Kategorier dette opslag er registreret under:
Personer  .  Mænd
Verden  .  Europa  .  Tyskland
Arbejde  .  Faglært arbejde  .  Bygningsarbejder  .  Murer
   .  Politisk  .  Politiker
    .  Parti  .  Formand
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Kommunisme
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 11/2 2005
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 9.146
: :
Brandler, Heinrich
Heinrich Brandler
Heinrich Brandler

Brandler (født i Warnsdorf, 3. juli 1881 - død i Hamburg, 26. september 1967), murer, tysk kommunist. Han blev født i det nordlige Böhmen - den nordlige del af Tjekkiet - og arbejdede fra 14-års alderen som bygningshåndværker. Allerede omkring århundredskiftet tog han til Tyskland, hvor han blev medlem af en fagforening og nogle år senere af Socialdemokratiet (SPD). Efter at han var blevet udvist af delstaten Sachsen pga. strejkeaktivitet, kom han til Hamburg, hvor han udover faglig og politisk arbejde især var interesseret i arbejderoplysning - noget han livet igennem lagde stor vægt på - og virkede som formidler af historisk og politisk viden, der kunne bruges i klassekampen.

Omkring 1900 rasede den såkaldte revisionismedebat, dvs. kampen mellem de to retninger indenfor arbejderbevægelsen; i Tyskland stod den revolutionære retning stærk, dels pga. de historiske omstændigheder hvorunder bevægelsen havde vokset sig stor, dels fordi partiets højt ansete formand, August Bebel, og dets førende teoretiker, Karl Kautsky, stod sammen om at forsvare den «gode, gamle taktik», som havde ført bevægelsen ud af den undertrykkelse socialistlovene (1878-1890) havde medført og gjort både partiet til et masseparti med ca. 34% af stemmerne (1912) og den socialistiske landsorganisation til langt den største faglige organisation med ca. 2,5 millioner medlemmer (1913). Men denne revolutionære retning stagnerede, fordi den fastholdt en taktik, som var udarbejdet under andre forhold og ikke mere var absolut hensigtsmæssig. Af samme årsag fik den reformistiske fløj i bevægelsen (bakket op af revisionistiske teoretikere som f.eks. Eduard Bernstein) vind i sejlene, og gruppen var efterhånden blevet for stor gruppe til at kunne ekskluderes. Bebel ville heller ikke splitte bevægelsen og troede på, at de to retninger kunne eksistere ved siden af hinanden, hvilket i virkeligheden var urealistisk. På den revolutionære retnings venstrefløj, som efter 1906 begyndte at udvikle sig til en helt selvstændig retning, blev det erkendt, at der måtte udvikles en ny taktik, der på en anden måde kunne inddrage arbejderne i kampe om f.eks. valgretten eller (masse)strejker. Venstrefløjen var også opmærksom på den nye internationale situation, efter at verden var blevet opdelt mellem stormagterne, og at denne situation måtte føre til nyfordelingskrige (som den russisk-japanske i 1905). Rosa Luxemburg, venstrefløjens mest betydningsfulde teoretiker, fremlagde kort før første verdenskrig sin imperialismeteori, der netop forsøgte at løse problemet med verdensmarkedets opdeling. Den revolutionære venstrefløj måtte dog først klarlægge sine egne holdninger, nå til enighed om hovedretningen i kampen: skulle den føres indenfor partiet, eller skulle man (som f.eks. i Holland) danne sit eget parti? Da venstrefløjen udviklede sig i forskellige lokale områder, udarbejdede den forskellige - til dels modsatrettede - løsningsforslag til de aktuelle problemer.

I denne kamp kom Brandler hurtigt til at stå som eksponent for venstrefløjen. I 1905 blev han udvist fra Hamburg, men kunne tage til Bremen for at fortsætte kampen, som dér allerede havde ført til dannelsen af en distinkt venstrefløj, hvor bl.a. senere fremtrædende revolutionære socialdemokrater som Anton Pannekoek og Karl Radek var aktive. I 1908 forlod Brandler Bremen og fik arbejde i Zürich, hvor han igen hurtigt kom tal at spille en fremtrædende rolle i arbejderoplysningsarbejdet og som aktivist på det socialdemokratiske partis venstrefløj. Her stiftede han også for første gang bekendtskab med russiske revolutionære.

