Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Videnskab  .  Naturvidenskab  .  Landbrug
   .  Teknisk
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 33.788
: :
Landbrugsteknologi
Mekaniseringen af landbruget har været grundlag for den massive afvandring, så kun 4 % af Danmarks erhvervsaktive befolkning i slutningen af 1990'erne er bønder.
(Solidaritet)

Med landbrugsteknologi menes den styring og kontrol med naturlige processer, som jorddyrkeren foretager med et givet sæt af redskaber for at frembringe produkter, som anses for at være nyttige. Teknologierne i landbruget danner en helhed. Det er ikke sådan, at metoderne til jorddyrkning og redskaberne der anvendes, er en tilfældig samling. Hvert redskab, hver metode må ikke bare forstås ud fra den arbejdsoperation, den er en del af, men må forstås på baggrund af de øvrige redskaber og de øvrige metoder. Metoder og redskaber der står på samme niveau, udgør en landbrugsteknologi.

Landbrug

Landbrugsteknologier har været og er forskellige, så vel historisk som geografisk. Anvendelsen af visse redskaber og visse metoder er til dels bestemt af de naturlige forhold på stedet, som nedbør, varme, mængden af sollys og jordens beskaffenhed. I førkapitalistiske samfund afgjorde også folkemængden i området, hvilken landbrugsteknologi der blev brugt.

Svedjebruget var den første, primitive landbrugsteknologi, der blev taget i anvendelse efter jæger- og samlerstadiet. Overalt hvor man er kommet til jomfruelig skov, er svedjebruget blevet taget i brug.

Fremgangsmåden er stort set følgende: Alle træer på et jordstykke fældes og bliver liggende til tørring til året efter. For at forhindre erosion, bliver kun et lille stykke jord ryddet på denne måde. Træerne brændes og frøene lægges i asken. I tropiske områder er det almindeligt, at der såes flere forskellige afgrøder på det samme stykke. Udtørring pga. solstråling forhindres ved, at der også såes afgrøder med store blade. Et område som er svedet af på denne måde, giver afgrøder i et eller højst to år. Derefter må man rydde et nyt stykke jord for træer. Da skoven behøver 20 år for at vokse op igen, må man altså råde over arealer, som er 20 gange større end det tilsåede areal for at kunne opretholde denne landbrugsteknologi over længere tid. Ofte må man forkorte denne ventetid, således at det efter en tid er buskvækster der dominerer vegetationen. Oftest er det øgningen af befolkningsmængden der gør det nødvendig at forkorte ventetiden.

Man ser ofte hakken fremhævet som det vigtigste redskab i dette landbrug, og at ploven er en stor forbedring af hakken. Dette er en dobbelt misforståelse. Hakken er ikke det vigtigste redskab, det er øksen. Og en plov kan man selvsagt ikke anvende på den stubmark, som dannes ved svedjebruget. Hakke og plov er redskaber der hører til to forskellige landbrugsteknologier.

Svedjebruget kræver store arealer. Men der behøves ikke meget arbejde i de forskellige faser, bortset fra fældningen af træerne. Afkastningen pr. arbejdstime kan derfor være meget stor. Så længe et samfund har nok arealer, vil der ikke opstå økologiske problemer. Når jorden overlades til sig selv, genvinder den vækstkraften.

Svedjebruget er det system, der er gået forud for de fleste nuværende landbrugsteknologier. Det var det første system, som blev anvendt i Europa. Helt op til århundredeskiftet var det i brug i Finland, Rusland og til dels også i Sverige. I Norge havde systemet en vis opblomstring i 1700-tallet. Da europæerne flyttede til andre verdensdele, tog de svedjesystemet i anvendelse, selv om de kendte til mere avancerede landbrugsteknologier fra hjemlandet. I dag kan svedjebruget findes i skovrige egne af Afrika, Sydamerika og Asien.

