Kategorier dette opslag er registreret under:
Ideologi  .  Socialistisk  .  Revolutionær  .  Marxisme
DatoOpdatering
2006.10.23Udvidet med artikel af Birger Linde
Indhold
Diskussionsforum
Send
Sidst ajourført: 27/7 2007
Ansvarlig redaktion: Arbejderhistorie
Læst af: 14.842
: :
Kapitalen
Left
Rocks
2019-07-09 07:29

Kapitalen med undertitlen Kritik af den politiske økonomi, udgivet i 1867-94. Karl Marx' hovedværk. Undertitlen sigtede til, at datidens økonomer ikke analyserede økonomiens væsen men alene dens fremtrædelsesformer ud fra en borgerlig synsvinkel. Marx tog i sin økonomianalyse afsæt i de to klassiske økonomer Adam Smith og David Ricardo. Metodemæssigt stod han i dyb gæld til filosoffen Hegel. (Se især opslaget Marxistisk Økonomi).

Kapitalens tilblivelseshistorie

Den første i Vesteuropa til at sparke debatten igang om Kapitalens struktur og dens tilblivelseshistorie var ukraineren Roman Rosdolsky. Han blev stærkt inspireret af at læse Marx' manuskript Grundrisse fra 1857-58, som i virkeligheden er det første råudkast til det Marxske hovedværk - Kapitalen. Men Grundrisse lå skjult for den ganske verden i 80 år, indtil 1939, hvor det blev udgivet i Moskva. I Vesteuropa blev manuskriptet først alment tilgængeligt efter 1953.

Marx ændrede selv opbygningsplanerne for Kapitalen flere gange. Først skulle der være 6 bind, senere 4 bind, siden måske flere bind igen. Groft sagt kan man sige, at den idé Marx holdt fast i hele vejen var at fremlægge de grundlæggende kategorier, som styrer kapitalens livsproces. Dette kalder Marx «kapitalen i sin almene form», eller «Das Kapital im Allgemeinen». Et vigtigt sted i bind 3 af Kapitalen omformulerer han det til «die allgemeine Natur des Kapitals» – et godt og mundret udtryk, som kan bidrage til at fjerne en del mystifikationer om, hvad der er emnet for hans hovedværk. Men undervejs i nedskrivningsarbejdet bliver Marx tilsyneladende usikker på, hvad der hører med til at fremstille kapitalen i sin almene natur.

Det der står fast er, at Kapitalen fra Marx's side aldrig har været tænkt som et empirisk værk, der giver en fyldestgørende analyse af den faktisk eksisterende kapitalisme på hans tid og af konkurrencens kompleksitet. Vi befinder os hele vejen igennem på et teoretisk abstraktionsniveau.

Bindene

I bind 1 af Kapitalen, som Marx selv udgiver i 1867, præsenterer han grundelementerne i kapitalens akkumulationsproces ved hjælp af kategorier som bytteværdi-brugsværdi, værdiloven, merværdi og udbytningsrate, variabel og konstant kapital, ekstensiv og intensiv kapitalakkumulation osv. Er det ikke netop en fremstilling af «kapitalens almene natur»? Så hvad er hensigten egentlig med andet og tredje bind af Kapitalen, som Engels udgav i 1885 og 1894?

For bind 2's vedkommende er svaret nogenlunde enkelt. Bind 1 beskæftiger sig med produktionsprocessen, altså med kapitalens produktion af merværdi. Bind 2 beskæftiger sig med kapitalens cirkulationsproces, hvor de producerede varer cirkulerer og når frem til forbrugeren og profitten indtjenes, så kapitalen kan starte et nyt kredsløb efter at have vokset sig større end før. Her kommer kapitalen i skikkelse af pengekapital ind, transportomkostningerne får betydning, og omløbstiden bliver vigtig, da den skal være så kort som mulig. Desuden har den faste kapital («fixes Kapital») en særlig betydning, fordi den ligger bundet i lang tid i jord, bygninger og maskineri.

Det er alt sammen logisk og stringent nok. Den analyse af kapitalens samlede reproduktion og cirkulation, som Marx forsøger sig med i slutningen af bind 2 – bl.a. inspireret af fysiokraten Quesnay – bliver dog kun lige påbegyndt og afbrydes så. Uden at Marx er nået frem til specielt interessante konklusioner.

