Browserudgave

Rusland

Befolkning145,5 mio.
ValutaRussiske rubler
Areal17.075.400 Km2
HovedstadMoskva
Befolkningstæthed8,5 indb./Km2    
HDI placering65    

Jordens største stat. Den kan inddeles i 5 hovedregioner: Europæisk Rusland der strækker sig fra vestgrænsen til Uralbjergene - der traditionelt opfattes som grænsen mellem Europa og Asien - er et enormt lavtlandsområde, der gennemskæres af floderne Volga, Don og Dnjepr. Det er den russiske føderations rigeste region. Uralbjergene strækker sig fra nord mod syd og rummer vigtige mineral- og olieforekomster. Sibirien strækker sig fra Uralbjergene til Stillehavet. Dette enorme område er rigt på naturressourcer, men er tyndt befolket pga. de barske klimatiske forhold. Kaukasusregionen er et enormt steppeområde, der strækker sig nord for bjergene af samme navn mellem Sortehavet og det Kaspiske Hav. Dele af russisk Centralasien ligger under havets overflade og består af ørken, stepper og bjerge.

I sletteområderne dyrkes korn, kartofler og sukkerroer. I Centralasien dyrkes bomuld og frugter. I de subtropiske områder i Kaukasus og ved Sortehavet dyrkes te, vindruer og citrusfrugter. Landet råder over enorme mineralressourcer: Olie, kul, jern, kobber, zink, bly, bauxit, mangan og tin i Uralbjergene, Kaukasus og det centrale Sibirien.

Chelyabinsk er en by syd for Ural. Den plages af omfattende radioaktiv forurening fra plutoniumsfabrikken i området. Den tunge industri og minerne bidrager til en stigende forurening af landets vigtigste floder, luften i byerne og jorden. Til forureningen bidrager også den omfattende anvendelse af kul i kraftværkerne, fejl i atomkraftværkerne og den overdrevne anvendelse af agrokemiske produkter. Endelig er udstrakte områder plaget af afskovning og jorderosion.

Folket: Russere (81,5%), tatarer (3,8%), ukrainere (3%) og 100 andre nationaliteter (1996)

Religion: Overvejende russisk ortodoks samt muslimske, protestantiske og jødiske minoriteter.

Sprog: Russisk (officielt) men derudover eksisterer der lige så mange sprog som nationaliteter.

Politiske partier: Vort Hjem Rusland og Russisk Option - begge neoliberale og støttepartier for Putin. Det Liberalt Demokratiske Parti - højrenationalistisk. Kommunistpartiet. Det Demokratiske Agrarparti. Yabloko. Kongressen af Russiske Samfund.

Sociale organisationer: Føderationen af uafhængige russiske Fagforeninger (FNPR) med over 40 millioner medlemmer. Den faglige sammenslutning Sotsprof med 1 million medlemmer.

Officielt navn: Rossiyskaya Federatsiya.

Administrativ inddeling: Den russiske føderation består af 26 autonome republikker: Bashkortostan (tidl. Bashkiria), Chechenya-Ingushetia, Chuvashia, Dagestán, Kabardino-Balkaria, Kalmukia, Komis, Mari-El, Mordovia, Nord Osetien, Tatarstan, Tuva og Saja (tidl. Yakutia);
Regionerne Adigueya, Gorno-Altai, Hebrea, Karachaevo-Circasia;
Provinserne Buriata i Aguin, Buriata i Ust-Ordin, Chukchis eller Dolgano-Neneos i Taimir, Evencos, Janti og Mansi, Koriakos, Neneos og Yamalo-Neneos.

Hovedstad: Moskva, 10.562.000 indb. (2010).

Andre vigtige byer: Skt. Petersborg (tidl. Leningrad), 4.656.000 indb.; Nishni-Novgorod, 1.351.800 indb.; Novosibirsk, 1.397.800 indb.; Ekaterimburg (tidl. Sverdlovsk), 1.347.000 indb.; Samara, 1.522.500 indb.; Omsk, 1.116.200 indb.; Cheliabinsk, 1.124.500 indb.; Kazan, 1.092.300 indb.; Ufa, 1.091.800 indb.; Perm, 1.086.000 indb.; Rostov ved Don, 1.023.200 indb. (2000).

RegeringVladimir Putin, præsident siden maj 2012. Dmitry Medvedev, premierminister siden maj 2012. Parlamentarisk republik. Parlamentet har to kamre: Statdumaen med 450 pladser og statsrådet med 178.

Nationaldag: 12. juni (Ruslands dag, 1990)

Væbnede styrker: 1.270.000 (1996).

Paramilitære styrker: 220.000

Sovjetunionen bestod udover den Russiske Føderation af følgende republikker, der i dag er selvstændige stater: Azerbaidjan, Armenien, Estland, Letland, Lithaun, Georgien, Hviderusland, Kasakhstan, Kirgisistan, Moldavien, Tadjikistan, Turkmenistan, Ukraine og Uzbekistan.

 

Før de slaviske folk trådte ind på historiens scene var den europæiske del af den nuværende russiske føderation, Hviderusland og Ukraine beboet af forskellige folkeslag, der blev udsat for invasioner af hunner, gotere og ungarere. Den første omtale af slaverne stammer fra det 6. århundrede. De byzantinske forfattere omtaler eksistensen af flere slaviske høvdinge fra forskellige folkeslag som polianerne (med centrum i Kiev), drevlianerne, drégovichis, krívichis, viátichis, meriaerne og andre.

Den første russiske statsdannelse

I det 9. århundrede dannedes den første russiske stat kendt som det «Antikke Rus» eller «Kiev Rus». Den blev dannet som konsekvens af kampene mod jazarerne i syd og skandinaver i nord. I det 9. århundrede havde handelsruten mellem Østersøen og Sortehavet - ruten mellem «skandinaverne og grækerne» - fået europæisk betydning. I 882 erobrede prins Oleg af Novgorod Kiev og overførte den russiske stats hovedstad til denne by. I 907 undertegnede han en aftale, der var fordelagtig for russerne. Olegs nevø, Sviatoslav herskede over sit eget kongedømme. I det antog kampen mod Byzans og Bulgarien enorme dimensioner.

Vladimir (980-1015) var søn af Sviatoslav og efterfulgte denne på tronen. Han konsoliderede den russiske stats juridiske organisation, dynastiet og rigets udstrækning. For at overvinde det «hedenske» Ruslands isolation overfor det monoteistiske Europa, indførte Vladimir i 988 kristendommen som statsreligion. Han udså sig den byzantinske ortodokse variant, der udmærkede sig ved sin skønhed og pompøsitet. I slutningen af Vladimirs regeringsperiode udviste fyrstedømmet Novgorod stærke tendenser til selvstændighed. Vladimirs efterfølger på tronen, Sviatopolk dræbte 3 af sine brødre - Boris, Gleb og Sviatoslav - for at konsolidere magten, men den fjerde broder, Yaroslav, prins af Novgorod væltede Sviatopolk og overtog den øverste magt i Kiev. Samtidig gav han dog Novgorod en række beføjelser. Efter hans død oprettedes den feudale republik Novgorod, fyrstedømmerne Vladimir-Suzdal, Galich-Volin m.fl. I 1147 nævnes Moskva i fyrstedømmet Rostov-Suzdal for første gang i krønikerne.

Mongolsk herredømme

I 1237 invaderede tartar fyrsten Batu - nevø af Djengis Khan - fyrstedømmerne Riazan og Vladimir, besatte Moskva og en række andre russiske byer. Erobringen af andre russiske fyrstedømmer fortsatte i 1239-40, og dette indledte yugo-tartar perioden, der kom til at strække sig over de følgende 250 år. Fra vest truede en anden fare russerne - fra teutonerne og svenskerne. I 1242 besejrede prins Alexandr af Novgorod teutonerne i det berømte «slaget om isen» på Chudskoye søen nær ved Neva floden. Som tak for sejren fik han titlen Nevski.

Mongolerne regerede ikke direkte men derimod gennem lokale fyrster, tyrkiske høvdinge eller arabiske handelsmænd der opererede i regionen. De fik en autorisation - «yarlik» - af mongolerne. I begyndelsen af det 14. århundrede eksisterede fyrstedømmerne Tver, Moskva, Riazan og Novgorod. Tver og Moskva kæmpede om førerskabet i denne periode, hvor fyrstedømmerne endnu var splittede. Fyrst Dmitri fra Moskva begyndte nu at samle styrkerne for at smide tartarerne ud, men fyrsterne i Tver, Nizhni Novgorod og Riazan satte sig imod dette. I 1378 indledte Mamai Khan en straffeekspedition mod Rusland, men blev slået.

Russisk befrielse

I 1380 slog fyrst Dmitri af Moskva Mamai i slaget ved Kulikovo nær ved floden Don. Det markerede starten på befrielsen af Rusland fra yugo-tartarerne, og han gav derfor sig selv titlen Donskoi. Befrielseskampen varede 100 år, og endte først sejrrigt i 1480, da Ajmat - den sidste Khan - ikke vovede at gå i kamp mod fyrst Ivan III's tropper ved Ugra floden. Ivan III afsluttede samlingen af de russiske områder under Moskvas dominans.

Ekspansion af det russiske imperium

I 1547 indsattes Ivan IV på tronen i Moskva. Han fik tilnavnet Den Grusomme for sin brutalitet og despotisme. I 1552 indtog han Kazan og indtog en del af Volgaområdet beboet af tartarer, chuvasher, marier, morduiner og udmurter. I 1556 besatte han Astracan, samtidig med at krigen fortsatte i vest mod den polsk-lithauiske stat - med det formål at få adgang til Østersøen. Han indførte livegenskabet - bønderne mistede dermed retten til at drage afsted uden deres herres tilladelse. Ivan den Grusomme konsoliderede sin enevælde og udslettede forskellige klaner af højadel.

Da Ivan døde i 1584 overtog hans forsagte og viljesløse søn Fjodor tronen. I realiteten blev magten overtaget af adelsmanden Boris Godunov. I 1591 døde prins Dmitri under mystiske omstændigheder. Han var den eneste legitime arvtager til tronen, da Fjodor ikke havde børn. Godunov førte krig mod Sverige, indgik en alliance med Georgien der blev et russisk protektorat og annekterede fyrstedømmet Sibirien.

Ved Fjodors død i 1598 afgik dynastiet samtidig ved døden. Det russiske Territorialråd - Zemski Sobor - valgte i stedet Boris Godunov til zar. Andre dele af højadelen anså sig imidlertid for mere værdige til at overtage tronen, og dermed indledtes den såkaldte «omvæltningsepoke» i Rusland. I 1601-2 var Ukraine underlagt Polen. En bedrager derfra kaldte sig «fyrst Dmitri» og hævdede at være undsluppet et attentat mod Boris Godunov. Han samlede en hær og marcherede mod Moskva. Det lykkedes ham at få byens indbyggere til at gøre oprør, hvilket gav ham adgang til tronen. I 1606 dræbte højadelen «Pseudo Dmitri», men allerede i 1607 trådte en ny bedrager, «Pseudo Dmitri II» ind på scenen støttet af Polen, Lithauen og Sverige. Polske tropper indtog Moskva, støttet af forræderiske dele af adelen. En bred folkelig bevægelse fik dog smidt polakkerne ud af Moskva, og i 1613 valgte Zemski Sobor Mihail Romanov til ny zar. I 1654-67 var Rusland under zar Alexis i krig mod Polen og Sverige. Hans største sejr var anneksionen af det østlige Ukraine.

Under Romanov dynastiet udviklede Rusland sig til et enevældigt monarki, administreret af et effektivt bureaukrati og et oligarki bestående af adelsmænd, handelsmænd og biskopper, der indgik i den statslige struktur. Patriarken Nikon gennemførte en reform af kirken og sammenlignede de hellige skrifter på kyrilisk med originalerne på græsk. En del af den traditionelle præstestand var uenig i reformationen, hvilket gav anledning til dyb splittelse i den russiske kirke. Deres anfører Arcipreste Habacuc blev brændt på bålet.

Gennem det 17. århundrede voksede økonomien hurtigt. Ikke kun pga. landets territoriale ekspansion, men også pga. salget af træprodukter og forarbejdede varer til England og Holland samt udvindingen af Sibiriens naturressourcer.

1694 Peter I

Efter indsættelsen af Peter I på tronen i 1694 omdøbtes det moskovitiske kongedømme til det Russiske Imperium. Peter vendte sig mod Vesten for at opsuge dens videnskabelige og tekniske fremskridt - især for at udvikle den russiske flåde. I alliance med Danmark og Polen intervenerede Rusland i den Store Nordiske Krig mod Sverige (1700-1721). I 1703 grundlagde Peter Skt. Petersborg, hvortil han overførte imperiets hovedstad. Samtidig organiserede han regeringen efter strikte retningslinier.

