Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Læst af: 29.148
: :
Væbnet kamp i USA

USA's historie er særdeles voldelig. Staten er skabt gennem voldelig ekspansion, besættelse af den indfødte befolknings land og store dele af Mexico. Det er ikke denne historie, der skal behandles i det følgende, men derimod de tendenser til væbnet kamp, der opstod under udviklingen af Det Ny Venstre i 1960- og 70'erne. Se desuden højreekstremistiske grupper i USA for oplysninger om højrefløjens aktuelle voldelige aktiviteter.

SDS

Huey (Newton - fra Black Panthers Party) understreger retten til selvforsvar.

Den organiserede venstrefløj i USA har traditionelt været tilbageholdende overfor organisationer, grupper og forslag om væbnet kamp - i selve USA. Det skyldes en udbredt overbevisning om, at det centrale formål med organiseringen, agitationen og bevidstgørelsen er den politiske overtalelse af folk. Hvis væbnet kamp overhovedet skulle have en rolle at spille i den politiske udvikling, ville det være på et sent tidspunkt i den politiske kamp, hvor venstrefløjen havde en overvældende folkelig opbakning, men blev hindret i at overtage magten af borgerskabets og regeringens magtmisbrug. Ellers har venstrefløjens vurdering været, at vold blot ville medføre negative reaktioner i befolkningen og for myndighederne blive et påskud for at sætte ind med undertrykkelse og illegalisering. Myndighedernes og arbejdsgivernes hyppige anvendelse af agent provocateur (provokatøragenter) har bekræftet denne opfattelse (se FBI).

Den nye venstrefløj den blev udviklet i USA i 1960'erne og 70'erne bevarede overvejende denne traditionelle opfattelse, selv om medierne gav en overvældende dækning af smågrupper, der gik ind for voldelige metoder af den ene eller anden art, og medierne var ofte ude af stand til at fatte forskellen mellem selvforsvar og aggression. Næsten alle de voldelige episoder der involverede borgerrettighedsbevægelsen havde at gøre med selvforsvar. I studenter-, anti-krigs- og modkulturbevægelserne samt blandt andre grupper på den nye venstrefløj, var de voldelige taktikker forbeholdt en lille minoritet og de begyndte først at slå igennem, da bevægelserne var på vej ned.

Borgerrettighedsbevægelsen

Fra starten koncentrerede borgerrettighedsbevægelsen sig om retssager, civil ulighed og ikke-voldelig modstand som de vigtigste kampmidler. Målet var primært at få opfyldt den afro-amerikanske befolknings forfatningsmæssige rettigheder - ikke at afvise de retmæssige myndigheder. Det er meget muligt, at flertallet blandt Martin Luther Kings tilhængere ikke delte hans filosofiske syn på ikke-volds-magt, men de var enige om, at ikke-voldelig modstand i den aktuelle situation var den mest effektive politiske taktik. Selv stillet overfor politiets og de hvide provokatørers overvældende voldsanvendelse - der strakte sig over sønderbankning til bomber og mord - fastholdt bevægelsen frem til slutningen af 60'erne sin ikke-voldelige orientering.

Selv om det var Kings holdninger og taktikker, der dominerede bevægelsen, så var det ikke uden kritik. En af hans første kritikere var Robert Williams, der havde gjort tjeneste som marinesoldat i Korea og i 1959 var leder af NAACP afdelingen i Monroe, North Carolina. Han understregede de forfatningsmæssige rettigheder til selvforsvar og beskyttelsen af borgerrettigheds aktivisterne med bevæbnede grupper. En begivenhed i 1961 bragte denne interne debat på avisernes forsider. De føderale myndigheder beskyldte Williams for at have bortført et hvidt par under en racistisk aggression. Williams hævdede til gengæld, at han havde reddet parret fra en ophidset sort pøbel. Efterhånden som sagen skred frem, og det så ud til, at han ville få en langvarig fængselsstraf, besluttede han sig for at flygte - først til Cuba og siden til Kina. Fra sit eksil redigerede han bladet Crusader, hvor han opfordrede til og beskrev forskellige former for væbnet kamp, der tog skridtet videre fra selvforsvar til guerillakamp.

