Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Skolesamvirket Tvind (1970-), dansk venstreorienteret pædagogisk eksperiment baseret på erfaringspædagogikken, pengetank, ideologiformidlende institution med et radikalt samfundsforandrende perspektiv. Det er vanskeligt at indkredse fænomenet Tvind på få sider. Først og fremmest fordi institutionen er så lukket, hvilket medfører en betydelig modsætning mellem de informationer Tvind formidler om sig selv, og de informationer der stammer fra tidligere elever og ansatte. For det andet fordi «eksperimentet» afføder stærke følelsesmæssige reaktioner på både venstre- og højrefløjen i Danmark - og i takt med Tvinds internationalisering også i udlandet.

Tvind består ved slutningen af 1990'erne af:

• Den rejsende højskole
• Det nødvendige seminarium
• Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF) med afdelinger i både Danmark, resten af Europa, Nordamerika og en række projekter i det sydlige Afrika
• I underkanten af 36 fri- og efterskoler i Danmark
• «Småskolerne» der består af en række mindre pædagogiske institutioner i Danmark og udlandet samt en række skibe
• En række centrale fonde der direkte eller indirekte er god for værdier på flere hundrede millioner kroner
• Et ukendt antal aktiviteter i udlandet

1970 Den rejsende højskole oprettes

Tvind startede i 1970, men slet ikke i Tvind. Den første spire var Den rejsende højskole (DRH), der i sommerferien 1970 lejede sig ind på Rantzausminde Efterskole ved Svendborg. Initiativtager var Mogens Amdi Petersen (9/1 1939-) og en række personer omkring ham. Amdi Petersen var læreruddannet fra Haderslev Seminarium (1961) og arbejdede et par år på Kroggårdsskolen ved Odense. I årene 1965-69 deltog han i en række sejlskibsprojekter og en busrejse til Nepal i en til formålet indkøbt bus. Erfaringerne fra skibsprojekterne, rejsen til østen, ungdomsoprøret - der foldede sig ud i 1968-69 - samt hans pædagogiske baggrund var en væsentlig del af grundlaget for DRH. I efteråret 1969 fik han arbejde på en ungdomsskole i Sønderjylland og her udkrystalliseredes planerne for DRH.

Planerne havde både et pædagogisk og et politisk element. Pædagogisk hentede de unge højskolelærere givet betydelig inspiration fra den sovjetiske pædagog Anton Makarenko, der i mellemkrigstiden opbyggede skoler og nye pædagogiske principper for reintegration af forældreløse og hjemløse børn i det sovjetiske samfund. Der var dels tale om hårdt fysisk arbejde, men også om opbygningen af en bevidsthed centreret omkring kollektivet. Makarenkos ide om udviklingen af «det nye menneske» blev også en pædagogisk ledetråd for Tvind. Men det projekt der i efteråret 1969 blev formuleret i Sønderjylland var langt større end blot det pædagogiske. Ungdomsoprøret i Danmark og resten af verden samt kampen mod USA's krig i Vietnam havde sat radikale samfundsforandringer på dagsordenen. Amdi Petersen og gruppen omkring ham ville bidrage til denne udvikling gennem bevidstgørelse af helt unge og en radikal omlægning af det danske undervisningssystem. Gruppen hentede inspiration hos den kinesiske revolutionsleder Mao Tsetung, der havde baseret den kinesiske revolution på erobringen af landet for derigennem at udsulte byerne. Amdi Petersen og maoistisk inspirerede grupper i perioden globaliserede denne forestilling, og udviklede teorien om at en selvstændiggørelse af den tredje verden ville fratage den udviklede kapitalistiske verden dets økonomiske underlag. Tvinds grundlæggende princip var således, at unge danskere skulle sendes til den tredje verden, bevidstgøres i konfrontationen med nøden og fattigdommen for at kunne bidrage til radikale forandringer ude - og efterfølgende i Danmark.

Amdi Petersen bekendtgjorde i juni 1970 oprettelsen af DRH i Højskolebladet:

«Ideen bag dette tilbud tager sit udgangspunkt tager sit udgangspunkt, først og fremmest i Danmarks forhold til udviklingslandenes situation og danskernes forhold til Afrikas, Asiens og Latinamerikas millioner af undertrykte. Og ikke mindst i vores eget forhold til os selv - i velfærdssamfundets navn.»

Beskrivelsen var renset for revolutionær retorik, men havde også det perspektiv at skaffe det nye pædagogiske projekt offentlig støtte med udgangspunkt i højskoleloven. (Se Højskoler). Det danske højskolesystem er unikt i den forstand, at det har et modsætningsfyldt forhold til staten. I det 19. århundrede var højskolerne del af den modkultur, der parlamentarisk var repræsenteret ved partiet Ventres kamp mod Højres (de senere konservative) politiske dominans. Højskolesystemet har altså siden det 19. århundrede haft en indbygget sympati for ikke blot modkulturen, men også forandringer. Samtidig havde det gamle højskolesystem i slutningen af 1960'erne udlevet sin traditionelle funktion. Med bondekulturens afvikling skiftede højskolernes rekrutteringsgrundlag fra landet til byerne, og byungdommen stødte sammen med de traditionelle Venstre-værdier. Det førte i perioden 1968-72 til oprør på flere af de traditionelle højskoler. Fornyelse var nødvendig, og Amdi Petersen og Tvind skulle de følgende 26 år blive habile modtagere fra højskolernes tilskudssystem.

