Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Africana filosofi er betegnelsen for en filosofisk tradition, der er udviklet i USA gennem det 20. århundrede, overvejende blandt filosoffer og kulturpersoner af afrikansk oprindelse. Den adskiller sig fra afrikansk filosofi ved ikke at have sit organisatoriske udgangspunkt i Afrika men blandt afroamerikanere i USA. Altså en diaspora filosofi.

Den blev fra 1980’erne anerkendt i USA og internationalt af de internationale organisationer for professionelle filosoffer, herunder American Philosophical Association i USA.

Begrebet refererer ikke til en bestemt filosofi, filosofisk system, metode eller tradition. Det er i stedet en samlebetegnelse, der danner overblik over en lang række filosofiske aktiviteter indenfor reflektion, kritisk tænkning og udfoldelse samt æstetiske udtryk. Meget af det Africana filosofiske arbejde har fokuseret på at skabe orden i det individuelle eller sociale liv under indtryk af umiddelbare og tilbagevendende eksistentielle udfordringer i forhold til at overleve, udholde og udvikle sig som undertrykt afroamerikansk minoritet i USA.

Begrebet

Africana filosofi er et begreb under stadig udvidelse og er allerede vidtfavnende. Det har skullet rumme de geografiske, historiske, socio-politiske og kulturelle forskelle, der gennem århundreder har defineret og fortsat definerer livsvilkårene blandt de mange mennesker og folk, der definerer sig som værende af afrikansk oprindelse. Begrebets levedygtighed baserer sig på flere hundrede års kontinuerte, forbundne og komplicerede historier gennem hvilke Sorte folk fra Afrika og deres efterkommere er begyndt at identificere sig som folk af afrikansk oprindelse. Dette har i betydelig grad påvirket deres historie-dannelse, socio-politiske liv, kulturelle og intellektuelle udfoldelser og filosoferen.

Africana filosofien baserer sig på en række grundliggende antagelser. For det første at der eksisterer tilstrækkeligt mange antropologiske og historiske fællestræk mellem de mange grupper af mennesker, der er begyndt at identificere sig som af afrikansk afstamning, til at det beretter indordningen af filosofi udfoldet af personer indenfor disse grupper under en fælles overskrift. Dette identifikationsarbejde er en konsekvens af, at folk fra nationalstater i «Europa» i higen efter geopolitiske og antropologisk forening har forsøgt at påtvinge folk fra kontinentet «Afrika» en homogeniserende raceorienteret ontologi. Mange «Europæere» kom til den opfattelse, at der under de mange store forskelle i Europa eksisterede en grundlæggende ensartethed gennem fælles racetilhørsforhold og andre grundlæggende dyder, der var bestemmende for deres antropologiske og historiske overlegenhed, der teologisk og filosofisk skulle berettige dem til at opnå global dominans. Det var ud af denne giftige blanding af overbevisninger og mål, at bestemte europæere kastede sig ud i opbygningen af racebetingede, rangordnede filosofiske antropologier, hvor igennem de opfattede et kontinent med mange forskellige folk som én enkelt race af «Afrikanere» eller «Negre». Det er på baggrund af historierne fra de mange århundreders kampe mod den europæiske undertrykkelse, slavebindingen af folk af afrikansk oprindelse og disse folks overlevelseskamp, at der kan uddrages de fællestræk der kendetegner Africana filosofien, der beskæftiger sig med mødet mellem folk af afrikansk oprindelse og folk af europæisk oprindelse.

Denne første antagelse modificeres af en anden, nemlig at grupperne af folk af afrikansk oprindelse hverken individuelt, kollektivt, racemæssigt eller på anden måde er homogene. De er præget både af forskelle og ligheder. Det skyldes dels, at de forskellige grupper udviklede forskellige livsverdener geografisk, politisk og historisk, både før og som konsekvens af europæernes indblanding og vold. Dels at de interagerede socialt og kulturelt med andre folk - især europæere - hvilket gav anledning til forskelle i individ og socialt fællesskab, historie, kultur, interesser og mål. Fællestrækkene mellem grupperne er betingede, og derfor hverken immanente eller uforanderlige. Antagelsen udelukker derfor enhver ahistorisk, a-priori påstand om formodede endelige «naturlige» karakteristika for «tanker» blandt folk af afrikansk oprindelse på tværs af tid og geo-kulturelle rum. Africana filosofi som et samlende begreb har ikke til formål at skabe en samlende filosofi blandt tænkende mennesker af afrikansk oprindelse.

Africana filosofi bør for det tredje ikke opfattes som normative pålæg til filosoffer af afrikansk oprindelse gennem opstilling af krav til hvad deres filosofi skal handle om. Der er betydelige forskellige blandt disse tænkere. Der har eksisteret, eksisterer og vil fortsat findes folk af afrikansk oprindelse, for hvilke deres identitet i sig selv ingen betydning har for deres filosofi.

Arbejdet med Africana filosofi er ikke betinget af et krav om, at personen skal være af afrikansk oprindelse. Arbejdet kan også foreståes, udforskes, undervises i og kommenteres af folk der ikke er af afrikansk oprindelse. I kraft af deres kompetencer kan sådanne personer identificeres passende som f.eks. «Afrikanister», «Afro-Caribbeanister» eller «Afrikanske Amerikanister».

Filosofi født i kamp

Bestræbelserne på at kortlægge og ordne det komplekse diskursrum af udtryk og praksis som Africana filosofi udgør, tog fart i slutningen af det tyvende århundrede. Men mange af de tankevækkende og æstetiske udtryk der blev identificeret og udforsket som former for filosofi, var hverken blevet produceret eller styret af de normer og dagsordner indenfor akademisk filosofi, som den gennem århundreder var blevet institutionaliseret i en række vesteuropæiske lande og Nordamerika. Det samme gælder de behov, motivationer, mål og mange af de centrale intellektuelle ressourcer, der orienterede disse tilfælde af udtryk og kreativitet samt dannelsen af de netværk af iderum og diskursive fællesskaber der nærede dem. Det skyldes, at folk af afrikansk oprindelse havde ringe eller slet ingen filosofisk eller antropologisk betydning for de der var bestemmende indenfor den filosofiske disciplins institutioner. Den før-moderne afrikanske historie; den århundreder lange kolonisering, slavebinding og generelle undertrykkelse af Sorte mennesker i Afrika, Europa, Amerika og Caribbean; den griske og uretfærdige udnyttelse af deres kroppe, jord, ressourcer og levevilkår. Alle disse forhold blev stort set aldrig kommenteret indenfor den filosofiske disciplin, ikke engang som genstand for protest, trods disciplinens påståede interesse for frihed, retfærdighed, lighed, menneskelig natur og generelt menneskeligt velbefindende. Selv når filosoffer af europæisk oprindelse i det 18., 19. eller 20. århundrede udformede nye filosofiske antropologier, socio-politisk filosofi eller filosofihistorie og samlede dem i Oplysningstidsværker, der mente at den fornuftbaserede frihed og retfærdighed skulle være det grundlag den racebetingede og kapitalistisk civiliserende eurocentrisme skulle spredes på (Amin 1989), så forholdt den sig næsten altid fuldstændig tavs om de tilsigtede og utilsigtede konsekvenser for folk af afrikansk oprindelse - udover påstande om at kolonisering og slaveri ville bibringe dem en højest tiltrængt «civilisering».

Den akademiske og professionelle filosofi nød økonomisk og politisk godt af dette europæiske kolonialistiske og kapitalistiske projekt langt op i det 20. århundrede. Først da blev de mødt af de forskellige former for bevægelser og modstand blandt folk af afrikansk afstamning, der krævede ret til frihed, retfærdighed og fuldt statsborgerskab. Ved midten af det 20. århundrede havde disse bevægelser i Afrika, Caribien og Amerika vundet større sejre over de eurocentriske apartheid- og udplyndrings regimer. Befrielsesbevægelserne bidrog også til transformation af disse regimer, der bragte reel frihed og retfærdighed. Ikke blot for folk af afrikansk oprindelse, men også for farvede og selv for kvinder af europæisk oprindelse.

Disse historiske bevægelser og udviklinger gav samtidige pionerer indenfor Africana filosofi adgang til righoldige ideer og iderum, dagsordner og netværk, de kunne trække på til udformingen af intellektuelle dagsordner, strategier og sociale netværk, der var nødvendige for at kunne udfolde filosofi i de afrikanske folks interesse. Fremkomsten af Africana filosofi i det 20. århundrede fik derfor et særligt mål: at opsamle og og udforske kloge reflektioner og æstetiske udtryk blandt og om folk af afrikansk oprindelse; og desuden udforme nye udtryk til brug for kampen for frihed, retfærdighed og menneskelig værdighed blandt disse personer og folk.

Mange af de nutidige pionerer indenfor filosofi, der nu samles under Africana filosofiens paraply udfolder sig både indenfor den institutionaliserede professionelle filosofi, og er samtidig medlemmer af de nye generationer af frihedskæmpere eller stærk påvirkede af dem. Mange af dem er derfor motiverede, opstiller deres mål eller henter inspiration til deres filosofiske arbejde udenfor den kanoniserede motivation og traditioner der ellers er institutionaliseret i disciplinen. Opildnet af arven fra deres rollemodeller og befrielsesbevægelser har de påtaget sig opgaven at udfordre disciplinen for at kunne skabe rum indenfor dens intellektuelle og organisatoriske rammer, for at kunne prioritere temaer af interesse for folk af afrikansk oprindelse og af særlig interesse for dem selv som personer af afrikansk oprindelse der er involveret i filosofi formelt og professionelt.

En af de udfordringer der måtte håndteres var den fremherskende antagelse af den «korrekte filosofiske» tankegangs natur. Nemlig at denne tankegang er karakteriseret ved en søgen efter visdom, der forfølges af personer med de højest udviklede former af disciplineret tankevirksomhed, hvis liv er materielt betinget således at de kan anvende store dele af deres tid og energi på reflekterende tænkning og til at udtrykke denne tænkning skriftligt.

Det blev klart for mange af de nutidige pionerer indenfor Africana filosofi - dog ikke alle - at dette billede af den ideelle filosof ikke var egnet til respektfuldt at identificere eller karakterisere mange af de filosofisk tænkende og udtrykkende personer af afrikansk oprindelse. Især de der levede for flere hundrede år siden. Gennem flere hundrede års radikalt forstyrrende og dehumaniserende møder mellem mennesker af afrikansk oprindelse og mennesker af europæisk eller euro-amerikansk oprindelse, er de Sorte folks filosofi blevet «født i kamp», som filosoffen Leonard Harris meget rammende har konstateret. Disse menneskers erfaringer, de millioner der var deres samtidige, de millioner der kom før dem og de millioner der fulgte efter og dermed deres filosofi var dybt betinget af den race- og kønsmæssige udplyndring og kolonisering af deres hjemlande; for andre var den betinget ved den race- og kønsmæssigt betingede kidnapning, bortførsel, slaveri og undertrykkelse i den Ny Verden tusinder af kilometer fra deres forfædres hjemlande; i alle tilfælde var der tale om race- og kønsmæssigt imperialistiske overgreb mod selve kernen i deres væsen, hvorved de blev tvunget til at være koloniserede «indfødte» og slaver, både ontologisk og socio-økonomisk. Overlevelse og udholdenhed under disse betingelser krævede en koordineret indsats for gendannelse og fastholdelse af deres personlighed og de grundlæggende menneskelige forhold.

Overlevelse og udholdenhed under denne race- og kønsmæssige kolonisering, slavebinding og undertrykkelse fik en hel del folk af afrikanske oprindelse til at filosofere. Selv under de mest hverdagsagtige begivenheder blev undertrykte Sorte næsten dagligt tvunget til overveje de meste grundlæggende eksistentielle spørgsmål: fortsætte livet under hvad der viste sig at blive århundreders kolonisering og slaveri, under brutal og nedværdigende køns- og racemæssigt betinget undertrykkelse. Eller søge «frihed» i døden. Leve med fortvivlelse ind i galskaben. Eller søge ressourcer til fortsat at leve gennem skjult beundring for det hellige og smukke, for ironi og tragikomedi, parallelt med næringen af håb og tålmodighed samt opdagelse og dannelse af skønhed og menneskelighed, midt under den fysisk og psykisk nedbrydende brutalitet der fulgte af den stadige forværring af levevilkårene, der lå hensides det menneskelige. Dø på eget initiativ. Eller kapitulere overfor umenneskeliggørelsen. Eller kæmpe for at finde og fastholde troen og håbet på et bedre liv, på jorden og i efterlivet, gennem kreativitet og skønhed i tale, dans og sang på arbejdet og under hvile; i tanke og i kunst; i at søge og skabe sandhed og ret; i at søge og udøve retfærdighed; i at smede og opretholde relationer mellem familie og samfund, når sådanne relationer overvejende var forbudt; i at gøre livet helligt.

Disse arbejder med genskabelse, udforskning, kommenteren og kritik udgør et igangværende projekt med flere dagsordner. Som bemærket ovenfor består en første dagsorden i at identificere disse forekomster af «filosofi født i kamp». En anden vigtig dagsorden er identifikationen og genskabelsen af filosofi, der blev skabt før indledningen på de århundreder lange kampe med de europæiske folk. En tredje dagsorden er at uddrage overvejelser fra den filosoferen der styrede eller i betydelig grad betingede organiseringen af livet, under hvilke Afrikas folk skabte deres evolutionære tilpasninger. En fjerde dagsorden er fuldstændig at forstå den filosoferen der nærede udholdenheden under de brutale anslag mod folkenes tilværelse, med det formål at lære af de livsbekræftende meget stærke intellektuelle og følelsesmæssige projekter blandt de undertrykte folk der arbejdede - og arbejder - på at samle sig selv, deres folk og selv undertrykkerne til en human individuel og kollektiv sammenhæng. Dette for at forstå hvorfor der blandt folk der gennem århundreder er blevet fornedrede, undertrykte og udsat for terror, findes en stadig strøm af personer der har brugt en stor del af deres emotionelle og intellektuelle energi på at bevare og udvikle deres menneskelighed, og til at kæmpe for frihed og retfærdighed.

