Zionismens folkemord i Palæstina er i dag et barbari, der overgår nazismens terror i Europa under 2. Verdenskrig. Palæstinenserne er i dag verdens jøder, og zionisterne deres bødler

Feminismen er betegnelsen for oprøret mod samfundets diskrimination og nedvurdering af kvinderne. Feminismen kan betegnes som kvindebevægelsens ideologi, men termen kan dog også bruges om enkeltforfatteres værker. Akkurat som liberalisme og socialisme er feminismen en 'isme, et idesystem med mange forskellige retninger..

Feminismebegrebet er først nu ved at blive almindeligt brugt i dansk sammenhæng. Tidligere har det været anvendt om enkelte grupperinger, men idag er anvendelsen bredere. Inspireret af angelsaksisk sprogbrug har feminisme efterhånden afløst den tidligere mere almindelige danske term: «kvindesagen».

Det er ikke så enkelt at fastslå, hvad der er det fælles indhold i feminismen. Nogle siger, at der er lige så mange feminismer, som der er feminister! Samtidig er eksistensen af en fælles kerne en forudsætning for, at man kan tale om en ‘isme, og ikke kun underafdelinger af andre idesystemer. Det har netop været en vigtig pointe for kvindebevægelsen gennem tiderne at slå fast, at forandring af kvindernes vilkår ikke skal ses som underordnet andre politiske sager, men som et mål i sig selv. I den nye kvindeoprør i 1970'erne og 80'erne (se Rødstrømperne) blev dette slået fast ud fra en radikal og venstreorienteret feministisk synsvinkel gennem første del af bevægelsens slogan: «Ingen klassekamp uden kvindekamp, ingen kvindekamp uden klassekamp».

Feminismens mål beskrives med så forskellige begreber som ligestilling, lighed, ligeværd, kvindefrigørelse, emancipation m.v. Forskellene i sprogbrug dækker over mange og forskellige visioner. Men som en fælles kerne i al feminisme er ønsket om kvinders selvstændighed og autonomi. Dette mål sættes dog ind i forskellige sammenhænge, alt efter om der f.eks. er tale om en individualistisk klassisk liberalisme, en kollektivistisk socialistisk feminisme eller en postmoderne feminisme.

Det er enklere at definere feminismen ud fra, hvad der kæmpes imod. I den betydning kan feminisme defineres som en ideologi, hvis mål det er at fjerne samfundets diskrimination og nedvurdering af det kvindelige og af kvinders arbejde gennem at bryde mandsdominansen i samfundet. Feminisme indebærer således et opgør mod kønshierarkiet, der har det ene køn, manden, som overordnet og det anden, kvinden, som underordnet. Hvordan «mandsdominans» og «kvindediskrimination» nærmere opfattes, varierer mellem de forskellige feministiske retninger, men som hovedelementer går dette igen i al feministisk tænkning.

Den amerikanske historiker Nancy Cott har defineret feminismen som indeholdende følgende tre antagelser

1. Feminismen indebærer opposition mod kønshierarkiet, der har det ene køn som overordnet og det andet (kvinderne) som underordnet.
2. Feminismen indebærer den opfattelse, at kvindernes position er en social konstruktion, er samfundsskabt - ikke naturlig eller gudskabt. Ellers ville forandring ikke være mulig.
3. Feminismen indebærer den opfattelse, at kvinder konstituerer en social gruppering, og det indebærer en identifikation på et eller andet niveau med «gruppen kaldet kvinder».

Opgøret med determinismen

Det er fælles for al feminisme, at kvinders og mænds placering i samfundet og relationerne mellem kønnene ses som socialt konstruerede, se Nancy Cott's pkt.2. Heri ligger et opgør mod årtusinders traditioner, som har set kvindernes underordnede position som «naturlig», og bestemt af biologien eller af Gud. Denne skæbnetunge determinisme er al feminismes modstander. Man skal ikke glemme, at det synspunkt, at kvindernes plads alene er i hjemmet, og at mandens er kvindens overhoved, stadig er udbredt i mange, mange lande i verden. Men specielt efter 2.Verdenskrig har oprøret herimod vundet frem i mange dele af verden, og ligestilling mellem kvinder og mænd blev indskrevet i FN's vedtægter fra starten i 1945, og dermed i princippet anerkendt.

Feminismen har måttet gøre op med biologismen, der mener at kvindens og mandens forskellige biologi bestemmer deres plads i samfundet. Gennem tiderne har feminismens modstandere brugt argumenter om kvindens biologi eller natur mod næsten hvert eneste fremskridt for kvinderne. Påstanden om kvinders biologiske skrøbelighed, især i puberteten, blev tidligere brugt som argument mod kvinders adgang til uddannelse. Påstande om en særlig kvindelig psyke blev brugt som modargument mod stemmeret for kvinder, sammenkoblet med argumenter om, at kvinders plads var ved hjemmets arne. At piger fra naturens side skulle være dårligere end drenge til matematik og fysik, har været et udbredt synspunkt helt frem til 1970'erne.

Feminismens modsvar var og er, at kvinder og mænd var født med samme potentialer. «Man fødes ikke som kvinde - man bliver det», skrev Simone de Beauvoir i sin berømte bog Det andet køn fra 1949. Men når det gjaldt fødsler og børn var de Beauvoir selv ganske tvetydig og havde deterministiske anstrøg.

Som argument mod feminismen har biologismen anvendt sig af følgende tankegange: manden og kvinden anses for væsensforskellige, og manden anses for overlegen i alle aktiviteter uden for hjemmets fire vægge, altså komplementaritet, men uden ligeværdighed. Kvindens «naturlige» plads er i hjemmet. Det at være kvindelig identificeres med ydmyghed og underkastelse, mandighed med erobring og magt. En kvinde der sætter sig ud over de «naturlige» roller, stemples som ukvindelig. Kvinders seksualitet eller rettere kvindens kønsorganer anses for både skræmmende og tiltrækkende. Paralleller til dyreverdenen er også typiske for biologismen.