Ved siden af den officielle dagsorden, der er citeret ovenfor havde DRH imidlertid også en skjult dagsorden, som Amdi Petersen formulerede ifbm. oprettelsen af den første efterskole i 1974:

«Målet med skolens, skolernes arbejde er altså at uddanne mennesker, der vil være i stand til at deltage i opfyldelsen af vor generations store historiske opgave: forberedelsen og gennemførelsen af en samfundsomvæltning, der repræsenterer begyndelsen til et samfund, hvor arbejderklassen og dens allierede udstikker retningslinierne for produktion og kultur.»

Den 1. juli 1970 startede det første hold på 40 elever på DRH. De var samlet ved at en rejsesekretær havde rejst rundt i Danmark og hvervet elever. En væsentlig del af den følgende måned på DRH - der altså havde lejet sig ind på Rantzausminde Efterskole - gik med at istandsætte de busser, som holdet den 1. august skulle rejse afsted i. I 5 busser rejste holdet uafhængigt af hinanden til Indien og tilbage igen. Dette første kursus på DRH varede 7 måneder. De efterfølgende varede 9 fordelt på 3 måneders forberedelse, 3 måneders rejse og 3 måneders opfølgning, hvor eleverne blev sendt rundt i Danmark for at undersøge den danske «virkelighed», udfra de samme metoder de havde anvendt i den tredje verden.

Skolesamfundet havde i 1970 købt Fanø Strandhotel, for at have sin egne rammer for virket. Men DRH ekspanderede hurtigt. I 1971 sendtes 3 hold afsted og fra 1972 blev der sendt 4 hold afsted om året. I 1972 købte skolesamfundet derfor en mindre landejendom ved navn Tvind ved Ulfborg, vest for Holstebro.

1972 Det nødvendige seminarium

DRH ekspanderede hurtigt og succesen var baggrunden for, at Amdi Petersen allerede i 1971 formulerede planerne for oprettelsen af en læreruddannelse, der ubeskedent blev kaldt Det nødvendige Seminarium (DNS). Seminariet skulle uddanne folkeskolelærere og dermed bidrage til hurtigt at sprede Tvinds pædagogiske principper rundt i landet. Trods betænkelighed i Undervisningsministeriet blev DNS godkendt som en forsøgsordning, hvor 80 studerende skulle gennemføre et 4-årigt seminarieforløb i 1972-76. Derefter ville ministeriet atter tage stilling. Undervisningsministeriet baserede desuden sit tilskud til DNS på løftet om, at der ville blive ansat universitetsuddannede lærere til at tage sig af den grundfaglige undervisning. Men undervisningsplanen for de første år lignede nærmere et udvidet kursus på DRH. Det afspejlede Tvinds store vægt på praksis og mistillid til intellektuelle. Da de universitetsuddannede hovedfagslærere endelig blev ansat i 1975, blev de holdt adskilt fra resten af lærergruppen de første par måneder, og det blev fra starten gjort dem klart, at deres teoretiske baggrund var andenrangs ifht. elevernes og de oprindelige læreres praksis-baggrund.

De første lærere på DRH - de såkaldte «veteraner» - var gruppen omkring Amdi Petersen, der havde været med på hans busrejse til Asien i 1967. Dette blev hurtigt et princip for skolesamfundet: veteranerne (lærerne) blev rekrutteret blandt eleverne fra de foregående hold. I 1972 formulerede Amdi Petersen princippet således:

«Det er en hel- og langtidsstilling, det vil sige, at man aldrig holder op. Vi har på nuværende tidspunkt 36 veteraner. Forudsætningen for at blive veteran er: 1) at man har været deltager på et kursus, 2) at de andre veteraner siger: vi kan godt arbejde sammen, 3) at der er brug for veteranen. Gennemsnitsalderen er 20 år. Nu er det jo klart, som undervisningsinspektøren også siger, at mennesker i den unge alder umuligt kan vide nok til at klare sådan et arbejde. Vi må svare: det er egentlig nok muligt, men så må de lære det. Vi har måttet vælge hvilke kvaliteter, der måtte stå i første række hos veteranerne. Er det de voksnes kvaliteter eller deres jævnaldrendes kvaliteter? Vi mener, at gruppen som vi arbejder med, hvor den enkelte kan opleve sin egen ekspansion og støtten og styrken fra de andre, ikke skal skæmmes af de voksne. Gruppens mulighed ligger bl.a. også gemt i veteranernes uvidenhed. Det er selvfølgelig en farlig sætning i et uddannelsessamfund, og naturligvis uddannes veteranen også. Først dygtiggør man sig ved at deltage som veteran på et kursus, og derefter er man enten i 1., 2. eller 3. indlæringsfase omkring politiske og pædagogiske spørgsmål. Imellem hver fase fungerer man igen som veteran på et kursus og afleverer ved hjemkomsten en rapport om forløbet. Denne gennemdiskuteres og kritiseres af de øvrige veteraner. Ligeledes afleverer man en del politiske og pædagogiske rapporter. Den 3. indlæringsfase bevæger sig på et væsentligt højere niveau end de to andre, og man skal vælges ind i denne af de øvrige veteraner.»

