Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Betegnelsen «det moderne gennembrud» stammer fra danskeren Georg Brandes (1842-1927), som i 1883 udgav en bog om samtidens vigtigste forfattere i Norden. Bogen hed: «Det moderne gennembruds mænd». Betegnelsen er senere kommet til at karakterisere den periode i nordisk litteratur, som omfatter 1870- og 1880'erne, og den har særlig været anvendt om den realistiske og naturalistiske litteratur i epoken. Den har i første række dækket romaner og dramatik, og har været knyttet til en samfundskritisk og kulturradikal digtning.

«Det moderne gennembrud» kan stå som det litterære udtryk for den forandring, som de skandinaviske samfund gennemgik i de sidste årtier af det 19. århundrede. Da begrebet blev skabt, blev det netop anvendt for at betegne den holdning, som prægede den radikale intellektuelle gruppe i samfundet. De mente, de stod for et intellektuelt, litterært, socialt og livssynsmæssigt fremskridt i forhold til et forbenet og tilbagestående samfund. Betegnelsen det moderne gennembrud dækker altså den kamp, som under litterære former blev ført for en radikal og liberal politisk holdning.

Ikke al litteratur som udkom i perioden er «gennembrudslitteratur». Målt i antallet af bøger stod denne litterære retning svagt. Betegnelsen havde både i samtiden og i eftertiden et klart ideologisk aspekt: Det var anvendt som besværgelse, skabt af dem som følte, at deres måde at stille problemerne op på var den moderne og tidsrigtige. Der er heller ikke tale om en klart afgrænset epoke. Problemstillingerne der præger «det moderne gennembrud» har allerede deres udspring i tiden før 1870'erne og holder frem til efter 1890'erne. Til trods for at begrebet er knyttet til litteraturhistorien, dækker det problemstillinger, som ligger udenfor de egentlig litterære spørgsmål.

Brandes og arven fra den franske revolution

Et halvt år efter pariserkommunen indledte Georg Brandes den 3. november 1871 en forelæsningsrække ved Københavns Universitet om «Hovedstrømninger i det 19. Århundredes Litteratur». Forelæsningerne kom til at strække sig over flere år og blev senere udgivet i seks bind.

I indledningen til forelæsningerne skriver Brandes: «Hovedarbejdet vil blive gennem en Mangfoldighed af Canaler at lede de Strømninger, som havde deres Udspring i Revolutionen og Fremskridtsideerne, herind og at standse Reactionen paa alle de Punkter, hvor dens Opgave historisk er endt.» Brandes ville forfølge fremskridtstankerne og bringe dem til Danmark og Norden ved at gennemgå den måde de ytrede sig på litterært.

Han påviser hvorledes den europæiske litteraturs historie er en dialektisk bevægelse mellem revolutionære og reaktionære strømninger. Ud fra dette perspektiv forstår han litteraturen i Europa som en historisk proces og litteraturkritikken som et våben i kampen for friheden. Mens det indenfor den europæiske litteratur forholder sig således, at den dialektiske udvikling mellem revolution og reaktion leder frem mod større frihed - og reaktionen derfor har en historisk berettiget funktion - er det i Danmark kun reaktionen, der hersker  i åndslivet.

Norden og specielt Danmark er bagstræberisk i forhold til resten af Europa. De frihedsideer som der har sat sig igennem politisk, idehistorisk, videnskabelig, moralsk og litterært, har ikke ytret sig i Danmark, som Brandes ser det. Derfor opfattede han sit arbejde som et led i den proces, der skulle bringe den moderne forsknings frihedsorienterede principper til det tilbagestående Norden.

Forelæsningerne kan tjene som en nøgle til debatten om litteraturen i denne periode. Temaet var egentlig en litteraturhistorisk oversigt over den europæiske litteratur fra den franske revolution og fremad. Men forelæsningerne var i realiteten et forsøg på ved litteraturhistoriens hjælp at hævde den radikale liberalismes principper og anvende dem på et historisk materiale. De er indlæg i en samtidig strid, og var både ment som og blev opfattet som politiske indlæg.

Litteraturen og de samfundsmæssige fænomener som Brandes betragter litteraturen i forhold til, skulle give den nordiske radikalisme en historisk forankring og legitimere de radikale holdninger. De indplaceres i et europæisk perspektiv, som står i modsætning til den provinsielle nordiske konservatisme. Brandes arbejder ud fra en holdning om, at der findes en klar sammenhæng mellem liberalismen som økonomisk og politisk struktur, og den ideologiske udformning som den kommer til udtryk blandt andet indenfor litteraturen.

Forelæsningerne blev af de konservative kræfter opfattet som noget i retning af en opfordring til revolution, og af de radikale som den store sandhed. Sammen med de følgende artikler og bøger som Brandes skrev, dannede forelæsningerne basis for den litterære udvikling i Skandinavien.

