Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Browserudgave

Privatisering

Nyliberalismen søger på to måder at styrke den private sektor. For det første ved generelt at øge privatkapitalens frihed, og dermed magt. Dette sikres gennem liberalisering eller deregulering af kapitalen, således at den kan bevæge sig frit fra land til land, og således at den indenfor landets grænser kan agere mere ubundet af demokratisk kontrol.

For det andet søges den private sektor styrket, og den offentlige sektor svækket, ved mere direkte at overføre ejendomsret - og dermed kontrol - til private virksomheder fra det offentlige. Dette kaldes privatisering. Når magtoverførslen går den anden vej, fra privatkapitalen til samfundet, kaldes det nationalisering.

Den moderne privatiserings historie

Kapitalismens krise i 1930'erne (verdenskrisen) medførte en betydelig svækkelse af tilliden til markedsøkonomi og kapitalisme. En magtfuld offentlig sektor voksede frem, dels for at regulere dels for at erstatte privatkapitalistiske aktiviteter.

Socialdemokratiske og kommunistiske versioner af planøkonomi blev virkeliggjort. I en række rige lande, f.eks. England, gennemførtes der omfattende nationaliseringer i årene efter 2. Verdenskrig. Det samme var tilfældet i de fattige lande, i forbindelse med afkoloniseringen (her gik det især ud over vestlige multinationale virksomheder).

I slutningen af 1970'erne vendte billedet, i takt med at nyliberalismen vandt indpas.

Privatisering kom ret hurtigt til at spille en stor rolle i Thatcher-regeringens politik i 80'ernes England. Kulminerne blev privatiseret, ikke mindst for på denne måde at knække rygraden på den engelske fagbevægelse. Senere kom turen til det meste af den offentlige bolig-masse. Det svækkede Labour (det britiske socialdemokrati), der havde stor indflydelse indenfor almennyttige boliger. Også vigtige dele af infrastrukturen, herunder togdriften, overgik til privat regi. Regeringen søgte også at privatisere sundhedsvæsenet og uddannelsessektoren, men det viste sig ikke at være muligt. Man måtte stille sig tilfreds med en markedsgørelse af disse områder, således at bredere, demokratisk formulerede målsætninger måtte vige for profitmaksimering.

New Labour regeringen under Tony Blair accepterede disse svækkelser af den offentlige sektor. Og den radikaliserede politikken ved at privatisere væsentlige dele af den offentlige forsyningstjeneste (bl.a. vand, energi).

I USA var der ikke større privatiseringer i kølvandet på Reagans magtovertagelse i 1981. Det skyldtes, at de fleste aktiviteter allerede var i privat regi i USA. Her viste nyliberalismen sig derfor overvejende i form af deregulering af både den produktive og finansielle kapital.

I EU blev nyliberalismen den effektive politik med vedtagelsen af Det Indre Marked i 1985.

Officielt tilstræbte man ikke privatisering, kun liberalisering. Der var «kun» noget galt, hvis det offentlige «monopoliserede» en bestemt virksomhed, for det blev anset for at være i strid med den frie konkurrence og formodedes derfor at være samfundsøkonomisk skadeligt. Staten måtte gerne fortsætte med at udbyde ydelserne indenfor f.eks. telekommunikation, men den måtte ikke udelukke private fra også at gøre det. Forbrugeren skulle have frit valg.

I 1997 var liberaliseringerne afsluttet indenfor luftfart, i 1998 indenfor telekommunikation. Det er gået lidt langsommere indenfor energisektoren (især el og gas) og post, og modstanden har været størst indenfor togdrift. Men på alle områder, ikke mindst el, er bestræbelserne nu intensiveret.

Da Danmark deltager i EU's Indre Marked, har vi naturligvis måttet følge trop.

Men det tog sin tid. Under den borgerlige Schlüter-regering frem til 1993 blev der kun privatiseret for 5 milliarder kr. I de følgende 5 år under den socialdemokratiske Nyrup-regering, var beløbet 36 milliarder kroner. Den største post var her Tele Danmark (31 milliarder). Blandt de privatiserede foretagender kan nævnes Giro Bank, Københavns Lufthavn og Datacentralen.

I den øvrige verden slog nyliberalismen først igennem i 1990'erne.

I de tidligere kommunistiske lande var situationen speciel, fordi produktionsapparatet og jorden var statsejet. Privatiseringen blev derfor et centralt led i overgangen til kapitalisme. Metoderne var forskellige. I nogle lande, bl.a. Rusland, lykkedes det snævre grupper af «oligarker» at lægge beslag på den tidligere statsejendom. I andre lande tilstræbte man en mere bred fordeling af ejendomsretten ved at udstede såkaldte «vouchers», dvs. beviser på eje af andele af virksomheder. Ofte, som f.eks. i Tjekkiet, blev disse vouchers hurtigt opkøbt af store kapitalinteresser (bl.a. banker). Enkelte steder søgte man, uden det store held, at overdrage ejendomsretten til virksomhedens arbejdere.

