Kategorier dette opslag er registreret under:
Verden  .  Europa  .  Norge
Organisation  .  Bevægelser  .  Græsrodsorganisationer  .  Anti-EU
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Originalopslag fra pax Leksikon (1978-82)
Læst af: 14.010
: :
Folkebevægelsen mod norsk medlemskab af fællesmarkedet
Left
Rocks
2020-02-29 16:45

Folkebevægelsen mod norsk medlemskab af fællesmarkedet (FB) blev stiftet i august 1970. Det var på det tidspunktet slået fast, at der ville blive afholdt folkeafstemning om norsk medlemskab af EF. Selve folkeafstemningskampagnen faldt let ind i mønstret: Folket mod øvrigheden. EF modstanderne havde kun få etablerede støttepunkter. Ikke mindst derfor blev FB deres vigtigste og bedste redskab, og har således en del af æren for at der den 25. september 1972 blev et nej-flertal mod EF på 53 %.

Periferi og græsrødder

FB er en af de vigtigste udenomsparlamentariske bevægelser i Norge i moderne tid. Den er en del af den populistiske strøm, der er gået gennem norsk historie, og hvor periferien har udfordret centrumstendenserne. Som andre eksempler på denne protestbølge fra periferien mod det etablerede Norge kan vi nævne bondeoprør som Strilekrigen, Lofthusbevægelsen, Haugebevægelsen og også Venstre omkring 1884, der var redskab for at bekæmpe embedsmandsstatens styringstraditioner og bane vejen for parlamentarismen. Johan Sverdrups venstrekoalition var ligesom FB en rød-grøn alliance - bønder sammen med radikale fra byerne. Valget i 1882 var nærmest en folkeafstemning for eller imod kongens vetoret, og det kan nævnes, at de to amter hvor Højre fik flertal, Kristiania (Oslo) og Jarlsberg og Larvik amt, var blandt de fire amter, hvor der var et ja-flertal ved folkeafstemningen i 1972.

FB var en ad-hoc bevægelse med en tidsbegrænset og sagsorienteret målsætning: Nej-flertal den 25. september 1972. Men det var ikke nogen almindelig ad-hoc bevægelse. F.eks. var den stramt organiseret. Selve ordet bevægelse i betydningen mangel på fast formel organisation, var dækkende for Venstre i 1882, men ikke for FB i 1972. Venstre blev skabt af vetostriden og udvikledes i et partiorganisatorisk tomrum, der åbnede mulighed for en varig partidannelse. FB var et resultat af EF striden og opstod i et organisationssamfund med stærke partier, under mærkaten: Tværpolitisk bevægelse. Det betød, at den i sig optog forskellige partipolitiske grupperinger og skulle stå ved siden af de politiske partier uden ambitioner om at blive parti. FB's organisatoriske fasthed var bl.a. et svar på behovet for værn om det tværpolitiske ideal: Ingen partiorganisationer skulle kunne udnytte bevægelsen til partiopbyggende formål. Organisation må besvares med organisation.

FB er blevet blevet kaldt en græsrodsbevægelse, og FB var vel nærmest den bevægelse, som førte dette ord ind i det norske sprog. Utvivlsomt blev der indenfor FB's rammer udfoldet et stærkt engagement på den såkaldte græsrodsniveau. Men ordet græsrodsbevægelse kan fjerne opmærksomheden fra ledelsen, der spillede en central rolle i FB. Ledelsen i en ad-hoc bevægelse skal normalt være tværpolitisk. Tanken er, at den politiske forskellighed gør, at de partipolitiske ambitioner holdes i skak. Den tværpolitiske ledelse er dermed garanti for opfyldelsen af en sagsorienteret målsætning. FB blev stiftet i august 1970 som et hoved uden krop. Der blev etableret en alliance på ledelsesplan, med en bredde som den tidligere EF modstand ikke havde haft. Alliancen voksede kun i ringe grad frem nedefra. Den gruppe mennesker som søgte sammen og dannede FB, og som senere blev næsten identiske med FB's bestyrelse, var ingen tilfældigt sammensat gruppe. Det var folk, som havde været aktive på den organiserede modstanderfront i EF kampens første runde, 1961-63, og som også havde gjort sonderinger for eventuelle nye fremstød i 1967. Det var først i EF kampens tredje fase, at de forskellige grupperinger gik sammen i en fælles ad-hoc bevægelse, som fik navnet FB: I august 1970 var det et meget ambitiøst navn, men efterfølgende var det et navn der på mange måder var dækkende.

