Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Brigate Rosse (1970-89), italiensk byguerillagruppe. Udsprunget af den militante arbejderbevægelse i slutningen af 1960'erne. I 80'erne splittet op i en række mindre fraktioner, der en for en blev nedkæmpet af den italienske stat.

Baggrunden

For omkring 30 år siden trådte en ny form for revolutionær kamp ind på de imperialistiske metropolers scene: Byguerillakampen. Det var opbruddets tid. Efterkrigstidens politiske nyordning efter fascismens militære nederlag udviklede en borgerlig demokratimodel, som indadtil var tæt forbundet med autoritære, hierarkiske samfundsstrukturer og udadtil agerede imperialistisk aggressivt overfor råstof- og mineralrige, ikke-industrialiserede lande.

I 1960'erne voksede en ung generation frem, som først kulturelt og derefter politisk udviklede en opposition til disse samfundsmæssige forhold. I revoltens bevægelse opstod det konkrete håb om en generel frigørelse fra de autoritære, undertrykkende, mandsdominerede og imperialistiske samfundsdoktriner. I de fleste imperialistiske lande, hvor det ikke var muligt at kanalisere oprøret ind i reformistiske baner, mødte denne revolte en massiv statslig repression og hets fra mediernes side. Dermed stødte ungdomsoprøret på sine egne midlers begrænsning.

På baggrund af denne udvikling var det kun logisk, at mange aktivister fra den udenoms-parlamentariske opposition i slutningen af 60'erne seriøst diskuterede den væbnede kamps strategi som en politisk mulig modstandsform i selve de imperialistiske metropoler. Inspireret af såvel byguerillabevægelsen i Latinamerika som af de anti-imperialistiske kamperfaringer i Algeriet og i Indokina og specielt Vietnam. På den internationale Vietnamkongres i Vestberlin 1968 var militante og væbnede aktioner mod NATOs struktur således et centralt diskussionstema. Guerillaen var i denne periode ensbetydende med konsekvens og radikalitet.

Oprørets symbolfigurer var Ho-Chi-Minh, Che Guevara, Fidel Castro, Angela Davis, Huey Newton, Frantz Fanon og feminister som Simone de Beauvoir, Germaine Greer, Rossana Rossanda etc.. Filosoffer som Sartre, Herbert Marcuse og Ernst Bloch talte om revolutionær militans og så deri midlet, hvormed de undertrykte kunne befri sig og blive til autentiske mennesker.

Det globale væbnede oprør

Den væbnede kamps strategi sejrede i starten af 60'erne en del steder i vidt forskellige dele af verden og opnåede vigtige og synlige sociale landvindinger. Cuba blev befriet, flertallet af Algeriets befolkning tvang den franske kolonialisme ud, Vietnams befrielseshær kæmpede ukueligt mod verdens stærkeste imperialistiske magt - USA. I lande som Angola, Rhodesia (i dag: Zimbabwe) blev der ført guerillakamp. I Sydafrika, Argentina, Bolivia, Uruguay, Brasilien, etc. udvikledes der byguerilla-virksomhed. Den væbnede kamps strategi var således vidt udbredt og prægede en del steder modstanden mod de herskende samfundsforhold. I imperialismens periferi var det fortrinsvis bjergene, som var guerillaens kampterræn. I selve metropolerne var det byernes anonyme strukturer og det politiske netværk.

Væbnet kamp i Italien

I Genua opstod i oktober 1969 den første væbnede byguerillagruppe «22. Oktober», som direkte politisk reaktion på de samfundsmæssige brydninger i 1968/69. Gruppens mål var at «udløse en revolutionær partisankrig». Denne gruppe bestod af såvel gamle partisaner fra Italiens store anti-fascistiske modstandsbevægelse «La Resistenza» og skuffede aktivister fra kommunistpartiets - PCI's - ungdomsorganisation.

