Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Asien  .  Mellemøsten  .  Tyrkiet
Organisation  .  Bevægelser  .  Parti
    .  Befrielsesbevægelser
Ideologi  .  Socialistisk
    .  Revolutionær  .  Stalinisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 162.502
: :
PKK (Kurdistans Arbejderparti)

Kurdistans Arbejder Parti (Partiya Karkaren Kurdistan), (1978-), nord-kurdisk venstrefløjsparti, bedst kendt under sit kurdiske akronym PKK. Partiet blev stiftet i 1978 af omkring 50 mennesker, og voksede siden markant i styrke igennem sin væbnede kamp rettet mod den tyrkiske undertrykkelse af kurderne. Med et program baseret på socialisme, pro-feminisme, anti-feudalisme og anti-tribalisme udviklede PKK's oprør sig i løbet af 1980'erne og 1990'erne til at blive det største nogensinde i Kurdistan - både set i forhold til varigheden og til Tyrkiets anstrengelser på at holde oprøret nede. Centrale elementer i PKK's historie har været den dominerende lederskikkelse Abdullah Öcalan, en markant fremgang, et meget højt ambitionsniveau, samt en tendens til at ville tilpasse sig de politiske realiteter for at opnå resultater (med skiftende held).

I medierne ser man ofte PKK omtalt meget unuanceret, ofte præget af myter. Dette gælder ikke kun de borgerlige medier, men er i det hele taget en følge af, at der findes meget lidt materiale om PKK's historie.

Siden 1990 har den tyrkiske stat nedbrændt over 3500 byer og landsbyer i Nordkurdistan

Det kurdiske problem i Tyrkiet

Halvdelen af kurderne bor i Tyrkiet. Tyrkiet er samtidig landet, hvor kurderne udsættes for den værste undertrykkelse. Kort efter republikken Tyrkiets grundlæggelse i 1923 udstedte den nye diktator, den tyrkiske general og nationalhelt Kemal Pasha (Atatürk) et forbud mod kurdiske skoler, aviser og foreninger. Samtidig indførte Atatürk nogle vidtgående love rettet mod religiøs praksis. De religiøse kurdere gik i oprør, men det blev slået ned militært. Nye oprør startede, og der var næsten permanent oprør eller undtagelsestilstand i de kurdiske regioner helt op til anden verdenskrig.

I et forsøg på at vinde kampen over kurderne indførte Tyrkiet en tvangsassimilering gennem skolevæsenet. Kurdisk sprog blev forbudt, kurdiske navne på steder og byer blev udskiftet med tyrkiske, sågar kurdiske personnavne blev forbudte. De nye generationer skulle vokse op som tyrkere og med tiden glemme deres kurdiske rødder.

Efter anden verdenskrig så det længe ud til, at assimilationen var ved at lykkes. Der blev relativt ro i de kurdiske områder, og mange kurdiske stammeledere arbejdede nu sammen med de tyrkiske myndigheder. Ved at give stammelederne særlige privilegier fik Tyrkiet kontrol. I denne periode fik en del kurdere uddannelse, flyttede til de rigere vestlige dele af Tyrkiet og havde succesrige karrierer - som tyrkere. Nogle blev endda til ministre, generaler og fremtrædende forretningsfolk.

I forhold til det øvrige Tyrkiet forblev de kurdiske provinser dog klart fattigere og underudviklede. Andelen af analfabeter var stor, og de kurdiske stammeledere regerede med statens velsignelse som feudale herskere. Intellektuelle kurdere, der fortsat prøvede at bevare erindringen om modstanden mod Tyrkiet, blev let sat ud af spillet af de tyrkiske myndigheder, sat i fængsel eller sendt i eksil. (Se også: Kurdistan).

Tidlige 1970'ere: Før dannelsen af PKK

Kurdiske nationalister søgte i slutningen af 1960'erne og 1970'erne at knytte forbindelser til den tyrkiske venstrefløj, der voksede frem i ungdomsmiljøer på universiteterne - det vi i Danmark parallelt kender som «1968'erne». Samtidig blev der i det nordlige Irak udkæmpet en guerrillakrig mellem irakiske regeringsstyrker og den irakiske kurdiske organisation KDP. Den kurdiske sag blev på den måde et kendt tema i de radikale venstreorienterede kredse. Men generelt var der kun ringe interesse for kurdernes sag - de tyrkiske studerende mente, at problemerne ville blive løst «af sig selv», når den samlede tyrkiske revolution var gennemført. Mange kurdere brød derfor og stiftede deres egne kurdiske venstreorienterede partier.

