Kategorier dette opslag er registreret under:
DatoOpdatering
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 1/5 2001
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 12.297
: :
Socialistisk Ungdoms Forum (SUF)

Socialistisk Ungdoms Forum (SUF, 1961-71), dansk socialistisk ungdomsorganisation. Indtil 1956 var «venstrefløjsrummet» helt domineret af de stalinistiske/kommunistiske partier. Khrustjofs tale på SUKP's 20. partikongres, hvor han erkendte, at Stalin havde begået forbrydelser, indledte en historisk krise for Sovjet og den kommunistiske tradition, der førte frem til Sovjets sammenbrud i 1991.

Denne krise fødte en ny venstrefløj, hvis historie har været præget af frigørelsesprocessen fra den kommunistiske tradition. Den nye venstrefløj fødte også potentialer for et helt nyt politisk projekt, der frigjort for - ikke blot den kommunistiske tradition - men for hele den russiske revolutions kontekst søgte en ny selvstændig platform, der sprængte den traditionelle højre-venstre opdeling af det politiske liv.

Kampagnen mod Atomvåben (Kampagnen), der ligestillede Sovjet og USA, er et eksempel herpå. Udover at Kampagnen opnåede sit mål og forhindrede, at der blev stationeret atomvåben i Danmark, stimulerede den en antiautoritær holdning ikke mindst blandt de unge. I sin modstand imod atomvåben gik Kampagnen imod stormagterne, imod autoriteterne, deres eksperter, den politiske elite og dennes terrorbalancelogik.

Det egentlige spændingsfeldt i det nye venstres historie har drejet sig om, hvorvidt det nye venstre skulle bryde ud af den ramme for venstreorientering, der blev skabt af den russiske revolution i 1917.

1960-66 Spontanitetens energi og dynamik

Socialistisk Ungdoms Forum (SUF) blev stiftet d. 6. september 1961 på initiativ af SF'ere. SUF holdt sit første landsmøde d. 14-15. oktober 1961, der vedtog en udtalelse om det politiske arbejdsgrundlag, der især fokuserer på atomvåbnene og atomsprængningerne. Det hedder bl.a.: «Vi lever i en tid, der internationalt præges af atompadehattens dødsskygger, hvor prøvesprængninger hører til dagens orden, hvor modsætningerne mellem de to magtblokke, ØST og VEST, stadig skærpes».... «Vi føler, at den moderne socialisme er vejen for Danmark og ungdommen. Vi er trætte af forældede doktriner og partimaskineri. Vi vil i stedet have en åben og frit debat om tidens problemer. Socialismens ide er så rigtig og stærk, at vi netop gennem fri debat, også med vore modstandere kan nå frem til målet: et socialistisk Danmark».

Forestillingen om neutralitet rummer andet og mere end en udenrigspolitisk orientering. Der er grundlæggende tale om neutralitet i forhold til samfundssystemet i ØST, altså den sovjetiske form for «socialisme», og samfundssystemet i VEST, kapitalismen. Herved adskiller udtalelsen sig fra den tradition på venstrefløjen, der mener, at trods åbenlyse fejl og mangler, så rummer Sovjetunionen (Kina eller andre kommunistisk orienterede lande) en eller anden form for «socialisme». Undsigelsen af forældede doktriner og partimaskineri rummede kim til den generelle antiautoritære holdning, også til partier, der efter 1968 blev mere udbredt, og som i en periode gjorde sig gældende i VS. Frem for marxistiske analyser tillader SUF'erne sig, at begrunde deres intention om den moderne (!) socialisme med, at de «føler», at den er relevant.

Vejen frem til målet - socialismen - går over fri debat, også med modstanderne. Der fokuseres hverken på konkrete parlamentariske strategier som arbejderflertal, eller på konkrete udenomsparlamentariske aktioner, der kunne omstyrte kapitalismen. Med fokuseringen på den frie debat var SUF i sin demokratiforståelse på linje med Hall Koch, der definerer demokrati som samtale.

Programmet havde ikke mange lighedspunkter med et traditionelt marxistisk program, og var et udtryk for en bestræbelse på, at definere et venstrefløjsprojekt - eller overhovedet et humanistisk projekt - hinsides ikke blot Sovjetunionen og den kommunistiske tradition, men også selve den russiske revolutions koncept.

