Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Den moderne nationalstat er udskilt fra samfundet som et selvstændig politisk-administrativt apparat med monopol på beskatning, lovgivning og konfliktløsning indenfor et afgrænset territorium. Apparatet har en defineret myndighed overfor samfundsmedlemmerne. Der er udviklet regler for, hvilke spørgsmål staten skal løse - myndighedsområde - og hvordan de skal løses - beslutningsstrukturer.

I en vis forstand er staten selvstændiggjort - autonom - i forholdet til alle klasser og grupper. Alligevel må den opfattes som borgerskabets politiske magt. Denne påstand bygger på det faktum, at statens hovedfunktion er at sikre den kapitalistiske produktionsmåde, hvor netop borgerskabet er den herskende klasse. Indenfor produktionsmåden sætter økonomien klare skranker og stiller visse krav til politikken.

Historisk har de vestlige kapitalistiske stater siden de blev dannet i 1700- og 1800 tallet gennemløbet ensartede forandringer. På grundlag af myndighedsområde, beslutningsstrukturer og graden af selvstændiggørelse er det muligt at udskille en række hovedtyper af statsformer. I det følgende bliver alene de typekendetegn omtalt, som har interesse for statsudviklingen i Norge efter 1814.

En almen udviklingsmodel

I forholdet til produktion og omsætning udgør retsstaten og interventionsstaten kernebegreber i den almene udviklingsmodel. Retsstatsidealet blev i sin tid sat op mod den stærkt regulerende erhvervspolitik under enevælden. I modsætning til gældende praksis skulle politikken ledes af principperne om «ligebehandling» og «forudsigelighed». I den franske forfatning af 1793 blev dette program sammenfattet således: «De kendetegn der udmærker lovene, er deres almenhed og ubegrænsede varighed.» Statsmagtens eneste legitime opgaver skulle være at sikre rammebetingelserne for borgernes samkvem og garantere den private ejendomsret. Kravene svarede til behovene hos det opadstigende borgerskab.

Siden da er staten - i første række som følge af kapitalismens kriser - blevet tvunget til at gribe regulerende ind - interventionsstaten. For at sikre det økonomiske system mod sammenbrud er økonomien atter blevet politiseret - bl.a. gennem en aktiv budgetpolitik og strukturrationaliseringstiltag. Denne udvidede intervention må ikke forveksles med sikringen af de almene produktionsbetingelser - uddannelsessystem, veje, jernbaner etc. I den udstrækning frembringelsen af disse betingelser var uprofitabel, blev den også under liberalismen defineret som statslig.

I forhold til det sociale felt er der sket en overgang fra «retsstat» til «socialstat». I følge retsstatsideologien måtte den enkelte klare sig selv; uviljen mod økonomisk omfordeling talte imod offentlig hjælp til nødstedte. Betegnelsen socialstat sigter til de vidtfavnende støttetiltag, som senere er gennemført. Presset fra den organiserede arbejderbevægelse ledte efterhånden til forsoningstiltag, som socialforsikring og arbejderbeskyttelse.

Samtidig forsøgte politikkens magthavere at indordne arbejderklassen i systemet gennem tildeling af politiske rettigheder. Med disse rettigheder blev det i højere grad muligt at påvirke den statslige politik gennem egne partier og organisationer. I flere vestligt-kapitalistiske lande er endog den reformistiske arbejderbevægelse blevet statsbærende.

I retsstaten skulle forholdet mellem arbejdskøber og -sælger være underlagt en almen kontraktfrihed. Tankegangen var baseret på en forestilling om køb og salg mellem ligestillede individer. Under truslen fra ødelæggende arbejdskampe er kontraktfriheden blevet stærkt beskåret gennem mægling, voldgift o.l.

Denne juridiske indkapsling af klassekampen har ved siden af de forsonende og integrerende tiltag bidraget til at tilsløre og dæmpe klassemodsætningerne. Men voldsapparatet - politi og militærvæsen - har hele tiden stået som systemets yderste selvforsvar i tilspidsede klassekampssituationer. I sådanne situationer fremtræder statens klassekarakter helt utilsløret.

