Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
2008.06.09Større ajourføring af opslaget
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 5/9 2008
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 32.452
: :
Arbejderbevægelsen i Tyskland

Fra opkomsten til 1914

De tyske fagforeninger fra opkomsten til 1873

Den tyske arbejder- og fagbevægelse er ligesom i andre lande et barn af den industrielle revolution. Denne indledtes i Tyskland i 1830'erne og var fuldbragt omkring 1870. De første industrielle centre opstod i Rhinlandet og i Sachsen. Det proletariat der opstod under den industrielle revolution blev rekrutteret blandt bønderne og de nedre lag af håndværkerstanden.

Allerede i 1840'erne opstod de første strejker. Arbejderbevægelsen fik et kraftigt opsving under revolutionen i 1848. Samme år blev de første organisationer baseret på fagligt tilhørsforhold oprettet; i juli 1848 stiftedes i Mainz den Nationale Bogtrykkerforening («Nationale Buchdruckerverein»), som mestre også formelt kunne være medlemmer af, og udfra hvilken foreningen «Gutenbergbund» i september udsprang. Begge var dog domineret af svende. I august 1848 grundlagde tobaksarbejderne i Berlin en National Understøttelsesforening «Nationalen Unterstützungsverband».

Nedkæmpelsen af 1848 revolutionen medførte også, at disse første fagforeninger ophørte. Alligevel var det i slutningen af 1840'erne lykkedes at stoppe den stadige udvidelse af arbejdsdagens længde, mens reallønningerne fortsatte deres fald. Det var først i slutningen af 1860'erne at denne tendens blev standset.

I 1850'erne gjorde fagforeningsorienterede faggrupper sig bemærkede, og der blev gennemført over 100 strejker. I 1861-63 blev koalitionsretten gennemført i en række midttyske stater. I 1865 gennemførte bogtrykkerne og strømpefremstillerne en række strejker. Som direkte konsekvens af strejkerne eller indirekte inspireret af disse blev der samme år og det følgende oprettet en række centralorganisationer: i 1865 af tobaksarbejdere (Berufsgewerkschaften der Tabakarbeiter), i 1866 af bogtrykkere (Berufsgewerkschaften der Buchdrucker), i oktober 1867 af snedkere og i 1868 af bagere og træarbejdere.

Den tyske arbejderleder Ferdinand Lassalle havde i 1863 stiftet den Almene tyske Arbejderforening (Allgemeine Deutsche Arbeiterverein, ADAV), men pga. hans teori om den jernhårde lønningslov stillede fagforeningerne sig afvisende overfor denne forening. Lasalles efterfølger, Johann Baptist v. Schweitzer blev imidlertid tvunget til at give indrømmelser overfor de stadig flere spontant opstående fagforeninger. I 1868 oprettede han således det Almene tyske Arbejdskraftforbund («Allgemeinen Deutschen Arbeiterschaftsverband»). Det gik ind i oprettelsen af fagforeninger for Bjerg- og minearbejdere, metalarbejdere, farveriarbejdere, vævere og manufakturarbejdere, skomagere, bagere, bogbindere, læderarbejdere, træarbejdere og murere.

Fra starten af 1869 oprettedes der lokale fagforeninger, der orienterede sig mod August Bebels såkaldte mønsterstatutter. De lagde større vægt på det lokale faglige arbejde, end de fagforeninger der var knyttet til ADAV, og samtidig forudså de organiseringen af kvinder. Som centralorganisationer var tilknyttet den Internationale Bogbinderforening («Internationalen Buchbinderverein»), det Faglige broderskab af bjerg- og Minearbejdere («Gewerksgenossenschaft der Berg- und Hüttenarbeiter»), samt det Internationale broderskab af manufaktur-, fabriks- og Håndarbejdere («Internationale Manufaktur-, Fabrik- und Handarbeitergenossenschaft»).

I 1868 stiftede fagforeningsteoretikeren dr. Max Hirsch og fabrikanten Duncker erhvervsfredelige «Erhvervsforeninger». I 1869 besluttede parlamentet i Sammenslutningen af Nordtyske Stater at tillade koalitionsfrihed. Sammenslutningen var forløberen for det tyske rige, der blev grundlagt i 1871.

Siden slutningen af 1860'erne er den stadige udhuling af reallønnen der har præget de foregående årtier bragt til ophør, og lønnen stiger nu en smule. Under højkonjunkturen i 1873 bryder talrige strejker ud og bidrager yderligere til lønstigningen. Efterhånden nærmer de forskellige socialistisk orienterede organisationer sig desuden hinanden.

Allerede i slutningen af 1873 sætter lavkonjunkturen ind, og dette skaber nye rammer for bevægelsen. Der er især tale om tiltagende politisk undertrykkelse.

Det tyske socialdemokrati fra opkomsten til 1878

De første politiske organisationer for tyske arbejdere opstod i udlandet. I 1834 havde tyskere eksil i Paris oprettet et Forbund af Landsforviste («Bund der Geächteten»). Det stod i nær kontakt med det franske Selskab for Menneskerettigheder, og havde radikale demokratiske mål. I Schweiz stiftede den italienske borgerlige og nationalistiske revolutionære Giuseppe Mazzini organisationen det Unge Europa, som også havde en tysk afdeling, det Unge Tyskland. (Denne organisation er ikke identisk med de liberale tyske forfattere (Karl Gutzkow, Heinrich Heine, Heinrich Laube og Theodor Mundt), som ved en beslutning i det tyske parlament i 1835 blev betegnet som det Unge Tyskland og efterfølgende udsat for diskrimination).

Denne eksilorganisation blev på opfordring af det tyske forbund skarpt forfulgt og næsten ødelagt af de schweiziske myndigheder. I 1836 brød de Retfærdiges Forbund («Bund der Gerechten») i Paris ud af Forbundet af Landsforviste. Førstnævnte havde den opfattelse, at der først kunne skabes politisk demokrati, hvis der blev skab social lighed. Den arbejdede tæt sammen med Blanquis Årstidernes Selskab. Begge blev voldsomt forfulgt efter et mislykket oprørsforsøg fra Blanquis side i 1839. To medlemmer af forbundet, Karl Schapper og Heinrich Bauer, flygtede til London, hvor de sammen med urmageren Joseph Moll oprettede en arbejderuddannelsesforening og på ny stiftede de Retfærdiges Forbund. Dette arbejde blev blev noget senere fortsat i Paris af August Hermann Ewerbeck og i Schweiz af Wilhelm Weitling. Weitling agiterede i sine skrifter: Menneskeheden, hvordan den er og hvordan den burde være (1838), Garantier for harmoni og frihed (1842) og Den arme synders evangelium (1843) for en kommunistisk tanke, og krævede den øjeblikkelige gennemførelse af varefællesskabet. Han kom i skarp modsætning til den nydannede og nu stærk ateistiske organisation Unge Tyskland. Samtidig blev begge organisationer fra 1843 udsat for voldsom forfølgelse af regeringerne i de enkelte schweiziske kantoner. De unge tyskere blev som konsekvens heraf endelig udslettet og Weitling blev udvist af Schweiz.

I Tyskland udviklede to unge intellektuelle, Karl Marx og Friedrich Engels, i årene 1844-47 hovedtrækkene af deres egen teori - den historiske materialisme. Fra 1847 arbejdede de sammen med hovedbestyrelsen i de Retfærdiges Forbund. Det lykkedes dem at overbevise forbundet om, at det var nødvendigt med en omorientering. Det arbejdede ikke længere under jorden, men som et oplysningsselskab, og vendte sig nu fra Etienne Cabets og Wilhelm Weitlings utopiske kommunisme til det ideologiske koncept som Marx og Engels havde forfattet i deres Kommunistiske Manifest (1847/48). Dette blev det officielle program for Forbundet af Kommunister, der i 1847 udsprang af de Retfærdiges Forbund.

Forbundet af Kommunister optræder ikke selvstændigt under den tyske revolution i 1848/49, men dens medlemmer deltager - i flere tilfælde på ledende poster - i den demokratiske bevægelse. En anden organisation træder imidlertid frem under revolutionen, nemlig Arbejderforbrødring, der ledes af typografen Stephan Born. Den stiller sig ført og fremmest socialpolitiske opgaver, og det er i forbindelse med denne organisation at begrebet socialdemokrati for første gang nævnes - efter fransk forbillede.

Den reaktionære periode der satte ind efter den nedkæmpede revolution indebar, at borgerskabet næsten fuldstændig nedkæmpede disse første arbejder- og socialistiske organisationer. Først i starten af 1860'erne var der atter grundlag for en opblomstring. I deres stræben efter national enhed grundlagde bourgeosiet i 1859 en Tysk Nationalforening («Deutschen Nationalverein»). I Prøjsen opponerede det liberale fremskridtsparti imod kong Wilhelm I's halv-enevælde, der fra 1862 blev forstærket under hans ministerpræsident Otto von Bismarck. Da denne ville militarisere staten uden opbakning i deputeretkammeret, kom det til en forfatningskonflikt. Borgerskabet forsøgte i denne konflikt at få arbejderne over på deres side. Det såkaldte «sociale spørgsmål» skulle bl.a. løses gennem oprettelsen af opsparingsforeninger. Denne holdning blev frem for alt fremført af Hermann Schulze-Delitzsch. For at vinde støtte til deres politik støttede borgerskabet oprettelsen af arbejderuddannelsesforeninger. Dette var dog et skridt, der hurtigt slog tilbage mod borgerskabet selv: efter ret kort tid gjorde disse foreninger sig selvstændige og blev centre for den nyopstandne arbejderbevægelse.

Borgerskabet var ikke rede til også at give arbejderne almindelig stemmeret. I 1862 havde advokaten og publicisten Ferdinand Lassalle (1825-1864) fremlagt et «arbejderprogram». I et offentligt brev til centralkomiteen for indkaldelse af en samlet tysk arbejderkongres i Leipzig tog han stilling til forfatningskonflikten og Schulze-Delitzschs program for uddannelsesforeninger. I brevet udviklede han sin teori om den jernhårde lønningslov, iflg. hvilken arbejdernes løn i en lang periode fremover ikke ville kunne stige over et eksistensminimum. Derfor var de heller ikke i stand til at spare kapital sammen til produktive investeringer. Produktionssammenslutninger var derfor afhængige af statskreditter. Denne måtte erobres gennem indførelse af almindelig stemmeret, og eftersom dette blev afvist af borgerskabet var det nødvendigt med oprettelsen af et selvstændigt arbejderparti.

Den 23. maj 1863 stiftedes i Leipzig derfor den Almene tyske Arbejderforening (Allgemeine Deutsche Arbeiterverein, ADAV) med Lassalle som formand. Fremskridtspartiet svarede igen ved at samle de arbejderuddannelsesforeninger der ikke var gået over til Lassalle i Forbundet af tyske Arbejderforeninger (Verband deutscher Arbeitervereine). I midten af 1860'erne stod det klart, at Fremskridtspartiet i det nationale spørgsmål gik ind for en «minimal-tysk løsning» under Prøjsens ledelse, og desuden var villige til at indgå kompromisser med Bismarck i forfatningsspørgsmålet. Konsekvensen var, at oppositionen samlede sig og grundlagde det Tyske Folkeparti (Deutsche Volkspartei), som gik ind for demokratiske principper og støttede en tysk enhed gennem sammenslutning med Østrig. Samtidig løsrev Forbundet af tyske Arbejderforeninger sig fra Fremskridtspartiet og allierede sig i stedet med det nye folkeparti. I 1866 sluttede de sachsiske arbejderuddannelsesforeninger sammen i et statsforbund under ledelse af drejeren August Bebel (1840-1913). Han skabte den proletariske basis for et nyt demokratisk parti - det Sachsiske Folkeparti, dannet i august 1866, der forstod sig selv som en del af det Tyske Folkeparti. Det fik ved valget til den grundlovsgivende nordtyske forsamling to mandater: August Bebel selv og Wilhelm Liebknecht (1828-1900). Til rigsdagsforsamlingen i Nordtyskland gjaldt der almindelig stemmeret, der fra 1871 blev indført i hele det tyske rige. Da der i august 1867 blev gennemført almindelige valg til den nordtyske rigsdag, vandt partiet 4 mandater, ADAV fik 2 og en afspaltning fra dette parti («Lassallescher Allgemeiner Deutscher Arbeiterverein») fik yderligere 1.