Det afrikanske kontinent

De forskellige folk på det kontinent der kom til at hedde «Afrika» skabte en række mere eller mindre komplekse samfund af forskellig udstrækning og form mange generationer før møderne i det 15. århundrede med griske opdagelsesrejsende og eventyrere fra Europa. Flere af disse gamle samfund - f.eks. kongedømmerne i Mali og Ghana samt Kemet dynastierne i Egypten - havde udviklet komplekse sociale strata, der også inkluderede personer med en høj uddannelse. Nogle af disse personer var placeret i institutioner der hengav sig til produktionen og distributionen af viden og kreative udtryk, samt til bevarelsen af denne viden og udtryk på skriftlig form og som kunstgenstande opbevaret i biblioteker og andre bygninger, samt for kunstgenstandenes vedkommende inkluderet i de ontologisk strukturerede dagligdags rutiner. I de samfund hvor avanceret viden blev produceret og viderebragt ved mundtlige traditioner, blev nogle udvalgt og trænet som grioter - dvs. folk med strengt strukturede hukommelser som derfor blev levende opbevarere, vogtere og formidlere af folkets og/eller det politiske samfunds viden og intellektuelle arv. Deres vogtere af visdom. For at bevare dette delte og tilpassede liv på tværs af generationer i alle de forskelige sociale lag, var det socialt nødvendigt at opbygge og bevare fortolkende udgaver af den naturlige og sociale virkelighed og af den kreativt opfundne oprindelse, slægtsudvikling og konstruerede historie, ud fra hvilke det var muligt at ordne det individuelle og fælles liv.

Produktionen af disse samlinger, udformningen af normer ud fra hvilke fortolkningerne der skulle ordne det personlige og sociale liv kunne struktureres, retfærdiggøres og legitimeres var i høj grad «filosofiske» projekter. Der var tale om erfarings-betingede tankemetoder, der bidrog med viden til at lede udformningen af individuelt og fælles liv på tværs af generationer i fortid, nutid og fremtid. Denne praksis er lige så gammel som de folk der rutinemæssigt refereres til som «afrikanere». Denne praksis blev ikke knust af den holocaust af imperialistisk kolonisering og dominans, eller af det racebetingede slaveri og apartheid undertrykkelse som europæere og andre skabte. Dog blev denne filosoferen i mange tilfælde forstyrret og fordrejet i forskellig udstrækning, mens den i mange andre blev kreativt tilpasset.

Gennem det 20. århundrede gennemførtes der anti-koloniale- og afkoloniseringskampe med det formål at opnå frihed og selvstændighed fra den dominans og jurisdiktion som racemæssigt hvidt overherredømme havde udøvet over de afrikanske folks liv, jord og ressourcer. Disse forstyrrelser og fordrejninger i historien skabte ny kreativitet blandt de afrikanske folk, der var opsatte på at generobre og reparere det gamle og/eller udforme nye dagsordner og livsstrategier i tråd med deres vilje til at holde ud. Der eksisterer en lang kamp blandt forskere af afrikansk oprindelse for at genvinde Egypten fra den intellektuelle «annektering» til Europa, som allerede Hegel anførte i sin Historiefilosofi. Det er fortsat sådan, at blandt mange folk i Europa og USA betragtes Egypten som en del af «Mellemøsten» frem for som en del af Nordafrika. Denne misdannelse af den folkelige bevidsthed fortsætter den dag i dag, mens dens greb efterhånden mindskes når det handler om fremstillingen af Afrikas historie. Den systematiske produktion af uvidenhed og forvrænget uetisk «viden» om folkene i Kontinentalafrika fortsætter imidlertid indenfor den akademiske filosofi. Især i uddannelsen af nye fagfolk, ved nedskrivning af disciplinens historie og i udformningen af læseplaner - om end progressive ændringer er undervejs. Der er kun få indenfor den akademiske filosofi (bortset fra de der er involverede i Africana filosofi) der kender til den lange tradition, der stiller spørgsmålstegn ved filosofiens «romersk-græske» oprindelse. Et eksempel herpå er George G.M. James' Stolen Legacy (James 1954), hvor han argumenterer for at de græske filosoffer «stjal» fra de egyptiske intellektuelle, og at den Antikke filosofi siden har fået en græsk «oprindelse».

Det er et provokerende og kontroversielt synspunkt, men den udbredte uvidenhed indenfor disciplinen omkring antikkens folk og civilisationer - udover de traditioner der er udstukket af efterkommere af hvide europæere - er en direkte konsekvens af den racisme der eksisterer i dannelsen, organiseringen og udfoldelsen af diskurs- og stipendiemiljøer og udviklingen af raceadskilte ide-rum, intellektuelle traditioner, netværk og videnskabelige organisationer i hele Europa og Nordamerika. Der findes f.eks. kun få akademiske filosoffer eller videnskabsfolk der ikke er af afrikansk oprindelse, der kender til eksistensen af Association for the Study of Classical African Civilizations. En international organisering af videnskabsfolk og intellektuelle af afrikansk oprindelse, der fokuserer på «rede og rehabilitere» det antikke Afrikas historier, intellektuelle traditioner og visdomsfilosofier. Der er kun få akademiske filosoffer der kender til sammenslutningens videnskabelige arbejder som f.eks. Maulana Karenga (1986) og Jacob H. Carruthers (1984). Begge videnskabsmænd har bidraget forskningsmæssigt til studier, der skal generobre egyptiske tanke-traditioner som afrikanske. Disse videnskabsmænds arbejder er paradigme eksempler på den målrettede produktion og formidling af ny viden om folk af afrikansk oprindelse, skabt af afrikanere, folk af afrikansk oprindelse eller andre der med fuldt overlæg har arbejdet uafhængigt af nøgleorganisationerne for akademiske fagfolk indenfor filosofi og andre discipliner.

Mens der kun findes få spor i den kanoniske filosofiske litteratur eller akademisk filosofiske læseplaner om vestlige filosoffer der har fokuseret på spørgsmål om de historiske relationer mellem egyptiske og græsk-romerske tænkere eller på afrikanske tænkere og tanketraditioner, så har en række af pionererne indenfor Africana filosofi orienteret sig mod uafhængige, ofte kontroversielle figurer og videnskabelige projekter udenfor rammerne af den akademiske professionelle filosofi for at indhente inspiration, intellektuelle ressourcer og strategier for at håndtere udfordringen med at etablere intellektuelle rum indenfor den akademiske filosofi for «afrikanske spørgsmål». En central ressource og intellektuel mentor for dette arbejde har været Cheikh Anta Diops arbejder og person. Den intellektuelt dristige og banebrydende senegalesiske videnskabsmand der i The African Origin of Civilization: Myth or Reality offentliggjort i de tidligere 1970'ere argumenterede for den afrikanske oprindelses virkelighed. Diop havde indledt sit udfordrende arbejde med at generobre den afrikanske arv flere årtier tidligere ved i sin afhandling til Ph.D. graden ved Paris' Universitet at argumentere for, at den antikke egyptiske civilisation var en sort afrikansk civilisation. Forskningen til støtte for hans påstande havde enorme konsekvenser for revisionen af den vestlige filosofis oprindelseshistorie. Det samme gjaldt Martin Bernals højlydt og hidsigt omdiskuterede flerbindsværk, Black Athena: The Afroasiatic Roots of Classical Civilization. Det er langt det mest læste og omdiskuterede værk indenfor den tradition mange har orienterede sig imod. Bernals værk anerkender en lang række videnskabsfolk af afrikansk oprindelse, deriblandt Diop, men det har næppe ført til en krusning indenfor den akademiske filosofi. Traditionen har derfor længe trængt til en livlig og disciplineret kritisk revurdering af muligheder og realiteter omkring græsk-romerske og afrikansk-eyptiske bidrag til fremkomsten og udviklingen af de filosofiske tanker, der er blevet kanoniseret som oprindelsen for den vestlige filosofi. Africana filosofien er blevet udfoldet som en ny sammenhæng for sådanne provokationer og kritisk genovervejelse.

I mellemtiden har akademiske filosoffer i Afrika og andre steder gennem flere årtier været involveret i intense debatter og diskussioner, der har ført til rekonstruktioner af filosofiens virksomhed - både som afdelinger ved videnskabelige institutioner og nationale og internationale sammenslutninger af professionelle filosoffer. Det oprindelige omdrejningspunkt for debatterne og diskussionerne var hvorvidt der eksisterede korrekte forekomster af filosofi i det traditionelle (før-moderne) Afrika syd for Sahara. Placide Tempels publikation i 1945 af La Philosophie Bantoue var udløsende for meget af denne debat.

Den historiske kontekst i hvilken disse debatter og diskussioner opstod og blev ført var fuldstændig betinget af europæisk kolonial dominans og udplyndring af afrikanske folk gennem race-karakteristikker. Dette arbejde blev i høj grad hjulpet gennem en intellektuel indsats fra centrale europæiske filosoffer. Den britiske filosof David Hume filosoferede i en fodnote til sin bog, Of National Characters om «Negrenes naturlige underlegenhed ifht. den Hvide mand» (Hume 1742), og Immanuel Kant uddybede i sine skriverier om antropologi sin egen teori om overlegne og underlegne racer (Kant 1798). Da generation efter generation af europæiske og euro-amerikanske hvide blev uddannet i almen accept af deres racemæssig overlegenhed ifht. de «underlegne» afrikanere med udgangspunkt i filosofisk velargumenterede, videnskabeligt verificerede og teologisk sanktionerede tekster, så blev påstanden om at afrikanere skulle være i stand til at producere tekster på filosofisk niveau af de fleste betragtet som aldeles absurd.

Kernen i striden var det presserende spørgsmål om hvorvidt afrikanske personer fuldt ud og tilstrækkeligt var menneskelige og intellektuelt kapable i sammenligning med menneskemodellen par excellence: europæeren, den hvide mand, Avataren for alle hvide mennesker og selve menneskeheden, hvis afgørende karakteristik var evnen til at ræsonnere og udtrykke sig mundtligt (logos). Påstanden fra Placide Tempels der var en belgisk præst der var engageret i missionsarbejde i det daværende «Belgisk Congo» om at Bantu afrikanere (beslægtede etniske grupper, der var identificeret ved den dominerende sproggruppe, Bantu, der også blev talt af de øvrige) havde deres egen filosofi, var derfor en alvorlig udfordring for den race-baserede filosofiske ontologi/antropologi, der understøttede den koloniale dominans og udplyndring. Tempels blødte dog de foruroligende konsekvenser af sine påstande op ved samtidig at hævde, at Bantu folkene trods alt «ikke var bevidste om deres filosofi». Det var først Tempels selv, der ved at bruge de redskaber han havde til rådighed gennem sin uddannelse i filosofi kunne gennemføre en hermeneutisk undersøgelse af Bantusproget og den forbundne praksis og derved uddrage dets konstitutive epistemologi og axiologi, der dannede den adfærds-styrende filosofi, der kom til udtryk i Bantuernes sproglige praksis og normative handlinger.

De følgende årtiers debat - fra midten af 1940'erne til 1980'erne - om muligheden af afrikansk filosofi og afsløringerne af lang tids udviklet rationalitet og humanisme blandt afrikanske folk havde stor betydning for den intellektuelle dagsorden og praksis blandt de revolutionære bevægelser, der var involverede i de anti-koloniale kampe over hele det afrikanske kontinent, samt deres bestræbelser på at udvikle en ny politisk, økonomisk, social og kulturel orden i kølvandet på disse kampes sejre. Et betydeligt antal blandt de nye generationer af afrikanske intellektuelle blev radikaliserede i deres modstand mod den racebetingede koloniale dominans og udplyndringen af de afrikanske folk og deres ressourcer. Mange af disse intellektuelle var blevet uddannet på universiteter i Afrika, hvoraf mange blev ledet af personer af europæisk afstamning, og en ikke lille skare havde yderlige gennemgået undervisning og studier på elite-universiteter i det koloniale «moderland». En række af disse engagerede intellektuelle betragtede Tempels og tilsvarende europæiske og euro-amerikanske tænkere som allierede i deres kamp mod de dehumaniserede rationaliseringer, der understøttede den europæiske kolonialisme. Nogle betragtede Bantu filosofien som et forsvar eller retfærdiggørelse af afrikanerne som rationelle mennesker, der fuldt ud var i stand til at forvalte deres eget liv og derfor også rede til selvstændighed fra koloniregimet. Men andre mente, at Tempels påstande og tilsvarende arbejder var vildledende ifht. at udvikle sand filosofisk tænkning blandt afrikanerne. For disse afvigere var Tempels og andres arbejder ikke andet end etnologiske studier af afrikanske folk - snarere end filosofiske udtryk - og deres tilhængere var vildledte, når de syntes at tillægge ubevidste, ikke-skriftlige og vidt udbredte filosofiske systemer alle personer i de grupper, der blev undersøgt. Afvigerne betegnede disse arbejder som «etno-filosofi».

I dag er der over hele verden et stigende antal formelt uddannede afrikanske filosoffer, der trækker på og bidrager til det filosofiske felt. Udviklingen af diskursive formationer der kan identificeres som «Afrikanske» inden- og udenfor disciplinen sker med deltagelse af personer af både afrikansk og ikke-afrikansk oprindelse. De identificerer, rekonstruerer og skaber traditioner og samlinger af afrikansk tankevirksomhed og kunstneriske udtryksformer - mundtligt, skriftligt og som kunstformer - som former af filosoferen. En vigtig udvikling har været den seriøse behandling af artikuleret tankevirksomhed blandt både fortidige og nulevende personer, der aldrig har modtaget formaliseret undervisning eller opnået grader indenfor specielt akademisk filosofi, men som har været involveret i og har formuleret mere eller mindre systematiske reflektioner om forskellige aspekter af livet, samt inkluderingen af eksempler og traditioner for denne type virksomhed i reviderede og nye kanoniseringer af afrikanske filosofiske tanker. Et centralt eksempel indenfor dette felt har været det nyskabende arbejde fra den afdøde kenyanske filosof H. Odera Oruka om filosofiske tanker blandt traditionelle afrikanske vismænd. Oruka gennemførte feltarbejde i Kenya, hvor han interviewede og talte med en lang række lokalt anerkendte og respekterede vismænd, og på den måde oparbejdede en stor samling nedskrevne, kritisk redigerede og nu offentliggjorte tekster, der i dag gøres til genstand for kritiske studier og motiverer til forfinede studier af samme type i mange andre egne af det afrikanske kontinent. Andre filosoffer - nogle fra andre lande og ikke nødvendigvis af afrikansk oprindelse - har taget Orukas tråd op, har fortsat udforskningen af de artikulerede tanker blandt indfødte vismænd og har inkluderet dette materiale i deres forskning, stipendier og kursusudbud. «Visdomsfilosofi» har på denne måde udviklet sig til energisk felt indenfor afrikansk filosofi i kontinental Afrika (Oruka 1990b).

