Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 13.931
: :
Folkedemokrati

Ordet «folkedemokrati» benyttes som betegnelse for samfundene i Østeuropa efter 2. verdenskrig og frem til sammenbruddet i 1989-90: Polen, Østtyskland, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Rumænien, Jugoslavien og Albanien. Udtrykket  anvendes også om Kina, Nordkorea, Vietnam, Mongoliet og Cuba. «Folkerepublik» derimod, betegner det rent formelle, konstitutionelle.

I hovedsagen blev Sovjetunionens (USSRs) politik under og i de første år efter 2. verdenskrig bestemt af det våbenfællesskab og samarbejde med de krigsførende vestmagter, som landet blev kastet ind i, da Tyskland gik til angreb den 22. juni 1941. For at sikre sig støtte og materiel hjælp fra sine imperialistiske allierede, var det nødvendigt for Stalin at overvinde den dybe mistro og fjendtlige holdning til det bolsjevikiske Rusland, som de vestlige regeringer nærede. For at vinde tillid blandt de vestlige borgerlige stater var det magtpåliggende at overbevise dem om, at USSR ikke længere tog sigte på og heller ikke ville støtte en verdensrevolution, og at USSR således ikke ville blande sig i de kapitalistiske staters indre forhold, hverken under eller efter krigen. Dette var ikke mindst vigtigt, fordi regeringerne i vest havde den brutale «bolsjevisering» af de baltiske stater, de østpolske provinser og Bessarabien i 1939 i frisk erindring. Stalin fandt derfor det formålstjenligt at opløse Komintern i maj 1943 for at konkretisere sin nye forsoningslinie overfor den kapitalistiske verden.

Efterhånden som krigen nærmede sig sin afslutning, tog de «tre store», Roosevelt, Churchill og Stalin, fat på drøftelsen for at nå til enighed om reorganisering af Europa efter krigen. Stalin og Churchill kom endog frem til en procentvis opdeling af Østeuropa i indflydelsesrige områder. Et gennemgangstema på konferencerne i Teheran, Jalta og Potsdam var, at der i alle de østeuropæiske stater skulle installeres regeringer, som var demokratiske og venligtsindede overfor USSR. Vestmagterne tog det åbenbart for givet, at denne formulering indebar, at der skulle oprettes borgerlige, parlamentariske stater.

Efterhånden som Den Røde Hær rykkede vestover og overtog den rent militære kontrol over de østeuropæiske stater, blev der dannet koalitionsregeringer, hvor både borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske partier deltog (se Østeuropa). Kommunisterne sørgede imidlertid altid for at have kontrollen over nøglepositionerne, så som forsvars- og indenrigsministerierne. Disse kommunistdominerede regeringer med Den Røde Hær i ryggen iværksatte straks reformer - i enkelte lande endog før krigen var afsluttet - som skulle demokratisere disse forskellige borgerlige og tilbagestående lande. Jordreformer og nationalisering af nøgleindustrier var det første, som blev ført ud i livet, og det var tydeligt, at man var i færd med at danne helt nye samfund langs USSR's vestgrænse. Men selv om kommunistpartierne i alle disse stater var «statsbærende», om ikke altid officielt så i alt fald uofficielt, var hverken Stalin eller de lokale ledere villige til at indrømme, at de var i gang med at opbygge socialismen. For at beskrive de nye samfund, tog man betegnelsen folkedemokrati i brug. Betegnelsen blev vistnok brugt første gang af Tito i 1945. Et folkedemokrati var hverken socialistisk eller kapitalistisk. Disse samfund var, som en ledende ungarsk kommunist udtrykte det «noget helt nyt i menneskeheden historie. Det var ikke borgerskabets diktatur, men heller ikke proletariatets diktatur. Det gamle statsapparat var ikke knust, sådan som det var tilfældet i USSR, men det var blevet fornyet ved at absorbere tilhængere af det nye regime». (E. Varga). Også Georgi Dimitrov understregede ved flere anledninger, at det var selve statsmagten, som havde fået et nyt demokratisk indhold. En sådan beskrivelse af et samfund, som så helt bort fra klassekampen og som indebar, at et borgerligt samfund kunne forvandles ved administrative midler, til noget som hverken var kapitalisme eller socialisme, var totalt uforeneligt med marxismen/leninismen. For marxister/leninister var det nærmest en indlysende grundsætning, at den socialistiske revolution kun kunne gennemføres ved at arbejderklassen tog magten i en væbnet revolution, knuste det borgerlige statsapparat og oprettede proletariatets diktatur. Nogen middelvej fandtes ikke. Men det var åbenbart for alle og enhver, at en sådan revolution ikke havde fundet sted i Østeuropa, men undtagelse af Jugoslavien og Albanien. Det borgerlige statsapparat var ikke knust, og kommunistiske ministre sad endog i samme regering som borgerlige.

At betegnelsen folkedemokrati voldte de østeuropæiske teoretikere problemer var tydeligt. Til trods for at der blev gjort flere forsøg på at give betegnelsen et teoretisk fundament, blev der aldrig skrevet noget værk, som prøvede at give en fyldestgørende behandling på et marxistisk grundlag. Det kommunistiske ledere forholdt sig til marxismen på typisk stalinistisk vis. Som brikker i Stalins spil, blev de bragt ud i politiske situationer, som de ikke var herrer over. Deres handlinger blev bestemt ud fra, hvad der gavnede den sovjetiske stat. Følgelig kunne de ikke anvende marxismen til at analysere den politiske situation og handle derefter. De brugte marxismen til at tilsløre virkeligheden og til at legitimere deres handlinger. For det, som var Stalins mål, var at sikre sig kontrollen over de østeuropæiske stater uden at krænke den borgerlige legalitet i vestmagternes øjne. Stalin kunne ikke uden videre eksportere revolutionen. Det ville have provokeret de vestlige samarbejdspartnere. Den eneste mulighed til at sikre sig, at disse stater blev venligtsindede og pro-sovjetiske var at lade de lokale kommunistpartier få kontrol over dem, samtidig med at den borgerlige facade blev opretholdt og en åben «bolsjevisering» undgået. Men da det blev klart, at den kolde krig var uafvendelig, kunne man i Østeuropa åbent stå frem og erklære, at man var i færd med at opbygge socialismen, og der var ingen grund til at opretholde den borgerlige facade. Kommunistpartiernes politiske modstandere blev da også fra 1947 hurtigt sat ud af spillet. I 1949 erklærede Ungarns leder, Matyas Rakosi: «Et folkedemokrati er i henhold til sin funktion proletariatets diktatur uden sovjetformen».

J.I.B.