Kort tid efter det fascistiske bombeattentat i en bank i Milanos centrum og rygterne om et forestående militærkup fra pro-fascistiske grupper i hæren, dannede ejeren af et stort italiensk forlag, Giancomo Feltrinelli, bypartisangruppen GAP (Partisanernes Aktions Gruppe). Også GAP søgte at knytte an til La Resistenzas modstandstradition og stod politisk for en såkaldt foco-guerillakoncept. (En strategi, som går ud på via væbnede angreb at gøre magthaverne usikre og skabe grobund for en generel folkeopstand. Che Guevara var denne strategis mest kendte protagonist). «22. Oktober-gruppen» blev på et tidspunkt GAP's væbnede gren i Genua. Den største del af gruppens aktivister blev efter en del bankrøverier og sabotageaktioner mod statslige institutioner anholdt og dømt til flere års fængsel.

Militante fabriksaktioner

I november 1970 opstår de strukturer, der senere dannede Brigate Rosse - BR. (De Røde Brigader). Aktivisterne kommer først og fremmest fra gruppen Collettivo Politico Metropolitano - CPM (Storbyernes Politiske Kollektiv) og fra basisenhedskomitéerne -CUB, der er stærk forankret i en hel del fabrikker i og omkring Milano. Deres højborg er automobilkoncernen Pirelli. De første år bliver aktivisterne kendt for at gribe direkte ind i strejkekampene ved at brænde afdelingsledernes og direktørenes biler af og ved at afstraffe dem personligt ved at placere dem i affaldscontainere, give dem prygl, binde dem fast ved fabriksporten etc.

I denne konstitueringsfase agerer aktivisterne relativt åbent og opnår en stor sympati blandt deres arbejdskollegaer på trods af hets fra kommunistpartiet PCI, som ser deres hidtidige politisk faglige hegemoni i de disse nøgleindustrier truet.

Basisarbejde i boligkvartererne

Omtrent på samme tidspunkt støder en række dogmatiske ml-grupper, der er opstået udfra den italienske studenterbevægelse i årene 1967/68 på deres egne organisatoriske grænser. De er således ikke i stand til at kunne rumme de eksisterende konflikters kompleksitet, og de mister enhver indflydelse på fabrikkerne. Dette sker efterhånden for stort set alle de revolutionære venstrefløjsorganisationer i produktionssektoren, omend udfra andre årsager (f.eks. massefyringer af faglige aktivister). I tiden derefter koncentrerer venstrefløjen derfor sit politiske arbejde i industribyernes boligkvarterer. Kun de illegalt arbejdende grupperinger formår at bibeholde en aktionsduelighed på fabrikkerne.

Opbygning af en væbnet, bred modmagt fra neden

I løbet af 1970/71 lykkes det for De Røde Brigader at opnå en solid forankring såvel i bykvarterene som på fabrikkerne. Et karakteristisk eksempel herpå er begivenhederne omkring den 25. april - partisanernes modstandsdag: I 1971 og 1972 hejser befolkningen i to arbejderkvarterer i Milano på denne dag flere hundrede Brigate Rosse-faner, som de selv har syet. I fabrikkerne er BR især forankret i virksomheder som f.eks. Siemens, Marelli, Breda, Pirelli, Falck, etc. Organisationen vokser og deres perspektiv er opbygningen af en væbnet bred modmagt fra neden.

Den første bortførelse

Aktionerne optrappes og deres karakter forandres: I marts 1972 finder den første bortførelse sted. En ledende ingeniør fra Siemens-koncernen bliver fotograferet med et BR-papskilt, afhørt og igen løsladt. BR-aktivisterne offentliggører afhøringen, som bl.a. afslørede nogle luskede og hidtil hemmeligholdte rationaliseringsplaner for nogle af koncernens afdelinger.

Aktionen får stor opbakning fra arbejderne og de revolutionære, udenomsparlamentariske grupper. I BR's første periode adskiller organisationen sig politisk fra de andre revolutionære venstrefløjsgrupper, idet BR på dette tidspunkt opfattede sig selv som en slags arvtager til Italiens kommunistparti - PCI. BR opfattede det daværende kommunistparti som en stor progressiv bevægelse under en politisk reformistisk, systemkonform ledelse.

PCI's ledelse fordømmer i partiavisen «L'unita» BR’s aktioner og betegner dem som «provokerende optræden i rendyrket fascistisk stil». Fra kommunistpartiets ledelse lyder det: «Når disse aktiviteter sker, må arbejderne som de første tage initiativ til at rydde dem af vejen på en måde, som svarer til aktionernes karakter!» Men arbejderne forråder nu ikke brigadisterne. PCI-ledelsen udbreder i den kommende tid en masse løgne og absurde opspind om de Røde Brigader, som de anser som en farlig konkurrent på venstrefløjen.