EF modstand i 60'erne

Den organiserede EF modstand fra 1961 til 1970 udviklede sig fra splittelse til sammenhold. Da de Gaulle i januar 1963 nedlagde veto mod brittisk (og dermed også dansk og norsk) medlemskab, fandtes der to ad-hoc bevægelser med ambitioner om at blive landsdækkende. «Aktion mod medlemskab af fællesmarkedet - de 143» trådte frem i offentligheden i januar 1962. «Oplysningsudvalget af 1962 - Norge og Fællesmarkedet» også kaldet «Rostadudvalget» eller «Oplysningsudvalget» blev kendt i pressen i december i 1962. «De 143» var utvivlsomt den stærkeste og største organisation, men på et område stod «Oplysningsudvalget» bedre rustet: Økonomien. «Oplysningsudvalget» var forankret i Socialistpartiet og landbrugsorganisationskredse, og havde en omend forholdsvis beskeden startkapital. Pengene stammede først og fremmest fra mælkeorganisationer, hvorfra også FB senere fik vigtige økonomisk støtte. «De 143» fik gerne påhæftet mærkaten «socialistisk», «Oplysningsudvalget» blev derimod karakteriseret som «borgerligt». Det sidste var nok rigtigt, og var også en mærkat som «Oplysningsudvalget» selv ville kunne stå inde for. Det blev dannet som modvægt mod «de 143», som de mente var for venstreorienteret, nogle sagde østorienteret. «Oplysningsudvalget» sagde i sit grundlag derfor ikke blot nej til EF, men også ja til NATO.

Kampen mod EF blev ført bl. a. ved hjælp af stærkt nationalt farvede argumenter.

Arbejdsudvalget i «de 143» var frem til den landsomfattende mønstring af EF modstandere i januar 1963 (Nationalkonferencen) ensidigt partipolitisk sammensat. Alle havde en mere eller mindre løs forankring på Arbejderpartiets venstrefløj. «De 143's» vigtigste støttepunkt blev fagbevægelsen. Betegnelsen «socialistisk» var ikke uden en vis berettigelse, skønt der også findes repræsentanter for borgerlige partier blandt de 143 underskrivere - ikke mindst i lokal- og amtsafdelinger som løst knyttede sig til «de 143». Udover denne påståede forskel i helhedsopfattelse - «socialistisk»/«borgerlig» - var det også en udbredt forestilling i pressen, at de to organisationer stod for to forskellige alternativer til EF medlemskab. «Oplysningsudvalget» var for associering og «de 143» var mod «tilknytning» overhovedet. Men ingen af organisationerne havde taget standpunkt til alternativer. De koncentrerede sig om en fælles modstand mod fuldt EF medlemskab. Mange vidste imidlertid, at EF modstanden i Stortinget var delt i synet på alternativer. Modstanderne fra de borgerlige partier og Arbejderpartiet var for associering, SF's to repræsentanter var imod «tilknytning». Da associeringsalternativet i 1970 ikke længere var aktuelt, bidrog det til at lette mulighederne for samling. FB gik i sit grundlag f.eks. ind for handelsaftale. To andre faktorer kan forklare udviklingen fra splittelse til samling. For det første: Samarbejdet voksede gradvist frem, mistroen blev efterhånden brudt ned, og tillid og loyalitet fik gennem otte år tid til at modnes. For det andet: Ændringer i de generelle politiske forhold fra 1962 til 1970 var med til at muliggøre et samarbejde mellem folk fra borgerlige og socialistiske partier. I 1961-62 var øst-vest konflikten tilspidset (Berlinmuren 1961, Cubakrisen 1962), og McCarthyismen havde i denne periode også sine norske aflæggere. Forholdet var noget mere afslappet i 1970. Verden var ikke længere så polariseret i øst/vest. Kina var blevet den tredje nye stormagt, som f.eks. forsvarede EF. Eksemplet fra Kina skabte grobund for den norske m-l bevægelse, der godt nok ikke gik ind for EF. I 1970 var m-l bevægelsen et parti, der var ved at tage form.

