Kategorier dette opslag er registreret under:
Arbejde  .  Kultur
   .  Andet  .  Reproduktion
Begreber
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 25.891
: :
Dans

Alle mennesker har i større eller mindre grad behov for at bruge kroppen som udtryksmiddel. Vi hopper af glæde, klapper af begejstring og falder sammen af sorg. Dans bygger på dette behov, og med dans mener vi den form for bevægelse, som giver udtryk for abstrakte ideer, følelser og stemninger. Bevægelserne har et forhold til rytmeskabende faktorer som tid og kraft, spænding og afspænding, og kommunikeres direkte til andre uden at gå vejen over intellektet. Ordet dans kommer af gammeltysk: «danson» der betyder at strække sig.

Det er almindeligt at skelne mellem scenedans og social dans. Indenfor scenedans findes bl.a. klassisk ballet, moderne ballet og jazz. Scenedans forudsætter et klart skel mellem optrædende og publikum, i modsætning til social dans hvor alle kan deltage. I scenedans er det derfor kommunikationen fra de dansende til et publikum, der er det centrale, mens kommunikationen mellem de dansende selv er det vigtigste i social dans.

Dans kan også have en rituel funktion. I de fleste religioner indtager ceremonier med indslag af dans en central plads. Mange folkegrupper tror på dansens magiske kraft; Dette giver sig udtryk i, at de danser for at få regn, sejre i krig, for at slippe af med sygdomme osv. Dansen bliver brugt for at opnå et ønsket resultat.

Indiske, balinesiske og forskellige afrikanske dansegrupper har gjort deres danseformer kendte i Vesteuropa. Revet ud af deres sammenhæng og overfor et publikum, som ikke har den nødvendige baggrundsviden, bliver forestillingerne rene shows. Det er typisk for dansens position i Vesteuropa. Her skelner man skarpt mellem social dans og scenedans, og de fleste danser selv kun lidt eller ingenting.

Udviklingen fra social dans hvor alle deltager, til scenedans med tilskuere og professionelle udøvere, kan sammenlignes med forskellige sportsgrene, hvor også eliten fremelskes. Det man tidligere kaldte selskabsdans, som var en danseform for alle, er nu også blevet til «sportsdans» - en konkurrence for eliten.

Klassisk ballet

Det der i dag betegnes klassisk ballet, stammer fra den italienske renæssance. De forskellige fyrster konkurrerede med hinanden, når det gjaldt om at give gallamiddage med underholdning mellem de forskellige retter. Underholdningen bestod af dans og mime, sang og deklamering, som var løst knyttet til et mytologisk tema. Danserne var medlemmer af hoffet og dansene en videreføring af tidens hofdanse. Denne danseform udviklede sig videre ved hoffet i Frankrig. Det blev almindeligt, at baletterne havde dramatisk indhold og lyriske indslag, og teknikken blev efterhånden så avanceret, at hoffolkene gik fra at være deltagere til at blive tilskuere. De professionelle dansere optrådte på teaterscener, sådan at det ikke længere kun var hoffet, der kunne opleve denne kunstart.

De første kvindelige dansere optrådte først i slutningen af 1700 tallet. Før den tid havde der kun været mandlige dansere, som klædte sig ud, hvis de skulle have kvinderoller. Den romantiske bølge i begyndelsen af 1800 tallet havde stor indflydelse på balletten, der helt ændrede karakter, og aldrig blev den samme igen.

Balletsko og tylskørter blev indført for at skabe en overjordisk stemning med sylfider, undiner og najader fra skovene i kontrast til de jordnære landsbypiger. Balletskoene bidrog også til at videreudvikle kvindernes danseteknik, og det i en sådan grad at mændene helt trådte i baggrunden - både for koreografer og publikum. Mod slutningen af det 19. århundrede havde teknikken helt taget overhånd, og danserne brillerede kun for publikum. Det poetiske indhold var gået tabt, og balletten som selvstændig kunstart kunne være død, hvis det ikke havde været for Rusland.

I Rusland havde balletten bevaret den rige og varierede dansetradition, som fandtes i folkedansene, sådan at kunstformen havde nær kontakt med folks egne oplevelser af dans. Derfor var og er ballet en meget populær kunstform i Rusland.

Vesteuropa stiftede bekendtskab med russisk ballet i 1905, da Ballet Russe gennemførte sin første sæson i Paris. Ballet Russe var en gruppe dansere og koreografer, der var samlede til anledningen.