ADAV havde konceptuelle vanskeligheder i spørgsmålet om fagforeninger. Iflg. Lassalles jernhårde lønningslov kunne disse ikke have nogen funktion ifht. forbedring af arbejderklassens funktion. På den anden side havde Lassalles efterfølger, v. Schweitzer, den holdning, at ADAV ikke måtte isolere sig, i fald at de spontane faglige organisationsbestræbelser faktisk gav resultater. Alligevel følte Forbundet af tyske Arbejderforeninger sig udsat for konkurrence fra ADAV, fordi denne åbent fremførte socialistiske holdninger, der også var attraktive for medlemmer af arbejderforeningerne.

I august 1869 stiftedes i Eisenach det Socialdemokratiske Arbejderparti («Sozialdemokratische Arbeiterpartei», SDAP). Initiativtagere var oppositionelle funktionærer i ADAV, medlemmer af Lassalles almene tyske Arbejderforening samt ledelsen af Forbundet af tyske Arbejderforeninger. Gennem Wilhelm Liebknecht stod det nye parti i direkte kontakt med Karl Marx og Friedrich Engels i London. Under disses indflydelse var den Internationale Arbejderassociation (Første Internationale) blevet grundlagt i 1864. Ved en kongres i Basel i 1869 krævede internationalen, at jorden blev gjort til fællesejendom. I 1870 tilsluttede SDAP sig dette mål. Dette betød den endelige distancering fra den rene radikal-demokratiske politik, som det Tyske Folkeparti havde stået for. Dette mistede sin massebasis og ophørte snart med at eksistere.

SDAP og ADAV bekæmpede gensidigt hinanden voldsomt. Ved begyndelsen af den tysk-franske krig i 1870 indtog de forskellige standpunkter. ADAV stemte i rigsdagen for krigskreditter mens SDAP's Bebel og Liebknecht stemte imod - trods det at størstedelen af partiets medlemmer tydeligvis var stemt for krigen. Bebel og Liebknecht ønskede hverken at støtte Napoleon III eller den prøjsiske regering. Efter at Napoleon havde lidt nederlag i krigen, besluttede Prøjsen og dets allierede at fortsætte krigen mod den nye franske republik, men nu vendte ADAV sig også mod denne politik. Ved valget til den nye rigsdag i marts 1871 fik begge partier tilsammen kun ca. 3% af stemmerne. ADAV fik faktisk flere stemmer end SDAP, men ikke nok til at få kredsmandater (det tyske valgsystem opererede ikke med tillægsmandater), mens SDAP fik 2 kredsmandater. Ved rigsdagsvalget i 1874 fik de to partier tilsammen 6%. ADAV fik 3 og SDAP 6 mandater.

Begge partier var fortsat med at bekæmpe hinanden efter oprettelsen af rigsdagen, trods det at begge i lige stor grad blev udsat for statslig repression - bl.a. fængselsstraffe til partiernes ledende medlemmer. Indenfor fagbevægelsen havde splittelsen særdeles svækkende konsekvenser. Disse omstændigheder tvang i sidste ende de to partier til at optage forhandlinger med hinanden, der ledte frem til samlingskongressen i Gotha 22-27. maj 1875, hvor det Tyske Socialistiske Arbejderparti (Sozialistischen Arbeiterpartei Deutschlands) blev stiftet. ADAV havde på dette tidspunkt 15.322 medlemmer og SDAP 9.121.

Samlingskongressen vedtog det såkaldte Gothaprogram, der også indeholdt en række af Lassalle partiets hovedteser: kravet om det fulde arbejdsvederlag, produktionssammenslutninger med statskredit (hvilken også SDAP havde vedtaget i Eisenach programmet i 1869), omtale af den «jernhårde lønningslov», og endelig påstanden om at overfor arbejderklassen var alle andre klasser blot en «reaktionær masse». Denne påstand var ikke eksplicit formuleret af Lassalle, men hans efterfølger Schweitzer påstod, at dette var tilfældet. Både Karl Marx og Friedrich Engels kritiserede Gothaprogrammet skarpt, men samtidig erklærede de deres tillid til, at det nye partis reelle kampe ville bidrage til at afdække fejlene og uklarhederne i Gothaprogrammet.

Det nye arbejderparti blev i den følgende tid udsat for stigende forfølgelse, der hurtigt udviklede sig til arrestation af enkeltmedlemmer, dernæst til delvist forbud mod organisationen, og endelig med socialistlovene i 1878 nåede et højdepunkt.

Socialdemokratiet og fagbevægelsen under kejserriget frem til 1. Verdenskrig

Med børskrakket i 1873 afsluttedes den lange periode med økonomisk vækst og den sidste fase af den industrielle revolution i Tyskland. Nu begyndte den «store depression» der strakte sig frem til midten af 90'erne. Den industrielle udvikling var i denne periode præget af bratte nedture, kun svage vækstperioder og en deflationær udvikling.

Den tyske kapitalisme forandrede sin indre struktur: i stedet for den tidligere uhæmmede konkurrence indtraf en ny tendens til opbygning af koncerner og karteller. For at beskytte sig mod den udenlandske konkurrence gik de store kapitalister indenfor mineindustrien nu over til at støtte indførelsen af beskyttelsestold. Derved kunne de samtidig alliere sig med storgodsejerne, der især gik ind for højere told på importen af udenlandsk hvede. Der opstod på denne måde en alliance, der i 1879 førte til en kursændring i den tyske indenrigspolitik. Bismarck brød nu med de nationalliberale, og baserede nu i stedet sit styre på koalitionen mellem de konservative storgodsejere og kapitalisterne indenfor mineindustrien.

Tolden på importeret korn måtte nødvendigvis føre til stigning i leveomkostningerne. Det var derfor forventeligt, at arbejderklassen ville reagere med strejker for at forsvare sig mod denne reduktion af dens realløn. Og faktisk førte enhedsbestræbelserne i de to arbejderpartier i 1875 også til tilsvarende enhedsbestræbelser blandt fagforeningerne. Allerede i «1874 var det Almene tyske Metalarbejderforbund (Allgemeine Deutsche Metallarbeiterverband), blevet dannet som centralforbund for alle tyske metalarbejdere - uden binding til ét bestemt af de to arbejderpartier. Vanskeligere var dog forsøgene på at danne en union, en enheds-landsorganisation af alle faglige organisationer. [...] Der blev til sommeren 1878 indkaldt en almen fagforeningskongres, der skulle behandle dette spørgsmål positivt», skriver Hans-Dieter Gimbel i Sozialistengesetz und «Große Depression» p.62. Men dertil kom det aldrig.

Den 21. oktober 1878 vedtog den tyske rigsdag «Loven mod Socialdemokratiets samfundsfarlige bestræbelser». Den forbød enhver offentlig fremtræden af samtlige medlemmer af socialdemokratiet, alle dets aviser, tidsskrifter og forlag. Eneste undtagelse var deltagelse i valgkampene og varetagelse af parlamentsmedlemmernes funktioner. Loven berørte dog ikke fagbevægelsen, som stadig var dækket af loven om koalitionsfrihed, som rigsdagen havde vedtaget i 1869. Men ved at lamme partiet håbede Bismarck på at kunne ramme hele arbejderbevægelsen. Statsadvokater og indenrigsministerierne i hele det tyske rige anstrengte sig nemlig for også at få erklæret fagforeninger for «politiske», således at de også var omfattet af forbuddet. Allerede i slutningen af 1878 var det således lykkedes at forbyde centralforbundene for tobaksarbejdere, bogtrykkere og snedkere.

I 1883 vedtog rigsdagen på forslag fra regeringen en «Lov om sygeforsikring af arbejdere», i 1884 en «Ulykkesforsikringslov», i 1889 en «Lov om invaliditets- og alderdomsforsikring». Disse Bismarckske sociallove havde til formål, dels at inddæmme socialdemokratiet der godt nok var erklæret illegalt, men alligevel fortsatte sin virksomhed, dels at sikre kapitalismen tilgang til arbejdskraft på langt sigt ved at løse de kortvarige sociale problemer arbejderne kunne blive udsat for. Alle 3 forsikringsordninger rummede en slags selvforvaltning, hvor også arbejderrepræsentanter havde plads og indflydelse. Medlemmer af fagforeninger og socialdemokratiet havde på den måde en legal måde for deltagelse i de politiske beslutningsprocesser.

Trods told på kornimporten førte den økonomiske udvikling alligevel ikke til øgede fødevareudgifter for arbejderne. Den store depression i økonomien medførte generelle prisfald - også på fødevarer. Fra 1880 begyndte fagbevægelsen at blive reorganiseret, baseret på de såkaldte «fagblade» og arbejdernes hjælpekasser, der ikke blev ramt af socialistlovene. I 1880 fandt der store strejker sted indenfor snedkererhvervet, og i 1883 blev «Centralforbundet af skræddere og tilknyttede fag i Tyskland» oprettet. Samme år eksisterede der i Tyskland 13 centralforbund, og i 1884 sluttede metalarbejderne sig til listen. I 1886 var fagbevægelsen nået op på flere medlemmer end før socialistlovenes vedtagelse. Tendensen til lønfald der var startet omkring 1820, var afsluttet i slutningen af 1860'erne, og nu steg lønnen langsomt, dels pga. den tiltagende økonomiske aktivitet, dels pga. deflationen.

Trods socialistlovene var også socialdemokratiet i stand til at gøre sig bemærket. Ved et første valg efter lovene (1881) fik partiet 311.961 stemmer svarende til 6,1%. Med sin rigsdagsfraktion havde partiet et organ, der ikke juridisk blev regnet som en del af det illegaliserede socialdemokrati, og hvis repræsentanter - August Bebel, Wilhelm Liebknecht og bl.a. Paul Singer - fortsat var synlige i det politiske liv. I Zürich (frem til 1888) og i London (1888-90) blev partiets illegale og officielle partiavis Der Sozialdemokrat redigeret, trykt og derfra smuglet ind i Tyskland.

1. Internationale havde i 1872 flyttet sit hovedkontor til USA, og var i 1876 blevet officielt opløst. I 1889 deltog ledelsen i det tyske socialdemokrati aktivt i forberedelsen og gennemførelsen af en international socialistkongres i Paris, der førte til dannelsen af 2. Internationale der bestod af socialistiske partier og fagforbund.

I 1890 afviste rigsdagen at forlænge socialistlovene, og ved valget samme år fik det Socialistiske Arbejderparti 1.427.298 stemmer svarende til 19,7%.

Årene med forfølgelse var for partiet også præget af teoretisk afklaring. Hertil bidrog Karl Marx (som døde i 1883) og Friedrich Engels som levede i eksil i London og havde løbende kontakt med partiledelsen. Socialdemokratiet adskilte sig fra de anarkistiske tendenser, der ellers som umiddelbar reaktion på socialistlovene havde vundet indflydelse. Men frem for alt indebar perioden et nederlag for de Lassalleanske forestillinger om arbejdervenlige dele af statsfunktionen. Denne ideologi blev erstattet af marxismen, der fik stadig bedre fodfæste i partiet. Et udtryk for denne udvikling var vedtagelsen af et nyt partiprogram i Erfurt i 1891. Partiet kaldte sig fra nu af Tysklands socialdemokratiske Parti (Sozialdemokratische Partei Deutschlands).

Men også efter socialistlovenes ophævelse blev arbejderklassen diskrimineret - især gennem begrænsning af stemmeretten til landdagene (de lokale parlamenter). I modsætning til valget til rigsdagen var der nemlig under disse valg ikke almen stemmeret, men derimod såkaldt «pluralstemmeret», efter hvilken den enkeltes stemmevægt var koblet til størrelsen af hans indkomstskat. I Prøjsen eksisterede den såkaldte «tre-klasses stemmeret».

