordamerikanske maskiner, råvarer og de tusind ting, det ødelagte Europa ikke selv kunne producere. Men efterhånden som genopbygningen skred frem, blev behovene mindre. Dollarreserver begynder at hobe sig op i de europæiske banker: de såkaldte «eurodollars». Jamen: Hvorfor investerer man dem ikke? Sagen er, at investeringsklimaet i mellemtiden var ændret.
Resultatet var et voksende pres på dollaren. Dollars var som nævnt ved Bretton Woods aftalen efter krigen blevet gjort til internationalt betalingsmiddel knyttet med fast kurs i forhold til guld. Men i stedet for at iagttage den financielle selvdisciplin, som systemet krævede, havde USA bare trykt flere penge til at financiere sin globale ekspansion og Vietnamkrigen. I 1969 ansloges en dollar kun at være 65 cents værd i reel købekraft sammenlignet med 1951-dollaren. Men på grund af dollarens stilling, måtte omverdenen fortsat acceptere den til pålydende værdi. På den måde eksporterede USA sin inflation til resten af verden. For at beskytte sig, begyndte flere og flere at veksle dollars til guld. De amerikanske guldreserver svandt ind.
Guld-dollar krisen førte i 1971 til en devaluering, der kort efter fulgtes af en ny dollar-devaluering. Bretton Woods systemet var brudt sammen og kursen på den internationale reservevaluta gjort flydende. Dette var alvorligt nok.
Men reelt var valutauroen symptom på en ny, begyndende overkapacitetskrise. Det er i denne periode man begynder at tale om voksende konkurrence mellem USA, Japan og Europa. USA er stadig førende. Men udstyret med et splinternyt produktionsapparat, større og mere effektivt end nogensinde, var Europa og Japan økonomisk ved at vokse op i skulderhøjde med den nordamerikanske gigant.
Konkurrence og salg på kredit
Op gennem 70'erne udviklede der sig en slags handelsguerilla mellem de vestlige industrilande. Faktisk havde allerede dollardevalueringerne i 1971 og 1972 nærmest karakter af en økonomisk krigserklæring. For Japan betød det f.eks. en opskrivning af Yen'en, der indebar en 40% fordyrelse af japanske varer sammenlignet med varer fra USA. Det var presset fra denne situation, der førte til omstruktureringen af samarbejdet i de østasiatiske lande med en ny transnational arbejdsdeling, der i de følgende år viste sig særdeles konkurrencedygtig. Dollardevalueringerne var også stærkt medvirkende til oliekrisen i 1973: De dollars, OPEC landene fik for deres olie, var blevet mindre og mindre værd.
Alt ialt oplever vi nu en periode af intensiv global omstrukturering.
Overkapacitetsproblemerne og den skærpede konkurrence mellem i-landene betyder, at de nationale rammer bliver for snævre for de store virksomheder. Kun selskaber med et meget stort marked kan investere i alt det, et stærkt konkurrencepræget klima kræver. Udvidelsen af det Europæiske Fællesmarked er et forsøg på at sikre «europæisk» konkurrenceevne. Samtidig går staten aktivt ind og fremmer fusioner og koncentration af kapital. Der tales stadig oftere om de såkaldt multinationale eller transnationale selskaber.
De voksende problemer med afsætning havde skabt mangel på indbringende investeringsobjekter. Udover Eurodollars, hobede nu også olieindtægterne fra OPEC landene sig op i de store centralbanker. Samtidig fik mange lande likviditetsproblemer på grund af de højere oliepriser. Løsningen var logisk. Der indledes et salg på kredit i global målestok.
I årtierne efter 2. Verdenskrig var de nyligt uafhængige, tidligere kolonier blevet økonomisk presset af forringede bytteforhold i handlen med ilandene. Deres købekraft svandt ind. Nu begyndte gavmilde eksportkreditter at regne ned over dem som en lind strøm, uden særlige hensyn til landenes evne til senere at afdrage gælden.
Sovjetblokken, der havde været genstand for en blokade, genopdages som marked. Nu sælges der produktionsmidler og industrielt udstyr på kredit, der øger produktionskapaciteten i både Østlandene, Asien og Latinamerika.
Gældkrise og strukturtilpasning
Det varer ikke længe, før tilbagevendende gældkriser ryster det financielle system. Gang på gang truer et land med at gå i betalingsstandsning. Så indkaldes centralbankdirektørerne til hastemøde: Det mest logiske ville være at statuere et eksempel og erklære landet konkurs. Så ville man lide et tab og måske risikere, at andre lande fulgte efter i en kæderaktion. Det kunne true hele det financielle system. Så hellere genforhandle lånene og udvide kreditten! Igen og igen. Gældproblemet løses ikke.