Williams holdninger inspirerede til dannelsen af den halvt illegale Revolutionære Aktionsbevægelse (Revolutionary Action Movement, RAM), der var udtryk for en sammensmeltning af sorte nationalistiske og marxistiske holdninger. RAM havde en overgang nogen indflydelse omkring SNCC's Atlanta kontor, blandt grundlæggerne af Ligaen af revolutionære sorte Arbejdere (League of Revolutionary Black Workers) samt forskellige grupper i Phillidelphia området. RAM opnåede aldrig nogen bredere tilslutning og bevarede en lav profil, men den blev ustandselig omtalt i FBI's rapporter, som en organisation der måtte holdes under skarp observation og destabiliseres så hurtigt som muligt.

Den slutning Williams foretog fra selvforsvar til guerillakamp var ikke logisk. I 1964 opstod Deacons for Defense i Lousiana. Den forblev en gruppe, der overvejende forsvarede det sorte samfund og dets ledere mod angreb udefra. Erfaringerne førte til oprettelsen af tilsvarende selvforsvarsgrupper mange andre steder - de havde ofte ikke noget navn. Adskillige aktivister i SNCC og CORE blev allerede på et tidligt tidspunkt i organisationernes udvikling desillusionerede over ikke-volds modstands-filosofien og begyndte derfor at bære våben, selv om de fortsatte med at praktisere ikke-volds taktikken. Medie personligheder der deltog i demonstrationer eller møder var hyppigt bevæbnede. Nogle gange med våbentilladelse, andre gange uden.

Black Panthers

Den sorte nationalistiske gren af befrielsesbevægelsen anerkendte aldrig ikke-volden som strategi, men stod fast på at selvforsvaret var en moralsk og forfatningsmæssig ret. Den Islamiske Nation (Nation of Islam) under ledelse af Malcom X var kendt for sine forsvarsheder, selv om de sjældent var involveret i sammenstød. Andre nationalistiske grupper som New Republic of Africa som opstod i Detroit stødte flere gange sammen med politiet - nogle gange med dødelig udgang. Grupperne fastholdt alle, at sammenstødene var fremprovokeret af politiet, der ønskede at udslette organisationernes kerner. Den opfattelse der forenede de forskellige nationalistiske grupper var, at den hvide magtstruktur i USA ikke kunne forsvares moralsk, og at de hvide først ville «opføre sig ordentlig», når de blev konfronteret med en fysisk magt, der tålte sammenligning med deres egen.

Ethvert krav om ret til selvforsvar fik omfattende mediedækning. Et foto gik landet rundt i april 1969 og viste studenter på Cornell University, der demonstrerede med pistoler og skulderremme for deres forfatningsmæssige rettigheder. Den offentlige fremvisning af våben fik den mest omfattende dækning på Vestkysten efter dannelsen af De sorte panteres Parti (Black Panthers Party, BPP). Partiet var baseret på ungdomsgrupper, og havde et program der gik ud på organiseringen pjalteproletariatet eller «folk på gaden». BPP baserede sin taktik på retten til selvforsvar, og antydede at en smule vold var  i orden for at speede udviklingen i retning af frihed op.

BPP udstyrede sine unge med halvmilitær uniformering bestående af sorte baretter og læderjakker, og lancerede en af periodens mest uheldige paroler: «Off the pig». Off var gadeslang for dræb, og pig betød panser. BPP lederne forsvarede parolen med, at den var et symbolsk udtryk for at de sorte miljøer krævede politiovergrebene bragt til ophør, men de fleste politifolk og medierne tog parolen bogstavelig. Det kom til voldelige sammenstød med politienheder, andre sorte befrielsesgrupper og det umiddelbare omgivende samfund. Da organisationen i starten af 1970 gik i opløsning, kom BPP lederne med dødstrusler mod hinanden over telefonen. Dødsfaldene havde allerede ført til interne sammenstød på venstrefløjen i Los Angeles, og den 4. december 1969 blev BPP lederen Fred Hampton dræbt under et omstridt angreb gennemført af politiet i Chicago. Efter en BPP retssag i Oakland et år tidligere var retsbygningen blevet bombet - angiveligt  gennemført af en eksil-iraner der mentes at stå i ledtog med BPP. I lyset af disse og andre begivenheder blev BPP ofte opfattet som spirerne til en guerillaorganisation - både af venner og fjender.

