Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Bespisning af 5000 børn på Schloss Schönbrun i Wien i 1919, der ved krigens slutning blev besat af socialistiske pædagoger. Der uddeles the og suppe. Der var ikke spor efter det pædagogiske centrum her (1919-1934) før «Die Kinderfreunde» i 1908 oprettede en børnehave på stedet, hvor postere nu beretter om det proletariske opdragelsescentrum, der sluttede med borgerkrigen, der gjorde en ende på «Den Røde Republik». Nazismens fortrop havde sejret. Archiv Kinderfreunde,Wien. Fra en kort filmstrimmel.

Opdragelse til klassebevidsthed. Det betyder bl.a. solidaritet uden forbehold og forståelse for kollektivets og kooperations helt særlige rolle i opdragelsen.

Stikord til en forståelse er: «Neue Menschen» (nye menneske), kooperation som kategorisk imperativ (koblingen mellem Kant og Marx; udviklet under austromarxismen), opgør med undertrykkelse og generobring og udvikling af den borgelige kultur i en proletarisk ramme.

Første bølge: Efter 1. verdenskrig

«Det nye menneske» (Neue Menschen) var titlen på en skriftserie af den østrigske austromarxist Max Adler (1873-1937). Titlen betegner princippet om håb for en nyaldrig mere krig og fremme af en proletarisk opdragelse, der hvilede på et klassebevidst synspunkt. Otto Felix Kanitz (1896-1940) var som Adler en central skikkelse i det pædagogiske- og sociale arbejde, der blev udviklet i «Det røde Wien» (1919-1934). Kanitz blev leder af det pædagogiske kraftcentrum her med børnekollektiver, pædagog seminarium (for 15 årige!), omfattende skriftserier om proletarisk opdragelse. Et par centrale sentenser fra hans arbejder: «Børn skal ikke blot vandre i naturen, de skal vandre i samfundet» og «kooperation som kategorisk imperativ» med slet skjult henvisning til Kant (se: austromarxisme). Kanitz stod også bag en omfattende kulturindsats for arbejderbørnene. Sociologen Otto Rühles (1874-1943) bidrog i dette arbejde især med en krads kritik af arbejderfamiliernes underdanighed og tilpasning til ofte elendige skole- og arbejdsforhold. Rühle var også kritisk i forhold til dele af familiestrukturen, særligt det patriarkalske overherredømme og den ofte ledsagende drukkultur.

Med en anden tilgang præsenterede Pavel Petrovitsch Blonskij (1884-1941) et frigørende, proletarisk syn på produktionsforholdene, herunder analyser af den moderne arbejdskultur og den nødvendige kooperation.

Uden forbindelse til «Det Røde Wien» udviklede Anton Semjonowitsch Makarenko (1888-1939) i den unge Sovjetstat «Gruppeopdragelse» og kollektiv livsform med sin eksemplariske Gorki koloni for unge forældreløse mennesker.Senere (1939) holdt Makarenko pædagogiske foredrag for forældre med et klart proletarisk opdragende sigte i den statslige radio.

I Frankrig udviklede Celestin Freinet (1896-1966) en skoleopfattelse, der baseredes på socialistisk forståelse og Paulo Freire (1921-1997), der må karakteriseres som en slags overgangsfigur mellem den første og anden bølge af proletarisk opdragelse udviklede de undertryktes pædagogik, især i Sydamerika.

I kredsen omkring DSU (Socialdemokratisk Ungdom) var der nogen interesse for det proletariske opdragelsesarbejde i Wien, men det fik ikke nogen afgørende betydning for udviklingen i pædagogikken i Danmark.

Anden bølge: Efter 2. verdenskrig

Den Proletariske Friskole (1973-80) blev etableret i København, men fik senere lokaler hos Lilleskolen i Rødovre. Undervisningen på skolen forgik om lørdagen, hvor børn ned til fem år fik marxistisk-leninistisk undervisning, militærtræning og deltog i demonstrationer. Skolen lukkede ved starten af 1980 på grund af for få elever. Den Proletariske Friskole var under ledelse af Finn Ejnar Madsen (1943-2004), der var aktiv i forskellige grupperinger på venstrefløjen. Lilleskolen i Rødovre var ikke ene blandt Lilleskolerne fra 1970'erne om målsætninger, der sigtede mod «proletarisk opdragelsespraksis». Et eksempel blandt flere var Falsters Lilleskole, hvor det i arbejdsgrundlaget for 1974 bl.a. hed at man skulle «sikre en alsidig udvikling på marxismens-leninismens prøvede principper…» (Skolerapport 1974. Red. John Bertelsen) Lilleskolekredsen i Friskoleforeningen gennemførte i 1970'erne skolingskurser for lærerene med sigte på at kvalificere marxistisk pædagogisk opdragelse.

Foreningen Unge Pædagoger leverede også betydende bidrag med udgivelser om skolens indhold i en række socialistiske lande. Fagforbundet DASF (nu 3F) bidrog med pjecer, der analyserede skolebøgernes ensidige «borgerlige» indhold.

Betydelig større gennemslagskraft i det pædagogiske felt fik «den dialektisk strukturerede pædagogik», udviklet af Stig Broström. Den var rettet til landets børnehaver og fritidshjem. En pædagogisk strømning, der blev betydende for det pædagogiske arbejde i mange daginstitutioner.

Med sammenbruddet af DDR og andre socialistiske stater samt Sovjetunionens opløsning omkring 1990 ebbede interessen for proletarisk opdragelse mere eller mindre ud. I lande som Vietnam og Cuba fastholdes (og udvikles) proletarisk opdragelse fortsat

J.Be