De nye lån var ledsaget af betingelser. Strukturtilpasningsprogrammerne koordineres af Den Internationale Valutafond (IMF): Privatiseringer, liberalisering af handel og kapitalbevægelser, eksportfremme og eliminering af det sociale sikkerhedsnet. Formålet var, hævdedes det, at fremme investeringer og øget produktion, så gælden fortsat kunne betjenes. Men i en verden karakteriseret af overproduktion og konkurrence, skal der mere og mere til. Ved at presse landene til øget eksport, institutionaliserer IMF en overproduktion af Den tredie Verdens vigtigste eksportprodukter, så priserne rasler ned.Og efter en kort periode med stor kapitaltilstrømning (lån), vender kapitalstrømmen i 80'erne atter, for igen at blive et dræn fra Syd til Nord.
For befolkningerne i Østeuropa og for ulandene har gælden haft dramatiske virkninger. Latinamerika har den længste erfaring. I mere end 25 år havde disse lande uafbrudt haft overskud på deres handelsbalance. Alligevel var deres gæld vokset eksplosivt, for i begyndelsen af 1980'erne at udgøre en bombe under det internationale system.
Reaganomics
I 1982 opstår der igen en akut gældkrise. Og netop som alle ideer er brugt op, bliver Ronald Reagan præsident i USA. Med Ronald Reagans økonomiske politik - Reaganomics - indleder USA en periode med uovertrufne budget-, handels- og betalingsbalanceunderskud. På få år bliver USA fra at have været det internationale systems største kreditor til verdens største skyldner. Det er på dette tidspunkt, aviserne stadig oftere taler om kasinokapitalisme.
Reaganomics omtales politisk som neoliberalisme. I realiteten fungerer det som en slags global Keynesianisme. USA's voksende underskud betyder, at en enorm ekstra købekraft - der ikke modsvares af en tilsvarende produktion - pumpes ud i verdenssystemet. Da USA i forvejen udgør verdens største marked, skaber det midt i 80'erne et konjunkturelt opsving i Vesteuropa og Østasien.
Et væsentligt resultat af alt dette er, at gælden nu har gjort alle lande eksportorienterede! Ikke engang USA kan uhæmmet og i evighed udvide sin gæld. Overalt søger man at sælge mere end man køber.
Processen indeholder således både et defensivt og et offensivt element: På den ene side er der tale om en flugt fremad: Lidt efter lidt fjernes eller lempes de kontrolforanstaltninger, der i efterkrigstiden var indført for at beskytte kapitalismen mod sine egne selvødelæggende tendenser. På den anden side er der tale om en konstant omstrukturering for at sikre den fortsatte «vækst» i en tid med overkapacitet og skærpet konkurrence. I et kvart århundrede har såkaldt «tilpasning» raseret landenes sociale programmer, privatiseret statsejendom, dereguleret industri og finansverdenen, liberaliseret kapitalbevægelser og tilskyndet til en international kappestrid mellem lønmodtagere om at spænde livremme ind for at sikre den «nationale» konkurrenceevne. Efter Keynesianismens ophør, løses problemet med svigtende købekraft ved at øge husholdningernes private gæld.
På grund af den intensive konkurrence på markeder, der stort set er mætte, var produktive investeringer i begyndelsen af 1970 blevet mindre attraktive. Resultatet har været, at finanskapitalen har revet sig relativt løs fra den produktive kapital. Selv de ikke-financielle virksomheder er blevet mere og mere viklet ind i en verden af financiel spekulation og bliver selv i stigende grad begrænset og kontrolleret af finanskapitalen. Selvom udvidelsen af gælden og den financielle sektors vækst i første omgang synes at modvirke stagnation, øger det det økonomiske systems langsigtede ustabilitet. Den hastige vækst i privat og offentlig gæld kræver en uafbrudt fortsat gældudvidelse. Dette kan kun fortsætte, fordi staten - regeringerne - fungerer som kautionist i sidste ende.
Omfanget af transaktioner på de financielle markeder er vokset betydeligt og andrager i 1998 1.800 til 2.000 milliarder dollars om dagen. Og de har skiftet karakter. Mens 90% af udvekslingen for tredive år siden var knyttet til realøkonomien - handel eller langfristede investeringer - drejer det sig nu især om yderst kortfristede spekulative strømme - ofte af mindre end en dags varighed - af penge og rentesatser. Markederne er blevet stadig mere flygtige og uforudsigelige og de financielle kriser hyppigere.