5 år senere massehenrettede Pol Pot i Cambodia lærere og andre intellektuelle, der «repræsenterede det gamle samfund». Det lå naturligvis langt fra Tvinds praksis, men som Amdi Petersen i sin citerede beskrivelse selv lægger vægt på, er uvidenhed er vigtig forudsætning for at blive en god lærer. Den unge uvidende elev er et mere ubeskrevet blad end den ældre intellektuelle, og er derfor lettere at påvirke i retning af praksisorienteret pædagogik. Når Tvind derfor lagde vægt på erfaring, var det ikke de gamle erfaringer eleverne havde med, men derimod de nye praksis-erfaringer der skulle udvikles.

Tvind-pædagogikken havde - og har - som et af sine fundamenter troen på, at alle kan alt - og kan de det ikke, kan de lære det. Princippet bryder radikalt med specialiseringen og den kønsmæssige arbejdsdeling i det omgivende samfund. Samtidig er det baseret på konkret praksis. Der er da heller ingen tvivl om, at mange unge har tilegnet sig mange praktiske instrumentelle færdigheder, når de blev kastet ud i at skulle løfte opgaver, de ikke tidligere har gennemført - eller troede de kunne gennemføre. Derved bidrog princippet hos mange elever til at nedbryde mindreværd, opbygge en enorm selvtillid og derved afgørende flytte grænser bevidsthedsmæssigt.

Men ved siden af denne progressive side havde princippet også en række ulemper. Tvind kom ved flere lejligheder til at skyde sig i foden, når skolesamvirket sendte elever ud, der skulle varetage opgaver i den 3. verden, de ikke var forberedte til. I slutningen af 70'erne havde samvirket forpligtiget sig til at bore brønde i Guinea Bissau i Afrika, men eleverne der blev sendt afsted havde aldrig før prøvet at bore brønde, og Guineas regering havde ikke tålmodigheden til at vente på, at de lærte det. Nøjagtig samme historie gentog sig et par år senere i Nicaragua, hvorfra Tvind også blev udelukket. Når mennesker opbygger praksisviden uden forudgående viden (uvidenhed), bliver der nødvendigvis begået fejl undervejs. Denne «learning-by-doing» (lære-ved-at-gøre) er netop et vigtigt element i pædagogikken, men den har sine alvorlige begrænsninger, når andre er afhængige af én, eller endnu værre når menneskeliv står på spil. Der er ingen tvivl om, at dette pædagogiske princip var drevet alt for langt ud, da det også i fuld udstrækning blev praktiseret på småskolernes skibe fra slutningen af 1970'erne, og det kan ikke afvises, at Tvind skibets Activs forlis i februar 1983 kan tilskrives praktiseringen af dette princip.

Men samtidig var det det samme princip der lå bag den umulige opgave, Tvind i 1975 kastede sig ud i med bygningen af «verdens største mølle». Den enorme opgave blev overvundet pga. den store frigørende kraft, det pædagogiske princip indeholder - samt frivillig assistance fra DTH og Risø. Men ikke uden store forsinkelser og dyrekøbte erfaringer.

I 1976 blev det første hold folkeskolelærere færdige på Tvind. Ritt Bjerregaard var da blevet undervisningsminister. Hun kendte allerede Amdi Petersen fra Odense Universitet, hvor de kortvarigt havde studeret sammen i 1967, og var samtidig positivt indstillet overfor Tvinds pædagogik. DNS fik derfor forlænget sin forsøgsordning med yderligere 4 år. Først efter 6 års borgerlig regering blev ordningen sløjfet i 1988, og da som led i generelle nedskæringer - ikke af åbenlyse politiske årsager. Søgningen til DNS var dog ikke overvældende. Holdene var sjældent fuldtallige, og stadig flere var udlændinge - overvejende svenskere og nordmænd. Af de 50 der blev optaget på DNS i 1984 var kun 12 danskere. I den forstand må DNS karakteriseres som en fiasko. Alligevel fortsatte seminariet sit virke, også efter at statstilskuddet faldt endelig bort i 1992.