Partier i en opbygningsfase er gerne på jagt efter kontaktflader og rekrutteringsmuligheder, og opfattes gerne som plagsomme allierede i ad-hoc bevægelser. Det var bl.a. sådanne betænkeligheder, som arbejdsudvalget i «de 143» havde overfor det nystiftede parti Sosialistisk Folkeparti (SF). Venstrefløjen i Arbejderpartiet mente, at stiftelsen af SF førte til splittelse og svækkelse af arbejderbevægelsen. SF'ere gjorde flere forsøg på at komme med i arbejdsudvalget men uden held. Først efter nationalkonferencen kom to SF'ere med i arbejdsudvalget. Men rundt omkring i landet i lokal- og amtsafdelinger som var løst knyttet til «de 143», var SF'erne godt repræsenteret. Eksklusionen af «Orienteringskredsen» og dannelsen af SF i 1961 havde skabt en kløft, som anti-EF arbejdet havde vanskeligheder ved at slå bro over. Striden omkring stiftelsen af SF var i 1962 en hæmsko for det tværpolitiske arbejde mod EF.

Det spirende AKP (m-l) parti var i 1970 derimod højst sandsynlig katalysator for det tværpolitiske arbejde. Ikke mindst fordi m-l-bevægelsen i august 1970 analyserede situationen således: FB var en «borgerbevægelse», «født af avisspalterne» og «vil sandsynligvis sjældent bevæge sig bort fra avisspalterne». Kampen mod EF var en anti-kapitalistisk kamp, som arbejderklassen måtte stå i spidsen for, og dens redskab skulle være «Arbejderkomiteen mod EEC og dyrtid», der blev stiftet i efteråret 1970 (se AKMED). Da udviklingen i FB tog en anden retning end forudset, måtte m-l bevægelsen skifte politik. I opsummeringerne fra SUF (m-l) og M-L-gruppernes sommerlejre i 1971, hed det, at der var «bred enighed» om, at man skulle «gå ind i Folkebevægelsen» og «bekæmpe den borgerlige ledelse». Bestyrelsen i FB svarede i september 1971 på denne strategi ved at slå fast, at medlemskab i AKMED var uforenelig med medlemskab i FB.

Fælles modstand og ikke mindst irritation overfor m-l bevægelsen fik gamle og bitre modsætningsforhold på venstrefløjen mellem NKP, SF og venstrefløjen i Arbejderpartiet til at blegne om ikke at forsvinde helt. Når højrefløjens aviser stemplede FB som en ekstremistorganisation for venstreorienterede, kunne det afvises med, at ekstremisterne havde dannet deres egen organisation, AKMED, i opposition til FB.

Ledelsen

«Oplysningsudvalgets» vigtigste repræsentant, Hans Borgen, blev FB's formand. Han havde en usædvanlig stærk position i landbrugets erhvervsorganisationer. Borgens position i landbruget gjorde ham til garant for adgang til økonomiske ressourcer fra de forskellige landbrugsorganisationer. Han var ikke blot repræsentant for en erhvervsorganisation, men også fremtrædende politiker for Centerpartiet, tidligere Odelstingspræsident som ved nomineringen i 1969 noget overraskende var blevet kørt ud på et sidespor. Han var ikke Stortingsmedlem, og det var nok en betingelse for at han kunne blive formand. Næstformand for FB blev Ragnar Kalheim, som i 1962 havde været med i arbejdsudvalget i «de 143». Kalheim var fremfor nogen anden folketaleren med evne til at begejstre. Han var fællestillidsmand i Aker koncernen, og havde tidligere stået Peder Furubotn nær, men i EF kampens sidste runde stod de to på hver sin fløj.

