 |
 |
Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler |
Kulturradikalisme, idékompleks og intellektuel venstrebevægelse i mellemkrigstiden. Kulturradikalismen opfattes som en fornyelse af den brandesianske radikalisme fra 1880'erne og er ikke mindst knyttet til personer som Otto Gelsted, Poul Henningsen og Jørgen Jørgensen.
Det var Elias Bredsdorff, der navngav den kulturradikale bevægelse i en kronik i Politiken i 1955: «Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang, som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed.» Hermed lagde han op til en fremadrettet kontinuitet. Men artiklen projicerede tillige kontinuiteten bagud: «Der gik en lige linje i dansk åndsliv fra Brandes-tidens kulturradikalisme til tidsskriftet Kulturkampen i 1930'erne. I mellemkrigstiden kaldte man bevægelsen for moderne eller frisindet.
Det filosofiske grundlag
Da kulturradikalismen i de sidste år af første verdenskrig sprang ud, var radikalismen fra 1880'erne død. Georg Brandes levede og førte sin private krig mod verdenskrigen. Den nye radikalisme søgte ikke støtte hos Nietzsche, som Brandes havde gjort det, men derimod i nykantianismen. I sidste halvdel af det 19. århundrede skete der i tysk filosofi en omfattende gentilegnelse af Kant. Bevægelsens forskellige retninger blev samlende kaldt nykantianismen. I Danmark var det især Marburgerskolen repræsenteret ved Hermann Cohen, Paul Natorp og Ernst Cassirer, der øvede indflydelse.
Marbugerskolen så erkendelsens objekt som immanent i bevidstheden, omverdenen blev så at sige til i erkendelsen. I bevidstheden var anskuelsesformerne apriorisk tilstede som de former, der ordnede erfaringsstoffet i tid og rum. Forstandsformerne var de former, som satte tingene og deres lovmæssige sammenhæng. Såvidt i høj grad Kant. Men hos Kant undersøges erkendelsesmulighederne gennem en kritisk eller transcendental undersøgelse af erfaringen og erfaringens betingelser. Han skelnede derfor mellem tingen-i-sig og dens anskuelsesform i bevidstheden. For nykantianerne blev tingen-i-sig en idé, ja Hermann Cohen opgav fuldstændig at tale om tingen-i-sig. Genstandsverdenen frembringes af tænkningen.
Ikke mindst fik Marburgerskolen betydning gennem genoptagelsen af den kantske etik. De nytolkede denne i socialistisk retning og så politik som et normsæt for menneskers samvirken. Forholdet mellem det som er, og det som bør være ser Marburgerskolen formidlet af idéerne. Socialismen kunne ses som et udtryk for disse ideer, og Marburgerskolen så netop ejendomsretten som kilden til samfundets uretfærdighed. På denne måde er nykantianismen ikke blot udtryk for filosofiens reaktion på den moderne naturvidenskabs udvikling og selvstændiggørelse i forhold til filosofien, men moralsk tillige en reaktion mod de ukontrollable effekter ved kapitalismen. Denne indkorporering af socialismen i nykantianismen fik imidlertid den politiske konsekvens, at ikke blot var den modstander af Marx' materialisme, men tillige af hans politiske strategi. Marburgerskolen satte evolutionen som den samfundsmæssige modus for udvikling til socialisme.
Introduktionen i Danmark
I Danmark var Otto Gelsted én af de første, der tilegnede sig nykantianismen. Gelsteds nykantianisme fik stor betydning for modernismens modtagelse herhjemme, idet ekspressionismen og kubismen i gruppen omkring tidsskriftet Klingen (1917-20) blev forstået ud fra et nykantiansk grundlag hos centrale medlemmer af gruppen. I Gelsteds tidsskrift Sirius (1924-25) ses retningen videreført som æstetisk og kritisk praksis, og i Kritisk Revy (1926-28) bringes den især i anvendelse på arkitekturens område, men med vidtrækkende betydning videre ind på alle kulturområder. Når bladet kaldte sig kritisk, skyldes det netop dets programmatiske tilslutning til kriticismen.
Nykantianismen var imidlertid ikke den eneste inspiration. Psykoanalysen kom også til Danmark med kulturradikalismen. Otto Gelsted var således den første til at oversætte tekster af Freud til dansk og psykoanalysen var en afgørende ny og moderne forståelse af individet.