De forskellige normer for statens myndighedsområder har været ledsaget af bestemte beslutningsstrukturer. Retsstaten var uforenelig med enevælde. Derfor måtte magten deles mellem en lovgivende, udøvende og dømmende myndighed, som gensidigt skulle binde hinanden i en «magtbalance». Interventions- og socialstaten har været knyttet, først til den «demokratiske» - parlamentariske - og siden til den «korporative» styreform.

Ved at nedbryde den uafhængige regeringsmagt åbnede demokratiet på en helt anden måde end tidligere for interventionistiske tiltag. Det frie og skiftende skøn kunne nu i form af flertalsbeslutninger i parlamentet forme lovene efter situationens problemer. Denne nye lovgivningsfunktion kommer bedst til udtryk i anvendelsen af fuldmagts- og rammelove.

Korporativismen har en dobbelt baggrund. På den ene side kan den som styreform føres tilbage til behovet for effektive kriseløsninger og «ro» omkring overenskomstforhandlingerne. Den direkte deltagelse fra de implicerede parters organisationer har gjort det lettere at gennemføre de statslige styringstiltag. Fremfor alt har den tiltagende kapitalkoncentration krævet planlægning, fremfor den frie markedsøkonomis omskiftelighed - især fordi konkurser og strejker får så store konsekvenser. På den anden side er korporativismen et resultatet af organisationernes egentyngde. På denne måde lader koblingen sig forklare ud fra interesseorganisationernes ønske om at være med der hvor afgørelserne tages.

Denne forklaringsskitse rører ved en permanent konflikt i det korporative system mellem overordnet planmæssighed og sektor-egoisme. I stedet for samordning har der da også historisk været tendenser til statslig forvitring i retning af flere konkurrerende beslutningscentre.

Et sidste kendetegn gælder statens autonomi. Staten er normalt ikke et redskab for en enkelt klasse eller klassefraktion. De systembeskyttende funktioner er nødvendigvis lige så meget rettet mod borgerskabets selvødelæggelse i konkurrencekampen som mod revolutionære fremstød. Gennem sikringen af produktionsmåden generelt og den private ejendomsret til produktionsmidlerne i særdeleshed, må staten alligevel opfattes som den økonomisk herskende klasses politiske magt. Således er statens autonomi relativ - og ikke absolut.

På baggrund af denne klassekarakter er det mindre væsentligt, hvilken klasse statsmagtens bærere udgår fra - som regel drejer det sig om klassealliancer. Pointen er, at de accepterer og arbejder indenfor systemets rammer.

Systemrammerne er vide, og der vil bestandigt være åbent for en «fejlagtig» politik set i forhold til den optimale kapitalakkumulation. Adgangen til f.eks. økonomisk omfordeling (redistribution) varierer konjunkturelt. Der er derfor mindre spillerum i krisetider end under en højkonjunktur.

Samtidig vil de forskellige særinteressers muligheder for at påvirke beslutningerne afhænge af graden af åbenhed i beslutningsstrukturene. Demokrati giver bl.a. større muligheder end magtbalance. Med udgangspunkt i handlingsfeltets størrelse - spillerummet - og beslutningsstrukturenes åbenhed er det muligt at graduere særinteressernes gennemslagskraft.

1814-1884

«Vor constitution er bygget på de liberale, nu almen bekendte Grundsætninger, Statsfilosoferne have etableret,» skrev Nicolai Wergeland i 1814. Det var fremfor nogen de engelske og nordamerikanske forbilleder, der prægede grundloven. Den institutionelle opbygning blev primært udformet efter magtbalanceprincippet. Som lovgivende og bevilgende myndighed blev Stortinget bundet af kongens vetoret. Kongen blev utvivlsomt tillagt veto i almindelige lovsager. Derimod stod der intet nævnt om vetoret ved grundlovsændringer. Der forelå tre muligheder - absolut, udsættende eller intet veto overhovedet. Dette kom til at blive et af de store stridsemner i 1884.