Med kombinationen Borgen, Kalheim fik FB i sin ledelse to fremtrædende tillidsmænd - en for bønderne og en for de fagligt organiserede. Indenfor FB dannede de fagligt organiserede tillidsmænd allerede i oktober 1970 deres eget «Faglige udvalg», der blandt andet udgav sin egen avis, «Trygge Arbejdspladser», og arrangerede egen 1. maj demonstration i 1971 og 1972. Fagbevægelsen var et vigtigt støttepunkt for FB. Tre store fagforbund - Jern og Metal, Grafisk og Arbejdsmandsforbundet - sagde nej til medlemskab. Tilsvarende udvalg blev ikke nedsat blandt bønderne. Det skyldtes først og fremmest, at bøndernes egne repræsentative organisationer - bortset fra Skovejerforbundet - efterhånden klart gik mod EF.

Arne Haugestad blev den daglige leder af FB's sekretariat og var mere end nogen anden FB's ansigt udadtil. Han blev oprindelig ansat af landbrugsorganisationerne i vinteren 1970 som juridisk konsulent i forbindelse med medlemskabsforhandlingerne. I august 1970 var Haugestad et nærmest ubeskrevet politisk blad - uklart placeret bevidsthedsmæssigt i det politiske centrum. Arne Haugestad havde klart en evne til at vinde tillid blandt modstandsgrupperinger med forskellige politiske opfattelser. Inden FB's dannelse havde han ikke været tilknyttet noget bestemt politisk miljø. Som formand i Studentersamfundet - valgt som kandidat for «Den Konservative Studenterforening» (DKSF) - havde han i 1961 holdt tale i demonstrationstoget «Protest mod atomvåben - de 13», hvilket førte til brud med de konservative og splittelse i Studentersamfundets bestyrelse. Det var en udbredt opfattelse i DKSF, at atomprotestkampagnen var kommunistinficeret. Haugestad havde senere været forsvarsadvokat for politiske militærnægtere uden dog at dele deres politiske overbevisning.

Der var fra starten af ingen Stortingsmedlemmer med i FB's bestyrelse. Det er nok naturligt, da FB på mange måder var skabt i protest mod de politiske partier, der var på kant med deres vælgere og ikke afspejlede folkestemningen. En væsentligere årsag var dog nok, at ad-hoc bevægelser oftest ikke inddrager typiske partipolitikere som Stortingsmedlemmer i deres ledelse. Det kan bl.a. hæmme handlefriheden og binde bevægelsen til bestemte partitaktiske hensyn. På den anden side er det vigtigt, at bevægelsen ikke kommer i konflikt med Stortingsmedlemmer, som er enige i ad-hoc bevægelsens målsætning. Partipolitikere der var EF modstandere havde samtidig tit et noget reserveret forhold til FB. De ville nødigt knytte deres navn og dermed parti for stramt til FB, hvilket ellers kunne skabe et skæbnefællesskab mellem parti og FB, hvor partiet ville kunne blive ramt af FB's eventuelle nederlag. I sidste ende blev EF modstanden i Stortinget alligevel repræsenteret i FB's råd. Tre måneder før afstemningen blev rådet udvidet med fire Stortingsmedlemmer - fra V, Kr.F, Socialistpartiet og Arbejderpartiet.

Nu kan man sige, at Stortingsmedlemmernes deltagelse ikke var så vigtig, da FB havde forbindelseslinier til de politiske partier gennem de politiske ungdomsorganisationer, som alle - undtagen Unge Høyre og SUF (m-l) - havde dannet «Ungdomsfronten» mod EF. «Ungdomsfronten» var repræsenteret i FB's bestyrelse. Fra september 1971 blev der etableret en ordning med, at tre repræsentanter fra de politiske ungdomsorganisationer - to havde stemmeret - deltog i bestyrelsen efter en turnusordning. De politiske ungdomsorganisationer repræsenterede til en vis grad en forbindelseslinie mellem FB og de politiske partier og kunne videregive information af gensidig værdi.