Tvindloven fra 1996 og ændringerne af tilskudssystemet tvang i slutningen af 90'erne Tvind til at ansætte flere lærere og pædagoger udefra. Det var et brud på den hidtidige praksis, hvor Tvind selv havde uddannet alle egne lærere. Lærergruppen (LG) tog derfor initiativ til at fremstille en manual over Tvinds pædagogik, som kunne udleveres til de nye kræfter. Manualen med titlen Kladde fra januar 2001 blev i sommeren 2002 lækket til dagbladet Information, der offentliggjorde dele heraf. Manualen kritiserer voldsomt pædagogikken i Folkeskolen og på lærerseminarierne, men er helt anderledes positiv i beskrivelsen af Tvinds egen pædagogik - «Den moderne Metode». Elementerne i metoden er bl.a., at hver elev får sin egen PC stillet til rådighed, selv tilrettelægger og dermed selv er ansvarlig for sin uddannelse. Dertil kommer den udstrakte anvendelse af et pointsystem, der gør det muligt konstant at vurdere den enkelte elev, lærerne og skolen. Systemet er konkretiseret i en konstant indbyrdes konkurrence mellem eleverne. Endelig lægger systemet vægt på de «ydmyge aktiviteter» - alle aktiviteter omkring skolens daglige drift som madlavning, rengøring osv. «Ingen er i tvivl om, at det er sådan skolen drives - af alle i fællesskab».

Information bad flere pædagoger vurdere manualen, og det affødte både positive og negative kommentarer. Den tidligere profesor ved Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU), Per Schultz Jørgensen erklærede: «Det er en skole, som er ambitiøs på elevernes vegne. Den vil have dem frem til en personlig succes. Den vil arbejde med eleverne, og det er på mange måder det som der er brug for, overfor den gruppe af elever der har spillet fallit». Men samtidig var Schultz Jørgensen kritisk overfor det autoritære ideologiske indhold: «Man kan jo se, at der .. åbnes for en gruppeindoktrinering, som på en eller anden måde nok viser respekt for det enkelte barn - det står der i hvert fald i papiret - men samtidig åbner det for, at man bliver sat ind i et gruppeliv, hvor man for overhovedet at eksistere må finde en form overfor gruppens pres». En anden pædagog, Hanne Hansen, fortsætter: «Tvind lægger vægt på mange gode ting som udvikling, færdigheder og praktiske resultater, skaberevne og medmenneskelighed, men f.eks. ikke på at udvikle en kritisk sans hos eleverne. Det er kort sagt meget vækst- eller udviklingsorienteret». Holdningerne afspejler meget godt den sammensatte holdning, mange danske pædagoger har til Tvind: respekten for målene men også større eller mindre kritik af processen.

Småskolerne

I 1976 genoptog Amdi Petersen sin virksomhed som skibsreder, da DRH købte det engelske motorskib «Sir Thomas Brocklebank». Det blev starten på anskaffelsen af en række ældre træskibe og oprettelsen af «småskolerne», der skulle blive et nyt pædagogisk og økonomisk omdrejningspunkt for koncernen. Ideen med småskolerne var at opsamle de mange oprørske unge i det danske samfund, der faldt helt igennem de sociale sikkerhedsnet. Ved siden af Tvind var skibsprojektet Fulton det mest kendte af disse socialpædagogiske projekter, der havde til formål at give unge rebeller under 20 et nyt grundlag i tilværelsen. Tvindpædagogikken egnede sig glimrende til dette formål, og småskolerne blev derfor hurtigt en stor succes, der modtog mange unge fra det offentlige bistandssystem - og dermed omfattende kommunal støtte.

Systemet var lagt an på ophold på mindre skoler i Danmark og deltagelse i arbejdet på skibene. Samtidig med at pædagogikken gav gode resultater, var der dog også en lang række problemer. I 1981 og 83 sank 2 af småskolernes skibe. I sidstnævnte tilfælde druknede de 8 ombordværende. Og i en lang række tilfælde gjorde eleverne nærmest mytteri imod forholdene ombord på skibene. Problemerne var bl.a. knyttet til Tvinds berygtede sparsommelighed - der blev sparet på maden ombord - og sammenblanding af ejer- og ledelsesforhold. Der er mange eksempler fra de første år på, at lærerne ombord på skibene som repræsentanter for ejeren - Tvind - overtrumfede kaptajnen med alvorlige konsekvenser. Det var samtidig udtryk for en konflikt mellem forskellige magtstrukturer: den stærkt hierarkiske struktur ombord på et skib, der er nødvendig for at få tingene til at fungere i kritiske og livstruende situationer, og Tvinds mere «basisdemokratisk» orienterede struktur.

Tvind har dog øjensynligt forstået at lære af disse tidlige erfaringer med småskolerne, modtager fortsat mange unge fra kommunerne og er i mange tilfælde den sidste station, når kommunens egne socialpædagogiske institutioner har slået fejl.