Modernismen kom til Danmark i første omgang som et opbrud i maleriet. Unge malere drog på studietur til Frankrig og bragte i forskellige blandinger fransk modernisme med sig til Danmark. Der var kun få klare kubister, og det blev almindeligt at sammenfatte det nye under betegnelsen ekspressionisme. Hermed fokuserede man på det nye forhold mellem motiv og udtryk. Vægten var flyttet fra motivet og omverdenen til selve udtrykket.
Da Otto Gelsted i 1968 så tilbage kunne han karakterisere Klingen med ordene: «Det var egentlig bare et forsøg på at gøre den danske offentlighed opmærksom på, at der var en mere fremragende malerkunst i Frankrig, end der i øjeblikket var i Danmark». Gelsteds karakteristik af Klingen holder, for så vidt man kan sige noget samlende om hele projektet. Men i hvert fald dele af det havde et mere vidtgående sigte. Kunstpolitisk var der nok mere fodslag om at vende sig mod kunstkritikens naturalisme-fiksering, men konkret gik kunstnerne i mange retninger. Politisk var gruppen tvetydig. I maj 1918 udsendte man f.eks. et krigsnummer, som bl.a. forholdt sig æstetisk til krigen, lagde vægt på dens rensende funktion o. lign.
Otto Gelsted prægede i en vis udstrækning bladet med sin indstilling. Hævdelsen af det almene fundament for kunsten gjorde både ham og Poul Henningsen til objektive idealister. De så en fælles bestræbelse mellem kunsten og videnskaben.
Efter Klingen var Sirius en slags organ for kulturradikalismen. Sirius. Dansk Literaturtidende var et tidsskrift, som Gelsted udgav, og som kun nåede at udkomme med 5 numre. Bladet præsenterede kulturradikalismen, som den var anno 1924. Nyt var det, at den havde valgt side. Dens sympati for arbejderklassen var blevet til en klart progressiv holdning over en bred vifte af felter.
Første nummer præsenterede offentligheden for den ukendte H.R. Kirk senere kendt med fornavnet Hans. Kirk introducerede den franske kommunistisk orienterede forfatter Henri Barbusse, som han selv var stærkt påvirket af i sit litteratursyn. Gelsted gav en introduktion til Politikens arkitekturmedarbejder Poul Henningsen under overskriften: «Endelig en kunstkritiker». Siden blev en anden ret ukendt ven, færingen William Heinesen, præsenteret som medlem af kompagniet. Gelsted præciserede sit teoretiske synspunkt i et par artikler på en måde, der blev karakteristisk for ham resten af livet. Han forenede journalistens og den lærdes metoder med overvægt på første.
Vigtigst var den artikel, hvormed første hæfte åbnede. Den hed «Om Livsanskuelse» og greb lige ind i tidens livsanskuelsesdebat. Han præsenterede Oluf Thomsens og Harald Westergaards bog Livsanskuelse (1923), hvori de redegjorde for henholdsvis et biologisk og et kristent livssyn. Heroverfor opstillede Gelsted det kritiske standpunkt. For Gelsted var problemet ved det religiøse standpunkt ikke troen, selv videnskaben byggede jo dog på antagelser, der ikke kunne bevises. Nej, problemet var, at den harmoni, religionen tilbød folk, blot forviste virkelighedens problemer til døden. Han knyttede an til Freud og mente, at den religiøse drev den almindelige tilbøjelighed til at tro så vidt, «at han indbilder sig, hele Tilværelsen er indrettet efter hans egen Drøm om Harmoni.» Om det biologiske standpunkt sagde han, at Thomsen drev det dertil, at «De menneskelige Forskelligheder bliver [...] saa afgørende, at han ikke kan anerkende et almengyldigt Grundlag for Videnskab, Moral eller Kunst.» Han kritiserede også Johs.V. Jensen for at lægge værdidomme ind i evolutionslæren. Udvikling og fremskridt var ikke det samme.
Den kritiske idealisme, nykantianismen, præsenterede han som det, der kunne redde biologismens fuldstændige subjektivisme over på objektivismens grund. Denne faste grund befandt sig i bevidsthedens grundfunktion, i syntesedannelsen. Dette at indordne stadig flere kendsgerninger under et helhedssynspunkt, at erkende var slet og ret denne evne til at sammenfatte mangfoldigheden i en enhed. Overført på moralen kunne man sige, at den karakter stod højere, som kunne underordne sine handlinger under en samlende enhed. Og «Overført paa det sociale vil det sige, at det enkelte Individ eller den enkelte Klasse ikke maa undertrykke og udnytte andre til egen fordel.»