Beslutninger i en ad-hoc bevægelse vil ofte bygge på en mindste fællesnævner. En flertalsbeslutning som kan støde et mindretal, vil kunne føre til, at mindretallet trækker sig, og det går ud over den tværpolitiske bredde, som er væsentlig for at kunne give troværdighed til påstanden om en sagsorienteret målsætning, fri for partiopbyggende hensigter. I FB's bestyrelse var det aldrig afstemninger. Man forsøgte at arbejde sig frem til enighed, hvis det var muligt. Det betød, at det enkelte bestyrerelsesmedlem i en vis forstand havde vetoret. Denne arbejdsform stiller strenge krav til tillidsfuldt samarbejde. FB var på mange måder præget af en skrøbelig enighed, som let kunne sprænges, hvis grupper følte sig tilsidesat eller forbigået og lagde op til kollisionskurs med flertallet. Ad-hoc bevægelsens strenge krav til enighed vil kunne give uenige mindretal stor indflydelse. Hvis der ikke udvises smidighed og villighed til kompromis, vil bevægelsen let kunne lammes eller sprænges. I FB's styringsorganer ser det ud til, at loyaliteten overfor sagen og personernes tillid til hinanden hindrede at uenighed kunne udvikle sig til fastlåste og urokkelige standpunkter med fare for lammelse og splittelse. En anden vigtig faktor var, at bestyrelsen havde fuld tillid til sekretariatet og gav det forholdsvis frie hænder, hvilket igen muliggjorde en effektiv og hurtig ledelse.

Medlemmerne

Hvis FB i august 1970 var et hoved uden krop, voksede kroppen hurtigt. En undersøgelse af et repræsentativt og landsdækkende udsnit af FB's medlemmer viser, at mobiliseringen over tid var meget jævn og stabil. Dette var i modsætning til aktivitetsniveauet, som i kampagnens slutmåneder skød i vejret. Fra oktober 1970 frem til folkeafstemningsdagen steg mobiliseringskurven forholdsvis jævnt. Der var kun ét brud på kurven: I sommeren 1971 gik hvervningen af medlemmer noget trægt.

FB blev en bevægelse med medlemmer spredt over hele landet. Et sted i overkanten af 110.000 medlemmer blev registreret i FB's medlemsarkiv. Det tal FB selv opgav i kampagnens slutfase var 130.000. Noget af denne forskel kan forklares ved, at medlemshververe og lokalafdelinger måske ikke altid fik indsendt medlemskort til hovedkontoret. Hvordan var medlemmerne så spredt rundt omkring i landet? Vi kan sammenligne med folkeafstemningsresultatet. Der fandtes en vis sammenhæng mellem organisationsgrad - defineret som andelen af de stemmeberettigede som var medlemmer af FB - og udfaldet af folkeafstemningen. Som vi kunne forvente, er der en vis tendens til højere medlemstal i kommuner med høje nej-procenter. Sammenhængen er alligevel ikke meget stærk - der eksisterer en såkaldt produktmomentkorrelation på 0,31. Der kan være mindst to fortolkninger af dette statistiske sammenfald. Folkeafstemningsresultatet var påvirket af FB's indsats målt på antallet af medlemmer i de enkelte kommuner. Eller: FB's medlemstal er en refleks af EF modstanden i kommunen. Nu er statistisk sammenhæng ikke et entydigt begreb. Ved direkte at studere de enkelte medlemstal i landets kommuner finder man, at der er en tendens til at kommuner med stærke nej-flertal enten har høje medlemstal eller meget lave. Ifølge FB's egne oplysninger var der kun én kommune i landet, hvor bevægelsen ikke havde medlemmer. Det var Røst i Nordland, som havde Norgesrekord i nej-procent ved folkeafstemningen i 1972: 93,5 %. At FB ikke fik fodfæste i Røst kan blandt andet forklares med, at en bevægelse får styrke og ikke mindst mening, når den har stærke modstandere. I Røst var der 25 som stemte ja til norsk EF medlemskab. Et andet mål for organisationsgraden er at studere medlemstætheden blandt de der stemte nej: Hvor mange nej-vælgere stod bag hvert medlem af FB? Landsgennemsnitligt var det 10. Medlemstætheden kan give et udtryk for aktiviteten blandt EF modstandere uafhængigt af folkeafstemningsresultatet. Undersøger man variationerne i kommunerne i de enkelte amter, vil man atter finde en tendens til, at de kommuner med det højeste nejflertal i amtet ofte ligger i et yderpunkt med hensyn til medlemstæthed. I fire amter - Østfold, Aust-Agder, Rogaland, Sogn og Fjordane - har kommunerne med det største nejflertal også den største medlemstæthed udregnet i hele tal (Varteig, Valle, Finnøy, Jølster). I Finnmark, Nordland og Hordaland havde FB derimod sit svageste fodfæste - målt i antal medlemmer - netop i de tre kommuner med amtets stærkeste nej-flertal (Loppa, Røst, Modalen).