Danserne var blandt de bedste i Rusland, og udover koreografen Fokine blev dygtige komponister benyttet. Drivkraften var Sergei de Diaghilev, der ikke selv var danser, men som fik meget af æren for succesen, fordi han formåede at samle så dygtige folk omkring sig.

Repertoiret under første sæson var i sin helhed koreograferet af Michel Fokine. Fokine var en bevidst koreograf, som ikke anvendte lettjente løsninger. Han accepterede ikke, at dansesekvenserne skulle bestå af kendte trin, men skabte bevægelser der svarede til indholdet. Alle elementer blev anvendt for at lave dansene så udtryksfulde som muligt, og med de dygtige udøvere han havde, måtte resultatet blive vellykket.

Først i 1912 blev en anden koreograf inddraget, nemlig Nijinsky. Dette førte til, at Fokine sluttede i ensemblet. «En fauns eftermiddag» er Nijinskys første dans. Han brugte et helt nyt bevægelsesmønster, og indstuderingen tog usædvanlig lang tid. Publikums modtagelse var også usædvanlig: De hylede og skreg. Nogle af forfærdelse, andre af fryd, og balletten blev danset om igen med det samme. En lignende modtagelse fik «Vårofferet», som Nijinsky lavede i 1913.

Det er klart, at sådanne nyskabelser har haft stor indflydelse på udviklingen af scenedans. Det mærkes særligt af danserne selv, der må kunne bruge kroppen på nye måder og ikke stivne i en stil. Men indflydelsen fra Ballet Russe er også stor, når det gælder om at acceptere en balletforestilling, der er en balanceret helhed mellem tre forskellige kunstformer: Dans, musik og malerkunst.

Moderne ballet

Begyndelsen til den danseform der kaldes moderne ballet, moderne dans eller fridans, er enkeltpersoners reaktion mod den showprægede og overfladiske klassiske ballet omkring århundredeskiftet. Reaktionerne førte både i USA og i Mellemeuropa til eksperimentering med nye danseformer. Pionerene indenfor moderne ballet havde forskellig baggrund, og med deres eksperimenter og forestillinger kom de frem til forskellige resultater. Loie Fuller, Isadora Duncan og Ruth St. Denis fandt alle frem til individuelle måder at udtrykke sig på, som passede dem selv, og de optrådte da også alene. St. Denis gik senere sammen med Ted Shawn, og de dannede en skole og et danseensemble sammen - Denishawn.

Ud af Denishawn kom den næste generation af nordamerikanske dansere, pædagoger og koreografer. Blandt dem var der også enkeltpersoner, der fik stor betydning for den videre udvikling af moderne ballet i USA, og senere også i Vesteuropa. Det individualistiske præg fra den første tid er ikke længere så fremtrædende. Danserne går sammen i grupper, men gerne under ledelse af en koreograf. Koreograferne måtte også være nyskabende pædagoger, for de ville ikke benytte sig af klassisk balletteknik, og den træningsform der var udarbejdet hos Denishawn var for sammensat og overfladisk.

Martha Graham fik størst indflydelse, både som pædagog og koreograf. Hendes træningsoplæg er baseret på naturlige funktioner som pust og sammentrækning af muskler, og hun tager andre kropsdele end fødderne i brug som basis, og op- og nedgange mod gulvet er vigtige ingredienser. Desuden lægger hun stor vægt på, at alle bevægelser har et forhold til kroppens centrum (solar plexus), samtidig med at alle de tekniske færdigheder der skal til for at danse bliver opøvet. Dette træningssystem har opnået stor udbredelse både i USA og Vesteuropa.

Martha Grahams betydning som koreograf er så stor, fordi hun tog udgangspunkt i den nordamerikanske virkelighed i sine danse, i modsætning til Denishawn der viste overfladiske orientalske og religiøse danse.

Mange nordamerikanske koreografer reagerede mod det dramatiske indhold i Grahams balletter, og i næste generation er der blevet eksprimenteret med ren dans. Dans der kan stå alene uden musik eller i et tilfældigt forhold til forskellige lyde. Dansere der snakker, samtidig med at de bevæger sig, og dansere der er dækket af elastiske former ses ofte, og i det hele taget foregår der en blomstrende eksperimentering med forskellige danseformer i USA. Interessen hos publikum er stor, og dans har en helt anden stilling i USA end i Vesteuropa.