De Tempels inspirerede debatter om hvorvidt folk af afrikansk oprindelse kan have filosofier eller kan filosofere er blevet løst - eller tages ikke længere seriøst - og har banet vej for udforskning af andre felter. Både de anti-koloniale kampe, udfordringerne ved at opretholde den post-koloniale succes samt løse tilbageslag og fiaskoer har udløst meget filosofisk arbejde på akademisk niveau. Beviset herpå er udviklingen af uddannelsesprogrammer, der fører frem til en kandidatgrad i filosofi - i mange tilfælde med betydelig vægt på afrikansk filosofi - på en lang række højere uddannelsesinstitutioner i bl.a. Kenya, Nigeria, Folkerepublikken Congo, Cote d'Ivoire, Benin, Senegal og Sydafrika; fremkomsten af en række tidsskrifter samt publicerede (og upublicerede) filosofiske artikler og andre udtryksformer (overvejende litterære); etableringen af nationale organisationer i bl.a. Ghana, Kenya, Nigeria og Egypten og internationale organisationer som Inter-African Council of Philosophy og The Afro-Asian Philosophy Association med hovedsæde i Cairo, der har medlemmer fra både Nordafrika, Afrika syd for Sahara, Tyrkiet, Europa og andre lande - både professionelle filosoffer og andre vidensarbejdere; organiseringen af nationale, regionale og internationale konferencer der tager emner og temaer op der udtrykkeligt må betegnes som filosofiske.

Den fortsatte modning af disse tendenser er tydelig i fremkomsten af forskellige filosofiske orienteringer, dagsordner og knudepunkter, som igen har fået en række tænkere til at gå i gang med at udvikle kritiske, meta-filosofiske oversigter over de nye skoler eller tendenser, deres ligheder og forskelle. H. Odera Oruka (1990a) udarbejdede en sådan oversigt og skelnede mellem hvad han karakteriserede som fire «strømninger» i afrikansk filosofi. Den ene af disse er allerede omtalt, og han sluttede sig til andre i karakteristikken af den som etno-filosofi. Et anden-ordens projekt der foregiver at identificere og engagere sig i en eksegese af de filosofiske skemaer og betydninger af artikulerede tanker og udtryk, handlinger og adfærdsmønstre, der deles blandt og således karakteriserer bestemte afrikanske etniske grupper. En anden strømning blev startet af Oruka selv, og han betegnede den som visdoms-filosofi. Der var tale om skarp og kritisk reflekterende tænkning blandt uafhængigt tænkende, der ikke havde gennemført nogen formel uddannelse i moderne institutioner. Den tredje strømning var nationalistisk ideologisk filosofi, der for Oruka stammede fra folk der var aktivt involverede i det politiske liv. Især blandt de ledende eller de der på anden vis i betydelig grad bidrog til den afrikanske selvstændighedskamp, og som søgte at formulere forestillinger om hvordan den nye, frihedsorienterede, sociale og politiske orden skulle udformes. Den fjerde strømning var professionel filosofi, der var reserveret akademisk uddannede undervisere og videnskabsmænd indenfor akademisk filosofi samt deres studerende.

Den afrikanske diaspora

Slavebindingen og overflytningen af millioner af afrikanere til den Nye Verden til kolonier og siden nationalstater skabt af europæere og euro-amerikanske settler-kolonister, begyndende i det 16. århundrede og fortsættende gennem de følgende århundreder, skabte et folk af afrikansk oprindelse på det amerikanske kontinent, i Caribien, Europa og andre dele af verden. Enkeltpersoner og gruppereringen af disse folk skabte og udviklede fælles kreative svar på denne systematisk påtvungne racebetingede undertrykkelse og klasseudplyndring, organiseret, rationaliseret og motiveret af det hvide overherredømme og yderligere skærpet af seksualitet og køn. Ligesom det allerede var tilfældet i Afrika hvor europæiske og arabiske slavehandlere var trængt ind og havde bortført folk var det tilbagevendende og afgørende omdrejningspunkt i den Nye Verdens racebetingede smeltedigel kampen for at udholde og overleve slavelivet gennem håndtering af de sjæle- og bevidsthedsmæssige spændinger, der ellers truede og under alle omstændigheder betingede livet i familie og fællesskaber.

Der var flere afgørende kilder til disse spændinger. En var de traumer der fulgte af den radikale dislokation som millioner af mennesker oplevede når de blev bortført og solgt til slaveri, for derefter at blive transporteret flere tusinde kilometer over oceanet, hvilket kostede mange tusinder livet. En anden var den sjæle- og psykisk belastende uklarhed og ambivalens ved at være tvunget til både at være «Afrikaner» i den Nye Verden og samtidig «Amerikaner», «Canadier», «Brasilianer», «Puerto Ricaner», «Trinidaner», «Haitianer», «Jamaicaner», «Fransk», «Britisk» osv. samtidig med at de som slaver både blev nægtet adgang til de ressourcer der ellers kunne have tilladt dem udviklingen af en identitet indenfor de nye nationalstater eller kolonier og til de ressourcer der lå i deres oprindelige kulturer.

Afro-amerikansk filosofi. Født i kamp

USA er et af de diaspora knudepunkter for indsamlingen og studier, der gennemføres under overskriften «Afrikansk Amerikansk Filosofi». Her følger en historisk opdelt diskussion af flere af disse eksempler på filosoferen født i kamp. Men det ville være en etisk parodi og et udtryk for erkendelsesteoretisk nutidig imperialisme at kræve, at velovervejede kritisk refleksive udtryk blandt Afro-amerikanere der kunne regnes for udtryk for filosoferen der ville være værdige til kritisk undersøgelse blandt professionelle filosoffer skulle opfylde strenge formelle standarder for «korrekt reflektion», som formuleret blandt professionelle indenfor disciplinen sent i det 20. og starten af det 21. århundrede. Årsagen er at den kontekst i hvilken folk af afrikansk afstamning blev tvunget til at reflektere over deres livserfaringer i høj grad var betingede af de dagsordner og den sociale logik som det hvide overherredømme og dens rammer for for race, etnicitet og køn; ikke dagsordner defineret udfra akademisk abstrakt formel logik og reflektion. Det var de presserende krav fra det daglige racemæssige slaveri og undertrykkelse, der formede den reflektive tankevirksomhed, ikke frivillig abstrakt spekulation. Det som vi skal værdsætte og betragte på tværs af flere hundrede års historie og livserfaringers hermeneutiske distance, struktureret af tidssvarende personlig og social frihed (og mangel på samme), er de livserfaringer og situationer hvis udtryk og filosoferen må forstås som være blevet født i kamp.

Den nye verdens folk af afrikansk oprindelse måtte bruge megen psykisk energi på at håndtere den institutionalisering og undertrykkelse de var udsat for. Den blev gjort til en naturlig del af samfundet og blev legitimeret indenfor alle områder af normativ tankegang og æstetisk udtryk: jura, videnskab, teologi, religion, filosofi, æstetik og almindelig «sund fornuft». (For en historisk gennemgang af afro-amerikansk liv i USA, se Franklin & Moss, Jr. 2000). I hvert enkelt tilfælde var den primære kilde den grundlæggende metafysiske og ontologiske «enhedsidé» om den hierarkiske Livets lange Kæde (Lovejoy 1964) ifølge hvilken hver race formodedes at have en bestemt og veldefineret plads i verden. Som levendegjort ejendom blev dette princip anvendt overfor slavebundne afrikanere og deres efterkommere. Køberen havde købt dem, holdt dem i live, og havde derfor ret til at udnytte deres arbejdskraft uden kompensation, samtidig med at de skulle reproducere sig selv som slaver. Iflg. denne formodede guddommeligt sanktionerede filosofiske antropologi blev børn, kvinder og mænd af afrikansk oprindelse henregnet til en kategori af væsner, som faldt uden for de normative moralske og etiske principper som iøvrigt regulerede det civiliserede liv. De blev presset ind i en nul-kategori, hvor de var tvunget til at leve et liv af social død, hvor de var frataget retten til meningsdannende sociale relationer.

Overordnet bukkede de ikke under for kravet om at blive social døde - i hvert fald ikke fuldstændig, selv om mange tusinde gjorde. Der fandtes altid de der dyrkede kroppens, bevidstheden og sjælens styrke og det kom til udfoldelse i forsvar for dem selv, deres folk og deres «race», for at tilføre den værdi hensides de definitioner og værdisætninger, som blev tillagt dem af det institutionaliserede slaveri og undertrykkelse. Der fandtes altid de der indenfor slavelivet og den begrænsede frihed udnyttede revner, sprækker og de små frirum til at bevare og dele de vigende erindringer og skønhed og integritet før holocaust; som fandt, skabte og fornyede ideerne om et bedre liv gennem skabelsen af musik, dans og anden kreativ udfoldelse, som slaverne gennem de personlige og sociale relationer af verdslig og religiøs art de deltog i, bevarede og gav videre.

Næret af disse betræbelser modstod de gennemførelsen af den ontologiske død, og skabte andre former gennem deres modstand. De reflekterede over deres eksistens og dens betingelser. De udviklede måder at klare sig på uden at bukke under; måder at bekæmpe slaveriet og den øvrige indskrænkning af deres liv og håb; og de udformede og gennemførte måder at undslippe på. De studerede nøje deres slaveejere og undertrykkere og vurderede den moralske betydning af den måde slavejerne og undertrykkerne levede på, for derigennem at finde ud af hvordan de som slaver og foragtede måtte leve anderledes, for ikke at følge slavejernes og undertrykkernes vej til social fordærv. De reflekterede over vilkårene og betingelserne for frihed og retfærdighed; for bedre vilkår og betingelser for eksistens og for personlig og social identitet; hvordan de kunne gøre modstand og udholde livet samtidig med at de skabte smukke ting; hvordan de kunne elske trods deres situation.

1600–1860

Disse overvejelser antog forskellige former indenfor og på tværs af århundrederne. Mange folk af afrikansk oprindelse kastede sig ud i koordinerede intellektuelle og håndgribelige aktioner mod slaveriet i alle dets afskygninger. Deres overvejelser og artikulationer kan findes i forskellige filosofiske samlinger: i lyrikken, rytmestrukturene og timingen af de forskellige musikgenrer; i aviser og pamfletter, i poesi og andre genrer af kreative skriverier, i breve, i slaveberetninger og selvbiografier, i institutionernes arv og dokumenterede historie - især Sorte kirker og andre sorte organisationer, i mænds og kvinders organisationer, i forsamlingers og bevægelsers dokumenterede historie osv. Fra de tidligste tilfælde af overførsel af afrikanske slaver til kolonierne i 1600 tallet gennem det 18. og 19. århundrede frem til USA’s borgerkrig i 1860-65, var militant agitation for slaveriets afskaffelse en fremtrædende opgave for både «frie» og slavebundne, og det samme gjaldt arbejdet med at skabe større respekt og frihed for sorte kvinder fra mandens dominans, undertrykkelse, seksuelle udnyttelse og racisme. Den unge skrivekyndige husslave Phillis Wheatley (1753?-1784) skrev digte om «forskellige religiøse og moralske emner». I et af dem skrev hun om betydningen af at «Være bragt fra Afrika til Amerika» og opfordrede de kristne til at huske på at, selvom Negre kan være «sorte som Cain», så kan også de «forfines og koble sig på engletoget» (Wheatley [1773] 1997). Wheatleys poesi var både meget forfinet og tankefuldt sonderende. Det faktum at hun faktisk havde skrevet disse vers udløste en sådan vantro, at både hendes herre og en fremtrædende gruppe af hvide mænd, deriblandt statens guvernør og løjtnants-guvernør følte sig tvunget til at skrive til udgiveren og den undrende læsende offentlighed, for at attestere at det faktisk var Wheatley der mestrede det engelske sprog og var forfatterinden til versene. Det skriftlige udtryk i intet mindre end dygtig poesi var en vigtig modvægt til påstandene om Negrenes underlegenhed. Derfor var det også nødvendigt at fremtrædende hvide personer sagde god for hendes forfatterskab, for at poesien kunne finde udbredelse i den race- og kønsindskrænkede litterære offentlighed.

Wheatley var den første i hvad der skulle blive en lang og ubrudt række af slavebundne personer af afrikansk oprindelse i USA som tog kreative og andre skriftlige genrer op som middel til at engagere sig i modstanden mod undertrykkelsen og til at genvinde og udtrykke deres menneskelighed gennem tankefuldhed. Slavernes fortælling af historier om deres liv, slaveriets vilkår og deres håb og længsel efter frihed udgør en usædvanlig rig litterær kilde, der kan studeres ud fra synsvinklen, filosoferen gennem kamp. The Interesting Narrative of the Life of Olaudah Equiano, af Gustavus Vassa, den afrikanske forfatter (1789) er blot et eksempel på en sådan historie. Overvej nøje Equianos fortælling om hvordan han skulle kæmpe og genvinde sin selvfølelse, selv hans navn, efter han som barn blev bortført til slaveri, transporteret til den nye verden og navngivet «Gustavus Vassa». Et dybt eksempel på eksistentiel filosofi, der afdækker betydningen af en påtvungen kamp for at genvinde og udøve et menneskes ret, magt, selvidentifikation og socialt væsen.

Når en Neger, slave eller fri hengav sig til at udtrykke kritiske reflektioner over karakteren af deres væsen og levevilkår, var det en skarp modsætning til den udbredte karakteristik af afrikanske folk og deres efterkommere i den Hvide Races racebetingede ontologier og en farlig trussel mod dette projekt. David Walker (1785–1830) eksemplificerede denne trussel. Han sendte chockbølger af frygt gennem det slavebundne Syden - især med offentliggørelsen og den udbredte distribution af hans pamfletter: Appeal in Four Articles; Together with a Preamble, to the Coloured Citizens of the World, men især og meget udtryksfuldt i, To Those of the United States of America (1829), hvor han kraftfuldt gav udtryk for at den farvede befolkning skulle gå til væbnet kamp mod undertrykkerne. Gennem publikationen af hans provokerende opfordring i et skriftligt dokument udnyttede Walker med stor dygtighed og gennemslagskraft en strategisk anvendelse af retorik til at få større gennemslagskraft i det offentlige rum. Mens appellen angiveligt var rettet mod et publikum af «farvede borgere», hvoraf næsten ingen blev betragtede som borgere og kun meget få kunne læse, og hvis de kunne ville blive forhindret i at få adgang til denne appel, så var appellen i virkeligheden også rettet mod de hvide slaveejere og undertrykkere. Denne strategi ville blive et hyppigt brugt diskursivt redskab som sorte ville bruge i deres arbejde med at udtrykke deres overvejelser og fremme forandringer til forbedring af livsvilkårene.