I den fattige verden blev privatiseringen gerne knyttet til den nedskæringspolitik, som IMF og Verdensbanken krævede som betingelse for tildeling af lån. Ved at sælge statsvirksomheder, herunder offentlige banker, kunne regeringerne spare penge og derved få lettere ved at betale renter og afdrag til vestlige kapitalinteresser. Dette var bl.a. politikken i Argentina.

Et af de få steder i verden hvor befolkningen faktisk på demokratisk grundlag har stemt om privatisering er i Uruguay, hvor der i 1992 først blev indsamlet 300.000 underskrifter, der krævede afholdelse af en folkeafstemning om emnet, og hvor befolkningen efterfølgende med 72% af stemmerne sagde nej til privatiseringer af den offentlige sektor.

Privatiseringens strategi

En direkte privatisering er ofte praktisk vanskelig eller politisk upopulær. Derfor må den forberedes gennem forskellige tiltag:

1) Liberalisering. Dette var som nævnt modellen i Det Indre Marked. Når det offentlige skal konkurrere på lige fod med det private, må det tilpasse sig det private succeskriterium: profitmaksimering. Ellers vil den offentlige virksomhed tabe - altså gå fallit. Derfor må bredere målsætninger opgives, f.eks. lave togpriser for af miljømæssige grunde at gøre kollektiv trafik tillokkende, eller for af sociale grunde at tilgodese samfundsgrupper, der ikke har råd til at have bil. Det betyder, at den offentlige virksomhed bliver som den private, og det bliver nu svært at argumentere imod, at den også formelt skal være privat.

2) Omdannelse af den offentlige virksomhed til et statsaktieselskab. Den offentlige virksomhed forbliver i første omgang offentlig, eftersom staten har aktiemajoriteten, men virksomheden frigøres fra demokratisk kontrol (f.eks. gælder offentlighedsloven ikke længere), og tidligere bredere målsætninger erstattes af profitmaksimering. Dermed bliver det lettere at privatisere (staten kan blot sælge sine aktier), samtidig med at virksomheden bliver mere attraktiv for private købere. Dette var metoden i forbindelse med Tele Danmark: Før privatiseringen i 1997 var tjenesten i 1990 blevet omdannet til et statsaktieselskab.

Grunde til privatisering

Der fremføres ofte en række forskellige grunde til at privatisere:

1) Effektivitet. Det menes at den offentlige sektor er mindre effektiv end den private, fordi det offentlige er hæmmet af bureaukrati, fordi offentligt ansatte snarere forfølger egne end «kundernes» interesser, og fordi «kunderne» ikke kan træffe effektive modforanstaltninger i tilfælde af dårlig service.

Især efter 1980 har den økonomiske teori søgt at bevise disse antagelser, f.eks. i teorien om «public choice». Generelt er der to problemer i disse beviser:

2) Provenu. Privatisering indebærer salg af offentlig ejendom og giver derfor en indtægt til statskassen.

Dette har været en væsentlig bevæggrund for fattige landes privatiseringer, men det spillede også en rolle for Thatcher-regeringens politik. Der er tale om en éngangs indtægt, så det er en kortsigtet måde at finansiere statens udgifter på. Da man i 1990'erne stort set havde privatiseret, hvad der kunne privatiseres, kunne man ikke længere fastholde lave skatter (vigtigt i det nyliberale program). Skattebidraget måtte hæves betydeligt.

3) Magtpolitik. Som nævnt var ønsket om at knuse den engelske fagbevægelse en væsentlig bevæggrund i England.

Mere generelt er privatisering et vigtigt instrument til at disciplinere lønarbejderne, dvs. - set fra den anden side - gøre dem mere fleksible.

For det første har ansatte i den offentlige sektor bedre og sikrere arbejdsvilkår, om end lønnen for nogle kategorier af arbejdere kan være lavere end i den private sektor. Modsat den private sektor, skal den offentlige jo spare. Det er normalt vanskeligere at fyre offentligt ansatte, og ansvarlige for evt. fyringer skal stå til ansvar for demokratiske organer. For det andet har den blotte trussel om privatisering en disciplinerende effekt.

Privatisering indebærer derfor generelt en svækkelse af fagbevægelsen og arbejderbevægelsen.

4) Ideologi. For liberale er staten principielt et onde, fordi den begrænser den individuelle frihed og hæmmer den private sektor. Dog erkendes det, at et vist statsapparat er nødvendigt for at få den private sektor til at fungere. Derfor giver det sig selv, at liberale må være tilhængere af privatisering.

For demokrater er den offentlige sektor et gode. Denne sektor er nemlig den demokratiske sektor, fordi magten ultimativt ligger hos folkevalgte forsamlinger (Folketing, amtsråd, byråd). Derfor er en stor offentlig sektor et principielt gode. Hertil kommer naturligvis, at den offentlige sektor er et praktisk gode, fordi den legemliggør velfærdsstaten.

Den ideologiske strid om privatisering afgøres af, om den offentlige sektor ses som «ond stat» eller «godt demokrati».

An.Lu.

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 12/3 2023

Læst af: 39.402