For flertallet af befolkningen var Peters kongedømme meget undertrykkende og fjernt med en stiv normativ struktur, der nærmest gjorde det til et kastestyre. Blandt flere andre kontrolorganer oprettede han et spionagenet indenfor statsadministrationen. Politiapparatet kom til at spille en central rolle som garant for det autokratiske systems levedygtighed. Han knuste uforsonligt en konspiration blandt konservative adelsfolk i Moskva, og lod sin søn Alexei torturere og dræbe, da det viste sig at han havde været i alliance med adelsfolkene.

Ved afslutningen på den Store Nordiske Krig i 1721 fik Rusland med Nystad traktaten kontrol over den Finlandske Bugt samt provinserne på den østlige side af Østersøen. Efter at have sejret i krigen mod Persien kunne Peter udstrække imperiets sydgrænse til det Kaspiske Hav. Periodens territoriale, økonomiske og handelsmæssige ekspansion gjorde Rusland til en af Europas stærkeste magter, men skabte samtidig et kludetæppe af forskellige etniske grupper og kulturer, som det var vanskeligt at smelte sammen til én enkelt.

Peter døde uventet i 1725, og dette udløste en periode med ustabilitet, indtil Katarina II i 1762 overtog tronen, efter at den kejserlige garde havde fjernet hendes mand fra tronen. Imperiet fortsatte nu sin udvidelse med militære og diplomatiske midler. En del af Ukraine øst for Dnjepr blev besat, og det samme gjaldt Hviderusland. Polen blev delt med Prøjsen. Lithaun og Krim blev annekteret. Den nordlige kyst ved Sortehavet blev bragt under kontrol og samtidig rykkede imperiet frem på stepperne øst for Ural langs med det Kaspiske Hav. Endvidere styrkede det sin indflydelse på Balkan.

Økonomisk betragtet berigede staten og en lille kerne af russiske adelsmænd sig på denne ekspansion, mens fattigdommen blandt de livegne bønder øgedes. Det militære demokrati blandt kosakkerne i Ukraine blev ophævet, og nationalfølelsen blandt andre undertrykte folk kom i stigende grad på kollisionskurs med den imperiale centralisme.

Mod slutningen af det 18. århundrede fik den franske revolution og kampen mod enevælden stor betydning blandt russiske intellektuelle, der gjorde oprør mod de sociale forhold, der eksisterede i landet. Zar Pavel I (1796-1801) reagerede stærkt på dette oprør, indførte kulturel censur, internt eksil og forbød endog rejser til udlandet. I 1801 blev Pavel dræbt ved en konspiration. Med hans efterfølger Alexandr I tog den russiske politik en kraftig drejning.

Napoleon

Alexandr havde søgt fred, men i 1805 erklærede Napoleon krig mod Rusland og sejrede ved Austerlitz. I 1812 invaderede Napoleons tropper Rusland. Den «Patriotiske Krig» hvor også bønderne førte guerillakamp mod invasorerne endte med russisk sejr under marskal Kutuzov. Sejren gjorde med et Rusland til kontinentets stærkeste magt.

Efter Alexandr I's død i december 1825 gennemførte en gruppe aristokrater - efterfølgende kaldet decembristerne - et fejlslagent kup i Skt. Petersborg. Mens revolutionerne rystede Europa i 1848 slap Rusland under zar Nikolai I uskadt gennem krisen og satte hæren ind for at knuse ungarene i Transsylvanien. Alligevel afslørede det russiske nederlag i Krimkrigen (1853-56) imperiets tilbageståenhed.

I 1861 afskaffede zar Alexandr II livegenskabet og erklærede, at det var bedre at afskaffe det ovenfra, end at bønderne selv gjorde det nedefra. Bønderne skulle imidlertid betale enorme erstatninger til deres tidligere ejere for at vinde deres frihed. Samtidig indførte zaren et system af lokale valgte forsamlinger, der skulle administrere på distrikts og provinsniveau. Bønderne var repræsenterede, men deres vilkår var betydeligt dårligere end de store godsejeres.

Narodnikkernes aktioner

I 1860'erne og 70'erne opstod der en række radikale grupper, hvis mål strakte sig fra ønsket om dannelse af en grundlovsgivende forsamling til opfordringer om folkeoprør. De socialistiske ideer havde stor indflydelse blandt studenter og intellektuelle, der i bønderne så en revolutionær klasse. I 1861-62 dannede en række revolutionære grupper i Skt. Petersborg den hemmelige forening Jord og Frihed, der eksisterede frem til 1864. Et polsk oprør i 1863 og et fejlslagent attentat mod zaren i 1866 forstærkede blot undertrykkelsen.

De intellektuelle nåede frem til den overbevisning, at de måtte slå sig sammen med folket for at forklare det, hvem der var dets fjender, men de blev ikke forstået. I 1876 oprettedes på ny den hemmelige forening Jord og Frihed, der tre år senere splittedes i tre fløje. Den ene fandt det største revolutionære potentiale blandt det fremvoksende proletariat i byerne. Den anden fandt det samme potentiale hos bønderne, og den tredje gik ind for gennemførelsen af terroraktioner for at fremme processen. Sidstnævnte dannede Folkets Vilje, der i 1881 myrdede zar Alexandr II. Dens vigtigste ledere blev efterfølgende hængt. Den nye zar Alexandr III skyndte sig at ophæve sin forgængers reformer og styrke enevældsmagten.

Bolsjevikker og mensjevikker

I begyndelsen af det 20. århundrede eksisterede der to stærke strømninger indenfor den russiske socialisme. De Socialrevolutionære (SR) gik ind for socialiseringen af jorden i bondesamfund. Socialdemokratiet der var blevet grundlagt af Georgij Plekhanov ønskede at basere socialismen på industrialiseringen og udviklingen af arbejderklassen. Men indenfor Socialdemokratiet eksisterede der også to meget forskellige strømninger. Bolsjevikkerne anført af advokaten Vladimir Ilich - bedre kendt under dæknavnet Lenin - gik ind for arbejderoprør, mens mensjevikkerne som de øvrige socialdemokratiske partier i Europa bekendte sig til den demokratiske socialisme, der var baseret på fortsat kapitalistisk udvikling.

1905 Revolutionen

Den russiske ekspansion i det østligste Asien førte i 1904 til krig med Japan. Krigen førte til en række nederlag, der udløste stor intern nød. I 1905 blev en demonstration angrebet voldsomt af sikkerhedsstyrkerne, hvilket udløste oprør i både Skt. Petersborg og Moskva. Oprøret blev først stoppet med manifestet af 17. oktober, hvori zaren lovede at indkalde et nationalt parlament - Duma'en. Bolsjevikkerne boykottede det efterfølgende valg. Det var de moderat liberale Konstitutionelle Demokrater der fik flertallet i den første Duma. (Se Russiske revolution 1905).

Duma'en krævede jordreform, ligeret blandt de forskellige regioner, amnesti til de politiske fanger og selvstyre til Polen. Krav der alle blev afvist af zaren. Duma'en blev opløst og regimet knuste revolutionen i blod. I 1907 valgtes den anden Duma - denne gang med socialdemokratisk deltagelse. Både venstrefløjen og højrefløjen var blevet styrket. Det vigtigste problem var fortsat jorden. Premierminister Stolypin gik ind for jordreformer for at skabe en klasse af selvejende bønder og for at afskaffe de fællesejede jorde, men han mislykkedes og blev snigmyrdet. Også den anden Duma blev opløst. Regimet gennemførte en valgreform, der gav de efterfølgende Duma'er konservativt flertal.

Ruslands indtræden i 1. verdenskrig forstærkede det forældede feudale regimes krise. Nederlagene i krigen og manglen på fødevarer forstærkede den folkelige utilfredshed. I januar 1917 dannede et råd (Sovjet) valgt blandt arbejdere og soldater regering sammen med Duma'en. I februar trådte zar Nikolaj II tilbage, Duma'en indsatte en ny provisorisk regering og antallet af Sovjetter steg drastisk. Republikken var en realitet.

I håb om at destabilisere Rusland gav Tyskland tilladelse til, at en gruppe bolsjevikker med Lenin i spidsen kunne passere gennem landet med kurs mod Skt. Petersborg. De vendte tilbage til Rusland i en forseglet vogn. De fik hurtigt øget indflydelse i Sovjetterne, og efterhånden blev der skabt en dobbeltmagtsituation mellem disse, og regeringen ledet af den socialrevolutionære Alexandr Kerensky.

1917 Revolutionen

Beslutningen om at fortsætte krigen og den stadige dybere nød som befolkningen var kastet ud i gjorde, at den provisoriske regeringen efterhånden mistede enhver troværdighed. Bolsjevikkerne lancerede slagordene «Fred, brød og jord», «Al magt til sovjetterne» og opmuntrede til, at «omdanne verdenskrigen til borgerkrig». Den 25. oktober (7. november efter vore dages kalender) anførte Lenin det folkeoprør, der bragte den provisoriske regering til fald og skabte verdens første socialistiske republik. Den russiske revolution var indledt. Der blev udskrevet valg til en grundlovsgivende forsamling, hvor de socialrevolutionære endte med at få flertal, og bolsjevikkerne besluttede derfor i januar 1918 at opløse forsamlingen.

Den sovjetiske regering - Folkekomissærernes Råd - godkendte Brest-Litovsk fredsaftalen med Tyskland «uden anneksioner og uden erstatninger», ophævelsen af den private ejendomsret til jorden og dens overdragelse til bønderne, nationaliseringen af bankerne, arbejderkontrol med fabrikkerne, dannelsen af en milits og af revolutionstribunaler, afskaffelsen af klasseprivilegier og arveretten, adskillelsen af kirke og stat, samt ligestillingen mellem mand og kvinde.

Stillet overfor Ruslands énsidige fredsslutning med Tyskland sendte Frankrig og England ekspeditionskorps ind i landet mhp. at styrte den revolutionære regering og til støtte for den hvide hær - grupper fra det styrtede regimes militære styrker. Den udenlandske intervention blev endelig besejret i 1920, og 2 år senere endte borgerkrigen med den Røde Hærs sejr under ledelse af godsejersønnen Lev Trotskij. I disse år havde den sovjetiske regering indført «krigskommunisme», hvilket indebar maksimal centralisering af magten og en næsten total ophævelse af pengerelationerne.

1922 USSR dannes

I slutningen af 1922 dannede den Russiske Føderation, Ukraine, Hviderusland og den Transkaukasiske Føderation bestående af Azerbaidjan, Armenien og Georgien Unionen af Socialistiske Sovjet Republikker (USSR). I løbet af borgerkrigen blev regimet til en regering varetaget af Ruslands Kommunistiske Parti (bolsjevikisk) (RKP(b)). Stillet overfor et umiddelbart sammenbrud i økonomien blev RKP(b) i 1921 tvunget til at afslutte «krigskommunismen» og i stedet basere landets udvikling på den såkaldte Ny Økonomiske Politik (NEP). Denne nye politik var i virkeligheden et taktisk tilbageskridt - en tilbagevenden til markedskræfternes udfolden og mindre private virksomheders ageren på markedet, mens statens rolle blev at varetage infrastrukturprojekter, udviklingen af sværindustrien og udformningen af en centraliseret planlægning.

Lenin døde i 1924 og trods hans advarsler overtog Josef Stalin posten som Generalsekretær for Sovjetunionens Kommunistparti (SUKP). NEP politikken gav i begyndelsen gode økonomiske resultater. Alligevel var partiet præget af en betydelig debat om, hvilken politik der skulle gennemføres for at sikre den nye arbejderstats udvikling. De ventede revolutioner i Vesteuropa var udeblevet eller var blevet knust i blod, og det blev klart, at Sovjetunionen var slået ind på vejen mod kommunisme som ene stat. Lev Trotskij stod for det ene yderpunkt i denne debat. Han gik ind for umiddelbar tvangskollektivisering af landbrugsproduktionen som middel til at skaffe tilstrækkelig overskud til en forceret industrialisering af det sovjetiske samfund. Det blev afvist af Stalin, der støttede sig til højrefløjen, der ønskede at bevare bønderne som nære allierede i den socialistiske udvikling.