På SUF's 2. landsmøde august 1962 vedtages et nyt politiske arbejdsgrundlag. SF's gæst på kongressen, Holger Vivike, sagde, at det var det bedste program, han nogen sinde havde set. I programmet der har overskriften.: «Det kapitalistiske samfund er URETFÆRDIGT - PLANLØST - UDEMOKRATISK - MENNESKEFJENDSK og en TRUSSEL mod FREDEN», hedder det bl.a.:

«Overført på de internationale forhold fører jagten efter udbytte til konstante modsætningsforhold nationerne imellem. Den naturlige arbejdsdeling og de fredelige handelsforbindelser mellem folkene fortrænges af uhæmmet kamp om råstofferne, deres kilder og markeder, og er en stadig trussel mod freden….»

Derfor vender Socialistisk Ungdoms Forum sig mod det kapitalistiske samfund og vil i overensstemmelse med marxismens principper arbejde for at få det omstyrtet og erstattet af socialisme».

Programmet slutter med, at

«På dette grundlag vil Socialistisk Ungdoms Forum opfordre den danske ungdom til at tage del i det organisatoriske arbejde».

Programmet bygger på en marxistisk analyse af kapitalismen fra før 1914. Den tyske socialdemokratiske teoretiker, Kautsky, kunne have været det åndelige ophav. Udsagnet om «omstyrtelse af kapitalismen» i «overensstemmelse med marxismens principper» handler blot om, at tilstrækkelig mange tilslutter sig organisationen og «tager del i dens organisatoriske arbejde,» hvilket også er helt i tråd med Kautsky. En mere konkret forestilling om, hvordan kapitalismen monstro bliver omstyrtet, præsenteres - helt i Kautskys ånd - ikke.

Udsagnet om «den naturlige arbejdsdeling» og «fredelige handelsforbindelser» rummer intet hensyn til u-landenes frigørelse fra de vilkår, den kapitalistiske verdensøkonomi dikterer dem. Forholdet mellem de tidligere kolonier og kolonimagter - Nord-Syd konflikten - nævnes ikke med et ord.

Sovjetunionen og de kommunistiske partier (som SF er udsprunget af) nævnes heller ikke med et ord. Den programmatiske frigørelse fra den kommunistiske tradition består nu i en tilbagevenden til tiden før arbejderbevægelsens syndefald i 1914.

I sin politikformulering viser udtalelserne fra de to første kongresser, at SUF dels rummer en tendens til en moderne 3. vej, der i samme grad forkaster Sovjetsystemet og kapitalisme, dels en tendens til en urtolkning af marxismen. Den sidste tendens rummer en meget traditionel organisationsopfattelse, der jævnligt stødte sammen med den mere eksperimentere opfattelse, som den første rummer.

SUF fungerede i denne periode stadig mindre som en traditionel ungdomsorganisation, omend der især i starten var en del hvervekampagner - i fin overensstemmelse med den urmarxistiske tendens. Men SUF udvikler sig i høj grad som et aktionscentrum. I overensstemmelse med ånden i 3. vejtendensen. Det er ikke nødvendigvis sådan, at disse to tendenser står skarpt overfor hinanden. De fleste medlemmer er formentlig præget af begge tendenser. Var man involveret i ledelsesarbejde i traditionel forstand, var man nok tilbøjelig til at læne sig op ad det urmarxistiske koncept. Mens aktive medlemmer, der var i rollen som «menige», i højere grad lod sig drage af den spændende 3. vejs logik.

SUF byggede på en antimilitaristisk tradition og lavede mange demonstrationer imod hjemmeværnets hvervningsudstillinger, der dengang var ganske almindelige. SUF støttede frihedskampen imod Algeriet. SUF opretter en Spaniensindsamling til støtte for den antifascistiske bevægelse i Spanien. Indsamlingen når bredt ud på venstrefløjen. Kassereren stikker imidlertid af med pengene. Det fortæller også noget om åbenhedens sårbarhed.