Kombinationen af på den ene side diskriminering, og på den anden side medindflydelse påvirkede partiets ideologiske tilstand. Partiet indtog en radikal holdning til det forhold, at det var udelukket fra fuld parlamentarisk ligeberettigelse og at rigsdagen ingen indflydelse havde på sammensætningen af regeringerne og de direkte skatter i delstaterne. Men samtidig var der i det tyske samfund mulighed for repræsentation i socialforsikringens selvforvaltningsorganer, i kommunerne (selvom der i størstedelen af Tyskland endnu ikke var indført almindelig stemmeret) og i foreningerne. Partiet var derfor villig til at udnytte rammerne indenfor det bestående samfund, indtil disse rammer kunne sprænges.

Eduard Bernstein havde frem til Engels død i 1895 været dennes tætteste politiske medarbejder. I 1896 offentliggjorde han i partiets teoretiske blad Die Neue Zeit en artikelserie, som i 1899 blev udgivet i bogform under titlen: Forudsætningerne for socialisme og socialdemokratiets opgaver (Die Voraussetzungen des Sozialismus und die Aufgaben der Sozialdemokratie). I denne rettede han en grundlæggende kritik mod de centrale teser i den historiske materialisme og foreslog at partiet skulle overveje at erklære sig for hvad det allerede var: et reformparti. Den ideologiske retning Bernstein dermed grundlagde blev kaldt «revisionisme», eftersom den ville revidere den eksisterende taktik og dens teoretiske grundlag. Den hidtidige marxistiske retning blev forsvaret af Neue Zeits udgiver Karl Kautsky, der blev støttet af Bebel.

Den ideologiske strid i partiet blev skærpet efter århundredeskiftet. Efter gennemførelsen af den første russiske revolution i 1905 erklærede langt flere i partiet sig villige til at anvende den politiske massestrejke som middel til at tilkæmpe sig den almindelige stemmeret i Prøjsen. Den polske økonom og publicist Rosa Luxemburg som siden slutningen af 1890'erne boede i Tyskland var en af de vigtigste bannerførere for denne holdning.

Holdningen blandt de frie fagforbund - sådan kaldte de forbund der lå tæt på socialdemokratiet sig - lagde dog en dæmper på bestræbelserne i retning af massestrejke. Som tidligere var problemet de fagligt bestemte forbund. I 1991 dannedes det Tyske Metalarbejderforbund (Deutschen Metallarbeiterverband), der var det første samlende branche-forbund. I 1890 blev Generalkommissionen for Tysklands Fagforbund (Generalkommission der Gewerkschaften Deutschlands) dannet under ledelse af Carl Legien. Den forsøgte i de følgende år at koncentrere sig om rent fagpolitiske emner. Dette var også afgørende for dens holdning til massestrejken. I 1906 indgik partiet og landsorganisationen en i første omgang hemmelig aftale der slog fast, at partiet kun måtte opfordre til massestrejke efter forudgående aftale med Generalkommissionen. Dette medførte i praksis en vanskeliggørelse af dette kampmiddel.

Spørgsmålet om massestrejken fik nu den indre differentiering til at fremtræde tydeligere i partiet. På dets højrefløj stod de mange ansatte i arbejderbevægelsen, kommunalpolitikere og fagforeningsfunktionærer. Venstrefløjen samledes til gengæld om Rosa Luxemburg. Kautsky blev nu til teoretiker for «centrismen»: han bevarede principielt sin radikalitet, men støttede samtidig en afventen i dagsspørgsmål. Denne indre differentiering fortsatte nogenlunde uforandret frem til 1. Verdenskrig, uden at modsætningerne mellem fløjene førte til afgørende brud.

Over de følgende årtier frem til 1933 eksisterede der ved siden af den socialdemokratiske fagbevægelse og ikke-socialdemokratiske forbund, der var knyttet til det katolske centrumsparti eller det liberale parti.

Den tyske arbejderbevægelse under 1. Verdenskrig 1914-18

1. august 1914 brød 1. Verdenskrig ud. 2. august besluttede en konference af repræsentanter fra de tyske fagforbund at erklære «borgfred»: under krigen skulle der ikke føres nogen arbejdskampe. 3. august mødtes den socialdemokratiske rigsdagsfraktion for at diskutere dens holdning til regeringens anmodning om krigskreditter. Ud af de 110 socialdemokratiske parlamentarikere stemte kun 14 imod. Ved selve afstemningen 4. august bøjede disse sig for fraktionstvangen, således at SPD enstemmigt stemte for.

Enkelte rigsdagsmedlemmer fra partiets yderste højrefløj så i samarbejdet med regeringen en mulighed for at skabe fremskridt mod at sikre arbejderbevægelsen ligeberettigelse overfor staten og for at få indført almindelig stemmeret. Andre som f.eks. en af partiets formænd, Friedrich Ebert, havde den holdning, at partiet måtte stemme udfra hvad der var mest formålstjenligt: Socialdemokratiet havde ikke ønsket krigen, men nu var der ikke andre muligheder end at fortsætte forsvaret for arbejdernes interesser under de nye betingelser, hvilket imidlertid samtidig indebar anerkendelse af disse nye omstændigheder - dvs. krigen. Muligvis har også legalitetsprincipper spillet en rolle: partitoppen kunne have en frygt for at staten ville vælge at knuse bevægelsen, hvis den ikke samarbejdede.

Ved den næste afstemning om krigskreditter 2. december 1914 stemte Karl Liebknecht som det eneste rigsdagsmedlem imod. I 1915 fik han følgeskab af flere andre medlemmer, og i 1916 dannede krigsmodstanderne i fraktionen et «Socialdemokratisk Arbejdsfællesskab», som var forløberen for dannelsen af Tysklands uafhængige socialdemokratiske Parti (Unabhängige Sozialdemokratische Partei Deutschlands, USPD) i 1917. Partiets højrefløj konstituerede sig i stedet som Tysklands flertals-socialdemokratiske Parti (Mehrheitssozialdemokratische Partei Deutschlands, MSPD).

En lille gruppe af partikadrer havde fra starten afvist at støtte krigskreditterne, men kunne ikke skaffe gehør for deres synspunkter, pga. den undtagelsestilstand regeringen umiddelbart havde erklæret. Gruppen kaldte sig Gruppe Internationale og udgav tidsskriftet Die Internationale, der i 1915 udkom i 9.000 eksemplarer, men kun i en enkelt udgave. Til gruppen hørte bl.a. Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg. I 1916 kaldte de sig for Spartakusgruppen, og sluttede sig i 1917 til USPD. På dette punkt adskilte de sig fra en anden venstre-radikal oppositionsgruppe - Tysklands internationale Kommunister (Internationalen Kommunisten Deutschlands, IKD) i Bremen.

Fagbevægelsen var tæt knyttet til krigsøkonomien. Den støttede i 1916 vedtagelsen af Loven om hjælpetjeneste for fædrelandet, der først og fremmest tjente til at stavnsbinde arbejdskraften til dens arbejdsplads. Til gengæld fik fagbevægelsen betydelig medindflydelse.

Februarrevolutionen i Rusland i 1917 fik hurtigt konsekvenser for det tyske partisystem. Dels blev USPD stiftet, dels var de borgerlige partier langt villigere til samarbejde med MSPD. Sammen med dette udformede Centrumspartiet, Fremskridtspartiet og de Nationalliberale i 1917 en «Fredsresolution» med det formål at nå frem til en fredsafslutning uden annektioner.

I starten af 1918 fandt der stod strejker sted blandt ammunitionsarbejderne. Ud af strejkebevægelsen udsprang bevægelsen af «Revolutionære Arbejdere», som også fortsatte efter strejkernes ophør. I en ny regering som Prinz Max von Baden dannede 3. oktober 1918 blev der også optaget socialdemokratiske statssekretærer - dog uden portefølje. Den 3. november udbrød der mytteri på den tyske krigsflåde i Kiel, og dette udløste novemberrevolutionen, og den 9. november trådte kejser Wilhelm II tilbage. Samme dag udråbte MSDP politikeren Philipp Scheidemann den «Tyske Republik», mens Karl Liebknecht udråbte den «Frie socialistiske Republik». Den øverste statsmagt overgik til et «Råd af Folke-befuldmægtigede» under ledelse af Friedrich Ebert. Både MSDP og USPD politikere indgik i dette råd. Samtidig omdøbte Spartakusgruppen sig til «Spartakusforbundet», og i hele landet blev der dannet arbejder- og soldaterråd. (Se Den Tyske Revolution). Den 15. november underskrev Fagbevægelsens Generalkommission under ledelse af Carl Legien en «Centralarbejdstidsaftale» med arbejdsgiverne der var repræsenteret ved Hugo Stinnes. I aftalen indgik oprettelsen af paritetisk sammensatte organer for arbejdsanvisning og voldgift, og samtidig den fulde anerkendelse af fagbevægelsen som arbejdstagernes interesserepræsentation. Revolutionen havde sikret gennemførelsen af fagbevægelsens gamle krav om 8 timers normalarbejdsdagen.

Ebert optog kontakt med den øverste hærledelse under ledelse af Paul von Hindenburg, og bekæmpede i fællesskab alle forsøg på at lade revolutionen udvikle sig videre end til dannelsen af en parlamentarisk republik. Den 16-20. december afviste en Rigsrådskongres i Berlin rådssystemet som en mulig demokratisk organisering af Tyskland, og besluttede i stedet at gennemføre valg til en grundlovsgivende nationalforsamling den 19. januar 1919.

Da militæret i Berlin i december 1918 åbnede ild mod revolutionære arbejdere og matroser, besluttede USPD at trække sine medlemmer ud af Rådet af Folke-befuldmægtigede.

I dagene 30. december 1918 - 1. januar 1919 blev Tysklands kommunistiske Parti (Kommunistischen Partei Deutschlands, KPD) dannet på en stiftelseskongres i Berlin. I kongressen deltog repræsentanter fra Spartakusforbundet, Venstrefløjen i Bremen samt nyligt politiserede arbejdere og soldater. Det lykkedes ikke at trække gruppen Revolutionære Arbejdere med. De var tættere knyttet til USPD, som dog havde en stor masseindflydelse på KPD.

I starten af januar afsatte den prøjsiske MSPD indenrigsminister Berlins politipræsident Emil Eichhorn, der var fra USPD. Det førte til opstand på den radikale venstrefløj. Dette oprør blev slået ned af tropper under ledelse af MSPD folkekommissæren Gustav Noske, og Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg blev ved samme lejlighed myrdet.

KPD's stiftelseskongres havde besluttet at boykotte valget til den grundlovsgivende forsamling - imod bl.a. Rosa Luxemburgs anbefaling. Dette valg gav tre-fjerdels flertal til de uindskrænkede republikanske partier: MSPD fik 37,9%, Centrum fik 19,7%, det Tyske demokratiske Parti (DDP) fik 18,5% og USPD fik 7,6%.

MSPD, Centrum og DDP dannede nu regering under ledelse af ministerpræsident Philipp Scheidemann. Friedrich Ebert blev rigspræsident. Den nye regering måtte underskrive Versailles fredstraktaten med dens barske betingelser for Tyskland.

I foråret 1919 blev der udråbt en rådsrepublik i München. Den var i udgangspunktet præget af anarkistiske kræfter, men siden kom kommunisterne til at spille en ledende rolle i denne. Militær og Frikorps troppen fra den gamle kejserlige hær - der nu havde status af privathære - slog rådsrepublikken blodigt ned.

Den grundlovsgivende forsamling samledes ikke i Berlin - det blev vurderet som for usikkert - og samledes i stedet i Weimar. Der blev der udformet en forfatning for den nye republik, der trådte i kraft 11. august 1919. Koalitionen der var dominerende i dette arbejde - MSPD, DDP og Centrum - kaldte man for «Weimarkoalitionen», og den nye republik blev kaldt «Weimarrepublikken».

Weimarrepublikken

Den revolutionære efterkrigskrise 1919-23

Der blev nedsat en officiel socialiseringskommission, men denne fik ingen resultater. Der blev ikke igangsat en jordreform, der ellers ville have fjernet storgodsejerne - det gamle regimes vigtigste grundlag. Men der blev indført almen, lige og hemmelig stemmeret på alle niveauer i landet - også i kommunerne. Dette gav ny indflydelse til SPD: i kommunalbestyrelserne og magistraterne. I 1920 blev der vedtaget en lov om bedriftsråd, som gav disse råd medbestemmelse i planlægningen og fordelingen af arbejdet, men rådene opfyldte ikke de langt mere vidtgående krav, fagbevægelsen havde opstillet.