Gelsteds hovedintervention i livanskuelsesdebatten var at vende sig mod det borgerlige standpunkt, som uanset om det er kristent eller biologistisk endte hos det enkelte individ. For Gelsted var individet altså del i noget større gennem bevidsthedens grundfunktion. Derved blev det muligt med nykantianismen at omfatte fremskridtet med en optimistisk samhørighedsfølelse.
Otto Gelsted, Hans Kirk og Poul Henningsen og med dem flere andre søgte ind i Studentersamfundet, da det i 1924 kom under socialdemokraten Hartvig Frischs ledelse. Fra 1925 deltog de aktivt i foreningen Clarté og bidrog til bladet af samme navn. Deres socialistiske orientering havde nu fundet officielt udtryk. I Clarté fortsatte Gelsted polemikken mod de andre livsanskuelser. Således vendte han sig mod Johs.V. Jensens forsøg på at opbygge en moral på udviklingslæren og påpegede, at et sådant forsøg var et argument for kapitalismen.
Senere tog Gelsted fat på sociologien. Han vendte sig især mod Durkheims forsøg på at gøre sociologien til den grundlæggende videnskab. Han mente, at ved at historisere erkendelsesformer og moralformer, så de mistede deres sandhedsværdi udover deres historiske epoke, placerede sociologerne sig i samme subjektivistiske suppedas som biologisterne. Gelsted fastholdt Kant som grundlaget for erkendelsen, moralen og æstetikken. Bevidsthedens grundfunktion, syntesedannelsen, havde Kant som ved en kopernikansk vending frilagt og gjort til objektiv erkendelse. At denne tankegang medførte en erkendelsesteori, som nødvendigvis gik imod Marx' opfattelse af historien, klarede Gelsted ved en slags filosofisk kompromis: Marx' sociale program, arbejderklassens frigørelse, er holdbart nok. Men den tanke, at det erkendelsesteoretisk skulle få den konsekvens, at det var virkeligheden, som bestemte tankeformerne og ikke omvendt, afviste han konsekvent.
Kritisk Revy
Kritisk Revy er nok det mest omtalte og mest forkætrede af kulturradikalismens blade. Bladet var Poul Henningsens, han var redaktør og udgiver. Han havde allerede, da første nummer udkom i juli 1926 et navn som kulturskribent. Han havde været fast på Politiken siden 1921, og fra 1924 redigerede han en fast arkitekturside. I disse år blev tillige den første PH-lampe til, som et praktisk udslag af hans arkitektvirksomhed. Oplaget på Kritisk Revy ved vi ikke meget om. To af numrene i 1928 opgav oplaget til henholdsvis 1.800 og 2.000. Men det er sikkert også toppen.
Den redaktion, som stod bag PH skiftede noget og de enkelte numre er ikke særlig præcise med oplysningerne. Men arkitekterne Thorkild Henningsen og Edvard Heiberg var en trofast garde, og blandt de faste medarbejdere var bl.a. arkitekten Ivar Bentsen, Otto Gelsted og Hans Kirk. I lederen i første nummer beskrives opgaven som pædagogisk, nemlig at fastslå virkeligheden som grundlag for enhver drøftelse. Lederen vendte sig mod den tomme æsteticeren og forpligtede i stedet arkitekten på den opgave at være med i «Kampen for en lykkeligere Menneskehed paa Trods af haardere og haardere Betingelser.»
Kritisk Revy vendte sig mod klassicismens hærgen i dansk arkitektur. Mod stilen som noget udvendigt. Stil var noget, som ikke kunne adskilles fra tidens problemer. I stedet for stilen som overfrakke, stillede man funktionen som centralbegreb. Edvard Heiberg havde, inden han trådte ind i redaktionen, arbejdet en tid i Frankrig, hvor han havde truffet Le Corbusier. Ellers nævner bladet selv den tyske skole ('den nye saglighed') og «Ruslands kommunistiske Kunstnere» blandt inspiratorerne.