SUF deltager i en bevægelse imod henrettelsen af den spanske antifascist, Grimau, som Franco havde dødsdømt, og som på trods af internationale protester, blev henrettet. SUF arrangerede nogle af de første boykotaktioner mod sydafrikanske varer. På det tidspunkt blev Danmarks NATO-medlemsskab suppleret med en særlig Enhedskommando mellem det danske og det vesttyske militær. Også her var SUF aktiv i protesterne.

Militærøvelser med tysk deltagelse i Jylland blev også mødt med demonstrationer. Kredse med tilknytning til aktivistmiljøet uden for SUF - bl.a. Gruppe 61, Socialistisk Aktion og Revolutionære Socialister - var i 1964 med til at imødegå de tyske soldaters militærøvelser på Randersegnen. En enkelt aktivist tog på eget initiativ et par bomber med.

En for SUF karakteristisk løbeseddel, der blev uddelt ved en hjemmeværnsudstilling, har flg. tekst:

Frem for en marxistisk var det snarere en kulturradikal indfaldsvinkel, der - i overensstemmelse med tendensen til en 3. vej - præger SUF's holdninger og aktioner.

I 1964 udtalte oberst C.G. Schöller, der var chef for det Jyske ingeniørregiment i Randers i sin officielle tale på en forældredag, at «De mennesker, der taler mod NATO, tænker måske ikke dybere over det, men i virkeligheden er den indstilling, de giver udtryk for, forbryderisk og landsforræderrisk.».

Medlemmerne af SUF's forretningsudvalg anlagde sag mod Schöller med krav om, at udtalelsen blev kendt ubeføjet, og at Schöller blev idømt frihedsstraf. Domstolene frikendte Schöller, men sagen blev omtalt i pressen.

SUF deltog også i afholdelsen af de af pastor Harald Søbye initierede pinsemarcher, hvor SUF udover Gruppe 61 også kom i kontakt med organisationen Revolutionære Socialister, der var dansk sektion af 4. Internationale. Pinsemarcherne blev arrangeret under paroler som Nej til Nato, Nej til Enhedskommandoen, Nej til kongedømmet - og Nej til Kapitalismen. Ikke at forglemme.

SUF manifesterede sig gennem aktioner. Ofte grupper på 10 - 20 mennesker, der mødte op foran en ambassade eller ved en hjemmeværnsudstilling med skilte og bannere, eller uddelte løbesedler ved plancher

De mange aktiviteter var ikke bundet sammen af en overordnet, traditionel strategi, men bygger på en opfattelse af, at det gælder om gennem aktioner at sætte fokus på samfundets brændpunkter, og at det vil skabe grobund for bredere folkelige bevægelser og debatter, der kan skabe de politiske omstændigheder for forandring.

Cubakrisen

I 1961 organiserede USA en invasion i Cuba, men led et hurtigt og afgørende nederlag. Den cubanske regering frygtede nye invasioner og aftalte med Sovjet, at russerne opstillede atombærende raketter på Cuba. USA, der i Europa og Asien havde utallige atombærende raketter, der pegede mod Sovjet, protesterede voldsomt, og truede med at starte en krig, hvis ikke raketterne på Cuba blev fjernet. Verden var i efteråret 1962 på randen af en atomkrig ved den Cubakrise, der sammenflettede den kolde krig mellem USA og Sovjet med ulandenes forsøg på at frigøre sig fra de tidligere kolonimagters dominans.

Den nystiftede Cubakomité afholdt under parolen «Cuba Si - Yankee No» en demonstration i oktober. I sin tale fordømte SUF's formand, Vagn Rasmussen, USA's politik over for Cuba og roste de sociale fremskridt, der er gjort i Cuba efter revolutionen. Men han gav ikke den cubanske regering nogen uforbeholden støtte. I slutningen af talen hedder det: «Når vi om lidt går ned til den amerikanske ambassade, og når vor kamp i den kommende tid går videre, så skal vi huske, hvad det er, vi demonstrerer for. Vi demonstrerer ikke for Fidel Castros styre i Cuba - vi demonstrerer for Cubas ret til at være i fred og for vor egen ret til at leve i fred. Vi demonstrerer mod de stormagter - mod USA - som under dække af fede fraser om frihed, demokrati og fred er parat til at lægge hele verden øde for at fremme deres egne magtpolitiske interesser».