Men trods disse tiltag og udviklingen af en demokratisk republik, var forudsætningerne for at kunne gennemføre en succesfuld reformpolitik langt fra tilvejebragt - også selvom MSPD havde lagt sig fast på en sådan politik i sit Görlitzer program fra 1921. Tyskland befandt sig i en «Revolutionær Efterkrigskrise». Storgodsejerne i øst- og mellemtyskland samt storindustrien pressede på for en hurtig besejring af Weimar Republikken.

KPD var i 1919 præget af en afklaringsproces. Under partiets nye formand, Paul Levis ledelse skilte det sig af med de utopiske og anarkistiske strømninger, samt de kræfter der var mobiliseret under den 1. Verdenskrig, men som ikke var rede til langsigtet politisk arbejde i en politisk situation, der ikke længere var revolutionær. Disse kræfter dannede i stedet Tysklands kommunistiske Arbejderparti (Kommunistische Arbeiterpartei Deutschlands, KAPD), der i en periode var et masseparti, men som i løbet af 1920'erne forsvandt.

Den frie fagbevægelse var nu sluttet sammen i den Almene tyske Landsorganisation (Allgemeinen Deutschen Gewerkschaftsbund, ADGB).

I marts 1920 gennemførte frikorps under ledelse af Wolfgang Kapp (Kapp-Putsch) et statskup mod Weimar republikken, men en generalstrejke fik kuppet til at gå i vasken. Ud af den kommunistiske arbejderbevægelses modaktioner opstod der i Ruhr området og i Thüringen lokale rådsorganiseringer, der efterfølgende blev slået blodigt ned af militæret.

Ved rigsdagsvalget i juni 1920 led Weimar koalitionen nederlag. MSPD trådte ud af regeringen, men blev i 1921-22 atter hentet ind.

I 1920 blev USPD sprængt. Ved partiets kongres i Halle besluttede flertallet af de delegerede at slutte sig til den i 1919 oprettede Kommunistiske Internationale og dermed også KPD, der på denne måde med et slag blev et masseparti. For en kort peiode var partiets navn nu Tysklands forenede kommunistiske Parti (VKPD), men efter kort tid blev det atter omdøbt til KPD. USPD's højrefløj bevarede USPD som selstændigt parti, indtil den i 1922 sluttede sig sammen med MSPD. Det sammensluttede parti blev i en periode kaldt Tysklands forenede socialdemokratiske Parti (VSPD), men efter kort tid var det blot SPD.

KPS's generalsekretær Paul Levi forsøgte at udvikle en aktionsenheds-politik orienteret mod SPD, USPD og fagbevægelsen. Men denne politik placerede ham i en mindretalssituationen - i en periode der socialt og økonomisk var præget af stigende forarmelse. Da det vist sig, at han ikke var i stand til at skaffe flertal for sin politik i partiets centralkomite, trådte han tilbage fra dette organ. Indenfor partiet var det nu «offensivteorien», der vandt frem. Denne politik baserede sig på en opfattelse af, at det gennem isolerede fremstød ville være muligt at rive flertallet af proletariatet med. Denne opfattelse svarede til den fortvivlede stemning, der prægede arbejderne i store dele af partiet, men i deres ret refleks-baserede politiske opfattelse blev de ofre for en provokation. I marts 1921 sendte overpræsidenten for den prøjsiske provins Sachsen, Hörsing fra MSPD, sikkerhedspolitiet ind i Mansfelder minerne for at afvæbne arbejderne. Dertil fandtes der dog ikke nogen umiddelbar grund. Det prøjsiske indenrigsministerium vidste, at der ikke aktuelt var fare for en væbnet opstand. «Offensivteoriens» gennemslagskraft var endnu begrænset til KPD. Da de kommunistiske arbejdere greb til våben som reaktion på politiets fremfærd, blev de derfor isoleret. I alt deltod omkring 40.000 arbejdere i de efterfølgende kampe. Weimar republikkens hær - Reichswehr - og politiet i regionen rådede godt nok kun over 17.000 mand, men var alligevel militært overlegne. Over 100 arbejdere blev dræbt, og over 4.000 blev senere dømt. Paul Levi kritiserede i en brochure åbent «martsaktionen», og hævdede den var blevet gennemført på opfordring fra Kommunistisk Internationale. Det var dog ikke korrekt. Internationalens udsending, Béla Kun, havde handlet på egen hånd. Resultatet var dog, at Levi blev ekskluderet af partiet.

Under ledelse af Heinrich Brandler og August Thalheimer ændrede KPD nu sine holdninger og forsøgte at udvikle en «overgangspolitik», efter hvilken de socialdemokratiske arbejdere skulle vindes for en enhedsfront, for på den måde at overvinde den revolutionære venstrefløjs splittelse. Denne ændring af KPD's politik stødte imidlertid på opposition fra en ultravenstre linie i partiet.

I 1923 befandt Tyskland sig i en statskrise. I januar besatte franske tropper Ruhrområdet, mens hyperinflation fik pengenes værdi til hastigt at forsvinde. I Bayern satte lokalregeringen de der stationerede tyske tropper under dens egen befaling. Den 9. november forsøgte Adolf Hitler at gennemføre et statskup, som imidlertid blev slået ned. I Sachsen og Thüringen dannede SPD og KPD i oktober «Arbejderregeringer», men de fik en kort levetid. Militæret rykkede ind og afsatte dem. Kort forinden havde KPD på en tillidsmandskonference i Chemnitz stillet forslag om, at arbejderbevægelsen måtte gå over til generalstrejke. Det blev imidlertid afvist af delegerede fra SPD's venstrefløj, og generalstrejken blev aldrig gennemført. Kun KPD i Hamburg forsøgte en opstand, men den var fuldstændig isoleret og blev hurtigt slået ned. Partiet blev nu forbudt frem til 1924. I august var SPD gået med i en stor koalitionsregering sammen med de borgerlige partier, for dog atter at forlade den i november.

Relativ stabilisering 1924-28

I november 1923 blev inflationen bragt under kontrol ved gennemførelsen af en valutareform. I april 1924 blev aftalen om Tysklands krigsskadeerstatninger til sejrsmagterne fra 1. Verdenskrig ændret, og dermed indledtes en periode med relativ stabilisering i landet. I perioden 1923-28 blev Tyskland regeret af rene borgerlige regeringer. Ikke blot KPD var i opposition men også SPD. I 1927 fandt der dog et socialpolitisk fremskridt sted med indførelsen af statslig arbejdsløshedsforsikring.

Som reaktion på nederlaget i 1923 havde ultravenstrefløjen i første omgang vundet magten i KPD, men de blev atter trængt tilbage i 1925. Under Ernst Thälmanns ledelse blev partiet nu bolsjeviseret: partiets basis blev nu arbejdspladscellerne, hvor det tidligere havde været boligområderne der var basis. Samtidig underlagde KPD sig i sin politik direkte Sovjetunionens kommunistiske Parti (SUKP).

I slutningen af 1923 havde SUKP's generalsekretær Josef Stalin draget den konsekvens af den kommunistiske bevægelses nederlag i Vesten, at Sovjetunionen ikke længere kunne regne med aflastning fra andre revolutioner. Han proklamerede i stedet «opbygningen af socialisme i et land». Efter dette nye koncept havde Vestens kommunistpartier som hovedopgave at bidrage til beskyttelsen af Sovjetunionen - bl.a. gennem støtte til dettes udenrigspolitik. Over de følgende år slog KPD ind på denne linie udstukket af Moskva, selv det helt frem til 1929 skete i opposition til både højre- og venstrekræfter i partiet. Det var i udgangspunktet muligt at kombinere denne politik med forsøgene på samarbejde med SPD, der også var i opposition. Bl.a. gennem en fælles kampagne i 1926 for ekspropriation af fyrsterne uden erstatning, og mod rigsmarinens anmodning om bygning af en ny panserkrydser.

SPD vedtog på sin kongres i Heidelberg i 1925 et nyt program, der knyttede an til Erfurt programmet fra 1891. Rudolf Hilferding var nu partiets førende teoretiker, og han udviklede konceptet om den «organiserede kapitalisme», der byggede på teorierne i hans bog, Finanskapitalen, der allerede var blevet udgivet i 1910. Konceptets kerne var, at monopoliseringen af industrien samt bankkapitalen og sammensmeltningen af disse to sektorer havde skabt finanskapitalen, og med dennes tætte anknytning til statsapparatet, var der udviklet en ny type kapitalisme. Ved en tale på SPD's kongres i Kiel erklærede Hilferding sig overbevist om, at det indenfor rammerne af det parlamentariske demokrati ville være muligt at transformere kapitalismen til socialisme, når arbejderne fik flertallet. Parallelt med udviklingen af denne ideologi udvikledes i fagbevægelsen konceptet for «økonomisk demokrati». Denne organisationsform skulle drives frem gennem en kombination af medbestemmelse og båndlægning af kapitalmagten gennem arbejdsretten.

Selv om SPD i 1923-28 på landsplan var i opposition, sad det i en række delstater fortsat i regeringen. Det gjaldt især i Prøjsen, hvor det gennemgående var SPD der stillede ministerpræsidenten for Weimar koalitionen, men også i folkestaten Hessen. En række storbyer som Altona og Magdeburg havde socialdemokratiske overborgmestre, og mange arbejderkvarterer blev ledet af SPD borgmestre.

I 1925 døde rigspræsident Friedrich Ebert. Som hans efterfølger valgtes monarkisten Paul von Hindenburg.

Efter rigsdagsvalget i 1928 gik SPD med i en stor regeringskoalition med de borgerlige partier der i det mindste formelt accepterede republikken. SPD stillede med Hermann Müller som rigskansler. Efter pres fra dets regeringspartnere gik partiet nu med til bygningen af en panserkrydser, selvom modstanden mod dette projekt havde været en central del af dets valgkamp.

Weimar republikkens endelige krise

Med start i USA brød i 1929 en verdensomspændende langvarig krise ud. Denne krise gjorde en ende på stabiliseringen af ikke blot den tyske kapitalisme, men også den demokratiske republik i Tyskland.

Allerede i 1928 havde Kommunistisk Internationale på sin 6. verdenskongres i Moskva forudset udbruddet af en ny krise. I verdensmålestok ville der sætte en ny revolutionær periode ind, som borgerskabet ville søge at besvare med fascisme. Stillet overfor dette alternativ - revolution eller fascisme - fandtes der ikke nogen alternativer for det parlamentariske demokrati. Hvis man - som de socialdemokratiske partier - forsøgte at undgå at konfrontere sig med denne beslutning, arbejdede man i virkeligheden objektivt til fordel for fascismen. Dette var baggrunden for Kommunistisk Internationales udvikling af tesen om at socialdemokratisk politik var «socialfascisme».

Som følge af verdenskrisen steg arbejdsløsheden drastisk, og KPD fandt stor tilslutning blandt de arbejdsløse. I Berlin forbød politipræsident Zörgiebel fra SPD 1. maj demonstrationen 1929. Også for mange ikke-kommunistiske arbejdere var dette en voldsom provokation, eftersom det var en ret hans eget parti havde brugt årtier på at tilkæmpe sig, som nu blev knægtet. Arbejderne besluttede alligevel at demonstrere, og den nu ulovlige demonstration blev beskudt af politiet, der dræbte mange arbejdere. Denne hændelse medførte for mange kommunistiske arbejdere og partifunktionærer, at socialfascisme-tesen blev mere plausibel.

I marts 1930 brød den store koalition sammen. SPD brød ud af regeringen, da partiet ikke kunne stemme for en borgerlig krævet forhøjelse af arbejdsløshedskontingenterne. Den nye rigskansler Heinrich Brüning fra Centrumspartiet dannede nu en mindretalsregering.

