Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Palestinian National Authority (PNA) er den officielle betegnelse for den palæstinensiske stat. Gennem årtiers israelske, USA og EU politiske manøvrer, vold og økonomisk pression er det lykkedes at splitte det palæstinensiske folk og gøre PNA til et korrupt udemokratisk organ, hvis primære formål er undertrykkelse af befolkningen på den israelsk besatte Vestbred. Præsident Abbas blev valgt i 2005. Hans embedsperiode udløb i 2009, men hverken Fatah, EU eller USA tør et nyt valg gennemføre, og Israel ville under alle omstændigheder ikke tillade det. Abbas er derfor pro-forma præsident uden et folkeligt mandat. Det samme gælder parlamentet PLC. Hamas vandt valget til dette i 2005, men hverken EU, USA eller Israel anerkendte valget og det har ikke siden været muligt at gennemføre valg. Israel tillader det ikke.

1990'erne Fredsaftalerne

Oslofredsaftalen i 1993 og de efterfølgende aftaler banede vej for dannelsen af PNA. Det var formelt Gaza-Jericho aftalen fra maj 1994, der skabte PNA. Intentionen var, at det blot skulle være et midlertidigt skridt på vejen til fuld palæstinensisk selvstændighed og ophør af den israelske besættelse. Men stærke højreradikale kræfter i Israel var imod fred. I februar 1994 trådte den højreradikale bosætter Baruch Goldstein ind i al-Ibrahimi moskeen i Hebron, dræbte med sit automatgevær 29 palæstinensere og sårede 150. I november 1995 myrdede en højreradikal bosætter Israels premierminister Yitzhak Rabin på en offentlig plads i Tel Aviv.

Den israelske terrorisme var et forvarsel om, at den stærke højreradikale bevægelse i Israel havde tænkt sig at drukne fredsprocessen i blod. Der kom til at gå endnu 10 år inden projektet var fuldt gennemført.

PNA's jurisdiktion strakte sig til de israelsk besatte A og B områder, men ikke C. A var de palæstinensiske byer på den besatte Vestbred og Gaza. B var de palæstinensiske landområder, mens C var resten af de besatte områder (bosættelser, militære områder og hele området i øst mod Jordanfloden). Østjerusalem blev holdt helt udenfor aftalen. Den havde Israel i strid med folkeretten annekteret i 1980 - selvom ingen andre i verden anerkendte annektionen. A og B områderne udgjorde dog kun 39% af det besatte Palæstina. Israel bevarede dermed total militær kontrol over 61% af de besatte områder. Og i A og B var jurisdiktionen begrænset. I B (landområderne) var PNA's jurisdiktion alene civil, mens Israels militær stod for resten. I A (byområderne) var den civil og politimæssig. Israel bevarede den fulde kontrol over udenrigs- og sikkerhedspolitik.

PNA virkede allerede fra 1994 som en narresut, men var dog et fremskridt efter 27 års israelsk terror i de besatte områder. PNA skulle være et overgangsråd til selvstændighed og PLO blev anerkendt af verden (bortset fra Israel) som det palæstinensiske folks legitime repræsentant.

Taba-aftalen fra september 1995 rummede valg til et palæstinensisk nationalråd. I januar 1996 gennemførte Palæstina valg af præsident og et lovgivende råd (PLC) under PNA. PLO's leder Yasser Arafat vandt en jordskredsejr som præsident med 90% af stemmerne. Ved parlamentsvalget fik PLO's stærkeste medlem, Fatah 30,9% af stemmerne og 50 af pladserne i det 88 personers store råd. Resten af pladserne var delt mellem mange smågrupper med få procent af stemmerne samt uafhængige kandidater.

I maj 1996 var der parlamentsvalg i Israel. Det blev vundet af det højreorienterede Likud, der principielt var imod fred. Det indsatte Benjamin Netanyahu som premierminister. Det var begyndelsen til enden på fredsprocessen, der knapt var kommet i gang. I februar 1997 igangsatte Israel bygningen af en ny bosættelse, Har Homa i det besatte Østjerusalem. Det var i strid med aftalerne og udløste internationale protester. Det var blot det første trin i Israels folkeretsstridige udbygning af bosættelser i de besatte områder.

USA's præsident Clinton der opfattede sig som fødselshjælper for fredsprocessen pressede imidlertid på og i oktober 1998 indgik parterne Wye River aftalen, efter hvilken Israel skulle trække sig tilbage fra 13% af de besatte områder. Tilbagetrækningen blev dog indstillet, efter besættelsesmagten havde trukket sig tilbage fra blot 2%. Det skete efter voldsomt pres fra den israelske radikale højrefløj. Der blev gennemført nyvalg i Israel i maj 1999. Det blev vundet af arbejderpartiet, men den israelske tilbagetrækning rokkede sig ikke ud af stedet, og imens byggede Israel flere bosættelser.

I august 2000 indkaldte Clinton til forhandlinger i Camp David, men de brød sammen, fordi Israel ikke ville forhandle om Jerusalems status.