Selv om den moderne feminisme har slået fast, at al biologi er socialt formidlet - se bare på hvor forskelligt fødsler går til i forskellige dele af verden - ja, så har feminismen stået over for svære spørgsmål, om hvilken rolle moderskabet skal spille. At opstille manden som normen for kvinden og for hele samfundsordenen er ikke acceptabelt for feminismen. Ligestillingens dilemma ligger i, at mændene historisk sidder på og har formet de fleste af de positioner, kvinderne nu kræver en del af.

Kvinder som gruppe

Ideen om kvinder som en gruppe er både feminismens eksistensberettigelse og dens achilleshæl. Al feminisme indeholder i en anden form en idé om et fællesskab mellem kvinder og en identifikation med gruppen «kvinder», se Nancy Cott's pkt.3. Men det kan diskuteres, om Nancy Cott's tredje punkt bør indgå i en generel definition af feminismen? Første problem er, om mænd da ikke kan være feminister? I så fald kan f.eks. John Stuart Mills berømte bog, The Subjection of Women fra 1869, ikke rubriceres som en del af feminismens klassiske værker. Nogle forskere har valgt den løsning at kalde mandlige feminister for anti-sexister og forbeholde begrebet «feminist» for kvinder. Men det andet og langt vanskeligere problem er, at langt fra alle kvinder, ja, ikke engang alle kvinder i kvindebevægelsen gennem historien har talt om alle kvinder i vi-form. Det har hidtil skyldtes klasse- og raceskel. Men også den nye postmoderne feminisme har sat spørgsmålstegn ved kvinder som gruppe.

I modsætning til proletariatet og de sorte siger kvinderne ikke «vi», skrev Simone de Beauvoir i Det andet køn, og fortsatte: «Mændene taler om kvinder, og disse overtager ordet som en betegnelse på sig selv, men de stiller sig ikke som subjekt». I marxistiske termer handler dette om, hvorvidt kvinder konstituerer en gruppe «an sich», altså i kraft af deres placering i samfundet, eller om de også danner en gruppe «für sich», det vil sige bevidsthedsmæssigt stiller sig som historiske subjekter i kampen for at forandre kvinders undertrykkelse.

Det faktum at de fleste kvinder også har andre identifikationer - det kan være som arbejder, som venstreorienteret eller som selvstændig - udgør barrierer for kvinders identifikation med gruppen «kvinder». Ja, netop kvindernes ringere position i samfundet kan foranledige individuelle kvinder til at tage afstand fra andre kvinder i forsøget på at nå frem i livet. Kvindebevægelsen, derimod, hviler på ideen om et kollektivt oprør mod diskrimination og ulighed.

Istedet for at forsøge at afgøre én gang for alle, om kvinder er en gruppe eller ej, kan man stille det som et empirisk spørgsmål til historien: Man kan undersøge, i hvilken udstrækning og omkring hvilke sager, kvinder har sluttet sig sammen for at forandre kvindernes stilling. Stemmeretten var en sag, som i mange lande - herunder i Danmark - samlede en af de bredeste kvindealliancer i historien. Det er netop karakteristisk for kvindebevægelsens højdepunkter - f.eks. i Danmark under Rødstrømpebevægelsen - at identifikation som «kvinde» og viljen til at handle på grundlag af denne identifikation for mange, mange kvinder træder i forgrunden i forhold til kvinders mange andre identifikationer og loyaliteter - i hvert fald i en periode. I perioder hvor feminismen har vind i sejlene, vil kredsen af kvinder, der betragter sig som en del af «kvindebevægelsen» være bredest.

Hovedstrømninger i den feministiske idehistorie

I feminismens idehistorie finder man forskellige hovedretninger. Der skelnes mellem den klassiske liberalistiske feminisme, den klassiske marxistiske feminisme, de utopiske socialisters feminisme og den moderne liberalistiske og socialdemokratiske feminisme, kvindefrigørelsesfeminismen og den postmoderne feminisme.

En af de vigtigste skillelinier er, hvad man opfatter som årsagen til diskriminationen, undertrykkelsen eller ulighederne. Heraf følger som regel også forskellige opfattelser af, hvilken strategi man bør vælge for at skabe forandring. I den følgende idéhistoriske oversigt lægges der vægt på at vise, hvorledes feministiske idéer altid indgår i og er farvet af den generelle ideologiske kontekst. Derudover lægges der vægt på at vise lighedsbegrebets forskellige betydninger.

Den klassiske liberalistiske feminisme

Den klassiske liberalistiske feminisme ville, at kvinderne skulle have de samme rettigheder, som liberalismen ellers havde krævet for mændene i opgøret med det gamle privilegiesamfund. Det almindelige var, at de klassiske liberalister hverken medtalte kvinder, sorte eller ejendomsløse under gruppen af «lige og frie individer». Nu blev liberalismen udfordret på sine egne principper.

«Merit, not birth», lød en af den klassiske liberalismes krav. I sin berømte bog The Subjection of Women fra 1869 sagde John Stuart Mill, at det også måtte gælde for kvinderne, at det afgørende skulle være deres indsats i samfundet, ikke hvad de var født som. Følgelig skulle alle love, der forbyder kvinders adgang til uddannelse, erhverv eller stemmeret, fjernes. Så ville naturen og kvindernes egen indsats afgøre, hvor i samfundet de ville blive placeret. «Man forbyder jo heller ikke ved lov fysisk svage mænd at blive smede», skrev Mill! John Stuart Mill forestillede sig dog, at kvinderne måtte vælge mellem ægteskab og familie eller erhverv, og at bortset fra de særligt talentfulde kvinder, ville kvinder i almindelighed vælge ægteskabet.