Autonome arbejderkomiteer

I slutningen af marts 1973 organiserer tusinder af arbejdere helt autonomt besættelsen af de store Fiat-Mirafiori-værker i Torino, efter det blev kendt, at fagforeningerne havde accepteret et kompromis, som lå meget langt fra deres egne opstillede krav til arbejdsgiverne. Den drivende kraft i besættelserne er de norditalienske arbejdere, som er fortrolige med de udenomsparlamentariske kampformer, og som åbent afviser profitbestemt lønarbejde. Staten lader militæret gå i position, men tøver dog med at angribe de besatte og barrikaderede fabriksområder, der er udsmykket med røde faner. Til sidst giver arbejdsgiverne efter og opfylder betingelsesløst arbejdernes krav.

Samtidigt bliver fabrikskampenes begrænsninger dog synlige: Via fabrikskampe kan det ikke lade sig gøre at forandre mere end i bedste fald nogle af arbejdets rammebetingelser. Året 1973 bringer det definitive brud mellem PCI og størstedelen af de aktivt kæmpende arbejdere: Erfaringerne fra Mirafiori har spredt idéen en autonom basisstruktur, baseret på åbne arbejderforsamlinger som beslutningsfora. Dette står i absolut opposition til PCI's hierarkiske organisation, og brudfladerne mellem PCI og modstandskomitéerne fra neden breder sig hurtigt over hele Italien.

Kommunistpartiets reformistiske strategi

På samme tid drager PCI den diametralt modsatte politiske konklusion: På baggrund af militærkuppet i Chile i september 1973 konkluderer PCI's ledelse, at den direkte kamp er umulig, og kommunistpartiet propaganderer fra nu af et «historisk kompromis», dvs. en regeringskoalition med det regerende kristelige-demokratiske parti (En konservativ samlingskoalition med forskellige indbyrdes konkurrerende politiske centre, der kun holdt sammen af magtpolitiske grunde. Partiet blev efter afsløringer af ledelsens systematiske korruption og omfattende kriminalitet i 90'erne totalt fragmenteret.)

Den økonomiske krise og den revolutionære venstrefløj

Fra 1973 forandrer situationen sig radikalt. Den begyndende krise med inflation, arbejdsløshed og udstødning af socialt svagt stillede grupper fører til, at nye modstandsmiljøer vokser frem og der sker væsentlige omgrupperinger på den revolutionære venstrefløj.

Erfaringerne med autonome kampstrukturer fører til en krise i de større venstrefløjsbevægelser til venstre for PCI. Den venstremarxistiske, operaistiske organisation «Potere Operaio» (Arbejdermagt)og den spontanistiske bevægelse «Lotta Continua» (Kampen Fortsætter) opløser sig. Nogle af deres medlemmer danner et organisationsnetværk i de spirende autonome aktivistmiljøer i Italiens storbyer: Autonomia Operaia (Den organiserede «Arbejderautonomi»), mens andre i 1974 danner den væbnede autonome byguerilla Prima Linea. («Den fremmeste linie»). Prima Linea udgør et landsdækkende netværk af byguerillaceller, som oprindeligt udspringer fra Lotta Continuas ordensvagtgruppe og mange autonome aktivister tilslutter sig. Prima Linea koncentrerer sig først og fremmest på væbnede aktioner mod statens repressionsapparat. I slutningen af 70'erne bliver bevægelsen knust i en blodig konfrontation med statsapparatet.

De mere traditionelle, leninistiske organisationer som Avantguardia Operaia, og den venstresocialistiske udbrydergruppe fra PCI - PDUP - orienterer sig derimod parlamentarisk institutionelt som «valgalternativ» til PCI og opgiver ethvert perspektiv om en revolutionær forandringsproces fra neden. Som følge heraf spillede de heller ingen rolle i den store revolte i årene 1977 og frem til 1980.

«Angrib statens hjerte!»

