Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 44.421
: :
Konflikt

For at definere begrebet konflikt behøver man mindst to elementer: et værdibegreb og et uforeneligheds-begreb. «Uforenelighed» indebærer, at noget udelukket noget andet: hvis man har det ene, eller det ene er sandt (f.eks. «mange» penge eller «man kan trække en linie fra A til B»), så har man ikke det andet («sjælefred»), eller det andet er ikke sandt («A og B ligger på hver sin side af en papirstrimmel»). En uforenelighed kaldes også ofte en modsætning eller en modsigelse (mellem to sætninger eller udsagn, som f.eks. i det andet eksempel) - en kontradiktion (af latin contra dicere, at sige imod). Konflikt er et specialtilfælde af kontradiktion: tilstandene eller udsagnene, der udelukker hinanden i en konflikt, har at gøre med værdier. Det kan diskuteres hvem eller hvad, som kan have værdier. I det følgende tænkes der på mennesker og menneskegrupper (familier, grupper, nationer, klasser m.m.). Konflikt som det opfattes her, er altså det der foreligger, når mennesker har værdier, der er uforenelige. Hvis man opfylder/virkeliggør den ene værdi, må man helt eller delvist give afkald på den anden eller på en af flere af de andre. En værdi står altså i vejen for den anden.

Konfliktteori eller konfliktlære er læren om, hvordan man kan ordne konflikter, om hvordan konflikter opstår, udvikler sig og eventuelt løses. I det følgende vil der blive givet nogle antydninger af hvert af disse fire emner.

Manifest og latent konflikt

Der er mange måder at inddele konflikter på, men den vigtigste er måske manifest i modsætning til latent konflikt.

En manifest konflikt er kendetegnet ved, at de værdier, der tales om, er målsætninger som efterstræbes af «aktører», det vil sige mennesker (individuelt eller kollektivt), der har relativt klare målsætninger og handler derefter.

I en latent konflikt kan man ikke tale om aktører, men snarere om parter, og ikke om mål, men om interesser. Overgangen - transformationen - fra latent til manifest konflikt er noget af det vigtigste i konflikters teori og praksis. Konflikterne mellem kvinder og mænd opstod ikke, da kvinder gennem bevidstgørelse forvandlede og formulerede deres objektive interesser som bevidste, subjektiv mål, og gik fra at være parter til at være organiseret i konflikt-grupper: aktører. Konflikten var der hele tiden, men den gik fra at være latent til at blive (mere) manifest. Et andet eksempel: Konflikten mellem størstedelen af det cubanske folk på den ene side og den cubanske overklasse sammen med USA's regering på den anden opstod ikke ved at Fidel Castro, Che Guevara og andre trænede udenfor Mexico City og rejste til Cuba i den overfyldte motoryacht Granma i 1956, men der er ingen tvivl om, at det bidrog til at klarlægge konflikten pga. den konfrontation der opstod. Konfrontationer er konkrete konflikter, som på en måde henviser til og symboliserer dybere konflikter - som i strejker, hvor det bliver helt klart, at politiet sættes ind mod arbejderne, ikke mod arbejdsgiverne.

Dilemmaer

Et andet skel i konfliktteorien går mellem intra-aktører og inter-aktørkonflikter. De første kaldes også ofte dilemmaer: skal jeg gå ind for penge? eller for sjælefred? (eller findes der nogen måde at løse denne konflikt på?). Dilemmaer findes ikke kun i enkeltindividet. De kan også ramme grupper og nationer, som f.eks. den franske i 1940 («skal vi samarbejde med tyskerne?» eller «skal vi samarbejde med den jødisk/socialistiske regering, som er imod tyskerne?»). Uløste dilemmaer kan virke stærkt svækkende på handlingsevnen og ligger ofte til grund for selvmord, som ekstrem «løsning».