Men forståelsen af hvad bind 3 handler om giver vanskeligheder. Marx har givet det undertitlen «Der Gesamtprozess der kapitalistischen Produktion». Nogle af de temaer der tages op ligger i direkte forlængelse af bind 2. Det gælder f.eks. «Warenhandlungskapital», som handler om at fraktioner af kapitalen optræder selvstændigt i cirkulationssfæren som købmandskapital, der tilegner sig en del af merværdien uden selv at have produceret den. Og det gælder den rentebærende kapital (bankerne og finanssystemet), som snupper sin del i form af renter, aktieudbytte o. lign. Også forståelsen af jordrenten er et centralt tema her.

Transformationsproblemet

Et afgørende tema i bind 3 er forholdet mellem merværdi og profit. Allerede i forbindelse med udgivelsen af bind 1 var Marx og Engels – og også en del andre – klar over, at der i kapitalanalysen som den præsenteres i bind 1 gemmer sig et paradoks (som måtte løses i bind 3).

Kapitalen producerer jo merværdi i forhold til hvor mange arbejdere den udbytter (ved en given udbytningsrate, som er bestemt af forholdet mellem arbejdskraftens værdi og merværdien). Men hvis en kompleks kapitalistisk virksomhed med 100 arbejdere og et kæmpemæssigt produktionsapparat (lad os sige et højautomatiseret stålværk) kun tilegner sig den samme profit som en mere simpel virksomhed uden store investeringer i fast kapital (lad os sige en systue med 100 unge piger og lige så mange symaskiner), vil den kapitalintensive virksomhed jo få en langt lavere profitrate (da profitraten jo er merværdien sat i forhold til den samlede kapitalinvestering). Det ville hurtigt få kapitalejerne i den kapitalintensive virksomhed til at lukke stålværket og investere i systuer i stedet for.

I den virkelige verdens kapitalistiske konkurrence foregår der derfor en udligningsproces af profitraten. Kapitalinvesteringerne er hele tiden tilbøjelige til at søge hen til de brancher hvor profitraten er størst, således at profitraten gennem udligning i konkurrencen ender med at blive nogenlunde den samme overalt. Stålværket bliver ikke lukket, men hæver priserne op over den producerede arbejdsværdi indtil en anstændig, nogenlunde gennemsnitlig forrentning er opnået. Omvendt tvinger konkurrencen systuerne til at sænke prisen på tekstilvarer ned under den producerede arbejdsværdi, indtil forrentningen også her er nogenlunde gennemsnitlig.

Marx og Engels opløser således paradokset ved i bind 3 at vise, at meget kapitalintensive virksomheder sælger varerne over deres værdi, mens meget arbejdsintensive virksomheder sælger varerne under deres værdi. De redder så at sige værdiloven ved at modificere den. Den simple antagelse i bind 1, om at varernes priser på markedet er udtryk for deres indhold af abstrakt menneskeligt arbejde, korrigeres nu til at den producerede merværdi i konkurrencens virkelige verden fordeles skævt – virksomheder med overgennemsnitlig kapitalintensitet sælger varerne over deres værdi og tilegner sig merværdi fra virksomheder med undergennemsnitlig kapitalintensitet, som sælger varerne under deres værdi. Derved opstår der, trods hyppige afvigelser, en kraftig tendens til dannelse af en gennemsnitlig profitrate. Men den simple identitet mellem værdi og pris på markedet er brudt.

Værdiloven gælder nu kun indirekte. Den samlede samfundsmæssige profit, som kapitalen tilegner sig, svarer til den samlede merværdi som arbejderne producerer – men den fordeles skævt mellem virksomhederne efter gennemsnitsprofittens udligningsprincip. Derfor var det essentielt for både Marx og Engels at få bind 3 af Das Kapital ud – for ellers ville Marx's værdianalyse være i åbenlys modstrid med den iagttagelige kapitalistiske virkelighed.