Ved rigsdagsvalget 14. september 1930 steg mandattallet for Hitlers Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP) fra 12 til 107. Brüning havde ikke nogen parlamentarisk basis og var afhængig af, at rigspræsident Hindenburg gennemførte nøddekreter på forslag fra Brüning selv. SPD gik i oktober 1930 over til at tolerere regeringen for dermed at forhindre, at Brüning alene støttede sig til Hindenburg. Men med denne støtte legitimerede partiet økonomiske og sociale nedskæringer, som blot yderligere forværrede den økonomiske krise. Dette medførte, at partiets masseforankring svækkedes. Under konfrontationer med kommunistiske demonstranter tog politiet skydevåben i brug, og mange blev dræbt. I den forstand var den «blodige maj» 1929 ikke noget enkeltstående tilfælde.

Modsætningerne mellem SPD og KPD havde også konsekvenser i den del af arbejderbevægelsen, der ikke var partipolitisk tilknyttet: den kommunistisk orienterede Revolutionære Fagopposition («Revolutionäre Gewerkschaftsopposition», RGO) blev afskallet fra landsorganisation (ADGB), og fra arbejdernes sportslige landsorganisation (ATSB) afskalledes den Røde Sport («Rotsport»). Derudover blev næsten alle andre arbejderorganisationer splittet, hvor der ellers tidligere havde eksisteret en sammenhæng mellem de forskellige retninger.

Samtidig med at konflikten mellem KPD og SPD blev stadig skarpere, brød flere mindre grupper ud af begge partier. I 1929 dannedes Tysklands kommunistiske partis Opposition («Kommunistische Partei Deutschlands Opposition», KPO). I det lille partis ledelse sad bl.a. Heinrich Brandler og August Thalheimer, og de forsøgte at videreføre den aktionsenhedspolitik, KPD havde ført siden 1923. I protest mod SPD's forsvarspolitik brød en gruppe i 1931 ud og dannede Tysklands socialistiske Arbejderparti (Sozialistische Arbeiterpartei Deutschlands, SAPD). Allerede i 1926 var filosoffen Leonard Nelson blevet ekskluderet af SPD, for at forsvare en elitær socialismeopfattelse. Han havde grundlagt det Internationale socialistiske Ungdomsforbund (ISJ), og ud af dette dannedes nu det Internationale socialistiske Kampforbund («Internationale Sozialistische Kampfbund», ISK). Hverken i teori eller praksis havde denne organisation noget med den øvrige arbejderbevægelse at gøre, og havde alle kendetegn på at være en isoleret sekt, men fik alligevel indirekte betydning for SPD's senere udvikling, da flere af dets indflydelsesrige medlemmer efter dets opløsning atter gik ind i SPD - deriblandt en af forfatterne til partiets Godesberger program fra 1959, Willi Eichler. Gruppen Ny Begyndelse («Neu Beginnen») bestod af flere tidligere medlemmer af KPD og SPD, der på et revolutionært grundlag søgte at overvinde den splittelse, der prægede arbejderbevægelsen.

I 1932 mistede den prøjsiske regeringskoalition flertallet ved Landdagsvalget. Da en ny regering ikke kunne dannes forblev den eksisterende regering under ledelse af ministerpræsident Otto Braun som forretningsministerium. Den blev afsat 20. juli af rigskansler v. Papen, der i stedet indsatte en statskommissær.

Ved valget til Rigsdagen 31. juli fik nazisterne (NSDAP) yderligere fremgang, og var nu det største parti i Rigsdagen. SPD fik 7,3 mio. stemmer og KPD 6 mio. Både socialdemokrater og kommunister havde flere år forinden erkendt den alvorlige mulige trussel fra nazismen og havde bl.a. oprettet kampgrupper i stil med det nazistiske SA - SPD havde oprettet Reichbanner forbundet, senere Jernfronten - men begge partier var alligevel så forblændede af hadet til hinanden, at det var umuligt at skabe en fælles front mod nazismen. For KPD var SPD hovedfjenden - som Komintern havde erklæret i 1928 - og for SPD var KPD hovedfjenden.

Arbejderbevægelsen under hagekorset

Den 30. januar 1933 udnævnte rigspræsident Hindenburg Adolf Hitler til rigskansler. Da Rigsdagen i slutningen af februar gik op i flammer, brugte regeringen dette som anledning til med et nøddekret fra rigspræsidenten at forbyde KPD. Det blev beskyldt for at stå bag brandattentatet, selv om det intet havde med det at gøre. Den 3. marts blev partiets formand, Ernst Thälmann, fængslet og sendt i koncentrationslejr, som han overlevede frem til 1944, hvor han blev myrdet af nazisterne i koncentrationslejren Buchenwald. Den 5. marts blev der gennemført valg til Rigsdagen, og stemmerne på KPD blev kasseret. Samme måned stemte Rigsdagen for en «fuldmagtslov», der overdrog hele den lovgivende og udøvende magt til regeringen. SPD stemte som det eneste parti i Rigsdagen mod denne lov.

Den 22. juni blev også SPD forbudt. Allerede måneder forinden, 21. maj, var partihovedkvarteret dog blevet flyttet til Prag. Der opstod dog hurtigt modsætninger mellem dette og de ledende kræfter, der var forblevet i Tyskland.

Umiddelbart efter nazisternes magtovertagelse blev medlemmer og funktionærer i arbejderbevægelsens organisationer - specielt de kommunistiske men også mange socialdemokrater - udsat for terror, og hurtigt arresteret, overflyttet til hurtigt indrettede koncentrationslejre, mishandlede og myrdet. Tallet løb i de følgende år op i mange tusinde.

NSDAP regeringen gjorde 1. maj 1933 til «Festdag for den nationale enhed», og brugte den til propagandamæssige formål. ADGB opfordrede til deltagelse i nazisternes arrangementer - tydeligvis i håb om at kunne bevare sin legalitet. Men den 2. maj blev landsorganisationens kontorer besat og ADGB forbudt. Også alle andre faglige organisationer blev opløst, og i stedet tvang nazisterne de tyske arbejdere til medlemskab af den Tyske Arbejdsfront («Deutsche Arbeitsfront», DAF).

I januar 1934 offentliggjorde SPD's hovedkvarter i Prag sit såkaldte Prag Manifest, i hvilket partiet atter bekendte sig til en revolutionær socialisme.

KPD ledelsen emigrerede i 1933 til Paris og i 1935 til Moskva. En «operativ stab» arbejdede i 1935-36 i Prag og i 1936-40 i Paris. Mange af partiets funktionærer der var emigreret til Sovjetunionen bukkede under i den stalinistiske forfølgelse og mistede livet (Se Moskvaprocesserne).

På sin 7. verdenskongres i 1935 gjorde Kommunistisk Internationale op med ultra-venstre linien og socialfascisme tesen. I stedet fremlagde internationalen en folkefronts-politik, der skulle samle alle ikke-fascistiske kræfter - herunder også socialdemokrater, borgerlige og sågar konservative - til kamp mod fascismen. Mens internationalen hidtil havde fremholdt rådssystemet som den mest velegnede styreform i den umiddelbart forestående revolution, så bekendte internationalen sig nu til den demokratiske republik, som den ramme hvor folkefronten kunne udøve sin magt. KPD's centralkomite foretog selv dette bratte politiske kursskifte på sin Bruxelles konference i 1935 - der i virkeligheden gennemførtes i nærheden af Moskva. Der blev nedsat en folkefronts-kommission i Paris under ledelse af Heinrich Mann. I denne deltog KPD, repræsentanter fra socialistiske smågrupper samt Rudolf Breitscheid, der var tidligere formand for SPD's rigsdagsfraktion. Han deltog dog ikke på vegne af sit parti, men som enkeltperson, og kommissionen nåede aldrig frem til enighed.

Efter at alle socialistiske organisationer i Tyskland var blevet gjort illegale, måtte de medlemmer der ønskede at fortsætte deres politiske arbejde finde nye veje at organisere sig på. KPD mente i første omgang, at nazi-regimet kun ville være forbigående, og bevarede som sagt socialfascisme-tesen helt frem til 1935. Partiet forsøgte i 1933-35 at bevare sin hidtidige organisationsstruktur, og efter hver arrestationsbølge, blev posterne i de lokale partiafdelinger besat på ny. I 1935 var organisationen imidlertid så nedkæmpet, at det ikke længere var muligt at genbesætte posterne.

SPD hovedkvarteret i Prag bevarede forbindelserne til Tyskland gennem «Grænsesekretariater». I Tyskland opbyggede partiets medlemmer ofte uformelle strukturer, der fungerede som «holdnings-fællesskaber».

Derudover øvede kommunister, socialdemokrater og medlemmer af smågrupperne ofte aktiv modstand mod nazismen: gennem spredning af propagandamaterialer, overførsel af informationer til ledelserne i udlandet, bestræbelser på at bevare den organisatoriske infrastruktur - ved f.eks. at samle familiemedlemmer til arresterede. De hidtidige grænser mellem organisationerne blev derved delvist overskredet. Allerede i 1934 blev der f.eks. udformet en aktionsenheds aftale i Frankfurt am Main mellem KPD og SPD. De små socialistiske grupper (KPO, SAPD, ISK og Neu Beginnen) havde pga. deres lidenhed og cellestruktur allerede i udgangspunkt en ret effektiv organisationsform, mens SPD der havde 800.000 medlemmer i 1933 og KPD med 300.000 først var nødt til at omstille deres tidligere masseorganisationer.

I sidste halvdel af 30'erne var det dog lykkedes nazisterne i vid udstrækning at knuse den organiserede modstand. Efter München aftalen i 1938 måtte SPD's hovedkvarter forlægges fra Prag til Paris, hvor det fortsatte frem til 1940, og i 1941 dannede Erich Ollenhauer og Hans Vogel et rest-hovedkvarter i London. Andre ledende medlemmer emigrerede til USA og Sverige. I Storbritannien fandt der tilnærmelser sted mellem SPD og smågrupper fra SAPD, ISK og Neu Beginnen. I 1941 dannede de Unionen af tyske socialistiske grupper i Storbritannien.

Efter Hitler Tysklands angreb på Sovjetunionen i sommeren 1941 bestræbte KPD sig på at genoplive modstanden i Tyskland - under aktiv deltagelse fra den emigrerede partiledelse i Moskva. I Stockhom forberedte politbureau kandidaten Herbert Wehner sig på at rejse til Berlin, for derfra at styre genopbygningen af partiets ledelse på landsplan. Han blev imidlertid arresteret i Sverige kort før sin afrejse, og kort tid efter ekskluderet af partiet, da han havde overtrådt partiets konspirationsregler umiddelbart før sin arrestation. Intern rivalisering i den kommunistiske eksilledelse kan dog også have spillet en rolle. Efter krigsafslutningen meldte Wehner sig ind i SPD.

I starten af 1942 lykkedes det et andet medlem af centralkomiteen, Wilhelm Knöchel, at rejse ind i Tyskland, og det lykkedes ham at opbygge nye partistrukturer fra Ruhrområdet til Berlin. Det lykkedes dog kun organisationen at overleve et år, før den blev optrevlet og knust. Knöchel og mange andre modstandskæmpere blev arresteret, dømt til døden og henrettet. I de følgende år og frem til 1945 betalte KPD dyrt i blod for sine forsøg på selv at bekæmpe nationalsocialismen inde i Tyskland.

Parti- og spionageaktiviteter skete lejlighedsvis i samarbejde med andre grupper; havde under disse konspirative omstændigheder folkefronts karakter, og blev af de nazistiske myndigheder omtalt som «Rote Kapelle». De forsøgte bl.a. at levere militære hemmeligheder videre til Moskva. I 1942 blev dette netværk knust og dets medlemmer - både borgerlige og kommunister - blev henrettet. En tysk kommunist, Richard Sorge, var ansvarlig for den sovjetiske spionage i Japan og advarede om det forestående tyske angreb i 1941 - åbenbart uden at blive taget alvorlig i Moskva. Efter at være blevet opdaget og arresteret blev han henrettet.

Enkelte steder i Tyskland dannedes der overregionale netværk, der organiserede kommunistisk modstand mod nazismen. Det gjaldt bl.a. Jacob-Bästlein-Saefkow gruppen i Hamburg og Berlin. Disse grupper udviklede deres egen politik og var ikke nødvendigvis på linie med KPD's ledelse i Moskva. Selvom nogle af disse grupper nåede at operere i flere år, blev de alle i sidste ende knust af det hemmelige statspoliti (Gestapo).