En hyppigt anvendt tvetydig sætning blandt mange sorte aktivister var: «Med alle nødvendige midler» (by any means necessary). Formulering blev ofte opfattet som kode for villigheden til at bruge voldelige metoder. Trods de noget uheldssvangre overtoner, var erklæringen nærmest obligatorisk. En massebevægelse kæmpede med forfatningsmæssige midler for sine forfatningsmæssige rettigheder. Hvis systemet i sidste ende viste sig at forråde sine egne principper og være umuligt at reformere, måtte muligheden for at gribe til andre kampmidler holdes åben. Malcolm X formulerede på dramatisk denne indstilling: «Valg eller kugler».

De sorte masser mistede tålmodigheden med systemet lang tid før den officielle bevægelse gjorde, og reaktionen var stærkere i nord end i syd. I 1964 kom det til uroligheder i Harlem, i 65 oprøret i Watts, fulgt af folkerejsningerne i Newark og Detroit i 67 samt mere end et dusin oprør efter mordet på King i 68. Til forskel fra tidligere oprør der normalt havde haft karakter af en races opgør med en anden, var volden i 60'erne typisk rettet mod ejendom. De voldsomste oprør fandt sted i Detroit, og her var det typiske billede, at sorte og hvide plyndrede butikkerne side om side. Politiets opgørelser viste efterfølgende, at der var flere hvide, der var blevet arresteret efter at have skudt mod politiet end sorte.

Kampen i fængslerne

En af de mest voldelige sektorer af nationalistbevægelsen var den hvori der indgik tidligere straffefanger. BPP og dele af venstrefløjen søgte at politisere sorte indsatte gennem distribution af gratis materialer, beskæftigelse med enkeltsager og ved en gang imellem at gå ind i uddannelsesprogrammer bag tremmerne. Udtryk fra starten af århundredet blev fundet frem, og nogle venstrefløjsgrupper begyndte at referere til straffefanger som «klassekampsfanger». Nogle gange blev det kun anvendt om klassebevidste fanger, men i de fleste tilfælde blev det anvendt om alle ikke-hvide fanger.

Fængselsforfattere som George Jackson i Californien argumenterede med, at det var det økonomiske system, der havde udløst deres antisociale opførsel, og at fængselssystemet systematisk fremmede racisme og mishandlede ikke-hvide fanger. Han oprettede en fængselsafdeling af BPP og hans posthumt offentliggjorte Blood in my Eye var tilegnet «Til den sorte kommunistiske ungdom. Til deres fædre. Vi vil nu kritisere uretfærdigheden med våben». Hans bror gennemførte 21. august 71 et flugtforsøg, der skulle skaffe Jackson ud af fængslet, men det slog fejl og han blev efterfølgende dræbt af San Quentin fængselsvagter under omdiskuterede omstændigheder. Kommunisten Angela Davis blev internationalt berømt gennem sit arbejde med Jackson og hans forsvarskomite.

Oprøret i fængslet i Attica i 1971 var yderligere et udtryk for de sorte unges fængselsaktivisternes militante holdninger. Venstrefløjen slog fast, at det ikke var nogen tilfældighed, at næsten alle de politisk aktive ledere i fængslet blev dræbt, efter at guvernør Nelson Rockefeller havde beordret oprøret nedkæmpet. Kort tid senere anførte venstrefløjen modstanden mod et forsøg fra New York statens side på at oprette et center, der skulle gennemføre «adfærdsforandredende aktiviteter» overfor fangerne - herunder elektrochok og muligvis lobotomi. Lederen af fangernes modstand var Martin Sostre. En sort puertoricaner der havde haft en venstrefløjsboghandel i Buffalo, men som nu sad inde på narkoanklager, han selv kaldte fabrikerede. Aktive i modstanden mod statens adfærdsforandredende center var også komiteer til støtte for puertoricanske aktivister, og en forsvarskomite der formelt blev ledet af Angela Davis, men hvis daglige drift blev varetaget af kommunisten Charlene Mitchell. Statens plan blev i sidste ende opgivet og Martin Sostre blev løsladt, efter at bl.a. Amnesty International var gået ind i sagen.