For inter-aktørkonflikterne kan det være nyttigt at skelne mellem konflikter mellem to og flere aktører, og over en eller flere værdier. Meget af konfliktteorien drejer sig om den enkleste type: en aktør i valget mellem to værdier, to aktører som strides om en værdi (to søskende om en arv, to samfundsklasser om hvem der skal have magt over politiet og militæret, to «verdener» - den første og den tredje om hvem der skal fastsætte bytteforholdet mellem råvarer og færdigvarer).

Hvordan opstår konflikter?

Der findes de der prøver at tilbageføre alle konflikter til urtyper, fortrinsvis til én sådan type - et karakteristisk træk ved bl.a. germansk intellektuel stil (men det findes også i andre kulturer). For f.eks. Marx var dybe intrapersonlige dilemmaer konsekvenser af konflikter mellem klasser; for Freud var det snarere modsat: klassekonflikten var en projicering (overføring) af dybere modsætninger i mennesker, i alle mennesker, mere eller mindre. Sådanne forsøg på reduktionisme (tilbageføring til et system) betegnes i konfliktteorien som regel som «vulgære», og uanset hvad Marx eller Freud egentligt mente, bruges betegnelserne «vulgærmarxisme» og «vulgærfreudiaminsme» om sådanne holdninger.

At spørge hvad der er årsagen til alle konflikter, er som at spørge om, hvad der er årsagen til alle sygdomme. Et vigtigt (dialektisk) synspunkt er imidlertid følgende: Der er modsætninger bygget ind i alt, uforenelighed er altså en iboende egenskab i menneskesindet, i vore ønsker, i vore forhold til hinanden. Nogle af disse modsætninger er vigtigere end andre, fordi de i deres konsekvenser fører til så megen menneskelig lidelse. En andet synspunkt ville være, at nogle modsætninger er vigtigere end andre, for eftersom de løses, kan de andre løses lettere.

Konfliktdynamik

Noget af det vigtigste i konfliktdynamik er overgangen fra latent til manifest konflikt gennem bevidstgørelse, mobilisering og konfrontation. Processen er problematisk. Mens målsætninger kan findes eller siges at findes i aktørerne selv - af og til så bevidst at de kan sige helt tydeligt, hvad deres mål er, af og til så underbevidst, at de virkelige mål kun kommer frem i drømme eller i de berømte freudianske «Fehlleistungen», er interesser noget, som er bygget ind i strukturer og mønstre. Strukturerne har en vis varighed, de bliver let opfattet som naturlige og normale; menneskers adfærd der følger disse mønstre, får karakter af naturlove. Alligevel er det vor erfaring, at det naturlige slår sprækker, at slaver ikke accepterer deres slavetilstand, men ligesom slaveejerne ønsker at være frie. Gennem dette vækkes slaveejernes bevidsthed om deres egen interesse i at have slaver.

Et mere fremtidsrettet eksempel: en dag vil børn forstå deres interesser i at have adgang til produktivt arbejde (i ikke at blive udbyttet) langt tidligere end nu - f.eks. fra 4 - 5 års alderen. Det vil da vække de voksnes interesse i at undgå børns konkurrence. Ikke kun fordi det truer arbejdsmarkedet, men fordi det afslører hulheden i de voksnes forklaring af deres monopol på arbejde: der behøves modenhed, erfaring, styrke og uddannelse. Det der sker i selve konfliktkampen er som regel, at parterne stadig tydeligere udskilles efter enkle kriterier (er du barn eller voksen, kvinde eller mand, arbejdstager eller -giver?), som repræsenterer forskellige interesser. Dette kommer til udtryk i holdninger (aggressivitet, had) og handlinger (aggression, vold) som øger konfliktmassen, da der er en vis uforenelighed mellem A's ønske om at skade B, fordi hans interesser står i vejen for A's realisering af sine interesser, og B's ønske om ikke at blive skadet.