I krigens slutfase opstod der nogle steder i landet nye modstands-netværk - et område der dog endnu ikke har været genstand for mere detaljeret forskning. En række af disse netværk fandtes i Schlesien, hvor i alt 3 NSDAP kontorer blev ødelagt i marts 1945.

Også socialdemokrater deltog i yderkanten af forberedelserne til attentatet på Hitler 20. juli 1944, og de blev forfulgt og henrettet på lige fod med sammensværgelsens borgerlige og adelige medlemmer. Blandt de henrettede modstandskæmpere hørte også socialdemokrater og fagforeningsfolk.

Den anden spaltning af den tyske arbejderbevægelse

Endnu før Tysklands endelige kapitulation 8. maj 1945 var der i flere byer dannet såkaldte antifa (anti-fascistiske) komiteer, hvor fagforeningsfolk, socialdemokrater, kommunister og partiløse socialister arbejdede sammen. Sammen med den Røde Hær kom KPD's øverste ledelse tilbage til Tyskland, med Wilhelm Pieck og Walter Ulbricht i spidsen. I Berlin dannedes en SPD «centralkomite» i hvilken det tidligere rigsdagsmedlem Otto Grotewohl havde stor indflydelse. I den russiske besættelseszone tillod den Sovjetiske militæradministration for Tyskland den 11. juni 1945 de politiske partier. I de vestligt besatte zoner var partierne endnu kun tilladt på lokalt niveau.

SPD's centralkomite i Berlin hævdede nu at handle på partiets vegne i hele Tyskland, men dette blev bestredet af det tidligere rigsdagsmedlem Kurt Schumacher. Han havde i 1933-43 og igen i 1944-45 siddet i fængsel og havde den holdning, at centralkomiteen før eller senere ville komme under sovjetisk indflydelse. Fra hans egen centralkomite, «Schumacher kontoret» i Hannover, forsøgte han at reorganisere SPD i de vestlige besættelseszoner. Han antog, at socialdemokratiet i fremtiden ville komme til at lede Tyskland, og satsede udenrigspolitisk på størst mulig selvstændighed overfor alle 4 sejrsmagter.

Allerede i maj 1945 havde dele af SPD i den sovjetiske besættelseszone fremsat forslag overfor KPD om dannelsen af et enhedsparti. Dette blev imidlertid afvist af KPD, hvis ledelse mente, at det først var nødvendigt at styrke partiets egen organisation, og lade Kommunistisk Internationales folkefronts strategi fra 1935 gennemsyre partiet.

Ved en SPD landskonference i Wennigsen ved Hannover 5-6. oktober blev der foretaget en opdeling af arbejdsopgaverne mellem «centralkomiteen», der var ansvarlig for den sovjetiske besættelseszone, og «Schumacher kontoret» der blev anerkendt af rest-hovedkvarteret i London som den gruppe, der skulle lede partiet i de vestlige besættelseszoner.

I den følgende tid skiftede KPD holdning i spørgsmålet om enhedsparti. KPD frygtede, at Schumachers tydeligt antikommunistiske og antisovjetiske kurs også ville slå igennem i SPD i den sovjetiske zone. Ved efterårsvalgene i Østrig og Ungarn havde socialdemokratierne i disse lande fået et langt bedre valg end kommunisterne. KPD ønskede derfor en hurtig sammenlægning med SPD, inden en tilsvarende styrke-differentiering begyndte at gøre sig gældende i Tyskland. Nu tøvede centralkomiteen imidlertid. Dels pga. indflydelsen fra Schumacher, dels fordi komiteen frygtede at blive forfordelt af den sovjetiske besættelsesmagt, der åbenlyst støttede kommunisterne. Men samtidig havde de to partier udviklet en interessant fælles praksis. I efteråret 1945 gennemførte de to partier en jordreform, i hvilken storgodserne blev eksproprieret og jorden fordelt til jordløse eller fattige småbønder.

På en fælles konference i december 1945 stemte centralkomiteen alligevel for en længerevarende forberedelse af et enhedsparti. I de følgende måneder mistede det imidlertid delvist kontrollen over partiets lokalafdelinger, der indgik i tæt samarbejde med kommunisterne - dels spontant, dels efter pres fra de lokale sovjetiske besættelsesmyndigheder. I april 1946 besluttede KPD og SPD på hver deres kongresser at slutte sig sammen, og denne gennemførtes 20-21. april 1946. Således opstod Tysklands socialistiske Enhedsparti («Sozialistische Einheitspartei Deutschlands», SED)

Partierne ønskede, at denne sammenslutning skulle være gældende i hele Tyskland, men den mislykkedes i den vestlige zone. Der var der kun få SPD medlemmer der var villige til sammenlægning med KPD. De vestlige besættelsesmagter besluttede samtidig at forbyde SED.

I Berlin organiserede den indre opposition i SPD allerede i marts 1946 en afstemning om sammenlægningen. Russerne forbød denne afstemning i Berlins østsektor, men socialdemokrater i Østberlin havde alligevel mulighed for at afgive deres stemme i Vestberlin. Centralkomiteen opfordrede til boykot af afstemningen, men den blev alligevel afholdt. Et stort antal af de afgivne stemmer var imod den umiddelbare sammenlægning af partierne til SED. Men kun et mindretal af SPD medlemmerne - afgrænset til Berlin - havde deltaget i afstemningen.

I 1947 brød den kolde krig åbent ud, og dette kom i stigende grad til at præge forholdet mellem de forskellige politiske dele af arbejderbevægelsen. I 1947 gjorde SED endnu engang et forsøg på udbredelse til den vestlige besættelseszone ved at trække dele af SPD ind i samarbejdet, men atter engang forgæves. I stedet dannede KPD i Vest og SED et «arbejdsfællesskab», hvor partifunktionærer i KPD havde medlemsskab og stemmeret i SED.

I 1948 blev dette arbejdsfællesskab opløst, og KPD tog navneforandring til Socialistisk Folkeparti («Sozialistische Volkspartei»), men dette blev forbudt af de vestlige besættelsesmagter. Først fra 1949 fik KPD i vestzonen sin egen ledelse.

I 1948 blev SED bolsjeviseret - altså omdannet til et «parti af en ny type» efter forbillede fra SUKP. Allerede i midten af 1946 var der gennem ekspropriation og konfiskation af virksomheder blevet dannet en lang række storvirksomheder og storbanker i den sovjetiske besættelseszone. I anden halvdel af 1948 gik man i øst over til planøkonomi. Dermed ændredes også fagbevægelsens funktion. I 1946 var de Frie tyske Fagforeninger (Freie Deutsche Gewerkschaftsbund, FDG) blevet dannet i øst, og denne gjorde fra starten af krav på at repræsentere arbejderne i hele Tyskland, men dens virksomhed forblev dog begrænset til øst. Med overgangen til planøkonomi blev bedriftsrådene erstattet med bedrifts-fagråd. Disse havde mindre til opgave at repræsentere deres medlemmer, og mere til at deltage i realiseringen af planmålene.

SPD deltog fra 1946 i alle delstatsregeringer, og ligeledes KPD havde ministerpladser i alle regeringer - med undtagelse af Südwürttemberg-Hohenzollern. Men frem til den kolde krigs begyndelse blev det fjernet fra alle regeringer. Ved det første landdagsvalg - i 1946 - viste det sig, at partiets masseindflydelse var gået markant tilbage ifht. slutperioden af Weimar republikken.

SPD havde desuden stærk indflydelse i mange kommuner. Partiet var dog i mindretal - og hurtigt også i opposition - i de tværgående økonomiske kommissioner, der var kimen til de senere centrale organer i Forbundsrepublikken.

I det forfatningsgivende «Parlamentariske Råd» blev grundloven for den vesttyske stat - Forbundsrepublikken Tyskland (BRD) - udarbejdet i 1948-49. For Sovjetunionen, SED og KPD var dette et nederlag. Tysklands deling fratog endegyldigt Sovjetunionen muligheden for at få krigsskadeerstatninger fra de vestlige besættelseszoner.

Umiddelbart efter krigsafslutningen gik fagbevægelsen igang igen i alle 4 besættelseszoner. I de vestlige zoner fik den dog i udgangspunktet kun tilladelse til at virke på lokalt plan, siden delstats, dernæst på zone-niveau indtil det endelig blev muligt at slutte fagbevægelsen sammen på tværs af zonerne. I vesten var fagbevægelsen imidlertid positivt stemt overfor Marshallplanen, hvilket øgede modsætningerne til Freien Deutschen Gewerkschaftsbund i den sovjetiske zone.

I alle 4 besættelseszoner indførtes nye organisationsprincipper i fagbevægelsen. De tidligere fagligt definerede foreninger blev erstattet af industri-fagforeninger, og i stedet for organisationer med en bestemt politisk orientering oprettedes enhedsfagforeninger. Det medførte hurtigt i den østlige zone, at den kommunistiske indflydelse blev afgørende.

I 1947 indgik arbejdsgivere og fagforeningen  en aftale i den britiske besættelseszone om paritetisk medbestemmelse i bedriftsrådene indenfor mineindustrien.

Fra midten af 1947 var arbejderbevægelsen i de vestlige zoner i defensiven. Den 1. januar 1947 var den britiske og nordamerikanske zone blevet sluttet sammen til en «bizone», og ved valget af en direktør for samfundsøkonomi i denne nye region satte de borgerlige partier deres kandidat igennem - Johannes Semler der hurtig blev afløst af Ludwig Erhard. Fra 1948 forcerede Erhard overgangen fra krigs-planøkonomien til en «fri markedsøkonomi». Valget til den ny forbundsdag i 1949 skulle vise, om denne udvikling kunne accepteres af flertallet af den tyske befolkning.

Den socialistiske stat DDR (1949-1990)

Efter grundlæggelsen af Forbundsrepublikken i maj 1949 måtte Sovjetunionen modstræbende erkende, at det også var nødvendigt at organisere den sovjetiske besættelseszone som en stat: den Tyske demokratiske Republik (Deutsche Demokratische Republik, DDR).

Begge stater opfattede sig selv og deres geografiske modpart som midlertidige, og havde begge som mål skabelsen af et nyt samlet Tyskland. For at nå dette mål erkendte den borgerlige regering i Forbundsrepublikken under kansler Adenauers ledelse imidlertid, at det var nødvendigt at gå en omvej: gennem opbygningen af en økonomisk attraktiv og overlegen vestlig stat i alliance med det militært overlegne USA, skulle Sovjetunionen trænges ud af Centraleuropa. For at nå dette mål var det nødvendigt at betale prisen i form af en længerevarende deling af de to tysklande.

Sovjetunionen gik ud fra, at specielt kaprustningen ville få en destabiliserende virkning på Østeuropa. Efter forgæves at have søgt at forhindre dannelsen af BRD, forsøgte Sovjetunionen nu at rulle denne udvikling tilbage så hurtigt som muligt. DDR's forfatning fra oktober 1949 blev betragtet som en forfatning for et samlet Tyskland og var ideologisk ikke socialistisk men derimod radikalt demokratisk. Alligevel var det den gamle kommunist Wilhelm Pieck fra SED, der blev udnævnt til statspræsident.

Sovjetunionen var rede til at stille DDR til disposition, hvis der derigennem kunne skabes et samlet Tyskland. Dette var også indholdet af en note fra Sovjetunionen til vestmagterne 10. marts 1952. Dette blev imidlertid afvist fra vestens side og tvang nu SUKP og SED til at konkludere, at det var nødvendigt at udvikle DDR som en selvstændig stat på et socialistisk grundlag. SED besluttede at gå over til grundlæggelse af socialismen indenfor rammerne af DDR. Den allerede eksisterende statslige industri blev videreudviklet og blev suppleret af såkaldte Håndværks Produktionssammenslutninger («Produktionsgenossenschaften des Handwerks», PGH).

