Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 3/11 2017
Læst af: 293
: :
Den frie verden

Ideologisk borgerligt begreb der især under den kolde krig blev anvendt til at skelne mellem «Vesten» (Vesteuropa og USA), der blev betegnet som frie og demokratiske, og den socialistiske verden (Sovjetunionen, Kina, Østeuropa og en lang række stater i Asien, Afrika og Latinamerika, hvor folkene havde gjort oprør mod kolonialisme, imperialisme og vestligt financierede diktaturer).

Trods den kolde krigs afslutning anvendes begrebet fortsat ved festlige lejligheder af borgelige politikere og medier, som f.eks. da Donald Trump blev «indsat som den frie verdens leder» i januar 2017.

«Fri» blev alene målt på demokrati, eller rettere gennemførelse af valg med flere partier. Hvis flere parametre blev inddraget, var den «frie verden» ikke så fri som den gerne ville fremstå. Dens historiske bagage bestod af global vold, undertrykkelse og udplyndring. Det var de europæiske stater med Spanien, Portugal, Storbritannien, Frankrig, Nederlandene og Danmark i spidsen der fra det 15. århundrede underlagde sig resten af verden med vold, undertrykte eller udryddede hele folkeslag, organiserede de erobrede områder som kolonier og produktionen som slaveri. De europæiske hovedstader som de fremstår i dag er resultatet af den rigdom som kolonistaterne gennem næsten 500 år røvede fra Asien, Afrika og Amerika.

Slaveriet blev ikke afskaffet i det 19. århundrede, fordi kolonistaterne var blevet mere «humane», men alene på grund af slaveoprør og det faktum at mekanisering af landbruget i Europa og behovet for større markeder for Europas og USA industrivarer gjorde det økonomisk mere rationelt for kolonistaterne af afskaffe denne produktionsform.

Slaveriets afskaffelse betød ikke ophøret af kolonialisme. Tvært imod fortsatte denne proces frem til midten af det 20. århundrede, hvor de europæiske kolonistater havde opdelt hele Afrika og en stor del af Asien mellem sig. Hvor der fortsat eksisterede stater, der ikke direkte var underlagt Europa, blev disse bekæmpet for at tvinge dem til at aftage de europæiske varer. F.eks. de britiske opiumskrige mod Kina i slutningen af det 19. århundrede, der havde til formål at tvinge Kina til at købe britisk opium. Svarende til at Colombia førte krig mod USA for at tvinge landet til at aftage colombiansk kokain.

Kolonisystemets afvikling efter 2. verdenskrig var ikke en konsekvens af, at de europæiske kolonimagter var blevet «humane». Det var en konsekvens af koloniernes blodige kampe mod koloniherrene og USA der lagde pres på de europæiske kolonistater for selv at få adgang til koloniernes råstoffer og markeder. Storbritannien, Frankrig og Nederlandene forsøgte - forgæves - at kvæle oprørene i Indonesien, Indokina, Indien/Pakistan, Algeriet, Kenya og mange andre lande i blod. Kolonistaterne gennemførte massakrer på befolkningerne og placerede dem under koncentrationslejr lignende forhold.

Kolonistaterne lagde samtidig grunden til det 20. århundredes rædselsregimer. Da Storbritannien i 1910 trak sig ud af Sydafrika havde det lagt grundstenen til det apartheid regime, der især fra 1948 udviklede sig i landet. Den britiske vision var nemlig ikke, at den sorte befolkning skulle have stemmeret. De skulle alene de britiske og nederlandske kolonialister. Og frem til apartheid regimets endelige sammenbrud i 1991 holdt de europæiske kolonistater og USA hånden over regimet, købte dets varer og fik en god del af apartheids økonomiske kage gennem de datterselskaber der opererede indenfor regimets grænser, samt støttede regimet politisk. Regimets endelige sammenbrud skyldte ikke Europa og USA - tværtimod. Det skyldtes det militær strategiske nederlag det blev påført af Cuba i 1987-88 i Angola, den sorte befolknings egen modstand mod regimet og massiv støtte fra resten af verden. Den verden «de frie» betegnede som «ufrie».