Den transnationale arbejdsdeling
Som nævnt havde den skærpede konkurrence fra slutningen af 60'erne sprængt nationalstatens rammer. Mindre hæmmet af nationale restriktioner indleder de transnationale selskaber (TNS) en global jagt på konkurrencefordele: Lavere lønninger, lempelige miljøregler, skattefrihed, subsidier mv. I kampen om at tiltrække produktive investeringer opretter mange lande såkaldte eksportzoner, hvor man specialiserer sig i de mest arbejdsintensive dele af produktionsprocessen. Ny teknologi indenfor kommunikation og elektronik muliggør processen.
Der skabes kort sagt en ny transnational arbejdsdeling i selve produktionsleddet. Systemet gør det muligt at lægge de arbejdsintensive dele af produktionen ud til lande med høj produktivitet, samt lavere løn og beskatning. Dette benyttes til at presse lønninger og selskabsskatten i hjemlandet. Liberaliseringen af kapitalbevægelser underminerer således reelt den sociale kontrakt. Den financielle mobilitet skaber det, som nogle økonomer kalder en «virtuel regering» af anonyme magthavere, der ganske enkelt ved at flytte eller true med at flytte kapital kan bestemme hvert lands sociale og økonomiske politik.
Alt dette betyder nødvendigvis: en global tendens til øget produktivitet uden at der skabes en tilsvarende øget efterspørgsel. Som William Greider udtrykker det: «Den globale økonomi producerer flere og flere varer og presser lønnen i både Nord og Syd - for at den enkelte producent kan klare sig i konkurrencen. Du kan ikke fortsætte den sport ret længe: Producere mere og beskære forbrugerens lønninger - uden sammenbrud!»
Mere og mere åbenlyst fremstår kapitalakkumulationen som ren expropriation: Dvs. som reel omfordeling og udplyndring. Der tales om social polarisering. Afstanden mellem rige og fattige vokser både mellem lande og indenfor landegrænser, skriver Human Development Report 1998 (UNDP). I 1960 havde de 20% af jordens befolkning, der levede i de rige lande, 30 gange så stor indkomst som de 20% fattigste. I 1995 var indkomsten 82 gange større. Nye beregninger viser, at verdens 225 rigeste personer i 1998 ejede mere end 1 trillion dollars, hvilket svarer til jordens 47% fattigste (2,5 mrd.) menneskers samlede årsindkomst. .
En kæde af kriser
Efterhånden som gælden vokser uden afbrydelse, sker der en strukturel forandring, og gælden undergår en «kvalitativ forringelse.» Dette forøger risikoen for pludselige bjergskred af financiel misligholdelse som optakt til større financielle kriser.
Kasinokapitalismen næres af den expropriation, der er processen iboende. I hastig rækkefølge afløser den ene krise den anden: Fra guld-dollar krisen i 1971 til oliekrisen i 1973, synkroniseret international krise i 1975, handelskriser og gældkriser i 1970erne, krisen i Mexico 1982 fulgt af amerikanske bankkriser. Efter nogle år med Reaganomics kommer første regning: Den «sorte mandag» i oktober 1987, da aktiekurserne i Wallstreet på én dag styrtdykkede dybere, end det var sket hin sorte tirsdag i 1929, trak de fleste af verdens børser med. Så i 1990 brister den financielle boble i Tokyo. Efter deregulering af finanssektoren i Sverige, der åbner for spekulative eventyr i milliardklassen, må den svenske regering i 1992 optræde som kautionist for de konkurstruede banker, hvilket samtidig knækker Nordens mest vellykkede velfærdsstat. I Danmark er der samme år pres på kronen ledsaget af flere finansskandaler og bankredninger. Ligesom andre steder reder regeringen - og Finanstilsynet - spekulanterne, så tabene kan tørres af på den almindelige befolkning. Også Norge og Finland er under pres. I 1994-95 er der igen akut gældkrise i Mexico. Hver gang er der nogle få vindere og mange tabere. Bl.a. fordi regeringerne (eller IMF) griber ind og redder de største spekulanter ved hjælp af skatteydernes penge.
Krisen i Østasien
Som det har været set i den krise, der begyndte i Østasien i 1997, er verden efterhånden fuldstændig spundet ind i et væv af indbyrdes afhængige financielle transaktioner. Overskud af kapital opmuntrer investorer til risikable investeringer baseret på ønsketænkning. Det voksende antal institutionelle investorer byder hinanden op. Når kursen stiger et sted, følger andre hurtigt efter i en opadgående spiral som bliver stadig mere uafhængig af forholdene i den reelle verden. Så skal der kun et uheldigt rygte til. Straks flytter investorerne til et nyt objekt!