I hovedstaden Ankara samlede den politologistuderende Abdullah Öcalan i 1973 en privat studiekreds af folk, der var brudt ud af en større tyrkisk studenterorganisation. Gruppen mødtes jævnligt for at diskutere den kurdiske sag og marxisme, og efterhånden konkluderede man, at statens vold kun kunne standses ved at kurderne organiserede sig selv og førte «væbnet propaganda» (propagandaaktioner rettet mod civilbefolkningen efter indtagelsen af boligområde eller landsby). Et kampkoncept som man tog med sig fra den tyrkiske venstrefløj. Folk fra denne kreds fik efterhånden forbindelse til ligesindede venstreorienterede kurdere fra det øvrige Tyrkiet.

1978 Dannelsen af PKK

I 1978 mødtes omkring 50 mennesker i al hemmelighed for at stifte det nye parti. Det nye parti skulle kæmpe for at få rejst en folkelig revolution, der i sidste ende skulle føre til en kurdisk stat på tværs af Tyrkiet, Syrien, Iran og Iraq - helst en socialistisk kurdisk stat. Man tog navnet PKK, delte Kurdistan op i aktionsområder, og vedtog en liste over forskellige forhindringer for revolutionen: Øverst på listen stod «fascister», (berygtede ekstremt højre-nationalistiske tyrkiske militsgrupper, også kendt som «de grå ulve»). Dernæst erklærede PKK sig fjender af «social-chauvinisterne» (de konkurrerende tyrkiske venstreorienterede partier, der negligerede den kurdiske sag), «agenter og statsstøttede netværk» (i de kurdiske regioner) og endelig «feudale godsejere og forrædere» (de traditionelle kurdiske stammeledere, der havde nydt godt af to årtiers samarbejde med det tyrkiske establishment). Abdullah Öcalan blev valgt som formand for et lille politbureau på syv personer.

Ved siden af en lang række lignende venstreorienterede partier og grupper, fandtes nu også PKK. De andre var bl.a. maoistiske eller trotskistiske organisationer, eller havde en leder med en berygtet fortid. Ligesom PKK erklærede sig fjender med de andre, blev PKK også hurtigt beskyldt for at være «falske socialister», som skulle bekæmpes på vejen til den sande revolution. Det venstreorienterede miljø var generelt fyldt med mistro og rygter på kryds og tværs i. Det førte til interne slagsmål, knivstikkerier og skyderier, og undertiden angav man hinanden til staten. Det var «naturligt» at være på vagt overfor hinanden i 1970'ernes radikale tyrkiske venstrefløjsmiljøer.

1978-84 PKK Flytter til Syrien

PKK fejrede stiftelsen med et attentat på et medlem af det tyrkiske parlament, den kendte kurdiske godsejer og stammeleder Bucak. Attentatet mislykkedes, og PKK fik en magtfuld, hævngerrig klan på nakken. Dette fik andre stammer - gamle fjender af Bucakklanen - til at blande sig på PKK's side, og PKK mistede hurtigt kontrollen over hvad der foregik.

Samtidig kom det hurtigt til væbnede opgør med konkurrerende partier. Flere skribenter der søger at forklare hvorfor PKK på få år fik elimineret stort set alle konkurrenter gætter på, at PKK udviste ekceptionel brutalitet i opgørene med de andre. De hårdhændede metoder var uomtvistelig én del af forklaringen, men det spiller også ind, at PKK i modsætning til sine politiske konkurrenter overlevede militærkuppet i 1980, og fra 1984 vendte tilbage for at gennemføre væbnet kamp. Der er fra perioden vidnesbyrd om særdeles blodige sammenstød mellem PKK og deres konkurrenter. Men PKK's aktioner og hævnaktioner blev udført hemmeligt og på lokalt initiativ. Der blev ikke rapporteret tilbage centralt, fordi ingen skulle vide for meget om de andre, hvis nogen eventuelt skulle blive taget på fersk gerning. PKK har selv internt rost sin ledelse for sin «beslutsomhed», der førte til fremgang. Men reelt havde PKK ikke selv noget overblik over, hvad der foregik.