Ulandshjælp fra Folk til Folk

Amdi Petersen havde allerede i 1969 formuleret Tvinds ideologiske grundlag og ønsket om at bidrage til den tredje verdens omringning og isolering af den udviklede kapitalistiske verden. Gennem DRH sendtes i hundredevis af unge til den tredje verden, men uden at de i særlig grad kunne bidrage til «omringningsstrategien». Det var baggrunden for, at Tvind i 1977 oprettede Ulandshjælp fra Folk til Folk (UFF). Denne organisation skulle - på linie med andre klunsergrupper i Danmark i 70'erne - indsamle tøj, der skulle sendes til den tredje verden. Endvidere skulle den sammen med udvalgte samarbejdslande og -organisationer stå for forskellige udviklingsprojekter, financieret af indsamlede midler og statslige bistandsmidler.

Det kan ikke udelukkes, at den megen blæst omkring Tvind i slutningen af 70'erne var en medvirkende årsag til, at UFF hurtigt ekspanderede i udlandet. Først i Norden og siden i de øvrige dele af Nordeuropa, hvor UFF anvendte navnet HUMANA. I Danmark var der allerede udviklet en så kritisk holdning til Tvind, at mulighederne for at få statslige bistandsmidler gennem DANIDA var stærkt begrænsede. Men i Norge og Sverige var de statslige bistandskasser ikke lukket i, og disse landes bistandspolitik var samtidig mere positiv overfor bl.a. Moçambique, Zimbabwe og Guinea Bissau, som Tvind ønskede at koncentrere sit arbejde omkring, end den danske bistandspolitik.

I 1981 havde UFF opbygget et net bestående af 24 butikker i Danmark og et tilsvarende organisatorisk apparat i Norge, Sverige og Finland. Det blev gennem 80'erne videre udstrakt til Tyskland, Belgien, Holland, Storbritannien, Østrig, Italien, Portugal, Spanien, Canada og USA.

Med befrielsen af Angola, Guinea Bissau og Moçambique fra det portugisiske kolonistyre i 1975 blev en betydelig del af Tvinds indsats rettet mod disse lande, der var slået ind på en socialistisk overgangsproces. De blev fulgt af Zimbabwe i 1980, Namibia i 1990 og desuden af Zambia, som godt nok ikke var et socialistisk overgangssamfund, men som spillede en vigtig rolle for ANC i kampen mod apartheidstyret i Sydafrika. UFF's arbejde i Afrika er i slutningen af 90'erne fortsat koncentreret om disse lande.

Projekterne og UFF/Tvind havde fra starten stor støtte fra regeringerne i de implicerede lande og var betydeligt bedre forankrede i lokalbefolkningens behov og organisationer, end de officielle nordiske bistandsprojekter. I den forstand var UFF banebrydende for den folkelige orientering af bistandspolitikken, der kom til at præge bistandsdebatten i 80'erne og et stykke ind i 90'erne. Samtidig levede UFF's udsendte under nogenlunde de samme betingelser som lokalbefolkningen - i modsætning til de enorme klasseskel der var forbundet med DANIDA's udsending af eksperter til sine projekter.

Men der var også problemer. UFF's pædagogiske praksis var den samme som resten af Tvinds: «alle kan alt». Men måske skulle de lige lære det først. Det gav problemer i flere lande, hvor Tvind påtog sig projekter, som de udsendte ikke var tilstrækkeligt fagligt kvalificerede til at løfte, og ikke nåede at kvalificere sig før modtagerne lukkede projektet. I mange tilfælde blev UFF's udsendte sendt afsted, uden at de nødvendige bevillinger var gået igennem, og havde derfor alt for få ressourcer at skulle udrette mirakler med i modtagerlandet. Endelig var en del af formålet med UFF også at skaffe midler til Tvinds centrale fonde. Tvind tog en del af overskuddet.

Udgangspunktet for UFF's klunservirksomhed i Danmark var, at indsamle tøj der skulle deles gratis ud i Afrika. Denne praksis blev dog forholdsvis hurtigt opgivet. Uddeling af tøj ødelægger den lokale beklædningsindustri. UFF gik i stedet over til at sælge tøjet, men også denne praksis blev angrebet af det Internationale Beklædningsarbejderforbund for at ødelægge den lokale industri. Langt det meste af de indsamlede genstande bliver i dag solgt i butikker og på loppemarkeder i giverlandet, hvorfra overskuddet kunne kanaliseres til projekter i Afrika - og Tvind.

Trods de forskellige problemer omkring projekterne må denne del af Tvinds aktiviteter udfra en bistandssynsvinkel vurderes som en forholdsvis stor succes: med betydelig folkelig og lokal forankring blev der for meget små midler gennemført mange fornuftige projekter - især bygningen af skoler. Projekter der oftest blev gennemført på trods af de statslige bistandsorganisationer - specielt DANIDA - der ikke ønskede at have forbindelse med Tvind. Samvirkets ideologiske ønske om at bidrage til omringningen af den udviklede kapitalistiske verden blev dog i praksis en dråbe i havet uden praktisk politisk effekt.

