Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Poul Møller (1929-2014). Foto: Brian Berg

Poul Møller (1929-2014), dansk trotskist og aktivist. Hans politiske bevidstgørelse begyndte under 2. Verdenskrig, hvor især danske politikeres samarbejde med besættelsesmagten fik afgørende betydning. Hans morfar var medlem af det Radikale Venstre, men var alligevel tilhænger af modstandskampen mod tyskerne, hvilket inspirerede den unge Møller. Det danske mindretal i Sydslesvig optog ham ligeledes, og han tog flere gange til Sydslesvig og blev medlem af Dansk Samling, der bestod af flere politiske strømninger. Møller valgte side ved at melde sig ind i den socialdemokratiske ungdomsorganisation DSU. Han begyndte at diskutere med socialister i og omkring denne organisation og mødte også marxister, der var uafhængige af de to traditionelle arbejderpartier: Socialdemokratiet og DKP. Han var med, da nogle af disse socialister året efter Ungarnopstanden i 1956 dannede Danmarks Socialistiske Parti (DSP). Poul tilsluttede sig gruppen, der bestod af folk som Poul Moth, Gunnar Jensen, Preben Kinch og Åge Kjelsø. De tilhørte den danske sektion af Fjerde Internationale, som i 1938 var dannet af blandt andet Lev Trotskij. Poul meldte sig ind i DSP i 1958.

Dannelsen af DSP og partiets deltagelse i nogle kommunalvalg var et svar på de to traditionelle arbejderpartiers svagheder. DSP betonede stærkt det interne partidemokrati, og det banede vej for Socialistisk Folkeparti, der blev dannet 15. februar 1959. Parallelt med SF's udvikling i 1960'erne fastholdt Møller og de andre gruppen Revolutionære Socialister. Da SF blev sprængt i 1967, fulgte de med over i Venstresocialisterne (VS). I hele perioden opretholdt de RS som den danske sektion af Fjerde Internationale og var en åben gruppe og tendens i VS. Gennem hele perioden tog RS selvstændige initiativer, som også involverede de partier, gruppen arbejdede i, og der var mange internationale konflikter at engagere sig i: Algeriets selvstændighedskamp, modstanden mod den græske militærjunta, modstanden mod USA's krig mod Vietnam og demonstrationer mod Verdensbanken i 1970.

Solidaritetsarbejdet

Arbejdet i forhold til befrielsen af Algeriet fra den franske kolonialisme omfattede i 1958-62 dels et bredere solidaritetsarbejde med udgivelsen af bladet Algier Frit og underskriftsindsamlinger. Dels arbejde med at levere enkeltdele til våbenproduktion til FNL - Den Nationale Befrielsesbevægelse. Disse enkeltdele blev sendt til en samlefabrik i Marokko. Dette arbejde blev tæt fulgt af PET. Poul Møller fik mange år senere sammen med andre medaljer for dette solidaritetsarbejde. Noget han hverken havde prøvet før eller siden. Det var en officiel tak for indsatsen i kampen for Algeriets befrielse. Æresmedaljen blev overrakt af Algeriets ambassadør i København.

I 1966 tog RS initiativ til ubetinget støtte til vietnamesernes modstand mod USA's krigsførelse gennem oprettelsen af giro 1616. Det gjorde gruppen sammen med en række afdelinger af DKU og nogle DKP'ere, som i 1970 blev ekskluderet.

I 1990'erne engagerede Møller sig i «Flygtninge under jorden» og i det nye årtusinde i kampagnen «Oprør», der udfordrede den danske terrorlovgivning. Aktiviteter der provokerede både PET og danske nynazister. Nynazister lod Møller og 3 andre «henrette» på video, hvilket blev til stor mediebegivenhed, men det lod de fire antiracistiske aktivister sig ikke skræmme af.

Møller forstod om nogen betydningen af at lave netværk, initiativer på tværs af det politiske spektrum, når der skulle handles. Inddragelse af de aktivistiske fagforeninger i København, kontakt til det autonome miljø og inddragelse af præster i f.eks. initiativet «Flygtninge under jorden», selv om han absolut ikke var religiøs. Organisationer som Demos og Internationalt Forum var han også en del af.

Møller kritiserede ofte venstrefløjen for dens manglende aktioner og mangel på kreative udtryksformer. Han mente at hans nye parti, Enhedslisten, var for parlamentarisk orienteret. Heller ikke den strømning han også var en del af - SAP - gik fri. Han syntes at hans gamle trotskistiske venner også underlagde sig denne parlamentariske orientering. I stedet burde SAP tage flere selvstændige initiativer. Ikke som profilering, men gennem aktivitet, især i solidaritetsarbejde, som han selv gennem sit lange politiske liv havde mange erfaringer med. Han mente endvidere, at det var nødvendigt at diskutere og arbejde tættere sammen med de erklærede kommunistiske grupper i Danmark, idet mange af aktivisterne i disse ikke længere havde de samme fordomme som tidligere mod trotskister. Samtidig manglede mange af disse erklærede kommunister et perspektiv og manglede evnen til at tiltrække nye og yngre kræfter.

Han fik aldrig en uddannelse. Han havde mange forskellige jobs, lige fra havnearbejder til rengøring, fra medindehaver af værthuset Skipper Clement, til en selvstændig virksomhed til at begrænse duernes indtrængen forskellige steder i byen. Arbejdslivet var ikke det vigtigste - i hvert fald snakkede han ikke ret meget om det. Da han blev 67 år og blev folkepensionist, så han det som en rigtigt god lejlighed til at fejre det med en stor fest i Nørre Alles Medborgerhus. Gaveindsamlingen gik til at få trykt en stor plakat med teksten «De sår, vi høster!». En antiracistisk plakat der knyttede Dansk Folkeparti sammen med hvad nynazisternes aktiviteter.

Møller forsatte sit arbejde mod den danske støtte til terrorregimer til det sidste. Hans 80 års fødselsfest i 2009 gjorde han til indsamlingsfest til fordel for PFLP og FARC i protest mod at den danske stat netop havde idømt fængselsstraffe til aktivister, der havde støttet de selvsamme befrielsesorganisationer.

A.J.