1928 Tvangskollektivisering og Moskvaprocesser

Fra 1926 løb NEP imidlertid ind i stadig større problemer for i 1928 at bryde helt sammen. Bønderne holdt simpelt hen deres produktion tilbage fra markedet, for industriproduktionen var for ringe til at opfylde deres behov. Stalin skiftede nu fuldstændig kurs og gennemførte Trotskijs politik: Gennemførte en hastig tvangskollektivisering af landbruget og indledte en forceret industrialisering baseret på totalt urealistiske femårsplaner. Samtidig lukkede han de sidste demokratiske sprækker i partiet. Trotskij blev sendt i eksil i 1929 og blev myrdet af en af Stalins agenter i Mexico i 1940. I løbet af 30'erne udryddede Stalin enhver reel opposition og for en sikkerheds skyld også enhver indbildt opposition eller rivaler. Tusinder blev henrettet i kølvandet på Mosvaprocesserne (1935-38), uden rettergang eller blev sendt i arbejdslejre.

Tvangskollektiviseringen (1928-32) udløste umiddelbart en omfattende hungersnød. Bønderne holdt simpelthen helt op med at producere. Millioner mistede livet, men terror mod bondebefolkningen fik atter sat skub i produktionen, og da den først kom i gang skulle Trotskij skulle få ret i sin påstand om, at kollektiviseringen ville skabe det nødvendige økonomiske overskud. Industriproduktionen steg voldsomt i løbet af 30'erne, og skabte i virkeligheden det materielle grundlag der gjorde det muligt for Sovjet at besejre Tyskland under 2. verdenskrig.

2. verdenskrig

I sin iver efter at knuse enhver mulig intern trussel, havde Stalin gennem 30'erne henrettet næsten alle højere officerer i militæret. Det må ses som den vigtigste baggrund for, at Sovjet i 1939 indgik en ikke-angrebsaftale - Molotov-Ribbentrop pagten - med Tyskland. Sovjet havde brug for mindst et par år, før det ville kunne klare et tysk angreb. Som sideeffekt af aftalen delte de to stormagter Polen imellem sig.

I juni 1941 angreb Tyskland så Sovjet. «Den store Fædrelandskrig» afsluttedes den 9. maj 1945. Aldrig havde Sovjetunionens militære magt og internationale prestige i verden været større. Samtidig havde USSR aldrig været så sønderrevet og økonomisk udmattet, som da sejren blev fejret med gigantiske militærparader i Moskva den 24. juni.

Tabene af menneskeliv var enorme - 25-30 millioner russere. Hviderusland, Ukraine og de mest produktive dele af det europæiske Rusland lå i ruiner. Den metallurgiske industri producerede halvt så meget som i 1940. Over 50% af alle jernbanelinierne var ødelagt, og 25 mill. mennesker var hjemløse.

På Jaltakonferencen i 1945 blev krigens sejrherrer - Sovjet, USA og Storbritannien - enige om, hvordan Europa skulle se efter krigens afslutning. USSR ville få kontrol over de områder, der nu var besat af den røde hær: Bulgarien, Ungarn, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Polen og Østtyskland. I de følgende år tog kommunisterne magten i disse lande, erklærede dem for Folkerepublikker og senere socialistiske lande efter sovjetisk forbillede.

Under genopbygningen af Sovjet blev den samme politik fulgt som under industrialiseringen i 1930'erne. Den altovervejende del af investeringerne gik til sværindustrien. Dette førte til, at levestandarden næsten ikke steg de første par år efter krigen. En arbejders realløn var i 1947 kun halvdelen af reallønnen i 1940. Desuden indtraf der en katastrofal økonomisk krise i 1946. Produktiviteten gik radikalt tilbage i industrien. Samtidig blev landet ramt af den værste tørke siden 1891. I store dele af landet var der hungersnød.

Først i slutningen af 40'erne begyndte levestandarden atter at stige, og en arbejders realløn blev i 1950 påstået at være 62 % højere end i 1940. Både landbrugs- og industriproduktionen oversteg 1940 niveauet i 1950.

Partipropaganda og isolationisme

Under krigen var partipropagandaen stort set blevet indstillet til fordel for en patriotisk og nationalistisk propaganda. Specielt den storrussiske nationalisme blev fremhævet. Man kæmpede ikke for socialismen eller verdensrevolutionen, man kæmpede for det hellige og evige Rusland. Bønderne var i mange tilfælde i færd med at opløse kollektivbrugene, uden at der fra statens side blev reageret på dette. Befolkningen gennemgik ubeskrivelige lidelser og savn med det håb og den tro, at efter krigen ville alt blive bedre, og at 30'ernes terror hørte fortiden til (se Moskvaprocesserne).

Men mod slutningen af krigen, da sejren var indenfor rækkevidde, blev det stadig oftere betonet, at det var partiets indsats, der havde vendt nederlaget til sejr. Partiledelsens vigtigste opgave efter krigen var at genoprette sin stilling, som det eneste politiske center i landet. Det var ikke mindst vigtigt i de områder, der var blevet annekteret lige før krigen, og i de områder der var blevet besat af tyskerne.

For at sikre sig fuld kontrol i landet måtte partiledelsen atter afskærme landet mod enhver ydre indflydelse. Dette gjaldt også den indflydelse udefra, der blev bragt ind af de millioner af sovjetborgere, som i løbet af krigen havde opholdt sig udenfor USSR's grænser, og oplevet en virkelighed som ikke eksisterede i partipropagandaen. Omkring 1 million sovjetiske krigsfanger blev hjemsendt fra tyske fangelejre, og de blev næsten alle sendt til nye lejre i USSR.

Det mindste samarbejde med tyskerne blev straffet på det hårdeste, og det gjaldt ikke kun enkeltpersoner men også hele nationaliteter. Volgatyskerne var allerede i 1941 blevet deporteret til Sibirien og Centralasien. I 1943-44 blev fire små nationaliteter i Kaukasus, Krimtatarerne og Kalmykkerne også deporteret.

I sidste halvdel af 1946 blev der iværksat en ideologisk kampagne indenfor alle områder af samfundslivet. Denne kampagne som blev ledet af Andrej Sjdanov, indledte den senstalinistiske periode. En periode som uden tvivl blev den mest dystre og golde i USSR's historie (se Stalinisme). Den ideologiske kampagne blev først rettet mod skønlitteraturen, som havde nydt en vis opblomstring under krigen. Senere blev den udvidet til at omfatte alle områder af kulturlivet. Ledende personligheder indenfor filosofi, musik, biologi, osv. blev hårdt angrebet og udsat for administrativ forfølgelse - om end ikke fysisk udslettet som i 30'erne.

En ekstrem nationalisme og fremmedfjendtlighed kom til udtryk gennem parolen om kampen mod «slaveånden overfor alt udenlandsk». Stalin havde efter krigen fremhævet russerne som det mest fremragende af alle folk i USSR. Dette folk var unionens ledere. Der var ikke meget tilbage af tanken om USSR som et forbund af frie og ligeberettigede folk.

Nogen af de mest dystre udslag af den storrussiske nationalisme og fremmedhadet var den stigende diskriminering af jøderne. I løbet af 1949 blev alle publikationer på jiddisch nedlagt, og det jødiske teater blev lukket. Lederne af den jødiske kultur blev henrettet. Umiddelbart før Stalins død var det planlagt at deportere alle jøder til det jødisk selvstyrede område Birobidsjan ved Amur i Østsibirien.

Statsapparat i stedet for parti

Umiddelbart før det tyske angreb på Sovjet i 1941 havde Stalin overtaget stillingen som formand for folkekommissærernes råd - dvs. premierministerstillingen. Da Stalin også efter krigen fortsatte som premierminister, blev statsapparatet det vigtigste magtinstrument, og partiets rolle blev reduceret. Dette må have været en væsentlig årsag til, at det ikke blev anset for nødvendig at sammenkalde en partikongres efter krigen for at drøfte de enorme problemerne USSR stod overfor. Centralkomiteen afholdt knapt nok plenarmøder, selv om beslutninger blev udstedt i dens navn. Det er også usikkert, om politbureauet mødtes regelmæssigt.

En anden vigtig - og måske den vigtigste - årsag til partiets mindskede rolle var den enorme styrkelse af Stalins stilling, som krigen havde ført til. Stalin blev hyldet på det mest groteske som det store geni, der beherskede alle områder, fra nationaløkonomi, filosofi og international politik til sprogvidenskab. Han var den ufejlbarlige leder af et parti, som forlængst var ophørt med at være en levende politisk organisation, hvor den officielle marxisme-leninisme kun var en samling evige sande og uransagelige dogmer.

Tysk fremrykning i 1941. (Novosti)

I den øverste partiledelse rådede der en uhyggelig atmosfære af intriger og rivalisering blandt Stalins medarbejdere. Det er åbenbart, at Stalin selv opfordrede til rivalisering og splid blandt sine nærmeste medarbejdere. Han måtte for enhver pris hindre, at der dannede sig en koalition, som kunne true hans stilling.

Sjdanov som i årene efter krigen var nummer 10 i hierarkiet døde i 1948. Hans død førte til et skred af udrensninger af hans protegeer i partiet. Hvor mange der blev henrettet ved man ikke. Sikkert er det dog, at de mest fremtrædende mænd som Vosnesenskij, Kusnetsov og Popkov blev henrettet. Det er ikke megen grund til at tvivle på, at Stalin må have planlagt disse udrensninger - med mulig støtte fra Malenkov, som vandt mest ved, at Sjdanov-fløjen i partiet blev udslettet.

I 1952 blev den 19. partikongres afholdt - den første siden 1939. På denne kongres blev der foretaget omfattende omorganiseringer af partiets ledende organer. Det er blevet tolket på den måde, at Stalin planlagde omfattende udrensninger af den ældre generation af partiledere, og på den måde ønskede at bringe nyt blod ind i partiledelsen. Men de ældre partiledere som var kommet til tops efter processerne i 30'erne, gjorde selvsagt alt for at hindre nye udrensninger. Det sidste år før Stalins død var derfor præget af stærk uro og spænding i USSR.

Afstalinisering

Stalins død den 5. marts 1953 satte hele USSR i choktilstand. Allerede den 7. marts blev en reorganisering af stats- og partiledelsen kundgjort - for at «hindre uro og panik». Partipræsidiet blev reduceret til tidligere politbureaustørrelse, hvor de vigtigste medlemmer var Malenkov, Berija, Molotov, Khrustsjov og Kaganovitsj. Malenkov var først både partiets førstesekretær og regeringschef, men Khrustsjov styrkede stadig sin stilling og fik i september 1953 titlen førstesekretær. Da den tidligere sikkerhedsminister Abakumov i 1954 blev henrettet for at have ansvaret for «Leningradaffæren» i 1948, ramte dette også Malenkov. Han blev i 1955 erstattet af den langt ubetydeligere Bulganin som regeringschef.

Den 20. partikongres i 1956 konsoliderede og uddybede den forsigtige afstalinisering, som havde fundet sted siden Stalins død. Det var på denne kongres, Khrustsjov holdt sin berømte hemmelige tale om Stalins terror. Men selv om denne kongres markerede et skel i sovjetisk historie, er det vigtigt at understrege, at der ikke blev ændret noget fundamentalt ved magtforholderne i USSR. Selv om visse dogmer blev erstattet med nye, betød dette ikke, at det blev muligt at føre nogen mere omfattende teoretisk-politisk diskussion - hverken i partiet eller i samfundet.

For sovjetbefolkningen indebar kongressen løfter om mere brød og mindre terror, og Stalin havde da heller ikke ligget mange dage ved siden af Lenin i mausolæet på Den røde Plads i Moskva, før befolkningen mærkede, at undertrykkelsen og terroren blev dæmpet ned. Der blev gennemført begrænsede amnestier, som førte til, at fangelejrene begyndte at tømmes. Det hemmelige politis myndighedsområde blev kraftig beskåret. Indenfor kulturlivet indtrådte der et tøbrud. Forfatterne kunne forsigtig begynde at skrive om virkeligheden, her og nu. Ikke om virkeligheden «set fra fremtidens tinde».

Samtidig blev der i 1955 foretaget en omfattende revidering af lønsystemet, som tidligere havde været præget af enorme forskelle. Der blev fastsat en mindsteløn for arbejdere på 300 rubler om måneden, mens f.eks. en professors løn blev skåret ned fra 6.000 til 5.000 rubler om måneden.

USA havde efter den 2. verdenskrig indledt en ny krig - den kolde krig rettet mod kommunismen. USA's formål med denne krig var at bringe USSR til fald, og et af midlerne var at tvinge den anden supermagt til at anvende enorme midler på oprustningen. USA havde i 1949 oprettet NATO, og i 55 svarede USSR igen ved at danne Warzhawapagten, der udover supermagten selv kom til at bestå af dens allierede i Østeuropa. USSR kastede sig ud i et gigantisk oprustningsprojekt for at undgå at blive løbet over ende af USA.