En bedre forklaring på PKK's succes var en intelligent beslutning på et heldigt tidspunkt. Uroen i Tyrkiet tog til i slutningen af 1970'erne. I 1980 havde de tyrkiske generaler fået nok, særligt efter at forenede religiøse og venstreorienterede kræfter i nabolandet Iran året før havde væltet Shahens militærdiktatur. De tyrkiske generaler begik statskup i 1980 og rensede brutalt ud. I løbet af kort tid var hele venstrefløjen opløst; myrdet, fængslet eller sendt i eksil.

PKK var et af de få partier, der overlevede kuppet. I 1979 var Öcalan rejst til Syrien, og her havde han fået kontakt til palæstinensere, der kæmpede guerrillakrig mod Israel. I de næste par måneder fulgte flere ledende PKK medlemmer efter, og PKK fik lov til at træne 50 guerrillaer i palæstinensernes lejre. Disse blev sendt ind i Tyrkiet efter statskuppet, men enheden blev udslettet af tyrkiske tropper. Herefter holdt PKK lav profil og forberedte sig i Libanon på guerrillakrig.

1980-84 PKK i skjul

Kontakten til palæstinenserne gav kontakter til den syriske stats topledelse, og PKK fik sin egen base at træne rekrutter i. PKK lavede derpå en alliance med KDP - en meget større og langt mere erfaren kurdisk guerrillabevægelse i Nordirak. KDP gav PKK lov til at operere fra det nordlige Irak. Nye rekrutter kom til, bl.a. overlevende fra de mange smadrede grupper i Tyrkiet. I eksil lagde PKK en langtidsplan for revolutionen i tre faser: 1. Strategisk defensiv indtil 1990, hvor man forventede undertallighed og manglende støtte fra befolkningen, 2. Strategisk balance mellem 1990 og 1995, hvor man kunne forvente en blanding af sejre og nederlag, og 3. Strategisk offensiv, den endelige fase indtil år 2000, hvorefter man sammen med det kurdiske folk kunne føre revolutionen til sejr.

PKK partisaner øver sig i Mikado

1984 PKK genoptager den revolutionære kamp

I 1984 gik PKK til angreb. Forklædt som hestesmuglere (et normalt syn i grænseregionerne i Kurdistan) sneg nogle mand sig ind over grænsen til Tyrkiet og fyrede skudsalver af mod nogle militære barakker og stak af. Selvom PKK fejrede «sejren», fik angrebet blandede konsekvenser. PKK havde svært ved at følge det første angreb op, og der opstod et rygte om kujonerne, der stak af - et meget upraktisk ry i de kurdiske provinser, hvor traditionelle æresbegreber har stor værdi. Men man kunne internt glæde sig over det psykologisk vigtige første skud og søge at forbedre sig. Der blev nu brugt langt større energi på at finde støttepunkter, gemmesteder i bjergene og lignende, så man kunne gennemføre en ordentlig væbnet kampagne.

PKK blev dygtigere. Man samlede i 1985 og 1986 nye enheder, der taktisk kunne samles og splittes efter Vietcong-forbillede. Tre mand i mindste enhed, tre af disse grupper samlet i større enhedstyper, igen tre af disse til de største enheder. Efter angreb stak man af og splittedes løbende op, så modstanderen ikke kunne fange guerrillaerne. Kurderne begyndte efterhånden at kende PKK som «guerrillaen» fremfor «studenterne». Men selvom man var blevet bedre, døde mange folk i kamp, og der kom ikke tilstrækkeligt med nye rekrutter til at udfylde tabene. «Kurdistans Nationale Befrielses Front» ERNK blev oprettet i 1985 for at lave propaganda for PKK, mens «Kurdistans Nationale Befrielses Hær» ARGK fastholdt guerrillakrigen. Opdelingen var ikke så klar i starten - ERNK's propaganda var «væbnet propaganda», hvilket førte til stort set de samme som aktioner som ARGK's. Efterhånden udviklede PKK dog en klarere opdeling mellem ERNK som en politiske gren, mens ARGK stod som den militære gren.

1986 Tyrkiske modtræk

I 1986 reagerede Tyrkiet ved at oprette «midlertidige» vagtværn i de kurdiske landsbyer. Udvalgte kurdere fik betaling fra staten for at holde øje med deres lokalområder. Således foretrak centralmagten at betale kurderne til at bekæmpe hinanden fremfor at blande sig direkte. Men den tyrkiske strategi gav fatale bagslag. Vagtværnene blev organiseret af kurdiske stammeledere, som kradsede pengene ind selv. De enkelte vagtværn kunne sjældent komme hinanden til undsætning - de var for spredte - og desuden havde flere stammeledere benyttet lejligheden til at hævne gamle episoder mod nabostammer. PKK angreb herefter primært vagtværnene.