Frederick Douglass (1817–1895) var en passioneret og utrættelig modstander af slaveri og underordningen af kvinder (What Are the Colored People Doing for Themselves? (1848); Prejudice Not Natural (1849); The Claims of the Negro Ethnologically Considered (1854)). Han brugte strategien med fremragende nuanceret dygtighed. Han var en usædvanlig genial tænker og en produktiv skribent og samtidig ihærdig i sin modstand mod de forfatningsmæssige, bibelske og etnologiske begrundelser for Negerens mindreværd, slaveri og en lang række andre forhold, herunder det tvingende behov for ordentlig uddannelse (der havde til formål at forberede den tidligere slave til produktivt arbejde for sin overlevelse), en god karakter og politisk lighed. Douglass var en klog kritisk tænker og taleskriver, og var en af de fremmeste tænkere når det gjaldt det forfatningsmæssige ved slaveri, betydningen af frihed og retfærdighed og betydningen for både slavebundne og frie Negre (Douglass 1845). Maria Stewart (1803–1879) arbejdede ligeledes for den Sorte befolknings frihed og retfærdighed. Hun var en foregangs feminist i hendes offentlige publikationer (Religion and the Pure Principles of Morality, the Sure Foundation on Which We Must Build (1831)) og udnyttede sprækkerne i det offentlige rum til at fremme afskaffelsen af slaveriet og kvindens frigørelse (Stewart 1831). Sojourner Truth (Isabella Baumfree, 1797–1883) var en legendarisk uskolet intellektuel omrejsende provokatør, der ikke frygtede reaktionerne. Hun agiterede for afskaffelsen af slaveriet og mod kvindens underordning (Woman's Rights (1851)). Ved en berømt lejlighed vandrede Thruth uinviteret ind til et møde arrangeret af hvide kvindesagsaktivister og satte sig ved siden af de inviterede kvinder der skulle tale, indtil de var nødt til at anerkende hende og lade hende holde sin nu berømte tale «Ar'n't I a Woman?» (Truth 1851).

Hvis slaveriet blev afskaffet, hvad mente Negrenes fortalere så ville være det mest hensigtsmæssige liv for sorte mænd og kvinder?

Nogle mente det måtte eller skulle indebære assimilation. Dvs. en proces hvor en race- eller etnisk gruppe absorberes af en anden, fysisk og socio-kulturelt, hvor en gruppe opgiver sin egen racemæssige og/eller etniske kulturelle særegenhed, for at påtage sig den andens livsanskuelse og -måde. For tidlige afro-amerikanske tilhængere af assimilation ville det have indebåret, at den afro-amerikanske befolkning skulle have accepteret landets formulerede kulturelle, sociale, politiske og økonomiske ideer som egnede og tilstrækkelig mål for deres liv. Dog uden accept af den hvide races overlegenhed. Denne assimilation skulle være bevis på deres menneskelighed og for at have rejst sig fra slaveriet, være steget fra en tilstand som «vilde» til at være blevet civilicerede - især ved at være blevet kristnede.

Man skal dog være varsom, når man karakteriserer en engageret tænkers forpligtigelser og ambitioner som «assimilations» orienterede. Selv om denne karakteristik i nogle tilfælde kan være passende og nyttig, er den i andre misbrugt og fejlplaceret, for mange tænkere var ret nuancerede omkring at udtrykke deres positioner ifht. forskellige spørgsmål. For eksempel ved at acceptere assimilation ifht. de herskende økonomiske ideer, principper og praksis, samtidig med at de gik ind for sortes sociale, kulturelle og politiske uafhængighed. Douglass der var en af de bedst kendte afro-amerikanske tilhængere af kulturel og politisk assimilation er et illustrerende eksempel. Han gik ikke ind for den hvide races assimilation af den sorte race. Som et ekstrem gik han ind for assimileringen af alle forskellige racer ind i én enkelt blandet race, så der ikke længere ville være forskelle der kunne betinge ønsker om racemæssig over- og underordning. Tilsvarende betragtninger omkring kulturel og økonomisk assimilation blev formuleret af T. Thomas Fortune (1856–1928), journalisten og tilhængeren af sortes organisering og politiske uafhængighed (Political Independence of the Negro (1884)), og af den radikale modstander af dødsstraf Henry Highland Garnet (1815–1881), der ved en lejlighed var overbevist om at: «Denne vestlige verden er bestemt til at blive fyldt med en blandet race» (The Past and the Present Condition and the Destiny of the Colored Race (1848; 1996, p. 200)).

På den anden side var der sorte kvinder og mænd fra både det 17., 18. og 19. århundredes slavesamfund for hvem udsigten til enhver form for assimilation med hvide under enhver form eller vilkår måtte afvises. Disse følelser var især fremherskende i årtierne frem til borgerkrigen, eftersom forholdene blev stadig skrappere for de frigivne slaver eller de afro-amerikanere der var født i frihed, da loven om Bortrømte Slaver blev vedtaget i 1850. Den afskaffede enhver beskyttelse for bortrømte eller tidligere slaver, der nåede frem til fristaterne i nord, ved at gøre det lovligt for hvide at tilbageholde sorte der ikke kunne dokumentere deres status og returnere dem til slaveri. Som svar på de omstændigheder loven skabte, kom Garnet til at repræsentere de afro-amerikanere, der gik ind for emigration af sorte til Afrika. Han var grundlæggeren af African Civilization Society. En organisation der gik ind for emigration af afro-amerikanere til Afrika. Det var en mere positive dagsorden, end den American Colonization Society opstillede. Den var organiseret af hvide og gik ind for at sende besværlige sorte modstandere af slaveriet til Liberia. En afrikansk koloni oprettet med statslig støtte af hvide, der ønskede slaveriet og det hvide overherredømme bevaret.

Emigrations overvejelser og -projekter blev fremtrædende ideer i denne periode, fremsat med overbevisende kraft af andre dygtige aktivistiske tænkere som Edward Blyden (1832–1912), James T. Holly (1829–1911) og Martin Delany (1812–1883). Delanys The Condition, Elevation, Emigration, and Destiny of the Colored People of the United States (1852) var en særlig velunderbygget kritik af ideen om et fortsat liv i USA og en detaljeret gennemgang af de vilkår den farvede befolkning levede under, deres overdrevne afhængighed af «moralsk teoretisering» og mangel på pragmatisk politisk reflektion baseret på komparative studier af historien bag undertrykkelsen af andre «nationer» indenfor nationalstater domineret af en antagonistisk national (altså racemæssig) grupper (Delany 1852; 2004). Baseret på sin analyse var Delaney overbevist om, at farvede ikke ville blive i stand til at leve som hele borgere med fuld respekt og rettigheder i USA. Derfor argumenterede han for, at farvede skulle emigrere fra USA til Sydamerika - selv om han senere gik ind for emigration til Afrika - for at oprette deres egen nationalstat. Alligevel lykkedes det hans tidligere kollega, Frederick Douglass, sammen med hvem han havde publiceret dagbladet North Star, at overtale ham til at slutte sig til andre sorte til at danne et kompagni soldater til støtte for Unionsstyrkerne i kampen mod Konføderationen og dens ønske om fortsat slaveri og undertrykkelse af den sorte befolkning.

1860–1915

Et af de mest centrale omdrejningspunkter for befolkningen af afrikansk oprindelse i USA er uden tvivl de 5 års borgerkrig (1860-65), og flere års kampe om opbygningen af USA mellem hvide fortalere for et aristokratisk orienteret racemæssigt overherredømme, og en politisk økonomi der sigtede mod at udvikle industri- og finanskapitalen i den nordlige og østlige del af landet. I syd havde hvide tilhængere af en regional «civilisation» baseret på et voldeligt hvidt racemæssigt overherredømme baseret på agrarkapitalisme og slaveri søgt at danne en statslig konføderation, der løsrev sig fra Nord i forsøg på at bevare sit eget «civilisationsprojekt». For rigtig mange sorte var håbet, at Nord ville vinde krigen, slaveriet afskaffet, og at de ville blive fri og fri til at nyde livet under et helt statsborgerskab. Mange søgte på forskellige måder at støtte Nords kamp. Nogle af dem endog som soldater. Frederick Douglass spillede en afgørende rolle i overtalelsen af Abraham Lincoln til at lade sorte slutte sig til hæren og i overtalelsen af mange til at gøre dette. Da Lincoln i 1863 udstedte proklamationen om slaveriets ophævelse, der frigav slaverne i syd og sejren 2 år senere, mente mange sorte og andre modstandere af slaveriet at den totale sejr og frigørelse var nær.

Sådan virkede det i hvert fald. Der fulgte en kort euforisk periode af dekreteret frihed, under hvilken sorte blev valgt eller udpeget til embeder i de stater der havde været en del af Konføderationen, eller på anden vis gjorde betydelig fremskridt indenfor andre af livets områder. Men efter borgerkrigen blev der indgået et såkaldt kompromis mellem republikanske økonomiske og politiske kræfter i Nord og Øst og demokrater i Syd. Kompromisset afgjorde et omdiskuteret præsidentvalg, og tillod Syden der ikke var helt ideologisk udslettet af den tabte krig at genvinde magt i området til gengæld for fuld republikansk kontrol over den føderale regering.

Konsekvensen af kompromisset mellem de hvide magteliter i Nord og Syd var øjeblikkelig voldelig terror mod og undertrykkelse af de sorte i Syden. Denne periode varede fra midten af 1860'erne til midten af 1880'erne. Den tvang de netop frigivne slaver i Syd til at leve under nærmest slavelignende forhold igen, efter de var blevet ladt i stikken af deres tidligere allierede i Nord. Undertrykkelsen udløste en omfattende flygtningebølge, hvor flere hundrede tusinde afro-amerikanere forlod Syden i håb om bedre levevilkår uden racemæssig vold i det Østlige, Nordlige, Sydvestlige og Vestlige USA. I mange tilfælde som resultat af overtalelse fra dygtige talsmænd som bl.a. Edward W. Blyden, James T. Holly og Alexander Crummell. De formulerede nye programmer for emigration og hvad nogle forskere har kaldt Sort Nationalisme: migration indenfor og ud af USA til steder hvor der kunne oprettes rene afro-amerikanske samfund eller byer: udenfor USA og nogle steder på landet i bl.a. Kansas og Oklahoma. 

Migrationen indenfor USA var langt den mest omfattende af de forskellige folkevandringer. Denne bevægelse accelerede de følgende årtier i takt med at det 19. århundrede blev til det 20. og USA’s økonomi transformerede landet til en industriel gigant og international stormagt, blandt andet som følge af landets deltagelse i 1. Verdenskrig. I den nordlige, nordøstlige og vestlige del af landet skabte denne industrialisering en historisk ny efterspørgsel efter arbejdskraft og derfor nye arbejdsmuligheder. I landets sydlige del blev der gennemført en hastig mekanisering af landbruget, og afhængigheden af ekstremt udnyttede sorte forpagtere og landarbejdere, der virkede under nærmest slavelignende forhold blev derfor mindsket. Dette og den samtidige industrialisering kastede majoriteten af den sorte befolkning ud i alvorlige vanskeligheder. Håbet om at kunne leve et liv, der ikke var baseret på raceadskillelse, håndhævet gennem brutal vold og lynchning skabte et yderligere pres, så flere hundrede tusinde nye sorte emigranter sluttede sig til vandringen mod landets industricentre.

Migranterne og de efterfølgende generationer kom i deres nye byer og samfund til at gennemgå hvad der i bakspejlet må betegnes som en historisk og kværnende transformation af hvad der overvejende havde været et brutalt undertrykt, analfabetisk samfund af jordarbejdere ind i en urban arbejderklasse, samt transformationen af en del af dem til en moderne urban middelklasse. Med transformationen kom også irriterende udfordringer og muligheder. Den største udfordring var at udvikle livsformer under de nye vilkår i byerne - og for dem der blev i Syden - der kunne sikre den personlige og sociale overlevelse og gøre det muligt for livet at blomstre i en situation med intens konkurrence med andre etniske grupper, hvor der fortsat var betydelig risiko for social disintegration i takt med at den individuelle racisme blev stadig mere udbredt og intens, uden nogen begrænsninger fra de føderale myndigheders side. Der opstod behov for akut social, kulturel og økonomisk støtte i takt med at kernefamilierne eller de udvidede familier blev spændt til bristepunktet når de blev spredt over hundredevis og tusindvis af kilometer, og den form for fælles og organisatorisk støtte der hjalp med til at understøtte livet i Syd var nærmest fraværende i de urbane centre. For at håndtere de krav og behov der opstod i denne nye kamp for at overleve og udholde sin situation måtte særligt eftertænksomme og velformulerede sorte atter træde til, for at vurdere hvad der burde gøres for at sikre racens og den enkeltes velbefindende.

Afro-amerikanske kvinder spillede en særlig fremtrædende rolle i bestræbelserne på eftertænksomt og pragmatisk at sikre racens velbefindende, men også ved at fremme de sorte kvinders frigørelse hvad angår social, politiske og økonomisk frihed. En eksemplarisk person på dette område var Anna Julia Cooper (1859?-1964), der blev uddannet fra Oberlin College i 1884 og i en alder af 56 fik en doktorgrad fra Sorbonne Universitetet i Slaveriet og de Franske Revolutionære, 1788–1805 (Cooper 1925). Som karriere-underviser før hun fik sin doktorgrad var Cooper en foregangs feminist, der formulerede den provokerende holdning, at kvinderne havde en større kapacitet en mænd til omformning af den menneskelige race: A Voice from South (1892). Poeten, journalisten og forfatteren Frances Ellen Watkins Harper (1825–1911) tilføjede det stærke argument, at den «spirituelle støtte» kvinder kan bidrage med er afgørende for den moralske og sociale udvikling af menneskeracen (Woman's Political Future (1893)). Mary Church Terrell (1863–1954) der var født i Memphis, Tennessee og uddannet fra Oberlin College levede et stjerneliv i kraft af sin velformulerede ledelse af organisationer til fremme af farvede kvinders udvikling og trivsel (Colored Women's League, the National Association of Colored Women). Et af hendes vigtigste skrifter var The Progress of Colored Women (1898, publiceret i 1904). Hun talte flere sprog flydende og etablerede relationer med sorte og andre kvinder i flere lande, der ligeledes arbejdede for reformer til fordel for kvinder. Og særlig fremtrædende var den dristige og pistolbærende Ida B. Wells-Barnett (1862-1931). En undersøgende journalist og aviskvinde der som anti-lynchning aktivist påtog sig den opgave at undersøge lynchninger over hele landet for at dokumentere omstændighederne ved hvert enkelt tilfælde. Hun publicerede sit arbejde i 1895 under titlen Tabulated Statistics and Alleged Causes of Lynching in the United States, med en introduktion af Frederick Douglass, med hvem hun samarbejdede på mange opgaver. Gennem denne særligt voldelige periode indledte eftertænksomme og velformulerede sorte kvinder som Wells-Barnett, Cooper, Terrell og andre hvad der skulle blive en lang og varieret tradition for feministisk filosoferen blandt kvinder af afrikansk oprindelse, som havde besluttet sig for at fremme udviklingen af sorte, familier, organisationer og samfund.