Efter den 21. partikongres blev der iværksat yderligere reformer med henblik på at højne levestandarden. Der kom bl.a. fart på boligbyggeriet, der stort set var blevet negligeret efter krigen. Nye amnestier og «genoprettelsen af den socialistiske legalitet» gjorde, at fangelejrene i vid udstrækning blev tømt. Ikke kun enkeltpersoner blev rehabiliteret, også nogle af de deporterede nationaliteter. Bortset fra Volga-tyskerne og Krim-tartarerne fik de lov til at vende tilbage til deres oprindelige områder i Kaukasus og vest for Volgas nedre løb.

Afstaliniseringen og de direkte dramatiske følger den fik med arbejderoprør i Polen og en omfattende opstand i Ungarn, styrkede Khrustsjovs modstandere i partiledelsen. I 1957 gjorde de et mislykket forsøg på at få fjernet ham som førstesekretær. Krisen endte med, at Molotov Malenkov og Kaganovitsj blev ekskluderet af præsidiet og centralkomiteen. Året efter overtog Khrustsjov stillingen som premierminister.

Krigsafslutning - omsider. Russiske soldater i Tyskland i 1945. (Novosti)

I slutningen af 1950'erne gjorde USSR sig stadig mere gældende i den internationale politik. Den nye ledelse havde erstattet Stalins konfrontationspolitik overfor de vestlige kapitalistiske lande med fredelig sameksistens. USSR havde allerede i 1949 sprængt sin første atombombe og udviklede senere også brintbomben. Det betød enormt for USSR's internationale prestige, at den første sputnik blev sendt op i 1957 - før USA gjorde noget tilsvarende. Også indadtil i USSR indebar dette, at Khrustsjovs autoritet voksede.

På den 22. partikongres blev Stalin yderligere fordømt. Perioden efter partikongressen blev for kulturlivet et tøbrud nr. 2, bedst karakteriseret ved udgivelsen af Solsjenitsyns roman «En dag i Ivan Denisovitsj's liv», som beskriver livet i en af stalintidens fangelejre.

Det var sket en betydelig fremgang indenfor industri og teknologi, men landbruget var fortsat et svagt led i sovjetøkonomien. Høsten i 1963 var katastrofal, og regeringen blev tvunget til at købe korn i udlandet. Vækstraten i industrien som havde været imponerende høj i 50'erne, begyndte at falde i begyndelsen af 60'erne. Tilbageslagene i økonomien, prestigenederlaget i forbindelse med Cubakrisen i 1962, og de evindelige omorganiseringer af økonomien, partiet og statsadministrationen førte til, at Khrustsjovs tidligere tilhængere vendte sig mod ham og den 14. oktober 1964 fratog ham alle hverv.

Ny stramning

For de nye ledere var parolen om kollektivt lederskab en vigtig legitimering af magtovertagelsen. En række af Khrustsjovs administrative nydannelser blev afskaffet. Partilederne på de forskellige niveauer blev lovet større stabilitet og ro. Industrilederne blev foregøglet en mere rationel økonomisk politik, og Khrustsjovs meget urealistiske prognoser når det gjaldt øgningen af den industrielle vækst og levestandard blev i stilhed annulleret. Kollektivbønderne fik tilladelse til at dyrke større private jordlodder.

De nye ledere gav i det hele taget indtryk af at ville følge en moderat politik uden eksperimenter, ingen yderligere liberalisering, men heller ingen tilbagevenden til masseterroren. Imidlertid blev der snart gennemført en stramning. Allerede i 1965 blev de to forfattere Andrej Sinjavskij og Julij Daniel arresteret for at have publiceret deres værker i Vesten. I 1966 betonede Bresjnev Stalins fortjenester som organisator af USSR's industrialisering og som leder af krigen mod Tyskland. Man begyndte på denne tid at frygte for en rehabilitering af Stalin.

Bresjnev syntes i udgangspunktet ikke at have nogen speciel stilling i den kollektive ledelse. Alligevel viste det sig hurtigt, at han styrkede sin position, da Podgornyj i 1965 blev sparket opad til den politisk set ret ubetydelige stilling som USSR's præsident. Den sovjetiske besættelse af Tjekkoslovakiet og retfærdiggørelsen af denne med «Bresjnevdoktrinen», var udtryk for en styrkelse af Bresjnevs autoritet.

Da den 24. partikongres trådte sammen i 1971 - et år forsinket - var Bresjnevs position som den ledende i den kollektive ledelse sikret. På partikongressen blev store dele af centralkomiteen udskiftet, og i de efterfølgende år blev der foretaget flere udskiftninger i politbureauet. Ukraineren Sjelest blev sparket ud, mens udenrigsminister Gromyko, KGB chef Andropov og forsvarsminister Gretsjko fik sæde i bureauet.

I første halvdel af 70'erne byggede Bresjnev sig stadig op som en international statsmand. Som en fredens talsmand, og det ikke uden betydelig succes. Østtyskland blev internationalt anerkendt, der blev indgået nedrustningsaftaler med USA, og ikke mindst den europæiske sikkerhedskonference blev betragtet som en sejr for deres politik. Den 25. partikongres i 1976 blev karakteriseret som Bresjnevs kroningskongres. Han havde nu en helt enerådende stilling indenfor partiledelsen.

I 1977 fremlagde en komission ledet af Bresjnev et forslag til en ny forfatning for USSR. Denne forfatning skulle afløse «Stalinforfatningen» fra 1936, og havde været planlagt i 15 år. Allerede på det tidspunkt var det åbenlyst, at Bresjnevepoken var på vej mod sin slutning - især hans høje alder og svigtende helbred taget i betragtning.

Økonomiske problemer

Selv om Khrustsjovs efterfølgere annullerede mange af hans administrative reformer, blev der alligevel i forsigtig målestok iværksat økonomiske reformer, som i flere år var blevet diskuteret blandt sovjetiske økonomer. De enkelte virksomheder blev givet større selvstændighed i forhold til det centrale planlægningsorgan - Gosplan. Desuden skulle virksomhedernes effektivitet ikke som tidligere måles udfra produktionens fysiske omfang, men ved deres rentabilitet, dvs. forholdet mellem de anvendte ressourcer - input i form af råvarer, maskiner og arbejdskraft og output målt i værdien af den solgte produktion.

Disse reformer blev senere gradvis annulleret. Men blandt de sovjetiske økonomer foregik der hele tiden en tid tider omfattende debat om forskellige økonomiske reformer. Dette blev stadig mere nødvendig, efterhånden som den årlige vækstrate faldt. Mens stigningen i bruttonationalprodukt iflg. nordamerikanske kilder var gennemsnitlig 6,4% i årene 1950-58, var den faldet til 3,4% i slutningen af 60'erne. De vigtigste problemer i sovjetøkonomien var den lave udnyttelsesgrad af ressourcerne og den lave arbejdsproduktivitet - ca. en sjettedel af den nordamerikanske.

USSR blev samtidig i stort omfang tvunget til at importere vestlig teknologi. I 1970-75 importerede landet næsten 2.000 komplette industrianlæg. Dette resulterede i enorme underskud på handelsbalancen med udlandet, og landet oparbejdede en tyngende udenlandsgæld i konvertibel valuta. Importen blevet godt nok dæmpet noget i slutningen af 70'erne, men samtidig var problemerne i landbruget langt fra løst, og USSR måtte derfor anvende store beløb til kornkøb i Vesten for at kunne brødføde sin befolkning.

Indre opposition

Khrustsjovs fald og indstillingen af afstaliniseringsprocessen førte til, at de første oppositionelle dukkede op i USSR - oprindelig som en protestbevægelse blandt liberale intellektuelle. De første undergrundspublikationer, Samizdat, daterer sig også fra denne tid. I 1969 blev en aktionsgruppe til forsvar for menneskerettighederne dannet. De oppositionelle - eller «dissidenterne» som de ofte blev kaldt - repræsenterede et mangfoldighed af politiske og filosofiske synspunkter. De blev ofte klassificeret i tre grupper efter de mest kendte ledende dissidenter - Sakharov, Solsjenitsyn og Medvedev.

Sakharov var nok den mest fremtrædende dissident, efter at Solsjenitsyn blev sendt til Vesten i 1974. Sakharov stod for en liberal, borgerlig-demokratisk politik, og var en stærk forsvarer af menneskerettighederne.

Solsjenitsyn betragtede marxismen og hele den vesteuropæiske indflydelse i Rusland som årsagen til problemerne og undertrykkelsen. Han ønskede at vende tilbage til den russisk-ortodokse kirkes tro og det gamle russiske bondesamfunds traditioner.

Roy Medvedev var den mindst kendte blandt de ledende oppositionelle. Han var en mere typisk politiker end Sakharov og Solsjenitsyn, og betragtede sig selv som marxist og tilhænger af en demokratisk socialisme. I modsætning til Sakharov og Solsjenitsyn støttede han stærkt op om afspændingspolitikken.

Selv om dissidenter som Sakharov og Medvedev var få og forholdsvis isolerede i sovjetsamfundet, havde de forskellige oppositionelle i unionsrepublikkerne en større virkelig potentiel massebasis. I flere af unionsrepublikkerne blev der i 70'erne dannet komiteer til forsvar for menneskerettighederne. Den mest urolige af disse republikker var Lithauen, hvor det i 1973 kom til åben konfrontation mellem befolkning og politi. I Ukraine blev de oppositionelle anset for at have en udbredt passiv støtte blandt befolkningen, og det samme var tilfældet i Armenien og Georgien. I Tiblisi demonstrerede tusinder i april 1978 imod, at georgisk ikke var nævnt som republikkens sprog i det nyligt offentliggjorte udkast til ny forfatning. Partiledelsen gik straks på retræte ifht. kravet om georgisk som republikkens officielle sprog ved siden af russisk.

1985 Glasnost og perestroika

Mikhail Gorbachov overtog posten som generalsekretær for SUKP i 1985 og indledte en række dybtgående reformer for at dæmme op for den landets alvorlige sociale og økonomiske krise. Det internationale politiske sprog blev beriget med to nye ord: Glasnost - det russiske ord for åbenhed, der skulle markere større åbenhed i den sovjetiske politiske struktur; Perestroika - det russiske ord for omstrukturering, der skulle markere en omfattende omstrukturering og demokratisering af den sovjetiske økonomi. Men Perestroika kom for sent og var ikke tilstrækkelig vidtgående til at dæmme op for kriseudviklingen, og Glasnost blev et tveægget sværd ved især at åbne op for landets uløste nationale konflikter og bidrage til udviklingen af lokale krav om autonomi.

Glasnost blev sat på sin første internationale prøve i april 1986, da atomkraftværket Chernobyl udenfor Kiev i Ukraine sprang i luften. Der kom til at gå flere dage, før Centralkomiteen i SUKP fik nogenlunde præcise informationer om, hvad der egentlig var sket, og endnu flere før Sovjet begyndte at indrømme katastrofens katastrofale omfang. 135.000 mennesker måtte evakueres fra området omkring værket, og frem til 1993 var foreløbigt 7.000 døde af strålingsskader fra ulykken.

 

Trods atomulykken var Sovjet i stand til at generobre en betydelig del af det diplomatiske initiativ fra USA, der havde spillet en dominerende rolle på den internationale scene i første halvdel af 80'erne. Med sine vidtgående forslag om atomar nedrustning tvang Gorbachov USA's præsident Reagan til forhandlingsbordet, og det lykkedes atter at få sat gang i nedrustningsprocessen. En udvikling der overvejende måtte tilskrives Sovjet. Supermagten besluttede samtidig at trække sine styrker ud af Afghanistan, hvor de siden 1979 havde været dybt involveret i landets borgerkrig. De sidste sovjetiske tropper blev trukket ud af landet i 1989. I 90 accepterede Gorbachov genforeningen af de to tysklande, efter at Østtyskland året forinden var brudt sammen. Samme år foreslog han en gradvis opløsning af Warzhawapagten og af NATO. Warzhawapagten skulle senere blive opløst - men NATO bestå.

1991 SUKP opløses

I juni 1991 blev Boris Jeltsin valgt til præsident i Rusland, og i august slog han til og opløste SUKP. Nogle uger i forvejen havde den mest konservative fløj indenfor partiet gennemført et statskup og afsat Gorbachov - øjensynligt støttet af Jeltsin. 10 dage senere skiftede Jeltsin side, kuppet brød sammen og en stærkt svækket Gorbachov vendte tilbage til Moskva. Jeltsin udnyttede den polariserede situation til at foretage sit eget kup i kuppet: SUKP blev opløst efter at have haft magten i Rusland i over 70 år.