Kritisk Revy var et arkitekturblad. Men det var også i meget bredere forstand et kulturelt fremstød. Så lad os se lidt nærmere på dette kulturelle fremstød. Det var udover arkitekturen litteraturen og filosofien, der spillede den vigtigste rolle. Den filosofiske diskussion spillede også en vigtig rolle. Det er ikke sådan, at nykantianismen bruges som retningsangivende i alle enkeltsager og for alle skribenter. Langt snarere er det sådan, at en hel række ideologiske positioner leverer stof til kulturradikalismens udvikling. Men det, at diskussionen om kriticismen, den kritiske idealisme eller nykantianismen alligevel får en så central placering, betyder, at det har været muligt for de implicerede, at se sig omfattet af dette filosofiske system.
Gelsted forstod sig både som marxist og nykantianer. Han forsøgte selv at rede trådene ud i artiklen «Samfundets Idé». Her interesserede han sig for to spørgsmål: «l) Er al Aandskultur et Produkt af den materielle Kultur? 2) Hvilken Betydning har det, at vi slutter os sammen mod Kapitalismen, naar Tingenes Udvikling af sig selv maa medføre Kapitalismens Fald?» Gennem nogle citater fra især Engels-breve, hvor han forsøgte at udrede forholdet mellem basis og overbygning, nåede Gelsted frem til: «De økonomiske Forhold har ikke skabt Aandskulturen, de betinger kun dens Opstaaen og Udvikling. Den historiske Materialisme er en Metode til Udforskning af den socialhistoriske Udvikling.» Man kan forklare Kants etik i forhold til det tyske småborgerskab, men ikke kritisere hans metode.
Gelsteds indvendinger mod den historiske materialisme endte op i et kompromis mellem nykantianismen og marxismen. Kompromisset udtrykker som sagt viljen til en alliance mellem intellektuelle og arbejderklassen. Åndsarbejderne, som vil alliancen, indrømmer det materielle en vis begrænset dominans uden for deres eget felt. Til gengæld forsvares det åndelige felts særlige dominans i et længere perspektiv. I realiteten ender alliancen, således fattet, med at genskabe et ånd/materie-problem i den forstand, at åndsarbejderne i denne tænkning repræsenterer erkendelsen, og derfor forstår sig selv som et pædagogisk moment i forhold til arbejderbevægelsen.
Kritisk Revys publikum var den del af de dannede, som var i opposition til borgerskabet, fordi dets mission var forbi. I stedet rettes øjnene, ønskerne og handlingerne mod arbejderklassen. Arbejderne er imidlertid ikke som man kunne ønske. Det danske socialdemokrati karakteriseres som den internationales socialismes mest konservative fløj. Partiet afskrives dog ikke. Det havde stadig magten over de danske arbejdere og havde en venstrefløj repræsenteret af f.eks. Hartvig Frisch.
Tilnærmelse til kommunismen
På den anden side var kommunismen herhjemme ikke noget at samle på alene på grund af sin størrelse. Men kommunismen som sådan havde en vis tiltrækningskraft. Det kunne være de russiske kunstnere, som nævnes for det positive, ja nogen gange på lige fod med kubisterne. Det kunne være viljen til radikalitet. Negativt var der Lenins mangel på filosofisk kultur, som faldt Gelsted for brystet, men også af og til en vis skepsis overfor Sovjetunionens faktiske politik. Man lagde dog en klar distance til den borgerlige og socialdemokratiske anti-russiske propaganda.
Mod slutningen af tyverne bevægede flere af de kulturradikale sig imidlertid afgørende i retning af kommunismen. I Studentersamfundet mødte de den kommunistiske gruppe Monde-gruppen. Der var både forbindelser og tiltrækning mellem grupperne. Kirk og Heiberg vandrede således fra Kritisk Revy til Monde-gruppen og videre til DKP. De havde forventninger om, at Poul Henningsen ville følge efter, men det gjorde han ikke. Gelsted gik ind i DKP uden om Mondegruppen.
Det kommunistiske parti som Edvard Heiberg, Hans Kirk og Otto Gelsted kom ind i var i meget høj grad et arbejderparti, men også et parti helt uden kulturpolitik. At partiet fik en kulturel profil skyldtes ikke mindst de tre (suppleret med Hans Scherfig og flere andre), som kom til at præge kulturstoffet og den kulturelle holdning i Arbejderbladet. Og der var på trods af overgangen til kommunismen også stor kontinuitet i deres interesser og kulturelle holdninger. Det er næppe for meget sagt, at de gjorde, at DKP langt henad vejen udtrykte kulturradikale synspunkter på kulturens område.