Ved at understrege, at vi ikke demonstrerer for Castros styre, der jo nu i høj grad var afhængig af Sovjet og ikke havde en dokumenteret demokratisk legitimitet, viser SUF, at man ikke vil tage stilling for nogen af parterne i den kolde krig, og at man forbeholder sig en kritisk stilling til regeringer i ulandene, der i tilknytning til en revolution mod de vestlige interesser, binder sig til Sovjet.

Omend SUF i den konkrete situation af gode grunde især kritiserer USA, taler Vagn Rasmussen dog om stormagter og magtpolitiske interesser i flertal. I denne kontekst skabes der en overensstemmelse mellem 3. vej tendensen og den urmarxistiske, som Vagn Rasmussen selv tilhørte.

SUF's forhold til SF

I 1962 blev SUF SF's ungdomsorganisation med fuld politisk og organisatorisk selvbestemmelsesret. Der var ikke mange konkrete politiske samarbejdsprojekter. SF's udadvendte aktiviteter var knytte til valg og valgkampagner. Det skyldes SF's officielle politiske strategi, der fokuserede på at få etableret et arbejderflertal mellem Socialdemokratiet og SF. SF havde ingen strategi for, hvordan et sådant arbejderflertal skulle gennemføre en politik, der lå ud over, hvad Socialdemokratiet af egen drift ville gennemføre. En sådan strategi ville forudsætte initiativer til at opnå en folkelig deltagelse i bevægelser uden for Folketinget. Men SF, og især SF's højrefløj havde ingen intentioner om noget sådant.

Forskellen i aktivitetskultur mellem SUF og SF var drivende i de fleste SUF-medlemmers kritiske holdning til SF's ledelse og især SF's højrefløj. SUF'erne så med undren på den store betydning SF's højrefløj tillagde afholdelsen af bankospil, og tvivlede på, at alle disse bankospil virkelig skulle være et nødvendigt led i en strategi for en socialistisk omformning af samfundet. Generelt støttede SUF venstrefløjen i SF.

Folketingsvalget i november 1966 gav SF flertal sammen med Socialdemokratiet. De to partier havde ved valget tilsammen fået 49,1% af vælgerne og pga. spærregrænsen flertal af folketingsmandaterne. DKP havde fået 0,8% af stemmerne.

I den første tid efter valget viste alle opinionsundersøgelser, at Socialdemokratiet og SF lå på 52 - 53% af stemmerne. Men i foråret 67 indførte den socialdemokratiske regering med støtte fra - hele - SF's folketingsgruppe den særdeles upopulære moms, som fordelingspolitisk vendte den tunge ende nedad. Herefter viste samtlige opinionsundersøgelser en tilslutning til Socialdemokratiet og SF på kun 43 - 44%, og det var faktisk hvad arbejderpartierne fik, da valget kom i januar 1968. Med andre ord knækkede den folkelige opbakning til arbejderflertallet, da dette indførte den asociale moms. I SUF var den opfattelse udbredt, som formanden, Ole S.D. Hansen gav udtryk for, at SF's venstrefløj ikke skulle have stemt for momsen, men om nødvendigt gennemføre et brud med SF. Dette brud kom godt et halvt år efter, men formentlig under langt vanskeligere politiske omstændigheder.

Man kan se af den debat, der under arbejderflertallet blev ført i SUF, at mange ikke så arbejderflertallet som et uomgængeligt eller blot væsentligt element i en socialistisk strategi. Mange SUF'ere mente, at SF var - eller burde være - et alternativ til såvel de borgerlige som Socialdemokratiet. En holdning der var i overensstemmelse med den norske SF-leder, Finn Gustavsen, der i det norske storting i begyndelsen af 60'erne sagde, at det afgørende skel i norsk politik ikke går mellem de 74+2 stortingsmedlemmer fra Arbejderpartiet samt SF og de 74 borgerlige, men mellem de 2 SF'ere og de 148 øvrige.

SUF efterlyste derfor, at SF kæmpede for, hvad SUF kaldte en klar socialistisk politik. SF skulle ikke have en katalysatorfunktion, der primært tog sigte på at påvirke Socialdemokratiet. SF skulle selv være en del af processen og vinde folkelig tilslutning til et socialistisk projekt. I SUF's øjne var SF's støtte til momsen gift for denne strategi.