Medlemstætheden varierede mellem amterne fra 6 til 19. Hordaland havde 6 og Vest-Agder 19. Akershus, Oslo, Telemark og Sogn og Fjordane havde alle 8. Ellers lå 10 amter på en medlemstæthed på mellem 9 og 11. Store variationer mellem kommunerne har en tendens til at blive udlignet, når vi foretager amtslige sammenligninger.

Variationer i medlemstæthed mellem amter og kommuner har naturligvis mange forklaringer. Lokale aktivister og ildsjæle har utvivlsomt en betydning. Men meget tyder på, at man også kan pege på enkelte mønstre og faste træk i de forskellige tal for medlemstæthed, udover hvad vi allerede har nævnt. Stor medlemstæthed finder vi ofte i kommuner med følgende to egenskaber: Erhvervsstruktur der disponerede for høje nej-tal ved folkeafstemningen kombineret med støttepunkt for norsk modkultur. Særligt den form for modkultur som har sine rødder tilbage til 1880'ernes kamp for norsk kultur kontra dansk. En kulturkamp som fik sit udtryk i et eget nynorsk skriftsprog samt værn om og genoplivning af folkelige og gamle kulturudtryk - blandt andet folkemusik og respekt for gammel arkitektur. Kommuner med den største medlemstæthed finder vi i den nordvestlige del af Telemark: I Vinje, Tokke, Seljord og Kviteseid var omtrent hver tredje nej-vælger medlem af FB. Det samme afrundede tal finder vi i Valle i Setesdal og Jølster og Gloppen i Sogn og Fjordane. I Vågå i Gudbrandsdalen var omtrent hver fjerde nej-vælger medlem af FB. Disse kommuner kan alle karakteriseres som selvbevidste og har vist sig at rumme kræfter og modgift mod nye kontinentale kulturstrømninger. Ifht. nynorsk kan det nævnes, at i 1971 havde 100 % af eleverne i folkeskolen i alle disse 8 kommuner nynorsk som hovedsprog mod 17,5 % i landsgennemsnit.

Organisationen

Til den vellykkede ad-hoc bevægelse stilles ikke kun krav om et stort antal tilhængere. Der kræves også, at den ikke vokser ud af eller langs et partis forgreninger, men på tværs af partier. En meningsmåling fra juni 1972 (Fakta) viser, at vælgere fra alle partier var repræsenteret blandt FB's medlemmer eller havde støttet økonomisk. I forhold til nej-vælgerne kan det konstateres, at særligt SF vælgere var overrepræsenteret. Det samme gjaldt i noget mindre grad for vælgere fra Socialistpartiet. Arbejderparti- og Højrevælgere var derimod noget underrepræsenteret i forhold til EF modstanden i disse to partier. EF modstanden indenfor Kristeligt Folkeparti og Venstre viste en meget svag tendens til underrepræsentation. Undersøger man de sociale baggrundsfaktorer for disse medlemmer og bidragsydere, finder man en fordeling, der stort set svarer til EF modstandere. To fordelinger afviger derimod forholdsvis klart: Der er en vis overvægt af unge og af højt uddannede. Opdeler man medlemmerne efter aktivitet, skulle man tro, at de tendenser som meningsmålingen viser bliver forstærket. Meget tyder på, at i lokalafdelinger i byerne var specielt venstrefløjen aktiv, og i lokalafdelinger i landsbyerne var det ofte folk fra Socialistpartiet der var grundstammen.

