Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 27.377
: :
Kønsfascisme
Left
Rocks
2024-03-29 05:31
2024-03-27 06:10

Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Kønsfascisme er en menneskeopfattelse, som af socialbiologiske grunde anser kvinden for at være et mindreværdigt menneske i forhold til manden, uanset klasse og etnisk gruppe. Kønsfascisme anvendtes ofte af kvindesagskvinderne som et skældsord. Men det er først og fremmest vigtigt som et begreb i den feministiske ideologi og omhandler kulturelle realiteter.

Begrebet indeholder mange af de almindelige elementer i en fascistisk-nazistisk menneskeopfattelse. Kvinden er mindreværdig, fordi hun ikke viser en kompromisløs vilje til magt, fordi hun ikke er den stærkeste i kampen, fordi hun ikke erobrer. Hun anses som mere barnlig end manden. Hun er laverestående, fordi hun viser følelser og tager hensyn til følelser. Hvis kvinden ikke følger normerne for det ægte kvindelige, bliver hun anklaget for at være maskulin og unormal. En kvinde kan pr. definition ikke vinde kampen for tilværelsen eller mod mandssamfundet uden samtidig også at tabe; hvis hun vinder, kan hun ikke opfattes som kvinde.

Ifølge den kønsfascistiske menneskeopfattelse er kvinden mandens første tjener og bytte. Når manden har erobret en kvinde og har ryggen fri hjemme, kan han gå ud for at erobre verden. Samlejet betragtes som en erobring, en parringsagt med den hensigt at skaffe nye samfundsmedlemmer. Dybt i kønsfascismen ligger foragten for det kønslige, for kvinden som aktiv og selvstændig seksualpartner, og for kvinden som person.

Biologiske forhold (kønsorganer, kropscyklus, gener, hormoner osv.) bruges ofte til at bevise, at kvinden aldrig kan blive mandens lige, aldrig kan nå manden på udviklingsstigen. Men hovedgrunden til kvindens mindreværd ligger - ifølge kønsfascismen - ikke kun i biologien: Det er ikke menstruationen og fødslen i sig selv, som gør at kvinden er mindreværdig. Det er de formodede psykiske konsekvenser af dette, som gør hende mindreværdig. Disse biologiske forhold antages at have en så gennemgribende virkning på hele hendes psyke, at hun mere eller mindre varigt svækkes i sine sjælelige evner.

Kønsfascister betragter kvinden som dårligere udrustet end manden på alle åndelige felter. Kvinden er manden underlegen, når det gælder logisk og abstrakt tænkning, og når det gælder evnen til at foretage moralske, religiøse og retslige vurderinger. Hun er også manden underlegen, når det gælder skabende evne og teknisk kunnen.

Op gennem historien og i mange samfund, har kvinden i kortere perioder været regnet som retslig myndig i den forstand, at hun kunne forvalte ejendom, vidne i retten, optræde som værge eller føre
en sag for retten. Ved ægteskabsindgåelse har hun ofte mistet de få retslige rettigheder hun havde.

Kønsfascismens menneskeopfattelse ser mennesket som bestående af tre dele som dels samarbejder og dels modarbejder hinanden. Mennesket er natur, drifter og roller. Rollerne er tilpasset mennesket som natur og drift. Når rollerne ikke helt opfylder opgaven, er det menneskets natur og drifter, som skal forandres. En kvinde som f.eks. ikke vil være passiv, underlegen osv. er unormal, syg og frigid. En homoseksuel person skaber stor forvirring og angst i et kønsfascistisk samfund og vil nødvendigvis blive genstand for forfølgelse.

Kønsfascisme bliver altså en livsopfattelse og en moral; et sæt af leveregler for alt menneskelig samliv og al menneskelig virksomhed. Den regulerer menneskets forhold til tilværelsen, døden og religiøse oplevelser. Ikke mindst styrer den kønnenes opførsel og følelsesliv i forhold til eget såvel som det andet køn. Den lukker af for kommunikation mellem kønnene, og forhindrer kvinderne i at kræve deres følelsers ret og deres interessers magt.

N.K.M.

Litteratur

N. K. Monsen: Det kvinnelige mennesket. Feministisk filosofi, Oslo 1975.
H. Ofstad: Vår forakt for svakhet, Oslo 1971.