Udenrigspolitiske ville SUF stå frit ifht. Øst og Vest. SUF troede hverken på den kapitalistiske eller sovjetkommunistiske model. SUF søgte en tredje vej. I indenrigspolitikken ville SUF heller ikke acceptere, at det politiske rum skulle være domineret af en borgerlig og socialdemokratisk kontrolleret fløj. Også her søgte SUF en tredje vej.

Da splittelsen i SF var en realitet, støttede SUF med meget stort flertal VS.

SUF og oprøret i 1968

I tilknytning til 68-oprøret blev SUF i stigende grad en kampplads for politiske strømninger, der har deres rødder i og verdensbillede fra den russiske revolutions koncept. Herved bryder SUF med ånden i såvel den 3. vej som det urmarxistiske koncept, og dermed med den åbne radikalitet, der prægede SUF indtil da. Ganske symptomatisk ændres navnet fra det udviklende Socialistisk Ungdoms Forum til det lukkede Socialistisk Ungdoms Forbund.

Vietnamkrigen og bevægelsen imod USA's krigsførelse blev en motor for «den russiske revolutions indtog» i SUF. SUF deltog fra starten i Vietnambevægelsen. SUF var en del af og støttede den antiimperialistiske- og kapitalismekritiske indfaldsvinkel til Vietnamkrigen og hele den revolutionære proces i u-landene, som også Che Guevara blev et symbol på.

Sovjetunionen støttede Nordvietnam og derigennem også den nationale befrielsesbevægelse (FLN) i Sydvietnam. Vietnamkomiteerne, som SUF var med i, arrangerede store demonstrationer for ubetinget solidaritet med Nordvietnam og FLN. Denne ubetingede solidaritet flettede sig sammen med den sovjetiske støtte til Nordvietnam og FLN. Kampen for USA's nederlag i Vietnam blev i et vist omfang et samarbejdsprojekt med Sovjet.

Den vietnamesiske modstand mod USA blev i forskellige variationer tolket som en genoptagelse af den verdensrevolution, der var startet i Rusland i 1917, og som på et eller andet tidspunkt - afhængig af hvilken Kominterntradition, der så på sagen - mellem 1921 og 1956 var brudt sammen.

Hermed forlod SUF den 3. vej tilgang, som havde præget SUF's støtte til Kampagnen mod Atomvåben og SUF's nuancerede holdning til Cubakrisen i 1962.

Der var fra 1968 og frem til 1971, hvor trotskisterne helt overtog SUF og sluttede SUF til den trotskistiske 4. Internationale, tre hovedstrømninger. En maoistisk, en trotskistisk og en bred venstresocialistisk gruppe, der ikke ville binde sig til nogle af de to førstnævnte strømningers selvindbildte løsning på den politiske verdensgåde.

Trotskisterne

Den trotskistiske gruppe var knyttet til RS, Revolutionære Socialister, dansk Sektion af 4. Internationale, der erklærede sig for den revolutionære marxisme.

Trotskisterne betragter den russiske revolution som afgørende for den globale udvikling frem mod socialisme, men finder, at systemet i Sovjetunionen degenererede under Stalin, der repræsenterede en ny magtelite af bureaukrater, der knægtede demokratiet og sikrede sig selv store materielle privilegier. Elitens sikring af disse privilegier var den centrale drivkraft i systemets funktionsmåde.

På grund af verdensmarkedets kvælertag på u-landene kan revolutioner i disse kun nå frem til socialisme i og med at de indgår som impuls for den verdensrevolution, der afskaffer kapitalismen også i industrilandene. Når det sker, fødes der nye solidariske relationer mellem i- og u-lande.

De socialdemokratiske og kommunistiske partier blokkerer for arbejderklassens revolutionære potentiale, der kan udkrystalliseres af en - trotskistisk - organisation, hvis den formår at få arbejderne til at forbinde kampen for deres umiddelbare interesser med systemoverskridende krav, der sprænger systemets rammer.