Den tyrkiske stat havde større held med at luftbombardere KDP-baser i Irak. Presset af Tyrkiet begyndte KDP at kritisere PKK for at angribe civile (vagtværnene) og truede med at opsige alliancen. Da KDP kontrollerede det nordlige Irak, var alliancen essentiel. En fløj i PKK begyndte at kritisere de hårde fremgangsmåder, også fordi der slet ikke kom nye rekrutter nok, hvilket var et tydeligt tegn på manglende opbakning i den kurdiske civilbefolkning. Uenighederne førte til et opgør på PKK's tredie kongres i 1986. Öcalans holdning var, at PKK tværtimod skulle optrappe kampen mod vagtværnene, og at kritikere skulle underlægge sig kollektivet. På kongressen sejrede Öcalans linie, og flere kritikere blev ifølge senere PKK-dissidenter henrettet, typisk beskyldt for at være tyrkiske agenter. Alliancen med KDP gik efterfølgende i stykker.

Alligevel kom Öcalans linie til at give resultater. Tyrkiet sendte hundredetusinder af soldater til de kurdiske områder, men disse kunne normalt ikke få ram på PKK, der som regel befandt sig i sikkerhed udenfor Tyrkiet. De tyrkiske soldater begyndte at udvikle særdeles grusomme kontraguerrillastyrker, samtidig med at selvbestaltede nationalistiske militser fik carte blanche af militæret til at udøve selvtægt. Hundredevis af landsbyer blev brændt ned, og tortur blev systematisk anvendt mod kurdere, mistænkt for at støtte PKK. Denne mistanke faldt på hele landsbyer, der ikke åbenlyst støttede staten og f.eks. stillede vagtværn.

I slutningen af firserne vandt PKK masser af sympatisører og rekrutter, fordi PKK var de eneste, der hævnede den tyrkiske statsmagts brutale metoder. I 1989 var antallet af guerrillaer nået helt op på 10.000 mand. Samtidig gennemførte PKK strukturelle forbedringer. ERNK tog initiativ til at danne netværk blandt de 650.000 kurdiske gæstearbejdere i Europa, hvilket gav en stabil strøm af nye rekrutter til politisk skoling og guerrillatræning i ARGKs lejre samt omfattende økonomiske støtte.

1990 Turgut Özal og tøbruddet i Tyrkiet

Berlinmuren faldt i 1989, og den internationale stemning af politisk tøbrud nåede også til Tyrkiet. I Tyrkiet startede en forsigtig debat om den ensidige satsning på en militær løsning. Den uerklærede krig havde kostet Tyrkiet dyrt, skadet landets internationale prestige og så ikke ud til at føre til sejr. I den situation begyndte Öcalan at give interviews til tyrkisk presse.

Öcalan viste nye sider af sig selv. Han ville gerne forhandle og stoppe krigen, og han ville ikke kræve «urealistiske krav» forud for forhandlingerne. Forventningerne til en politisk løsning steg, da Öcalan droppede kravet om en uafhængig kurdisk stat. De steg yderligere, da den tyrkiske præsident Turgut Özal i tyrkiske medier omtalte Öcalan som «hr. Öcalan», og offentligt indrømmede, at Özal selv havde kurdiske familierødder. Flere toppolitikere fulgte efter og erklærede, at også de anerkendte eksistensen af den kurdiske identitet, omend de samtidig pointerede, at man «ikke kan forhandle med terrorister.» I et par år udvekslede Öcalan og Özal politiske signaler gennem journalister.

Imens udviklede krigen sig med stadig større intensitet. De tyrkiske generaler drømte fortsat om at besejre PKK militært, og den tyrkiske hær begyndte at gennemføre raids ind over grænsen til Irak på jagt efter guerrillaer. Sympatien for PKK og hadet til den militære overvågning af de kurdiske provinser førte til flere blodige uroligheder og opstande i større kurdiske byer, hvor børn kastede med sten mod soldater. Med tiden fik PKK den folkelige opbakning, man fra start havde erklæret sig i besiddelse af. Endvidere blev et kurdisk parti valgt ind i det tyrkiske parlament.