Tvindkulturen

Selv om Tvind fra begyndelsen blev betragtet som et venstreorienteret pædagogisk projekt, var det den øvrige venstrefløj der først rejste kritikken af Tvind, mens socialdemokratiet og højrefløjen havde et dobbelttydigt forhold til projektet.

Tvindkulturen er i høj grad baseret på dyrkelsen af det kollektive og undertrykkelsen af det individuelle. Det giver Tvind et stærkt modsætningsfyldt forhold til begrebet autoritet. Skolesamfundet tager på den ene side skarpt afstand fra den autoritet der findes i det omgivende samfund, men lægger til gengæld en enorm autoritet i det kollektive - i gruppen - der derved får stærkt autoritære træk. Det var specielt dette fænomen den antiauritære venstrefløj i slutningen af 70'erne endte med at tage afstand fra, men som højrefløjen til gengæld betragtede med slet skjult beundring.

Allerede under DRH's første busrejser til østen opstod der voldsomme konflikter i rejsegrupperne, som i flere tilfælde endte med, at et eller flere medlemmer blev smidt ud på beskyldninger for individualisme og for ikke at ville underlægge sig fællesskabet - gruppen. Det kan ikke udelukkes, at disse disciplinære overgreb samtidig var med til at styrke kollektivet. Et vink med en vognstang om hvordan det kunne gå, hvis den enkelte satte sig ud over gruppen.

Den stærke identifikation med kollektivet giver en enorm styrke for den enkelte - specielt for de unge, hvis identitetsdannelse måske er lidt svagere. Samtidig var den kollektive styrke grundlag for mange af de projekter, Tvind kastede sig ud i, og som på andre ville have virket som alt for store. Men kollektivets progressive sider kan også slå om og blive reaktionære - autoritære - og det skete ofte. Tvind praktiserede princippet om aldrig at foretage beslutninger ud fra afstemninger. Der blev (og bliver) diskuteret til alle var enige. Konsekvensen var ofte, at det var de mest velformulerede og mest udholdende, der gik af med «sejren». Konsekvensen var samtidig, at den enkelte af angst eller udmattelse måtte undertrykke sine egne holdninger.

Det medførte, at det ikke var nogen enkel opgave at forlade Tvind i utide. Det gjaldt elever og i endnu højere grad lærere, for enkeltpersonens beslutning om at forlade skolesamvirket blev ikke accepteret af kollektivet. Mange er derfor flygtet om natten, for at undgå konfrontation med kollektivet, men heller ikke natlig flugt har været tilstrækkelig. Tvind udviklede en praksis, hvor den flygtede blev opsøgt af sine kammerater, der ikke gav op, før den flygtede vendte med tilbage. Det krævede en ganske særlig støbning at stå imod dette massive gruppepres.

Denne praksis førte allerede i 1978 til, at venstrefløjen indledte en voldsom kritik af Tvind for samvirkets autoritære metoder. Denne debat blev især ført i dagbladet Information, der gav plads for både tilhængere og modstandere af Tvind. Baggrunden var bl.a., at mange venstrefløjsunge de foregående år havde været på DRH eller DNS, og der var blevet konfronteret med modsætningerne i Tvindpædagogikken og -kulturen. Konsekvensen af «debatten» var, at venstrefløjen - specielt det antiautoritære nye venstre - lagde stor kritisk distance til Tvind. For Tvind skabte kritikken til gengæld en «lejrstemning». Tvind «kollektivet» og specielt lærergruppen rykkede sammen for at forsvare sig mod de «urimelige beskyldninger» udefra. Det var i samme periode, at samvirket besluttede at trække Amdi Petersen i baggrunden. I stedet blev Poul Jørgensen kørt i forgrunden som talsmand.

Trods den omfattende kritik af Tvinds pædagogik og kultur kan det imidlertid ikke nægtes, at samvirket på specielt sine efterskoler har opnået store pædagogiske resultater - især i arbejdet med «adfærdsvanskelige unge» under 18. Mens 10 % af landets efterskoleelever i 1985 var anvist af de sociale myndigheder, var tallet på Tvinds efterskoler 42 %. I skoleåret 1994-95 fik 54 % af Tvinds efterskoleelever deres ophold betalt af deres hjemkommune, og på de frie grundskoler var tallet helt oppe på 70 %. Disse tal afspejler både, at Tvind ikke havde noget imod at tage de mange ofte belastede elever, og at Tvind gav bredt anerkendte resultater. Resultater der skyldtes, at pædagogikken bidrog til at opbygge elevernes selvværd, gav dem en social basis i gruppen (blandt andre elever og lærerne) og at Tvindkulturen pålagde lærerne at stå konstant til rådighed. Eleverne oplevede således ikke de konstante skift af voksne, der er virkeligheden på andre skoler.