Paradokset kaldes «transformationsproblemet», og ikke så få marxister har siden beskæftiget sig med at opstille matematiske modeller, der kan gøre det muligt at omregne varernes værdiindhold til faktiske markedspriser. Marx gjorde også selv bestræbelser i den retning. Omkring 1875 foretog han intensive matematiske studier med henblik på at opstille formler, der gjorde det muligt at omregne værdier til markedspriser. Dette ved vi nu med sikkerhed takket være MEGA, som i MEGA II.14 , udgivet i 2003, har offentliggjort manuskriptet Mehrwertrate und Profitrate mathematisch behandelt (s. 19-150).

Efter min vurdering er problemet uløseligt matematisk set. Men betydningen af den Marx'ske analyse står og falder heller ikke med det. Det er jo ikke opstillingen af en økonomisk kalkule til beregning af faktiske markedspriser der er hovedformålet, men belysningen af hvordan kapitalen tilegner sig de arbejdsskabte værdier og lader dem vandre rundt i det kapitalistiske konkurrencesamfund med profit og vækst for øje.

Hvilken forskel et ord kan gøre!

Hvad siger det foregående om det abstraktionsniveau der analyseres på i bind 3? Er vi her nået ned til at analysere den kapitalistiske akkumulationsvirkelighed, som den fremtræder konkret og empirisk i et konkurrencekapitalistisk samfund?

I sine manuskripter til bind 3 stopper Marx nu og da op, træder tilbage og gør sig principielle metodiske overvejelser om analysens karakter. En metodisk bemærkning af denne art finder man f.eks. i kapitel 6 i bind 3 – det sted hvor han bruger udtrykket «kapitalens almene natur». Han siger her, at de fænomener, som vi undersøger i dette kapitel, forudsætter i deres fulde udvikling kreditvæsnet og konkurrencen på verdensmarkedet, som overhovedet udgør «grundlaget og livsatmosfæren for den kapitalistiske produktionsmåde» (MEGA II.15 s.114). Og han fortsætter:

Men disse mere konkrete former for kapitalistisk produktion kan kun fremstilles, efter at kapitalens almene natur er sat på begreb; desuden ligger deres fremstilling uden for planen for vort værk og hører til dets eventuelle fortsættelse (ibid., min oversættelse).

Læseren får her en vigtig og klar oplysning om værkets karakter og begrænsning: Vi befinder os fortsat på et principielt og abstrakt-teoretisk plan. Hvis Marx – trods svigtende helbred – skulle nå frem til en empirisk analyse af, hvordan den kapitalistiske produktionsmåde konkret udfolder sig på hans tid (som han måske stadig håbede på i årene 1864-65, hvorfra formuleringen stammer) , så hører det efter hans eget udsagn til i en fortsættelse efter de tre bind af Das Kapital.

Med MEGA-projektets udgivelse af de oprindelige Marx-manuskripter kan vi her konstatere hvad Engels har foretaget sig. Han tilføjer i ovenstående citat det lille ord «umfassend»: «Men disse mere konkrete former for kapitalistisk produktion kan kun fremstilles omfattende efter at kapitalens almene natur er begrebet»...... osv. (MEGA II.15, s.114).

Det skaber stor forvirring. Med tilføjelsen af det lille ord omfattende fjerner Engels den principielle forskel mellem kategorial kapitalanalyse og empirisk-konkret kapitalanalyse. Nu bliver det til et kvantitativt gradsspørgsmål om «en mere eller mindre omfattende analyse». Derved tilslører Engels den principielle karakter af Marx' værk. Han skjuler, at kapitalkategorierne ikke kan projiceres direkte over på den empiriske virkelighed. Det kræver opfølgende konkret-empirisk analysearbejde af kapitalismens forandringer, og Marx formulerer derfor en stor udfordring til de marxister der vil bygge videre på hans analyse af konkurrencekapitalismen.

Det kan næppe være en tilfældig indskydelse fra Engels' hånd. Senere i bind 3 siger Marx, at analysen af kreditvæsnet og dets instrumenter ligger uden for vores plan. Igen fjerner Engels det principielle ved udsagnet: «den indgående analyse af kreditvæsnet..... ligger uden for vores plan» (MEGA II.15 s.389).