Før Mill havde Mary Wollstonecraft i sin bog A Vindication of the Rights of Women fra 1792 argumenteret forsigtigt - men dog banebrydende - for at kvinder burde have mulighed for at forsørge sig selv, og for at kvinder burde have adgang til uddannelse og erhverv. Hun argumenterede mod den opfattelse i samtiden og specielt hos den tilsyneladende fremskridtsvenlige Jean-Jacques Rousseau, at kvinder ikke skulle have en uddannelse, fordi de var født intellektuelt mindreværdige. Det er tværtimod, fordi kvinder ikke uddannes, at de forekommer mindreværdige, pyntesyge og intrigante, var Wollstonecrafts modsvar. I en enkelt sætning skrev hun, at kvinder bør have adgang til egne politiske repræsentanter - «selv om dette forslag nok vil vække latter». Ifølge Mill og Wollstonecraft lå årsagen til kvindernes underkuelse i traditionelle fordomme og i lovens eksklusion af kvinder fra uddannelse og borgerskab.

Mary Wollstonecrafts bog og senere Stuart Mills blev meget vigtige skrifter for kvinderetsbevægelsen, da den tog fart i sidste halvdel af 1800-tallet. Kvinderetsbevægelsen tog udgangspunkt i de naturretlige principper i den franske menneskerettighedserklæring af 1789 og den amerikanske uafhængighedserklæring af 1776. I den berømte første kvindesagserklæring i USA, Seneca Falls erklæringen fra 1848, fastslås det, at den amerikanske uafhængighedserklærings sentens om, at «all men are created equal», også burde omfattede den anden halvdel af menneskeheden, kvinderne. Det var i sin essens et ønske om, at kvinder skulle anerkendes som ligeværdige mennesker i fornuft, evner og værdighed.

At der biologisk - dvs. fra naturens hånd - var fundamentale forskelle på kvinder og mænd, var disse pionerer ikke i tvivl om dengang. Men det kunne ikke begrunde al den uberettigede forskelsbehandling af kvinder i samfundet.

Den klassiske liberale teori opdelte samfundet i en offentlig kontra en privat sfære styret af hver sine principper. I den offentlige sfære opererede de frie og lige individer, og «government only by consent» skulle være hovedprincippet. Kvinder, tyende og ikke-hvide var udelukket fra den offentlige sfære og henvist alene til den private sfære, hvor pater familias (familiefaderen) sad for bordenden. Den klassiske liberalistiske feminisme udfordrede dette, når den krævede kvinders adgang til den offentlige sfære og reform af den ægteskabslovgivning, der gav ægtemanden håndsret over «hans» kone og hele husholdning. Derimod udfordrede den klassiske liberalistiske feminisme ikke selve skellet mellem offentlig og privat. Det kom først 100 år senere.

Den klassiske liberalistiske feminismes lighedsbegreb kan betegnes som lige muligheder. Stuart Mill talte meget sigende om «competitive equality». Der var en lys fremtidstro på, at når først statsmagtens og standsprivilegiernes snærende bånd var fjernet, ville enhver finde sin rette plads efter evner og indsats. Målet var således ikke, at alle skulle ende samme sted eller have lige meget. Det var den unfair forskelsbehandling, der skulle fjernes. Resten var op til individernes egen indsats.

Socialliberalismen, som også Stuart Mill bevægede sig i retning af på sine ældre dage, gik videre og hævdede, at statsmagten dog måtte sørge for, at visse forudsætninger for den lige og fair konkurrence var til stede - bl.a. et vist minimum af uddannelse til alle.

I Danmark lå den klassiske (social)liberalistiske feminisme til grund for Dansk Kvindesamfund og andre grene af kvinderetsbevægelsen fra starten og op i mellemkrigstiden. John Stuart Mills bog blev allerede i udgivelsesåret udsendt i Danmark med titlen Kvindernes Underkuelse. Georg Brandes himself havde oversat den og forsynet den med et rosende forord, som han dog i anden udgaven fra 1885 ændrede til en advarsel mod at give kvinderne stemmeret, fordi han frygtede, det ville styrke de reaktionære kræfter. Mellem de to udgaver havde Brandes desuden læst Fr. Engels.

De utopiske socialisters feminisme

De utopiske socialister, socialismens forløbere i begyndelsen af 1800-tallet, udgav detaljerede beskrivelser af, hvordan det fremtidige, lykkelige samfund skulle se ud. Forfattere som Charles Fourier (1772-1837), Saint-Simon (1760-1825) og Robert Owen (1771-1858) fremførte en voldsom kritik af den liberale konkurrence-økonomi. De interesserede sig ikke som liberalisterne for de politiske institutioner, men primært for de elendige sociale forhold under den begyndende industrialisering, og de hudflettede den småborgerlige hykleriske forretnings- og familiemoral. De ønskede den private ejendomsret fordelt, men ikke ophævet. Det interessante er, at de fleste utopiske socialister også fremførte en stærk kritik af kvindernes stilling og af ægteskabet, som de kaldte «legaliseret prostitution». De angreb Den Franske Revolutions ledere for at have dristet sig til at vælte alteret og tronen, men bøjet knæ for ægteskabet. På dette punkt gik især de franske utopiske socialister meget længere end både den samtidige liberalistiske og den marxistiske feminisme.

De utopiske socialister ville ændre samfundet - ikke gennem klassekamp, men via overtalelse. De var langt mere præcise på endemålet end på strategien, dvs. hvordan overgangen til de nye samfund skulle ske - i modsætning til Marx og Engels, der netop kritiserede dem hårdt for at fortabe sig i utopiske detaljer.