De Røde Brigader formulerer deres ny strategi-program: «Angrib statens hjerte». Titusinder af unge - studenter, arbejdere og arbejdsløse - danner autonome kollektiver, komitéer og autonome forsamlinger. De besætter huse og danner sociale mødesteder i kvarterene - de såkaldte «centri sociali». Fra 1975 opstår en stærk kvindebevægelse med feministiske kampperspektiver. Der udvikler sig et mangfoldigt kulturspektrum med radikale politiske, sociale og kreative udtryksformer som aktionsteater, dans, frie piratradioer, utallige tidsskrifter, festivals og musikgrupper mm.

PCI's valgsejre og politiske højredrejning

Befolkningens store behov for forandring giver ved valget i 1975/76 PCI det bedste valgresultat nogensinde. I stedet for at følge dette behov op med konkret handling, formulerer partiet i bedste socialdemokratiske tradition parolen om, at «arbejderklassen skal blive til statsmagten» og propaganderer sammen med CGIL (PCI-orienteret største fagforbund i Italien) den såkaldte to fase-politik:

I den første etape skal arbejderne være med til at bringe nogle ofre for at kompensere for de tidligere produktionstab pga. de mange strejker og dermed bidrage til produktionsstigningen. I den anden etape skal der indledes nogle mere retfærdige fordelinger af rigdommen og af magten. Konkret forsøger PCI at profilere sig som disciplinerende instans overfor oppositionelle bevægelser i samfundet og præsentere sig som en seriøs statsbærende kraft.

Revolten og statens repression

I året 1977 kulminerer revolten blandt ungdommen på universiteterne og i storbyerne. Mere end 100.000 aktivister, som i et væld af autonome strukturer revolterer mod deres sociale og politiske umyndiggørelse og for selvbestemte livsformer og generelle samfundsforandringer, bliver konfronteret med en massiv kriminalisering og repression fra statsmagtens side. Mange steder er PCI-politikere direkte ansvarlige for den til dels blodige nedkæmpelse af de unges revolte. (Se i øvrigt Den autonome bevægelses historie i Vesteuropa).

«Guerilla diffusa»

Repressionen fører til at illegale, væbnede kampformer i stort omfang tages i brug, mens legale masseinitiativer næsten er umuliggjort. Politiet går så langt, at de ved nogle demonstrationer begynder at skyde med maskinpistoler i knæhøjde mod demonstranterne, hvorved mange bliver såret. (Det skete bl.a. den 21. april 1977 i Rom). Nogle autonome grupper håber på at kunne forhindre bevægelsens opsplitning ved at tilspidse den militære konfrontation med systemet.

Regeringen vedtog i samarbejde med PCI en hel del repressive paragraffer, som erklærede undtagelsestilstanden for en ganske normal situation. Bevægelsens svar var - på trods af utallige splittelser - en uforbeholden solidaritet med den væbnede, subversive modstand. Alene i 1977 gennemførtes omkring 2.000 væbnede aktioner. Også i årene 1978 og 1979 gennemførtes i stigende omfang væbnede aktioner.

Det skønnes, at der i de disse år fandtes omkring 200 væbnede lokalt eller regionalt agerende grupper i hele Italien, samt tre store byguerillaorganisationer: Brigate Rosse, Prima Linea og NAP (Nuclei armati prolertarii / Proletariatets væbnede kærne, som opstod udfra de store fængselsrevolter). Ældre organisationer som De Røde Brigader får stor tilslutning fra tidligere aktivister i den autonome bevægelse.

BR's bortførelse af Aldo Moro

I marts 1978 bortfører De Røde Brigader de kristlige-demokraters formand Aldo Moro, for at slå en kile ind i den truende store koalition (jvf. PCI's strategi om et «historisk kompromis) mellem den parlamentariske højre - og venstrefløj. Statsapparatet afviser nu for første gang de væbnede revolutionæres krav, og bortførelsen ender efter 55 dage med Aldo Moros død. Derefter følger den ene kriminaliseringsbølge efter den anden. Omkring 20.000 revolutionære aktivister bliver fængslet i årene 1979-1982. I 40.000 processer dømmes de til mere eller mindre langvarige fængselsstraffe. Tusinder af revolutionære flygter i disse år fra Italien i eksil, til andre europæiske lande eller til f.eks. Nicaragua og El Salvador.