Allerede før statskuppet var der brudt uroligheder ud i Tjetjenien, der ønskede større autonomi ifht. Moskva. I slutningen af oktober blev der gennemført parlaments- og præsidentvalg, der blev vundet af Dzhojar Dudajev, der var leder af den nationalistiske tjetjenske bevægelse. I begyndelsen af november udråbte han republikken Tjetjeniens selvstændighed. Den blev umiddelbart mødt med økonomisk blokade fra Moskvas side, hvor hans tjetjenske landsmand Ruslan Kasbulatov var formand for det russiske parlament.

Sovjetunionen opløses

Den 6. oktober blev Jegor Gaidar af Jeltsin udnævnt til vicepremierminister og indledte en økonomisk chokterapi. Ved et møde den 8. december med deltagelse af Boris Jeltsin fra Rusland, Stanislav Shushkevich fra Hviderusland og Leonid Kravchuk fra Ukraine blev traktaten fra 1922 ophævet, der havde dannet grundlag for eksistensen af Sovjetunionen. Sovjet eksisterede ikke længere, men var blevet erstattet af Sammenslutningen af Uafhængige Stater (SNG). Udenrigspolitisk overtog Rusland Sovjets repræsentationer. I Baltikum løsrev Letland, Estland og Lithaun sig og blev anerkendt af FN som selvstændige stater. Det skete uden større voldelig modstand fra Ruslands side.

Mod slutningen af året havde Jeltsin og hans reform-bevægelse konsolideret deres magt i samfundet og i parlamentet. I starten af 92 var forholdet mellem de to vigtigste SNG medlemmer, Rusland og Ukraine præget af stadig stærkere rivalisering i spørgsmålene om kernevåbenarsenalets fremtid, den sovjetiske flådes fremtid og udviklingen på Krim halvøen. Præsident Jeltsin erklærede, at USA ikke længere var Ruslands strategiske rival, og at Rusland ville fortsætte sine økonomiske reformer. Priserne blev givet fri og industri, landbrug og handel blev privatiseret.

«Tovtrækkeriet» mellem præsidenten og parlamentet fortsatte, i marts 93 satte parlamentet sig imod et forslag fra Jeltsins side om afholdelse af en folkeafstemning, og samtidig forsøgte det uden held at begrænse hans magt. Efter nye stridigheder fratog Jeltsin parlamentet enhver magt. Det svarede med at afsætte præsidenten og erstatte ham med Alexandr Rutskoi. Samme dag, den 22. september omringede politistyrker parlamentet. Spændingen steg fortsat, og den 4. oktober blev parlamentet indtaget efter at være blevet beskudt med kampvogne. Flere oppositionsledere bl.a. næstformanden for parlamentet, Rutskoi og dets formand Ruslan Kasbulatov blev arresteret. Få dage senere udskrev Jeltsin nyvalg og organiserede en folkeafstemning med det formål at styrke sin egen magt.

1994-96 Krig i Tjetjenien

Ved valget i december led de Jeltsin venlige sektorer nederlag, men samtidig fik han 60% af stemmerne til støtte for sin forfatningsændring, der gav ham udvidede magtbeføjelser. I februar 94 indgik Rusland en bilateral aftale med den russiske republik Tartarstan, der efter Tjetjenien var den blandt de russiske republikker der kraftigst havde fremført kravet om øget autonomi. Det var planen at indgå en tilsvarende aftale med Tjetjenien, men i stedet blev forholdet mellem de to parter stadig dårligere, og i december 94 beordrede Jeltsin den russiske hær sat ind mod løsrivelsesrepublikken.

Trods internationale og nationale protester fortsatte den russiske præsident de militære angreb på Tjetjeniens hovedstad Groznij, der i løbet af 1995 blev næsten fuldstændig ødelagt. I december vandt Kommunistpartiet under ledelse af Genadi Zjuganov valget til det russiske parlament, Duma'en med 22,3% af stemmerne fulgt af det højreradikale Demokratisk Liberale Parti ledet af Vladimir Shirinovski med 11,8%. Rusland Vort Hjem ledet af premierminister Viktor Chernomyrdin måtte nøjes med 10,1% af stemmerne.

1996 Jeltsin genvælges til præsident

Den kommunistiske valgsejr fik Jeltsin til at frygte, at partiet ville vinde præsidentvalget i juli 96. Den russiske befolknings kraftige reaktion mod den sociale opløsning og det økonomiske kaos Jeltsins reformer havde medført tvang præsidenten til at ændre kurs. Privatiseringerne blev bremset og Jevgenij Primakov blev udnævnt til udenrigsminister. Han var diplomat fra sovjettiden og havde været nært knyttet til Gorbachov. Alle oppositionens præsidentkandidater fra Gorbachov til Zjuganov kritiserede den uhæmmede financielle spekulation i landet, regimets korruption, mafiavældet og Jeltsin «klanen». Oppositionens fremmarch tvang den allerede sygdomssvækkede Jeltsin til at stille til en 2. periode som republikkens præsident, og i 2. valgrunde besejrede han Zjuganov med 53,8% mod 40% - 4,8% stemte mod begge kandidater. Præsidenten sejrede efter at have indgået en uventet alliance med den tidligere sovjetiske flyvergeneral Alexandr Lebed. Han havde stillet op mod Jeltsin i 1. runde, og havde trukket 11 millioner stemme.

Lebed blev nu udnævnt til sikkerhedsrådgiver, og han tog umiddelbart skridt til at få afsluttet krigen i Tjetjenien, der allerede havde kostet 80.000 mennesker livet. Da det i september blev offentliggjort, at Jeltsin måtte gennemgå en operation, kom Lebed og premierminister Chernomyrdin til at stå overfor hinanden som mulige magtalternativer, hvis Jeltsin skulle falde bort. Lebeds popularitet øgedes drastisk, da det lykkedes at få en våbenhvileaftale forhandlet på plads med de tjetjenske oprørere. Alligevel vandt Chernomyrdin magtkampen, og Lebed blev afskediget som sikkerhedsrådgiver. Chernomyrdin havde som formand for landets største og rigeste virksomhed, Gazprom, en betydelig del af det nye russiske borgerskab i ryggen og blev samtidig støttet af Jeltsin, der frygtede at Lebed hurtigt ville udmanøvrere Jeltsin selv.

Efter længere tids rekonvalescens genoptog Jeltsin i marts 97 sit arbejde som præsident, omdannede sin regering og lancerede et langsigtet program for reduktion af statens udgifter og gennemførelse af privatiseringer. Levevilkårene for størstedelen af befolkningen blev stadig værre. Den kaotiske overgang til markedsøkonomi satte betydelige del af produktionsapparatet ud af spillet, fjernede det sociale sikkerhedsnet der tidligere havde eksisteret og skabte et frugtbart grundlag for udviklingen af en omfattende økonomisk mafia. Omkring 73% af banksektoren var under dens kontrol.

Den 12. maj underskrev Jeltsin den endelige fredsaftale med Tjetjenien, der fik udstrakt selvstyre. Samme dag indgik den russiske centralbank en aftale med Tjetjeniens bank, der gav de to lande rublen som fælles valuta, men uden at Moskva havde nogen indflydelse på de tjetjenske dispositioner.

En eksplosion i kulminen Zeryanovoskaja i december 97 kostede 60 minearbejdere livet, og afslørede endnu en gang de elendige sikkerhedsforhold, arbejderne indenfor denne sektor arbejdede under. Over de foregående 5 år var 1720 minearbejdere omkommet ved ulykker.

Minearbejderne demonstrerer mod manglende lønudbetalinger. Juli 1998.

Ruslands økonomiske krise forværredes i løbet af 98. I sovjetperioden var statens udgifter blevet financieret via virksomhedernes overskud, men dette system var blevet afskaffet med systemets sammenbrud, og der var ikke opbygget et nyt effektivt direkte beskatningssystem, som det kendes fra bl.a. Danmark. Samtidig var en betydelig del af industriproduktionen blevet indstillet. Konsekvensen var, at staten havde et enormt underskud, og ikke havde midler til at udbetale lønninger til de statsansatte - hverken lærere, minearbejdere eller soldater. Når russerne alligevel kunne overleve trods det at de var 6-10 måneder bagud i lønningerne, skyldtes det dels en omfattende solidaritet mellem russerne selv, og at en betydelig del af økonomien blev baseret på selvforsyning. Når de offentligt ansatte ikke fik løn, måtte de dyrke deres egne fødevarer.

Alligevel steg utilfredsheden uafbrudt. Som ved flere tidligere lejligheder førte minearbejderne an i protesterne mod regeringen, og i august 98 brød det russiske finansmarked sammen. Krisen blev øjeblikkelig politisk. Jeltsin fyrede sin unge reformivrige premierminister Kirienko, der blev erstattet med Chernomyrdin, der blev hentet ind fra kulden. Han holdt dog kun få dage, før udenrigsminister Jevgenij Primakov blev gjort til premierminister. Det lykkedes Primakov, der er uddannet økonom, at genforhandle landets udlandsgæld med de internationale institutioner uden at love konkrete forandringer. Der gennemførtes dog en mere striks budgetkontrol og regeringen greb aktivt ind i økonomien. Inflationen nåede i 1998 op på 84 % mod 11 % i 97. Landets BNP faldt med 5 % og realindkomsten faldt 15,5 %. Rublen blev devalueret med 74 % overfor dollaren.

Udenrigspolitisk drejede Primakov politikken i en retning, der mindskede afhængigheden af Washington, og i december 98 satte han sig op mod Blairs og Clintons beslutning om at bombe Iraq.

Begivenhederne i Jugoslavien i starten af 1999 viste imidlertid, at Moskvas muligheder for at hindre NATO's indtrængen hos Ruslands historiske allierede på Balkan var lig nul. Ruslands forsøgt på at mægle i konflikten blev ignoreret af NATO alliancen, og efter at NATO's krig mod Jugoslavien var afsluttet i juni 99, blev kun en symbolsk russisk «fredsstyrke» tilladt deltagelse i FN styrken i Kosova.

Primakov opbyggede en så betydelig popularitet, at den overskyggede Jeltsin, hvilket overbeviste præsidenten om, at det atter var nødvendigt at omdanne regeringen. Under NATO's bombardementer i maj blev Primakov erstattet af Sergei Stepashin, der i august selv blev erstattet af Vladimir Putin.

I august 1999 gik et gruppe partisaner fra Tjetjenien over grænsen til Dagestan, hvor de besatte flere byer. Efter flere ugers kamp lykkedes det de russiske styrker at smide tjetjenerne ud. Efterfølgende blev der gennemført en serie bombeattentater mod civile bygninger i Moskva. De kostede snesevis af moskovitter livet, og tjetjenske terrorister mentes at stå bag attentaterne. Det fik den russiske hær til at indlede en ny offensiv mod den autonome republik, der i praksis havde været selvstændig siden 1996, selvom den ikke var blevet internationalt anerkendt. Den nyindsatte premierminister Putin lovede at generobre Tjetjenien for Rusland. Men trods anvendelsen af alle militære midler var det efter 8 måneders kamp kun netop lykkedes at skabe ro i Groznij og landets centrale del, mens partisanerne fortsat stod stærkt i bjergene. I april 2000 tilbød den tjetjenske præsident Aslan Maskhadov våbenhvile, hvilket imidlertid blev afvist.

2000 Jeltsin efterfølges af Putin

Den 31. december 1999 trak Jeltsin sig overraskende tilbage, og overlod dermed regeringen i Putins hænder. Præsidentens politiske træk overraskede oppositionen. Primakov havde indtil da været en af de vigtigste kandidater som Jeltsins efterfølger, men han måtte trække sig, da det ikke lykkedes ham at sammentømre en politisk alliance mod Jeltsins egen kronprins, Putin. Præsidentvalget blev gennemført 26. marts 2000, og gav allerede i første runde 52,9 % af stemmerne til Putin. På andenpladsen fik kommunisten Genadi Zjuganov 29,2 %. Valget var præget af en lang række uregelmæssigheder, der blev kritiseret af Zjuganov. Efter 6 måneders undersøgelser blev uregelmæssighederne afsløret af avisen Moskva Times.

Selv om de russiske styrker gennem 1990'erne var blevet reduceret fra 5 millioner mand til 1,2, var den russiske hær fortsat en af verdens største. Militæret var dog fortsat plaget af alvorlige problemer: i Tjetjenien havde det ikke kunnet nedkæmpe guerillaen, i august 2000 sank atomubåden Kursk under en øvelse og det måtte opgives at redde de overlevende i ubåden. 118 døde. Det understregede blot militærets anvendelse af udtjent og dårligt vedligeholdt materiel. I september erklærede Putin, at militæret ville blive reduceret med yderligere 1/3 for at blive omdannet til en «kompakt og moderne» kampstyrke.