Tvind er særdeles sparsommelig. Som i andre forhold omkring samvirket findes der forskellige lag i forklaringen. Et niveau er, at DRH eleverne ikke får dækket udgifterne til rejserne. Udgifterne holdes derfor nede på et absolut minimum både før rejsen - i Danmark - og under rejsen - i den tredje verden. Tvind udnytter således til det yderste den gæstfrihed, som værter i den tredje verden viser besøgende. Et andet niveau er ønsket om omfattende akkumulation. Med flere penge i Tvind koncernens centrale fonde har samvirket større muligheder for at forfølge sine mål. Derfor holdes udgifterne til bl.a. mad nede og elevernes og lærernes gratis arbejdskraft udnyttes til det yderste, for derved at spare lønnet arbejdskraft udefra. Et tredje niveau er solidariseringen med den tredje verden. DRH eleverne har større muligheder for at sætte sig ind i livsformerne der, når de selv lever på omtrent samme måde. Der er da heller ingen tvivl om, at dette er korrekt, og at det vækker respekt blandt lokalbefolkningen.

Tvind kan opfattes som en enorm kraftudladning for at nå et bestemt pædagogisk og politisk mål, og samvirket gør alt for at maksimere denne kraftudladning - maksimere udnyttelsen af ressourcerne. Dvs. elever og lærere. Det er samtidig baggrunden for samvirkets restriktive forhold til børn og seksualitet. Begge dele er gjort til kollektive temaer, som den enkelte ikke har ret til at tage beslutninger omkring. Børn opfattes som «tidsrøvere» og de fleste af medlemmerne af lærergruppen afstår derfor fra at få børn, og en beslutning om at få barn er et kollektivt anliggende. Samvirket udnytter samtidig seksualsublimeringen til det yderste - undertrykkelsen af seksualiteten til fordel for arbejdet. Formelt opfattes seksualiteten som et forhold mellem 2 personer, og derfor som et forhold der står i modsætning til kollektiviteten. Mange elever har således måttet opleve deres forhold til andre blive taget grundigt under behandling på fællesmøder.

Koncernen

Siden Tvinds start i 1970 har skolesamvirket gennemført en hastig vækst. Når formålet i udgangspunktet var at bidrage til en radikal samfundsomvæltning i Danmark var det nødvendigt at ekspandere hurtigt. Midlet til den hastige ekspansion var lærernes lønninger. Frem til skattereformen i 1985 var det muligt for personer at give op til 80 % af deres lønindkomst skattefrit i gave til en godkendt forening. Denne ordning blev udnyttet i fuld udstrækning af Tvind og gav grundlag for en ganske betydelig akkumulation. Lærerne indbetalte størstedelen af deres løn til Spareforeningen af 29. juni 1972 og fik blot udbetalt et lille beløb i lommepenge.

Gaveaftalerne var som krævet af skattevæsenet 10-årige, hvilket gav de lærere der flyttede fra Tvind enorme problemet, fordi de juridisk fortsat var forpligtiget til at betale 80 % af deres løn til Tvind, og skolesamvirket undlod ikke at føre retssager for at få opfyldt gaveaftalerne.

Den borgerlige regering lavede gavereglerne om ifbm. skattereformen i 1985, og ændringen var først og fremmest rettet mod Tvind, der var en af de eneste foreninger, der udnyttede gavemuligheden helt op til loftet på 80 %. Efter reformen blev loftet sænket til 15 %.

Spareforeningen blev opløst i 1986 og midlerne kanaliseret over i Fælleseje, der er det ene af Tvinds 3 ejendomsselskaber. Fælleseje blev oprettet i 1977 som selvejende institution med det formål at erhverve og udleje ejendomme til Tvindskolerne. Det andet selskab er Estate Aps. af 9. april 1971. Det er samtidig det største. Endelig oprettede Tvind i 1987 Fonden til fremme af Humanitære Formål, der overvejende financierer samvirkets oversøiske projekter.

Det er umuligt udefra at få totalt overblik over koncernens formue endsige dens økonomiske dispositioner. Et overslag peger dog i retning af, at Tvind er god for 250-500 millioner kr.

Akkumulationstakten aftog efter skattereformen i 1985, hvilket bl.a. afspejler sig i, at skoleoprettelserne bremses voldsomt op. Takten aftog yderligere efter Tvindloven i 1996, der fratog Tvind stats- men ikke kommunaltilskuddene.

Alligevel fortsætter Tvind akkumulationen. Nu blot med andre midler. Bl.a. i form af højere huslejer. Udefra betragtet kan akkumulationen virke som en mani, men alligevel synes den ikke at være drevet af en egen indre logik. Ved flere lejligheder har Tvind foretaget økonomisk uhensigtsmæssige dispositioner, der kan indikere, at akkumulationen er en nødvendig omend ikke central aktivitet for koncernen. Akkumulationen blev frem til midten af 80'erne anvendt til en hastig udvidelse af skoleimperiet, men denne ekspansion er siden aftaget. Det skyldes ikke blot de ændrede gaveregler, men kan også være et udtryk for, at Tvind fører en «overvintringsstrategi». De radikale samfundsomvæltninger der var sat på dagsordenen i 70'erne er rykket ud i en uvis fremtid, men med en solid pengetank vil Tvind være godt stillet i det øjeblik, samfundsomvæltninger atter måtte sættes på dagsordenen.

