Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Risikosamfundet er et begreb der blev lanceret af den tyske sociolog Ulrich Beck i en bog med denne titel i 1986. En bog der i de næste år blev den mest solgte samfundsvidenskabelige bog i Tyskland. Dog varede det godt 10 år inden denne bog blev oversat til dansk, hvorfor den danske diskussion af risikosamfundet først tog fart fra 1997.

Baggrunden for bogen og Becks analyse var i udgangspunktet en række store miljøkatastrofer - bl.a. Harrisburgulykken (atomkraft) i USA og skovdøden i Tyskland - og i videre forstand en stigende mængde af problematiske sider ved velfærdssamfundet, som gjorde indhug i den samfundsmæssige velstandsstigning, som var sket i 1970'erne. Chernobylkatastrofen i 1986 fulgte som en uhyggelig illustration af temaets aktualitet.

Det er dels miljøproblemerne (skovdød, vandforurening, atomkraftulykker, klimaforstyrrelser), men også en social individualisering, som gør trygheden i forhold til arbejdsmarkedet problematisk for en stor gruppe mennesker (marginalisering).

Risikosamfundet blev fra starten et begreb, der samlede en kritisk samtidsdiagnose af de moderne kapitalistiske velfærdssamfunds aktuelle problemer.

Risiko som analytisk kategori i samfundsplanlægning er i og for sig ikke noget nyt. I ekspertkredse og også i politiske beslutningsprocesser har man historisk langt tilbage og systematisk i forbindelse med beslutningstagning omkring store teknologisk baserede beslutninger haft risikoanalyser og kalkuler på bordet. Brugen af sandsynlighedsberegning af fejlmuligheder og dermed også risikokalkuler er en uomgængelig del af det moderne ingeniørvæsen.

Men det er ikke disse former for objektive kalkuler for risici, dvs. kalkuler, hvor man ud fra givne forudsætninger kan beregne sandsynligheden for at der indtræffer det uventede, uheldet, der er Becks ærinde.

Teknologi og videnskab producerer usikkerhed

Risici i risikosamfundets forstand er noget helt andet. Det er uventede eller uforudsete følger af produktionens anvendelse af teknologi og videnskab. Man kan også sige, at der her er tale om socialt konstruerede risici, idet det er diskussionen i den politiske offentlighed og folk imellem, der formulerer disse forhold som en oplevelse af risici, af uformåenhed mod de uventede følger af den produktionsudvikling, som ligger bag velfærdssamfundet. Beck bruger i denne sammenhæng et meget malende begreb, «produceret usikkerhed», for den situation, hvor anvendelsen af teknologier bliver en mulig trussel i sig selv (atomkraft, genteknologi).

Den industrielle kapitalisme har nået et niveau, hvor den teknologiske naturbeherskelse, dvs. udviklingen af både «små» (bioteknologi, genteknologi) og «store» (atomkraftværker, kæmpedæmninger, broer) teknologier påvirker og indgriber i naturlige processer på måder, som selv de højtspecialiserede eksperter ikke kan forudse og håndtere. Der opstår en karakteristisk risikopluralisme, idet eksperter har forskellige opfattelser og beregninger og således ikke længere samfundsmæssigt set kan levere en entydig rådgivning til det politiske system.

For at undgå misforståelser skal det fremhæves, at risikosamfundet ikke modstilles et idylbillede af den tidlige kapitalisme - dennes industrielle forurening, hensynsløshed overfor arbejderne og forfalskninger af fødevarer er kendte forhold. Men små 100 års systematisk anvendelse af videnskab og teknologi til udviklingen af den kapitalistiske produktion har ændret forholdet til naturen og offentligt rejst spørgsmål ved den ubrudte fremskridtsoptimisme, som har været forbundet med anvendelsen af videnskab og teknologi i produktionen.

Fremskridtsoptimismens teknologiudvikling har så at sige «produceret» den truende ødelæggelse, som tager form af risikodiskurser. Risici er blevet en slags «virtuel realitet». Den eksisterer i forestillinger og diskussioner, men eksisterer ikke i en håndgribelig form.

Individualisering

Når vi kan tale om et stigende alment vidensniveau i risikosamfundet som baggrund for nedbrydelsen af videnskabens historiske autoritet, så er dette en del af den individualiseringsproces, som er risikosamfundets anden side. Denne anden side er med Beck’s ord «det egentlige moderne», hvor der er tale om en stigende individualisering. Der er tale om en udvikling på den historiske baggrund, som de moderne velfærdssamfund har skabt i form at have sikret de mest basale dele af levevilkårene samt indført sikringer mod sociale risici som arbejdsløshed og alderdom.

Den stigende individualisering sker på baggrund af en række forandringer i samfundets sociale struktur - sociale klasser, familieformer, erhvervsvalg, traditioner, normer får mindre og mindre betydning for den enkeltes organisering af sit liv. Der er i en vis forstand tale om en omfattende frihed til at planlægge og vælge selv, men det er samtidig forbundet med en oplevelse af, at en stigende grad af risici trænger ind i hverdagslivet hos den enkelte. Der er mange muligheder for at vælge, men i modsætning til tidligere tider kan udfaldet af de enkelte valg ikke forudses i større omfang (kernefamilien er ikke længere en fast og forudsigelig livsform, karrieren er ikke længere sikret ved en fast ansættelse i det offentlige!).