I de første årtier efter 1814 blev det absolutte veto - i tråd med de oprindelige intentioner - håndhævet med selvfølgelighed. Regeringen kunne desuden handle temmelig ubundet, så længe Stortinget mødte til korte sessioner hvert tredje år. Selv om selve kontrolvirksomheden var sporadisk, havde Stortinget alligevel et overlegent magtmiddel i rigsretsinstitutionen.

Alt i alt var de der udformede grundloven i 1814 optaget af at opstille skranker for den vilkårlige magtudøvelse. Magt bandt magt. Et af udkastene til grundlov oversatte retsstatens princip direkte: «Lovene, ikke menneskene skulle regere» (A Government of Law, not of Men).

Historisk må retsstatstanken som nævnt ses i sammenhæng med udviklingen af den kapitalistiske produktionsmåde. I Norge kom styreformen først. Noget moderne borgerskab fandtes knapt, og handelsborgerskabet var på dette tidspunkt stærkt kriseramt. Derfor blev embedsmandsstanden og bønderne indrømmet en uforholdsmæssig stor indflydelse, hvilket bl.a. kom til udtryk i stemmeretsreglerne. Men bønderne var endnu politisk uoplyste, og helt frem til midten af århundredet var klassebånderne svage. Derfor benyttede de også i ringe udstrækning de muligheder, som grundloven gav. Dette hører med til den sociale forklaring på embedsmændenes dominerende stilling i Stortinget.

Samtidig fyldte embedsmænd - med undtagelse af et mindretal af handlende - helt frem til 1884 alle pladserne i regeringen. Denne dobbelte dominans har foruden deres selvskrevne lederposition indenfor det administrative apparat, givet ophav til betegnelsen «embedsmandsstaten».

På grund af de lukkede beslutningsstrukturer eksisterede der frem til 1884 en relativt omfattende autonomi for statsmagten, repræsenteret af regering og administration. Embedsmandsstanden havde knapt egeninteresser i materiel produktion og omsætning. Derfor stod de friere i søgningen efter «tidens løsen». Gennem lovgivningen fjernede de gradvist begrænsningerne for fri etablering og omsætning. Bønderne støttede denne liberalisering. De ønskede direkte kontrol over omsætningen af egne produkter.

Embedsmændene stod også aktivt bag udbygningen af kanaler, veje, jernbaner, telegrafen og ikke mindst af det moderne kreditvæsen. Flere momenter - som tilgangen til kapital og arbejdskraft samt tilgængelige markeder - må drages ind i forklaringen af kapitalismens gennembrud. Men den statslige tilrettelæggelse og samordning var en vigtig forudsætning. Denne udvikling var for så vidt ikke noget særegent norsk. Det samme indslag af planmæssighed var til stede i de fleste lande, som kunne følge mønstret fra England.

Det er blevet sagt, at embedsmændene gennem deres erhvervspolitik banede vej for nye samfundsklasser og dermed savede den gren over, de selv sad på. Påstanden er rigtig i den forstand, at den moderne markedsøkonomi også fik gennemslagskraft indenfor landbruget (se Hamskiftet). Den sociale forklaring på det politiske systemskifte i 1884 må nemlig søges i bondesamfundet. De afgørende fremstød fra omkring 1870 var i første række en følge af økonomisk integration og en højere udviklet klassebevidsthed hos bønderne. «Radikale» sagførere og bestillingsmænd spillede en central rolle som bevidstgørere og som ledere. Det er al grund til at tro, at en mand som Johan Sverdrup med sine taktiske evner formåede at fremskynde denne udvikling.

Indholdet i kampen gjaldt udvidet indflydelse gennem statsapparatet. Det der skete, var kort fortalt, at bønderne tog de muligheder i brug, der eksisterede i grundloven. Kravene blev sammenfattet under vage paroler om «folkestyre». Det første skridt blev taget med indførelsen af årlige Storting (1869). Reformen betød en mere vedvarende kontrol med regeringen. Den umiddelbare optakt til systemskiftet var derimod vedtagelsen af statsrådenes adgang til Stortinget (første gang vedtaget i 1872). I 1830'erne  var bønderne gået imod en sådan reform, fordi de frygtede en endnu stærkere embedsmandsdominans. Omslaget viser klart den stigende selvtillid og aggressivitet.