Berlinopstanden

DDR var blevet økonomisk isoleret fra vesten og måtte nu udvikle sin egen råstofindustri. Dette skete på bekostning af forbrugsvare sektoren - altså på bekostning af arbejderklassens konsum. De stigende arbejdsnormer førte 16-17. juni 1953 til en opstand blandt bygningsarbejderne i Østberlin, der spredte sig videre til andre byer, før den blev slået ned af den Røde Hær. Opstanden gjorde det tydeligt, at den socialistiske samfundsorden i DDR ikke havde nogen massebasis, og at en sammenslutning af de to tysklande i givet fald suverænt ville ske på Vestens betingelser. Denne erkendelse førte i 1955 til en kursændring i den sovjetiske udenrigspolitik, der ikke længere sigtede på en hurtig sammenlægning af de to lande, men derimod på anerkendelse af DDR som en suveræn stat.

Under ledelse af SED's førstesekretær Walter Ulbricht blev den socialistiske karakter af DDR samfundet i de følgende år skærpet - bl.a. gennem den fuldstændige kollektivisering af landbruget i 1960. Samtidig svækkede masseflugten af kvalificeret arbejdskraft til BRD imidlertid den østtyske økonomi. Gennem lukningen af grænsen mellem Øst- og Vestberlin den 13. august 1961 skulle denne udvikling standses. I de følgende måneder blev der her bygget en mur og skabt en stærkt befæstet grænse mellem de to tysklande (Se Berlinmuren).

Walter Ulbricht forsøgte at effektivisere DDR's økonomi gennem decentralisering. I 1963 fremlagde SED en plan for et «Nyt økonomisk system for planlægning og ledelse af Folkeøkonomien» (NÖSPL), men dette stødte i slutningen af 1964 på alvorlig modstand fra den sovjetiske ledelses side. I de følgende år forsøgte Ulbricht i stedet at fremme effektiviseringen af økonomien med andre midler - specielt gennem en højteknologi politik indenfor strategiske nøglesektorer som kemiindustrien. Dette førte imidlertid til ubalancer i økonomien og lammelse af den økonomiske vækst. Ulbricht blev i 1971 erstattet af Erich Honecker, der slog ind på en mere samlet økonomi- og socialpolitik. Den økonomiske politik skulle være knyttet til den socialpolitiske udvikling. Finansieringen af denne nye politik var dog fra starten uklar, og fra 1973 steg DDR's udlandsgæld drastisk. I samme periode opnåede DDR imidlertid folkeretslig anerkendelse - også fra BRD's side - der kulminerede med slutakten fra Konferencen for sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) i 1975.

Ved starten af 1980'erne havde DDR's gældssættelse imidlertid nået sådanne proportioner, at staten i stigende grad gik over til importsubstitution. Importen blev i den udstrækning det var muligt indstillet, samtidig med at den forcerede eksport ikke længere var i stand til at dække afdrag og renter på udlandsgælden, men blot havde til formål at bremse landets vej ind i gældsfælden. Denne politik udsatte atter engang masseforbruget for pres. I 1989 førte denne situation til stigende masseflugt til Vesttyskland, og samtidig hindrede SUKP's generalsekretær Mihail Gorbachov DDR staten i at slå ned på den tiltagende indre opposition. Det var denne flodbølge der den 9. november 1989 tvang DDR til at åbne Berlinmuren. I løbet af få måneder brød både DDR's økonomi og politiske system sammen. Valget til Folkekammeret 18. marts 1990 var præget af et valgsystem, der i vid udstrækning svarede til Vestens. SED havde i de mellemliggende måneder omdøbt sig til Parti for demokratiske Socialisme («Partei des Demokratischen Sozialismus», PDS). Det fik 16,8% af stemmerne og måtte gå i opposition. Den 3. oktober 1990 blev de to tysklande sluttet sammen i Forbundsrepublikken.

Man kan sammenfatte arbejderklassens historie i DDR således: Efter opløsningen af bedriftsrådene i 1948 havde den ikke længere nogen faglige udtryksformer. Også dens ytringsfrihed var begrænset. Til gengæld eksisterede der garanti for arbejde og næsten fuldstændig social sikkerhed. Arbejderbørn havde - i det mindste i DDR's første årtier - fortrinsret til videregående uddannelser. Arbejderklassens udstrakte utilfredshed skyldtes i vid udstrækning sammenligningen med BRD, hvor den materielle og immaterielle levestandard var højere. Dertil kom ringere rejsemuligheder og ringere muligheder for individuel selvudfoldelse.

Valg (år)Social- demokratiet (SPD)Uafhængige social- demokrater (USPD)Kommunister (KPD/DKP)Arbejder- partierne ialt
18713,2  3,2
18746,8  6,8
18779,1  9,1
18787,6  7,6
18816,1  6,1
18849,7  9,7
188710,1  10,1
189019,7  19,7
189323,3  23,3
189827,2  27,2
190331,7  31,7
190729,0  29,0
191234,8  34,8
191937,97,6 45,5
192021,617,92,141,6
1924, maj20,50,812,633,9
1924, dec.26,00,38,935,2
192829,80,110,640,5
193024,50,013,137,6
1932, juli21,6 14,536,1
1932, nov.20,4 16,937,3
193318,3 12,330,6
194929,2 5,734,9
195328,8 2,231,0
195731,8 (f)31,8
196136,2 (f)36,2
196539,3 (f)39,3
196942,7 (f)42,7
197245,9 DKP: 0,346,2
197642,6 DKP: 0,342,9
198042,9 DKP: 0,243,1
198338,2 DKP: 0,238,4
198737,0 37,0
199033,5 PDS: 2,435,9
199441,5 PDS: 4,445,9
199840,9 PDS: 5,146,0
200238,5 PDS: 4,042,5
200534,2 Die Linke: 8,742,9
Arbejderpartiernes valgresultat i Tyskland siden 1871. Kommunistpartiet var forbudt under valgene i 1957-69.

Arbejderbevægelsen i Forbundsrepublikken

Ved valget til Forbundsdagen i august 1949 trådte det kristeligt demokratiske CDU og dets bayriske søsterparti CSU frem som de stærkeste. Sammen med andre borgerlige partier dannede de en regeringskoalition under ledelse af forbundskansler Konrad Adenauer. Helt frem til 1966 var SPD på forbundsplan i opposition. I nogle delstater havde SPD dog i årtier siddet på regeringsmagten. Efter flere valgnederlag besluttede partiet på en ekstraordinær kongres i Bad Godesberg i 1959 at gennemføre en omorientering af sin politik - Godesberger programmet. I dette program blev marxismen strøget som en af de teoretiske kilder til den socialdemokratiske politik. Samtidig bekendte SPD sig til markedsøkonomien og til forsvarspolitikken.

Efter bygningen af Berlinmuren i 1961 viste det sig, at den sammenlægning af de to tysklande som Adenauer havde ønsket gennemført på kort sigt ikke længere var mulig. Sammen pressede USA på for at få gennemført en afspændingspolitik i Europa. Samtidig var kapitalismen præget af en tiltagende planlægningsdebat. SPD syntes nu at være bedre egnet end tidligere til at stille sig i spidsen for denne udvikling. I 1966-69 indgik det i en stor regeringskoalition med CDU/CSU, og dannede i 1969 regering sammen med de Frie Demokrater (FDP). SPD fik med Willy Brandt nu sin første forbundskansler efter 2. Verdenskrig. Regeringen stod for afspændingspolitik overfor Østeuropa, anerkendte grænserne mod Polen og Sovjetunionen, der var et resultat af 2. Verdenskrig, og anerkendte endelig eksistensen af DDR som den 2. tyske stat. I 1974 trådte Brandt tilbage som kansler og blev erstattet på posten af Helmut Schmidt.

Med den stigende massearbejdsløshed i BRD fra 1975 begyndte SPD's politiske legitimering at falme. Fra 1979 slog USA ind på en ny udenrigspolitik overfor Sovjetunionen præget af militærpolitisk konfrontation, og da den SPD ledede forbundsregering deltog i dette politiske kursskifte, blev det udsat for stigende konkurrence fra det netop oprettede pacifistiske Grønne parti. Den 1. oktober 1982 blev Helmut Schmidt erstattet på kanslerposten af CDU's Helmut Kohl, og det gav SPD muligheden for at få de centrifugale kræfter under kontrol, der havde truet med at sprænge partiet. I de følgende år åbnede det sig stærkere overfor økologiske og feministiske politikområder. Først i 1998 genvandt det imidlertid regeringsmagten i koalition med de Grønne. Forbundskansler Gerhard Schröder har dog givet efter for neoliberale tendenser indenfor socialpolitikken, og i 1999 tillod SPD regeringen for første gang siden 2. Verdenskrig at landets tropper blev sat ind i udlandet - ved NATO's krig mod Jugoslavien.

Fagbevægelsen har siden 2. Verdenskrig været præget af enhed - de politisk orienterede forbund og landsorganisationer der eksisterede før krigen blev ikke genoprettet. I 1949 dannedes den Tyske Landsorganisation (Deutsche Gewerkschaftsbund, DGB), der forstår sig som partipolitisk uafhængig. I 1951 indgik det aftale med arbejdsgiverne om, at den paritetiske medbestemmelse i bedriftsrådene i mineindustrien også kom til at gælde i Forbundsrepublikken. Det lykkedes dog ikke landsorganisationen at få gennemsat dette princip indenfor alle økonomiske sektorer, da der i 1952 blev vedtaget en landsdækkende arbejdsmarkedslovgivning. I 1976 blev der vedtaget en medbestemmelseslovgivning, der dog var dårligere end princippet om paritet. Det lykkedes imidlertid DGB at blive anerkendt som socialstatslig partner, og det lykkedes organisationen at få gennemført en lang række socialreformer - specielt i årene 1955-74 der var præget af fuld beskæftigelse. Samtidig lykkedes det at reducere arbejdstiden til under 40 timer (ugentligt) og at opnå reallønsstigninger. Siden 1970'erne har denne proces dog været stagnerede, eller er gået direkte tilbage. En af undtagelserne er metalarbejderforbundet (IG-Metall) for hvem det i 1980'erne lykkedes at få reduceret arbejdstiden til 35 timer.

Allerede ved oprettelsen af BRD stod KPD isoleret, og i 1956 blev partiet forbudt. Ifbm. afspændingspolitikken i slutningen af 1960'erne blev kommunismen atter tilladt, men det nydannede Tysklands kommunistiske Parti (DKP) nåede aldrig over 0,3% af stemmerne på forbundsplan.

PDS var i Østtyskland et masseparti, mens det knapt eksisterer indenfor rammerne af den gamle Forbundsrepulbik. Alligevel har det ved alle valg siden 1990 sikret sig plads i Forbundsdagen. Siden 1953 har der eksisteret en spærregrænse ved valgene til Forbundsdagen. Kun partier der fik mere end 5% af stemmerne fik sæde i parlamentet. Kandidater der vandt i en valgkreds blev imidlertid repræsenteret, uanset om de var knyttet til en liste der ikke kom over 5% grænsen. Ved valget i 1990 blev denne regel ændret, således at et parti der opnåede 5% i enten det tidligere Østtyskland eller i det tidligere Vesttyskland opnåede repræsentation. Denne regel var afskaffet i 1994, men PDS nød i stedet godt af en anden regel: et parti der fik valgt mindst 3 kandidater direkte ind (ved flertal i deres kredse) opnåede proportional repræsentation, uanset at partiets samlede stemmetal var under 5%. PDS vandt ved valget 4 direkte mandater i Berlin, og det fik på den baggrund ialt 30 mandater i Forbundsdagen. Ved Forbundsdagsvalget i 1998 og valget til Europaparlamentet i 1999 overskred partiet for første gang 5% grænsen. Ved valget i 2002 fik det imidlertid kun 2 direkte mandater, og da det på forbundsplan kun opnåede 4% af stemmerne, måtte det nøjes med de 2 mandater. Dets bestræbelser på at udvikle sig til et landsdækkende parti var slået fejl.