Deres tilhængere drog til USA og etablerede med mere eller mindre held på bar mark over 100 steder i USA små kollektive samfund med fælleseje. Hos nogle også med kollektiv børnepasning og frie eller friere kærlighedsforhold. Men ingen af eksperimenterne levede længe, og der var store problemer med at omsætte idealerne til virkelighed.

Franskmanden Charles Fourier var fantasifuld, skør og grænseoverskridende. Hans gigantiske plan for idealsamfundet - Harmonien, produktions- og levefællesskaber for et par tusind mennesker - var en beskrivelse af et samfund, hvor alle frit kan udfolde deres evner, egenskaber og lyster, og hvor alle, både kvinder og mænd, arbejder af lyst, og hvor ægteskabet er ophævet. Det vigtigste er ikke antallet af forhold, men hvordan man opfører sig i det enkelte forhold, sagde Fourier. Han skrev en hel bog om de varierende seksuelle forhold i Harmonien. Under studenteroprøret i Frankrig i 1968 fik Fourier en renæssance. Også i Danmark blev Fourier genintroduceret under studenter- og kvindeoprøret.

Når de utopiske socialister alle - dog med forskellig styrke - kritiserede kvindernes vilkår i samtiden og udkastede idéer om helt nye familieforhold, er forklaringen formentlig den, at netop fordi de ville udfolde en hel ny samfundsorden, så kunne de utopiske socialister ikke ignorere disse emner, således som mange af de senere socialistiske teoretikere - bl.a. Karl Marx - gjorde. For Charles Fourier var en ændring af kvinders situation og den undertrykte kærlighedsdrift ovenikøbet afgørende for etableringen af det nye samfund. I en argumentation, der har forbavsende ligheder med rødstrømpernes tale om kvindernes internalisering af undertrykkelsen, skrev Fourier i sin bog Teorien om de fire bevægelser fra 1808 om kvinderne:

«De synes jo snarere at have behov for herskere end for frihed, og de begunstiger også almindeligvis de af deres elskere, hvis fremgangsmåder mindst fortjente det. Men hvordan skulle kvinden kunne frigøre sig fra servile og falske tilbøjeligheder, når opdragelsen allerede i barndommen har vænnet hende til at undertrykke sin karakter og bøje sig for den første den bedste, som tilfældet, intrigen eller gerrigheden udvælger hende til ægtemand.»

En enkelt kvindelig forfatter, Flora Tristan (1803-1844), må også regnes for utopisk socialist, men hun adskilte sig fra de øvrige ved at tale om arbejderkvinderne og deres centrale rolle som børnenes opdragere. Derved blev der for hende en sammenhæng mellem kvindernes og arbejdernes emancipation. Flora Tristan ville ændre samfundet, ved at arbejderne skulle slutte sig sammen i «arbejderunioner».

I Danmark regnes den unge medicinstuderende Frederik Drejer til en af den danske socialismes forløbere, og også han kritiserede undertrykkelsen af kvinderne. Men han tog afstand fra Mathilde Fibiger og andre tidlige kvindesagspionerers «Dameemancipation».

Den klassiske marxistiske kvindeemancipationsteori

Som hos den klassiske liberalisme stod kvindernes stilling heller ikke på nogen måde i centrum for den klassiske marxisme, men enkelte forfattere kom med sammenhængende bidrag til en teori, som derefter blev taget op af den socialistiske kvindebevægelse omkring århundredskiftet.

Karl Marx havde kun berørt «kvindespørgsmålet», som det blev kaldt dengang, i få spredte sætninger. Det var Engels' værk Familiens, privatejendommens og statens oprindelse (1884), specielt fjerde udgaven fra 1891, der sammen med August Bebels mere letlæste bog Kvinden og socialismen fra 1879 og Clara Zetkins mange taler og skrifter dannede grundlaget for den klassiske marxistiske kvindeemancipationsteori.

Hovedsynspunktet i den klassiske marxistiske feminisme var, at kvindernes stilling i produktionen er afgørende for deres position i samfundet. Uligheden mellem kønnene er ikke årsagen til, men konsekvensen af kvindernes økonomiske undertrykkelse. Der er frigørende potentialer i kvindernes indtog i industrien, men under kapitalismen betyder det, at kvinderne udbyttes særligt hårdt, og arbejderfamilierne ødelægges.

Denne analyse var også et svar til alle dem inden for arbejderbevægelsen, der ønskede kvinderne tilbage til deres «naturlige» plads i hjemmet. Som det symbolsk blev udtrykt under 1. Internationales kongres i 1867: «Hvis proletarens kone kunne blive medlem af deputeretkammeret, ville arbejdernes suppe komme til at mangle salt». Svaret var, at kvinderne og mændene i arbejderklassen har en fælles interesse i kapitalismens omstyrtelse.

Løsningen ligger i den socialistiske revolution med ophævelse af privatejendomsretten. Socialismen er ifølge den klassiske marxistiske feminisme forudsætningen for kvindernes emancipation. (Se også: Klassisk marxistisk kvindeteori).

Klarest har Engels udtryk det: «En sand ligeberettigelse af kvinde og mand kan efter min mening først blive til virkelighed, når kapitalens udbytning af begge køn er fjernet, og det private husarbejde er blevet til offentlig industri.» (brev til Gertrud Guillaume-Schack 5.7.1885, Marx Engels Werke bd.36, s.341).

Både kvinder og mænd er således udbyttet af kapitalen. Den første betingelse for kvindernes frigørelse, siger Engels, er genindførelsen af hele kvindekønnet i den offentlige industri og den private husholdnings overgang til offentlig produktion.