Det bør bemærkes at der kun var få blandt disse feminister, der var fortalere for emigration i denne turbulente periode. Mange af de nationalistiske dagsordner og fortalere kulminerede og aftog i perioden 1880-1915, selvom de ikke forsvandt fuldstændig. Perioden blev i stedet domineret af Booker T. Washingtons (1856–1915) overbevisende lederskab. Han var en pædagog og en strategisk alliancemager, der fokuserede sine anstrengelser på at løfte de sydlige sorte landarbejderes uddannelsesniveau for at gøre dem økonomisk selvstændige. Han skabte en landsdækkende organisation af sorte forretningsfolk med det formål at opnå overvægt indenfor visse sektorer af økonomien. Efter at have leveret en gribende og udspekuleret «Atlanta Exposition» tale der fik rungende bifald under Verdensudstillingen i 1895, blev Washington - der allerede var godt på vej som leder for den sorte befolkning - af en række magtfulde og indflydelsesrige hvide ophøjet som talsmand og leder for «Negrene». Det var ham de ville vende sig til som mægler i sager omkring racerelationer. Mange hvide var bekymrede over udviklingen i racerelationerne i årtierne efter borgerkrigen, og nøglen til Washingtons positionering ifht. de hvide var denne passus i hans tale: «I alle sociale spørgsmål kan vi være så adskilte som håndens fingre, men vi står sammen som én hånd i alle forhold af betydning for fælles fremskridt (Washington 1895; 1992, p. 358). Bekymrede hvide koncentrerede sig om første halvdel af sætningen og tolkede hans offentlige anerkendelse af den «rent sociale» adskillelse af racerne som en accept af de hvides hegemoni indenfor alle områder.

Det var en fejlfortolkning. Washington var faktisk meget udtrykkelig i sin tale ved at erklære at: «Det er vigtigt og korrekt at alle lovens privilegier bliver vores..» Endnu længere gik han i formuleringen af sin vision for «det fælles bedste, som - lad os bede til Gud - vil opstå, når alle gruppemæssige forskelle er udlignede, og al racemæssig mistro og fjendskab er udryddet, når vi har besluttet at administrere fuld retfærdighed og villig lydighed blandt alle klasser overfor loven» (Washington 1895; 1992, p. 359). De hvide hørte hvad de havde lyst til at høre, ikke talens fulde indhold, og de bekymrede hvide indflydelsesrige og magtfulde mennesker anerkendte ham derfor som «god og sikker» Neger. De gjorde ham øjeblikkelig til den de henvendte sig til som «Leder af den sorte befolkning». Washington opfyldte denne rolle, både som service overfor sit eget ego og som service overfor den afro-amerikanske befolkning - i hvert fald iflg. hans egen tolkning. Han var ualmindelig dygtig til at fastholde en nuanceret pragmatisk strategi, hvor han bar en maske af tilsyneladende tilpasning overfor det hvide hegemoni, samtidig med at han arbejdede for at fremme Sort empowerment og selvforsyning gennem uddannelse der lagde vægt på disciplineret opførsel, sparsommelighed, industrielt og landbrugsmæssigt arbejde og ejendomsret - samtidig med at han i hemmelighed støttede bestræbelser på at sikre den sorte befolkning politisk ligeberettigelse. Washington blev en stor person der sikrede at de hvides rundhåndethed og indflydelse kom nationens sorte til gavn. Han var grundlæggeren, administratoren og den pædagogiske leder af Tuskegee Institute i Alabama, der fortsat sikrer uddannelse til personer af afrikansk oprindelse. Booker T. Washingtons filosoferen, politiske engagement og praktiske bestræbelser fik på den måde udstrakt, dyb og varig effekt.

Washington blev udfordret offentligt på flere fronter af bl.a. sorte tænkere og aktivister, deriblandt den ukuelige og kloge forsker, tænker mm. William Edward Burghardt Du Bois (1868-1963), hvis filosofiske holdninger og strategier for transformation af den sorte befolknings eksistensbetingelser var grundlæggende forskellige fra Washingtons tilsyneladende tilpasning til det Hvide sociale overherredømme. Efter nogles opfattelse måtte Washington snarere opfattes som en social separatist og en økonomisk og politisk konservativ, der gik ind for sort økonomisk uafhængighed, hvilket blot blev gjort stærkere af sort dominans indenfor nogle sektorer af den nationale økonomi, hvilket gjorde hvide afhængige af sortes produktivitet. Med dette som perspektiv søgte Washington og andre konservative sorte der tilpassede sig, at manøvrere gennem de hvides økonomiske og politiske overherredømme. Det skete ved en tilsyneladende accept blandt de sorte, der imidlertid maskerede skjult opposition mens farvede søgte økonomisk selvstændighed, fuldt politiske statsborgerskab og i sidste ende social accept, der skulle «opnås» gennem dannelse og udfoldelse af god karakter og ansvarsfuldhed gennem uddannelse. Midlet var udøvelsen af ærligt, socialt produktivt og økonomisk lønsomt arbejde.

Du Bois derimod argumenterede for øjeblikkelig anerkendelse og respekt for den sorte befolkning med fulde civile og politiske rettigheder (omend han krævede kvalifikationer for at udfolde de fulde rettigheder), social ligestilling og økonomisk retfærdighed. Han blev en åbenmundet kritiker af Washingtons ledelse (Of Mr. Booker T. Washington and Others (1903)), efter han var blevet utålmodig med sidstnævntes tilpassende gradualisme og åndsundergravende virkning han (Du Bois) mente dette måtte have på Sorte, der var rede, overmodne til fuld ligestilling og respekt (Du Bois 1903; 1992). I modsætning til Washington må Du Bois nærmest beskrives som en kulturel nationalist, der gik ind for pluralistisk integration: perspektivet for en racemæssig integreret social, politisk og demokratisk social-politisk orden - og senere i hans lange liv en demokratisk socialistisk økonomisk orden - i hvilken forskellige racer og etniske grupper kultiverer, deler og gensidigt drager nytte af delingen af produkterne af deres kulturelle forskellighed, så lang tid dette ikke truer integrationen og retfærdigheden af den sociale helhed.

De to mænd havde vidt forskellige baggrunde. Washington var blevet født som slave, men gennem uddannelse og udviklingen af sit sind ved Hampton Instituttet var han i stand til at opnå national og international betydning som pædagog og person med hidtil uset indflydelse. Han beretter herom i sin vidt udbredte og inspirerende selvbiografi Up From Slavery (Washington 1901; 1963). Du Bois havde på den anden side aldrig selv oplevet slaveri eller særlig megen racediskrimination før han kom på college i Syden. Han tog eksaminer fra Fisk University og Harvard University, studerede ved University of Berlin, fik en Ph.D. i historie fra Harvard. Du Bois var derfor en af de meget få virkeligt højt uddannede personer i USA. Han trak på sin viden og med arrogant tillid til til sit uddannelsesmæssigt forstærkede gennemtrængende, kreative og kritiske intellekt. Den kreative udforskning af de sorte og andre undertrykte racers historie, betingelser og fremtidige muligheder samt af den vestlige civilisation blev hans lidenskabelige og engagerede livsværk.

Du Bois overhalede langt Washington i omfanget af bekymringer, dybden af udforskning og omfanget af skelsættende deltagelse i og bidrag til internationale organisationer og bevægelser i Afrika og andre steder der pressede på for afkolonisering samt bidrag til et antal Panafrikanske Konferencer (1919, 1921, 1923, 1927 og 1945) og Bevægelser. Mens han var studerende ved Harvard, studerede han filosofi med William James og andre, og han overvejede på et tidspunkt at vælge denne akademiske vej. Selv om han valgte anderledes er hans omfattende og værdifulde skriverier ofte filosofisk nye, kloge og derfor så meget mere engagerende for forskere, akademikere, lærere, kunstnere og millioner af læsere indenfor det uddannede offentlige rum. Hans The Souls of Black Folk (1903) er f.eks. blevet en skelsættende tekst for generationer of afro-amerikanere og andre intellektuelt avancerede. Mange blev især hjulpet af hans gribende karakterisering og udforskning af spændingerne fra oplevelserne af «dobbelt bevidsthed» - af «dobbeltheden» ved både at være Neger og nordamerikaner - og hans lovende udforskning af hvordan man bedst håndtering denne spænding ved at «fusionere» de to jeg'er ind i et «sandere» jeg.

Du Bois gav os en slags Sjælens Filosofi, motiveret af et radikaliseret folks tvingende behov, udsat for ontologisk, social, politisk, økonomisk og kulturel fornedrelse. Det gjaldt især de turbulente årtier efter det koordinerede sammenbrud af genopbygningen efter borgerkrigen, hvor den reelle mulighed for racemæssigt og økonomisk demokrati blev dræbt i fødslen af tilhængerne og vogterne af kapitalisme og hvidt overherredømme. Det var på denne baggrund Du Bois oprindeligt udarbejdede sin affirmative kulturelt nationalistiske position om Negerens og andre racers raceorientering i bogen The Conservation of Races (1897; 1992). Dette var et forsøg på begrebsliggørelse, som Du Bois ville vende tilbage til og omskrive flere gange, selv nær afslutningen på hans ekstraordinært lange og produktive liv, som i Whither Now and Why (1960; 1973). Gennem hele sit liv var Du Bois overbevist om, at folk af afrikansk afstamning burde formulere og tilegne sig en racemæssig identitet baseret på den fælles historie og kultur og fortsætte med at investere i deres historiske arv og kulturelle kreativitet, samtidig med at de var åbne overfor alle «ud fra princippet om universelt broderskab» organisationer, institutioner og kulturelle sammenhænge, gennem hvilke den sorte befolknings livs-verdener dannes, bevares og deles.

Booker T. Washington døde i 1915, mens W.E.B. Du Bois levede næsten et halvt århundrede længere - til aftenen før den historiske march i 1963 i Washington for arbejde og frihed, da hundrede tusinder af sorte og deres støtter samledes i nationens hovedstad med krav om fulde civile og økonomiske rettigheder. Begges dødsfald bragte det langvarige sorte mandlige lederskab indenfor en række områder til afslutning. Alligevel var de langt fra deres folks eneste ledere. Da det 19. århundrede blev til det 20. var sorte kvinder allerede vigtige bidragsydere til intellektuel udforskning, organisatorisk arbejde, og lokale, nationale og internationale bevægelser der søgte frihed og bedre levevilkår for afrikanere og folk af afrikansk oprindelse. De havde desuden betydelig indflydelse på det sorte mandlige lederskab. I 1897 accepterede Du Bois f.eks. en invitation fra Alexander Crummell til at blive medlem af American Negro Academy for at deltage i det kritiske arbejde med at udvikle forståelsesrammer af nationens sorte befolknings forværrede situation, der især var negativt præget af den stadig mere udbredte race-motiverede vold, med det perspektiv at udvikle og implementere strategier til beskyttelse af racen og sikre dens  fremgang. Du Bois' forslag var The Conservation of Races, der var gruppens andet arbejdspapir. Især pga. Crummells modstand, blev sorte kvinder i starten forment adgang til medlemsskab af Akademiet. Men samtidig med at Crummell havde betydelig indflydelse på Du Bois, var han også stærkt påvirket af Ana Julia Cooper, der fungerede som hans rådgiver på en række områder, som han derefter også drøftede med sine mandlige kolleger i Akademiet. Andre kvinder som Ida B. Wells, Mary Church Terrell og Jane Adams havde ligeledes betydelig indflydelse på Du Bois gennem deres ideer, organisatoriske arbejde og personlige relationer med ham.

Disse vise, velformulerede og engagerede sorte kvinder tillod ikke sig selv at blive underordnet de mandlige ledere. Lige som mange af deres formødre havde de alvorlige overvejelser, som de intellektuelt bearbejdede, diskuterede i deres kvindeklubber og andre organisationer, skrev og talte og som de med beslutsomhed søgte at få til at medføre progressive forandringer i kvinders og ders familiers liv, lige som for racen og samfundet som helhed. Fra de særligt voldelige og udfordrende årtier efter borgerkrigen og frem til de første årtier af det 20. århundrede, bidrog kvinder som Wells-Barnett, Cooper, Terrell og andre i betydelig grad til hvad der blev til en lang og varieret tradition for kvinde-fokuseret filosofi og kunstnerisk udfoldelse blandt kvinder af afrikansk oprindelse i USA.

Elise Johnson McDougald fortsatte denne tradition da hun f.eks. skrev The Struggle of Negro Women for Sex and Race Emancipation (1924–25; 1995); Alice Dunbar-Nelson (1875–1935) skrev The Negro Woman and the Ballot (1927; 1995); Sadie Tanner Mosell Alexander skrev Negro Women in Our Economic Life (1930; 1995); og Florence «Flo» Kennedy skrev A Comparative Study: Accentuating the Similarities of the Societal Position of Women and Negroes (1946; 1995). Disse og andre sorte kvinder arbejdede gennem og var ofte ledere i lokale, regionale, nationale og internationale sekulære og kirke-tilknyttede kvinddeklubber og organisationer. De var med til at forme det feministiske og kvindelige engagement og ledelse, der nu genopdages, generobres og studeres til inspiration og vejledning. Mange af disse kvinders indsats og bidrag føjedes til de senere generationers der blev betydende bidragsydere intellektuelt og på andre områder. Det førte til udviklinger der foldede sig ud som historieskabende bevægelser, der beskæftigede sig med kulturelle udtryksformer, kæmpede for civile og økonomiske rettigheder for at opnå magt, Sort Magt (Black Power!) og for at sikre mere frihed, rettigheder og respekt for kvinder fra etniske grupper og socio-økonomiske klasser.

1915–2000

Den historiske baggrund for de efterfølgende bevægelser blev sat af de transformative forflytninger og omdannelser, der forstærkede konkurrencen indenfor og med andre etniske grupper og socio-økonomiske klasser, som i betydelig grad påvirkede relationerne mellem den hvide og sorte race. Især da USA gennemgik en hidtil uset industriel og økonomisk vækst og stigende indflydelse i den Vestlige Verden som følge af den store økonomiske krise fra 1929, gennem 1930'erne og frem til starten af 40'erne, ledsagende forstyrrelser og genopretningen efter den 2. Verdenskrig (1939-45) og Koreakrigen (1950-53). Kriserne blev fulgt af flere årtiers økonomisk vækst og stigende velstand for de urbane industriarbejdere, blandt hvilke der var mange sorte arbejdere, der nedstammede fra tidligere bølger af migration til byerne. De nød godt af den industrielle udbredelse og fik derfor den moderne, uddannede, stadig mere økonomisk selvstændige, kirke-gående, fællesskabs-understøttende, psykologisk sikre og stadig mere selvsikre sorte arbejder- og middelklasse til at vokse. De var opsatte på at sikre de fremtidige generationer større frihed, respekt og økonomisk sikkerhed, samtidig med at de havde høje forventninger om endnu større succes og resultater. Spredt ud over begge klasser fandtes titusinder af sorte mænd, der var vendt tilbage til det civile liv fra landets racemæssigt integrerede væbnede styrker efter at have tjent hjemme eller oversøisk for at hjælpe med at gøre «verden sikker for demokrati». Mange af disse veteraner støttet af sorte kvinder og mænd der havde holdt skansen på hjemmefronten samtidig med at de måtte yde krigstidens ofre, når de arbejdede på nationens marker eller i dens fabrikker, var uvillige til at affinde sig med underordningen under racemæssig apartheid og den individuelle diskrimination, udstukket af de doktriner og programmer for hvidt overherredømme, der fortsat herskede.