Som nævnt tegnede Poul Henningsen sin berømte PH-lampe i 1920'erne. Siden hen kastede han sig sammen med Gelsted over revyerne. Edvard Heiberg tegnede det første funktionalistiske hus og blev én af de førende arkitekter indenfor dansk boligbyggeri. Hans Kirk og Otto Gelsted markerede med deres romaner og digte en dansk modernisme. Men ved siden af dem var der mange andre, som i en eller anden forstand kan siges at tilhøre kulturradikalismen.
Frisindet Kulturkamp
Ét af de store temaer var børneopdragelse. I samklang med den forståelse af barnets udvikling som psykoanalysen skitserede, opstod der en pædagogik, som satte barnets udvikling i centrum. Barnet blev forstået som en naturlig kraft i sig selv og ikke som en farlig kraft som autoritet måtte retlede. Da Wilhelm Reich kom til Danmark (og rejste videre til Norge) fik han også proselytter blandt de danske kulturradikale. Han understregede netop også seksualiteten som natur, et synspunkt der havde god klangbund. Også kvindefrigørelsen, et tema man havde arvet fra den gamle radikalisme, var sat på programmet. Jazz var moderne og jazzen blev indskrevet i det kulturradikale program.
Fra begyndelsen af 30'erne var antifascismen en vigtig del af kulturradikalismen. Fascismen blev forstået som en trussel mod alt hvad kulturradikalismen stod for. Fra midten af 30'erne blev antifascismen til den livskraftige organisation Frisindet Kulturkamp (1935-39), ét af tredivernes mere omtalte projekter. Den er i eftertiden fremstået som en art optakt til modstandskampen. Og det var ét af de meget få vellykkede forsøg fra kommunisternes side på at opbygge politiske alliancer eller 'fronter'.
Idéen kom fra Martin Andersen Nexø. Nexø kontaktede Poul Henningsen, og han indkaldte blandt sine venner til et møde den 10. februar 1935, hvor en indbudt kreds på ca. 100 mennesker mødtes på Grand Café. Såvel Poul Henningsen som Nexø var pga. sygdom afskåret fra at deltage i mødet.
Filosofiprofessoren Jørgen Jørgensen holdt et indledningsforedrag, «hvori han fastslog, at Reaktionens Sejr i en Række Lande har styrket de reaktionære Bestræbelser i Danmark, hvor paa alle Aandslivets Omraader Bagstræberne fører Ordet, medens den frisindede Kulturarbejder har Vinden imod sig». Han foreslog at man dannede en kulturfront og udgav et blad. Efter en langvarig diskussion blev der valgt en foreløbig bestyrelse bestående af Jørgen Jørgensen, Albert Olsen, Hans Bendix, Poul Henningsen, Harald Herdal, Svend Hoffmeyer, Lulu Zieler og Elias Bredsdorff. Det interessante var, at der var to socialdemokrater (Bendix og Olsen) og kun én kommunist (Bredsdorff) i bestyrelsen. Det var efter kommunisternes plan.
I Socialdemokratiet var man meget imod socialdemokratisk deltagelse. Den 12. februar skrev partisekretæren Alsing Andersen således til Albert Olsen for at bede om oplysninger om kulturfronten. Han skrev bl.a. «Du maa tilgive mig, men dette Barn af Intelligensen, Kunsten og Kulturen bærer nøjagtigt de samme Kendemærker som tidligere maskerede Kommunistforetagender af lignende Karakter. [...] Iflg. «Politiken» har der deltaget en Mængde brave og velmenende Kvinder og Mænd i Mødet, saaledes som det ogsaa tidligere har været Tilfældet, naar Kommunisterne spekulerer paa disse Omraader. Disse Navne kan altsaa aldeles ikke frigøre mig fra min Mistanke. Metoden er nøjagtigt, som vi kender den fra tidligere Tilfælde: «Antikrigskomiteen», «Komiteen mod Undertrykkelse af Kolonifolkene», «Den antifascistiske Komité» og hvad den Slags Svindel nu hedder». Det som Alsing Andersen især hæftede sig ved var, at Socialdemokratiet nok ville blive angrebet af kommunisterne i den nye front. Albert Olsen svarede tilbage, at han ingen oplysninger kunne give, da han ikke havde været tilstede på mødet. Han nærede ikke tvivl om, at kommunisterne ville forsøge at give Kulturfronten et kommunistisk præg, men hvis det blev en bevægelse mod Socialdemokratiet eller for camoufleret kommunistisk propaganda ville han ikke være med.