Blandt de centrale embedsmænd var udviklingen anderledes. En og samme mand - Frederik Stang - udformede faktisk forslaget i 1830'erne, og ledte som statsminister modstanden i 1870'erne. Som følge af bøndernes fremgang blev de drevet i defensiven, og havnede efterhånden i en stejl konservatisme.

Tre gange blev loven vedtaget i enslydende form. Hver gang nægtede regeringen, støttet af unionskongen, at anerkende den. På denne måde udvikledes der en konflikt om grundlovsvetoet. Spørgsmålet blev først løst, da stortingsoppositionen rejste rigsretstiltale (1884). På dette tidspunkt var striden så tilspidset, at ingen af parterne kunne renoncere.

Med tanke på magtforskydningen var selve rigsretsdommen af stor betydning. Regeringen blev dømt til at gå af. Nye forsøg fra embedsmandsregimet på at genindsætte en regering mod stortingsflertallets - dvs. Venstreoppositionens - vilje blev mødt med truslen om ny rigsret.

Det endte med, at Venstres egen leder, Johan Sverdrup, dannede regering. Parlamentarismen fulgte altså ikke logisk af statsrådenes adgang. Den var derimod en konsekvens af de nye magtforhold i Stortinget.

Forfatningskampene affødte desuden politiske partier - Højre og Venstre. Striden virkede i sig selv sammensvejsende. Dels blev partidannelsen påskyndet af det politiske lederskab, der så muligheder i koordineringen af interesser i og udenfor Stortinget. Parlamentarisme i den form som Norge fik, kunne knapt blevet udviklet uden partier.

Magtbalancen blev også forrykket gennem afvisningen af det absolutte veto i grundlovssager. Spørgsmålet om det udsættende veto blev foreløbig tilsløret - endelig afklaret i 1913. Hvorvidt dette skulle medføre en reel bremse eller ej, afhang nu af kongen selv. Den sidste rest af den uafhængige og konserverende regeringsmagt hvilede på unionen med Sverige. Folkestyret blev derfor først i 1905 fuldt ud realiseret.

1884-1914

Venstrebevægelsens krav fra 1870- og 1880'erne var i ringe grad rettet mod de retsstatslige principper. Målene var primært begrænset til de politiske beslutningsstrukturer. Det begrænsede sigte fremgår klart af den politik der blev ført umiddelbart efter sejren i 1884. Det drejede sig hverken om en radikalt ny erhvervs- eller socialpolitik.

Derimod blev gamle «bondekommunalistiske» krav - som lensmandsloven og juryloven - realiseret. Det betød en yderligere nedbrydelse af embedsmændenes magtmonopol. På den anden side åbnede de vidtgående konstitutionelle reformer for en mere effektiv interessepolitik. På denne måde blev der skabt nye muligheder, og på længere sigt skete det en flytning af tyngdepunktet fra bureaukratiske rutiner til politiske påbud, som kunne skifte retning med flertallet i Stortinget. Sprængningen af retsstatens myndighedsområde skete skridtvis. Gennembruddet for interventionismen som princip falder indenfor tidsrummet ca. 1890-1914.

Liberalismens statsform er truet så snart en samfundsgruppe får et tilstrækkelig stærkt behov for at bruge staten. I princippet vil alle grupper - med en eller anden fællesinteresse - være indstillet på forskelsbehandling, så længe det tjener dem selv og under forudsætning af, at ingen andre forsøger det samme. I Norge var bønderne først ude. Under den mest intensive industrialiseringsfase fra ca. 1897 til 1914 samlede de sig til reaktionær modstand.

Traditionalismens repræsentanter havde god anledning til at bekæmpe samfundsomlægningen. Den store masse af selvejende bønder - og forpagtere - var allerede i 1814 blevet tildelt politiske rettigheder. Historien efter 1884 er historien om, hvordan disse rettigheder og de åbne beslutningsstrukturer i stigende grad blev brugt i en økonomisk interessekamp. Den klassebevidsthed som skulle til for at realisere de muligheder det politiske system gav, blev netop under truslen fra det «nye samfund» yderligere styrket.