Brandesgenerationens samfundskritik var en fortsættelse af den radikale borgerlige kritik fra den franske revolution. Den tog udgangspunkt i utopien om frihed, lighed og broderskab. Det var en kritik rettet mod samfundet for ikke at opfylde idealerne fra revolutionen. Det var den kæmpende liberalisme, der kom til udtryk i «gennembrudsgenerationens» holdninger.

Den radikale samfundskritik var i første række rettet mod indskrænkninger i de individuelle friheder. Den drejede sig om kamp for åndsfrihed og seksuel frihed. Det var i langt mindre grad en kritik, der havde socialpolitiske konsekvenser. Formålet med kritikken var ikke at skabe et totalt brud med det liberale borgerskab, der var gennembrudsgenerationens vigtigste publikum.

Kritikken var rettet mod det konservative borgerskabs og embedsmandsstatens magtmisbrug. Brandes' radikalisme var antiborgerlig i den forstand, at konsekvensen af dens holdning egentlig ville måtte indebære et brud med borgerskabet. Men den var tvetydig. Den havde et ben i den utopiske radikalisme, og et ben i det etablerede samfund. De centrale kredse i den radikale intelligentsia var både frie forfattere, skribenter og kunstnere, samt borgere og embedsmænd - det borgerlige samfunds kritikere og bærere på én og samme tid.

Med «det moderne gennembrud» blev den progressive borgerlige ånd fra 1789 reaktiveret. «Citoyen» holdningen blev stillet overfor den satte «bourgeois» holdning. Men striden mellem de to positioner foregik indenfor bestemte rammer. Det var en politisk strid, der kun berørte dem, der havde adgang til og var en del af den offentlige debat i foreninger, tidsskrifter og aviser. Den var ikke samlet omkring bestemte organisationer, men blev udkæmpet gennem individuel argumentation, gennem forelæsninger, taler, artikler og bøger.

Litteraturen spillede i denne sammenhæng en helt central rolle, for i den blev problemstillingerne konkretiseret. Publikum var i første række det dannede liberale borgerskab og den nye gruppe af intellektuelle, som havde tilknytning til de nye offentlighedssammenhænge, der var vokset frem i anden halvdel af det 19. århundrede.

Fremvæksten af kulturmarkedet

Det er i denne periode, den moderne presse og de moderne forlag etablerer sig i Skandinavien. Georg og hans broder Edvard Brandes var f.eks. blandt dem, der stod bag oprettelsen af avisen «Politiken» i 1884. Denne avis var den radikale intelligentsias vigtigste talerør og var på sin tid den mest moderne og mest europæiske af de skandinaviske aviser.

Med forlagssystemet træder forfatterne frem som en specialiseret gruppe. De kan i mange tilfælde ernære sig gennem deres intellektuelle og kunstneriske virksomhed. Brandes fik f.eks. aldrig det professoratet, som han på mange måder var selvskreven til, og virkede hele sit liv som «fri» skribent. De intellektuelle og kunstnerne frigør sig fra velgørernes, mæcenatets lænker, men binder sig samtidig til et litterært og kunstnerisk marked.

På denne tid får det kulturelle marked et betydeligt omfang i Skandinavien - med centrum i København. De norske gennembrudsforfattere udkommer f.eks. i stor udstrækning på det danske forlag, Gyldendal. De nye forhold som skribenterne stod overfor, er skildret i flere romaner fra perioden, f.eks. i August Strindbergs «Röda Rummet» (1879) og Herman Bangs «Stuk» (1887).

Gennembrudsgenerationen tager det første skridt bort fra den traditionelle borgerlige offentlighed og ind i en isoleret og kritisk kunstnerisk institution. Indenfor denne kan drømmen om den absolutte frihed opretholdes, men så snart den kommer i kontakt med virkeligheden, har drømmen en tendens til at træde frem som blotte idealer uden materiel forankring.

I det øjeblik liberalismen bliver statsbærende - i Norge i 1884 - går den kæmpende radikale liberalisme fra 1870- og begyndelsen af 1880'erne over til at blive stadig mere elitepræget. Holdningen kommer nok klarest til udtryk i det essay, Brandes udgav i 1889 under titlen «Aristokratisk radikalisme», og som baserer sig på Nietzsches filosofi.

I overgangen mellem 1880- og 90'erne kommer der en slags skuffelse til udtryk over, at de liberale ideer ikke lader sig realisere. Det ændrer i og for sig ikke troen på ideerne, men ændrer snarere retningen mod psykologiske problemer. Frihedslængslen knyttes i stærkere grad til realiseringen af personligheden end til kamp mod sociale autoriteter og normer.