For tiden er svedjebruget i tilbagegang. Knapheden på jord tvinger jorddyrkerne til at genanvende jorden oftere. Mange af de aktuelle problemer med landbruget i u-landene skyldes at man ikke har fundet metoder til at forhindre erosion og udtørring, når store områder afskoves og ryddes til landbrug. Det kræves et temmeligt kompliceret system for at opretholde jordens vækstkraft med menneskeskabte midler og endog dyrke afgrøder hvert år. Tidligere svedjebrugere må gå direkte fra et driftssystem, hvor jordens vækstkraft af sig selv genvindes, til et teknologisk system som kræver en høj grad af direkte styring og kontrol med de naturlige processer.

Et graverende eksempel på svedjebrug er det der drives af store multinationale selskaber i regnskovene i New Guinea, Borneo, Sumatra, Philippinerne og Brasilien. Her bliver store sammenhængende skovområder fældet og lagt ud til landbrug i et og to år. Efter den tid er jorden stort set udpint og udsat for erosion og udtørring. Dette er en form for landbrug, som kun kan fortsættes til det tidspunkt, hvor der ikke findes mere skov at rydde.

Europæiske landbrugsteknologier

Efter romertiden kan man i europæisk landbrugshistorie skelne mellem tre stadier. Først de ekstensive landbrugsformer. Med det menes, at de udnyttede jorden forholdsvis lidt. Dernæst kom vekselbruget, der var i brug mellem 1750 og sidste verdenskrig. Endelig overtog det industrielle landbrug efter krigen.

 

Middelhavsbraksystemet havde naturlige vilkår præget af ringe nedbør, høj sommervarme og let, løs jord. Man dyrkede i disse områder derfor dels planter som krævede ringe vand, som druer og oliven, og dels indrettede man produktionen af korn på en sådan måde, at man bedst muligt fik udnyttet de vandressurser der fandtes.

For det første såede man kun vinterkorn. Kornet havde da sin væksttid på den årstid, hvor det regnede mest. Desuden lod man jorden ligge brak hvert andet år. Denne braklægning skyldtes også mangel på gødning. Man byggede jordveje omkring markerne for at holde et lavt grundvandsspejl, og markerne blev gjort små og nærmest kvadratiske. Arbejdet om foråret blev foretaget med en ard, et redskab der ikke vender jorden og blotlægger den for fordampning, men som blot løsner jorden noget, smuldrer de øverste jordlag. Man kørte arden på kryds og tværs nogle gange. Arden er et let, kroget redskab, og den kan trækkes af et æsel. Markarbejdet er derfor tilpasset individuel drift.

Det almindeligste husdyr var geden. Den kunne klare sig på det magre og stive græs som fandtes i disse egne. Men den spiste også ungskuddene på træerne. Da gedebestanden oftest var meget stor i forhold til græsarealet, førte dette til, at landskabet blev afskovet, mere fattigt og mere udsat for tørke og erosion. Gedebestanden bidrog altså til at underminere livsgrundlaget for bønderne, men for den enkelte bondefamilie var det hensigtsmæssigt at holde flest mulig geder.

 

Det centraleuropæiske braksystem havde sin udbredelse i de typiske landbrugsområder nord for Alperne, fra Storbritannien til langt ind i Rusland. I disse områder var den almindeligste jordtype den tunge lerjord, og desuden var nedbøren for stor til at skabe de bedste vækstbetingelser for korn. Problemet her var derfor at få fjernet vandet fra markerne.

Dette blev foretaget ved pløjemåden. Man brugte en tung hjulplov for at få vendt jorden ordentlig. Desuden pløjede man således, at der blev dannet furer på marken. Derved kunne overfladevandet rende bort i furerne. Da der behøvedes stor trækkraft til den tunge hjulplov - det var almindeligt med et span på otte okser - blev markerne langstrakte og smalle. 5 meter brede og 100 meter lange marker var reglen.