Man udsendte et foreløbigt program. Det hed heri: «Foreningen «Frisindet Kulturkamp» har til formaal paa en bred, frisindet basis at arbejde for de humanistiske og demokratiske idealer og synspunkter (tanke-, tale-, trykke-, og forsamlingsfrihed, toleranceprincippet, kritisk og fornuftbetonet indstilling, menneskeret -).» Det hed samtidig, at man «vil søge at holde os klar af ensidighed i politisk som i andre henseender». Formålet skulle fremmes gennem udgivelse af et blad og gennem møder og i det hele taget gennem påvirkning af meningsdannelsen i offentligheden.
Den foreløbige bestyrelse fik trykt det foreløbige program og på bagsiden opførtes alle de, som man havde fået tilsagn fra delt op i professorer, læger, jurister, økonomer, skuespillere, malere, komponister, arkitekter, pædagoger, forfattere og andre. Samtidig indkaldtes til møde i Grundtvigs hus den 7. april for at danne foreningen. Mødet blev imidlertid loyalt refereret i Social-Demokraten. Her stod der, at ca. 300 mennesker «væsentligst Akademikere, Kunstnere, Lærere og andre Aandsarbejdere» var mødt frem og havde stiftet foreningen. Formålet og den nye bestyrelse (som var den samme som den foreslåede) opregnedes uden kommentarer. Arbejderbladet havde et lille interview med Elias Bredsdorff om mødet. Han mente, der havde været 500 deltagere, og at de fleste meldte sig ind med det samme. Dagen efter hilste bladet foreningen velkommen i en leder, der påpegede hvor stort et arbejde, der ventede foreningen, som ifølge lederen allerede havde over 500 medlemmer alene i København.
På generalforsamlingen blev foreningens love vedtaget. Heri udgør det foreløbige program §1, foreningens formålsparagraf. Foreningen blev altså profileret som en forening til forsvar for demokratiet. Yderligere blev det besluttet, at der kunne oprettes lokale og faglige grupper, som kunne sende én repræsentant til bestyrelsen.
Jørgen Jørgensen var formand fra 1935-37 og blev afløst af Georg Moltved, der sad til 1939. I den sidste korte periode var Albert Olsen formand. Organisationen blev udbygget med forskellige faglige grupper, således Frisindet Arkitektgruppe, Frisindet Skuespillergruppe, Frisindet Skribentgruppe og Frisindede Teknikere. Lokalt blev der opbygget afdelinger i Vordingborg, Odense, Esbjerg, Århus, Frederiksværk, Tønder, Helsingør, Lyngby, Ranum, Haderslev og Blågård (de tre sidste var seminarieafdelinger).
Vi ved ikke noget sikkert om, hvor stor foreningen var. Elias Bredsdorff anslår den til ca. 500 medlemmer. I en udateret fortrolig meddelelse til lokalafdelingerne opgives medlemstallet til 1.000. Da meddelelsen er fra Jørgen Jørgensens tid som formand henviser den altså til foreningens første to år. Men 1.000 passer nogenlunde med abonnenttallet i samme periode. Så det har været en «ret stor» forening målt med de medlemstal, der var at forvente.
Frisindet Kulturkamp fremtrådte offentligt bl.a. gennem underskriftsindsamlinger og møder. Den første større aktion var en underskriftindsamling mod den såkaldte «kunst-olympiade». I tilslutning til olympiaden i Berlin i 1936 skulle der holdes en konkurrence indenfor alle kunstarter. Imod denne, samledes underskrifter blandt danske kunstnere. Den blev en stor succes og måtte genoptrykkes i foråret 1936, hvor den blev underskrevet af 123 malere, 51 forfattere, 31 arkitekter, 15 billedhuggere og 13 komponister. En lignende aktion blev lavet af Kulturkampen 2/1938, hvor 71 danske forfattere blev spurgt: «Er De for eller imod Franco og Fascismen?». 60 var imod, 8 var neutrale og 3 var for Franco. Denne interesse for de intellektuelle og kunstnerne skyldtes ikke blot, at disse var Frisindet Kulturkamps medlemmer. Kulturpersonligheder spillede dengang en helt anden rolle end idag. De antoges at have et særligt ansvar for samfundets værdier, således som de forvaltedes i kulturen. Kulturen i snæver betydning ansås for at være et privilegeret sted for udtryk for og bearbejdning af samfundets fundamentale værdier.