Politiske bankrøvere?

Samarbejdet mellem politiske aktivister og personer med en kriminel baggrund førte til, at skillelinien mellem politiske og kriminelt motiverede handlinger blev udvisket. En række røverier mod pengetransporter og banker på østkysten mentes at være gennemført af sorte eller puertoricanske revolutionære, der skulle skaffe midler til bevægelsen. Den mest berømte af disse var Den sorte Befrielseshær (Black Liberation Army) under ledelse af Joanne Chesimard. Det var sjældent muligt fuldstændig at afgøre, om de angivede politiske motiver til et røveri skyldtes et forsøg fra overfladisk politiserede røvere på at skaffe sig offentlig sympati, var et forsøg fra myndighedernes side på at miskreditere borgerrettighedsbevægelsen eller var en ægte guerillaaktion.

Voldelige provokationer financieret af myndighederne

Det mest problematiske eksempel på dette fænomen var, da den såkaldte Symbionese Liberation Army (SLA) trådte frem på Vestkysten. Som så mange andre af de såkaldte hære syntes SLA kun at have omkring et dusin - måske kun 8 - medlemmer. Nogle havde tidligere været involveret i venstrefløjsaktiviteter, men der fandtes ingen organisatoriske forbindelser til nogen af de eksisterende venstrefløjsgrupper. SLA opnåede umiddelbar og bastant mediedækning, da organisationen i 1974 kidnappede mediearvingen Patty Hearst, og det lykkedes at konvertere hende til gruppens holdninger. De fleste af gruppens medlemmer blev dræbt af politiet under angreb, hvor der tilsyneladende ikke blev gjort nogen anstrengelser for at tage nogen medlemmer i live. Hearst erklærede, at hendes korte karriere som revolutionær bankrøver havde været et resultat af «hjernevask», og hun vendte snart tilbage til det liv, hun havde levet før sin kidnapning. Mange organisationer og blade på venstrefløjen mente på det tidspunkt, at SLA var oprettet af regeringen selv. Der gik kun 17 måneder fra den trådte frem første gang, til den atter var forsvundet.

Dokumenter der senere er blevet frigivet som led i offentlighed i forvaltningen og beviser der dukkede op i forbindelse med retssager har afsløret, at mange voldelige episoder blev sat i gang af plantede provokatører fra politiet eller FBI. Et af de mest kendte eksempler på dette var forsøget i starten af 60'erne på at springe Frihedsgudinden i luften. Det viste sig, at hovedmanden bag planen fra starten havde været på politiets lønningsliste. Han havde rekrutteret «medsammensvorne» i det radikale miljø i New Yorks Lower East Side. Politiet i New York indrømmede senere, at det havde haft fuld kontrol over de ledende medlemmer på det lokale BPP kontor i Harlem, fra den første dag det åbnede. Alle de voldelige planer der udsprang af dette miljø var altså kendt af myndighederne fra deres tidligste undfangelse.

I slutningen af 80'erne fremlagde to voldsdømte medlemmer af New York panterne nye beviser for, at der var blevet lagt fælder for dem fra myndighedernes side. Herman Ferguson var i 1968 blevet dømt for at have deltaget i en konspiration, der havde til formål at dræbe de moderate borgerrets aktivister Roy Wilkens fra NACCP og Whitney Young fra Urban League. Han var blevet løsladt mod kaution, flygtet til Guyana, hvor han antog et andet navn. I 1989 vendte han frivilligt tilbage til USA for at bevise sin uskyld. Hans forsvar kunne fremlægge nyligt frigivne dokumenter fra FBI's efterretningsprogram, der afslørede organisationens arbejde med destabilisering af venstrefløjens organisationer. Samtidig søgte livstidsfangen Richard Moore at få omstødt sin dom for i 1973 at have dræbt to politifolk med en maskinpistol. Han henviste til de samme dokumenter som Ferguson, men desuden kunne hans forsvar henvise til passager i en bog skrevet af daværende vicepolitichef Robert Daley der afslørede, at anklagemyndigheden havde tilbageholdt beviser, der kunne have frikendt ham. De to sager blev af mange aktivister fremholdt som eksempler på, at både de føderale og lokale myndigheder systematisk havde opfundet anklager om vold og konspiration som led i myndighedernes forsøg på at undergrave borgerrettighedsbevægelsen.