Denne kontekst blev den frugtbare jord af hvilken forskellige former for Sort nationalisme voksede frem, i takt med at indflydelsen fra Washingtons filosofi og strategier dalede. Den caribisk fødte indvandrer Marcus Garvey (Race Assimilation (1922); 1992; The True Solution of the Negro Problem (1922); 1992; An Appeal to the Conscience of the Black Race to See Itself (1923); 1992) var fortaler for en militant Sort nationalistisk selvstændigheds- og selvforsyningsfilosofi for sorte over hele verden og for emigration af folk af afrikansk oprindelse fra USA og andre lande «tilbage til Afrika». Fra sin base i New York blev han berømt som den mest succesfulde masseorganisator af Sorte i USA’s historie. Han grundlagde og internationaliserede sin United Negro Improvement Association (UNIA) (Garvey 1925; 1986; Martin 1986). Garveys socio-politiske bevægelse var den ene af de to mest betydende emigrations og kulturelt nationalistiske tendenser i perioden. Successeen fik næring fra hans Filosofi og Holdninger, der blev bragt af hans organisations aviser og andre publikationer med internationalt publikum. Ligeledes fik den næring fra Harlem Renæssancen, ligeledes i New York, der var et udbrud af litterære og kunstneriske produktioner drevet af meget tankevækkende og lidenskabelige bekræftelser af afrikansk afstamning og den positive, kreative betydning af den kulturelle og æstetiske betydning af det afro-amerikanske liv. Begge tendenser blev formuleret gennem og skabte indflydelsesrige former for kreativ, reflekterende tankegang og udtryk.

Harlem Renæssancen var et ekstraordinært udbrud af forhøjet, kritisk, og kreativt selvbevidst bekræftende racemæssig identifikation af intellektuelle Sorte, der var opsatte på udtrykke deres bekræftelser af deres racemæssige tilhørsforhold gennem alle de kreative kunstarter og udtryksformer. Dette var uden fortilfælde blandt befolkningen af afrikansk oprindelse i USA (Huggins 2007). Den kulturelle betydning af produktionerne og udfoldelserne; af engagementet, praksis og skabelsen af de dristige og talentfulde deltagere/bidragsydere; af organisationerne, institutionerne og de publikationer de skabte og søgte at opretholde (nogle med succes, andre uden) som hengav sig til skabelsen af kultur, raffinering, bevarelse og mediering. De har fortsat alle betydelig indflydelse, selv idag. Det gælder især indenfor nye ideer og ide-rum samt diskursive fællesskaber som blev dannet og udtrykt gennem litterære værker, kunst, musik og dans, der fortsat høstes produktivt af nutidige kunstnere og forskere. Producenterne og bærerne af Renæssancen stammede fra hele den afrikanske diaspora, især fra den Atlantiske verden og fra store dele af det afrikanske kontinent. De trak på den kulturelle og historiske arv fra begge (og fra andre af verden) til inspiration og som kilde til deres filosoferende kunstneriske kreativitet koncentreret om at definere og give udtryk til «The New Negro».

Alain Leroy Locke (1886–1954) var den første afro-amerikaner der fik en Ph.D. i filosofi fra Harvard. Han havde allerede en grad fra Oxford og havde studeret filosofi ved universitetet i Berlin. Han var den første der blev udnævnt til Rhodes Scholar, og var en af de betydningsfulde intellektuelle og faciliterende mellemmænd i produktionen og publiceringen af meget af det kreative arbejde under Renæssancen - ligesom Du Bois. Som gæsteredaktør på temanummeret i marts 1925 af Survey Graphic, der som tema havde udforskningen af race og folk af afrikansk oprindelse i New York, gav Locke temanummeret titlen Harlem: Mecca of the New Negro. Han indsamlede fiktion og poesi, artikler om musik, drama, Negerens fortid, Negro Pioneers, The New Scene, The Negro and the American Tradition og meget andet fra en stor raceblandet gruppe af forfattere med ekspertise indenfor mange områder. Deriblandt: Du Bois (The Negro Mind Reaches Out); Elise Johnson McDougald (The Task of Negro Womanhood); pioneren blandt afrikanistiske antropologer Melville J. Herskovits (The Negro's Americanism); sociologen E. Franklin Frazier (Durham: Capital of the Black Middle Class); den unge poet og kreative forfatter Countée Cullen (Heritage); den Howard University baserede underviser og forsker Kelly Miller (Howard: The National Negro University); poeten Gwendolyn B. Bennett og den kreative forfatter Langston Hughes der skrev om musik; digte af Angelina Grimke; og et stort antal andre. Efter temanummerets store succes redigerede og offentliggjorde Locke en antologi, The New Negro, der rummede redigerede udgaver af det meste af materialet fra nummeret samt meget nyt materiale og grafik af den meget dygtige Bayriske kunster Winold Reiss (Locke 1925).

Ud fra mange af Renæssanceforskernes vurdering blev The New Negro med en af disses ord, «nærmest den centrale tekst i Harlem Renæssancen». Titlen var hentet fra antologiens centrale artikel, The New Negro der var skrevet af Locke selv. I artiklen kastede Locke sig ud i at karakterisere den «Nye» Neger, omstændighederne ved opkomsten af denne karaktertype, formen af den fælles stolthed-over-race karakter, dens psykologi, mission og relation til de sorte masser, samt konsekvenserne af fremkomsten af den Nye Neger for race-relationerne i USA og for udviklingen i Afrika og den afrikanske diaspora for hvem denne nye figur måtte fungere som avantgarde. Antologien var altså en genvej til en vigtig samling af udtryk fra personer der var skelsættende bidragsydere til samt modtagere af Harlem Renæssancen og til den store og stadig voksende samling af værker der udforsker forskellige aspekter, figurer, bidrag og konsekvenser af Renæssancen. Lockes centrale essay er en gribende genvej til hans filosofikarriere og et dygtigt eksempel på samtidig at karakterisere og give dagsorden-sættende karakter og vejledning til en ekstraordinær praksis rettende kunstnerisk og intellektuel revolution, hvis omdrejningspunkt var den beslutsomme indsats for race-grupperingsmæssig selvbekræftelse og selvbestemmelse, der begyndte med det radikale ontologiske arbejde med progressiv omdefinering og omvurdering af betydningen af Neger, for derefter at opstille de opgaver som den Nye Neger - den «tænkende neger» som Locke karakteriserede gruppen i sit essay - ville føre gennem specifikt Negro Afrikanistisk-inspirerede filosofiorienterede kulturel kreativitet og artikulerede udtryk for filosoferen, født gennem kamp.

Og lede gjorde de, da et antal personer, organisationer og institutioner der deltog i og bidrog til Renæssancen, Garvey og andre bevægelser, samt andre i de sociale klasser der var inspireret af og bidrog til dem alle, blev fremtrædende personer i den Borgerrettigheds- og Frihedsbevægelse fra 1950'erne og 60'erne, hvor «borgerrettigheder» og «integration» var de vigtigste kampområder. The National Association for the Advancement of Colored People (NAACP), NAACP's Legal and Educational Defense Fund (der formelt løsrev sig fra NAACP i 1957) og National Urban League var 3 blandt flere organisationer der skulle lede den fortsatte, men kraftigt forstærkede, organisatorisk styrkede, filosofisk forberedte og fokuserede kamp, der skulle sikre legalt sanktioneret og garanteret demokratisk frihed, social og politisk lighed, økonomisk retfærdighed og menneskelig værdighed for USA’s sorte befolkning. Publikationer og udtalelser fra disse og andre organisationer, korrespondance med medlemmer, juridiske notater og papirer fra retssager, de kreative og videnskabelige værker fra medlemmer og efterkommere af Renæssancen, Garvey og andre bevægelser, periodens sorte aviser, er alle rige samlinger over den filosoferen der gav næring og vejledte de nye faser af kampen.

Studierne af denne filosoferen vil sandsynligvis afsløre, at selv om der afgjort var personer og organisationer der gik ind for en radikal, selv revolutionær omdannelse af USA's politiske økonomi og sociale orden, så var det langt overvejende kampen mod raceadskillelse og for raceintegration der var de dominerende for den sociale og politiske indsats som folk af afrikansk oprindelse i USA gennem de sidste 50 år har ført ud i livet. Der var tale om vigtige manifestationer af resultaterne indenfor demokratisk frihed, social og politisk lighed, økonomisk retfærdighed og menneskelig værdighed for den afro-amerikanske befolkning gennem anvendelse af moderate men progressive strategier for legal kampe og civil ulydighed. Denne indsats kom klarest til udtryk i bevægelsen for Borgerrettigheder og Frihed.

«Bevægelsen» som den blev oplevet og kendt af mange af de der var tæt involveret i den, viste sig at blive en ualmindelig historisk, personligt og samfundsmæssigt forandrende national bevægelse med stærke internationale forgreninger til Afrika - især Sydafrika - og andre lande. I første omgang blev angrebet på apartheid i USA - i kampen for race-integration - ført gennem juridiske angreb mod den lovgivningsmæssige raceadskillelse. Der blev opnået en stor sejr med den enstemmige kendelse i USA’s Højesteret i 1954 i sagen Brown versus Board of Education I og II, der kendte raceadskillelse i de offentlige skoler i strid med forfatningen. Kendelsen omstødte domstolens kendelse fra 1896 i sagen Plessey vs. Ferguson der sagde at regeringssanktioneret raceadskillelse var i overensstemelse med forfatningen, så lang tid der blev stillet «adskilte men ens» ressourcer og faciliteter til rådighed. Holdet af engagerede og kreative Sorte (og Hvide) juridiske krigere fra NAAC's Juridisk forsvar og Uddannelsesfond og andre intellektuelle (historikere, sociologer og socialpsykologer) havde held til at overtale dommerne i domstolen om, at den individuelle diskrimination som Sorte udsattes for indenfor den Hvidt dominerede raceadskillelse kom til udtryk, ikke blot i tydelige forskelle i ressourcer og faciliteter, men også gennem «inferiør» uddannelse i de Sorte skoler, i invaliderende skader på de Sortes sjæl og selvværd - især børnene - hvilket alvorligt svækkede deres muligheder for at udvikle sig til mennesker, der kunne opfylde det fulde ansvar og drage fuld nytte af statsborgerskabet. Det juridiske hold udformede en juridisk strategi, der baserede sig på opbygningen og den vellykkede formidling af en sofistikeret filosofisk antropologi, der blev understøttet af empiriske psykologiske, sociologiske og historiske studier, til støtte for argumentarionen omkring den vitale forbindelse mellem personlig integritet og demokratisk statsborgerskab. Altså gennem muliggørelsen af et demokratisk statsborgerskab og uddannelse af personen uden ressource forarming og de forvrængninger af sjælen, der var konsekvensen den hierarkiske individualiserede racediskrimination, Sorte børn udsattes for i de racedelte skoler. Domstolen blev overbevist.

Denne historiske sejr gennem overtalende filosoferen blev imidlertid forpurret af genstridige racistiske delstatsregeringer og det overvældende flertal af hvide borgere i Syden, samt gennem megen nølen i delstatsregeringer og blandt hvide borgere i andre dele af landet. Hvide modstandere af raceintegration der var indstillet på at bevare adskillelsen og det Hvide  overherredømme slap endnu en bølge af voldelig terror mod den Sorte befolkning løs. Men tilhængerne af opgøret med apartheid politikken og fortalere for integration var fast besluttede på at sikre fulde rettigheder og menneskelig værdighed for den afro-amerikanske befolkning. De antog en ny strategi, som Mahatma Gandhi havde vist var stærk nok til at besejre Storbritannien som kolonimagt over Indien: ikke-voldelig direkte aktion med det formål at opnå retfærdighed, baseret på et filosofisk forsvar for livets ukrænkelighed, herunder kærlighed til modstanderne.

Gandhis filosofi, historien og dynamikken bag den bevægelse han anførte i Indien samt hans lederskab blev nøje studeret af en Sort missionær fra USA, James Morris Lawson, Jr., der pga. sin forpligtigelse overfor ikke-vold allerede havde siddet fængsler i USA for afvise at træde ind i militæret under Koreakrigen. Mens han virkede i Indien, nåede nyhederne om Borgerrettighedsbevægelsen i USA og dens tiltagende styrke frem, og Lawson besluttede sig derfor for at vende tilbage til sit hjemland for at involvere sig og bidrage til bevægelsen. Mens han studerede teologi ved Oberlin College som forberedelse til en karriere som præst i Bevægelsen for social Retfærdighed, blev han introduceret for Martin Luther King, Jr., der kom til Oberlin for at tale. King overtalte Lawson til ikke at vente, men med det samme at drage til Syden for at støtte bevægelsen, ved bl.a. at instruere i ikke-volds filosofien. Han lod sig derfor overføre til Divinity School ved Vanderbilt University i Nashville, Tennessee og var snart dybt engageret i at give intellektuel og åndelig vejledning og inspiration som led i den pædagogiske, psykologiske, filosofiske og praktiske forberedelse af de legioner af overvejende unge college studerende i byen, der havde besluttet sig for at deltage i den ikke-voldelige kamp for at gøre op med de uretfærdigheder som den Sorte befolkning led under som konsekvens af det Hvide overherredømme og raceadskillelse. Kampagnen blev ledet af Fisk Universitys Diane Nash og blev støttet af stadig flere af Nashvilles Sorte befolkning, Hvide college studerende og en del principfaste og dedikerede Hvide, der var imod raceadskillelse. Kampagnen sejrede i sidste ende, da den fik ophævet raceadskillelsen i byens offentlige faciliteter og forretninger. Mange af Nashville bevægelsens ledere og stålsatte deltagere, deriblandt Lawson, blev vigtige bidragsydere til den nationale bevægelse, mens andre studenter-deltagere bidrog til yderligere historiske forandringer i byen og andre steder i Syden gennem deres modige deltagelse i de såkaldte Freedom Rides.