Allerede med den protektionistiske toldpolitik fra sidste halvdel af 1880'erne var der åbnet for afvigelse fra retsstatens ligebehandlingsprincip. Mange ønskede told på deres egne varer, men ikke på andres. Håndværkere, industriejere og storbønder fra de store landbrugsområder var de første til at kræve toldbeskyttelse. Kravet blev ført gennem Den norske Fællesforening for Haandværk og Industri samt Norsk Landmandsforbund.

Gradvist begyndte protektionisterne at arbejde sammen, således at de accepterede hinandens krav. Det resulterede i vedtagelsen af moderate toldsatser i 1897 og en mere omfattende toldtarif i 1905. Efterhånden som protektionismen blev almindelig, forsvandt også det moment af forskelsbehandling, som skabte strid til at begynde med.

De fleste var alligevel klar over de principielt uheldige konsekvenser, som enhver protektionisme havde i et liberalistisk perspektiv. Men skylden blev lagt på andre nationer: Norge måtte svare igen på deres toldmure. Den svækkede konkurrenceevne blev også forsøgt opvejet gennem tosidige handelsaftaler. Begge dele - protektionismen og den aktive handelspolitik - var vigtige forløbere for senere former for statslig beskyttelses- og tilrettelægningspolitik.

Det afgørende brud med retsstaten skete først under koncessionslovgivningen mellem 1906 og 1911, da der blev etableret skranker for den frie kapitaludvikling. Bondelederen Gjermund Grivi fastholdt i Stortinget, at «det vilde være det bedste for Norges land, at det er et bondeland, og at bondenæringen... er det fremherskende her i landet gennem tiderne, saaledes som det har vært». Skrankerne blev rejst i form af udvidede koncessionsregler for overdragelse af fast ejendom som vandløb, bjergværker og skov (lov af 1909) og for vandløbsreguleringer (lov af 1911).

Under dette lovgivningsarbejde opstod der en statsretslig strid om, hvorvidt økonomiske transaktioner kunne underkastes et subjektivt - og skiftende - skøn indenfor administration og Storting. Denne form for indgreb blev opfattet som et brud med kalkulerbarhedsprincippet.

Et kernespørgsmål blev hvem der skulle påføres koncessionstvangen. Her skete der i løbet af kort tid en drejning. Stadig flere accepterede statslig kontrol med de udenlandske investeringer. Store dele af det nationale borgerskab sluttede op om bønderne, idet de reagerede mod den indflydelse, som international finanskapital efterhånden havde opnået. Ved fabrikstællingen i 1909 udgjorde den fremmede kapital 38,8% af de totale investeringer indenfor minedrift og industri (og da var låneoptagelserne holdt udenfor); Indenfor den kemiske industri var denne kapitalandel oppe på hele 85%. Desuden opkøbte udlændinge norske floder - dels med sigte på kraftudbygning, dels som rene spekulationsopkøb.

Endvidere kom striden til at stå om visse vilkår, der blev forsøgt knyttet til koncessioner. Det gjaldt i første række adgangen til at give tidsbegrænset koncession, pålægge produktionen afgifter og kræve tvungen kraftafståelse til stat og kommune. Specielt den såkaldte hjemfaldsret vakte heftig debat. Så længe vilkårene blev klart defineret i lovform, brød de ikke umiddelbart med principperne om forudsigelighed og ligebehandling. Derimod blev grænserne for den private ejendomsret direkte berørt. Også på dette punkt slog en ny retsopfattelse igennem i løbet af ganske kort tid.

Sociallovgivningen lader sig vanskelig føre tilbage til én bevæggrund. Bønderne var ambivalente. Mange reagerede mod ethvert pengeudlæg over statskassen. I den udstrækning de accepterede reformer, må det ses i lyset af deres forestillingsverden. Denne havde sin baggrund i førkapitalismens sociale fællesskaber, og eventuel omsorg for underklasserne var gerne paternalistisk funderet. Men bønderne gik sjældent i brechen, som det var tilfældet indenfor erhvervspolitikken.