I Europa var det i første række Rudolf Laban, som fik indflydelse på udviklingen af moderne ballet, men han havde et helt andet udgangspunkt end de individualistiske nordamerikanske pionerer. Også han reagerede omkring år 1900 mod det overfladiske i den klassiske ballet. Han arbejdede delvist i institutionsteatre med balletopsætninger, som ikke brød med den traditionelle form men rummede nye temaer. Hans store betydning ligger imidlertid ikke på dette felt, men i hans bestræbelser på at få alle mennesker til at danse, og i at han udviklede et notationssystem, det er muligt at benytte på alle typer bevægelse. Labans studier i fabrikker for at nedtegne arbejdsbevægelser, åbnede hans øjne for de ringe bevægelsesmuligheder en industriarbejder har. Specialiseringen har ført til, at de fleste ikke behøver at beherske et stort bevægelsesregister. Laban ville kompensere for dette, og han lavede danse for hundredevis af amatører, hvor udgangspunktet for koreografien var de arbejdsbevægelser som allerede var kendt for deltagerne. Det kunne være industriarbejdere, håndværkere eller bønder. Alle kunne deltage udfra deres egne forudsætninger.

Laban mente, at kunsten skulle vokse ud af menneskenes egne erfaringer, og han udarbejdede et træningssystem, der tog hensyn til dette. Systemet har nær tilknytning til Labans måde at analysere bevægelser på. Han mente, at der er tre spørgsmål, som er vigtige, når det handler om at analysere bevægelse: 1. Hvilke kropsdele er i bevægelse, og hvilke kropsdele bærer vægt? 2. Hvilken kvalitet har bevægelsen? 3. Hvordan er bevægelsen i rummet? Det er derfor vigtig at træne for at udvikle kropsbevidsthed, kvalitetsbevidsthed og bevidsthed om rummet. Pædagogens opgave bliver at udforme stimulerende opgaver, som eleverne kan løse individuelt eller i grupper, og udgangspunktet for undervisningen må være hvad eleverne behøver.

Labans indflydelse har været størst i England, hvor han slog sig ned, efter han måtte flygte fra Tyskland i slutningen af 1930'erne. I England var det hans ideer om pædagogisk dans, der slog stærkest an. Laban mente, at børn har en naturlig trang til at danse, og at det er skolens opgave at bygge videre på denne trang og udvikle børnenes bevægelsesmuligheder. Målet er, at alle skal opleve, at kroppen kan anvendes som udtryksmiddel. Hans indflydelse på moderne ballet som teaterform er ikke så stærk, men hans elev Kurt Joss lavede f.eks. politisk engagerede balletter i 1930'erne og introducerede dermed nye dansetemaer. Hans mest berømte ballet: «Det grønne bord» som er en antikrigsballet, bliver stadig ofte fremført.

Den naturlige eksperimenteren med nye former blev stoppet af nazisterne, og i Europa er der derfor mindre kontinuitet i udviklingen end i USA. Dette er grunden til, at moderne nordamerikanske danseformer har fået så stor udbredelse i Europa, og at USA ligger langt foran, når det gælder eksperimentering med nye former. I Europa har klassisk ballet desuden traditionelt haft en meget stærkere stilling end i USA. Men den gensidige påvirkning mellem de forskellige teknikker: Klassisk, jazz og moderne, fører til at de store forskelle efterhånden bliver mindre fremtrædende.

Jazz

Jazzballet, showdans, dans til nordamerikanske poprytmer, alle disse danseformer har deres oprindelse i negrenes dans i USA. Almindeligvis kaldes denne danseform kun for jazz, men man kan også anvende jazzdans for at skelne mellem musikformen og danseformen. Jazzdansen udviklede sig blandt de afrikanske slaver i USA. Disse slaver repræsenterede forskellige folkeslag med forskellig kulturel baggrund. Hver gruppe havde egne specielle traditioner, egne danse og trommerytmer. Og hver gruppe prøvede at bevare sine traditioner. Under overfarten fra Afrika til Amerika lod europæerne dem danse på dækket, for det mindskede dødeligheden og gjorde sundhedstilstanden bedre-  set fra europæernes synspunkt. For afrikanerne var det en måde at overleve på kulturelt set.