I marts 1993 forsøgte Öcalan at genoplive den positive stemning fra starten af halvfemserne med en overraskende erklæring om ubetinget, ensidig våbenhvile. Öcalan henviste til det lille kurdiske parti DEP som forhandlingspartnere for tyrkerne (fordi alle tyrkiske politikere havde erklæret sig uvillige til at tale direkte med PKK). Men pludselig døde præsident Turgut Özal i april 1993. Tyrkiet havde udsat en planlagt offensiv, men ikke standset den lokale forfølgelse af PKK. I maj 1993 afbrød PKK våbenhvilen med et blodigt angreb på 33 tyrkiske soldater på orlov. Efter lidt tøven indrømmede Öcalan, at det var PKK's værk og sagde, at det skyldes «statens overtrædelser af våbenhvilen». Senere erklærede Öcalan, at det var en PKK-kommandør, der i protest mod Öcalans opgivelse af basiskravet om en uafhængig stat bevidst havde saboteret våbenhvilen.

1993 Nye krigshandlinger og ny styrke

En ny fase af krigen startede og blev så brutal som aldrig før. Det kurdiske parti blev illegaliseret ved en politisk retssag, som anklagede lederne for «støtte til terrorisme». Et nyt blev dannet, men det blev også elimineret på samme måde kort tid senere, efter at have været udsat for bombesprængninger, fængslinger af tilfældige medlemmer på alle niveauer og alskens chikane. Ved at lukke det eneste legale udtryk for den kurdiske sag, blev PKK blot mere populær end nogensinde før.

PKK's popularitet blev efterhånden stærk nok til at mobilisere store masser af kurdiske gæstearbejdere i Europa, der strømmede til de kurdiske foreninger, organiseret eller infiltreret af ERNK. Også moderate kurdere støttede i stort tal op bag PKK, fordi Tyrkiet efterlod PKK som eneste repræsentant for den kurdiske sag i Tyrkiet. Den kurdiske befolkning var dog fortsat splittet - mange kurdere var i efterkrigstidens rolige perioder blevet assimileret ind i det tyrkiske samfund, og denne gruppe led under den voksende generelle tyrkiske mistro mod kurdere som potentielle terrorister. En anden gruppe af kurdiske muslimer forblev mistænksomme overfor de socialistisk ugudelige og pro-feministiske PKK'ere, der stod for det stik modsatte af Islam. Herudover var der en historisk splittelse af de største grupper af kurdere i Tyrkiet fra kurderne i Iran og Irak. Men med en efterhånden permanent tyrkisk militær tilstedeværelse i det nordlige Irak begyndte PKK også at vinde frem i popularitet her. PKK blev således den første kurdiske organisation nogensinde, der udviklede potentiale for massesympatier blandt kurderne på tværs af de landegrænser, der deler kurderne.

Konsekvensen af de genoptagne krigshandlinger var i 1993 og 1994, at de tyrkiske tropper blev trængt i defensiven som aldrig før. Med et populært udtryk regerede Tyrkiet om dagen, mens PKK regerede om natten. ERNK åbnede kontorer i større byer overalt i Europa, hvorfra man provokerende udstedte visa til at besøge befriede kurdiske områder.

Öcalan prøvede igen i 1995 med en ny våbenhvile uden tyrkisk reaktion. I det tyrkiske establishment affærdigede man våbenhvilerne som et tegn på PKK's svaghed, hvilket måtte betyde, at man var tæt på sejr. Tyrkiet trappede desperat krigen op til et niveau, hvor man i bekæmpelsen af PKK's guerillaer, der næppe på noget tidspunkt talte meget mere end 30.000, indsatte over en halv million soldater permanent beskæftiget alene med bekæmpelsen af PKK.

1993- Kampen om Europa

Det var klart, at PKK aldrig ville blive i stand til at sejre militært. Efter mere end ti års krigshærgen var de kurdiske provinser forvandlet til en ødemark. Den tyrkiske kontra-guerrilla havde efterhånden udslettet adskillige tusind landsbyer, og millioner af kurdere var på flugt. Med sine tre millioner kurdere var Istanbul nu blevet byen med flest kurdere. De nye flygtninge levede under elendige forhold i barakbyer. Selvom PKK fastholdt sympatien og guerrillakrigen mod Tyrkiet, blev PKK sendt tilbage i defensiven på slagmarken, bl.a. fordi Tyrkiet efterhånden havde pulveriseret alt, hvad der lignede støttepunkter. I disse år åbnede PKK kampen om Europa.