2000 Israelsk sabotage af fredsprocessen og genbesættelse

Processen var gået i stå og i september fik den dødsstødet, da krigsforbryderen Ariel Sharon gennemførte et provokerende besøg ved al Aqsa moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem. Formålet var at kaste en håndgranat ind i processen, og det lykkedes. Sharons besøg udløste den 2. Intifada. Sharon overtog premierministerposten i februar 2001, optrappede gennem året voldsanvendelsen mod palæstinenserne og lod helikoptere og kampfly sønderbombe PNA's bygninger på Vestbredden og i Gaza. I februar-marts 2002 genbesatte Israel de områder, militæret havde trukket sig ud af og belejrede i flere måneder præsident Arafats hovedkvarter i Ramallah.

Fredsprocessen var effektivt rullet tilbage og palæstinenserne stod med ryggen mod muren, men for ikke at kaste alt ud, bevaredes illusionen om selvstyre. Arafat og PNA var helt afhængig af økonomisk hjælp udefra og havde derfor brug for denne ilussion. I 2002 vedtog det lovgivende råd og Arafat en palæstinensisk grundlov, der delte magten i udøvende, lovgivende og dømmende.

De eneste der nød godt af situationen i disse år var korrupte embedsmænd og Fatah politikere. PNA's vigtigste opgave blev at spionere mod og undertrykke oppositionen, udlevere oplysninger til den israelske efterretningstjeneste (det efterretningsmæssige samarbejde mellem Israel og Palæstina), og holde en befolkning i skak der led stadig mere under Israels økonomiske og voldelige undertrykkelse på Vestbredden og i Gaza. I november 2004 blev Arafat forgiftet og dræbt af Israel. I januar 2005 gennemførtes præsidentvalg, hvor Fatahs Mahmoud Abbas fik 67,38% af stemmerne mod 20,99% til den uafhængige Mustafa Barghouti. Abbas overtog derefter præsidentposten. Trods det at hans embedsperiode udløb i 2009, forblev han på posten, fordi Israel, USA og EU ønskede det således.

2006 USA, EU og Israel saboterer demokratiet i Palæstina

Hamas vandt en jordskredsejr ved valget til PLC i januar 2006. USA, EU og Israel nægtede at anerkende valgresultatet og udsatte PNA for økonomisk og politiske afpresning, der resulterede i splittelse af Palæstina.

I januar 2006 gennemførtes valg til PLC, der i mellemtiden var udvidet til 132 pladser. Fatah blev af stadig flere associeret med den fejlslagne fredsproces, den israelske undertrykkelse, korruptionen og den økonomiske krise. Det fremtrædende Fatah medlem Mahmoud Dahlan indrømmede i 2004, at 5 mia. US$ simpelt hen var «forsvundet». Hamas vandt derfor en jordskredsejr, fik 74 pladser i parlamentet og dermed absolut majoritet. (Godt nok fik Hamas kun 44,45% af stemmerne mod 41,43% til Fatah, men pga. valgsystemet fik det flertallet af pladserne). Konsekvensen var, Hamas' leder Ismaïl Haniyeh i februar kunne overtage posten som premierminister. Det blev ikke anerkendt af USA og EU, der betegnede Hamas som en terrororganisation. De afbrød derfor al økonomisk bistand til PNA for at lægge pres på selvstyret. Abbas bøjede sig og begyndte at sabotere Hamas regeringen. Både Fatah og Hamas havde væbnede militser, og presset af USA og EU (og Israel) lod Abbas Fatah militserne angribe Hamas. Det udløste en egentlig borgerkrig, der fik forskelligt udfald. På Vestbredden lykkedes det Fatah at knuse Hamas militært, men i Gaza nedkæmpede Hamas i juni 2007 Fatah. Abbas svarede igen ved at begå statskup og afsatte Haniyeh som premierminister. Han indsatte derefter den uafhængige Salam Fayyad på posten. Fredsprocessen var lagt i graven allerede i 2000, og nu lykkedes det Israel, USA og EU at splitte det palæstinensiske folk. På Vestbredden eksisterede der en ikke-demokratisk valgt regering. I Gaza eksisterede der en isoleret Hamas regering. Begge steder slog myndighederne hårdt ned på enhver opposition.

Trods det store had mellem de palæstinensiske parter, blev der i de følgende 15 år gennemført flere forsøg på forsoning - ansporet af den arabiske verden. Men disse forsøg blev hver gang knust af Israel, USA og EU, der fulgte en del og hersk linie. 

Israel indledte i december 2008 krig mod Gaza ud fra en forestilling om, at Hamas kunne udryddes. Israel myrdede 1400 palæstinensere, deraf 926 civile. Men Hamas fortsatte på magten. Fatah-PNA gjorde intet for at komme Gaza til hjælp og betragtede med slet skjult fryd Israels terror mod den politiske modstander. Abbas gik så langt, at han hindrede at krigen blev taget op i FN's Generalforsamling, hvilket en lang række lande ellers havde forsøgt fordi USA i Sikkerhedsrådet nedlagde veto mod fordømmelse af Israels krigsforbrydelser. Men Fatah-PNA blev også truet med at få afbrudt bistanden fra USA og EU, hvis de udtrykte solidaritet med Gaza.