Betød det, at ægteskabet skulle afskaffes, således som samtiden beskyldte marxisterne for? Nej, tværtimod ville den individuelle kærlighed mellem kønnene først kunne virkeliggøres, når familien ophørte som økonomisk enhed. Med ophævelse af privatejendomsretten vil også grundlaget for prostitutionen forsvinde, skrev Engels.

Ingen kvindefrigørelse uden socialisme, var hovedsynspunktet. Derved blev kvindernes kamp og arbejdernes kamp kædet ubrydeligt sammen. Der var både i teori og praksis dog til stadighed tvivl om, hvorvidt dette omfattede kvinder i alle klasser, og om «arbejderne», der skulle organiseres, var af begge køn. Det var Clara Zetkin, leder af den store socialdemokratiske kvindebevægelse, senere kommunist, som talte stærkest for, at uden organisering af arbejderkvinderne i kampen for socialismen, kunne der ikke blive tale om nogen socialisme. Mere almindeligt var det i arbejderbevægelsens barndom at se kvinderne som bevægelsens bagtrop og kvindesagen som en borgerlig splittelsessag.

Mest afgørende var det synspunkt, at kvindesagen måtte rummes inden for arbejderbevægelsens rammer, men netop herom kom det til mange diskussioner, som ofte gav sig udslag i organisatoriske stridigheder om, hvorvidt kvinderne måtte organisere sig selvstændigt. Der var en del - for arbejderbevægelsen kontroversielt - samarbejde mellem f.eks. kvindelige arbejdere og borgerlige kvindesagskvinder, ikke mindst omkring valgretten.

Også i den danske arbejderbevægelse arbejdede feministisk orienterede kvinder for at få kvindernes sag anerkendt som en del af arbejderbevægelsens sag. I Danmark blev den klassiske marxistiske kvindefrigørelsesteoris idéer taget op af ledende kvinder i arbejderbevægelsen, omend aldrig særligt teoretisk udfoldet. I det hele taget er Danmarks bidrag til feminismens idéhistorie begrænset.

Når det gjaldt kontroversielle emner som prævention og seksualitet, var den klassiske marxisme som regel tavs. I en berømt sentens anklagede Lenin Clara Zetkin, fordi han havde hørt om, at man på kommunistkvindernes oplæsnings- og diskussionsaftener talte om seksuelle spørgsmål og ægteskabsformer, mens «den første proletarstat kæmper mod hele verdens kontrarevolutionære». Seksualitet, prævention og arbejdsfordeling i hjemmet - alt dette var tabu-emner. Det var ikke velset, når den russiske kommunist Alexandra Kollontaj og den amerikanske anarkist Emma Goldman skrev om disse emner og - hvad værre var - selv praktiserede den fri kærlighed.

Marx og Engels afviste liberalisternes lighedsideal: «Den lige ret er ulige ret for ulige arbejde», skrev Marx i Kritikken af Gotha Programmet fra 1891. Menneskene har forskellige behov. Derfor den berømte sætning, som samfundet i det kommunistiske samfund kan skrive på sine bannere:  «At yde efter evne og nyde efter behov!»

Alligevel brugte man termer som «ligeberettigelse» og «lighed», når talen var om kvinder og mænd - dog også «kvindeemancipation» og «kvindefrigørelse». Trods afvisningen af lighedsbegrebet dukkede dette begreb, omend i uklar skikkelse, dog til stadighed op, netop når det gjaldt kvindespørgsmålet.

Også Clara Zetkin og mange andre i den socialistiske kvindebevægelse brugte argumenter om kønnenes ensartethed, når de ville tilbagevise påstande om kvindens naturlige plads og naturlige underlegenhed. Men lighed indgik ikke i målsætningen. Det handlede ikke om lighed mellem klasserne, men afskaffelse af klasserne, hed det. Heri lå et problem, idet denne formel ikke kan bruges om de to køn. Der lå i den klassiske marxistiske feminisme et uløst problem omkring lighedsbegrebets relevans, når det gjaldt kvinder og mænd. For marxismen var det afgørende kapitalismens omstyrtelse. Det ville medføre helt ændrede samfundsformer og helt ændrede relationer mellem menneskene.

Det var Marx, Engels, Zetkin og Kollontaj, som den danske Rødstrømpebevægelse studerede med stor interesse, ikke så meget John Stuart Mill. En gruppe oversatte og udgav centrale Zetkin-tekster under titlen: Arbejderkvinder i alle lande... Marie Nielsen, dansk kommunist og feminist, blev også genstand for fornyet interesse. Men rødstrømperne tog kraftigt afstand fra forholdene i Sovjetunionen og kvindernes stilling dér.

Moderne ligestillings-feminisme

Betty Friedans bog The Feminine Mystique fra 1963 bliver ofte beskrevet som startskuddet for den moderne liberalistiske feminisme. Friedan beskrev «problemet uden navn»: forstadshusmoderens stigende desperation og tomhed trods alle moderne bekvemmeligheder og husholdningsapparater. Friedan blev grundlægger af National Organization for Women, NOW, der satte gang i den liberale kvindesag i USA efter årtiers tavshed. Friedans bog udkom på dansk i 1964 med den mærkelige titel Farvel Kvindesag? - mærkelig, fordi bogen blev et af startskuddene til kvindebevægelsens genopblomstring.

I Europa og særligt i Norden var situationen anderledes, fordi de oprindelige kvinderetsbevægelser, bl.a. Dansk Kvindesamfund og Danske Kvinders Nationalråd, ikke var blevet nedlagt, efter at stemmeretskampen var vundet, men tværtimod havde udviklet sig videre i samarbejde med de kvindeorganisationer inden for de politiske partier, som opstod i slutningen af mellemkrigstiden og fik deres blomstringstid i 1940'erne og 1950'erne.