Om foråret var arbejdsformen i disse områder kollektiv. En bondefamilie havde sjældent otte okser, og flere bønder måtte derfor indgå et samarbejde. Naboer dannede plovgrupper. Naboernes marker lå oftest op ad hinanden, således at man fik pløjet alle plovgruppens marker på samme dag. Høsten og de øvrige arbejdsoperationer var derimod individuelle.

Jorden lå brak hvert tredje år. Det første år såede man vinterkorn (hvede og rug). Året efter forårskorn (havre og byg). Gødskningen blev normalt foretaget hvert tredje år efter braklægningen.

I den periode da dette system var dominerende, var markerne som små øer i et hav af skov. Skoven gav græs og vinterfoder til husdyrene og nødder, kastanjer, vilde æbler, pærer og blommer til folk. Med den stigende folkemængde blev forholdet mellem mark og eng forrykket, og man fik problemer med at skaffe nok gødning til markerne. Dette udmagrede jorden og gav ringe afkast, hvilket førte til fødevaremangel. Sådanne situationer opstod under den sorte død, og de dannede også baggrund for epidemierne i 1600- og 1700 tallet. Afhængigheden af korn gjorde også sit til, at katastrofer også kunne opstå før en almindelig mangel gjorde sig gældende, nemlig hvis man blev udsat for et eller to misvækstår.

 

Småbrugssystemet fandtes i yderkanterne af Europas landbrug, i bjergområderne i Centraleuropa, Storbritannien og Skandinavien, samt ved kysten af Skotland og Vestnorge. Systemet er karakteriseret ved store græsningsområder til husdyr og ikke særligt meget egnet landbrugsjord. I disse områder udviklede man derfor et driftssystem baseret på et stort husdyrhold og en intensiv udnyttelse af marken. Markerne - som ofte ikke var andet end småstykker  - blev hvert år kraftigt gødet og omhyggeligt bearbejdet, hvilket gav høj afkastning ved korndyrkningen.

Grænserne for dette system blev sat af græsningsarealernes udstrækning og de muligheder man havde for at opdyrke mere landbrugsjord. Med stigende folketal blev disse grænser nået. Alle disse former har i forholdsvis ringe grad udnyttet jorden. Man høstede ikke hvert år, eller man stolede på de store arealer til græsning og foderindsamling. Skulle fødevareproduktionen hæves, måtte man kunne høste oftere fra det samme jordstykke, og helst også større med en større høst for hver gang. Dette lod sig ikke gøre med de gamle teknologier. Man manglede arealer og måtte udnytte det man havde bedre.

 

Vekselbruget eller engvekselbruget blev svaret på den umulige situationen. I dette system veksles der år for år mellem tre hovedtyper af planter: Korn, rodfrugter og eng (kløver).

Sammenlignet med det ensidige kornbrug havde vekselbruget en lang række fordele. For det første blev større dybder af jordlaget udnyttet, idet rodfrugter og kløver har længere rødder end korn. Men rodfrugter og eng har også et anderledes sammensat behov for de vigtigste næringsstoffer i jorden, således at næringsstofferne bliver bedre udnyttet. Dertil kommer, at kløveren «gødsker» marken ved at rødderne binder kvælstof fra luften.

Dyrkningen af jord fik et nyt skub fremad med vekselbruget og ændrede landskabsbilledet. Man fik store, sammenhængende jorder hvor de isolerede marker tidligere havde ligget i den naturlige eng. Arbejdsbesparende redskaber som slåmaskine, kartoffeloptager og -sætter samt høvender kom i anvendelse fra ca. 1850.

Kunstig dyrkning af enge ophævede den gamle mangel på gødning. Man fik adgang til langt større fodermængder, kunne fodre dyrene bedre og hente mere gødning til jorden.

Vekselbruget øgede den totale produktion fra et bestemt jordstykke kraftigt, og øgningen kunne fortsætte, idet man var kommet ind i en god cirkel ved brug af kløver og større gødningsmængder. Samtidig gav det en større variation i føden, eftersom man dyrkede kartofler og havde et større husdyrhold. Grundlaget for en hurtig befolkningstilvækst var lagt.