I den tidligere fase - 1890'erne - var elementer fra mellemlagene i byerne - journalister sagførere, skolelærere o.l. - som regel de toneangivende. Det var politikere, som stod nær de reformistisk indstillede vælgergrupper fra arbejderklassen. Således blev landets paternalisme og den urbane humanisme ført sammen i en ikke sjældent haltende alliance.

På den politiske arena blev motiverne dels formet som et ønske om social pacificering: Den udstrakte hånd skulle mildne klassemodsætningerne. Dels var behovet for politisk allierede vigtigt; Arbejderklassen blev forsøgt købt gennem tilbud om øget social tryghed og udvidede politiske rettigheder.

De første store reformer blev gennemført i 1890'erne. Fabriksloven af 1893 begrænsede adgangen til børnearbejde og natarbejde for voksne. I 1894 blev der etableret ulykkesforsikring for industriarbejdere. Et mere omfattende forsikringssystem blev udsat pga. uenighed om dækningsmåden. De politiske modsætninger slog igennem i opfattelsen af skattepolitikken. Øgede skatter i kombination med aktiv socialpolitik var netop en form for redistribution, som konsekvente liberalister modsatte sig.

Efter århundredeskiftet blev socialradikalismen båret frem af Arbejderdemokraterne. De havde deres vælgergrundlag blandt landarbejdere og husmænd i landsbysamfundene på Østlandet med skarpe sociale modsætninger. Arbejderdemokraterne var hele tiden et lille parti, men det fik alligevel gennemført store dele af deres program gennem et tæt samarbejde med Venstre. Her blev deres «radikale» socialpolitik accepteret, så længe den blev opfattet som et brohoved over mod arbejderklassen. Efterhånden som Arbejderpartiet voksede, svandt også Venstres håb om at vinde nævneværdig støtte blandt arbejderne. Men frem mod 1. verdenskrig fungerede de effektivt som «slæbebåd» for Venstre.

Samarbejdet mellem Venstre og Arbejderdemokraterne affødte aktiv reformvirksomhed, med bl.a. ulykkesforsikring for udsatte faggrupper (for fiskere i 1908, sømænd i 1911 og industriarbejdere i 1915), sygeforsikring (1911 og 1915) og ikke mindst en mere omfattende arbejderbeskyttelse. Der blev f.eks. fastsat en normalarbejdsdag på 10 timer (1909) og lagt yderligere restriktioner på børnearbejde (1909).

Johan Castberg argumenterede direkte mod liberalismens kontraktret. Han tog udgangspunkt i den faktiske ulighed mellem arbejdskøber og -sælger: «En fattig mand har ikke fri kontraktret, al den stund en anden part uden videre kan sige til ham: Vil du have arbejde og vil du kunne leve, maa du være saa god at tage, hvad jeg byder, ellers faar du ikke noget. »

Han tillagde staten rollen som neutral mellemmand, og foreslog bl.a. tvungen voldgift. Venstre tog forslaget op i sit program i 1912. Men gennemførelsen trak ud på grund af modstanden fra arbejderbevægelsen.

Tidsrummet efter 1914

Den ekstraordinære situation under 1. verdenskrig fremtvang en gennemgribende statsregulering. De fleste reguleringstiltag blev ophævet ved krigsafslutning. Siden 1930'erne har staten til gengæld fået en række varige funktioner, hvoraf de fleste er kommet til efter 2. verdenskrig.

Vurderet udfra deres intentioner falder de i tre grupper. Der har været kriseløsninger, økonomiske effektiviseringstiltag og indgreb med sigte på almen velstandsøgning. Sidstnævnte omfatter bl.a. planøkonomiske prioriteringer af typen materiel levestandard, beskæftigelse og bred lokalisering af produktionen - decentralisering. Denne politiske strategi må ses i sammenhæng med den indflydelse ikke-kapitalistiske samfundsborgere har kunnet øve via statsapparatet. Her har arbejderklassen gennem Arbejderpartiet indtaget en tilsvarende hegemoni, som småborgerskabet tidligere havde under Venstre.