De Røde Brigader er den modstandsgruppe, som holder længst ud mod repressionen. Indtil begyndelsen af 80'erne gennemføres et væld af aktioner mod statens repræsentanter i militæret, justits, og politivæsenet, mod korrupte politikere og industriledere. Samtidigt påbegyndes en omfattende diskussion om organisationens fremtidige politiske/militære perspektiver og funktion.

Opløsningsproces og afslutning af den væbnede kamp

Ved hjælp af et lovkompleks, der garanterer fanger fra væbnede grupper strafnedsættelse og/eller deres frihed, hvis de samarbejder med politiet, lykkes det for politiet gennem de følgende år at knuse organisationens hidtil sikre illegale strukturer. Mange aktivister blev anholdt og organisationens flertal beslutter i 1982 deres «strategiske tilbagetog». Flere fraktioner i BR er ikke indforstået med denne flertalsbeslutning og fortsætter i mindre grupper og med reduceret politisk aktionsradius guerillakampen nogle år frem. I slutningen af 80'erne afsluttedes Brigate Rosses kamp. På dette tidspunkt befinder der sig flere tusinde aktivister fra de væbnede grupper i de italienske fængsler. I dag - 18 år senere - er de fleste aktivister fra BR løsladt. Omkring 100 kvinder og mænd fra byguerillagrupperne befinder sig dog stadigvæk i fængslerne.

Brigate Rosse fraktioner efter 1981

BR - Partito della Guerriglia (BR-guerilla parti) Spaltede sig ud af BR i 1981. Organisationen forsøgte at transformere sig fra en væbnet organisation til et væbnet parti. De mente, at situationen var den, at Italien stod umiddelbart foran en langvarig borgerkrig, og at de revolutionære kræfter måtte tilpasse sig dette konfrontationsniveau. Efter mange anholdelser blev BR-PG opløst i slutningen af 1982.

BR - Partito Communista Combattente (BR - Kæmpende Kommunistparti) Efter bortførelsen af arbejdslederen Guiseppe Taliercio, den 5. juli 1981, gennemført af BR's venetianske afdeling (den såkaldte «kolonne»), fandt der i oktober samme år en forsamling sted blandt BRs strategiske ledelse, hvor man besluttede en navneforandring til: «BR-for opbygning af det kæmpende kommunistiske parti». Bl.a. bortførte en BR-PCC-gruppe US-generalen James Lee Dozier. BR-PCC var tilknyttet den vesteuropæiske, anti-imperialistiske guerillafront, der i sin tid blev startet af byguerillagruppen RAF i Vesttyskland. I maj 1982 erklærede BR-PCC et «strategisk tilbagetog» og i 1988 opløstes denne BR-fraktion.

BR- Unione Communisti Combattenti (BR- Forbund af kæmpende kommunister) BR-UCC blev dannet i 1985 af den anden politiske hovedstrømning i De Røde Brigader, som kritiserede organisationen for at mangle en politisk og organisatorisk sammenhængende koncept og struktur. BR-UCC vurderede den aktuelle situation udfra en såkaldt marxisme-leninisme position. BR-UCC's sidste aktion var nedskydningen af den daværende ministerpræsident Bettino Craxis økonomiske chefrådgiver Antonio Da Empoli og noget senere bortførelsen af Nato-generalen Licio Giorgeri. Efter en del anholdelser - deriblandt af landskendte fagforeningsfolk - opløstes organisationen i slutningen af 80'erne.

BR- kolonne Walter Alasia. Gruppen var i begyndelsen af 80'erne aktiv som en ren fabriksguerilla i Milano. Mere end 500 arbejdere var i 1980-81 organiseret i BR-Walter Alasia. Politisk forsvandt denne væbnede formation i takt med de store omstruktureringer i produktionen. De resterende blev anholdt af politiet. Ofte som resultat af PCI-fagforeningsfunktionærenes stikkervirksomhed til politiet.

De revolutionære fanger. I perioden fra 1971-99 befandt der sig omkring 5.000 fanger fra de væbnede grupper i Italiens fængsler. I dag findes der stadigvæk omkring 100 fanger fra byguerillakampen. Fortrinsvis fra De Røde Brigader.

A.L. / I.H. / J.Hø.