Grunden til det israelske apartheidregime blev lagt i 1917, da Storbritannien med Balfourdeklarationen gav de europæiske jøder adgang til et land, der ikke længere var deres. Det er fortsat Europa og USA der aftager apartheidregimets varer, leverer dets våben og politisk støtter dets folkeretlige besættelse af Palæstina og Golanhøjderne.

USA's pres på Europa for at få afviklet kolonierne var ikke udtryk for en «human» tankegang, men alene at USA selv ønskede at få adgang til koloniernes råstoffer og markeder. Hvis demokratisk valgte regeringer i f.eks. Brasilien (1963), Chile (1973) eller Iran (1953) kom USA på tværs, fjernede supermagten dem ved militærkup. Det var baggrunden for, at næsten hele Latinamerika i 1980'erne var militærdiktaturer. Diktaturene sikrede USA adgang til markeder og råstoffer og bødlerne blev uddannet på USA's militærhøjskoler. USA opfattede Latinamerika som sig egen baggård og greb fra slutningen af det 19. århundrede militært ind hundredevis af gange for at placere sine folk på magten (Liste over USA's interventioner). Efter 2. verdenskrig udstrakte supermagten denne praksis til resten af verden. Den fremprovokerede Koreakrigen, der kostede over 2 millioner koreanere livet. Den fremprovokerede Vietnamkrigen, der kostede over 2 millioner vietnamesere livet. Og siden 2002 har den ført nye krige i Afghanistan, Iraq og Syrien der ligeledes har kostet flere millioner livet.

Når Europa og USA hylder demokrati er det udtryk for hykleri. De har gennem historien grebet ind i valg i en lang række lande for at hindre folkene at bestemme over egen skæbne. Storbritannien greb i 1948-49 ind i Grækenland for at hindre kommunisterne i at komme til magten. Storbritannien støttede de græske facister, de få år tidligere havde kæmpet imod. USA greb ind i valgprocesserne i Frankrig og Italien for at hindre kommnisterne i at komme til magten. Så sent som i 2006 valgte EU og USA ikke at acceptere resultatet af parlamentsvalget i Palæstina (der blev vundet af Hamas), men i stedet at skabe borgerkrig.

Efter afkoloniseringen har Europa og USA skabt en international arbejdsdeling baseret på massiv overførsel af værdier fra den 3. verden til de imperialistiske centre. Værdier i form af råstoffer der ofte udvindes af vestlige firmaer og betales til underpris; produktion af varer til sultelønninger og under miserable arbejdsforhold, som f.eks. tekstilfabrikkerne i Bangladesh.

Men selv i de imperialistiske centre har demokratiet trange kår. Portugal, Spanien og Grækenland var frem til 1970'erne diktaturer og medlemmer af den gode familie NATO. Politikernes valgkampe i især USA men også EU financieres af virksomheder, der efterfølgende får betaling i form af få den politik gennemført de ønsker. Der er med andre ord ikke tale om folkestyre men om valg mellem kandidater financieret af store virksomheder med egne politiske og økonomiske dagsordner. Og siden Sovjetunionens sammenbrud er der sket en hastig afvikling af rettigheder tilkæmpet af arbejderbevægelsen gennem 100 år: privatiseringer, forringelse af pensioner, uddannelse, sundhed og socialvæsen. Dertil kommer i det 21. århundrede en hastig tiltagende masseovervågning. NSA's, GCHQ's, PET's og de andre vestlige efterretningsvæsners masseovervågning af befolkningerne har for længst gjort Orwells «1984» til en søndagsskole.

Det moderne Indiens grundlægger, Mahatma Gandhi besøgte i 1930 Storbritannien, der da fortsat var koloniherrer over Indien. Han blev spurgt af en journalist: «Mr. Gandhi, what do You think of western civilisation» og svarede: «I think would be a good idea». Bemærkningen er fortsat aktuel og sætter «Den frie verdens» selvforståelse som «fri» i relief.

A.J.


Litteratur

Marc Ferro et al: Kolonialismens sorte bog
Eduardo Galeano: Latinamerikas Åreladning