Den dominerende kunstart i de afrikanske sorte kulturer var dansen. Den spillede en vigtig rolle i alle vigtige faser af livet og ved alle sociale begivenheder. Dansen udgjorde også kernen i de religiøse ritualer, og man troede på dansens magiske kraft ved helbredelse af sygdomme, til hjælp i jagt på dyr, og til at sejre i krig. Rytmen i den overvældende natur var udgangspunktet for dansens og musikkens rytme, og gennem kollektive monotone danse der varede i timevis, kunne danserne komme i en trancelignende tilstand. Gennem trancen oplevede de en kraft, som var større end mennesket selv, og som derfor blev opfattet som noget overnaturligt. Med denne kraft følte de, at de beherskede naturen og kom i kontakt med guderne.

I nogle danse var improvisation vigtig, og de dygtigste dansere blev præster eller medicinmænd. Improvisation er nærmest variation over et mønster. Forskellige kropsdele isoleres fra hinanden, sådan at flere rytmer kan optræde samtidig hos en og samme danser. Dette er et fænomen, som er typisk for afrikansk dans, og som modsvares af polyrytmikken - dvs. flere rytmer samtidig i musikken. Andre vigtige kendetegn fra afrikansk dans som genfindes i jazzdans, er den let fremoverbøjede kropsstilling og den fleksible måde at bruge hoftepartiet på. Dansen bevæger sig fra hofterne med fuldstændig frihed i alle retninger. Dette står i stærk kontrast til europæisk dans, hvor trinnene er meget vigtige, og asiatisk dans der lægger hovedvægten på arme og hænder.

Indenfor afrikansk dans findes der også en tradition for komiske indslag, artistnumre der bryder stemningen i de religiøse ritualer. Denne tradition blev ført videre i USA, og de hvide morede sig meget over afroamerikanerne, som fremstillede «the dumb nigger». Hvide varieteartister begyndte imidlertid snart at imitere de sortes dans, og en ny genre opstod som blev kaldt for «Minstrel». De hvide sværtede huden og dansede og sang som negrene gjorde. Først efter borgerkrigen fik negrene selv lov til at være med i disse shows, men traditionen med sortmalede hvide holdt sig helt frem til 2. Verdenskrig.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede blev jazzmusikken udviklet med New Orleans som centrum. Jazzdansen er på samme måde som jazzmusikken en sammensmeltning af elementer fra Europa og Afrika, videreudviklet i USA først af negre, og senere også af hvide. Negrene efterlignede og videreudviklede europæiske danse, som f.eks. jig og fandango, og de udviklede også nye danseformer. Danse de opførte for morskabs skyld. Eksempler er arbejdsdanse med immitation af arbejdsbevægelser, og stepdans, der var et resultat af forbudet mod trommer i 1740.

Stepdansen blev populær som scenedans i mellemkrigstiden, og det var i første række en mandedans. Hvide artister brugte negre som koreografer, men kun udøverne blev nævnt i programmet. Derfor var de store koreografer fra denne tid ukendte for publikum, mens dansere som f.eks. Fred Astaire blev berømte og tiljublet. Men også mange negre optrådte med stepdans, og i 1922 fandtes der 368 negerteatre i USA. De var praktisk talt alle revy teatre. Den første negermusical der rejste på turne til hvide teatre, var «Shuffle Along». Den blev en stor succes i hele USA, og førte til at hvide dansere begyndte at tage lektioner i jazzdans.

I 1930'erne begyndte ballet, både klassisk og moderne, at fortrænge jazzdans fra scenerne. De berømte sorte dansere forsvandt ud af billedet, og de fleste af dem endte i fattigdom glemt af deres tidligere beundrere. Jazzdansen kom stærkt tilbage fra 1940'erne. De sorte dansere blev influeret af den moderne ballet i USA, og samtidig søgte enkelte af dem tilbage til rødderne - til Afrika - og i nogle tilfælde Vestindien, hvor den oprindelige afrikanske dans havde udviklet sig i andre retninger, og i nogen udstrækning var mindre påvirket af fremmed indflydelse.

Jazzdans eller jazzballet er i dag en meget populær danseform. Både for amatører og professionelle.