Den moderne ligestillings-feminisme i Danmark var og er ikke klassisk liberal, men socialliberal og socialdemokratisk. Kvindebevægelsens forskellige grene har været medaktører i opbygningen af velfærdsstaten gennem 1930'erne og efter 2. Verdenskrig, først som familie- og socialpolitik, senere også med en kraftig udbygning af offentlig ældreforsorg, den offentlige børnepasning, længere barselsorlov m.v.

Mens den klassiske liberalistiske feminisme primært kæmpede for ugifte kvinders adgang til uddannelse og erhverv, anser den moderne ligestillings-feminisme alle kvinders økonomiske selvstændighed gennem erhvervsarbejde som en forudsætning for ligestilling. Back-up fra velfærdsstaten er nødvendig for dette projekt. Uddannelse og øget kvinderepræsentation i politik er andre mærkesager. Den moderne ligestillings-feminisme lægger stor vægt på reformlovgivning og retter derfor sin opmærksomhed mod stat og kommuner.

I 1950'erne og 1960'erne, da de fleste formelle barrierer for kvinders ligestilling med mænd efterhånden var fjernet, rettede ligestillings-feminismen tillige opmærksomheden mod den sociale konstruktion af kønsrollerne. Kønsstereotyperne i skolebøger og i opdragelsen lige fra fødslen blev kritiseret. De således konstruerede kønsforskelle blev anset for årsag til ulighederne og diskriminationen. Svaret var i 1960'erne kønsneutralitet og understregning af det fælles menneskelige.

Kvinder er lige så kvalificerede som mænd til alle jobs, men de holdes ude pga. fordomme og traditionel tænkning. Heri lå et nødvendigt opgør med biologismen. Spørgsmålet var imidlertid, om man hermed kom til at opstille manden og mændenes liv som normen for kvinderne. Heri lå en indbygget spænding. Det er ligestillingens dilemma, at mændene sidder på og har udformet de fleste af de poster, som kvinderne nu kræver adgang til.

På dansk blev «ligestilling» nu det foretrukne begreb, men det er ikke klart, hvad det indebærer. Udviklingen synes at kunne beskrives således: Det klassiske liberalistiske ligestillingsbegreb, lige muligheder, kom efterhånden under pres. Tålmodigheden med reformernes langsommelighed slap op, samtidig med at kravene blev sat op. Under indtryk af bl.a. det nye kvindeoprør opstillede ligestillings-feminismen nu et andet ligestillingsideal, der kan karakteriseres som faktisk lighed eller resultatlighed. Mens det klassiske ligestillingsbegreb fokuserede på, at ikke-vedkommende forskelsbehandling skulle fjernes, hvorefter det er op til den enkelte at kæmpe sig op, så kom der nu et alternativt ligestillingsbegreb, faktisk lighed, f.eks. lige løn eller 50% kvinder og mænd i Folketinget.

Ud fra den opfattelse at konkurrencevilkårene ikke er lige for kvinder og mænd, blot fordi man fjerner de formelle skranker, blev kravene skærpet til tilvejebringelse af det, som nogle har kaldt «reelle lige muligheder» for de to køn. Hvad hjælper det, at kvinder formelt har lige adgang til tekniske uddannelser, hvis gamle kønsroller reelt holder dem ude? Kravet om faktisk lighed eller resultatlighed går et skridt videre. Nu er det slutresultatet, der gælder. Dette kræver nye overvejelser af, hvorvidt ligestilling som mål i form af resultatlighed kan nås med ligebehandling som middel, eller om resultatlighed kræver skrappere kompenserende midler såsom positiv særbehandling, herunder kønskvotering. Som svar på tidens stærke kvindedebat kommer der en tendens i den moderne ligestillings-feminisme til at gå fra lige muligheder som målsætning til resultatlighed som mål og dermed bl.a. positiv særbehandling som middel.

Princippet om positiv særbehandling synes at stride mod princippet om lige muligheder for alle uanset køn. Det er da også grundlaget for den liberale afvisning. For fortalerne er princippet bag forslagene om positiv særbehandling imidlertid, at ligestilling som mål ikke kan opnås ved ligebehandling som middel, så længe betingelserne for de to køn er så forskellige. Det kan også udtrykkes sådan, at den strukturelle favorisering af mænd skal modvirkes af positiv særbehandling af kvinder. Positiv særbehandling er i den moderne ligestillings-feminisme altid kun et middel - i givet fald i en overgangsperiode - aldrig et mål. Ved anvendelse af positiv særbehandling pålægges institutionerne, ikke kun de enkelte kvinder, ansvaret for at tilvejebringe reel ligestilling.

Den skandinaviske variant blev til krav om køns-neutral positiv særbehandling, hvorved den også kunne komme mænd til gode, f.eks. i social- og sundhedssektoren, hvor mændene er underrepræsenteret. Positiv særbehandling har altid været et meget omdiskuteret virkemiddel.

Kvindefrigørelses-feminismen

Inden for det nye kvindeoprør, som rejste sig over hele den vestlige verden i 1960-1980'ernes var der mange forskellige retninger, så som radikal feminisme, marxistisk feminisme, socialistisk feminisme, lesbisk feminisme, sort feminisme, kulturfeminisme, psykoanalytisk feminisme m.v. Men der mangler en typebestemmelse af, hvad der var fælles i det nye kvindeoprør. For der var en fælles kerne. Den kan være svær at identificere, men i historiens lange løb vil følgende elementer formentlig komme til at stå som de fælles karakteristika for det, der kan betegnes som «kvindefrigørelses-feminismen» eller på engelsk «Women's Liberation».