Det ny venstre

Vejen til voldelige aktioner på den ny venstrefløj fulgte andre veje. Mens de fleste organisationer mod fattigdom, racisme og vietnamkrigen anvendte traditionelle - fredelige - metoder, fandtes der altid en revolutionær understrøm, der beundrede udviklingen i Cuba og Kina. Retorikken var imidlertid næsten altid langt mere veludviklet end aktionerne. Selv om der allerede i starten af 60'erne fandtes små spredte grupper, der krævede «Sejr til Vietcong», var den mest udbredte parole på det tidspunkt «Forhandling nu». I midten af 60'erne blev denne udskiftet med de mere krævende, men stadig rimelige «Stop krigen» og «Bring drengene hjem».

Efterhånden som modviljen mod krigen voksede og flere modkultur miljøer udvikledes i byerne og på universiteterne, blev regeringen mere hårdnakket i sin afvisning af at lade sig påvirke af massedemonstrationer eller modstand mod sessionen. Svaret fra den mere militante del af anti-krigsbevægelsen var: «Bring krigen hjem». Nogle opfattede denne parole som udtryk for, at de ikke-voldelige aktioner måtte eskaleres, indtil det ikke længere for politikerne at ignorere dem. For andre var den udtryk for en erkendelse af, at magtapparatet i USA først ville begynde at lytte, når det blev tilføjet fysiske skader på hjemmefronten.

I New York og San Francisco området begyndte grupper af demonstranter i slutningen af 1966 at bryde væk fra hoveddemonstrationerne for at drage hærgende gennem gaderne. Under en gigantisk fredsdemonstration under ledelse af Martin Luther King fulgte tusinder af demonstranter opfordringen fra demonstranter fra Harlem og en gruppe af demonstranter, der støttede befrielsesbevægelser overalt i verden. De brød ud af det område i Central Park, hvor demonstrationen var samlet og drog ned af de avenuer, politiet havde forbudt demonstranterne at anvende. Hændelsen endte ikke i vold, men havde skabt en præcedens for andre grupper til at gøre, hvad de lyst til under senere massedemonstrationer. Der var derefter næsten altid mindre grupper der brød ud for at smadre hærens rekrutteringskontorer eller ruderne i banker eller større virksomheder. Det blev kaldt «trashing», og demonstrationsledelserne gjorde næsten altid hvad de kunne for at hindre det, men fænomenet blev stadig mere populært og accepteret.

Parallelt med trash tendensen fandt der et stigende antal bombeattentater sted. De var rettet mod militæranlæg, elektricitetsmaster, domhuse, krigsforskningscentre på universiteterne og koncernernes hovedkvarterer. Attentaterne blev normalt gennemført, så de kun forvoldte materiel skade, men i nogle tilfælde blev vagter eller tilfældige forbipasserende såret eller dræbt. Attentaterne blev gennemført af en spraglet forsamling af uafhængige smågrupper, der sjældent havde over 10 medlemmer.

Attentaterne fik en blandet modtagelse blandt fredsaktivisterne. Der fandtes nogen tilfredshed med, at antikrigsarbejdet endelig var ved at blive «seriøst». Den holdning var især udbredt blandt de, der var utilfredse med «flower power» og de pacifistiske dele af bevægelsen. Men samtidig fandtes der en udbredt opfattelse af, at attentaterne atter ville skubbe den brede befolkning bort, der ellers var blevet mere modtagelig for anti-krigsbudskabet. Efterhånden som flere bombeceller blev optrevlet eller overgav sig fortalte deres medlemmer, at de ikke havde været særligt optaget af at opbygge en massebevægelse. Ofte sammenlignede de sig med de tyskere, der havde bekæmpet nazisterne inde i Tyskland i 30'erne og 40'erne.