Læserne må ikke misforstå mig. Jeg mener ikke Engels har haft skumle hensigter. Engels var lidt af et empirisk geni, med sin meget omfattende viden. Men Marx var det teoretiske geni, hvilket Engels også fuldt ud anerkendte. Han var et så meget større teoretisk geni, at Engels ikke fuldt ud forstod rækkevidden af Marx' teoretisk-metodiske tænkemåde. Derfor kommer han til at forfladige den med sin mere common sense-agtige tilgang.

Han forsøger loyalt at fastholde arven fra Marx. Men hans begrænsede forståelse af den Marxske indsats baner vejen for en «forfladiget» Marx-reception. Den fik negative konsekvenser allerede i den tidlige tyske socialdemokratiske arbejderbevægelse, der voksede sig stærk endnu mens Engels levede. Forfladigelsen kan efter min vurdering også ses i Engels' populærsocialistiske skrifter fra denne tid, f.eks. i Anti-Dühring og Socialismens udvikling fra Utopi til videnskab.

Forvirringen efter 3. bind i 1894

Mens det var Marx selv, der i 1867 udgav bind 1, var det Engels der efter Marx' død skrev og færdigredigerede bind 2 og 3 i 1885 og 94. Mens der ifht. bind 2 overvejende var tale om færdigredigering af Marx' originalmanuskript, var situationen mere kompliceret ifht. bind 3. Ved at sammenligne Marx's manuskripter med det af Engels udgivne bind 3 har man fundet ud af, at det i høj grad er Engels der har struktureret bindet; inddelt det med overskrifter; også selve argumenterne om profitratens tendens til fald har han grebet ind i. I det hele taget har Engels grebet stærkere ind i Marx's tankegang, end han selv vedgår i forordet til bind 3.

Engels har tilsyneladende følt sig presset af Marx tilhængernes forventninger om, at med offentliggørelsen af tredje bind af hovedværket ville man få et afsluttet økonomisk værk, der kunne sætte de borgerlige økonomer på plads. Han har derfor redigeret på en måde, så kapitalismeanalysen fremstår som nogenlunde afsluttet og konsekvent. Selv om Marx-manuskripterne i virkeligheden er en række torsoer, og egentlig røber stor usikkerhed om hvor analysen skal føre hen og hvordan værket skal afsluttes.

Derved tror jeg Engels utilsigtet kom til at gøre arbejderbevægelsen en bjørnetjeneste. Både marxistiske socialdemokrater i Tyskland før 1. verdenskrig og siden systembyrokrater i Sovjet og Østlandene var hurtige til at kanonisere værket som helstøbt og færdigt, hvorved både kritik og videreudvikling af Marx' analyser på det nærmeste blev forbudt. At få et tænkeforbud ud af arven fra en meget original tænker som Marx, som tænkte mens han skrev og hvor man kan se processen, tankerne i deres stadige udvikling, er i sandhed noget af en absurditet. En katastrofe kan man også kalde det.

Engels' behandling af bind 3 udløser også forvirring blandt Marx læserne, da det udkommer i 1894. Reaktionerne er meget forskelligartede. De demonstrerer en debat om Marx' hovedværk, som i sin intensitet næppe er overgået siden.

Tilhængerne var bestemt ikke ved at falde om af begejstring. Mange af Marx' og Engels' nærmeste venner gav udtryk for forvirring eller ligefrem skuffelse, og opfordrede Engels til at skrive en introducerende og fortolkende artikel om det tredje bind – hvilket Engels i første omgang afviste.

Den østrigske marxist Victor Adler skriver således til Engels: «Som alle andre har jeg også fundet det smerteligt at se hullerne, gentagelserne, de afbrudte tanketråde». Værkets ufuldstændige karakter stod klart for mange af tilhængerne. Positivt indstillede anmeldere konstaterede, at det i virkeligheden drejede sig om et manuskript, som Marx havde nedskrevet til sin selvforståelse, og at det selv efter Engels' bearbejdning stillede for store krav til læseren. En anmelder gjorde opmærksom på, at det jo drejede sig om noget Marx havde skrevet omkring 1865, altså for 30 år siden, og at der siden da var indtruffet «en uhyre vigtig udvikling, et partielt omslag i det modsatte» – der hentydes formentlig til tendensen i Tyskland til indskrænkning af konkurrencen gennem dannelsen af karteller, fusioner o.lign.