Det politiske i risikosamfundet

Risikosamfundsdiskussionen rejser spørgsmål ved forestillingerne om statens afgørende rolle og især dens muligheder. Risikosamfundet har udviklet sig i en situation, hvor de nationale grænser nedbrydes af den globaliserede økonomi, som meget håndfast demonstrerer nationalstatens begrænsninger mht. politisk regulering af produktionsforhold. Når den internationale finansverden på få sekunder kan flytte milliardbeløb jorden rundt og dermed flytte virksomheder og jobs, er de statslige reguleringsmuligheder meget begrænsede.

Når statens handlemuligheder i stigende omfang begrænses af den globale økonomi, så får det eksisterende politiske system og dets grundlag i de vestlige demokratier - de traditionelle politiske partier - langsomt mindre og mindre betydning, og fremstår derfor også i den politiske offentlighed som mere og mere betydningsløse i forhold til, hvad der sker af afgørende beslutninger i andre fora.

Som alternativ politisk handlingsmulighed lancerer Beck begrebet «subpolitik». Politiske handlinger der sker gennem ikke-formaliserede sammenhænge, hvor sociale bevægelser - især miljøbevægelser - spiller en vigtig rolle. Hans favoriteksempel er Brent Spar aktionen, hvor Greenpeace via sine aktioner udløste en politisk kædereaktion med bl.a. forbrugerboykot, som endte med at få Shell til at omgøre sin beslutning om dumpning af boreplatformen i Nordsøen.

Arbejdsmarkedet

For Beck handler det om en fremtid, hvor forestillingen om velfærdssamfundets fulde beskæftigelse er absurd. Men samtidig har den fulde beskæftigelse været grundlaget for de relativt stabile politiske forhold i de vestlige velfærdsdemokratier.

I en globaliseret økonomi hvor kapitalen kan bevæge sig frit og uhæmmet, kan fuld beskæftigelse og et gennemorganiseret arbejdsmarked med høje lønninger og gode sociale ydelser ikke hænge sammen. Med begrebet «brasilianisering» prøver Beck at vise, hvorledes massearbejdsløsheden i de vestlige velfærdssamfund vil udvikle nye former for lønarbejde, uorganiseret, ureguleret. Den eneste udvej Beck ser er at insistere på, at det traditionelle lønarbejde skal nedbrydes. Dvs. lønarbejde skal som aktivitet der giver social anseelse og en indtægt udvides med en række aktiviteter, som i dag ikke kan henregnes til lønarbejde. Begrebet borgerarbejde indføres i en af hans nyeste bøger som betegnelse for en række sociale aktiviteter i samfundet, som i modsætning til tidligere vil give deres udøvere en indtægt og en oplevelse af at være en del af en samfundsmæssig aktivitet.

Håbet

Men er der ingen vej ud af denne deprimerende fremtid? Beck har ofte været kritiseret for at gentage den gamle frankfurterskoles (Adorno, Horkheimer) pessimisme og forestillinger om civilisationens forfald. Men Beck trækker spørgsmålet om den videnskabelige ekspertvidens funktion i risikosamfundet og ikke mindst de tydelige konflikter denne er kommet i ind som anledning til nye håb til refleksiviteten: den almindelige borgers forøgede erkendelse, viden og indsigt og dermed muligheder for kritisk stillingtagen. Dette ligger i hans begreb om subpolitik, hvor ikke mindst forbrugerreaktioner (boykots) er afgørende. Men det er her, Beck er uklar og upræcis og nok ret optimistisk i sine vurderinger af mulighed og styrke i «subpolitikken». Den organiserede arbejderbevægelse var for Beck en helt afgørende politisk faktor under den industrielle kapitalisme i det forløb, som endte med at blive velfærdsstaten. Men Beck glemmer, at denne bevægelses styrke ikke blot var, at de enkelte medlemmer havde valgt at stå sammen. Mere afgørende var, at de fælles erfaringer og det sammenhold, som samarbejdet i produktionen - i arbejdslivet om man vil - gav dem.

Forbrugerbevægelser, forbrugerboykots men også miljøorganisationer har ikke denne baggrund for et stærkt offentligt politisk sammenhold. De fungerer i politisk forstand på et helt andet og langt mere diffust grundlag, og taget i betragtning, at de er oppe mod kapitalistiske virksomheder - ofte multitinationale - i en globalt sammenvævet økonomi, hvor de statslige politiske handlemuligheder begrænses dag for dag, er Beck’s optimisme på subpolitikkens vegne vanskelig at fastholde, som eneste politisk perspektiverede åbning ud af risikosamfunet.

Niklas Luhmann har overtaget Becks begreb om risikosamfundet og givet det en systemteoretisk tolkning. Det er de samme evidenser, som hos Beck, der for Luhmann karakteriserer risikosamfundet, men i kraft af systemteoriens antisubjektivisme er perspektiveringen af risikosamfundet helt anderledes. Hos Luhmann er det risikokommunikation, som er løsningen på risikosamfundets kriser; dvs. at den stigende opmærksomhed på risikoviden danner udgangspunkt for feedback til de politiske systemer, som systematisk gør risikoreduktion til mål for «organisationens politik». Luhmann har således en mere systemaffirmativ tolkning af risikosamfundet, end den vi så hos Ulrich Beck.

F.H. / K.A.N.