Weatherman

Langt den største og vigtigste gruppe af denne type var Weatherman fraktionen, der dannedes indenfor SDS. I modsætning til rivaliserende fraktioner der arbejdede for stærkere relationer med arbejdere og de fattige, anså Weatherman den nordamerikanske offentlighed for i vid udstrækning at være korrumperet af den velstand, det militært-industrielle kompleks skabte og for at være dybt forvirret pga. den intense antikommunistiske propaganda fra regimets side. Den eneste rimelige udvikling i denne situation var at gribe til guerillakrig til støtte for de revolutionære i Vietnam og andre steder i verden - uanset de politiske omkostninger i USA. Denne strategi skulle samtidig være et middel til at forbinde sig med de mest militante sektorer indenfor den afroamerikanske bevægelse, som Weatherman mente også bevægede sig i retning af væbnet kamp. Mark Rudd og Bernardine Dohrn blev de mest kendte talspersoner for Weathermen.

Weatherman søgte at skabe situationer, der udløste repression fra politiets side. De mente, at en forfulgt bevægelse ville blive splittet, og at de mest militante medlemmer derefter ville gå ind i Weather Undergroud. Den mest omfattende udfoldelse af denne taktik var under de såkaldte «Vredens dage i Chicago» i 1969, der skulle være bevægelsens hævn over politiundertrykkelsen ifbm. det demokratiske konvent i byen året forinden. Weatherman aktivister og tilhængere arrangerede demonstrationer omkring byens parker og gik ind i voldelige konfrontationer med politiet. Over de følgende uger opstod der Weather enheder i flere byer ud over landet. De gennemførte aktioner for at få skabt et enormt offentligt og myndighedspres på de lokale SDS afdelinger. Taktikken var katastrofal. De fleste medlemmer lagde afstand, ikke blot til SDS og Weatherman, men også til politisk arbejde i det hele taget.

Weatherman ideologiens dødsdom blev beseglet med Town House eksplosionen i marts 1970, hvor kadrer der arbejdede med fremstillingen af bomber ved et uheld kom til at springe en i luften, der dræbte eller sårede alle de tilstedeværende Weatherman medlemmer. Et uhyggeligt aspekt ved hændelsen var de efterfølgende afsløringer af, at gruppen havde arbejdet med fremstillingen af antipersonel bomber som del af sit arsenal. De overlevende Weatherman aktivister gennemførte en lang række bombeattentater og andre ulovlige handlinger, men både støtten og aktiviteten faldt hurtigt. Den største revolutionære evne de udviste var evnen til at undgå arrestation. De fleste forblev under jorden i 10 år, for frivilligt at træde frem i starten af 80'erne og erklære, at deres strategi havde været forkert.

En række andre mindre grupper der ikke fik samme berømmelse som Weatherman greb også til guerillametoder. Den mest synlige af disse var «Up against the Wall, Motherfuckers», der blev organiseret i Lower East Side i New York af anarkisten Ben Morea. Gruppens mål var at sikre sig de-facto kontrol over sin del af bydelen. Gruppen bestod af godt 10 personer, men var istand til at skaffe sig betydelig lokal opbakning for sine aktioner. Der var tale om en slags venstreorienteret gadebande, der fungerede i omkring et år. Gruppen blev involveret i narkotika, stødte hyppigt sammen med politiet, skubbede potentielle allierede fra sig pga. sine hårdhændede metoder og kollapsede sammen med resten af studenterbevægelsen og det nye venstre. Tilsvarende grupper dukkede op for kortere perioder andre steder i landet i 1968-71.