Løsning af konflikter

Konflikter opløses ved, at uforenelige målsætninger ikke længere forfølges, og dette kan ske på mange måder. Ikke alle måder vil af alle betegnes som løsninger. Det er antageligt korrekt at sige, at orientalsk - især taoistisk kultur - forstår modsætninger som mere naturlige og uundgåelige, og derfor lettere vil indstille sig på at leve med dem, end den vestlige kultur der har forsøgt på at få det modsætningsfri indbygget i sig. Indenfor marxismen tales der derfor mere om et samfund - hvor modsætningen mellem arbejde og kapital er ophævet, og med den de fleste andre modsætninger af betydning - end i maoismen, der synes at tage det for givet, at modsætningen dukker op igen i en eller anden ny form. Deraf nødvendigheden af stadige revolutioner, i modsætning til den vestlige forestilling om «Den Store Revolution».

Konfliktløsninger kan inddeles ud fra, om de går på selve uforeneligheden eller på aktørerne; som regel er det kun de første, der vil kaldes løsninger. Den mest elegante løsningsform er den, der ophæver uforeneligheden: modsætningen mellem mænd og kvinder ophæves ved, at de deler opgaver i hjem, arbejde og samfund nogenlunde lige; mellem arbejde og kapital ved at arbejderne selv ejer produktionsmidlerne (det virker som om at dette forudsætter små produktionsenheder, ellers vil der nemt kunne udvikles en ny klasse af bureaukrater og intellektuelle, der udfylder kapitalisternes gamle funktion); modsætningerne mellem den tredje og den første verden ophæves (måske) ved at begge parter går ind for selvforsyning og handel på lige vilkår. Og modsætningerne mellem de to udsagn om de to punkter A og B ophæves ved, at man vrider papirstrimlen og binder enderne sammen (læseren anbefales at prøve, det giver en såkaldt aha-oplevelse, og kaldes en Møbius-strimmel). En sådan konfliktløsning kaldes en transcendens eller overskridelse, og skaber noget nyt, en virkelighed. Den vestlige grundholdning til konflikter kan således være årsag til, at disse samfund fremstår som mere dynamiske: uforeneligheden skal overskrides.

Det er også muligt at komme uforeneligheden til livs ved at give afkald på nogle af eller noget af værdierne. En mulighed er kompromis: søskende bliver enige om en fordelingsformel, kolonimagterne mødtes på Berlinerkongressen og delte Afrika mellem sig osv. Betingelsen for et kompromis er, at værdistørrelsen er delbar. Hvis konflikten er om en hest, som både A og B mener de har berettiget krav på, vil en deling som regel have skadelige følger for hesten. En sådan konflikt løses som regel ved, at man bringer en anden konflikt ind i billedet, f.eks. om et stykke jord, og lader den ene gå mod den anden. I dette ligger der et paradoks for den som kun ved lidt om konflikter: ofte er det en fordel for konfliktløsningen hvis der findes flere - og til og med mange - konflikter mellem parterne.

Der findes også konfliktløsninger, der retter sig direkte mod aktørerne, f.eks. hel eller delvis uskadeliggørelse af en af dem (eventuelt af en del af sig selv, hvis det drejer sig om et dilemma, altså fortrængning, som er en hovedmekanisme i psykologisk konfliktteori). Uskadeliggørelsen kan ske gennem direkte vold, f.eks. mord, borgerkrig eller krig, men også gennem strukturel vold, dvs. at den ene part systematisk har en mindre fordelagtig stilling i selve det sociale mønster og derfor har færre ressourcer at kaste ind i en konflikt. Klassestrukturen, hele den sociale lagdeling, kan således betragtes som en indbygget delvis uskadeliggørelse af de undertrykte parter, og garanterer at konfliktløsninger (f.eks. i form af kompromisser) skal være i de stærkes favør. Ved at skabe et billede af kvinder som ego-svage og eftergivende er meget om konfliktløsninger allerede sagt. Dette er da igen kimen til en ny konfliktdannelse. I dette tilfælde med de samme parter, men med et nyt indhold.

Konfliktindsigt kan opøves, og med det en dybere og bredere forståelse af former for konfliktløsning. Det synes som om, at dette skulle være en vigtig opgave for skolen og andre former for uddannelse.

J.G.