I Danmark repræsenterede bl.a. rødstrømperne denne strømning, samtidig med at den danske bevægelse også havde sine særtræk. Der kan i kvindefrigørelses-feminismen i hele den vestlige verden identificeres nogle vigtige træk fra forgængerne:

Fra den klassiske og den moderne liberalistiske feminisme tog det nye kvindeoprør kravet om autonomi op og førte det til sin yderste konsekvens: Kvinder skal være selvstændige og selvbestemmende individer - også i forhold til ægtemænd og kærester. Hverken staten eller mændene skal bestemme over kvinders krop, f.eks. i abort-spørgsmålet, og kvinderne skal erobre fødslerne tilbage fra lægerne og hospitalerne. Økonomisk selvstændighed for kvinder blev anset for et grundvilkår.

Fra den klassiske marxisme optog det nye kvindeoprør den fundamentale samfundskritik og tesen om sammenhængen mellem samfundssystemet og «kvindeundertrykkelsen» - det nu foretrukne begreb. Men mens den klassiske marxistiske teori hævdede, at kvindeundertrykkelsen var startet med privatejendomsrettens indførelse, og at kvindespørgsmålets løsning derfor forudsatte ophævelse af privatejendommen, så lå der den nytænkning i det nye kvindeoprør, at kvindeundertrykkelsen blev betragtet som en selvstændig struktur, der er ældre end kapitalismen - den blev videreført i sovjet-kommunismen - og som derfor måtte have sit eget navn: Patriarkatet. Kvindernes frigørelse kræver ophævelse af både kapitalismen og patriarkatet, som anses for sammenvævede. Men inden for denne overordnede virkelighedsopfattelse var der mange nuancer og voldsomme diskussioner om vægtningen mellem, hvad der i den danske debat blev kaldt «kvindekamp» og «klassekamp». Kvindefrigørelses-feminismen var venstreorienteret. Den var et led i det nye anti-kapitalistiske og anti-sovjetiske venstre på den tid, men kritiserede samtidig kvindeundertrykkelsen inden for venstrefløjen selv.

Fra den moderne liberalistiske og socialdemokratiske feminisme - ligestillings-feminismen - overtog kvindefrigørelses-feminismen idéen om en udbygget velfærdsstat som et selvfølgeligt fundament for kvindefrigørelsen. Men samtidig fremførte bevægelsen en stærk kritik af den eksisterende stat.

Men der var også helt nye tankegange og sammenhænge. Følgende fem elementer kendetegnede kvindefrigørelses-feminismen (Women's Liberation) i alle vestlige lande og adskilte den fra de tidligere retninger og fra den samtidige ligestillings-feminisme:

• Virkelighedsopfattelsen: Kvinder er undertrykte som følge af selve samfundsstrukturen. Undertrykkelsen er både bevidstmæssig og materiel (økonomisk). Årsagerne er strukturelt nedlagt i det patriarkalske og kapitalistiske system i kombination. Derfor må begge ophæves. En form for socialistisk revolution er en nødvendig, men ikke tilstrækkelig forudsætning for kvindernes frigørelse.
• Målet: Kvindefrigørelse er målet - ikke ligestilling med mændene i det eksisterende samfund. Målet er et helt anderledes samfund uden nogen former for undertrykkelse.
• Strategien: Kvindefællesskab og kvindekamp er hovedstrategien. Fællesskab mellem kvinder er den strategiske (kvindekamp) og den organisatoriske grundvold (basisgrupperne). Kvinder har fælles interesser, og kvinderne må befri sig selv. Strategien hviler på konfrontation.
• Praksis: Praksis tillægges overordentlig stor vægt. Dels ved at kvinders egne erfaringer er udgangspunktet for kvindekampen, dels ved at en ændring af livsformer og identiteter (bevidstgørelse) her og nu er centrale elementer i projektet.
• Centrale begreber: «Det private er politisk» var et fælles slogan. Det indebar, at nye emner og hidtidige tabuer blev draget frem i offentligheden og gjort til genstand for kollektiv handling, og at skellet mellem det offentlige/det politiske på den ene side og det private/det personlige på den anden anfægtes.

Emner som seksualitet, menstruation, fødsler, overgangsalder, hustruvold, voldtægt og relationerne mellem kvinder og mænd overalt - på arbejdsmarkedet, i sengen og i politikken - blev taget op. Det var emner, som kun få tidligere grene af kvindebevægelsen havde villet eller havde vovet at røre ved.

På alle disse punkter var der, omend i varierende udstrækning, tale om nytænkning i forhold til tidligere feministiske idéer og i forhold til andre grene af feminismen i samtiden. Men det nye i kvindefrigørelses-feminismen lå derudover i selve kombinationen af en radikal feminisme og venstreorienteret samfundskritik. Med kravet om, at kvinderne ikke blot skal indplaceres i mændenes hierarkier, men at målet er et helt nyt og klasseløst samfund, undgik kvindefrigørelses-feminismens den mere moderate ligestillings-feminismes dilemma, at man let kan komme til at gøre manden til normen.

Heri lå meget nyt, som imidlertid også indeholdt en række indre modsætninger: Hvilken strategi fulgte af kombinationen af radikal feminisme og venstreorienteret samtidskritik? Hvordan kan en socialistisk revolution være en forudsætning for kvindefrigørelsen, samtidig med at man sætter i gang med at ændre livsformer og praksis her og nu? Hvordan skulle man kunne samle alle kvinder i en sådan venstreorienteret kvindebevægelse, når alle kvinder ikke har samme politiske holdninger? Hvad var det alternative kvindeideal, når målet ikke var ligestilling på «systemets og mændenes præmisser»?