En ikke-volds filosofi baseret på kristen kærlighed motiverede og vejledte beslutsomme afro-amerikanere, allierede hvide og andre folk til at opnå en hidtil uset progressiv omformning af ellers intellektuelt understøttede sociale, politiske og i nogen udstrækning økonomiske strukturer i USA, der ellers var hærdede gennem århundreder og siden nationens grundlæggelse havde været baseret på racemæssigt Hvidt overherredømme og Sort underlegenhed og underkastelse. Martin Luther King, Jr. (Love, Law, and Civil Disobedience (1961); The Ethical Demands for Integration (1963)) fik en ledende status blandt lederne af denne bevægelse. Det skyldtes hans dybe tankefulde kristent teologiske og filosofiske opbakning til ikke-vold som grundlaget for personligt og fælles liv, samt hans engagement i kampene for frihed og retfærdighed (Washington, J.M. 1986). Men grundlaget for den bevægelse han blev udvalgt til at lede var blevet skabt af mange andre Sorte kvinder og mænd, der kunne formulere deres tanker og hvis handlen var disciplineret. De kom både fra fagbevægelsen og andre organisationer. Blandt disse: A. Philip Randolph (der var grundlægger og formand for Brotherhood of Sleeping Car Porters, formand for Negro American Labor Council og næstformand for landsorganisationen AFL-CIO) og Bayard Rustin (en veteran fra kampene for borgerrettigheder og andre rettigheder for sorte og arbejdere af alle farver). De var blandt arrangørerne af marchen i 1963 til Washington for arbejde og frihed, under hvilken King gav sin berømte tale «I Have a Dream», i hvilken han formulerede sin vision for USA, der blev hans kendemærke og vejledende tema for bevægelsen.

Der er ingen tvivl om, at Martin Luther King, Jr. var en af de mest produktive og indflydelsesrige historiske figurer af afrikansk oprindelse, hvis udtryk stadig inspirerer bredt til intensive studier af særlig rige eksempler på religiøs, moralsk, teologisk og socio-politisk filosoferen. Kings taler, skrifter og det opofrende liv han levede og ofrede på sin ledelse, var stærkt og uden kompromisser baseret på han forpligtigelse overfor den Gandhi-inspirerede ikke-vold (Nonviolence and Racial Justice (1957); The Power of Nonviolence (1958)) og den Jesus inspirerede agape kærlighed (Love, Law, and Civil Disobediance (1961); A Gift of Love (1966)). Disse værker afventer fortsat fuld og generel anerkendelse som virkeligt fænomenale gaver i form af inspiration, engagement og vejledning til den sociale bevægelse de var. De var gaver der blev sendt ind i og kanaliseret af bevægelsen og som var med til at ændre de juridiske og sociale strukturer, kulturen omkring racerelationer og dermed USA's historie. De inspirerede samtidig andre, der førte kampe for tilsvarende forandringer andre steder i verden. Bevægelsen der inkarnerede disse egenskaber viste med sine resultater, at kombinationen af kærlighed og ikke-volds kamp kunne lykkes. Som det har været tilfælde i hele den epoke hvor der har været personer af afrikansk oprindelse i USA, var disse filosofiske gaver hverken udviklet, formuleret eller spredt til andre fra den akademiske filosofis institutioner, men var i stedet filosoferen født i kamp. Gaver der forandrede landet til det bedre, men hvor vi endnu ikke i fuld udstrækning har erkendt alle elementerne i gaverne.

Kampen for race-integration og ophævelsen af raceadskillelse har været målet for de bevægelser der over de seneste 50 år har kæmpet for demokratisk frihed, social og politisk lighed, økonomisk retfærdighed og menneskelig værdighed for afro-amerikanere. Den har været et dominerende punkt på dagsordenen for den sociale og politiske filosofi, der har motiveret og vejledt kampene, som folk af afrikansk oprindelse har ført i USA. Det er klarest kommet til udtryk i Borgerrettighedsbevægelsen. Men bevægelsens integrerende dagsorden, den moralsk overtalende strategier, forpligtigelse til ikke-vold og en klar teologisk og religiøst funderet dyrkning af kærlighed til bevægelsens modstandere blev kraftigt udfordret af andre organisationer fra midten af 1960'erne til starten af 70'erne. Især af «Young Turks» i bevægelsens Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC). En betydelig del af disse var inspireret af Malcolm X, Franz Fanons bøger og de antikoloniale befrielsesbevægelser i Afrika og andre dele af verden, der havde den væbnede kamp på dagsordenen. Disse «Young Turks» og andre samlede i en række udpræget venstre-nationalistiske organisationer og proto-bevægelser der var inspireret af forskellige typer af revolutionær omvæltning, satte en genopblussen af de  Sorte Nationalistiske mål og bevægelser i gang, der under ét kom til at hedde Black Power bevægelsen. Perioden var også kompliceret af en kakafoni af personer og organisationer, der knæsatte forpligtigelsen overfor anti-nationalistiske multi-race, multietniske, socialistiske og kommunistiske dagsordner.

Det var en periode der var præget af en hidtil ukendt tumult, kompliceret af voldelige oprør blandt Sorte i byerne over hele landet, og nationens engagement i en stadig mere upopulær krig i Vietnam, der var gået helt galt. Dette blev yderligere understreget af de nationale og internationale bevægelser mod krigen, der overvejende blev anført af unge studerende, der var blevet politisk bevidstgjorte af deres deltagelse i eller iagttagere af Borgerrettigheds- og Black Power bevægelserne. Mange Hvide kvinder havde engageret sig kraftigt i Borgerrettigheds-, Black Power og antikrigs bevægelserne, og var her blevet klart opmærksomme på mange af bevægelsernes mænd, der ikke respekterede kvinderne, misbrugte dem, eller kun i begrænset grad drog nytte af dem. Disse kvinder blev radikaliserede og skabte en bevægelse til at håndtere disse problemer. Denne blev efterfølgende karakteriseret som den Anden bølges feministiske Bevægelse.

Hele denne udvikling blev næret af og fostrede selv intense intellektuelle eksperimenter, hvor af nogle også blev næret af forskellige slags praktiske erfaringer. Især Black Power bevægelsen udviklede sig parallelt med, nærede og blev næret af aktiviteter der karakteriserede de mere ekspansive og konsekvente Black Consciousness og Black Arts bevægelser, der ligesom Harlem Renæssancen flere årtier tidligere ansporede en intensiv og ekstensiv renæssance af aggressiv radikal og udtryksfuld kreativitet indenfor kunsten, der var koncentreret om generobring af den ontologiske væren blandt folk af afrikansk afstamning for at sikre selvforståelse og selvbestemmelse. Dette skete i mange tilfælde under indflydelse fra forskellige venstrekræfter, nationalistiske og internationalistiske, socialistiske og kommunistiske. Der var tale om en ustabil og flygtig blanding, der kaldte på en afklarende filosofi, der kunne lede gennem massen af ideologiske muligheder, de forskellige dagsordner for personlig og fælles identitetsdannelse, samt livspraksis der bød sig til med større eller mindre sammenhæng og sandfærdighed.

Ikke så få talsmænd og -kvinder trådte frem for at filosofere på vegne af deres gruppes, organisations eller egne visioner for «hvad der måtte gøres» for at sikre de Sortes befrielse. «Befrielse» var parolen for den nye dagsorden; «Neger» og «Farvet» var begreber der blev rakket ned og kastet bort. De var ikke længere acceptable som begreber for racemæssig identifikation. Politik og alle aspekter og dimensioner af både den enkeltes og fællesskabets liv blev defineret af og fokuseret gennem de symbolske linser for racemæssig og kulturbetinget «Blackness», samtidig med at de intellektuelle krigere der førte de konceptuelle (og andre) kampe på vegne af Blackness kæmpede for at finde egnede begreber og strategier, der kunne skabe tilfredsstillende og effektive udtryk for de passioneret eftersøgte og hårdt tiltrængte nye identiteter, eftersom udtrykkene for de klassiske identiteter og livs-dagsordner var blevet miskrediterede og derfor utilstrækkelige. For mange «Negre?», «Sorte?», «Farvede?», «Afro-amerikanske?», «Af afrikansk oprindelse?» og «Amerikanske?» personer var der en betydelig psykisk uro og spænding, bestyrtelse og forvirring. Næsten ingen af disse og heller ikke mange blandt de mest glødende krigere, der efterlyste eller fremførte nye definitioner af «Black consciousness» og «Sorte» dagsordner for det personlige og fælles liv kendte til eller havde adgang til Alain Lockes sobre og velargumenterede «The New Negro» eller til de rige ressourcer der var blevet produceret af bærerne af Harlem Renæssancen. Den intensiverede ontologiserende filosoferen fortsatte derfor med halsbrækkende fart, overvejende drevet frem af en generation af unge, hvoraf kun få havde eller ville acceptere intellektuelle eller praktiske råd fra de erfarne fra de tidligere generationer, for hvem mange af de unge var arrogante og havde for lidt respekt.

Harold Cruse var en vis og meget erfaren ældre fra de venstreorienterede og nationalistiske organisationer og selv en formidabel tænker. Han påpegede, at grunden hertil var den alvorlige afbrydelse af den normale overdragelse fra en generation til den næste af erfarings-afprøvet og verificeret viden, som følge af den heksejagt og forfølgelse af alle der blev anklaget for at være kommunist eller -sympatisør under det korstog senator Joseph McCarthy anførte i 1950'erne. Mange liv og karrierer blev knust som følge af McCarthys kampagne, og mange personer og organisationer med venstreorienterede sympatier blev enten knust, drevet under jorden eller på andre måder alvorlig stemplet. Det gjorde dem «urørlige» uden adgang til arbejde, tidligere venner og nære samarbejdspartnere. W.E.B. Du Bois var en af dem der blev underkastet denne skæbne, hvilket var den overvejende årsag til at han frasagde sig sit statsborgerskab og forlod USA for at slå sig ned i Ghana, hvor han døde. De radikale Young Turks manglede hverken mod eller lidenskab. De formulerede en mission, der i mange tilfælde i katastrofal grad manglede historisk og intellektuel kapital. De var derfor dårligt forberedte til de kampe, de søgte at anføre. Men den forbindelse mellem generationerne Cruse havde påpeget var ikke fuldstændig. Der var de der udfyldte hullet mellem Harlem Renæssancen og den nye Sorte Renæssances fremvækst. De fik betydelig indflydelse og kom til at fungere både som personlige og intellektuelle mentorer og rollemodeller. Det gjaldt blandt mange andre Robert Hayden, Ralph Ellison, Margaret Walker, Gwendolyn Brooks, Lorraine Hansberry og James Baldwin.

Den nye generation kom til at levere megen ny filosoferen - født ud af kampe. De havde den nødvendige disciplin og udholdenhed samt held til at overleve og efterlade sig en arv af resultater, som fortsat beriger Sorte og andre. Black Arts bevægelsen havde for eksempel stor betydning gennem produktioner og udtryk, der udstak nye retninger og meninger for kunstnerisk kreativitet, til de dagsordner der styrede kreativiteten, udtrykkene og servicen overfor forskellige målgrupper. Manifestet «Towards a Black Aesthetic» af Hoyt Fuller (1923–1981; Fuller 1994) var banebrydende i en periode der havde stort behov for tydelige veje. Det samme gjaldt hans arbejde som redaktør for tidsskriftet Negro Digest, der senere blev omdøbt til Black World. Dette tog igen navneforandring til First World, da udgiveren blev tvunget til at indstille udgivelsen af et tidsskrift, der havde sorte radikale som målgruppe. Det samme gjaldt «The Black Aesthetic» af forfatteren og teoretikeren Addison Gayle, Jr. (1932–1991), samt hans introduktion til en antologi han redigerede og publicerede under den samme titel (Gayle, Jr. 1972). Som en samling af artikler om teori, drama, musik og fiktion fra mange af de ledende kunstneriske hjerner indenfor den nye Sorte generation blev The Black Aesthetic efterhånden af forskere betragtet som «den teoretiske bibel for Black Arts bevægelsen» og fik derfor samme status for denne bevægelse, som Lockes The New Negro havde haft for Harlem Renæssancen. Både Fuller og Gayle kom til at spille roller svarende til Lockes ved at være fødselshjælpere for den kreative og kritisk orienterede udvikling af mange indenfor generationen af seriøst radikaliserede Sorte tænkere og kunstnere. 

1960'ernes nye aktivistiske tænker-kunstnere: f.eks. Nikki Giovanni, Sonia Sanchez, Amiri Baraka, A.B. Spellman, Larry Neal, Mari Evans, Haki R. Madhubuti og Maulana Karenga var lige så produktive, formidable og indflydelsesrige som New Negroes i 1920'erne og 30'erne. Så meget mere som de også udnyttede fordelene ved adgang til medier som radio, TV, grammofonplader, trykte medier samt de menneskelige ressourcer de kom i forbindelse med gennem forelæsningsrækker på colleges og universiteter. Mange af disse Sorte intellektuelle og kunstneriske kæmpere tog ansættelse - nogle af dem for årtier - på colleges og universiteter, hvor de bidrog til udviklingen af den vejledende filosofi og førte de politiske kampe der indvarslede nye programmer indenfor Sorte og Afrikanske Studier. Derved forstærkede de gennemslagskraften og rækkevidden af deres intellektuelle og kunstneriske kraft og bidrag og bidrog til at forandre den kulturelle og intellektuelle scene i USA og den afrikanske diaspora.

1950–nutiden. Professionelle filosoffer af afrikansk oprindelse

Indtil for ganske nylig var der kun få personer af afrikansk oprindelse der var aktive indenfor den professionelle filosofisk videnskab. Som omtalt tidligere var W.E.B. Du Bois en af de meget få, der studerede filosofi ved Harvard, men han besluttede sig for ikke at følge denne karriere. Alain Leroy Locke var en af de første personer af afrikansk oprindelse i USA, der fik en doktorgrad i filosofi (Harvard University, 1918). I 1950'erne kom der nogle få stykker til, deriblandt Broadus N. Butler, Max Wilson, Berkeley Eddins og senere Joyce Mitchell Cook - den første afro-amerikanske kvinde der tog en Ph.D. i filosofi. Dette var nogle af pionererne af afrikansk oprindelse i USA der beskæftigede sig med akademisk filosofi og havde en universitetsgrad indenfor disciplinen.