Brandler flyttede i 1913 tilbage til Tyskland og blev i 1914 valgt til sekretær i bygningsarbejderforbundet i byen Chemnitz, hvor han sammen med den senere kendte kommunist Fritz Heckert ledede arbejdet med at opbygge en venstrefløj i byen, der var totalt domineret af den ekstreme højrefløj i SPD - Gustav Noske var således byens repræsentant i parlamentet. Det lykkedes dels ved en energisk indsats for bygningsarbejdernes faglige rettigheder, hvorved der skabtes et solidt grundlag for det fortsatte arbejde, og dels pga. af verdenskrigens følger for civilbefolkningen. Brandler blev medlem af Spartakusforbundet og i revolutionsperioden 1918-19 opbyggedes et stort kommunistisk parti (KPD) i byen med en selvstændig avis. Brandler blev på den baggrund også fremtrædende i det nyoprettede KPD og i en periode partiets talsmand for det faglige arbejde. I 1921 var han med til at organisere «marts-aktionen», blev idømt 5 års fængsel men siden benådet. Samme år blev han partiets formand og fortsatte med afbrydelser i denne rolle frem til begyndelsen af 1924. I denne periode lykkedes det at samle størsteparten af de fagligt organiserede arbejdere bag KPD's politik. Det skete ved hjælp af enhedsfront-taktikken, som i disse år udvikledes af KPD i samarbejde med Komintern. Taktikken udvikledes med Lenins opbakning i et forsøg på at overvinde den herskende revolutionære afmatning. Denne i princippet realistiske politik var baseret på, at det var arbejderne selv, der skulle føre kampen, og at de også ville dette. Her kunne Brandler og hans tilhængere gå ud fra, at arbejderne, på baggrund af verdenskrigens erfaringer og med det revolutionære socialdemokratis politiske teori in mente, var klar over, at det var i arbejderklassens interesse at erobre først den politiske magt fra bourgeoisiet og siden hen også den økonomiske. Bourgeoisiet var ganske vist svækket efter verdenskrigen, men blev bakket op af de ledende lag i SPD og Landsorganisationen, som anså det for farligt at gå længere end til de resultater, som de mente at have erobret i revolutionen i 1918, dvs. især det parlamentariske demokrati. Flertallet af medlemmerne i de forskellige socialdemokratiske organisationer kunne måske vindes for umiddelbart relevante delmål. De ville så presse deres ledende lag til at føre en politik til opnåelse af disse delmål og kunne således forhindre dem i at føre bourgeoisiets politik; hvis ikke, ville de ledende lag blive isoleret.

I perioden op til oktober 1923 lykkedes det at samle større og større dele af arbejderklassen bag denne politik, i delstaterne Thüringen og Sachsen blev der dannet «arbejderregeringer» - som bl.a. Brandler indgik i -, og forberedelserne til en revolution gik i gang. Men det lykkedes regeringen, der havde socialdemokratisk ministre, at tage modforholdsregler inden arbejderne var blevet bevæbnet, og den opløste de to lokale «arbejderregeringer» med militær magt. Dette nederlag førte til, at Brandler afsattes som partiformand og erstattedes med en ultravenstregruppe under ledelse af Ruth Fischer og A. Maslow. Brandlergruppens medlemmer fjernedes så grundigt som muligt fra deres positioner i partiet, og Brandler og partiteoretikeren August Thalheimer måtte emigrere til Moskva, hvor de forblev isoleret fra det tyske partis udvikling. KPD blev i de følgende år, efter at Ernst Thälmann var blevet partiformand, i lighed med de andre kommunistiske partier «bolsjeviseret». I Sovjet fik Brandler arbejde i kooperativbevægelsen, i det øverste økonomiske råd, og fra 1926 i bøndernes Internationale.

Brandler og Thalheimer fik først i oktober 1928 tilladelse til at vende tilbage til Tyskland. De genoptog omgående kampen for at ændre KPD's politik, i første omgang ved at udarbejde et aktionsprogram med konkrete forslag for at formindske splittelsen mellem de to retninger i arbejderbevægelsen. Partiledelsen vurderede imidlertid situationen anderledes og indledte - med Kominterns opbakning - en forstærket kamp mod «socialfascisterne» (dvs. SPD) og mod den «forpamprede» fagbevægelse. Det var «klasse mod klasse»-politikken, som blev det fremtrædende element. Det taktiske middel skulle være «enhedsfronten fra neden». «Fra neden» havde som konsekvens, at KPD alene tog kontakt til grupper af socialdemokratisk arbejdere, fordi formålet var at få disse grupper til at bryde med Socialdemokratiet og ikke gøre forsøg på at presse ledelsen til selv at foretage sig noget for at imødekomme arbejdernes ønsker. Det medførte splittelse i en lang række af arbejderbevægelsens kultur- og fritidsorganisationer og af fagbevægelsen, idet der oprettedes «Revolutionære Fagorganisationer» (RFO), som ikke fik mange medlemmer og navnlig ikke mange medlemmer, der havde arbejde. Under verdenskrisen med massearbejdsløshed var specielt RFO-politikken ikke vejen frem.