Postmoderne feminisme

I 1990'ernes fremkom en ny feministisk kritik, der så på kvindernes stilling med andre øjne end 1970-80'ernes kvindeoprør. Kritkken af kvindefrigørelses-feminismen har to spor: Den ene type kritik kommer fra etniske minoriteter og fra kvindebevægelsen i 3.verden, som kritiserer kvindeoprøret fra 1970'erne og 80'erne for at være alt for vestligt orienteret og tilmed etnocentrisk ud fra en hvid, middelklasse-opfattelse. Den internationale kvindebevægelse og kvindebevægelsens udvikling i den 3.verden, har pointeret og påvist nødvendigheden af en mangfoldighed af feminismer. Det andet spor kom fra den fremvoksende postmodernisme.

I lighed med postmodernismen iøvrigt, tager den postmoderne feminisme afstand fra de store fortællinger, og dermed også fra forsøget på at nå frem til forklaringen på kvindeundertrykkelsen - et spørgsmål som ellers har optaget feminister gennem historien.

Den postmoderne feminismes centraler begreber er forskellighed, pluralitet og mangfoldighed. Den er dermed et opgør med kvindefrigørelses-feminismens forsøg på at konstruere et fællesskab mellem kvinder («søstersolidaritet»), hvilket på sin side var et oprør mod samfundets opsplitning af kvinder, der ifølge bl.a. rødstrømperne forhindrer kvinder i sammen at bekæmpe diskrimination og ulighed.

Identiteterne er i centrum for den postmoderne feminisme, der peger på, at alle mennesker har mangfoldige og skiftende identiteter. At presse mennesker ind i grupper eller kategorier - som f.eks. gruppen «kvinder» - er at gøre vold på den værdifulde mangfoldighed.

Den postmoderne feminisme påpeger, at tidligere feminismer ved at insistere på kategorierne «mænd» og «kvinder», i virkeligheden bidrager til at fastholde de fastlåste positioner for de to køn, som feminismen jo ønsker at opløse. Hertil vil f.eks. kvindefrigørelsesfemismen svare, at det ikke er feminismen, men samfundsstrukturerne som fastlåser kvinder og mænd - f.eks. gennem det kønsopdelte arbejdsmarked. I sit berettigede forsøg på at opløse de snævre kønsbånd, risikerer den postmoderne feminisme omvendt at forhindre kvinder i at gøre oprør. Må undertrykte grupper i almindelighed ikke netop slå sig sammen for at sprænge undertrykkelsen og dermed de traditionelle kategoriseringer? Forveksler kritikken ikke mål og midler?

Den postmoderne feminisme fremhæver forskellene mellem kvinder, mangfoldigheden, diversiteten. Og netop fordi mange postmoderne feminister - men dog ikke alle - tager afstand fra fællesskab mellem kvinder som politisk strategi, så rejser det spørgsmålet om selve feminisme-definitionen. Hvis Nancy Cott's 3.pkt - identifikation med kvinder som gruppe (se ovenfor) - skal indgå som definitionskriterium for feminismen som sådan, er den postmoderne feminisme da overhovedet en gren af feminismen? Dette kan næppe besvares generelt. Men det peger på den postmoderne feminismes tvetydige og uafklarede forhold til feminismen, jf. også termen «post-feminisme.»

Den franske postmoderne feminismes mest fremtrædende repræsentanter, Hélène Cixous, Luce Irigaray og Julia Kristeva er alle inspireret af postmoderne filosoffer som Lacan og Derrida, og anvender som disse dekonstruktion som teoretisk udgangspunkt og som metode i deres tekster og tekstlæsning. Blandt de kendteste angelsaksiske postmoderne feminister kan nævnes Seyla Benhabib og Judith Butler, der er inspireret af henholdsvis Habermas og Foucault. Også Nancy Fraser har ydet vigtige bidrag til denne retning, som har drejer opmærksomheden væk fra kønnenes position «i virkeligheden» og fra hvordan en sådan virkelighed kan analyseres og forstås hen imod en ny interesse for socialt konstruerede diskurser og betydninger. I dansk sammenhæng har Dorte Marie Søndergaard i bogen Tegnet på kroppen fra 1996 vist, hvorledes kønnet konstrueres blandt unge voksne på universitetet.

Den postmoderne feminisme indeholder en stærk kritik af enhver «essentialisme», det vil sige påstande om en medfødt kvindelighed eller mandighed. Kønnet er social konstrueret. I kritikken af kvindefrigørelses-feminismen hæfter den postmodernistiske feminisme sig ved visse grene af Rødstrømpebevægelsen, som rejste spørgsmålet om «kvindelige værdier» i frustration over kvindernes tilpasning til mandssamfundets præmisser. Men generelt har tidligere kvindebevægelser dog som vist alle gjort oprør mod determinisme og biologisme, og argumenteret for, at kvinders stilling er en social konstruktion og ikke naturgiven. Men med den postmoderne feminisme har denne evige diskussion i feminismen fået fornyet aktualitet.

Kvinden er som allerede udtrykt i Simone de Beauvoirs eksistentialistiske feminisme i kulturen blevet defineret som «Den Anden». Løsningen er for de postmoderne feminister ikke at udvikle kvinden til subjektet, men derimod til mange forskellige subjekter og subjektpositioner. Kvinders forskellighed, måske primært forstået som forskelle i identiteter, bliver nu centrum for den nye feminisme.

Den postmoderne feminisme har rettet feminismens blik mod diskurser, repræsentationer og konstruktionen af betydninger. På den måde er den et velegnet svar på det refleksive, moderne samfund, og på et samfund, som bliver mere og mere iscenesat. Postmoderne feminisme har derimod endnu ikke som tidligere feministiske retninger dannet grundlag for nogen organiseret kvindebevægelse. Om den ud fra sit idéindhold overhovedet kan komme til det, kan kun fremtiden vise.

D.D.