Efter 2. verdenskrig havde trotskisterne i de fleste lande gennem den såkaldte entrisme meldt sig ind i eksisterende arbejderpartier. I Danmark var det fra 1960 SF, trotskisterne satsede på. I 1967 gik trotskisterne med SF's venstrefløj i VS. Efterhånden som 68-oprøret skabte et større globalt opbrud, bl.a. med omfattende strejkebevægelser, mente 4. Internationales ledelse, at tiden var inde til at danne egentlige trotskistiske partier. De danske trotskister kom til at se SUF som base herfor.

Maoisterne

Den maoistiske gruppe var knyttet til KFML, Kommunistisk Forbund, Marxister-Leninister, der erklærede sig for marxismen-leninismen, Mao Tse Tung-tænkningen.

Konflikten mellem Sovjet og Kina fra slutningen af 50'erne havde i en del lande født organisationer, der brød med kommunistpartiet og tog stilling for Kina. I Danmark førte det til dannelsen af Kommunistisk Arbejds Kreds (KAK), som i midten af 60'erne blev splittet, idet en fløj brød ud og dannede KFML. KAK byggede på den såkaldte «snylterstatsteori», i følge hvilken arbejderne i de imperialistiske lande er uden revolutionært potentiale, idet de er bestukket af de superprofitter, de kapitalistiske virksomheder hiver ud af u-landene. KFML afviste denne teori og tillagde arbejderklassen i industrilandene, bl.a. Danmark, et revolutionært potentiale.

Maoisterne anerkender den russiske revolutions historiske betydning for den globale udvikling frem mod socialisme, og finder, at systemet under Stalin i store træk bevægede sig i den rigtige retning. Men Khrustjof gennemfører i tilknytning til den 20. partikongres i 1956 et statskup og begyndte som «rød zar» at indføre kapitalismen i Sovjet. Den kinesiske regering under ledelse af Mao Tse Tung reagerer herimod, og det kinesiske samfund fremstår som arvtageren af den russiske revolutions og Stalins intentioner. KFML så den kinesiske kulturrevolution, der startede i 1966, som et ideal, idet de - ganske ukritisk - så den som et opgør med et bureaukrati, der kunne have ført til revisionistiske tilstande som i Sovjet.

Med henvisning til Lenin og Stalin betragtede maoisterne etableringen af et marxistisk-leninistisk kadreparti som en uomgængelig forudsætning for en socialistisk revolution, der under partiets faste ledelse kunne skabe proletariatets diktatur.

Den tredje gruppe

Den tredje gruppe var mere heterogen og betragtede sig for en stor dels vedkommende som antiautoritære VS'ere. Gruppen definerede sig ikke ifht. den russiske revolution. Den lod sig inspirere af det vældige opbrud, der blev født i 1968. Gruppen ønskede ikke, at SUF skulle fastlåses i en bestemt Komintern-tradition, men åbent og nysgerrigt udvikle et nyt projekt, der var bredt funderet i de erfaringer, der løbende blev gjort i kølvandet på «vulkanudbruddet» i 1968. Gruppen kan tolkes som et forsøg på at bygge videre på de oprindelige traditioner i SUF.

Slagets gang

Maoisterne startede i 1969 en politisk offensiv for at overtage SUF og gøre den til en maoistisk organisation. I starten med stor fremgang. Trotskisterne og den 3. gruppe etablerede en alliance for at forhindre den maoistiske overtagelse af SUF. Alliancen henvendte sig til VS og mange VS'ere meldte sig ind i SUF. VS'erne fandt deres naturlige ståsted i den 3. gruppe. Da trotskisterne endnu på dette tidspunkt betragtede VS som det parti, de i kraft af entrismen skulle fungere i, fandt de denne «antimaoistiske» alliance naturlig.

I deres politiske offensiv henviste maoisterne kraftigt til kulturrevolutionen, som havde en betydelig genklang i store dele af venstrefløjen, der troede, at kulturrevolutionen rummede et opgør mod den type bureaukrati, der havde været så problematisk i Sovjetunionen. Trotskisterne anså kulturrevolutionen for at være en magtkamp indenfor den kinesiske magtelite, og betragtede det kinesiske system - med eller uden kulturrevolution - som beslægtet med det sovjetiske. På grund af den positive respons, maoisterne fik for deres agitation for kulturrevolutionen, forsøgte trotskisterne at forhindre, at denne skulle blive afgørende for udfaldet af magtkampen. I stedet introducerede trotskisterne spørgsmålet om Stalin og stalinismen, hvor maoisterne stort set forsvarede stalinismen, idet de fandt, at Stalin havde 70% ret i sin politik og 30% fejl. Hvordan de så havde beregnet det. Det maoistiske forsvar for Stalin havde ingen genklang på venstrefløjen, og diskussionen herom bremsede deres politiske offensiv i SUF.