Krigen mod PKK gældsatte den plagede tyrkiske økonomi, og Tyrkiet var afhængig af lån fra internationale allierede. Som medlem af NATO kunne Tyrkiet forvente støtte fra USA, der gennem Tyrkiet fastholdt sin indflydelse i Mellemøsten og i de ustabile regioner syd for Rusland. Men Tyrkiet ville også gerne ind i det lukrative EU, der var kritiske overfor menneskerettighederne i Tyrkiet.

Kampen om Europa blev mest intens i Tyskland, hvor 500.000 ud af ialt 650.000 kurdiske immigranter bor. I Tyskland kunne PKK organisere de største massedemonstrationer med deltagelse af op til 200.000 mennesker, og i England oprettede man en kurdisk TV-kanal, der sendte pr. satellit til hele Europa og til de kurdiske områder (herefter blev parabolmodtagere forbudte i områder med undtagelsestilstand i Tyrkiet). Udbredelsen af internettet blev desuden en ny arena for både politisk aktive kurdere og tyrkere. PKK blev den første kurdiske organisation på internettet.

I Tyskland gik det dog hurtigt galt for PKK. Flere demonstrationer endte i voldsomme slagsmål med politiet, selvafbrændinger og motorvejsbesættelser, og i flere tilfælde havde kurdiske demonstranter angrebet og sat ild til tyrkiske restauranter. De voldsomme aktioner havde bl.a. baggrund i det tætte tyske militære samarbejde med Tyrkiet og en betydelig bistand til landet. Bl.a. blev en stor del af det tidligere Østtysklands kampvogne sendt til Tyrkiet.

PKK bad folk om ikke at rejse på ferie til Tyrkiet uden større effekt. Men da PKK begyndte at bortføre nogle få turister i nogle uger, forsvandt halvdelen af turisterne. Tyrkiet havde længe hævdet, at PKK smuglede narko, og nu skruede man helt op for propagandaen. Tyrkiet begyndte at sprede information om, at PKK smuglede narko, mennesker, organiserede kriminalitet over hele Europa, og at guerrillaerne begik massevoldtægter og myrdede spædbørn i Tyrkiet. Sågar hævdede tyrkiske nationalister, at den kurdiske sag kun var blevet opfundet af PKK's ledelse for at voldtage den tyrkiske ungdom i bjergene, mens man skovlede penge ind på narkohandel og pengeafpresning. Tyskland forbød PKK.

Tyrkiske soldater holder stolt de afhuggede hoveder af henrettede PKK partisaner. PKK's omfattende offentliggørelse af billederne kostede i midten af 90'erne Tyrkiets optagelse i EU. Tyrkiet hævder selv, at billederne er fabrikeret af PKK.

Men Tyrkiet gik over stregen i propagandakrigen mod PKK. For at få mere vægt bag beskyldningerne klædte tyrkiske militærfolk sig ud som guerrillaer og begik regulære massakrer - kun for at svine PKK til offentligt. Internationale menneskerettighedsorganisationer opdagede og afslørede dog svindelen. Samtidig rullede en større skandale («Susurlukskandalen») i Tyrkiet, som afslørede forbindelser mellem den tyrkiske elite og berygtede narkotikabagmænd. Det blev kun værre af, at undersøgelserne blev hemmeligstemplede. Tyrkiet begyndte at tabe terræn diplomatisk. ERNK rykkede bevidst fra den ene hovedstad til den anden, når man afholdt større konferencer. Grækenland var traditionelt anti-tyrkisk indstillet, Italien tillod hurtigt ERNK at åbne et kontor og Frankrig åbnede et kurdisk institut i Paris. Forud for en vigtig afstemning om Tyrkiets deltagelse i et EU-samarbejde, havde PKK fået spredt fire ulækre billeder af tyrkiske soldater, der stolte holder afhuggede guerrillahoveder frem for fotografen ved siden af guerrillasoldaternes lig. Tyrkiet tabte derfor afstemningen. Efter hemmelige forhandlinger med Öcalan fjernede Tyskland i 1997 atter forbuddet mod kurdisk organisering.