Men vekselbruget krævede store udgifter. Først og fremmest behøvede man en stærk plov for at bryde engen og en stærkere harve. Der måtte større trækkraft til, og en kraftig hesterace overtog oksernes plads. Der var også store udgifter forbundet med planeringen og samlingen af jordene. I 1830'erne blev grøftningsteknikken forbedret, og fra da af havde bønderne udgifter til anlæg af grøfter. Til det nye landbrug krævedes i regelen også nye driftsbygninger. Man behøvede bl.a. en rummelig, godt overbygget gødningssilo med fast gulv. Og endelig måtte der købes nye husdyrracer.

Alle disse landbrugsteknologier har det tilfælles, at de er baseret på styring og kontrol af naturens egne processer, ved hjælp af midler som tilhører naturen selv. Man har så at sige brugt naturen mod den selv.

 

Det industrielle landbrug er det landbrug vi kender i Europa i dag. Her bliver styringen og kontrollen af de naturlige processer foretaget ved hjælp af uorganiske midler. Landbrugsteknologien er ikke længere en kredsløbsproces, hvor produkterne til slut vender tilbage som udgangspunkt for fornyet produktion.

Det industrielle landbrug hviler på tre hovedpiller: Brugen af kunstgødning, sprøjtemidler og motoriserede redskaber. Det var særligt efter krigen, at denne form for landbrug vandt indpas, selv om elementerne i denne landbrugsteknologi allerede var kendt tidligere. Den er baseret på monokultur - dvs. at en gård specialiserer sig i produktionen en enkelt plante eller én slags husdyr.

Det moderne landbrug minder om en industriel virksomhed: Man indkøber råstoffer - kunstgødning, sprøjtemidler, husdyr, såkorn eller unge planter - lader råstofferne gennemgå en produktionsproces, hvor man tilsætter energi - traktorer og sollys - og det færdige produkt sendes ud til eventuel videre forarbejdning. Og som industrielle virksomheder i øvrigt må også en landbrugsbedrift specialisere sig for at kunne producere med mindst mulige udgifter.

Men helt industrielt kan landbruget aldrig blive. Det er pænt nødt til at følge årstidens rytmer: Så om foråret og høste om efteråret. Indenfor industrien er årstiderne ikke længere af praktisk betydning for produktionens gang. Her kan flere processer foregå samtidig. I landbruget må den ene proces - f.eks. såning - være afsluttet før man kan begynde på den næste. Indenfor landbruget kan man derfor ikke specialisere sig omkring velafgrænsede arbejdsopgaver på samme måde som i industrien. En kan ikke specialisere sig i pløjning mens den anden udelukkende tager sig af halmtransport. En bonde må spænde over alle arbejdsopgaver. Specialiseringen indenfor landbruget foregår derfor mellem gårdene og ikke indenfor den enkelte gård.

Jordbrugsteknologier udenfor Europa

Man kan skelne mellem følgende landbrugsteknologier udenfor Europa: Svedjebrug, nomade-baserede husdyrbrug, plantagesystemet, ranching, ekstensivt kornlandbrug og vådrissystemet. En del af disse systemer anvendes i den tredje verden, andre i udviklede lande, flere af systemerne krydser opdelingen i udviklede lande og u-lande. Nogle af systemerne er ensidigt orienterede mod at tilfredsstille markederne i den industrialiserede verden. Andre er orienteret mod selvforsyning for de bønder som benytter dem. I det følgende skal vi først behandle de systemer, der er en følge af den europæiske ekspansion: Ranching, ekstensivt kornlandbrug og plantagesystemet. Fælles for disse systemer er, at de er vigende. Det er i stigende grad vekselbrugsmetoder og industrielt landbrug som fortrænger dem.