Da højvækstøkonomierne - de østasiatiske «tigre» - i 1990'erne blev presset til en deregulering af finanssektoren virkede det straks som en magnet. Udsigten til Østasiens formidable vækst tilførte på få år området enorme mængder kapital. Som det også er tilfældet andre steder i verden, havde investorerne så travlt med at anbringe deres penge og byde priserne på værdipapirer op, at de ikke tænkte på, om de nye fabrikker m.m. ville kunne sælge deres produktion. I januar 1997 havde der været en skandale omkring Bangkoks handelsbank. Det drejede sig om milliarder af dollars i tvivlsomme lån. Sagen blev dysset ned. Så den 2. juli kom Thailands devaluering. Fra overdreven optimisme, slog stemningen brat om - begge holdninger opmuntret at IMF og andre ledende banker. Og var investorerne kommet hurtigt ind, så kom de endnu hurtigere ud. Først af Thailand, så af Indonesien, Malaysia og Philippinerne. Da krisen ramte Singapore fik det problemet til at brede sig til Hongkong. Nedskrivningen af Singapores dollar fik uroen til at brede sig til verdens 6. største handelsnation, Sydkorea. Hvorefter lavinen rullede ...
Den umiddelbare konsekvens af devalueringen af den thailandske baht var, at de asiatiske «tigre» angrebet af international spekulation, gik i skærpet indbyrdes kamp for at sikre hver økonomis konkurrenceevne. Den foretrukne metode var at tillade, eller ligefrem anspore til nedskrivning af hvert lands valuta. I den forbindelse er det værd at huske, at disse økonomier ikke er særlig komplementære. De fleste er afhængige af eksporten af nogenlunde samme kategori produkter. Faktisk har Asien industriel overkapacitet inden for alt fra computerchips til sko, kemikalier, biler, maskindele og elektronisk udstyr. Konsekvensen af de mange nedskrivninger er lavere eksportpriser og højere priser på import. De eksportorienterede industrier er afhængige af et betydeligt import-input, som nu koster mere. Den lavere værdi i forhold til dollars vil desuden gøre renter og afdrag på udlandsgæld dyrere. Den deraf følgende økonomiske opstramning vil føre til et lavere forbrug, færre investeringer, lavere vækst. Devalueringerne i Asien betyder, at forbrugerne bliver fattigere. De nye lån på IMF's betingelser trækker i samme retning.
Under de herskende vilkår er øget eksport eneste foreskrevne vej ud af uføret. Og hvad et eller to lande til nød kan gennemføre, bliver brydsomt, når mange samtidig tvinges i samme retning.
Lavinen ruller
Krisen i Østasien betyder, at en stor vital kilde til global efterspørgsel går tabt: Østasiens højvækstmarkeder mister en stor del af deres købekraft. De skal nu tværtimod eksportere sig ud af en gæld, der er blevet større p.gr.a. devalueringer og bankredninger. Deres eksportpriser er lavere; de er desuden højproduktive. Og de vil have råd til mindre import.
Dette skaber et pres i alle retninger. Indien devaluerer. Kinas vækst reduceres og usikkerheden i Kinas bankvæsen øges. Japans recession bider sig fast. Yen'ens nedtur vanskeliggør kinesiske salg til Japan. 60% af Australiens og 40% af New Zealands eksport er afhængig af et sygt Østasien. Østasiens ringere efterspørgsel efter råvarer skaber krise i Latinamerika, og Ruslands marked rammes af depression. Dette påvirker Østeuropa... Chile, hvis eksport for 30% vedkommende går til Østasien, oplever en nedtur. I Brasilien nødvendiggør den akutte krise et større kapitaltilskud. I betragtning af landets størrelse vil en krise her berøre store dele af et Latinamerika, der er kunde til næsten 20% af USA's eksport. Samtidig er bankerne under pres på grund af problemer med tvivlsomme lån. Næsten overset i den almindelige panik må den franske regering i november 1997 løskøbe en af verdens største banker, det konkurstruede Credit Lyonnais S.A. De 25,7 milliarder dollars det koster, betales af franske skatteydere på et tidspunkt med budgetstramninger og rekordstor arbejdsløshed. Så i 1998 kom den russiske devaluering. EU's eksport til Rusland udgør kun ca. 0,4% af BNP. Men de europæiske banker har for 48 milliarder dollars udestående i dette land, der har mistet kontrol over sin valuta. I oktober 1998 begynder tyske banker således at sælge ud af danske værdipapirer for at sikre deres likviditet. Det følges af kortvarig uro på den danske børs. Og spillet fortsætter...