Tættere på Weatherman modellen var en lille gruppe på omkring 7 personer, anført af Raymond Luc Levasseur i Ohio. De indledte deres aktioner i 1968 og mentes at stå bag et antal bombeattentater mod virksomheder, regerings- og militærbygninger. Politiet beskyldte dem også for at begå bankrøverier til financiering af deres aktiviteter, og financielt støtte de legale grupper der støttede dem. Uden nogensinde at indrømme eller afvise nogen bestemte aktioner knyttede Levasseur under en række retssager gruppens aktioner sammen med «den internationale kamp mod imperialismen». Tilsvarende grupper fandtes i udkanten af den puertoricanske selvstændighedsbevægelse og andre radikale miljøer. Deres ideologiske orientering var i retning af den omfattende litteratur om væbnet kamp og byguerillakrig, der dukkede frem i Latinamerika.

Puertoricansk selvstændighed

De væbnede styrker for national Befrielsen (Fuerzas Armadas de Liberacion Nacional, FALN) var en lille gruppe knyttet til bevægelsen for selvstændighed i Puerto Rico. Den havde en mere sammenhængende og rå strategi, opererede i området fra Chicago til New York og videre til Boston og mentes at stå bag omkring 100 bombeattentater gennem 70'erne. I modsætning til andre grupper der anvendte bomber, syntes FALN ikke bekymre sig særlig meget om muligheden for at ramme civile. I 1974 sprang FALN en bombe i Fraunces Tavern, en restaurant og bar i Wall Street. Den dræbte 4 og sårede 25. Det var bitter ironi, at de 4 døde var puertoricanske sekretærer, der spiste frokost i restauranten. Gruppen blev inaktiv i 80'erne efter at myndighederne havde tilfangetaget eller identificeret de fleste af dens kadrer.

De etablerede marxistiske organisationer skyede den væbnede kamp. Kommunister og medlemmer af det trotskistiske SWP blev ofte kritiseret af militante anti-krigsdemonstranter for at være allieret med pacifisterne, og for «at gøre den hvide mands arbejde» (doing the mans work) når de kæmpede for at bevare roen under massedemonstrationerne. Mindre marxistiske grupper som Youth Against War and Fascism og Progressive Labor Party søgte at give sig selv et mere progressivt image, men også de kritiserede provokationer og vold som «eventyr». Med undtagelse af skudvekslingen mellem Communist Workers Party og Ku Klux Klan i Greensboro, North Carolina i 1979 var de marxistiske organisationer i stand til at undgå væbnede konfrontationer og den vidtløftige snak om væbnet oprør.

Når man tager hensyn til, hvor ofte ordet revolution blev bragt på bane og den omfattende vrede, frustration, frygt og oprørstrang indenfor de forskellige massebevægelser, var omfanget af volden indenfor Det Nye Venstre bemærkelsesvis begrænset. Ligesom i bevægelsen for sort befrielse viste det sig, at mange af de der gik ind for konfrontation og kritiserede andre metoder for at være for «blødsødne», var politiagenter. Anti-krigsbevægelsen havde mobiliseret flere hundrede tusinde nordamerikanere, og SDS påstod på et tidspunkt at have 150.000 medlemmer. Alligevel talte de, der var involveret i væbnet kamp kun nogle få hundrede. Den næste fase i det ny venstres udvikling var ikke guerillakrig, men derimod et forsøg på at danne et nyt kommunistisk parti, baseret på en meget snæver fortolkning af marxismen-leninismens principper. Denne nye bevægelse kom til at omfatte tusindvis af aktivister, men på spørgsmålet om væbnet kamp, var den et ekko af den gamle venstrefløj: Fortalerne for øjeblikkelig væbnet kamp i USA måtte enten anses for barnlige venstreorienterede eller politiprovokatører.

D.G.


Litteratur

Buhle, Mari Jo et al: Encyclopedia of the American Left. University of Illinois Press, Urbana, 1992.
Grathworth, Larry: Bringing down America: An FBI Informer with the Weathermen. Arlington House, New York, 1976
Miller, James: "Democracy is in the Streets" - From Port Huron to the Siege of Chicago. Simon & Schuster, New York, 1987.
Newton, Huey P.: Revolutionary Suicide. Harcourt, Brace & Jovanovich, New York, 1973