Fra slutningen af 1960'erne og gennem 70'erne er flere generationer af afroamerikanere gået ind i professionen, i takt med at flokke af nye generationer af unge Sorte kvinder og mænd har fået mulighed for en akademisk løbebane som konsekvens af Borgerrettighedsbevægelsen og opgøret med raceadskillelsespolitikken. En del af disse var påvirkede af Black Power, Black Consciousness og Black Arts bevægelserne, og i nogle tilfælde af selvstændigheds og afkoloniseringsbevægelser på det afrikanske kontinent og i den afrikanske diaspora i Caribien. Fremkomsten og dyrkningen af forskellige dagsordner indenfor den akademiske filosofi til studiet af filosoferen blandt afrikanere og folk af afrikansk oprindelse blev igangsat af disse nye kandidater, og dagsordnerne udsprang ofte af de nye bevægelser. De nye kandidater var fast besluttede på at bidrage som undervisere, nogle gange som engagerede intellektuelle i bevægelserne, til at identificere, bidrage til eller hjælpe med til at skabe nye filosofiske traditioner, litteratur og praksis der i mange tilfælde sigtede mod at være forskellige fra den sorte befolknings tanke- og livsdagsordner. Her var kilden til de bekymringer og bestræbelser, der gav anledning til arbejdet med at opbygge «Sort filosofi», dernæst «Afro-amerikansk» og senere «Afrikansk amerikansk» filosofi. Det var forløberne for hvad der nu har et mere eller mindre fast navn, men fortsat er et begreb under udvikling: Africana filosofi.

Den formelle og professionelle anerkendelse og sanktionering af denne indsats blev opnået i 1987. Inden da havde filosoffer på området været særdeles aktive gennem præsentation af artikler og diskussioner på sessioner under de årlige møder indenfor afdelinger af American Philosophical Association (APA) og andre organisationer af professionelle filosoffer samt andre forskere som Radical Philosophers Association (RPA) og Society for Phenomenological and Existential Philosophy (SPEP). I 1987 anerkendte APA, at forskerne havde skabt et under-felt indenfor filosofien og gjorde «Africana filosofi» til en officiel gren indenfor videnskaben. Gennem årene har APA’s Komite for sorte i Filosofi medvirket til at organisere en række af disse vigtige sessioner. Af lige så stor betydning har det dog været at mange sessioner blev arrangeret af andre sympatiserende og støttende komiteer indenfor APA, samt af andre organiseringer af professionelle filosoffer, der holdt møder parallelt med APA’s underafdelinger. Anerkendelsen og sanktioneringen kan i betydelig grad tilskrives den langvarige indsats anført af bl.a. filosofferne Robert C. Williams (afdød), William Jones, Howard McGary, Jr. og La Verne Shelton. Hver især har de gennem flere år fungeret som formænd for APA's Komite for sorte i Filosofi. Hver af dem bidrog  ligeledes i en tidlig fase med artikler, der indledte arbejdet med skabelsen af under-feltet.

Det var ligeledes af stor betydning for denne lange proces frem mod anerkendelse og legitimation, at der gennem 70'erne blev gennemført en serie konferencer helliget udforskningen af «Sort Filosofi» eller «Filosofi og de Sorte Erfaringer». De fleste af dem blev organiseret og afholdt på Historically Black Colleges and Universities (HCBU’s: først og fremmest Tuskegee University, Morgan State University og Howard University), men vigtige konferencer blev også gennemført på University of Illinois-Chicago Circle (ca. 1970), Haverford College (en international konference i sommeren 1982 for afrikanske og afro-amerikanske filosoffer samt forskere og undervisere fra andre discipliner) og senere på University of Memphis. Særlig bemærkelsesværdig i denne forbindelse er Philosophy Born of Struggle konferencerne, der er blevet afholdt årligt gennem 15 år, først og fremmest takket være J. Everet Greens og Leonard Harris’ utrættelige arbejde, samt Alain Locke konferencen der organiseres og afholdes hvert andet år af Department of Philosophy på Howard University (Washington, DC). Disse konferencer har i vid udstrækning bidraget til produktionen af de tidlige skriverier, præsentationer og netværksdannelse, der alt sammen kom til at fungere som grundlaget for skabelsen af Africana filosofi.

Udviklingen og institutionaliseringen af Afrikansk-Amerikansk filosofi - eller mere generelt Africana filosofi - og APA’s anerkendelse (selvom det ikke er alle de filosofiske afdelinger på universiteterne der deler denne anerkendelse) blev også muliggjort af at mange pionerer var i stand til at sikre sig og bevare stillinger indenfor de akademiske afdelinger (Filosofi, Filosofi og Religion samt filosofi og andre discipliner) på mange højrere uddannelsesinstitutioner over hele landet. En væsentlig del af disse personer er blevet livstidsansat og har opnået forfremmelser. Flere til professorater eller tilsvarende. Som konsekvens heraf har et langsomt stigende antal filosoffer af afrikansk oprindelse stillinger i afdelinger og programmer, der servicerer kandidater og studerende indenfor filosofi.

En særlig vigtig konsekvens af denne udvikling er at flere af disse personer nu har opbygget en position indenfor undervisning og forskning, der strækker sig over flere årtier og har haft betydelig indflydelse på flere generationer af studerende. De aktive indenfor Africana filosofi producerer således nye generationer af filosoffer. Og de aktive indenfor alle generationerne bidrager nu til den professionelle litteratur. Der er tale om en omfattende og stadig voksende samling af værker, der understøtter undervisningen, forskningen og stipendierne i Africana filosofi. Det er ligeledes af betydning at et stigende antal forelæsninger og seminarer på Colleges og universiteter over hele landet holdes af filosoffer af afrikansk oprindelse på invitation fra afdelingerne for filosofi, ofte i samarbejde med og co-sponsorede af andre afdelinger og programmer. Disse inviterede præsentationer bekræfter og styrker den intellektuelle legitimitet af arbejdet indenfor Africana filosofi, samtidig med at den gør nogenlunde det samme for de inviterede filosoffer.

Publicering og professionel Africana filosofi

Leonard Harris er en pioner indenfor offentliggjorte arbejder om Afrikansk-amerikansk filosofi og er fortsat på mange måder en central bidragsyder, ikke mindst som redaktør af samlinger der har gjort vigtige tekster vidt udbredte, som ellers ikke blive opdaget af de forskere som arbejder med Sortes filosoferen. Hans samling, The Philosophy of Alain Locke: Harlem Renaissance and Beyond (Harris 1989) fortjener særlig opmærksomhed. Den giver direkte adgang til filosofiske essays blandt Lockes mere end 300 publicerede og upublicerede essays og boganmeldelser. Og hans Philosophy Born of Struggle: Anthology of Afro-American Philosophy from 1917 (Harris 1983) var i mange år den eneste bredt tilgængelige, nogenlunde historisk organiserede samling af værker fra Afrikansk-amerikanske professionelle filosoffer og andre filosoferende Sorte forskere. En vigtig tidligere samling var Percy E. Johnstons Afro-American Philosophers. (Johnston 1970). Af nyere dato er samlinger der er koncentreret omkring Afrikansk-amerikansk filosofi, organiseret og publiceret af Tommy L. Lott (Lott 2002), af Lott & John P. Pittman (Lott & Pittman 2003) og af James A. Montmarquet & William H. Hardy (Montmarquet & Hardy 2000).

Dette publiceringsarbejde er en vigtig del af Africana filosofiens historie og bidrager til at skabe og legitimere den pointe, at afrikanere og personer af afrikansk oprindelse, på det afrikanske kontinent, i den afrikanske diaspora, på det amerikanske kontinent og andre steder er skabere og vogtere af Africana filosofi. Et antal forlag har anerkendt og accepteret denne udvikling, og har efter betydelig langvarig modstand eller direkte afslag på at anerkende de historiske skriverier fra personer af afrikansk oprindelse og nutidige tekster anerkendt disse som filosofiske arbejder, og har efterfølgende prioriteret at føje Africana filosofiske arbejder til deres lister over publicerede tekster.

Af særlig betydning for publicering er regelmæssige udgivelse af Philosophia Africana: Analysis of Philosophy and Issues in Africa and the Black Diaspora, der er et tidsskrift grundlagt af Emmanuel Chukwudi Eze fra DePaul University, der samtidig var dets redaktør frem til sin pludselige død i 2007. Philosophia Africana er fortsat det eneste videnskabelige tidsskrift i USA der er helliget Africana filosofi, selv om også andre filosofiske tidsskrifter i stigende grad optager og publicerer artikler indenfor dette felt. Ingen har dog været så gavmilde som Philosophical Forum, der under afdøde Max Wartofskys redaktionelle ledelse publicerede to hele temanumre om filosofiske spørgsmål af interesse for sorte filosoffer. Det er også værd at nævne den fortsatte hjælp fra den New York baserede redaktør og filosof, Alfred Prettyman, der har bidraget med tid, energi og andre ressourcer til pleje af The Society for the Study of Africana Philosophy (oprindeligt New York Society for the Study of Black Philosophy). Det er en organisation af filosoffer og andre engagerede tænkere af afrikansk oprindelse og personer af ikke-afrikansk oprindelse, der mødes i hans hjem for at præsentere og diskutere ideer og arbejder, der er undervejs til offentliggørelse, eller som nyligt er blevet publiceret. I en kort periode var Prettyman redaktør og udgiver af det nu hvilende tidsskrift The Journal of the New York Society for the Study of Black Philosophy.

Den professionelle anerkendelse og legitimering af Africana filosofi generelt med afrikansk, afro-amerikansk og afro-caribisk som underområder indenfor feltet; den bemærkelsesværdige succes som et langsomt stigende antal personer af afrikansk oprindelse nyder, som ansættes og forfremmes indenfor de højere uddannelsesinstitutioners afdelinger og programmer; flere udgivelsesmuligheder; en fortsat livskraftig strøm af konferencer og konferencesessioner der er helliget udforskninger af emner indenfor feltet. Alt dette er afgørende for at opbygge og forbedre feltets litteraturbasis og til at fremme undervisning, forskning, stipendier og andre kollegiale sammenhænge og praksis, der er afgørende for at danne, opretholde  og pleje diskursive fællesskaber, der er helliget studierne indenfor Africana filosofi. Dette arbejde beriges gennem deltagelse og bidrag fra et stigende antal personer, studerende og professionelle, der er af afrikansk oprindelse.

Bidrag

Der er gjort betydelige fremskridt ifht. at afbøde nogle af de hindringer der længe har hæmmet anerkendelsen af den filosofiske indsats fra folk af afrikansk oprindelse. Men endnu mere banebrydende arbejde er nødvendigt. Det er f.eks. nødvendigt i højere grad at påskønne de skriftlige arbejder fra flere generationer af særligt tænksomme og indsigtsfulde sorte essay- og romanforfattere, digtere og musikere, kunstnere og dansere, præster og teologer og andre offentlige sorte intellektuelle der gennem deres udtryksformer har filosoferet over betingelserne og udsigterne for sorte, og som i mange tilfælde har bidraget til at opretholde viljen og beslutsomheden til at udholde overgrebene på menneskeligheden og selvet blandt mennesker af afrikansk oprindelse. I den henseende er der f.eks. givet for ringe opmærksomhed overfor filosoffen og forfatteren Charles Johnson, der før han blev en anerkendt forfatter studerede filosofi. Mange andre sorte skribenters - nogle af dem forfattere - udtrykte tanker bør studeres med interesse af filosoffer, da disse skribenter i deres udtryk ofte tankefuldt og kreativt behandler de sortes eksistensbetingelser, eftersom skribenterne stiller dem op i deres litterære arbejders geografiske og historiske kontekst. Ligeledes er mange prædikener, taler, breve, sange og danse skabt og udtrykt - meget ofte kreativt - af tænksomme sorte mennesker. Det er derfor nødvendigt at Africana filosofien bliver en endnu mere intensiv og ekstensiv tværfaglig virksomhed.

En vigtig hindring for anerkendelsen og påskønnelsen af sortes filosoferen har været den omfattende investering i Eurocentrisme og racemæssigt hvidt overherredømme, der har været grundlaget for og struktureret så meget af historieskrivningen indenfor den filosofiske disciplin gennem mange årtier. At løse op for disse misforståelser indenfor disciplinens historie vil kræve omfattende revision og inklusionen af filosoferen blandt personer fra de ellers mange ekskluderede grupper. Som en del af dette projekt er det nødvendigt omhyggeligt at indsamle, studere og publicere så mange som muligt af de tidligste udtryk (hvoraf mange aldrig tidligere er blevet offentliggjort) der var med til at bane vej for udviklingen af den afro-amerikanske filosofi, eller mere generelt Africana filosofi, som et diskursivt felt (Kuklick 2001; Kuklick 2008).

Set i bakspejlet har en særligt hæmmende faktor for udviklingen af Africana filosofi indenfor den akademiske filosofi i USA (faktisk i både Afrika og den afrikanske diaspora) været den alt for ringe opmærksomhed som både pionererne og nutidige filosoffer har tillagt kvinder af afrikansk oprindelse, på trods af at som det allerede tidligere er beskrevet i historien om filosofi født i kamp, så har bidragene fra sorte kvinder været betydningsfuld, selv om de uden for kvindecirkler ikke fået den interesse de burde have haft. I den nye verden hvor afrikanske folk blev genskabt eller genskabte sig selv som nye mennesker og folk af afrikansk oprindelse, blev mange sorte kvinder inspireret til at tænke dybt og længe over angrebene på deres samfund, deres familier, deres kroppe og sjæl. På den baggrund er der et tvingende behov for at fremme og støtte den filosoferende indsats blandt sorte kvinder, der kan lede vores opmærksomhed hen på de historiske og nulevende sorte kvinders liv og filosoferen. Særlig bemærkelsesværdig i den henseende er den banebrydende og inspirerende indsats leveret af filosoffen Kathryn Gines der grundlagde Collegium of Black Women Philosophers. Sammenslutningen bringer kvinder fra hele USA sammen til konferencer, hvis formål er at gendanne og anerkende bidragene fra kvindelige pioner-filosoffer af afrikansk oprindelse, samtidig med at nutidige problematikker undersøges og der opstilles planer for det videre arbejde.

Fremtiden

De mulige fremtider for udvikling indenfor Africana filosofi i Afrika og den afrikanske diaspora ligger åbne. Det indledende arbejde med at præsentere og legitimere afro-amerikansk, afrikansk og Africana filosofi og disses underfelter er blevet gennemført med betydelig succes, selv om anerkendelsen og respekten ikke er universel. Det er forventeligt eftersom ingen intellektuel bevægelse eller underområde indenfor et felt nogensinde bliver accepteret af alle. Men der er mere der bør gøres i form af konsolidering af fremskridtene, samtidig med at der tages nye skridt i takt med at opmærksomheden vendes mod udfordrende emner - mange af dem nye. Gennem to årtier har en stor del af indsatsen blandt udøvere af Africana filosofi været koncentreret om undersøgelse af racebegrebet, der er et grundlæggende og gennemgribende kompleks af stærke faktorer, der former næsten alle aspekter og dimensioner af livet i dannelsen af moderniteten i Europa og Amerika, og i alle de tilfælde hvor europæere har kastet sig over jord og mennesker over hele jorden. At opnå retfærdighed uden racisme indenfor en politik nedarvet fra moderniteten er en endnu ikke overstået affære.

A.J.