Også alternative udstillinger blev det til. Som f.eks. «Den tyske Kulturkamp - en Bogudstilling» fra september-oktober 1937. Endelig arrangerede Frisindet Kulturkamp møder. I november 1935 afholdtes et protestmøde mod olympiaden i Berlin. I februar 1936 et mindemøde for den tyske forfatter Kurt Tucholsky. I april 1937 et velkomst-møde for J. H. Leunbach, der den 11. april blev løsladt fra fængslet efter en dom for illegale aborter. 1937 var det mest hektiske mødeår med 9 offentlige møder, mens der i 1938 var 6, i 1936 4 og i 1935 og 1939 1 hvert år. Til møderne var der kunstnerisk underholdning af forskellig art.
Kulturkampen
Men først og sidst var foreningens ansigt udadtil bladet Kulturkampen. Det var fra starten ment som den vigtigste måde for foreningen at opnå sit formål. Første nummer kom på gaden i juni 1935 og var et temanummer om «Lov og Svangerskab». Det bragte en hel række bidrag på baggrund af den første retssag mod J.H. Leunbach og to andre læger (der også stod anklaget for at have lavet illegale aborter) og ikke mindst de angreb på nævningeinstitutionen, som kom fra konservativ side efter frifindelsen.
Jørgen Jørgensen skrev en redaktionel artikel. Heri opregnede han en lang række fænomener som tegn på reaktionens stigende indflydelse. For at afværge at «den reaktionære Barbarisering» breder sig til Danmark må man rejse en bevægelse imod «den almindelige Fordummelse». «Vi ser ikke Formaalet i at propagere for revolutionære Omvæltninger i Samfundslivet, men i at bekæmpe og neutralisere den nazistisk-konservative Paavirkning hos de Befolkningselementer, der paa Grund af manglende Forstaaelse kan tænkes at ligge under for Reaktionens Propaganda [...]».
Otto Gelsted skrev i samme nummer artiklen «Giv mig et Standpunkt». Han afsluttede sin betragtninger med følgende passus: «Jeg gør mig til Talsmand for en aktiv Humanisme, der støtter sig til Arbejderklassen og virker med til at virkeliggøre det klasseløse Samfund, jeg gør mig til Talsmand for en revolutionær Humanisme.» Det var noget andet end redaktionens officielle formålserklæring og Jørgensens udlægning af den. Men den revolutionære humanisme udtrykte alligevel noget centralt ved kulturradikalismen her midt i trediverne. Selvom mange ikke var socialister var forestillingen om grundlæggende ændringer på dagsordenen. I spændingsfeltet mellem en revolutionær humanisme og et enkelt forsvar for demokratiet, skal man nok placere Kulturkampens indsats som blad.
Også Poul Henningsen kredsede omkring denne centrale problemstilling. I dobbelthæftet 6-7/1938, hvor han skrev det meste af de 40 sider, kom han bl.a. ind på sammenhængen:
«Det egentlige forsvar for demokratiet ligger i den organiserede arbejderklasse. Ved siden af den faktor kan det kulturelle synes en blomst i knaphullet. Men det maa ikke glemmes, at ogsaa arbejderklassens magtstilling kan undergraves ad kulturel vej. Demokratiets guldbeholdning er de kulturelle fremskridt, der er sket i lykkelige tider. Naar vanskelighederne kommer, gaar det ikke an at udtynde og opgi dem.»
Kulturkampen blev et blad af en meget høj kvalitet. Det rådede over en række af tidens bedste skribenter. Poul Henningsen, Gelsted, Kirk, og mange andre. Og en række af tidens bedste tegnere illustrerede det: Hans Bendix, Bidstrup, Ib Andersen, Marlie Brande. I en sjælden grad er bladet kommet til at blive indbegrebet af tredivernes progressivitet.