En af de første grundige anmeldelser kommer fra den Marx-venlige universitetsprofessor Werner Sombart, som mener at Marx' holdning nok ville have været at holde ufærdige tekster væk fra offentligheden. Engels skulle hellere have udmøntet systemets grundtræk og præsenteret det i fuldendt form: «Nu er alt pakket sammen i 'Das Kapital': færdigt ved siden af halvfærdigt, biting ved siden af afgørende vigtige ting, detaljer ved siden af grundtræk».

Gradvist kom diskussionen til at koncentrere sig om værdibegrebets og værditeoriens status. Den glødende Marx-tilhænger Conrad Schmidt udtaler f.eks. om værdiloven, at det hverken er en naturlov eller en lovmæssighed der bestemmer de enkelte varers pris. Det er derimod en «metodisk uundværlig fiktion».

Engels svarer endelig sine kritikere i en artikel til det socialdemokratiske tidsskrift Neue Zeit i forsommeren 1895 – men dør desværre inden artiklen er færdigskrevet og offentliggjort. Heri opstiller han et historisk forsvar for værditeorien: I fortidens simple vareproducerende samfund blev varerne solgt efter deres indhold af menneskeligt arbejde. Her gælder værdiloven direkte. Men med kapitalismens indtog sker der en ændring som følge af profitraternes udligning.

Dette er endnu et eksempel på at Engels er tilbøjelig til at tænke historisk-empirisk, mens Marx tænkte logisk-teoretisk. Engels' forsøg på at forsvare værdiloven er et håbløst forsøg. Hverken marxistiske eller ikke-marxistiske historikere har kunnet finde et før-kapitalistisk samfund, der er domineret eller gennemsyret af konkurrence mellem enkle vareproducenter, som ejer deres egne produktionsmidler. Allerede de antikke græske og romerske handelssamfund var jo præget af arbejdsgivere og slaveejere, lønarbejdere og slaver. Dette forsvar for værdiloven gør det let at afvise den.

For Marx var værdiloven et teoretisk-metodisk greb, et logisk instrument til at trænge ind i og forstå kapitalismens grundlæggende mekanismer. Det er formentlig det Conrad Schmidt sigter til, når han kalder det «en metodisk uundværlig fiktion». Marx præciserede allerede i Grundrisse, at det bestemmende er kategoriernes forhold til hinanden i det moderne kapitalistiske system – og at denne relation kan være direkte omvendt af den rækkefølge, hvori kategorierne optræder i den historiske udvikling (se afsnittet Den politiske økonomis metode i Grundrisse, s. 40-50 i den danske udgave ved Keld Schmidt 1970). Mon Engels nogensinde har læst dette metodisk vigtige råmanuskript til Das Kapital? Det ved vi faktisk ikke.

Er værditeorien passé?

For de fleste moderne mennesker er Marx' begreb om værdi sandsynligvis noget af en mystifikation – hans værdilov siger at det kun er det menneskelige arbejde der kan skabe værdi. Alligevel stemmer det Marxske værdibegreb overens med nogle meget enkle menneskelige erfaringer.

Har frisk luft en værdi og en pris? Nej – luften er jo gratis. Det er et frit tilgængeligt naturgode. Og dette gode kræver ikke andet menneskeligt arbejde end at vi trækker vejret.

Som brugsværdi er frisk luft det højest tænkelige gode. Uden det er alle andre menneskelige brugsværdier faktisk ligegyldige. For hvis vi ikke kan trække vejret, f.eks. på grund af stærkt forurenet luft, dør vi. Men luft har ingen værdi, i betydningen bytteværdi og pris – for frisk luft er ikke et resultat af menneskeligt arbejde.

Ikke endnu, i hvert fald - situationen kan jo ændre sig. Hvis luften bliver så forurenet at vi skal bo i glaskupler eller gå med gasmasker, kommer frisk luft pludselig til at koste penge – for der er jo menneskeligt arbejde involveret i at lave glaskupler og gasmasker og filtre til at skabe ren luft. I en ikke så fjern fortid var rent vand et gratis gode for mange af verdens mennesker, det kunne hentes i floden eller søen, også mange steder i vores vestlige verden. Men nu er det for langt de fleste blevet en vare der skal betales dyrt for. For det er blevet et resultat af menneskeligt arbejde

Eksemplet fortæller noget om, at der ikke er en umiddelbar sammenhæng mellem, hvad der har højest brugsværdi for os, og hvad der har værdi og pris. Det er ikke brugsværdien der bestemmer salgsværdien.