Tvindloven

I maj 1996 stemte Folketinget for fratagelsen af tilskuddene til 36 navngivne Tvind skoler. Et lovforslag fremsat af den radikale undervisningsminister Ole Vig Jensen. Lovforslaget var kulminationen på flere års kritik af Tvind.

Kritikken var ikke ny. Allerede i slutningen af 70'erne havde venstrefløjen indledt en skarp kritik af Tvind, men denne havde primært baggrund i Tvinds pædagogiske og organisatoriske praksis. De socialdemokratiske undervisningsministre var frem til «systemskiftet» i 1982 (hvor den borgerlige regering kom til magten) mere eller mindre åbenlyst begejstrede for Tvind. I perioden 1982-93 var Bertel Haarder undervisningsminister. Han videreførte den ideologiske distance til Tvinds faktiske resultater, der siden 70'erne havde karakteriseret det meste af det borgerlige Danmarks holdning til Tvind. Samtidig krydret med en holdning om højskolesystemet som et bredt og rummeligt system.

Det blev anderledes, da den radikale Ole Vig Jensen overtog undervisningsministerposten i 1993. Anledningen blev svindelen og den kreative bogføring med de offentlige midler. Den praksis er der sådan set ikke noget nyt i. I slutningen af 80'erne var Europahøjskolen blevet lukket efter omfattende svindel med offentlige tilskud. I 1992 påpegede Rigsrevisionen uregelmæssigheder ved regnskabsforholdene på Herlufsholm Skole og i 1993 blev den socialdemokratiske kursusejendom og højskole Solhavegård erklæret konkurs efter betydelige uregelmæssigheder i regnskabsførelsen. Disse sager fik Rigsrevisionen til at indskærpe Undervisningsministeriets pligt til at føre kontrol med de bevilgede midler. Samme periode var iøvrigt præget af omfattende svindel med offentlige midler i de politiske ungdomsorganisationer og en økonomiminister - der i dag er Venstres formand - der måtte gå af efter særdeles kreativ regnskabsføring i hans ministerium. Den udbredte praksis for (små)svindel og kreativ bogføring samt den betydelige symbiose mellem Undervisningsministeriet og de modtagende institutioner havde skabt en betydelig tolerance overfor den herskende orden.

Rigsrevisionens påtaler medførte imidlertid, at praksis blev strammet op. Der blev indledt undersøgelser mod en lang række skoler. Herunder også Tvinds skoler efter at en Tvind lærer i 1993 var «hoppet af» og havde berettet om udstrakt manipulation af deltagerlister. Undersøgelserne og Rigsrevisionen afslørede i de følgende år en lang række uregelmæssigheder, der også førte til tilbagebetalingskrav.

Nu kunne Undervisningsministeriet have valgt at følge denne linie: rejse tilbagebetalingskrav og efterfølgende gå ind i de retsager Tvind ville rejse ved domstolene. Der er en række årsager til, at Ole Vig Jensen afviste denne løsning. Han erklærede ifbm. fremsættelsen af lovforslaget - Tvindloven - at disse sager ville trække ud i flere år og koste det offentlige betydelige beløb. En vigtig faktor har dog nok også været, at den stærke minister følte sig voldsomt provokeret af det lukkede skolesamvirke, der gled af på påtalerne og forsøgte at fortsætte sin hidtidige praksis. Jensen havde hverken tid eller lyst til at vente på domstolenes afgørelser, og besluttede i stedet at standse de offentlige tilskud ad lovgivningens vej. Tvindloven var en særlov - dem havde der været en del af de foregående år - men derudover fratog den også skolerne retten til at rejse retssager om afgørelsen. Denne del af loven var en overtrædelse af Grundlovens § 3, der netop giver denne ret. Det var baggrunden for, at Højesteret i februar 1999 omstødte loven. Inden da var Tvindloven dog allerede blevet så pinlig, at den stærke Ole Vig Jensen var skiftet ud med sin partifælde Margrethe Vestager. Samtidig havde Tvind ændret koncernstrukturen, hvilket åbnede op for, at en nogle af de boykottede skoler atter kan få tilskud.

Hele begivenhedsforløbet omkring loven har blot været med til at styrke Tvind indadtil og bekræfte samvirkets billede af et fjendtligt omgivende samfund. Trods den omfattende kritik fra både venstre- og højrefløjen har samvirket på en lang række områder været banebrydende gennem sin 30 årige eksistens: anvendelsen af vindkraft, erfaringspædagogik og samtidig er en række af de befrielsesbevægelser i Afrika Tvind støttede i 70'erne og 80'erne på godt og ondt blevet statsbærende partier. Alligevel er eksperimentet længere fra sine politiske mål end ved starten i 1970, men træder ind i et nyt årtusinde med en solid pengetank og et veletableret pædagogisk system.

A.J.