Samme år udkom en bog på tysk, der blev fatal for opbakningen til PKK. PKK-dissidenten Selim Cürükkaya havde siden 1993 spredt et manuskript om sine oplevelser i PKK. Med den kendte tyske forfatter Günter Wallraffs hjælp lykkedes det at få oversat og udgivet bogen, hvorefter de sammen gik på turne over hele Europa for at fortælle om PKK's dæmoniske natur. Bogen handlede primært om et seksuelt tabu i PKK, og anklagede Öcalan for at have ødelagt PKK. I PKK-kredse var der ikke speciel tillid til anklagerne, men PKK mistede støtten fra de fleste moderate venstreorientere europæere. Spørgsmålet om den kurdiske sag blev kompliceret: I Europa var der folkelig støtte for den kurdiske sag, men ikke for PKK.

Bogen «PKK, Abdullah Öcalans diktatur» skrevet af PKK dissidenten Selim Cürükkaya i 1997 blev fatal for partiet.

1998 Kidnapningen af Öcalan

I 1998 erklærede PKK igen våbenhvile. Midt i våbenhvilen truede Tyrkiet med krig, og Syrien lod sig presse til at opsige samarbejdet med PKK. Öcalan dukkede pludseligt op i Italien. Her gentog han sine våbenhvileerklæringerne og opfordrede til forhandlinger. Der kom ingen reaktion fra politiske kredse. Kurdere fra hele Europa valfartede til Rom, hvor Öcalan befandt sig. I den borgerlige presse kunne man læse, at Öcalan var en uberegnelig terrorist.

Efter nogen tid gik Öcalan under jorden og dukkede op i luftrummet over Holland, hvor han håbede på at komme for en international domstol, men blev nægtet landingstilladelse. Öcalan forsvandt igen og gemte sig på en græsk ambassade i Kenya, men her blev han sporet og lokket i en fælde af tyrkiske agenter. Tyrkisk TV kogte over af stolthed herover, hvilket udløste kurdiske tumulter over hele verden og ny opblussen af uroligheder i Tyrkiet.

Mens Öcalan var i isolationsfængsel, forberedte ERNK sig på en storstilet presseoffensiv, der skulle fordømme Tyrkiets behandling af Öcalan. Öcalan blev genvalgt in absentia som leder af PKK, og hans folkelige popularitet havde aldrig været større. Men da Öcalan kom for retten, vendte Öcalan alting om og begyndte slet skjult at sende forhandlingsbudskaber til den tyrkiske topledelse. Öcalan indtog taktisk en position, hvor han udleverede Grækenland og fordømte flere fremtrædende europæere, der havde forsvaret den kurdiske sag. Endelig distancerede Öcalan sig fra en «voldelig fraktion i PKK» og hævnede sig på Selim Cürükkaya ved at lægge skylden for Palmemordet på PKK-Vejin - en udbrydergruppe af PKK som blev rosende omtalt i Cürükkaya/Wallraffs bog.

Efter nogle dages måbende tavshed bekræftede guerrillaledelsen Öcalan. Retssagen endte med en forudsigelig dødsdom efter et interessant forløb, og efter retssagen fortsatte Öcalan med at dirigere PKK's politik via offentlige statements. I sommeren 1999 erklærede Öcalan fra sin fængselscelle, at den væbnede kamp var en forhindring for en politisk løsning. Guerrillaerne bekræftede meddelelsen og erklærede, at PKK efter en våbenhvile fra 1999 ville standse den væbnede kamp.

Igennem hele sin udvikling blev PKK hjulpet godt på vej af en stribe tyrkiske politiske fejltagelser, og PKK var dygtig til at udnytte fejlene. PKK er altid blevet identificeret med Öcalan og omvendt. Dette har på en gang været en fordel og en ulempe. Öcalans personlige ambitioner smittede af på hele bevægelsen, således at PKK med højeste cigarføring på relativt kort tid nåede bemærkelsesværdige resultater. På den anden side har fokuseringen på Öcalan gjort PKK sårbar for en opfattelse af bevægelsen som en enkelt tyrans værk.

Usikkerheden omkring Öcalans ledelse af PKK har splittet vestlige venstreorienterede i moderate kræfter, der problematiserer Öcalan, og radikale, der støtter Öcalan. Men uanset vestens holdninger vil PKK for kurderne gå over i historien som en af de største kurdiske organisationer nogensinde, elsket af flere millioner kurdere. PKK's betydning for kurderne ligger primært i en kraftig styrkelse af den kurdiske nationale identitet og gruppefølelse, samt i at fastholde 20 års rekordlang guerrillakrig. Dette vil utvivlsomt også gøre Öcalan til en af de største kurdiske helte nogensinde.

J.B-N.