Inden for den 3. gruppe var der forsøg på at sætte en hel anden dagsorden for debatten. Gruppen ville hellere diskutere, hvordan man kunne anvende de mange konkrete erfaringer, der aktuelt blev gjort i studenterbevægelsen, slumstormerbevægelse, den antiimperialistiske bevægelse og det begyndende røre i arbejderklassen. Maoisterne og trotskisterne ville kun diskutere disse aktuelle forhold i og med, at de satte dem ind i hvert deres historiske perspektiv, og således kunne tage dem til indtægt for deres politiske koncepter.

Alliancens store indmeldelsesbølge forhindrede, at maoisterne fik flertal. Ved den efterfølgende kongres i 1969, nægtede maoisterne at anerkende kongressens myndighed, der efter lovene var organisationens højeste, og de indkaldte til en alternativ kongres, hvor de forberedte den maoistiske SUF-gruppes tilslutning til KFML. Hermed var splittelsen en realitet, og den blev fuldbyrdet ved SUF's eksklusion af den maoistiske fløj.

Trotskisterne styrede nu - efter retningslinier fra 4. Internationale - mod at overtage SUF. Enkelte trotskister mente, at man skulle udmelde sig af SUF og danne en egen organisation, men det mødte ingen genklang. Få andre mente, at trotskisterne skule forblive i VS.

Da det i høj grad var trotskisterne, der havde organiseret opgøret med maoisterne, var de efter dette opgør en stærk position i SUF's ledelse. Den 3. gruppe indledte en modoffensiv, der byggede på nye masseindmeldelser, der fandt sted op til den kommende kongres. Herefter var det klart, at den 3. gruppe ville få et flertal på kongressen. Det trotskistiske flertal i ledelsen greb da til organisatoriske indgreb, der reelt satte demokratiet ud af kraft. De nyindmeldte medlemmer blev med tilbagevirkende kraft gjort til «kandidatmedlemmer», hvilket vil sige, at de i en «prøveperiode» var uden stemmeret. Herigennem kunne trotskisterne - under den 3. gruppes højlydte protester - sikre sig flertallet af de delegerede op til kongressen, hvor det trotskistiske flertal ekskluderede sine modstandere, og indskrev i lovene, at SUF var tilknyttet 4. Internationale. Året efter (1972) omdannes SUF til Revolutionære Socialisters Forbund (RSF).

Det forsøg, som SUF oprindelig var udtryk for, på at skabe et nyt politisk projekt, der brød med den russiske revolutions traditioner, brød med den kolde krigs logik og derfor med stillingtagen for og imod Sovjet eller USA, og som deltog i politiske processer og kampe med en åben radikalitet, var hermed afsluttet. SUF var som andre dele af det nye venstre indkapslet i den russiske revolutions univers.

Et forhold der samtidig afspejlede trotskismens manglende evne til at smelte sammen med den venstresocialistiske radikalitet, energi og dynamik, der blev født i 1968. En sammensmeltningsproces hvor det systemoverskridende perspektiv i trotskistisk politik og strategi kunne have tilført venstresocialismen en struktur for en operationel visionær strategi, og hvor trotskismen kunne have fulgt de af sine spor, der peger mod basisdemokratiet og en politik, der stimulerer bevægelsernes kontrol med samfundets indretning.

En mulig sammensmeltningsproces, der står i grel modsætning til den helt principløse sammensmeltning med bl.a. DKP, som SAP's deltagelse i Enhedslisten repræsenterer, og hvor SAP i parlamentariske sammenhænge bidrager til beslutninger - f.eks. pinsepakkens arbejdsløshedsskabende finanspolitiske stramninger i juni 1998 - hvor Trotskij lå og vendte sig i sin grav.

O.T.