En af de aktive grupperinger skal her nævnes specielt: Studenter og skoleungdom., Blandt de omtrent 120 som i slutfasen var ansat i FB lokalt og centralt - de fleste af disse blev ansat i kampagnens sidste måneder - var et flertal studenter. Dette skal ses i sammenhæng med, at ungdom under uddannelse, specielt studenter, kan disponere over deres egen arbejdsdag forholdsvis frit og dermed let tilpasse sig ad-hoc bevægelsers arbejdsrytme. Et forhold ved den politiske kultur bør også nævnes. Studenteroprøret fra slutningen af 60'erne havde lagt sig, men det havde efterladt idealet om at være politisk bevidst. Universiteterne og højskolerne var ikke bare repræsenteret ved studenter. Også lærere og ansatte var ofte aktive - ikke mindst i den gruppe som udgjorde FB's modekspertise og som bl.a. skrev «Modmeldingen» til Stortingsmelding nr. 50.

FB blev efterhånden en stærk landsomfattende bevægelse og havde i folkeafstemningskampagnens sidste dage 510 lokalafdelinger spredt rundt i de fleste af landets kommuner. Den landsomfattende bevægelse blev udbygget ved at 37 distriktskontorer efterhånden blev oprettet - ofte med økonomisk støtte fra FB centralt.

Hvis FBs centrale retningslinier for en lokalafdeling - krav om tværpolitisk sammensætning - var tilfredsstillet, kunne lokalafdelingen koble sig på FB's landsnet og blive modtager af gratis aviser og propagandamateriale, som af og til kunne sælges og dermed give lokalafdelingen penge til financiering af egen virksomhed. Fra hovedkontoret i Oslo blev der udsendt store mængder propagandamateriale. FB's avis «EEC-nytt» blev f.eks. trykt i et samlet oplag på 13.925.000. Avisen udkom med 15 numre med et gennemsnitligt oplag på noget over 900.000. «EEC-nytt» fungerede ikke kun som et propagandaorgan mod EF, men også som et organiserende element for bevægelsen. FB var blandt andet et distributionsapparat for en landsdækkende avis, hvor medlemmerne var avisbude. Dette gav liv og styrke til bevægelsen.

FB blev en effektiv og centralt ledet bevægelse, skønt arbejdsformerne lokalt, metoderne til at rekruttere og fastholde tilhængere, var overladt lokalafdelingen og tilpasset de lokale forhold. En af forudsætningerne for en sådan centraliseret organisationsstruktur var en tryg og solid økonomi. En dårlig økonomi med mange små og spredte bidrag vil let kunne umuliggøre en fast centralledelse og skabe splittelse. En pengesæk kan derimod disciplinere og centralisere en bevægelse. Og den bevægelse som har noget at tilbyde lokalafdelingerne har også sanktionsmuligheder. FB havde en forholdsvis solid økonomi. Ikke mindst på grund af bevillinger fra landbrugsorganisationerne - særligt mælkeorganisationerne. De store landbrugsorganisationer gav til sammen 3,7 millioner kroner. Lokale landbrugsorganisationer bevilgede også penge lokalt og centralt. Dette beløb er ukendt, men er adskillig mindre. Sammenfattende er FB's udgifter anslået til 10 millioner kroner. Store summer blev samlet ind af og fra medlemmer, men det var en kilde, som var noget usikker og ikke særlig forudsigelig. Der var det tillidsfuldt forhold mellem FB og landbrugsorganisationerne, som gav FB startkapital og et trygt økonomisk fundament.