Vigtige temaer i gennembrudslitteraturen

Et centralt træk ved gennembrudslitteraturen var, at den bragte forskellige livsområder sammen. Kritikken af det nye kapitalistiske samfund, hvor pengene kommer til at dominere de mellemmenneskelige relationer, knyttes f.eks. til spørgsmål som har med moralsk integritet, magtforhold og degeneration at gøre.

I flere af værkerne fra denne periode er angrebet på det nye kapitalistiske samfund helt tydeligt. Økonomi og moral knyttes sammen i romaner af f.eks. Alexander Kielland og Jonas Lie. Et værk som «John Gabriel Borkman» af Henrik Ibsen viser bl.a., hvorledes pengene kommer til at være ødelæggende for kærligheden. I flere værker som tager de økonomiske forhold op, er det et centralt træk, at kærligheden ofres for pengene, og at kvinden må sælge sig. I romanen «Penge» af Victoria Benedictson er dette f.eks. tilfældet.

Det antiautoritære træk kommer også klart til udtryk i opfattelsen af de pædagogiske spørgsmål. Angrebene bliver særligt sat ind mod den døde kundskabstilegnelse i de gamle gymnasier. Latinskolerne bliver gjort til en slags billede på den reaktionære holdning til viden, uddannelse og ungdommens rettigheder. Istedet for terpning af latinske gloser og brutal autoritetsudøvelse bliver der krævet større vægt på realfag, praktiske færdigheder og en human pædagogik. Angrebet på den gamle skole kan eksemplificeres med Kiellands «Gift», som også er en roman der behandler moral og økonomi.

Centralt i «det moderne gennembrud» og i Brandes' virke står kampen for ligestilling mellem kønnene og i denne sammenhæng for et mere åbent syn på seksualitet. Allerede i 1869 udgav Brandes sin oversættelse af John Stuart Mills bog «Kvindernes undertrykkelse» og forsynede den med en indledning. Kvindernes rettigheder var også motivet i en række litterære værker som udkom i denne periode. Blandt de mest kendte er Henrik Ibsens «Et dukkehjem», Amalie Skrams ægteskabsromaner og Jonas Lies to «familieromaner» - «Familien på Gilje» og «Kommandørens døtre». Både om dette spørgsmål og om det nært forbundne tema - den fri seksualitet - herskede der stor uenighed i samtiden, og selv ikke blandt de radikale forfattere var holdningen til problemerne entydig.

Sædelighedsfejden

Debatten som er blevet kaldt «sædelighedsfejden» drejede sig om den eksisterende dobbeltmoral på det seksuelle områd, forbindelser indenfor og udenfor ægteskabet, prostitutionen og lige krav og rettigheder for mænd og kvinder. I sædelighedsfejden kan man uddrage tre hovedpositioner, der stod forholdsvis stejlt overfor hinanden.

På den konservative fløj stod tilhængerne af den herskende moral. De mente, at mand og kvinde var skabt forskellige, og at de havde forskellige krav til seksuallivet. Selv om det principielt nok var sådan, at begge parter skulle indskrænke deres drifter til ægteskabet, var brud på Bibelens sjette bud en utilgivelig synd for kvinden, mens det for manden var en uheldig men accepteret forseelse. For manden var ikke som kvinden i stand til at tøjle sine drifter. Borgerskabets kvinder skulle være det dydige symbol for moralen og holdes uvidende om kroppens funktioner. Manden kunne få afløb for sine «utøjlelige drifter» gennem prostitutionen.

Denne dobbeltmoral indebar et forsvar for ægteskabet, der var indstiftet af gud, og for prostitutionen der var reguleret af samfundet. Overhovedet det at tale om denne moral, blev betragtet som et tegn på usædelighed af de konservative. Sådanne forhold skulle forties. Det var skadeligt for moralen og samfundet at trække dem frem.

I en mellemposition stod de, der krævede samme kyskhedskrav for mænd og kvinder, og som krævede at alt seksualliv skulle være forbeholdt ægteskabet. Kønslig afholdenhed før ægteskab og streng monogami indenfor blev af denne fløjs vigtigste talsmand, Bjørnstjerne Bjørnson, også koblet til angreb på prostitutionen og til forsvar for indførelsen af forplantningslære for unge mennesker af begge køn. I skuespillet «En handske» (1883) fører Bjørnson disse synspunkter frem.

Den radikale fløj i debatten var tilhængere af tolerance i opfattelsen af seksualiteten, og så med skepsis på ægteskabet som den institutionen, der skulle regulere de kønslige forbindelser. De mente, at ægteskabet undertrykte den menneskelige frihed, og specielt kvindernes rettigheder. De vendte sig mod den opfattelse, der herskede på begge de andre fløje, at kønslivet i sig selv var syndigt, og mange af dem knyttede forbindelser mellem seksualmoralen og den sociale ulighed. Prostitutionen blev f.eks. opfattet som et udtryk for det kapitalistiske samfunds opbygning. Denne opfattelse kommer blandt andet til udtryk i Christian Krohgs roman «Albertine» (1886).