I nutidens økonomikurser bliver de stakkels studerende indoktrineret med, at det er udbud og efterspørgsel der bestemmer varernes pris. Sammenhængen mellem pris og efterspørgsel tegnes som en opadgående kurve – nogle gange en ret linie der antyder ligefrem proportionalitet, andre gange som en rundet kurve. Når efterspørgslen vokser, så stiger prisen. Er denne tanke rigtig?

Vel er den ej. Da efterspørgslen efter mobiltelefoner steg eksplosivt faldt priserne. Det samme er sket med computerne. Det er yderst simpelt: stigende efterspørgsel fører til forøget masseproduktion og højere effektivitet - hvilket sænker priserne fordi produktionsomkostningerne pr. enhed falder.

Det er altså - ud fra en ret simpel logik - produktionsomkostningerne der bestemmer prisen, ikke efterspørgslen. En billig bil er jo ikke 20 gange så dyr som den bedste cykel, fordi efterspørgslen er 20 gange så stor. Den er dyrere, fordi produktionsomkostningerne er så meget større.

Der er ingen direkte sammenhæng mellem brugsværdi og værdi/pris. Og heller ikke mellem udbud/efterspørgsel og værdi/pris. Det er simpel logik.

Når det gælder en vare som boliger passer økonomernes tankekonstruktioner bedre. Hvis efterspørgslen efter villaer i et eftertragtet boligområde stiger voldsomt (lad os sige Hellerup i København), så eksploderer priserne også. Men det er jo fordi udbuddet af denne vare ikke umiddelbart kan forøges. I den normale vareøkonomi er der tale om produkter der kan fremstilles i vilkårligt stort antal. Hvis efterspørgslen øges, vil produktionen og udbuddet øges tilsvarende – så forholdet mellem disse to størrelser kan på ingen måde forklare prisen.

Sammenhængen er, når det gælder varer der kan produceres i ubegrænset antal, snarere den modsatte af den økonomerne postulerer: ved øget efterspørgsel falder prisen, fordi produktionen kan effektiviseres når varen bliver sat i masseproduktion.

Så forklaringerne på prisen findes ved almindelige varer ikke på markedet, men i produktionen. Det er det første skridt man skal tage for at forstå Marx' betragtninger.

Det næste skridt består i at overveje, hvad der bestemmer produktionsomkostningerne. En del af dem er løn til menneskelig arbejdskraft. Det kalder Marx arbejdskraftens værdi – og han understreger udtrykkeligt, at den er afhængig af tid og sted, af arbejdsløsheden, af fagforeningernes forhandlingsstyrke, og af kulturelle standarder for hvad en anstændig løn er.

Men hvad med de øvrige produktionsinvesteringer, bygninger og maskineri? De er jo igen produkter af menneskeligt arbejde, det er derfor det er helt logisk at se deres værdi ud fra det input af menneskelig arbejdskraft, der skal til for at producere dem.

Naturen leverer enorme brugsværdier. Men de er gratis så længe de ikke involverer menneskeligt arbejde; de har stor nytte for os, men ingen værdi og pris, så længe der ikke er menneskeligt arbejde påkrævet for at udnytte dem. Først når det kræver menneskeligt arbejde at gøre dem tilgængelige bliver de til varer med værdi og pris

Det er essensen af den Marxske værdilov. Den er blevet mystificeret, dels af modstandere som synes det er en afskyelig tanke at al værdi skulle være skabt af menneskeligt arbejde (det sætter jo f.eks. arbejdsfrie indtægter i et uheldigt lys!). Og desværre også af tilhængere, som ikke har været i stand til at forklare dens enkle logik.

Den moderne – neoklassisk inspirerede – økonomi har intet svar på disse problemstillinger, men leverer golde gentagelser fra marginalnytteteoriens barndom for mere end 100 år siden. Den tilbyder ingen refleksion, intet alternativ til vedtagne dogmer. Den har blot opgivet at stille spørgsmålet: hvorfra kommer priserne og profitten, hvad bestemmer disse mærkelige størrelser? Mainstream-økonomerne har mistet evnen til at undre sig – den evne som både Adam Smith, David Ricardo og Karl Marx havde i fuldt mål.