Social dans

Mennesker har til alle tider danset som led i socialt samvær. Dansen har ofte haft den funktion at befæste samhørighed og solidaritet i gruppen. (Dette viser sig bl.a. i den store mængde ringdanse og kædedanse, som findes i de fleste landes folkedanstraditioner.) Vi forstår et smil, et hævet øjenbryn eller et håndtryk uden at tænke over, hvad det betyder, og vi mærker, at dans virker kontaktskabende, uden at vi behøver at analysere indholdet i bevægelserne

Ord bliver utilstrækkelige i kommunikationen med andre mennesker, og gennem dans kan vi få en anden type kontakt end gennem sproget. Vi kan også værdsætte et fremmed folks danse uden at kunne forstå deres sprog. Dans er derfor et universelt kommunikationsmiddel. Indenfor nogle kulturer er dans baseret på symboler med et bestemt indhold, på samme måde som sprog er det. Dette er f.eks. tilfældet med indiske danseformer, hvor viden om hvad de forskellige håndbevægelser betyder, er helt nødvendig for forståelse af dansens indhold. Dansene fremstiller legender og historiske begivenheder, og viden om disse er en forudsætning for at få fuldt udbytte af dansen.

Dans bliver anvendt ved mange forskellige anledninger, der går igen fra samfund til samfund. Eksempler er: Overgangsritualer i forbindelse med fødsel, pubertet, ægteskab og død; Ceremonier ved indsættelse af ledere; Festligholdelse af højtider og mærkedage af forskellig art (se Ritualer). I nogle samfund er dansens stilling mere central end i andre, men overalt bliver dans anvendt som adspredelse og rekreation ved formelle og uformelle sammenkomster. I Danmark eksisterer der ingen danse, der kun er knyttet til rituelle sammenhænge. De danse vi bruger i rituelle anledninger, er de samme som anvendes ved socialt samvær. I Danmark er det naturligt at skelne mellem tre hovedgrupper af sociale danse: Folkedanse, traditionelle selskabsdanse og mere frie danseformer med oprindelse i nordamerikansk jazzdans.

De traditionelle folkedanse i Europa er særligt forbundne med landsbyerne, og har tidligere haft ringe gennemslagskraft i de større byer. Men i nyere tid har dette forandret sig - også i Danmark. Mange er flyttet fra landsbyerne til de større byer. I byerne har de dannet grupper, hvor de holder fast ved deres traditionelle danse og også arrangeret kurser for byungdommen. Øget bevidsthed om vor kulturelle arv og reaktion mod urbaniseringstendensen har fået mange i byerne til at deltage i sådanne kurser og sætte pris på vore traditionelle folkedanse. Indenfor folkedans finder vi pardans, individuel dans, ringdans og kædedans.

De traditionelle selskabsdanse som tango, vals, foxtrot og quickstep har forskellig oprindelse, men er blevet stiliseret og båret videre af de øvre sociale lag i byerne. Stil og elegance er en del af det særprægede i selskabsdans, og tøjet bidrager ved mange lejligheder til at fremhæve dette indtryk. Danseskoler og baller er nært forbundne med selskabsdans i dens rendyrkede form, men i mere uhøjtidelige varianter bliver de samme danse brugt i mange anledninger og i alle samfundslag.

Friere danseformer som twist, rock og shake er danse der nåede Danmark i 1950-60'erne. De har alle deres oprindelse i de sortes sociale danse i USA, men er videreført og forenklet gennem markedsføring af popkulturen. Tidspunktet for denne markedsføring falder sammen med udviklingen af overflodssamfundet og industriens satsning på det ungdommelige marked med plader, kassetter, musikanlæg og akustiske instrumenter. Musikken spiller en central rolle for dagens ungdom, der er de, der overvejende danser de nyeste danse, og dansen får ofte præg af improvisation gennem oplevelse af musikken.

Et særpræg ved disse danse er, at trinene ikke er fastlagte, i modsætning til folkedanse og selskabsdans, der i høj grad bygger på faste mønstre. Fælles for de tre hovedgrupper af sociale danse i Danmark er at de bliver danset for fornøjelsens skyld, for at udfolde sig sammen med andre og derigennem opnå en følelse af fællesskab og kontakt.

L.B.


Litteratur

R. Lange: The Nature of Dance, London 1975.
F. Boas: The Function of Dance in Human Society, New York 1944, 1972.
M. og J. Stearns: Jazz Dance, New York 1968.
J. Percival: Experimental Dance, London 1971.
I. Guest: The Dancer's Heritage, London 1960.