Deres ideal var, at erotiske forbindelser kun skulle angå de enkelte mennesker. Kun når det gjaldt om at straffe forbrydelser eller forsvare børnenes rettigheder, skulle det offentlige kunne gribe ind. Kravene om askese og seksualtugt gjorde det mulig for dobbeltmoralen og prostitutionen at trives. Den frie kærlighed mellem frie individer var det eneste, der kunne skabe rene forhold på kønsmoralens område. Blandt dem der forsvarede denne holdning var Brandes, Arne Garborg og Hans Jæger.

De centrale spørgsmål i «sædelighedsfejden» er nært knyttet til de problemer man finder i Brandes' litteraturkritik. For det første drejer det sig om den uindskrænkede individuelle frihed, for det andet opfattes den radikale position som knyttet til et videnskabeligt syn på kønsdriften og for det tredje viser striden, at den radikale position havde sine begrænsninger, i og med at den ofte var abstrakt. Den tog ikke hensyn til, at den seksualopfattelse der var radikal, også kom til at styrke mandens position. Ikke fordi dette var hensigten, men fordi mandens rettigheder allerede var sikret. Brandesfløjens holdning blev derfor udsat for kritik fra den tidlige kvindebevægelse. Kritikken gik bl.a. ud på, at de radikale var idealistiske, og at de havde et kvindesyn, hvor kvinden i praksis ville komme til at blive behandlet som seksualobjekt.

Kulturradikalismen

Begrænsningerne i de kulturradikale positioner ligger i den manglende mulighed og evne til at knytte sig til nogen politisk kraft udenfor de intellektuelle grupperinger - de forblev indenfor de borgerlige og intellektuelle offentlighedssammenhænge. Dette kommer bl.a. til udtryk i debatten om kvindefrigørelse, som i første række var knyttet til spørgsmålet om den enkelte kvindes frigørelse som individ og til den borgerlige kvindes mulighed for at realisere sig selv og skaffe sig en selvstændig økonomisk position i de nye kvindeerhverv, som den økonomiske udvikling på denne tid skabte grundlag for. Angrebene på prostitutionen var mere en kamp mod de borgerlige mænds og samfundets dobbeltmoral, end de var en kamp for de underprivilegeredes og arbejderkvindernes sag.

De samme begrænsninger kommer til udtryk i forholdet til den gryende arbejderbevægelse. Denne blev mere opfattet som en udvidelse af den demokratiske kamp mod embedsstaten end som et aspekt ved klassekampen. Den havde på mange måder præg af at være knyttet til ren oplysningsvirksomhed og velgørenhedsarbejde.

Ikke desto mindre blev gennembrudsradikalernes standpunkter af både de herskende grupper og af den gryende arbejderklasse opfattet som standpunkter, der truede det eksisterende samfund. Beslaglæggelsen af «Albertine» førte til store demonstrationer fra arbejderbevægelsens side, og Brandes blev hyldet i artikler i socialdemokratiske publikationer over hele Norden. Nogle af forfatterne havde i perioder også nær tilknytning til arbejderbevægelsens organisationer, og modsætningerne mellem klasserne træder ind som et centralt motiv i den skandinaviske litteratur. For eksempel i Kristian Elsters «Farlige folk» (1881), Bjørnstjerne Bjørnsons «Over Ævne II» (1895) og Per Sivles «Streik» (1891).

Den oprindelige «brandesianske» holdning indebærer en abstrakt kamp for frihed på alle områder, den er antiklerikal og er rettet mod enhver form for indgreb i den individuelle frihed på det kulturelle, det seksuelle og det religiøse område. Begrænsningerne i denne position er, at frigørelsesholdningen ikke knyttes sammen med en analyse af de samfundsmæssige modsætninger udenfor de snævert kulturelle sammenhænge.

De erfaringer som de intellektuelle mellemlag hentede i de sidste årtier af det 19. århundrede, har mange paralleller til de erfaringer som de radikale intellektuelle mellemlag har høstet i anden halvdel af det 20. århundrede. Den litteratur som udspringer af «det moderne gennembruds» tiår har ligeledes stor betydning, også som nøgle til at forstå vore dages samfund. Det er ikke fordi, den er stor litteratur i sig selv, men fordi den tager problemer op og bearbejder dem, og fordi den udspringer af den tid, da de skandinaviske samfund bliver moderne, i den forstand at kapitalismen for alvor sætter sig gennem. De radikale mellemlag ved slutningen af det 20. århundrede svinger mellem Brandes og Marx.

H.R.