Den 23. september var det kommet frem, at den amerikanske nationalbank havde mobiliseret 16 storbanker for at komme en af USA's største hedgefonde - Long-Term Capital Management (LTCM) - til undsætning. En Hedgefond er en slags investeringsbank, der administrerer en pulje af større indskud, der herefter danner grundlag for at lave en financiel karrousel: Aktiverne - LTCM's egen kapital før krisen var en 4-5 milliarder dollars - bruges som sikkerhed til at låne penge til at købe flere aktiver, som så benyttes som sikkerhed for yderligere lån osv. Ifølge Financial Times (28.9.98) oversteg LTCMs kontrakter 1 billion dollars. Dette skal sammenlignes med førnævnte 4-5 milliarder i ansvarlig kapital. De involverede inkluderede nogle af verdens største banker. Var LTCM's «pyramidespil» blevet rullet op, kunne det have rystet det internationale finanssystem i sin grundvold. Hedgefondene har siden 1980'erne været blandt de vigtigste internationale kilder til kapital - hvilket siger noget om kvaliteten af sidstnævnte. De påvirkede på afgørende måde forløbet af Østasiens krise. Med LTCM har vi kun set toppen af et isbjerg af svindel og spekulation. Der er mange andre hedgefonde.
Tilbage til realøkonomien
Kollapset af markederne i Østasien og Rusland betyder, at alle eksportører nu vil koncentrere sig om EU og USA, som de eneste tilgængelige markeder. Begge havde set hen til de asiatiske økonomier som muligt lokomotiv for vækst og beskæftigelse. De risikerer nu at blive oversvømmet af billige asiatiske varer, uden at der skabes tilsvarende større afsætningsmuligheder i form at øget asiatisk købekraft. På kun ét år er mængden - ikke værdien - af Koreas eksport vokset med 30%, Thailands med 15%; underskuddet i samhandlen mellem USA og Japan er vokset med 32%. De fem hårdest ramte lande i Sydøstasien har reduceret deres import med 100 milliarder dollars. På kun otte måneder er USA's stålimport vokset med 24% og EU-landenes med 77%.
Store dele af verden sætter nu deres lid til det nordamerikanske marked. Men USA's handelsbalanceunderskud blev i 1998 fordoblet til 225 milliarder dollars, og forventes i 1999 at stige yderligere. Indadtil er husholdningernes privatgæld allerede rekord høj. Overalt hænger ordet deflation i luften. I slutningen af 1998 anslog eksperter sandsynligheden for en recession i USA at være 75%.
Ved årsskiftet 1999 deles kortene om påny. EU indfører euro'en, mens præsident Clinton på den anden side af Atlanten annoncerer et rekordstort militærbudget. Hvorlænge vil Japan financiere de amerikanske underskud, nu hvor euro’en udgør et alternativ? Vil den amerikanske boble briste? Hvor sker det næste sammenbrud?
I centrum af problemet ligger den sociale polarisering kombineret med fremadskridende koncentration og centralisering af kapital i verdensmålestok. Det tvinger akkumulationsprocessen til at operere mere og mere uafhængigt af realøkonomien. Generelt er imperialisme, monopoldannelser, globalisering og finanskapitalen løsrivelse fra den produktive sektor kun metoder kapitalen bruger til at bryde stagnationskredsløbet. Men, som Marx påpegede, giver det i realiteten blot systemets iboende modsigelser et bredere og dybere operationsfelt.
Finanskapitalen i Marx' optik
Ifølge Marx var verdenshandlen, som bekendt, en forudsætning for kapitalismens tilblivelse, hvorefter den bliver et produkt af kapitalakkummulationens behov for uafbrudt ekspansion. Videre, ifølge Marx, er den internationale handel tilbøjelig til at styrke den iboende tendens til overproduktion. For at fremme omsætningen og modvirke tendensen til stagnation udvides kreditsystemet. Imidlertid, skriver han, virker «Kredit...overalt som løftestang for overproduktion og over-spekulation, alene fordi reproduktionsprocessen, elastisk af væsen, her drives til sin yderste grænse.» Og fordi en stor del af den sociale kapital investeres af folk, der ikke selv ejer den. «To karaktertræk er kreditsystemet iboende: På den ene side at udvikle tilskyndelsen til kapitalistisk produktion - berigelse gennem udbytningen af andres arbejde - til reneste og mest kolossale form for spekulation og svindel. Samt stadig mere at reducere antallet af de få som udnytter den sociale rigdom. På den anden side at lægge grunden til overgangen til en ny produktionsmåde.» (Kapitalen Bd.2, kapitlerne om verdenshandel og om kredit).
Supplerende literatur: | ||