Folkebevægelsens særpræg

Fra starten af lagde FB vægt på udadrettet virksomhed. Der var formuleret et grundlag. Nu skulle medlemmerne hverves og propagandamaterialer spredes. Forskellen mellem Danmark og Norge er slående. Den danske Folkebevægelse blev oprettet så sent som i april 1972, og blev grundlagt ved at omkring 600 delegerede fra forskellige organisationer opdelt efter politiske og geografiske grænser trådte sammen i Odense. Her fik de forskellige politiske opfattelser af efter hvilke retningslinier EF modstanden skulle udvikles, lejlighed til at formulere sig. Resultatet var, at de fandt ud af, at uenigheden var så stor, at det var umuligt at få formuleret en fælles platform og få valgt en formand. FB's arbejde gav derimod kun ringe mulighed for ideologiske diskussioner om forskellige linier i modstandskampen. Det var højst sandsynlig i tråd med et ønske fra det store flertal. Men en diskussion i tillidsmandsgruppen i FB kunne have ført til åben strid. Det var spørgsmålet om hvorvidt handelsaftalealternativet, der var nævnt i det oprindelige grundlag, skulle opretholdes, eller om man skulle samles om det mere radikale program om kampen mod det fulde medlemskab, uden at noget alternativ blev formuleret. På landsmødet i maj 1971 blev handelsaftalealternativet fastholdt efter stærkt pres fra ledelsens side, der nærmest gjorde det til et kabinetsspørgsmål. Det siger noget om den loyalitet tillidsmændene havde overfor FB, at denne konflikt ikke blev kendt i pressen. Og denne loyalitet fra tillidsmændenes og medlemmernes side er en vigtig faktor til forståelse af FB's succes.

FB var en alliance af grupperinger, som traditionelt stod fjernt fra hinanden i norsk politik: Pietister og kulturradikale, kommunister og storbønder. Man kan spørge sig selv, hvordan disse forskellige grupper kunne stå sammensvejset om uddelingen af f.eks. en fælles avis.

I sommeren 1970 var Folkebevægelsen mod EF et hoved næsten uden krop. I kampens slutfase talte bevægelsen 110.000 medlemmer. (NTB)

Diskussionen om medlemskab af EF blev på mange måder en diskussion, som berørte alle samfundsspørgsmål. Men det argument der kittede de forskellige grupperinger sammen, var utvivlsomt det nationale argument, selvbestemmelsesargumentet eller som det blev kaldt i en parole fra FB: Vi vil selv bestemme. Det sammenbindende ligger i, at man kan sige det samme, men lægge et forskelligt indhold i det. Selvbestemmelsesargumentet kan med stor ret siges «ikke at være knyttet til én bestemt klasse, men derimod hele folket.» I Norge har det nationale argument desuden en social-radikal tradition. Ser vi bort fra 30'erne (Fædrelandslaget, National Samling, Grønlandssagen) har højrenationalismen altid stået svagt. Det nationale argument i Norge associeres let med demokrati og knytter sig til en selvlstændighedskamp i den nære fortid. I FB's platformen blev suverænitetsargumentet forankret i en appel til fortiden: 1814 og 1905. Selvbestemmelsesargumentets norske karakter prægede FB og placerede bevægelsen i en folkelig og radikal tradition, skønt argumentets politiske uklarhed gjorde, at man naturligvis også kunne konstatere klare konservative elementer. Suverænitetsargumentet virkede samlende i Norge. I Storbritannien virkede det f.eks. splittende. Udover at være ganske flertydigt - skotter, walisere og englændere lægge forskellige indhold i det - er argumentet ofte konservativt i sin karakter, knyttet til kolonikrige og imperialisme. Det blev ad-hoc bevægelsen «Britain First» der med udgangspunkt i «National Front» slog den yderliggående højrenationalisme an. Denne bevægelse blev derfor holdt udenfor paraplyorganisationen «The National Referendum Campaign».

Der ligger derfor en række af heldige omstændigheder bag FB's succes. Succesen bestod i, at FB blev en hær af aktive fodsoldater, som den 25. september 1972 vandt over det etablerede Norge.

T.Bj.


Litteratur

N. P. Gleditsch og O. Hellevik: Kampen om EF, Oslo 1977.