2011-17 Forsøg på forsoning

I april 2011 underskrev Fatah og Hamas en fredsaftale i Cairo. Der skulle afholdes valg til PLC indenfor 12 måneder og Hamas skulle optages i PLO. Men atter engang spændte USA og EU ben for processen og aftalen løb ud i sandet. I 2012 fik Fatah-PNA andet at tænke på, fordi det arabiske forår også ramte Palæstina. I august 2012 udbrød demonstrationer mod undertrykkelsen og den økonomiske elendighed. Protesterne blev især rettet mod premierminister Salam Fayyad. I juni 2013 udskiftede Abbas ham med Fatah manden Rami Hamdallah.

Indtil januar 2013 var det PLO, der formelt havde repræsenteret Palæstina i FN, men FN vedtog nu trods voldsomme protester fra Israel at ændre betegnelsen til: The Permanent Observer Mission of the State of Palestine to the United Nations. Palæstina blev nu anerkendt som stat med præsident Abbas som statoverhovede og (Fatah-)PNA som repræsentant for staten.

I april 2014 undertegnedes en ny forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas. Indenfor 5 uger skulle der dannes en national samlingsregering. FN, EU, Kina, Rusland, Indien og Tyrkiet lovede at respektere aftalen, men Israel og USA havde en anden dagsorden. I juli indledte Israel sin hidtil mest blodige krig mod Gaza. Over de følgende 50 dage myrdede slyngelstaten 2310 palæstinensere, hvoraf de 70% var civile. Det vigtigste resultat var dog, at de lagde samlingsregeringen i graven. I oktober trak Hamas sig ensidigt fra regeringen med en påstand om, at dens 6 måneders embedsperiode var udløbet. I januar 2015 indbragte PNA Israels krigsforbrydelser i Gaza for ICC.

I februar 2016 blev der gennemført nye forsoningsforhandlinger mellem Fatah og Hamas, men atter blev de saboteret af USA og Israel. USA stillede et krav som de godt vidste Hamas ikke ville opfylde, nemlig anerkendelse af staten Israel. Der var ingen gensidig i kravet, for ingen stillede krav til Israel om at anerkende Palæstina.

I december 2017 meddelte USA's præsident Trump, at USA anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad og flyttede USA's ambassade dertil. USA havde forlængst indstillet sin bistand til PNA og i starten af 2018 stoppede supermagten også sine bidrag til FN's humanitære organisation i Palæstina, UNRWA. Den sidste illusion om at USA skulle have en rolle at spille for at løse konflikten var dermed ryddet af vejen. USA gik samtidig i gang med at tvinge diktaturstater i den arabiske verden til at optage diplomatiske forbindelser med Israel. Noget den arabiske verden ellers havde afvist siden Israels oprettelse i 1948. Den anti-palæstinensiske politik fortsatte uændret under Trumps efterfølger Biden.

2023 Folkemord i Gaza

På 50 års dagen for Yom Kippur krigen i 1973, der smed Israel ud af det besatte Sinai, angreb Hamas Israels militære installationer i den sydlige del af landet og erobrede bl.a. slyngelstatens sydkommando. Samtidig blev byer og kibutzer angrebet. Israel svarede igen ved at indlede et folkemord på Gazas 3 mio. indbyggere. Landets krigsminister Gallan betegnede palæstinenserne som dyr, og premierminister Netanyahu erklærede, at når krigen var slut ville der kun være en øde ørken tilbage, hvor der tidligere havde levet 2,3 mio. palæstinensere.

EU stillede sig i udgangspunktet entydigt på Israels side og afbrød al palæstinensisk bistand. EU havde aldrig givet støtte til Gaza, så EU's beslutning ramte alene Fatah-PNA på Vestbredden. Udmeldingen var mest et udtryk for, at ingen europæiske politikere længere interesserede sig for Palæstina, forstod konflikten eller forskellen mellem Gaza og Vestbredden. De følgende dage trak nogle regeringer i land, men de anti-semitiske regeringer i Danmark, Sverige, Tyskland og Østrig stod fast på den økonomiske krig mod PNA.

Terrorstaten Israels angreb på Gaza og Vestbredden i oktober 23 fik Hamas' opbakning blandt palæstinenserne til at gå drastisk i vejret. En undersøgelse foretaget af Palestinian Center for Policy and Survey Research i januar 24 viste, at opbakningen til Hamas på Vestbredden var tredoblet til 44% og i Gaza øget en smule til 42%. Fatahs opbakning faldt til gengæld drastisk til 16% på Vestbredden og 18% i Gaza. Det Fatah ledede palæstinensiske selvstyre var dermed uden legitimitet. Baggrunden for den drastiske fremgang for Hamas var, at palæstinenserne anerkendte bevægelsens evne til at yde militær modstand mod besættelsesmagten, og omvendt betragtede Fatah som ligegyldig ifht. at få standset folkemordet i Gaza og terrorstatens terror på Vestbredden.

A.J.