PDS blev imidlertid reddet af splittelsen i SPD. Fra 1998 udgjorde partiet sammen med mellemlagsbevægelsen Bündnis 90/Die Grünen regeringen under ledelse af kansler Gerhard Schröder. I 1999 trådte SPD partiformand og finansminister Oskar Lafontaine imidlertid tilbage fra begge poster, da han ikke kunne få opbakning til sin keysianistiske politik i hverken parti eller regering. I 2003 indledte kansler Schröder indskrænkninger i den tyske velfærdsstat: pensionsalderen blev hævet fra 65 til 67 år, og tiden hvor det var muligt at få arbejdsløshedsunderstøttelse blev afkortet. Samtidig blev der indført brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Allerede i 2001 havde Schröder gennemført en skattereform, der tilgodeså de rige på bekostning af de mindre bemidlede.

Denne politik svækkede SPD. Partiet mistede mange medlemmer og gik tilbage ved flere landdagsvalg. I 2004 dannede folk fra fagbevægelsen og tidligere SPD medlemmer Wahlalternative Arbeit und Soziale Gerechtigkeit (WASG), der i 2005 omdannede sig til et egentligt parti. Samme år brød Oskar Lafontaine med SPD og meldte sig ind i WASG. PDS benævnte sig nu «Venstrefløjspartiet», og ved valget til Forbundsdagen i 2005 optog det medlemmer fra WASG - deriblandt Lafontaine - på sine lister og opnåede 8,7% af stemmerne. I maj 2007 opnåede det repræsentation i Bremen, og dermed for første gang i et Vesttysk landdags parlament. Den 16. juni 2007 sluttede Venstrefløjspartiet og WASG sig sammen under navnet «Die Linke». I januar 2008 kom partiet over 5% grænsen ved valgene til landdagene i Hessen og Niedersachsen, og i februar kom det ind i Hamburg.

De-facto delingen af det tyske socialdemokrati skal ses på baggrund af omvæltningen i arbejdsverdenen og svækkelsen i fagbevægelsen. Under den «3. industrielle revolution» er mange arbejdspladser indenfor fremstillingsvirksomhed og forvaltning forsvundet. Områder der ellers har været karakteriseret ved en høj organisationsgrad. Til gengæld er der opstået nye jobs indenfor IT virksomhed, hvor der til gengæld har været ringe tradition for at slutte sig til fagforeninger. Fagbevægelsen har derfor mistet opbakning de seneste 10 år. Den korporativistiske model - samarbejdet mellem arbejdsgivere, fagbevægelse og stat - der blev udviklet efter 2. Verdenskrig har været under pres, fordi kapitalen ensidigt har ophævet det eksisterende socialpartnerskab. Dermed er også SPD's funktion efter 2. Verdenskrig som formidler mellem kapital og arbejde kommet under pres. Partiet har ligeledes mistet sit monopol på at besætte topposterne indenfor fagbevægelsen.

Socialistiske småorganisationer i Forbundsrepulikken

Efter forbuddet mod KPD i 1956 havde SPD monopol på den parlamentariske repræsentation af venstrefløjen. Det skortede ikke på forsøg på at bryde dette monopol, men forsøgene var i årtier uden held.

SPD's vedtagelse af Godesberger programmet i 1959 og dets accept af NATO i 1960 førte til at en række partifunktionærer brød ud og dannede Vereinigung Unabhängiger Sozialisten (Foreningen af uafhængige Socialister, VUS). De kom hurtigt under indflydelse fra det illegale KPD. I 1960 dannedes den Tyske Fredsunion (Deutsche Friedens-Union, DFU), der arbejdede på at samle tilhængere af en anerkendelse af DDR. I DFU indgik både borgerlige kræfter og medlemmer af det forbudte KPD. DFU stillede op til valgene, men kom ikke over 5% spærregrænsen. I 1961 brød SPD med sin studenterorganisation - det Socialistiske tyske Studenterforbund (Sozialistischen Deutschen Studentenbund, SDS). SDS fortsatte imidlertid sit arbejde, bl.a. med indirekte støtte fra fagbevægelsen, deriblandt fra IG Metall. En anden gruppering der støttede SDS - med bl.a. Wolfgang Abendroth i spidsen - blev ekskluderet af SPD. Ud af dette samarbejde opstod gruppen Socialistisk forbund (Sozialistischer Bund), der imidlertid forblev meget lille.

SDS tilhørte i 1960'erne kernen i den udenomsparlamentariske opposition, der bekæmpede nødretsbestemmelserne i forfatningen, bekæmpede Vietnamkrigen og den atomare oprustning, og SDS var endelig gnisten der antændte det tyske studenteroprør i 1968.

KPD's tidligere formand under Weimar Republikken, Heinrich Brandler dannede efter sin hjemvenden fra eksilet Gruppe Arbeiterpolitik, som Gruppe Arbeiterstimme senere brød ud af. Begge smågrupper eksisterer fortsat.

Indenfor rammerne af SPD bedrev medlemmer af det trotskistiske 4. Internationale entrisme.

Efter dannelsen af den store regeringskoalition mellem CDU/CSU og SPD i 1966 forsøgte flere socialistiske smågrupper i 1968 at danne et nyt socialistisk parti. Forsøget slog imidlertid fejl, fordi KPD ønskede at bevare sin selvstændighed, og i sidste ende desuden dannelsen af DKP. Resterne af dette forsøg hed Socialistisk Kontor (Sozialistisches Büro). Frem til 1980'erne havde det en begrænset indflydelse - overvejende blandt intellektuelle - gennem især tidsskriftet Links.

Smågruppen Demokratiske socialister (Demokratischen Sozialisten, 1982-91), der var opstået ved en afskalning fra SPD havde heller ikke større succes.

I forlængelse af det tyske ungdomsoprør dannedes en bred vifte af kommunistiske smågrupper, de fleste af maoistisk observans: Kommunistischer Bund Westdeutschland, KBW; Bund Westdeutscher Kommunisten, BWK; et nyt KPD; Marxistisch-Leninistische Partei Deutschlands, MLPD. Med undtagelse af MLPD var de fleste af disse smågrupper atter opløst ved udgangen af 1970'erne. Den forholdsvis største indflydelse - især i nordtyskland - havde Kommunistisk Forbund (Kommunistische Bund, KB 1971-91). Fra dette kom flere af de Grønnes stiftere. De Grønne ligger imidlertid udenfor arbejderbevægelsens tradition, og må betragtes som intelligensens udvikling til en massebevægelse.

Hele denne udvikling er bemærkelsesværdig ved, at der fortsat eksisterer en lang række tidsskrifter, der har overlevet de smågrupper, der oprindelig har startet dem. I Hamburg udgives fortsat Konkret, der opstod i 1957 i randen af det illegale KPD. I dag er det fuldstændig selvstændigt. Tidsskriftet Analyse und Kritik", der af KB blev startet som Arbeiterkampf (AK), bevæger sig i dag i omegnen af partiet Die Linke. Dette gælder i endnu højere grad for månedsbladet Sozialismus. I midten af 1980'erne sluttede den trotskistiske smågruppe Gruppe Internationaler Marxisten" (GIM) sig sammen med et tidligere maoistisk kommunistparti og dannede det Forenede socialistiske Parti (Vereinigte Sozialistische Partei, VSP). VSP udgav Sozialistische Zeitung, der fortsat eksisterer. Det mest indflydelsesrige blad på venstrefløjen er i dag dagbladet Junge Welt. Det blev startet i 1947 af Freien Deutschen Jugend i den sovjettiske besættelseszone, har overlevet DDR's og SED's sammenbrud og forbinder i dag en marxistisk orientering med forsøget på at nå et bredere venstreradikalt publikum.

Sammenfatning

Udviklingen af arbejderklassen indenfor Forbundsrepublikken siden 1945 kan sammenfattes således: Selvom lønkvoten i hele perioden overvejende faldt, steg reallønnen helt frem til 1980'erne - især pga. den stigende arbejdsproduktivitet. Arbejdstiden er blevet sænket fra 48 timer efter krigen til 35-38½ time i 2002. Det har været resultatet af en bevidst politik fra fagbevægelsens side siden midten af 1950'erne. Indenfor mineindustrien eksisterer der siden 1951 en lovmæssigt sikret medbestemmelse i bedriftsrådene, og denne er siden 1976 i en lidt dårligere form udstrakt til resten af industrien. I 1957 blev der indført tilpasning af pensionerne til den almindelige lønudvikling, og samme år blev der efter en længere strejke indført sygedagpenge.

Denne udvikling var begunstiget af «systemkonkurrencen» med DDR (hvor sygedagpengene f.eks. blev indført tidligere end i BRD), samt den fulde beskæftigelse der strakte sig frem til midten af 1970'erne. Siden massearbejdsløshedens opståen i 1970'erne og DDR's opløsning er både levestandard og de socialpolitiske goder dog blevet udsat for et stigende pres.

Mulighederne for arbejderklassens selvstændige varetagelse af sine interesser er imidlertid af følgende demografiske, økonomiske og politiske årsager truet: hånd-arbejderklassen udgør i dag et mindretal indenfor lønarbejder-klassen, samlet er klassen præget af stærk differentiering, og trykket som følge af massearbejdsløsheden og konkurrencen om arbejdet er taget til. Indenfor SPD og specielt efter Gerhard Schröders overtagelse af partiet har SPD været præget af en tiltagende neoliberal orientering. Samtidig er fagbevægelsen præget af medlemsafgang, således at under 30% af de beskæftigede i 2002 er fagligt organiseret. Venstrefløjen har overfor de herskende lag vanskelige vilkår indenfor fagbevægelsen, men bestræber sig på reorganisering og skabelse af klassebevidsthed under nye sociale betingelser.

G.F.


Litteratur

Abendroth, Wolfgang: Einführung in die Geschichte der Arbeiterbewegung. Band 1: Von den Anfängen bis 1933. Heilbronn 1985.
Deppe, Frank, Georg Fülberth und Jürgen Harrer (Hrsg.): Geschichte der deutschen Gewerkschaftsbewegung. 4. Aufl. Köln 1989.
Fricke, Dieter: Handbuch zur Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung 1869 bis 1917 in zwei Bänden. Berlin 1987.
Freyberg, Jutta von, Georg Fülberth, Jürgen Harrer, Bärbel Hebel-Kunze, Heinz-Gerd Hofschen, Erich Ott, Gerhard Stuby: Geschichte der deutschen Sozialdemokratie. 3. Aufl. Köln 1989.
Fülberth, Georg: Der große Versuch. Geschichte der kommunistischen Bewegung und der sozialistischen Staaten. Köln 1994.
Fülberth, Georg: Doch wenn sich die Dinge ändern. Die Linke. Köln 2008.
Gimbel, Hans-Dieter: Sozialistengesetz und «Große Depression»: die deutsche Gewerkschaftsbewegung von der Wirtschaftskrise 1873 bis zum Kölner Parteitag der deutschen Sozialdemokratie1893. In: Deppe, Frank, Georg Fülberth und Jürgen Harrer (Hrsg.): Geschichte der deutschen Gewerkschaftsbewegung. 4. Aufl. Köln 1989. S. 62..
Groh, Dieter: Negative Integration und revolutionärer Attentismus. Die deutsche Sozialdemokratie am Vorabend des Ersten Weltkrieges. Frankfurt/Main, Berlin, Wien 1973.
Institut für Marxismus-Leninismus beim ZK der SED: Geschichte der deutschen Arbeiterbewegung. 8 Bände. Berlin 1966.
Lern- und Arbeitsbuch deutsche Arbeiterbewegung. Darstellung, Chroniken, Dokumente. Herausgegeben unter der Leitung von Thomas Meyer, Susanne Miller und Joachim Rohlfes. 3 Bde. Bonn 1984.
Schneider, Michael: Unterm Hakenkreuz. Arbeiter und Arbeiterbewegung 1933 bis 1939. Bonn 1999.
Winkler, Heinrich August: Von der Revolution zur Stabilisierung. Arbeiter und Arbeiterbewegung in der Weimarer Republik 1918 bis 1924. Berlin/Bonn 1984.
Winkler, Heinrich August: Der Schein der Normalität. Arbeiter und Arbeiterbewegung in der Weimarer Republik 1924 bis 1930. Berlin/Bonn 1985.
Winkler, Heinrich August: Der Weg in die Katastrophe. Arbeiter und Arbeiterbewegung in der Weimarer Republik 1930 bis 1933. Berlin/Bonn 1987.