Under sin første regeringsomdannelse i marts 2001, udnævnte Putin den første civile nogen sinde til posten som forsvarsminister: Sergei Ivanov. Putin anførte, at omdannelsen skete for afmilitarisere det russiske samfundsliv, hvilket var en del af hans plan for skære militæret ned med en tredjedel og omdanne det til en «kompakt og moderne styrke». Selv efter reduktionen er hæren dog stadig en af verdens største.

I perioden 1992-2000 var den russiske befolkning faldet med 2,8 mio. og i 2001 blev den reduceret med yderligere 700.000. Den ekstreme højrefløjspolitiker Vladimir Zhirinovsky har allerede tidligere foreslået at kompensere for det demografiske fald gennem polygami: «tillade at mænd har op til 4 koner». Nu opfordrede han til «øge landets faldende befolkningstal» og illegalisere abort.

Officielle statistikker afslørede, at hver tredje russer lever i fattigdom, at pensionerne er faldet under eksistensminimum og at 60% af landets pensionister er i farezonen. Ministeren for arbejde og social udvikling, Alexander Pochinok erkendte i juli 2001, at arbejderne indenfor den offentlige sektor har de laveste lønninger i landet, og ikke er i stand til at dække deres familiers basale fornødenheder. Indenfor nogle sektorer som landbrug, sundhed, uddannelse og intellektuel produktion når andelen af fattige op på 60%. Kløften mellem landets 10% rigeste og 10% fattigste er hvert år vokset siden overgangen til kapitalisme. Mens de rigeste 10% i 1992 havde tjent 8 gange mere end de 10% fattigste, var forholdet i 2001 steget til 14.

Dumaen vedtog i december det første underskudsbudget siden Sovjetunionens sammenbrud. Faldet i olie- og gaspriserne efter terrorangrebet på New York 11. september havde allerede tvunget den russiske finansminister til at udforme et nyt budget, fordi priserne var faldet mere end forudset, da det oprindelige budget blev lagt. Rusland var blevet til verdens næststørste olieeksportør efter Saudiarabien.

I januar 2002 blev TV stationen TV-6 - Ruslands sidste uafhængige nationale TV station - tvunget til at lukke af Moskavs øverste domstol. Kanalens hovedaktionær, Boris Berezovsky, var en skarp kritiker af Putin, og oppositionspolitikere og -journalister vurderede derfor, at det var endnu et skridt fra præsidentens side for at bringe de uafhængige medier under hans kontrol.

I juli vedtog parlamentet en reform, der for første gang siden revolutionen i 1917 gjorde det muligt at sælge landbrugsjord, når blot køberen var russer.

I oktober 2002 stormede en gruppe tjetjenske oprørere et teater i Moskva og tog 800 tilskuere og skuespillere som gidsler med krav om ændring af den russiske politik i Tjetjenien. Tre dage senere stormede elitesoldater teatret. De anvendte giftgas ved indtagelsen. Det kostede 120 gidsler livet og de fleste af de overlevende 650 fik alvorlige sundhedsskader. Alle 50 rebeller blev dræbt af soldaterne. De ambulancefolk og læger der var på stedet var ikke blevet informeret om, at der blev anvendt gas, og de havde derfor ikke modgift parat til de forgiftede. Endvidere var der ikke tilstrækkelig mange læger tilstede, og de der var vidste ikke, hvordan de skulle gribe katastrofen an. Det internationale samfund støttede aktionen mod terroristerne, men krævede at russerne oplyste, hvilken gas der var tale om.

Regeringen betegnede selv «redningsaktionen» som en triumf og betragtede de døde som den pris der måtte betales for at redde flertallet. Putin gav dog sin kondolance til de dræbtes familier. Putin gav militæret nye magtbeføjelser i dets kamp mod terrorismen, med det formål at «knuse» de tjetjenske oprørere. Amnesty International har kontinuert det russiske militærs ansvar for de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne der finder sted i Tjetjenien - herunder tortur, drab og voldtægt.

Iflg. en række analytikere står der multinationale interesser bag konflikten mellem Rusland og Tjetjenien. Det gælder de store olieselskaber Chevron, Exxon Mobil og Unocal, der efter Sovjets sammenbrud kæmper om at åbne døren til oliekilderne i det Kaspiske Hav. Kampen om kontrollen over olien har fået USA til at støtte bygningen af en 1750 km lang olierørledning, der dagligt skal transportere 1 mio. tønder olie fra Bakú til Tyrkiet - uden om Iran.

I marts 2003 modsatte Rusland sig sammen med de fleste andre lande USA's angrebskrig mod Iraq, fordi den ikke var blevet godkendt af FN. Den russiske udenrigsminister Igor Ivanov var af den opfattelse, at krigen svækkede alliancen af lande mod terrorisme, der var blevet dannet efter 11. september.

Presset for at forlade Rusland steg. I de første 6 måneder af 2003 søgte 12.700 indbyggere om anerkendelse som flygtninge på udenlandske ambassader i Moskva.

I marts 2004 blev Putin genvalgt som præsident med 70% af stemmerne. Præsidenten formulerede det mål at fordoble Ruslands BNP i perioden 2005-10 og at reducere fattigdommen med mindst 12%. Samtidig erklærede han krig mod «narkomafiaen». Ikke officielle taler om eksistensen af 5 mio. stofmisbrugere i Rusland. Udenrigspolitisk krævede han USA's og koalitionens tropper ud af Iraq. Videudenrigsministeren definerede USA og Rusland som to lande med et fælles ansvar som beskyttere af sikkerheden i verden, hvorfor de er nødt til at arbejde sammen i kampen mod terrorismen. Samme måned blev Moskva metro ramt af et terrorattentat, der kostede 40 døde.

I januar-marts 2004 skete der 43 forsvindinger i Tjetjenien. I nogle af disse som forsvindingen af menneskerettighedsaktivisten Aslan Davletukaev var der soldater og militærkøretøjer involveret. Davletukaev blev bortført og mishandlet af 50 russiske soldater. Hans lig blev 16. januar fundet ved en vej. Udgangsforbuddet i hovedstaden Grosnij overtrædes konstant af bander af russiske soldater og af bander der er tro mod den tjetjenske præsident Kadyrov. De foretager plyndringer og gennemfører voldtægter.

Den 9. maj 2004 blev præsidenten for Tjetjenien, den moskvatro Akhmad Kadyrov myrdet ved et attentat i Grosnij. Premierminister Sergey Abramov blev indsat som konstitueret præsident.

Den 15-16. april blev 500 civile russere evakueret fra Iraq af sikkerhedsmæssige årsager. Det skete med den russiske udenrigsministers billigelse. Alligevel blev personalet på den russiske ambassade i Baghdad ikke trukket hjem. «Rusland forlader ikke Iraq. Vi er fortsat interesseret i bilaterale relationer. Når situationen forbedres, vender vi tilbage», erklærede en talsmand for det russiske udenrigsministerium. De evakuerede var overvejende ansatte i russiske virksomheder, der arbejdede i byerne Nasiria, Kharta og Najibia.

I maj tilsluttede EU sig, at Rusland i den nærmeste fremtid optages som medlem af WTO. Efter 6 års forhandlinger hvor Rusland fik løst en række problemer, der hindrede landets optagelse, kunne der i Kreml underskrives en aftale mellem den russiske finansminister German Gref og EU kommissæren Pascal Lamy, som fjernede yderligere hindringer for Ruslands optagelse i WTO. Landet er den eneste store økonomi på verdensplan, der fortsat står udenfor handelsorganisationen. Det skal dog fortsat forhandle sin optagelse med USA og Kina. Putin erklærede i forlængelse af aftalen, at Rusland vil fremme aktiviteter for at det kan ratificere Kyoto protokollen om reduktionen af CO2 udledning.

2004 Forstærket terror med udspring i Tjetjenien

Den 25. august styrtede to passagerfly ned med få minutters mellemrum. Omkring 90 personer blev dræbt. Begge fly var lettet fra Domodedovo lufthavnen i Moskva. Katastrofeminister Sergej Shoigu erklærede, at begge flys sorte kasser var blevet fundet i vragene. Putin beordrede efterretningsvæsenet til at forestå efterforskningen af de to flystyrt. Ulykkerne fandt sted på et tidspunkt hvor der var officiel bekymring over, om tjetjenske separatister ville angribe Rusland op til præsidentvalget i Tjetjenien. En talsmand for tjetjenske oprørere afviste at tjetjenere var indblandet i flystyrtene.

Nogle dage senere meddelte det officielle telegrambureau Itar-Tass imidlertid, at efterretningstjenesten havde fundet rester af sprængstof i begge fly. Dette pegede i retning af, at der var tale om en terrorhandling, og efterretningstjenesten ville anvende sprængstofresterne til at identificere de ansvarlige. Tekniske undersøgelser identificerede sprængstoffet som hexogen. Det samme stof der blev anvendt under en serie af bombeattentater mod beboelsesbygninger i Moskva i 1999.

Den 1. september besatte en stærkt bevæbnet gruppe en skole i Beslan i Nordossetien og tog 800-1000 mennesker som gidsler. Deriblandt skolebørn, forældre der deltog i deres børns første skoledag og lærere. Gidseltagerne krævede fanger løsladt i Ingusjetien, der ligger mellem Tjetjenien i syd, Nordossetien i vest og med grænse til Georgien, samt tilbagetrækning af de russiske styrker i Tjetjenien. Skolen blev omringet af russiske sikkerhedsstyrker og Putin afbrød sin ferie for at vende tilbage til Moskva for at lede krisen.

Tre dage efter besættelsen eksploderede krisen. Gidseltagere fik tilsyneladende udløst miner i den gymnastiksal, hvor de havde forskanset sig med de fleste gidsler. Det fik taget til at styrte sammen, sikkerhedsstyrker udenfor begyndte at skyde mod skolen, og gidseltagere beskød gidsler der forsøgte at flygte i kaoset. Officielt blev 300 dræbt og endnu flere såret. De fleste børn. Putin erklærede to dages landesorg, men samtidig blev han udsat for kritik fra oppositionen, der stillede spørgsmål ved regeringens sikkerhedspolitik, og andre krævede sikkerhedsreformer for at bremse ekstremistiske grupper. Samtidig begyndte grupper af nordossetiere illegalt at gå over grænsen til Ingusjetien for at angribe mål der.

Den 9. september trådte Nordossetiens premierminister Mikhail Shatalov tilbage. Det russiske parlament udnævnte i hans sted Alan Boradzov. Putin blev udsat for kritik fra bl.a. EU for sin håndtering af gidselaktionen og for ikke at ville forhandle med tjetjenierne. Han svarede igen med at spørge, hvorfor Vesten ikke indkalder Osama bin Laden til forhandling i Bruxelles eller Washington.

I slutningen af september strammede Putin sit greb om magten, da han gav sig selv beføjelser til at kunne fjerne og indsætte provinsguvernører.

Flere hundrede tusinde demonstrerede over hele Rusland mod Putins politik i de første måneder af 2005. Der var tale om de største demonstrationer i 5 år. Præsidenten popularitet og hans politik havde tidligere været den vigtigste base, han kunne basere sin regeringsførelse på, men denne popularitet faldt, og også støtten fra militæret og politiet var dalende. For at bremse denne udvikling hævede Putin soldaternes løn med 20% og politiets løn med 50%.

Ligeledes i foråret 2005 beregnede det statslige sikkerhedsråd, at Ruslands befolkning vil falde fra 145 mio. til 100 mio. indbyggere i 2050. Det skyldes dels den faldende fødselsrate som følge af landets økonomiske kollaps, dels den større dødelighed som følge af alkoholmisbrug og rygning.

Menneskerettighedsorganisationen Memorial oplyste i april, at over 3.000 tjetjenere er blevet dræbt i Tjetjenien siden 2000, og at 1543 indbyggere er blevet bortført i samme periode. Af disse er 892 fortsat forsvundne.

Mindst 60 personer døde i oktober 2005 under skudvekslinger mellem politi og oprørsstyrker, der havde indtaget regeringskontorer, en skole og en lufthavn i byen Nalchik i regionen Kabardino-Balkaria nær Tjetjenien. Tjetjenske oprørere mentes at stå bag angrebet.

I maj 2006 anklagede Putin Washington for at hindre Ruslands optagelse i WTO, der ellers var planlagt til juli-august. Moskva gjorde opmærksom på, at USA stillede større krav til optagelsen af Rusland end til andre lande. Kreml antydede, at nordamerikanske olieselskaber der ønskede at investere i Rusland ville miste disse muligheder hvis Washington fortsatte med at lægge hindringer i vejen for Rusland.