Brandler og hans tilhængere oprettede derfor - efter at de var blevet ekskluderet af KPD - KPD-Oppositionen, som organiseret kommunistisk retning. Det var ikke deres mening at oprette et konkurrerende kommunistisk parti, men at fortsætte kampen om den rette kommunistiske politik udenfor KPD, for at genoprette det interne demokrati i partiet. KPD-O hævdede kun at stå i et programmatisk modsætningsforhold til Komintern i mindre væsentlige henseender, hvorimod modsætningerne i taktisk henseende var større, og KPD-O ville derfor genoptages i partiet og Komintern. Denne overvejelse blev ikke accepteret af et mindretal i KPD-O, som i 1932 sluttede sig sammen med en venstresocialdemokratisk udbryderorganisation, Socialistisk Arbejderparti. Imidlertid var flere andre grupper blevet ekskluderet af de kommunistiske partier i f.eks. Elsass, Schweiz, Sverige,Tjekkoslovakiet og USA. Disse dannede en international sammenslutning, Internationale Vereinigung Kommunistischer Opposition (IVKO), men i løbet af få år havde de fleste af disse forladt IVKO for at gå over på socialdemokratiske positioner - nogle af dem som f.eks. den amerikanske oppositions leder, Jay Lovestone, blev en rabiat anti-kommunist. Brandler havde i denne periode kontakt med mange venstreorienterede sympatisører i udlandet. I Danmark gik kontakten først og fremmest til Ester Boserup, Mogens Boserup og Informationsgruppen.

Brandler måtte i 1933 flygte fra Tyskland og boede indtil 1940 i Paris, hvorfra han ledede KPD-O's illegale arbejde. Han brød først med Komintern efter at folkefrontspolitikken var blevet accepteret på den 7. verdenskongres 1935. Hans vurdering var, at Komintern dermed var faldet i den højre vejgrøft efter at have været så længe i den ultravenstre. Den anden skueproces i Moskva mod Bukarin m.fl. var det sidste strå. Herefter mente han ikke mere, at Komintern kunne reformeres og forsøgte at finde nye forbundsfæller for en konsekvent revolutionær politik. Det lykkedes ham ikke, før han i 1940 måtte flygte videre og endte i Cuba. Der var han meget isoleret, fordi de tyske emigrantgrupper i Cuba blev domineret af hans politiske modstandere. Kun få af de tidligere KPD-O emigranter kunne opretholde et vist sammenhold i de forskellige lande, de var emigreret til. Egentlige små grupper eksisterede kun i England og Sverige.

Først i 1947 kunne han forlade Cuba og kom til England, hvor han igen måtte vente i to år, inden han fik tilladelse til at vende tilbage til Tyskland. Besættelsesmagterne var ikke interesseret i, at gamle revolutionære vendte hjem og skabte uro. Han havde imidlertid allerede knyttet forbindelser til gamle venner og i samarbejde med dem udarbejdet politisk materiale, som i duplikeret form blev spredt i de vestlige zoner. Fra 1948 udgav denne gruppe månedsbladet «Arbeiterpolitik» illegalt, da organisationen ikke ønskede at udkomme legalt under besættelsesmagternes censur - først i 1950 blev bladet legaliseret. I denne organisation søgte Brandler at samle de få overlevende kadre fra den tidligere kommunistiske bevægelse. Det var hans vurdering, at kadrespørgsmålet var det centrale i den daværende situation efter arbejderklassens nederlag gennem de sidste 15 år. Dermed mente han, at hvis det kunne lykkes at samle nogle klart tænkende og vidende arbejdere omkring tidsskriftet, ville det også være muligt under meget dårlige ydre forhold at opretholde en revolutionær politik. I 1956 måtte han erkende, at dette forsøg var mislykket, og han afbrød forbindelsen med redaktionen, som tre år senere nedlagde deres blad og gik ind i SPD. Brandler genoptog samarbejdet med de tre-fire tilbageværende lokale grupper, som igen udgav tidsskriftet «Arbeiterpolitik». Periodevis kunne denne organisation under heldige omstændigheder opnå lokal indflydelse, men kadrespørgsmålet stod fortsat hen som uløst. Udviklingen af enhedsfrontpolitikken i 1921-23 og bedømmelsen af kadrespørgsmålet - Brandlers to vigtigste forslag til kommunistisk arbejde - viser at han kunne reagere politisk under de mest forskelligartede historiske omstændigheder.

Brandler døde i 1967 efter 70 års aktiv og ihærdig indsats i arbejderbevægelsen.

G.C.


Litteratur

Jens Becker: Heinrich Brandler. Eine politische Biographie, VSA Verlag, Hamburg 2001, ISBN 3-87975-767-4
Hvad er Enhedsfront? Hvordan kan den bringes i Stand?, i: Information [Tidsskrift for kommunistisk Politik], nr. 4, maj 1934
K. H. Tjaden: Einheitsfront oder Volksfront? Zur Biographie Heinrich Brandlers, i: Neue Kritik nr. 36/37, Juni/August 1966
Hermann Weber (red.): Unabhängige Kommunisten. Der Briefwechsel zwischen Heinrich Brandler und Isaac Deutscher 1949-1967, Berlin 1981.
Brandlers bevarede arkiv er sammen med dele KPD-Os organisationsarkiv på ABA.