B.Li.


Ifølge titelbladet udkom de to første bind af Karl Marx' Kapitalen i dansk oversættelse i hhv. 1885 eller 1886 og 1888. I virkeligheden udkom bd. 1 sandsynligvis i september 1887 og bd. 2 ca. et år senere, formentlig i oktober 1888. I sammenligning med andre oversættelser var det særdeles tidligt. Den russiske oversættelse af bd. 1 udkom i 1872, den franske i 9 leveringer i årene 1872 til 1875, den ikke komplette polske i 3 leveringer i 1884 til 1890, en italiensk og en ufuldstændig spansk i 1886, den engelske i 1887, endelig i 1894 den første og eneste levering af en hollandsk udgave. Den første oversættelse af bd. 2 var til dansk, den næste til russisk i 1895, året hvor Engels døde. Siden hen er der udkommet mange flere oversættelser, så vidt vides er den seneste en oversættelse til mongolsk i 2005.

Det er ikke kun bemærkelsesværdigt, at de to første bind udkom tidligt i komplette danske udgaver, men også at de blev udgivet af Socialdemokratiet, som var den første arbejderorganisation i det hele taget, der påtog sig denne opgave. Partiet havde siden nystiftelsen som Socialdemokratisk Forbund i 1878 opfattet sig selv som et kadreparti, hvor kun de kunne blive medlemmer af partiet, som «kender vores principper», som den senere mangeårige formand P. Knudsen udtrykte det forud for nydannelsen. Denne holdning kunne ikke opretholdes efter 1884, hvor partiet fik valgt to medlemmer til Folketinget, og det konservative parti begyndte at oprette arbejderforeninger i konkurrence med Socialdemokratiet. Man fandt derfor på den løsning at udgive et Socialistisk Bibliotek, så især de nye medlemmer kunne få et indblik i «principperne». I denne skriftserie indgik de to første bind af Kapitalen. Det tredje bind var planlagt til at skulle komme i serien, men da det udkom i 1894, var skriftserien ophørt og oversætteren, H.V. Lund, var afgået ved døden.

Oversættelsen af bd. 1 var foretaget fra den tredje tyske udgave fra 1883, bd. 2 fra første udgave (1885). En undersøgelse har vist, at H.V. Lunds oversættelse af bd. 1 er præcis, og man kan gå ud fra, at hans kvalifikationer ikke var blevet forringet, da han oversatte bd. 2.

Der foreligger ingen præcise oplagstal, men i partiets boghandel fandtes i perioden december 1888 til 31. marts 1890 600 eks. af bd. 1 (solgt blev 87 bd.), for 2. bd. var tallene hhv. 100 og 52. Imidlertid havde avisen Social-Demokraten's kontrolkomite, som var ansvarlig for udgivelsen besluttet at overdrage en del af oplaget til partiet, og endvidere besluttet, at overlade Karl Marx klubben 25 eks., at forretningsudvalgets medlemmer fik bogen udleveret og endelig at de lokale partiafdelinger kunne få eksemplarer til agitatoriske formål. Oplaget har således måske været hen mod 800 eks. for første binds vedkommende. Sammenlignet med at oplaget på første bind af den engelske oversættelse var på 500 eksemplarer, er det ganske betragteligt. Restoplaget søgtes solgt i 1911 med et nyt omslag. Kontrolkomiteen havde bevidst holdt prisen langt nede, men alligevel kostede bogen 2 kr., hvad der svarede til en halv til en hel dagløn for en faglært arbejder. Prisen for den tyske udgave svarede imidlertid til en ugeløn.