Den russiske regering meddelte i juli 2006, at dens sikkerhedsstyrker havde dræbt den tjetjenske oprørsleder Shamil Basayev og 12 andre tjetjenere ved et attentat i Ingusjetien. Oplysningen blev dog afvist af den tjetjenske oprørsbevægelse, der bekræftede Basayevs død, men forklarede at den skyldtes, at en lastbil med sprængstoffer han eskorterede sprang i luften. Basayev var den ansvarlige bag terroraktionen i Beslan i 2004 og flere andre terroraktioner, og hans død blev derfor hilst velkommen bag mange russere.

I november 2006 blev den tidligere russiske efterretningsofficer Alexander Litvinenko myrdet i London. Mordet blev begået med det radioaktive stof Pollonium. Storbritannien anklagede Rusland for at stå bag mordet og i juli 2007 kom det til en diplomatisk krise mellem de to lande, da Rusland nægtede at udlevere den tidligere efterretningsofficer Andrei Lugovoi.

Som svar på USA's planer om at opstille sit anti-missilskjold i Østeuropa erklærede Rusland i maj 2007, at landet agtede at udvikle sit eget anti-missilskjold, der vil blive opstillet ved dets vestlige grænse. I juni foreslog Rusland Washington at udvikle og opstille et fælles skjold og bl.a. anvende radarstationen i Cábala i Azarbadjan. USA's erklærede, at forslaget var interessant, men at det ikke bremsede opstillingen af raketter i Polen og Tjekkiet.

Putin udnævnte i september 2007 Viktor Zubkov til ny premierminister. Putin selv er forfatningsmæssigt afskåret fra at stille op som kandidat til en 3. præsidentperiode ved præsidentvanget i marts 2008. Iagtagere mener derfor at planen er at lade Zubkov stille op til præsidentposten. Putin overtager i stedet premierministerposten, hvor han sidder til han på ny kan stille op til præsidentvalget i 2012.

Forholdet mellem Rusland og Storbritannien forværredes gennem 2007. I november 2006 døde den tidligere KGB agent Alexander Litvinenko i London efter at være forgiftet med det radioaktive stof Polonium-210. Fra starten anklagedes Rusland for at stå bag mordet, hvilket blev afvist fra russisk side. Allerede i januar 2007 rettedes den britiske efterforskning sig imidlertid mod FSB agenten Andrei Lugovoi, der senere på året formelt blev krævet udleveret. Moskva nægtede dette, hvorefter Storbritannien udviste 5 russiske diplomater. Rusland svarede igen med udvisning af et tilsvarende antal britiske diplomater. Litvinenko hoppede af i Storbritannien i 2001 og hævdede han var blevet sendt til landet for at myrde den russiske oligark Boris Berezovsky, der havde fået politisk asyl i landet.

Putins valgplatform, Forenede Rusland vandt ved parlamentsvalegt i december 2007 64,24% af stemmerne. Næststørste parti blev kommunisterne med 12%. De fleste iagttagere tog resultatet som udtryk for Putinstyrets popularitet.

Frem for at ændre forfatningen for at tillade flere sammenhængende præsidentperioder (end 2) besluttede præsident Putin sig for en anden model, i hvilken Dmitry Medvedev i marts 2008 blev valgt til ny præsident (med 70,28% af stemmerne), og Putin til gengæld blev premierminister. Ifbm. skiftet flyttedes samtidig en del af magten fra præsident til premierminister. Magtdelingen så ud til at fungere.

I august 2008 udfordrede USA det nye styre ved at lade Georgien angribe Sydossetien og Abkhasien. Det russiske svar kom prompte, da russiske styrker rykkede ind i de to regioner for at deltage i forsvaret. De georgiske styrker havde ingen chance mod de russiske styrker og blev sendt på flugt. Tre måneder tidligere havde Vesten undladt at optage Georgien i NATO, og NATO blev derfor ikke inddraget i konflikten. Det blev ved retoriske fordømmelser af Rusland, der i slutningen af august svarede igen ved at anerkende Sydossetien og Abkhasien som selvstændige stater. Rusland havde ½ år tidligere advaret Vesten mod de konsekvenser det ville få, hvis Vesten anerkendte Kosovas selvstændighed. Russiske tropper står fortsat i Sydossetien og Abkhasien som sikring mod georgisk angreb.

Rusland afbrød i januar 2009 gasforsyningerne til Ukraine efter uenighed om ubetalte gasregninger og om priserne. Forsyningerne til det sydøstlige Europa er ligeledes afbrudt i flere uger som følge af konflikten.

USA's præsident Obama besøgte i juli 2009 Moskva. Sammen med Medvedev udformede han rammerne for en ny traktat til skrotning af endnu flere de to landes atomvåben. Traktaten skulle afløse Start I traktaten fra 1992. Nedrustningsaftalen der reducerer antallet af atomsprænghoveder med 30% undertegnes i april 2010.

Obama opgav i september 2009 USA's planer om et missilsystem i Polen og Tjekkiet. Rusland havde de foregående år protesteret mod Bush administrationens missilplaner, der blev set som et offensivt skridt overfor Rusland. Obamas beslutning førte til tilsvarende russisk opgivelse af planer om missiler i Kaliningrad og optøning af det sikkerhedspolitisk fastfrosne forhold mellem de to lande.

Landets forfatningsdomstol erklærede i november 2009 et tiårigt moratorium på anvendelse af dødsstraf og opfordrede samtidig til straffens fuldstændige afskaffelse.

Efter i flere år at have blokkeret for USA's planer om konfrontation med Iran, accepterede Rusland i juni 2010 USA's forslag i FN's Sikkerhedsråd om sanktioner mod Iran pga. landets uran-program. USA ønsker, at de eneste atommagter i Mellemøsten forbliver Israel og USA selv. Rusland blev efterfølgende forbavset over de langt skrappere økonomiske sanktioner USA og EU på egen hånd satte i værk mod Iran, og de forberedelser til angreb på Iran USA og Israel åbenlyst satte i gang.

Rusland blev umiddelbart hårdt ramt af den globale økonomiske krise, der for alvor slog igennem i 2008. Landets BNP faldt 7,9% i 2009. Først og fremmest pga. de faldende olie- og gaspriser, der ramte landets olie- og gaseksport hårdt. Krisen bragte samtidig arbejdsløsheden op på 8,9%, hvilket dog stadig var mindre end i USA og EU.

39 dræbes og 60 såres under selvmordsbombeangreb mod to metrostationer i Moskva i marts 2010. Myndighederne lægger skylden på separatister fra Kaukasus.

I juli indgår Rusland, Kazakhstan og Hviderusland en toldunion, der skal fremme handelen mellem de 3 lande. I september indgår Rusland og Norge en aftale om afmærkning af deres fælles grænse i det arktiske område. Aftalen skal åbne op for olie- og gasudvinding i Arktis.

Medvedev fjerner i oktober 2010 Moskvas stærke borgmester Yuri Luzhkov der i ugevis er blevet udsat for skarp kritik fra Kreml. I december dømmes oliemilliardæren Mikhail Khodorkovsky ved en retssag for svindel og hvidvask af penge. Han blev allerede i 2005 dømt for skattesvindel. Kritikere hævder der er tale om en politisk retsag.

En selvmordsbombe i Moskvas Domodedovo lufthavn dræber i januar 2011 35 og sårer 110. Den tjetjenske separatistleder Doku Umarov tager ansvaret for attentatet.

I efteråret 2011 var oliepipelinen fra Østsibirien til Stillehavet færdig, og Rusland kunne begynde at levere olie til Japan, Kina og Sydkorea. I oktober inviterer EU Rusland til at deltage i rumflyvninger til Mars i 2016 og 18. EU selv har ikke penge nok.

I september 2011 ændredes loven, så præsidentperioden blev forlænget fra 4 til 6 år. Vladimir Putin erklærede efterfølgende at han stillede op ved præsidentvalget i marts 2012. Putins beslutning udløste omfattende protester i Moskva, der efterfølgende spredte sig til hele landet. Der blev gennemført demonstrationer i december, januar, februar og frem til maj. Nogle gange blot med få tusinde. Andre gange med 100-200.000 deltagere. Putins Forenede Rusland frygtede at demonstrationerne ville føre til et holdningsskred i befolkningen og begyndte derfor fra december at gennemføre egne demonstrationer til støtte for Putin.

I februar 2012 blev punkgruppen Pussy Riot verdenskendt, da den gav koncert mod kirken og mod Putin i katedralen i Moskva. I marts blev 3 af gruppens medlemmer arresteret; i august blev de stillet for retten, anklaget for «hooliganisme motiveret af religiøst had»; og i oktober hver idømt 2 års fængsel. Gruppen blev i udlandet symbol for modstanden mod Putin, mens hundredetusinder fortsatte demonstrationerne i Rusland.

Putin vandt uden problemer valget i marts 12 med 63,6% af stemmerne, fulgt af kommunistpartiets Gennady Zyuganov med 17,2%. Putin blev indsat på præsidentposten i maj, og udpegede efterfølgende Medvedev som sin premierminister. Allerede på sin første dag på posten udstedte Putin 14 præsidentielle dekreter, deriblandt et meget langt dekret, der udpegede de langstrakte mål for den russiske økonomi. Andre dekreter handlede om uddannelse, boliger, uddannelse af faglærte, forholdet til EU, forsvarsindustrien, relationerne mellem de etniske grupper og andre områder han havde givet løfter på under valgkampen. Endvidere forstærkede han diskrimineringen af homoseksuelle, biseksuelle og trans'er.

I juli vedtages en ny lov hvorefter NGO'er der modtager støtte fra udlandet klassificeres som «udenlandske agenter». Kritikere peger på, at Putin ønsker at indkapsle kritikken af hans styre. I november udvides forræderilovgivningen til også at dække organisationer der modtager støtte fra udlandet.

Efter 18 års ventetid blev landet i august 2012 optaget i WTO. Samme år begyndte landet at udvinde olie fra Arktis fra en platform i i Pechora havet. Det arbejdede desuden videre på at udvikle flydende atomkraftværket, der skulle levere energi til olieudvindingen.

Forholdet mellem USA og Rusland undergår en forværring i december, da Washington vedtager en lov der sortlister russiske menneskerettighedskrænkere. Rusland svarer igen ved at forbyde nordamerikanere at adoptere russiske børn, og ved at lukke USA støttede NGO'er der har bedrevet politisk arbejde i Rusland.

I januar 2013 fjerner Putin Dagestans leder Magomedsalam Magomedov, med henvisning til at han ikke har kunnet bremse islamisters og kriminelles aktiviteter i republikken. Han erstattes af Putin loyalisten Ramzan Abdulatipov.

I juni 2013 lander NSA «whistle bloweren» Edward Snowden i Moskva. Det lykkes ham ikke umiddelbart at komme videre til en tredjeland, og Rusland ender derfor med at give ham et års humanitært ophold. Snowden bliver jagtet af USA efter at have afsløret supermagtens globale aflytningsprogram af internettet og telekommunikation. Som konsekvens aflyser Obama et ellers planlagt besøg i Moskva.

I det hele taget er Rusland dygtig til at udnytte den dybe kapitalistiske økonomiske krise i USA og Europa. I september afviser Rusland at godkende et vestligt angreb på Syrien som gengældelse for påståede regerings gasangreb på civilbefolkningen. Sammen med Syrien foreslår Rusland i stedet at Syriens kemiske våben kan skrottes, så regeringen i det mindste ikke kan gennemføre fremtidige gasangreb. USA der nærmest er i økonomisk undtagelsestilstand accepterer det russisk-syriske forslag - til stor fortrydelse for Danmark og Frankrig der gerne havde bombet Syrien.

2014 Økonomisk og politisk krig med USA og EU

I efteråret 2013 var Ukraine i dyb økonomisk krise og søgte hjælp både hos EU og Rusland. Rusland tilbød landet en bedre aftale end EU var villig at tilbyde, og Ukraine valgte derfor at styrke samarbejdet med Rusland. USA ville imidlertid ikke acceptere endnu en udenrigspolitisk ydmygelse fra Ruslands side og satte derfor CIA på opgaven at få væltet Ukraines præsident Yanukovich. CIA betalte for at få transporteret 10-15.000 arbejdsløse unge fra det vestlige Ukraine til Kiev for at demonstrere mod Yanukovich. Da demonstrationerne efter 2½ måned endnu ikke havde rokket regeringen sørgede CIA for bevæbning af flere tusinde højreradikale demonstranter. Derefter var det kun et spørgsmål om tid. En måned før Yanukovich flygtede ud af landet optog den russiske efterretningstjeneste en telefonsamtale mellem USA's viceudenrigsminister for Europa, Victoria Nuland og supermagtens ambassadør i Kiev, Geoffrey Pyatt, der diskuterede hvem der skulle indsættes i regeringen, når Yanukovich var fjernet. Undervejs i konversationen faldt talen på EU, hvortil Nuland bemærkede: «Fuck the EU», hvortil ambassadøren svarede: «Oh, exactly ..». Russerne offentliggjorde samtalen, hvilket førte til en mindre krise mellem EU og USA, men bemærkningerne var i virkeligheden udtryk for, at EU's diplomati var ligegyldigt. Det var CIA's kupplaner der var afgørende.