Moderne «planøkonomi» havde sin forløber i «En norsk 3 årsplan» af 1933. Den var udformet i Arbejderpartiet efter sovjetisk forbillede, og gik langt i retning af bl.a. socialisering. Men målene blev ikke realiseret, da partiet i 1935 fik regeringsmagten. Umiddelbart efter 2. verdenskrig gjorde Arbejderpartiet - i ly af genopbygningsarbejdet - mere moderate fremstød i samme retning. Fra 1946 opstillede regeringen egne nationalbudgetter, og i 1963 kom planlægningen ind i fastere former, ved at der blev oprettet en særlig Planafdeling under Finansdepartementet. I 1979 blev der udskilt et selvstændig Planlægningsdepartement.

I hvilken udstrækning socialdemokratiet har ledet den økonomiske udvikling eller er gået ved siden af og har givet indtryk af at lede den, er et åbent spørgsmål. Retrospektivt ser det snarere ud som om, Arbejderpartiet har måttet organisere økonomien på kapitalens egne præmisser. Men det er også bemærkelsesværdigt, hvordan ad-hoc-løsninger, på bekostning af de mere langsigtede planer, har presset sig frem bl.a. som følge af internationale konjunktursvingninger. Det har længe været hindringer for en økonomisk styring i alle de kapitalistiske lande. Problemet er søgt løst ved oprettelsen af overnationale organer - som EF.

Med forbehold for deres reelle betydning, skal vi se på nogle af de virkemidler, der er taget i anvendelse i Norge. Makroøkonomisk krisepolitik efter den «keynesianske» model blev først lanceret af Arbejderpartiet under depressionen i 1930'erne. Stikordene var indsprøjtning af købekraft på grundlag af udenlandske låneoptagelse. Midlerne skulle overføres gennem statslig underskudsbudgettering. Programmet blev i begrænset form ført ud i livet efter 2. verdenskrig - og da i en ret afstumpet form.

Efterhånden har krisepolitik i større udstrækning omfattet en direkte støtte til de kriseramte, gennem bl.a. skattelettelser og finansieringsbistand i form af subsidier eller lån. I den senere tid har denne understøttelse fulgt et struktur-rationaliserende mønster. Parolen har ikke været at redde, det som reddes kan, men det som reddes bør. Staten har hjulpet - eller eventuelt afstået fra at hjælpe - alt efter hvilken slags produktion man fra et produktivitetssynspunkt har troet mest på, eller udfra et politisk standpunkt helst har ønsket. Derudover er strukturrationaliseringen forsøgt styret gennem en videre udbygning af etableringskontrollen (jfr. Etableringsloven af 1975).

Med tanke på produktivitetsøgningen er en betydelig andel af de offentlige udgifter kanaliseret mod grundforskningen. Denne indsats er øget betragtelig efter oprettelsen af udviklingsfonden til fremme af forsknings- og udviklingsarbejde i industrien (1965). Endvidere har staten skabt teknologisk ændring gennem de direkte statslige investeringer i f.eks. oliesektoren.

Endvidere er der grund til at understrege den udstrakte myndighed til at gribe ind overfor konkurrencekamp. De vigtigste etaper er her trustloven af 1926 og prisloven af 1953. Disse omfatter forbud mod konkurrenceregulerende aftaler, som kan hæmme produktionen og adgangen til at intervenere overfor skadelig priskrig.

Derudover er den omtalte etableringskontrol også givet et konkurrencebegrænsende sigte - ved adgangen til at holde antallet at producenter indenfor visse rammer. På dette område var primærerhvervene for øvrigt først ude med omsætningsloven for landbruget (1930) og råfiskeriloven (1938).

Denne type lovgivning giver belæg for en teori om, at statsmagten beskytter kapitalistklassen mod dens egne medlemmer. Netop det reformistiske Arbejderpartiet - ubundet af enkeltfraktioner indenfor borgerskabet - har mest effektivt kunnet udføre denne opgave.

Påstanden må ikke misforstås derhen, at borgerskabet skulle have bragt Arbejderpartiet til magten med dette mål for øje. Derimod må resultatet ses som udtryk for partiets ønske om at realisere sit velfærdsprogram på det bestående samfunds præmisser. Forvalterrollen har med andre ord været en forudsætning for målopfyldelsen.