 

Ranching er «et barn af den industrielle revolution». Det opstod som et vigtigt landbrugssystem pga. de industrialiserede landes behov for kød. Ranchsystemet finder man i dag i USA, Mexico, Canada, Venezuela, Brasilien, Uruguay, Argentina, Australien og New Zealand. Der holdes først og fremmest kvæg, men også en del får. Dyrene græsser indenfor store områder, foderstoffer dyrkes ikke, og græsgangene får ringe eller slet ingen pasning. Ranching er altså et ekstensivt landbrugssystem. Derfor er den almindelige ranch meget stor. Arbejdsindsatsen pr. mål og pr. dyr er ringe. Anvendelsen af producerede produktionsmidler - kunstgødning osv. - er også ringe.

Ranching er efterhånden blevet trængt tilbage til tørre områder, der ikke egner sig til almindeligt landbrug. Den voksende befolkning og stigende indtægt har hævet prisen på landbrugsjord. Dermed har man måttet producere mere på ranchen. Et typisk træk har derfor været, at ranchere er blevet stykket op og udlagt til vekselbrugssystemer. I tørre regioner hvor ranchsystemet er opretholdt, er ranchingen blevet mere intensiv - bl.a. ved at forbedre græsgangene med såning af kløver.

 

Ekstensivt kornlandbrug finder man i dag i USA, Canada, Argentina, Ukraine og Rusland. Dette landbrugssystem er som ranching arealkrævende, det giver ringe afkastning pr. arealenhed, men afkastningen pr. arbejder er høj, arbejdsindsatsen og indsatsen af producerede produktionsmidler er samtidig ringe, og gårdene er gennemgående store. Kornlandbruget er normalt stærkt mekaniseret. Produktionen pr. tøndeland ligger på mellem 130 og 170 kg, mens den i det europæiske blandingslandbrug er på mellem 300 og 400 kg.

Kornlandbruget er en form for monokultur. Eftersom jorden modtager ringe gødning - så vel kunstig som naturlig - må den lægges brak med visse mellemrum. Erosion er derfor et fænomen, der er fulgt i hælene på denne form for landbrug.

Siden 1930 har det ekstensive landbrug været aftagende. Det har været nødvendig at indføre andre planter og kvægbrug. Dels for at øge produktionen pr. tøndeland, dels for at sprede risikoen på flere felter og endelig for at hindre erosion. Det er blandingslandbruget der også her vinder indpas.

 

Plantagesystemet er også en ekstensiv form for landbrug. Det kan diskuteres, hvorvidt vi overhovedet kan kalde det landbrug. Det er nemlig overvejende afgrøder fra træer og buske, man finder i plantagesystemet: Gummi, kokosnødder, oliepalmer, sisal, kakao, te og kaffe.

Plantagerne kan være af to forskellige typer: 1. Den traditionelle plantage, som dyrker et stort areal, anvender lejet arbejdskraft, gerne landarbejdere eller slaver. Denne plantageform har finansielle ressourcer til at vente på at produktionen kan begynde, og det er muligt at opnå en aldersmæssig spredning af træerne. 2. Familiebrug. Denne form er særlig slået an i Afrika og Asien. Familiebruget har ikke de samme høje faste udgifter som den traditionelle plantage, og da man dyrker sin egen mad, har familien oftest råd til at vente på indtægterne fra plantagevæksten.

På plantagerne dyrkes oftest kun en afgrøde. Som ved alle monokulturer fører dette til, at jordlaget udpines. I Amerika er dette blevet løst på to måder. Enten har plantagen drevet en slags vekselbrug, eller man har ganske enkelt forladt området, når det ikke længere gav tilfredsstillende afkast og taget et nyt i brug. Dette system har været, og er fortsat det almindeligste i Brasilien. Sådanne systemer kræver selvsagt, at man har let adgang til store jordressourcer.

 

Vådrissystemet er et landbrugsteknologisk intensivt system udviklet til tropiske og subtropiske forhold. Som navnet antyder, er det monokultur. Afkastningen pr. areal er høj, og tillader derfor en høj befolkningstæthed.