Den 22. februar 2014 gik Yanukovich i eksil, og første etape af USA's plan for Ukraine var overstået. Supermagtens indblanding i landets indre anliggender faldt imidlertid ikke i Ruslands smag, og slet ikke da det bragte en facistisk regering til magten. Da regeringen derefter som et af sine første skridt forbød andre sprog end ukrainsk, gik Rusland til modangreb. Forbuddet ramte ikke blot landets russisktalende majoritet, men også de rumænske og polske mindretal. Rusland støttede derfor oprøret på Krim halvøen, der endte med at befolkningen gennemførte en folkeafstemning, der sagde ja til en indlemmelse i Rusland. NATO havde i forvejen kig på den store russiske flådebase i Sevastopol, der var Ruslands adgang til Sortehavet. Der var ingen tvivl om, at den facistiske regering i Kiev ville overdrage basen til USA, og det vile Rusland ikke tillade. Siden sammenbruddet i Østeuropa i 1989-92 havde EU og USA kørt en aktiv tilbagerulningspolitik i Østeuropa for at svække Rusland militært og politisk - i strid med de aftaler der var indgået i starten af 1990'erne.

Den russiske reaktion på USA's forsøg på ekspansion kom på et belejligt tidspunkt. USA og NATO havde lidt militært og politisk nederlag i Afghanistan, hvor det efter 12 års besættelse ikke var lykkedes at besejre oprørerne i landet. NATO var på vej ud og skulle finde en ny «fjende». Rusland stillede sig her villigt til rådighed. Allerede i marts vedtog EU og USA de første sanktioner mod Rusland, der skulle ramme landets elite og dets økonomi. Sanktionerne blev strammet flere gange i løbet af 2014 og 15, og blev mødt af tilsvarende sanktioner fra russisk side mod vesteuropæiske og nordamerikanske varer. Landbrugsproduktionen i de baltiske lande, Polen og Danmark blev ramt hårdt, og i Tyskland blev industrien hårdt ramt. Den økonomiske krig forværrede den i forvejen dybe krise i EU.

I EU's og USA's retorik var det Rusland der var agressoren overfor Ukraine ved at indlemme Krim og støtte andre oprørere i den østlige del af Ukraine, der ønskede mere autonomi ifht. Kiev. Man så her bort fra, at det var USA der militært og politisk havde destabiliseret landet og sendt landets folkevalgte præsident, Yanukovich i eksil.

Efter Krims indlemmelse i Rusland stemte Folkerepublikkerne Donetsk og Lugansk i maj 2014 om selvstændighed, som iflg. seperatisterne blev vedtaget med over 90% af stemmerne. Udslagsgivende for beslutningen om at gennemføre folkeafstemninger var massakren i Odessa i april, hvor højreradikale ukrainere satte ild til en fagforeningsbygning og lod 46 indebrænde. Seperatisternes militser tog hurtigt kontrol over grænseområdet mod Rusland, og grænsen var dermed åben så våben og frivillige kunne flyde fra Rusland ind i udbryder-republikkerne. Fra juni hvor Ukraines præsident Petro Poroshenko trådte til udviklede situationen i det østlige Ukraine til regulær borgerkrig. Mens Vesten hældte benzin på bålet ved yderligere at stramme sanktionene mod Rusland, forsøgte Rusland at få bragt borgerkrigen til afslutning. I august mødtes Putin med Poroshenko i Minsk, hvor begge var enige om, at situationen ikke måtte eskaleres. USA's holdning var en anden. Supermagten sendte den højreradikale Azov milits ind i krigen og sendte ligeledes militærrådgivere.

Som konsekvens af den økonomiske krig fra EU's og USA's side vendte Rusland sig i stigende grad mod Kina. De to lande nærmest kastede sig i armene på hinanden. Rusland havde brug for kinesisk kapital, kinesiske lån og adgang til det kinesiske energimarked. Kina var omvendt stærkt interesseret i at få adgang til de russiske råstoffer, til avancerede russiske våben og til at kunne investere i den russiske industri. I maj 2014 indgik de to lande en gasaftale til 400 mia. US$, hvorefter Rusland fra 2019 skal levere gas til Kina for en 30 årig periode. I oktober indgik de to lande en omfattende aftale om et valuta-swap, dobbeltbeskatning, satellitnavigation, højhastighedstog og eksport-import financiering. Samtidig arbejdede de to lande på en stor våbenhandel, der indebar salg af Ruslands nyeste våben som S-400 missil systemet, SU-35 jagere og Amur 1650 ubåde. Rusland havde tidligere været tilbageholdende med at sælge sine nyeste våben til Kina, men Vestens blokade fjernede disse forbehold.

USA's modtræk var at sænke oliepriserne på verdensmarkedet. Dette skridt blev sat i værk fra efteråret 2014 sammen med Saudiarabien, der hævede sin olieproduktion. Konsekvensen var, at olieprisen i løbet af få måneder blev mere end halveret til 48 US$ pr. tønde. Derved kunne USA ramme 3 hovedfjender på en gang: Rusland, Iran og Venezuela. Trods store russiske valutareserver ramte Vestens økonomiske krig alligevel hårdt. Efter flere flere års lav inflation, steg inflationen i 2014 til 10,4% med tegn på endnu højere inflation i 2015. Det fik Kina til at erklære, at det stod på rusland side og ville hjælpe landet økonomisk.

Konflikten i det nordlige Kaukasus - især Dagestan - fortsatte igennem 2014. I de første 9 måneder af året blev 239 dræbt i sammenstød mellem russiske sikkerhedsstyrker og islamistiske seperatister, heraf 31 civile. Sikkerhedsstyrker stormede salafist moskeer over hele Dagestan, afhørte, tog fingeraftryk og DNA prøver af flere hundrede personer. Dagestan havde de foregående år leveret flere tusinde frivillige til kampene i Syrien mod Assad regimet. De gik overvejende ind i den al-Qaeda tilknyttede al-Nusra front eller i Islamisk Stat (IS).

I januar 2015 førstebehandlede Dumaen en ny lov vendt mod udenlandske NGO'er, der vil give myndighederne ret til at forbyde sådanne, når de «udgør en fare mod den nationale forsvarsevne, mod den offentlige sikkerhed eller mod folkesundheden». Loven lå i forlængelse af 2012 loven mod «udenlandske agenter» og skulle bruges til at undertrykke kritik af myndighederne. I september fik menneskerettighedsorganisationen HRC Memorial en bøde på 600.000 rubler fordi dens søsterorganisation Historical and Educational Centre Memorial ikke havde ladet sine publikationer mærke med «Udenlandsk agent». HRC tabte appelsagen.

I februar blev systemkritikeren Boris Nemtsov myrdet i Moskva. Han havde været stærkt kritisk overfor Ruslands intervention i det østlige Ukraine og havde været i gang med at samle materiale til en rapport der skulle dokumentere at russiske soldater var aktive i det østlige Ukraine. Politiet konfiskerede efterfølgende alle hans papirer og hans computer. En række tjetjenere blev arresteret og anklaget for mordet.

Rusland fejrede den 9. maj 70 årsdagen for sejren over nazismen. 500.000 russere og udlændinge deltog i sejsparaden i Moskva. USA og EU boykottede paraden, men 15 præsidenter (fra bl.a. Kina, Indien, Sydafrika og Cuba) deltog sammen med FN's Generalsekretær Ban Ki Moon.

I september 2015 intervenerede Rusland overraskende i den syriske borgerkrig, da landet sendte flere hundrede bombe- og jagerfly til Syrien for at bombe IS og andre væbnede oppositionsgrupper. Mens Vestens «bombardementer» af IS ikke havde haft nogen synlig effekt, gav de russiske bombardementer hurtigt synlige resultater, idet IS' eksport af olie til Tyrkiet gik næsten i stå. IS blev økonomisk presset og måtte kompenseres fra Tyrkiet, Saudi Arabien og Golfstaterne. Vesten kritiserede skarpt de russiske bombetogter og hævdede at de næsten udelukkende var rettet mod andre oppositionsgrupper end IS. IS var af en anden opfattelse og sprang en bombe i et fly med russiske turister over Sinai i slutningen af oktober.

Rusland var fra starten af krigsindsatsen meget interesseret i at undgå gnidninger med USA's og Israels indgreb i den syriske borgerkrig og fik derfor etableret udveksling af information om overflyvning og bombetogter af Syrien. Både Tyrkiet, Golfstaterne og Saudi Arabien var dog voldsomt kritiske overfor den russiske indsats, der pressede den islamiske opposition og styrkede Assad regimet. I november skød Tyrkiet derfor et russisk fly ned over det nordlige Syrien. Tyrkiet ønskede at få inddraget NATO i en konfrontation med Rusland. Det mislykkedes og i stedet kom Tyrkiet til at betale en høj økonomisk pris for sit militære angreb. Rusland indstillede det økonomiske samarbejde og turiststrømmen til Tyrkiet, hvor 2 mio. russere ellers årligt ferierede. Rusland undlod at svare militært igen overfor Tyrkiet, men bombede i stedet de Turkmenske oprørere i det nordlige Syrien, der blev støttet militært af Tyrkiet. I juni 2016 var Tyrkiet nødt til officielt at undskylde nedskydningen overfor Rusland i et forsøg på at normalisere forbindelserne.

De russiske bombardementer satte oprørerne under stærkt pres, og i januar 2016 kunne der indledes nye fredsforhandlinger i Geneve under FN's ledelse. Fredsforhandlingerne skete på grundlag af en Sikkerhedsrådsresolution i FN fra december. På grundlag af forhandlinger og resolution blev der i februar indgået en våbenhvileaftale mellem Assad regeringen på den ene side og oppositionen - bortset fra IS og al Nusra fronten - på den anden. Rusland indstillede derefter sine bombardementer af den del af oppositionen, der deltog i våbenhvilen, men fortsatte med at bombe IS. I marts erklærede præsident Putin, at Ruslands militære mål i Syrien overvejende var opfyldt og begyndte at trække kampfly hjem. Situationen var dog stærkt ustabil og våbenhvilen brød endelig sammen i starten af april. Allerede i marts havde russiske bombardementer bidraget til at smide IS ud af den historiske by Palmyra.

Før våbenhvileaftalen blev indgået i februar havde Saudi Arabien sendt jagerfly til baser i Tyrkiet, hvor de sammen med Tyrkiet planlagde angreb på de russiske fly over Syrien. Det blev afværget af våbenhvileaftalen. I stedet begyndte Saudi Arabien at levere jord-til-luftraketter til oprørsgrupperne. Indtil da var det lykkedes USA at holde disse raketter ude af Syrien, fordi de også ville kunne bruges mod supermagtens fly. Men fra juli og august begyndte russiske jagerfly og helikoptere at blive skudt ned med de amerikansk producerede jord-til-luft raketter. Samtidig optrappede Rusland atter sine bombardementer og deltog i det syriske regimes omringning af Aleppo og bombardementer mod IS kontrollerede områder i det nordlige og østlige Syrien.

Russiske myndigheder vurderede i november 2015 at ca. 2700 russere - de fleste fra Nordkaukasus - var draget i krig under IS' faner. Andre satte tallet endnu højere.

I løbet af 2015 fik 130.297 personer midlertidig flygtningestatus i Rusland. 129.506 var fra Ukraine, 482 var fra Syrien. Et meget stort antal flygtninge rejste gennem Rusland med kurs mod Vesteuropa. Mange rejste til Norge, der imidlertid i slutningen af 2015 ændrede sin lovgivning så selv konventionsflygtninge uden videre kunne deporteres tilbage til Rusland.

Vestens dæmonisering af Rusland fortsatte. I mange lande som Storbritannien, Danmark og de østeuropæiske antog den koldkrigs lignende dimensioner. Økonomiske sanktioner og de lave oliepriser påvirkede økonomien negativt i begge blokke og samtidig pressede Veten voldsomt på for at opruste mod Rusland, trods det forhold at Ruslands militærbudget var 8% af supermagtens USA's. (The demonisation of Russia risks paving the way for war, Guardian 4/3 2015).

Vestlige iagttagere vurderede at den russiske økonomi skrumpede med 3,7% i 2015. Der var udsigt til et mindre fald i 2016. Fra 2017 ventedes økonomien atter at vokse.

A.J. og Guia del Mundo

Statistik (OBS! I browserudgave)

Beslægtede opslag

Sidst ajourført: 9/8 2016

Læst af: 458.896