En af årsagerne til det langsomme salg var sandsynligvis den fuldkomne tavshed i den borgerlige presse og den totale afvisning værket fik på Københavns universitet. Nu var det ikke sådan, at modtagelsen på Københavns universitet var afgørende for værkets betydning for arbejderbevægelsen; det kan snarere aflæses af om værkets erkendelser blev anvendt i arbejdet for at styrke de socialistiske principper. Der er nogle eksempler på Kapitalens anvendelse i et skrift af det daværende LO's formand Jens Jensen om 8 timers dagen, i en tale af P. Knudsen. Det er også kendt, at den danske udgave blev brugt i Norge, men der mangler endnu undersøgelser, der kan fastslå om Kapitalen fik betydning for bevægelsens teoretiske udvikling. Det er sandsynligt, at de kortere hæfter i Socialistiske Skrifter, hvor af nogle bind har direkte relevans for dette spørgsmål, fik en større umiddelbar betydning. Det er dog også af betydning, at partiet i det hele taget udgav disse to bind, som skulle være grundlag for fastholdelsen af de socialistiske principper.

Kapitalen blev senere udgivet af tidsskriftet Monde i 1930-1931. Oversættelsen var et tillæg til tidsskriftet, men blev ikke afsluttet. Der blev udgivet 182 s. inden forsøget blev opgivet til fordel for den samtidige norske udgave.

I 1970 til 1972 udkom en fuldstændig udgave af Kapitalen på forlaget Rhodos i 11. bind i et oplag på 3000 eksemplarer. Efter sigende blev det genoptrykt i 1975 i 2500 eks.

G.C.


Literatur / Linde:
MEGA II.15, 2004: Karl Marx, Das Kapital, Kritik der Politischen Ökonomie, Dritter Band, Hamburg 1894 (Tekstbind s. 1-859, Apparatbind s. 860-1420, Akademie Verlag, Berlin).
MEGA II.14, 2003: Karl Marx/Friedrich Engels, Manuskripte und Redaktionelle Texte zum Dritten Buch des ”Kapitals” 1871 bis 1895 (Tekstbind s. 1-362, Apparatbind s. 363-1138, Akademie Verlag, Berlin).
MEGA II.4.2, 1992: Karl Marx, Ökonomische Manuskripte 1863 –1867, Teil 2 (Tekstbind s. 1-902, Apparatbind s. 903-1445, Dietz Verlag, Berlin).
Marx-Engels Werke (MEW)
, 1956-68, bd. 1-38 samt to tillægsbind (Dietz Verlag, Berlin/DDR).
Marx, Karl, 1857-58: Kritik af den Politiske Økonomi, Grundrids (udvalgte tekster fra Grundrisse, 324 s., ed. Kjeld Schmidt, Forlaget Rhodos, København 1970).
Heinrich, Michael,1995: Gibt es eine Marxsche Krisentheorie (Beiträge zur Marx-Engels-Forschung. Neue Folge 1995: Engels' Druckfassung versus Marx' Manuskriptezum III. Buch des 'Kapitals, s. 62-72, Argument Verlag, Hamburg).
Heinrich, Michael, 2005: Besprechungen (Anmeldelse af MEGA II.15), Das Argument nr. 261, s.396-400 (Argument-Verlag, Hamburg).
Linde, Birger, 2004: De Store Kriser I. Kriseteori og kriser i 1800-tallet – inspirationen fra Marx (Internationale Udviklingsstudier, Roskilde Universitetscenter).
Rosdolsky, Roman, 1969: Zur Entstehungsgeschichte des Marxschen 'Kapital', bd. I-II (Europäische Verlagsanstalt og EuropaVerlag, Frankfurt am Main og Wien).

Litteratur / Callesen:
Uroyeva, Anna: For all Time and all Men, Moskva 1969
Urojewa, Anna W.: «Das Kapital» eroberte sich den Erdball. Zur internationalen Verbreitung des Marxschen Hauptwerkes bis 1895. I: …unsrer Partei einen Sieg erringen, Berlin 1978, s. 180–191
Callesen, Gerd: Zur Verbreitung der ersten dänischen «Kapital»–Ausgabe. I: Beiträge zur Marx-Engels-Forschung Nr. 28, Berlin 1989 s. 75–80
Callesen, Louise Fluger: Karl Marx – Friedrich Engels. Tekster på dansk 1848–1996. En bibliografi over artikler, breve, bøger. ABA’s bibliografiske serie, København 1997
Pedersen, Rasmus Juhl: Danske Marx-oversættelser. I: Arbejderhistorie nr. 35, 1990, s. 51–58