Det er i Indien og Det fjerne Østen at vådrissystemet er mest udbredt. Store sammenhængende områder der anvender vådrissystemet finder man specielt langs de store floders deltaer, og desuden langs disse floders dalbund. Vådrissystemet findes også på terrasser langs bjergsiderne. Dette system er særligt udviklet på Java og på Philippinerne. Systemet er i øvrigt udbredt fra Java i syd til Japan og Korea i nord.

Under dette system skal planten stå 10-15 cm under vand i trefjerdedele af den totale vækstperiode. Fra det mudrede vand modtager risplanterne næringsstoffer. Vandet beskytter også planten mod stærk vind, høje temperaturer og direkte kontakt med tunge tropiske regndråber. Vandet kommer fra floder, bliver fordelt i utallige kanaler som tilsammen danner et overrislingsanlæg, og fordeles derpå til de enkelte marker. Der er derfor afgørende for dette system, at man har kanaler som fungerer, og at markerne er flade, således at planterne får lige vækstvilkår. Omkring marken opbygges der en jordvold, som skal holde vandet på plads.

Bondefamilierne må oparbejde og vedligeholde kanalerne. Det er et arbejde, der kræver fælles indsats fra mange bønder over et stort område. Dette udgør grundlaget for det, Marx kaldte «den asiatiske produktionsmåde». Forberedelsen af såningen foregår på den måde, at jorden blødgøres ved at slippe vand ind på marken, der derefter pløjes. De fleste steder anvendes okser til pløjning, men i Japan bruges tohjulstraktorer mere og mere.

Arbejdet består i øvrigt i at dyrke ungplanter på en speciel del af marken, der får god pasning og megen gødning. Ungplanterne omplantes derefter  til den øvrige mark. Normalt er det kvindernes job. I vækstperioden skal planterne holdes fri for ugræs. Gødskning foretages ikke overalt. I Japan, Taiwan og Korea bruges megen kunstgødning. Andre steder gødes der mest med organiske midler, som kanalslam, kompost, rishalm og menneskemøg. Men i mange egne får risplanterne ikke mere gødning, end det vandet fører med sig samt tilfældig afføring fra pløjedyrene. Høsten sker med kniv eller sejl.

Husdyrhold og plantekultur er i vådrissystemet altså ikke smeltet sammen til en helhed. Dyrene kan godt undværes. De er ikke nødvendige som gødningskilde. For en bondefamilie er dyrene tvært imod en udgiftspost, fordi de lægger beslag på arealer, der kunne være benyttet til risdyrkning. I øvrigt er det almindeligt med opdræt af fisk på rismarkerne, og mange bondefamilier holder også en gris, der kan leve af affaldet.

Betragter man alle landbrugsteknologier under et, er problemerne ved at opretholde jordens vækstkraft det grundlæggende problem for alle teknologier. Før eller senere støder man altid ind i problemet med, hvordan man skal hindre erosion eller udpining af jorden. Det er dette, der er det reelle problem for den tredje verdens landbrug - ikke hvordan man skal drive landbruget mest arbejdsrationelt.

På lang sigt kan jordens frugtbarhed kun bevares med organiske midler. Anvendelse af kunstgødning og «sprøjtemidler» er blot kortsigtede løsninger, og de kan gøre de langsigtede løsninger vanskeligere.

Det asiatiske vådrissystem kan stå som eksempel for, hvordan et meget produktivt landbrug kan drives efter organiske principper. Her har man kunnet kontrollere et vanskeligt naturligt miljø på en måde, som ikke forringer det naturlige grundlag for landbruget.

Ø.S.


Litteratur

D. B. Grigg: Agricultural systems of the world, London 1974.
M. Sahlins: Stone age economics, London 1974.
E. Wolf. Bönder, Stockholm 1971.
E. Boserup: The conditions of agricultural growth, London 1965.