Socialdemokratiet har utvivlsomt bidraget stærkt til velstandsspredningen. Store dele - ca. 50% - af de offentlige udgifter går i dag til subsidier, ydelser og diverse støtteordninger. I forhold til bruttonationalproduktet repræsenterer disse udgiftene omkring 10%. Denne omfordeling gennem de politiske organer har været mulig takket være den jævne og omfattende økonomiske vækst, der har fundet sted siden 1945. Men der har været åbenbare modsætninger mellem mål og midler - bl.a. mellem decentralisering og vækst. I disse tilfælde har væksthensynet fået forrang.

Den brede velstand er vigtig for forståelsen af den politiske stabilitet efter 2. verdenskrig. Det sociale sikkerhedsnet - pensioner, forsikringsordninger, arbejderbeskyttelse m.m. - som blev kraftig udbygget i løbet af Arbejderpartiets lange magtperiode, er også et væsentligt moment. Men ikke mindst skyldes denne stabilitet det institutionaliserede samarbejde mellem arbejde og kapital. Arbejderklassens handlefrihed har været stærkt beskåret gennem udstrakt brug af tvungen mægling, voldgift og samordnede overenskomstforhandlinger.

Udvidelsen af statens myndighedsområde har givet ophav til hvad der er betegnet som den korporative beslutningsstruktur. Mens interventionismen tidligere var formidlet af partierne i Stortinget, er særinteresserne siden mellemkrigstiden draget direkte ind i beslutningerne gennem deres egne organisationer. Desuden har staten grebet regulerende ind på områder, hvor særinteresserne har stået skarpest overfor hinanden.

Der er antydet to forklaringslinier for udviklingen af den korporative styreform. På den ene side har de mægtige organisationer - som LO, Industriforbundet, Bondelaget, Norges Handelsstandsforbund m.fl. - kæmpet for direkte deltagelse i afgørelserne, eller i bedste fald egen beslutningsmyndighed. De har haft succes, alt efter hvilke gentjenester de har kunnet tilbyde, eventuelt i kraft af deres organisatoriske styrke. Der er også eksempler på frivillig underkastelse, hvor gruppeinteresserne indadtil har sejret over enkeltinteresserne (jfr. prisreguleringer).

På den anden side har det fra et statsligt «ansvarligheds»-synspunkt - dvs. blandt de der til enhver tid behersker de politiske centre - været af stor vigtighed at koble organisationerne til statsapparatet. For det første besidder de uundværlig ekspertise - deraf deres rådgivende funktion. For det andet giver deres deltagelse legitimitet for planindgreb. Således pressede Arbejderpartiet i 1947 loven om brancheråd igennem. For det tredje har målet været at samordne de samfundssprængende konfliktemner. Dette var tanken - oprindelig formuleret af Venstre - bag statens indgreb i overenskomstforhandlingerne.

Det drejer sig ikke om nogen «ren» korporativisme. Det traditionelle parlamentariske apparat spiller en central rolle: Den korporative organisering er indrammet af love og cirkulærer, som - i hvert fald i princippet - er tilgængelige for løbende omvurderinger. Planerne bliver udarbejdet og vedtaget centralt i regering og storting; Regeringen - forvaltningens hoved - udgår fra stortingsflertallet; Folkevalgte organer udpeger medlemmer af bestyrelser og råd.

Det må samtidig understreges, at dette korporative system er åbent i den forstand, at beslutningerne fattes gennem forhandlinger mellem repræsentanter for de folkevalgte, forvaltningen og interessenterne. Endvidere afviger det fra fascismens kommandoøkonomi ved en omfattende uddelegering af beslutningsmyndighed. Denne statslige forvitring har - som utilsigtet resultat - ført til en beslutningskrise, med tilsvarende problemer for bl.a. den planmæssige styring af økonomien.

Den moderne interventionsstat giver ingen garanti for varig stabilitet uden dybtgående økonomiske og sociale kriser. En sådan optimisme var udbredt i 1950- og 1960'erne. Siden 1970'erne har den økonomiske krise og de «vilde» strejker bidraget til at nedbryde myten om statens almagt.

T.N.