På baggrund af bladets abonnementskartotek kan man konkludere, at bladet var et decideret københavnerblad med små aflæggere i Odense, Århus og Esbjerg. Socialt var det så udpræget et blad for de intellektuelle, selvom der var et lille indslag af arbejdere.
Dødsstødet mod Frisindet Kulturkamp kom fra Moskva. Den 23. august 1939 undertegnede Ribbentrop og Molotov den tysk-russiske ikke-angrebspagt. Hermed ændredes grundlaget for kommunistisk politik. Afgørende var DKP's ændrede opfattelse af krigsfarens karakter. Anti-nazismen blev officielt lagt på hylden til fordel for forestillingen om, at den tilstundende krig ville blive startet af de imperialistiske magter England og Frankrig. Følgelig var der heller ikke længere brug for Frisindet Kulturkamp. Det sidste nummer der udkom, var sommernummeret nr. 4-5/1939.
Fra september 1939 var organisationen lammet. I februar 1940 indkaldte bestyrelsen til generalforsamling, hvor Albert Olsen foreslog, «at Foreningen likviderede, da der efter Bestyrelsens Skøn ikke var Mulighed for under de foreliggende Forhold at føre Foreningens Arbejde videre.» Forslaget blev forkastet og der blev nedsat et udvalg, der skulle søge at danne en ny bestyrelse. I begyndelsen af marts var der igen generalforsamling, hvor Piet Hein valgtes til formand med en ny bestyrelse.
Piet Hein gik til Politiken og meddelte, at det var fordi en kommunistisk gruppe havde taget føringen, at bestyrelsen havde foreslået foreningen opløst. Det tog Kirk skarpt til orde imod i Arbejderbladet og skrev: «Arbejdet i «Frisindet Kulturkamp» har hidtil været præget af en gensidig Lojalitet. Naar den er bristet, kan Samarbejdet ikke fortsættes, og vi maa føre vor Kamp for Frisindet udenfor «Frisindet Kulturkamp»».
Formelt fortsatte «Frisindet Kulturkamp» med at eksistere, men udfoldede så vidt vides ingen aktivitet. Under krigen blev de intellektuelle inddraget i modstandskampen ikke mindst via organisationen Frit Danmark. Der er næppe nogen tvivl om, at 30'ernes antifascisme i stor udstrækning førte direkte over i modstandsarbejdet. Frit Danmarks grupper var som Frisindet Kulturkamps grupper faggrupper. Og en lang række af dem udarbejde i krigens sidste måneder programpjecer for et frit Danmark. Her kan man se efterkrigstiden skitseret ud fra netop den demokratiske grundholdning som den kulturradikale antifascisme hvile på.
Efter anden verdenskrig blev Studentersamfundet genetableret, men der blev ikke plads til en genskabelse af kulturradikalismen. Det kulturelle felt blev nyopdelt, efter nazismen havde tabt og USA havde placeret sig som ny verdensmagt efter England. Før krigen havde Socialdemokratiet og DKP været uenige om meget, men de havde begge været antinazistiske. Nu blev den væsentligste orientering den kolde krigs enten-eller: enten for eller imod Sovjet. Det startede med Churchills jerntæppetale og udviklede sig til en kommunistisk verdensforestilling om «»fredens lejr» og «krigens lejr». I denne nyopdeling af det politiske og kulturelle felt havde Socialdemokratiet og DKP intet tilfælles. I denne dikotome verden var der heller ikke plads til kulturradikale bevægelser.
Det betyder imidlertid ikke, at de kulturradikale synspunkter forsvandt. Tværtimod må man sige, at efterkrigstiden fra 1950-70 var en periode, hvor stort set alle kulturradikale programpunkter sejrede. Det hænger i en stor udstrækning sammen med, at kulturradikalismen var en tidlig formulering af et program for et moderne Danmark, som også Socialdemokratiets efterkrigsprogram Fremtidens Danmark var det. Selvom begge programmer var universelle, havde de kulturradikales adresse til henholdsvis de intellektuelle, de dannede, mellemlagene eller hvad man nu skal kalde dette sociale lag, mens Socialdemokratiets jo især havde adresse til arbejderklassen. Men netop den socialdemokratiske velfærdspolitik udviklede et nyt statsligt financieret socialt lag («mellemlagene») af socialrådgivere, pædagoger, skolelærere, bibliotekarer osv., som i høj grad blev bærere af den sejrende kulturradikalisme.